Ældrerådet til byrådet: Kan vi få en plads ved bordet?

0

Under spørgetiden på mandagens byrådsmøde i Middelfart rettede Gunner Lorentsen fra Ældrerådet opmærksomheden mod det nyligt vedtagne punkt 522. Med beslutningen om at investere 36 millioner kroner i grundkapital og dermed muliggøre opførelsen af 200 nye almene boliger, herunder seniorbofællesskaber, roste Ældrerådet byrådets indsats. Samtidig brugte Gunner Lorentsen lejligheden til at spørge, om Ældrerådet kan få en mere aktiv rolle i det videre arbejde.

– Vi er fra Ældrerådet rigtig godt tilfredse med den vedtagelse, I har lavet, og vi håber, at det kan sætte lidt mere fart i det almene boligbyggeri, herunder etableringen af nogle seniorbofællesskaber, som folk også får råd til at bo i, sagde han og tilføjede:

– Men hvis der eventuelt skal nedsættes et udvalg eller en arbejdsgruppe til det fremtidige arbejde, så vil vi fra Ældrerådet rigtig gerne være med i sådan et arbejde, med en eller to medlemmer udpeget af Ældrerådet.

Gunner Lorentsen understregede også, at Ældrerådet ikke forventede et svar samme aften, men han opfordrede byrådet til at give en tilbagemelding, når processen omkring de nye boliger bliver mere konkret.

Byrådet tager imod opfordringen

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen takkede Ældrerådet for deres engagement og beskrev deres interesse som en værdifuld ressource i arbejdet med fremtidens ældreboliger.

– Tak for tilbuddet om at involvere jer yderligere. Det er jeg sikker på, at vi vil tage positivt imod, sagde han og henviste til, at samarbejdet med Social- og Sundhedsudvalget samt Teknisk Udvalg allerede er i gang.

Samtidig fremhævede borgmesteren nogle af de udfordringer, der tidligere har præget opførelsen af almene boliger, blandt andet stigende byggepriser.

– Nu ser det dog ud til, at der er kommet lidt mere gang i det igen, og det er rigtig glædeligt, sagde han.

Stor efterspørgsel på seniorbofællesskaber

Under mødet fremhævede Gunner Lorentsen desuden, hvor stor efterspørgslen på seniorbofællesskaber er i Middelfart Kommune. Borgmesteren nikkede genkendende til dette med et eksempel fra et nyligt informationsmøde om et kommende projekt på Adlerhusvej, hvor 360 borgere deltog – til blot 24 boliger.

– Eksemplet viser tydeligt, hvor eftertragtede sådanne boliger er, bemærkede borgmesteren.

Han pegede samtidig på, hvordan denne udvikling reflekterer en større samfundstendens:

– Vi står samtidig i en situation som samfund, hvor et rekordstort antal mennesker bor alene. Det er der mange, der foretrækker, men der er også en del, som ønsker en form for fællesskab, samtidig med at de har deres eget. Jeg tror derfor, at I har ret i, at dette er noget, der bliver efterspurgt.

Ifølge Middelfart Kommunes seneste befolkningsprognose forventes antallet af ældre borgere over 65 år at stige markant de kommende år. Som en del af byrådets prioriteringsaftale er der afsat otte millioner kroner specifikt til opførelse af nye ældre- og plejeboliger.

Læs også:

Kolding Syd Genbrugsplads lukker midlertidigt på grund af fjernvarmearbejde

0

Kolding Syd Genbrugsplads vil være lukket fra den 10. til den 17. januar. Lukningen skyldes fjernvarmearbejde på Gejlhavegård, hvor entreprenørfirmaet Munck skal grave vejen op for at udføre arbejdet.

Det oplyser Kolding Kommune.

Pladsen forventes at genåbne fredag den 17. januar kl. 6.00, men kommunen gør opmærksom på, at vintervejret kan forsinke arbejdet. Eventuelle ændringer i tidsplanen vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside og via AffaldsApp.

Alternative muligheder for aflevering af affald

Mens arbejdet pågår, henviser Kolding Kommune til kommunens øvrige genbrugspladser, som er placeret i Kolding Nord, Vamdrup, Christiansfeld og Lunderskov. De fleste af pladserne har døgnåbent for brugere, der er tilmeldt den gratis Genbrug 24-7-service. Lunderskov Genbrugsplads er dog undtaget denne ordning og har begrænsede åbningstider.

Kolding Syd Genbrugsplads er normalt den mest besøgte i kommunen med op til 5.000 besøgende om ugen. Kommunen opfordrer derfor borgere til at planlægge deres besøg på de alternative pladser i perioden.

Byrådet enige om storstilet boligprojekt

0

Mandag aften var stemningen præget af begejstring i byrådssalen, da Middelfart Byråd nåede til punkt 522 på dagsordenen. Punktet handlede om en prioriteringsaftale, der skal sikre opførelsen af 200 nye almene boliger fordelt over hele kommunen. Byrådets medlemmer deltog ivrigt i debatten, og der blev udvekslet mange positive bemærkninger, inden aftalen blev enstemmigt vedtaget.

