Søndag eftermiddag klokken 14.09 rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en anmeldelse om et røveriforsøg på Riberdyb i Kolding. En mand blev sigtet for at have taget genstande fra en ejendom, der ikke tilhørte ham, og forsøgt at flygte med dem på en sækkevogn. Episoden udviklede sig, da manden blev konfronteret af anmelderen.
Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev manden først standset af kvinden, som bemærkede, at genstandene ikke var hans:
– Han læsser genstande på en sækkevogn og kører dem uden for ejendommen. Her bliver han konfronteret af anmelderen. Den sigtede reagerer ved at kaste en fyldt øldåse efter anmelderen og slå ud efter hende, fortæller politikommissæren.
Kvinden blev ikke ramt og forsøgte herefter at følge efter manden for at tage et billede som dokumentation.
– Anmelderen følger efter for at tage et billede af personen som dokumentation. Det får den sigtede til at blive vred, hvorefter han løber efter anmelderen og forsøger at sparke og slå uden at ramme, forklarer Arno Rindahl Petersen.
Efter episoden forlod manden stedet, men politiet fandt ham kort tid senere og foretog en anholdelse klokken 19.08. Den 58-årige mand blev afhørt og sigtet for røveri, inden han blev løsladt klokken 19.55 samme aften.
Ejendommen, hvor hændelsen fandt sted, beskrives ikke som en bolig, og det er fortsat uklart, hvilke genstande manden forsøgte at tage. Anmelderen, en 34-årig kvinde fra Kolding, kom ikke til skade under episoden.
Det kræver mod at insistere på at bevæge sig – at nægte stilstanden. Dette mod finder man i udstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard, som netop er åbnet på Trapholt. Her er bevægelsen ikke blot en metafor, men en fysisk nødvendighed, der vibrerer i alle værkets dele. Kjærgaard er en kunstner, der maler med kroppen, hjertet og intellektet i fuld forening.
Det tredelte værk Everything but Tennis indfanger en eksplosiv energi, hvor kvinder i intens bevægelse på tennisbanen bryder ud af lærredets rammer og direkte ind i rummet.
Det første møde med udstillingen er en slags manifestation: store, ekspressive flader, hvor kvinder træder frem, næsten som aktører i deres egne fortællinger. Håret flagrer ud af lærredet og ind i rummet, som om kunsten nægter at lade sig begrænse af rammen – den inviterer os ind med en næsten insisterende gestus: “Kom med her, følg linjerne.” Kjærgaard, uddannet arkitekt og billedkunstner, har en særlig evne til at overskride grænser – både fysiske og konceptuelle. Hun tager sin beskuer i hånden, men kun for at trække dem direkte ind i værkernes voldsomhed.
Kvinder, der insisterer
Kvinderne i Kjærgaards univers står sjældent stille. De spiller tennis, balancerer på cykler, ruller afsted på skateboard, fire sjæle i knap så fuld balance, og nogle gange synes de at danse gennem kaos.
Kvinder på skateboards i øjeblikkets vilde rus.
Dette er ikke de klassiske skildringer af kvindelighed, som Mie Olise pointerer, der ofte er mange af i kunsten, når kvinder endelig er repræsenteret. Nej, hendes værker repræsenterer en æstetik, der fremhæver handling og beslutningskraft. Som kunstneren selv udtrykte det ved ferniseringen:
– Det er netop en af pointerne med, at jeg har lyst til at male kvinder. Kvinder i kunsthistorien, som er blevet malet af mænd, har næsten altid været objekter – smukke, tilgængelige, blide eller moderlige. Men mine kvinder er det stik modsatte. De er som oftest optaget af noget, de virkelig brænder for, siger hun og tilføjer:
– Det handler om, at de ikke nødvendigvis søger det klassiske blik – det, hvor man bliver set på som en genstand. Mange af mine kvinder er optaget af at spille musik, skate eller noget andet, hvor deres energi er i centrum – det handler om at turde. At have modet til at presse sig selv lidt ekstra, hvor man risikerer at falde, men også hvor man tør tro så meget på det, man gør, at man står fast, selv når det er svært. Det er en måde at bryde forventningerne på, hvor man ikke lader sig slå ud af at blive gjort til grin eller gjort nar af. Og det er netop kernen i mine kvinder – de lader sig ikke kue, men står fast i deres handlinger.