Aftalen indebærer en investering på 36 millioner kroner i grundkapital, hvilket muliggør byggeprojekter med en samlet værdi på op mod 450 millioner kroner.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen beskrev aftalen som en milepæl for kommunens boligudvikling:

– Med denne aftale tager vi et stort skridt i retning af at realisere visionen om at være et af Danmarks mest attraktive steder at bo og leve. De 36 millioner kroner i grundkapital giver boligforeningerne mulighed for at bygge boliger tilpasset alle generationer og indkomstgrupper, sagde borgmesteren indledende under mødet.

Et varieret boligudbud

Aftalen omfatter en række konkrete projekter, herunder seniorbofællesskaber i Melfarparken, familieboliger i Gelsted og generationsfællesskaber i Båring. Samtidig prioriteres udvikling af større boligområder som Falstersvej og Naturbyen. Projekterne lægger vægt på blandede boligformer, hvilket ifølge aftaleparterne også skal styrke fællesskaberne i kommunen.

– Vi mener, at de her boliger vil være til gavn for både de nuværende borgere i vores kommune og for tilflyttere, som kan bidrage til den fortsatte økonomiske vækst. Aftalen styrker samtidig vores lokalsamfund, foreninger og handelsliv, og den sikrer et varieret boligudbud med plads til alle, sagde Christian Lynggaard fra Det Konservative Folkeparti, der særligt fremhævede betydningen af spredningen.

Nye løsninger for ældre

Som en del af aftalen er der desuden afsat en særlig pulje på otte millioner kroner til opførelse af ældre- og plejeboliger i Middelfart Kommune. Midlerne skal bruges til at sikre tilpassede boliger, der imødekommer behovene hos den stigende ældre befolkning. Projekterne udvikles i samarbejde med Ældrerådet og skal blandt andet drøftes på et byrådsseminar i marts 2025, hvor fremtidens ældreboliger bliver på dagsordenen.

Linda Johnsen fra SF understregede vigtigheden af denne prioritering og betonede, at det er afgørende at skabe løsninger, der giver kommunens ældre de bedst mulige rammer.

– Så er vi rigtig glade for, at vi har gemt 8 mio. kr. til indskud til nye ældre- og plejeboliger, som kan udmøntes, når vi i Social- og Sundhedsudvalget og i Teknisk Udvalget sammen med Ældrerådet er færdige med drøftelserne omkring fremtidens boliger for ældre, sagde hun og tilføjede, at SF vil holde aftalekredsen op på målet om også at skabe boligmiljøer for unge.

Blandet boligudbud skal favne alle generationer

Med de kommende projekter lægger byrådet, ifølge de mange parter på byrådsmødet, op til at skabe en langtidsholdbar boligstruktur, der både fremmer flyttekæder og giver plads til nye tilflyttere. Kaj Johansen udtalte på vegne af Socialdemokratiet, at det er en nødvendighed for at imødekomme kommunens vækst og de forskellige behov blandt borgerne.

– Det er jo rigtig dejligt at være byråd i en kommune, hvor folk gerne vil flytte hen. Det har vi set over de senere år. Jeg tænker, at det, vi har brug for, er nogle forskellige typer af boliger. Vi har udstykket rigtig mange parcelhusgrunde rundt omkring, og det betyder, at der bliver bygget meget ude på de flade marker, sagde han.

Johansen understregede samtidig vigtigheden af at skabe alternativer til parcelhuse:

– Men der skal være nogle alternativer til det, og det lægger denne plan i høj grad op til. På den måde får vi både mindre boliger og boliger til andre priser.

Aftalen blev godkendt uden behov for en formel afstemning, da der var bred opbakning blandt byrådets medlemmer.

Uheld og vejforhold påvirker trafikken på flere strækninger

0

Trafikken er fortsat udfordret på flere vigtige vejstrækninger tirsdag middag, da både vejret og uheld skaber problemer for bilisterne i regionen.

På E45 Sønderjyske Motorvej mellem Haderslev og Kolding er der et uheld mellem Haderslev N og Christiansfeld, hvor uheldsstedet endnu ikke er blevet sikret. Der er derfor risiko for forsinkelser på denne strækning, og bilisterne opfordres til at køre forsigtigt og være opmærksomme på situationen.

Der er også kraftig blæst på E20 Ny Lillebæltsbro mellem Fredericia og Middelfart, hvilket kan påvirke kørslen, især for vindfølsomme køretøjer. Vinden forventes at aftage i løbet af dagen, men indtil da bør bilisterne være ekstra opmærksomme, når de kører over broen.