Fra maleriet Everything But Tennis: En kvinde med et intenst blik, fanget midt i det vilde spil på banen.
Og insisterer, det gør værkerne. I rummene møder vi malerier, hvor de stærke linjer og tykke lag af maling ikke kun næsten flyder ud over lærredet. Penselstrøgene er hastige, præcise og ofte rastløse, og Mie Olise Kjærgaard bemærker også, at hun “næsten må løbe med penslen”. Dette er kunst, der kræver opmærksomhed – og som belønner den.
Rum som fortællinger
Udstillingen er delt op i fire tematiske rum, der hver især er som kapitler i en større historie. I rummet Quite Allright – way inside træder man direkte ind i et kunstnerisk landskab. Her er gulvet dækket af spejle, og værkerne strækker sig ud over vægge og loft. Det er ikke blot en installation, men en totaloplevelse, hvor man som beskuer ikke længere kan betragte passivt. Spejlene tvinger én til at se sig selv som en del af kunstens rum.
Musikken spiller en vigtig rolle her. Tonerne af Alanis Morissettes Hand in My Pocket fylder rummet, i en særlig fortolkning af den danske lydkunstgruppe Philip|Schneider i samarbejde med et kvindekor, og minder om en tid, hvor kunst og musik gik hånd i hånd med politiske og sociale opbrud. Det er ikke tilfældigt, at Kjærgaard har valgt denne lydside. Det forstærker værkernes insisterende udtryk og fungerer samtidig som Mie Olises hyldest til et generationsalbum for hendes egen tid – et album, der markerede et kraftfuldt “Her er jeg.”
– Morissette trådte frem som en rå, rasende stemme, der skreg sin frustration ud, og det er et nummer, som alle i min omgangskreds har sunget med på. Jeg fandt det spændende at arbejde med noget så genkendeligt, fordi jeg ønskede, at publikum skulle kunne flyde hen i det. Musikken skaber en varighed, der lader én gennemleve forskellige stemninger, mens man bevæger sig gennem udstillingen. Når man er derinde, kan man lægge sig ned, slappe af og lade sig fortabe i overgivelsen – den samme overgivelse, som det kræver at male. Du kan ikke kontrollere alt. Kroppen har en intelligens, og det er den, jeg abonnerer på, fortæller hun.
En kropslig oplevelse
I værker som Everything But Tennis er det den kropslige energi, der dominerer. Kvinderne er fanget i øjeblikke af intensitet – men kigger de egentlig på os? Nej, deres blikke er rettet mod deres egne handlinger, helt opslugt af det, de er i færd med. Deres bevægelser – næsten eksplosive – fortæller om en indre kraft, som nægter at underkaste sig andet. Fladen udfordres konstant, og som kurator Katrine Stenum Poulsen udtrykte det:
– Jeg synes, at denne udstilling er en imponerende magtdemonstration af Mie Olise Kjærgaard.
Mødre på cyklen, i legen og livet
I rummets sidste kapitel, Extended Responsibilities, møder vi moderskabets tyngde. Her præsenteres værker, hvor kvinder navigerer mellem dagligt ansvar og ønsket om fremdrift. Vi ser mødre i forskellige situationer – på cyklen, i hængekøjen eller midt i en leg – og spørgsmålet om, hvordan det grænsesøgende subjekt møder forældrerollens ansvar, træder frem.
I den sidste sal, Extended Responsibilities, får børnene også en plads i kunsten.
Mie Olise Kjærgaard har med Agile Aggressions skabt en udstilling, der ikke blot skal ses, men sanses. Det er en hyldest til kvinder, til bevægelse og til modet til at bryde med det etablerede. Det er en udstilling, der nægter at lade sig stille tilfreds. Og det er netop derfor, den er så stærk.
Helene Lykke, kandidat for Liberal Alliance til det kommende kommunalvalg, har igennem flere år kæmpet for, at partnerægdonation blev lovligt i Danmark. Fra 1. januar i år blev det en realitet, men ikke helt i den form, hun og hendes kone havde håbet på.
– I flere år har jeg været engageret i denne sag, og det har været en rejse med både op- og nedture, siger Helene Lykke, der i starten blev opmærksom på, at partnerægdonation ikke var lovligt i Danmark, selvom det var muligt i andre lande. – Vi troede, at det var en løsning for os, men da vi begyndte at undersøge det nærmere, fandt vi ud af, at det ikke var muligt her.
For Helene og hendes kone var målet at få børn sammen – og ikke gennem surrogat, som kunne være den eneste mulighed på daværende tidspunkt. – Vi ønskede begge at bidrage til graviditeten. Vi ville gerne begge være forældre, forklarer hun. Derfor besluttede Helene sig for at stille et borgerforslag.
– Jeg fik omkring 4.000 underskrifter i starten af 2022, men da formuleringen af forslaget ikke var optimal, lavede jeg et nyt forslag, som blev præsenteret i august 2022, siger hun. Det var først, da Alternativet og Liberal Alliance blev involveret, at forslaget fik politisk opbakning. – Jeg havde også prøvet at kontakte Venstre, Moderaterne og Socialdemokraterne, men de responderede ikke. Det var først, da der blev dannet en politisk aftale, at det fik fart på, fortæller Helene Lykke.
I januar 2024 blev aftalen endelig vedtaget, og det var et skridt fremad, selvom det ikke blev præcis som ønsket. – Selvom det ikke er blevet udformet, som vi havde håbet, er jeg glad for, at vi har opnået så meget. Det er stadig ikke muligt for os at bruge behandlingen, da reglerne er meget restriktive. Kun 5 procent af befolkningen bliver godkendt, siger Helene, som håber, at lovgivningen på sigt vil blive justeret, så flere kan få adgang til behandlingen.
– Jeg ser det som et skridt i den rigtige retning. Det er et resultat af, at man kæmper for det, man tror på, siger Helene Lykke, der har været aktiv i samfundet og politik i mange år. – Jeg har aldrig forestillet mig, at det ville føre mig til politik, men jeg har fundet ud af, at det er her, jeg virkelig kan gøre en forskel.
Hun understreger, at hendes kamp for partnerægdonation ikke kun er en personlig sag, men noget, der kan hjælpe mange andre. – Jeg håber, at flere vil få lov til at realisere deres drøm om at få børn på en alternativ måde, siger Helene, der har lært meget om, hvordan lovgivning fungerer og hvordan politik kan bruges til at ændre det, man mener er forkert.
– Jeg har altid været interesseret i samfundet og politik, og det var det, der fik mig til at træde ind i denne kamp. Jeg har været aktiv i samfundet i mange år, og det har givet mig et stærkt grundlag for at forstå, hvordan systemerne fungerer, afslutter Helene Lykke.
Efter AVISENs artikel om den stabile tilstrømning af patienter til Fredericia Lægevagt, har der været en opblussen af kritik på sociale medier. Flere borgere har udtrykt frustration over, at det kan være svært at få en tid, især i weekenderne og uden for åbningstiden. Trods kritikken ser Pernelle Jensen (V), formand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, på situationen med et positivt perspektiv.
Efter at have set på de aktuelle forhold, mener Jensen, at kapaciteten hos lægevagten er tilstrækkelig, og der stadig er plads til flere patienter i åbningstiden.
– Der er et rigtig godt besøgstal for konsultationerne i Fredericia, men vi ser, at der stadig er plads til flere patienter i åbningstiden. Tallene viser, at vi i gennemsnit behandler 6,5 patienter per konsultation, selvom vi har kapacitet til at håndtere op mod ni patienter i timen, siger hun.
Jensen understreger, at lægevagten på ingen måde er tættere på at være fyldt op, og at folk stadig har mulighed for at få hjælp i åbningstiden.
– Der er simpelthen stadig plads, hvis man ønsker at komme til. Vores kapacitet bliver ikke udnyttet til fulde, siger Jensen.
Hun påpeger, at den kritik, der er kommet, i nogle tilfælde kan stamme fra misforståelser om lægevagtens åbningstider.
– Hvis man har ringet klokken 14 om lørdagen eller søndagen, har man kun haft åbent i et par timer, og så går der jo et stykke tid, før der åbnes igen. Det er noget, vi skal være opmærksomme på, og som kan skabe frustration, siger Jensen. Hun anerkender dog også, at når lægevagten i Fredericia ikke har ledige tider, kan borgere blive henvist til lægevagterne i Vejle eller Kolding, hvilket kan føre til yderligere frustration for dem, der håber at få hjælp lokalt.
Selvom flere har givet udtryk for utilfredshed, er Pernelle Jensen glad for den generelle opbakning og brug af lægevagten i Fredericia.
– Tallene viser, at vi har et stabilt og fornuftigt besøgstal. Mennesker benytter sig af tilbuddet, hvilket er glædeligt, men vi ønsker også at gøre det lettere for borgerne. Hvis vi ser, at vi begynder at få fyldte tider, er vi klar til at tage dialogen med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og finde en løsning, siger Jensen.
Trods kritikken og udfordringerne ser formanden stadig lægevagten som en succes. – Jeg håber, at flere borgere vil benytte sig af tilbuddet og udnytte den ledige kapacitet i åbningstiden. Det er glædeligt at se, at Fredericia Lægevagt bliver brugt, og vi ser frem til at kunne hjælpe endnu flere, hvis der er behov, afslutter hun.
Randal Beton, beliggende på Egeskovvej i Fredericia, er blevet informeret af kommunen om, at de er nødt til at flytte på grund af støjforholdene i området. Virksomhedens indehaver, Jan Riisager, fortæller, at det sandsynligvis vil tage 2-3 år, før flytningen bliver aktuelt, da der endnu ikke er fastsat en præcis dato.
– Det bliver nok først om 2-3 år, før det bliver aktuelt. Der er ikke sat en præcis dato endnu, men vi har fået at vide, at vi skal flytte, siger Jan Riisager.
Når det kommer til de officielle meddelelser fra kommunen, har Jan Riisager modtaget et brev om støjforholdene. Brevet henviser til en undersøgelse, som NIRAS har lavet, og som konkluderer, at Randal Beton ikke kan gøre mere for at nedbringe støjen. Derfor står virksomheden nu overfor at skulle finde et nyt sted at drive produktionen.
– Jeg har fået et brev fra Fredericia Kommune om støjforholdene, som jeg har svaret på. Brevet henviser til en undersøgelse, som NIRAS har lavet, men vi kan ikke gøre mere for at nedbringe støjen, og derfor må vi erkende, at vi skal flytte, forklarer Riisager.
Det er først nu, at situationen er blevet offentlig, da Jan Riisager ikke har kunnet kommentere på flytningen tidligere.
– Jeg kunne ikke melde noget ud tidligere, da det ikke var meningen, at det skulle offentliggøres endnu. Men nu er der kommet en del fokus på emnet, især med al den støj, der er omkring raffinaderiet og kolonihaverne, siger han.
Når det kommer til den offentlige opmærksomhed, har Riisager været åben og imødekommende i sine svar.
– Jeg har svaret på de henvendelser, jeg har fået, og i mit svar har jeg bekræftet, at vi ikke kan gøre mere, end vi allerede har gjort for at reducere støjen. Derfor må vi flytte fabrikken, når vi når til den aftalte tidshorisont med kommunen, siger han.
Hvad betyder flytningen for Randal Beton? Ifølge Riisager er det ikke et farvel til virksomheden.
– Jeg lukker ikke. Jeg skal bare flytte den til et andet sted. Det er ikke et farvel, men en flytning, og jeg ser frem til at kunne fortsætte med et nyt projekt, som jeg har gang i. Det er ikke sikkert, at vi bliver liggende her i kommunen, men vi lukker ikke, afslutter han.
Randal Beton står nu overfor udfordringerne med at finde et nyt sted, men Jan Riisager er fast besluttet på at fortsætte virksomhedens drift, selvom det bliver en stor omstilling.
Lørdag aften i Tøjhuset blev et energisk metalbrag, hvor alt fra unge håbefulde bands til erfarne metalkrigere satte deres præg på scenen. Fredericia blev samlingspunkt for en aften med hårdtslående riffs, growls og fællesskab, hvor ungdommens rå energi og de mere erfarne metalhoveder gik hånd i hånd.
Guttural Disgorge – Brutalitet fra Aarhus
De aarhusianske drenge fra Guttural Disgorge åbnede ballet med en massiv mur af brutal dødsmetal, der efterlod mange stakåndede. Bandets udgivelser, har allerede sat dem på metalradaren, og deres optræden bekræftede, hvorfor de har taget både anmeldere og streamingtjenester med storm. En vokal der balancerede mellem det groteske og det imponerende, og et guitarspil, der spændte fra melodiske soloer til knusende breakdowns, var aftenens første slag i ansigtet. De beviste, at brutaliteten har en plads i dansk metal, og de har bestemt en lovende fremtid.
SPLIT – Rå kaos med potentiale
SPLIT, et ungt hardcore band fra København, leverede en energisk og kaotisk optræden, der satte gang i publikum. Deres sceneoptræden var fyldt med ungdommelig entusiasme og charme, selvom vokalen til tider forsvandt i growlens uforståelige dybder. Med banankage uforståelige growls og en fandenivoldsk attitude blev de et frisk pust på aftenen. Musikalsk er SPLIT stadig ved at finde deres retning, men deres rå energi og scenetække er en solid base at bygge videre på. De beviste, at fremtidens metal er i gode hænder.
Deadnate – Fredericias progressive metalhåb
Deadnate, byens stolte sønner, tog scenen med deres velkendte mix af progressive riffs og følelsesladede vokalpræstationer. Simon Juul og Kenneth Kejlstrup leverede en perfekt balance mellem harmoniske melodier og intense screams, mens Frederik Fammé og Ole Frank satte bunden med henholdsvis solid bas og præcise trommer. Bandet imponerer forsat med deres evne til at blande elementer fra Metallica, Tool og Machine Head og samtidig fastholde deres unikke stil. Deadnate var uden tvivl aftenens mest musikalsk raffinerede band og skabte en medrivende oplevelse, der slog dybe rødder i publikum.
Lifesick – Hardcore på steroider
Lifesick, Fredericias hardcore stolthed, lukkede aftenen med en optræden, der føltes som et musikalsk slagsmål. Deres brutale energi og lyriske tyngde satte gang i både moshpit og crowd surfing. Med simple, men effektive trommer, tunge guitarriffs og en vokal, der rummer en rå aggression, beviste Lifesick, hvorfor de stadig er en af de mest fremtrædende kræfter på hardcore-scenen. Det var terapeutisk aggression på højt plan, en slags musikalsk udgave af at smadre porcelæn, bare bedre for sjælen.
Opsummering
Aftenen var en perfekt blanding af ungdommens rå potentiale og de erfarne kræfters rutine. Fra Guttural Disgorges brutale dødsmetal til SPLITs kaotiske hardcore og Deadnates progressive magi sluttede det hele med Lifesicks kraftfulde hardcore musikalske slagsmål. Det var ikke bare en koncert, det var en oplevelse, der satte sig i både krop og sjæl.
Så hvis du elsker metal, kaos og musik, der virkelig brænder igennem, er dette lineup værd at holde øje med. Og vigtigst af alt: Husk ørepropperne; for det bliver ikke stille
Ved første øjekast ser reformen ud til at forenkle kontanthjælpssystemet, da man går fra: uddannelseshjælp, selvforsørgelses-og hjemrejseydelse, overgangsydelse og kontanthjælp med hver deres forskellige satser og muligheder/krav til én samlet kontanthjælp. Men efter at have deltaget i en temaaften hos Fredericia Kommune om de kommende lovændringer, står det klart, at virkeligheden er langt mere kompleks. Kontanthjælpen kommer til at indeholde tre satser, i princippet fire, hvis man tæller hjemmeboende med, samt en række nye tillæg.
Det er en trist tendens, at politik ofte sælges som løsninger, der skal skabe gennemsigtighed og enkelhed, men i stedet ender med at komplicere tingene yderligere. Det gør ikke bare arbejdsforholdene sværere for sagsbehandlere – det skaber også utryghed for borgerne, der skal navigere i et nyt system, der mest af alt minder om endnu en kæmpe ufremkommelig jungle af regler og love.
Vi har brug for et smidigt, gennemsigtigt og effektivt kontanthjælpssystem, der hjælper mennesker videre i stedet for at fastholde og nedbryde dem. Kontanthjælp bør altid være en midlertidig løsning – ikke en tilstand, hvor mennesker mister håbet og gror fast.
Forenkling handler ikke kun om færre regler, men om at skabe et system, der giver mening for både borgere og sagsbehandlere. Vi skal sikre, at mennesker med alvorlige helbredsproblemer ikke spilder år på endeløse afklaringsforløb. Det er nemlig hverken udviklende, helbredende eller billigt for samfundet, at trække syge mennesker igennem det. Hvis man ikke kan arbejde, skal man have ro til at komme sig, så man kan få et værdigt liv, og måske i nogle tilfælde, kan netop den ro give overskud til på sigt at finde vejen tilbage til beskæftigelse.
Samtidig skal vi give dem, der kan arbejde, bedre muligheder for at komme videre. Det kræver hjælp gennem opkvalificering, uddannelse, et tættere samarbejde med arbejdsmarkedet, men vigtigst af alt handler det om at give mennesker troen på, at de kan bidrage og tage ansvar for deres egen fremtid.
Butikken Klokken, der er kendt for sit brede udvalg af ure og smykker, står over for en større forandring. Butikken, som ligger i Jyllandsgade 24 i Fredericia, har annonceret ophørsudsalg, da den fysiske butik lukker og overgår til at være en ren webshop.
Det fremgår af et skilt på butiksruden, men det er endnu uklart, hvornår butikken præcis lukker dørene for sidste gang.
Klokken har gennem årene været en fast destination for lokale, der har været på jagt efter alt fra elegante ure til smukke smykker. Med overgangen til en webshop følger Klokken en stigende tendens blandt detailbutikker, der i højere grad fokuserer på den digitale markedsplads.
Ophørsudsalget giver de lokale kunder mulighed for at gøre en god handel, inden butikken lukker sin fysiske afdeling.
Beslutningen markerer et nyt kapitel for Klokken, der med sin webshop håber at kunne fortsætte med at betjene kunder fra hele landet. For mange i Fredericia vil lukningen dog betyde, at en kendt butik forsvinder fra bybilledet.
Søndag formiddag gennemførte Fyns Politi en færdselsindsats på Østfyn, der førte til 34 sigtelser.
Politiet oplyser, at indsatsen var planlagt som en del af det generelle arbejde med trafikkontrol i området. De præcise typer af overtrædelser er ikke oplyst, men lignende indsatser har tidligere omfattet alt fra hastighedsovertrædelser til brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Fyns Politi fortsætter deres løbende kontrol i området.
Søndag morgen klokken 08.05 rykkede Sydøstjyllands Politi og brandvæsenet ud til en brand i Prinsessens Kvarter i Fredericia. Branden opstod i et oplag af elektronikskrot, og efter en hurtig indsats blev situationen bragt under kontrol. Ifølge politiets vurdering skyldes branden antændte lithiumbatterier.
Vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at der hurtigt blev etableret overblik over situationen:
– Vi blev kaldt derned til en brand i et oplag af elektronisk skrot. Der var ild i nogle batterier, nogle lithiumbatterier. Men heldigvis er der ikke sket nogen større skade dernede, siger han.
Selvom politiet har forladt stedet, arbejder brandvæsenet fortsat på at sikre miljøet, da skrot og batterier kan udgøre en risiko:
– Brandvæsenet er stadig til stede dernede. De arbejder med miljøet, men vi er kørt derfra, og vi betragter sagen som opklaret, oplyser Rune Nielsen.
Ifølge politiet var der ingen personer i fare, og skaderne er begrænset til det pågældende oplag af skrot. Situationen vurderes derfor at være afsluttet fra politiets side.
Med brandens årsag identificeret og ingen tegn på yderligere fare, afslutter Sydøstjyllands Politi altså sagen. Rune Nielsen understreger, at der ikke forventes yderligere undersøgelser:
– Vi betragter sagen som opklaret, så der er ikke mere at sige på nuværende tidspunkt, afslutter han.