På Rute 24 fra Aabenraa mod Ribe er vejen mellem Enderupskov og Toftlundvej spærret på grund af vand på kørebanen. Der er endnu ikke nogen klar dato for genåbning af vejen, men det forventes tidligst at kunne ske onsdag formiddag. Bilister på denne strækning bør finde alternative ruter.

Endelig melder Storebælt om kraftig blæst, som har medført et forbud mod kørsel med visse typer køretøjer på Storebæltsbroen. Bilister, der skal krydse broen, opfordres til at følge de lokale trafikvarsler og være opmærksomme på eventuelle restriktioner for køretøjer.

Lidl vågner op: Trafikproblem løses med nyt lyskryds ved Snaremosevej

0

Fredericia Kommune og Lidl har indgået aftale om at etablere lyskryds og udbygning af venstresvingsbane i krydset Snaremosevej/Gl. Landevej. Aftalen er indgået i enighed og med ønsket om at sikre en god adgang til dagligvarebutikken. Det er da også netop Lidls behov og ønske om et lyssignal i krydset, der har medført, at Fredericia Kommune har nikket ja til etableringen af et lyskryds.

Først ville LIDL betale, så fandt de en juridisk årsag til ikke at betale, så havnende den på Fredericia Kommunes bord, så hørte ingen fra LIDL, imens fortsatte krydset med at være farligt, og det vil det være lidt endnu, men kun lidt, for nu er der fundet en løsning.

– Det er med stor tilfredshed, at Lidl og kommunen har kunnet indgå en aftale, som sikrer at krydset nu får lyssignal, til glæde for de mange kunder ved Lidl, siger Bo René Schjødt Andersen, der er fagchef for erhverv, mobilitet og byudvikling, og tilføjer:

– Derfor synes jeg også, at vi nu ser fremad, og jeg ser frem til et godt samarbejde omkring krydsombygningen. Med de forbedrede adgangsforhold til området, håber vi at kunderne vil benytte de fine forhold omkring den nye Lidl-butik.

Parterne er enige om, at et lyskryds vil gøre det mere sikkert at komme igennem krydset, men også få trafikken afviklet mere glidende end det sker i dag.

Det bliver Lidl selv, der projekterer vejanlægget og står for den direkte kontakt med entreprenøren.

– Vi har hele tiden ønsket at bidrage til at der kom en god trafikal løsning, som giver en let og sikker adgang til butikken. Derfor er vi tilfredse med, at vi nu har fundet en god løsning som giver netop det, siger Mads T. Nielsen Udviklings- og Ejendoms direktør i Lidl Danmark.

Lidl betaler ombygningen krydset inklusiv signalanlægget. Kommunen betaler omkostningerne ved etablering af en venstresvingsbane på det vestlige ben af Snaremosevej, da denne forbedring har kun en lille betydning for Lidl´s drift af dagligvarebutikken. Det betyder at krydset fremtidssikres i forhold til den øgede trafikmængde i takt med at området udvikles og vokser. Både de ligeud kørende og de svingende trafikanter på Snaremosevej vil opleve en mere glidende og sikker trafik.

Kommunens andel er et fast beløb og ændres ikke uanset om ombygningen af krydset bliver dyrere end forventet. Ombygningen kommer til at foregå fra januar til maj 2025. Der vil være kortvarige vejlukninger i løbet af vinterferien i uge 7.

Kommunen overtager det færdige anlæg, når det er færdigt.

Region Syddanmark vælger privat løsning på lægemangel i Ribe

0

Fra 1. april 2025 bliver det lægekoncernen alles Lægehus, der driver en lægeklinik i Ribe. Beslutningen kommer efter, at Region Syddanmark ikke har haft held med at finde en praktiserende læge til at overtage ydernummeret, der dækker cirka 950 patienter.

Klinikken står til at lukke ved udgangen af marts 2025, da den nuværende ejer ikke har kunnet sælge ydernummeret til en anden læge. Regionen overtog derfor ansvaret og har forsøgt at finde en løsning for at undgå, at patienter skulle rejse langt for lægehjælp. Ifølge regionen ligger den nærmeste praksis med åbent for nye patienter mere end 20 kilometer væk.

Efter at ydernummeret blev sendt i udbud, var alles Lægehus den eneste aktør, der meldte sig. Derfor har et flertal i regionens udvalg for det nære sundhedsvæsen besluttet at tildele dem opgaven.

Fokus på løsningen

Valget faldt på en privat drevet udbudsklinik frem for en regionsklinik. Ifølge regionen skyldes det, at der ikke var tid til at etablere en regionsklinik inden lukningen, da det også kræver rekruttering af personale.

I en pressemeddelelse udtaler formand for udvalget, Pernelle Jensen (V):

– Den nærmeste praksis med plads til flere patienter ligger mere end 20 km væk, og jeg synes ikke, at vi kan byde borgerne i Ribe at skulle køre så langt for at komme til læge. Derfor har vi valgt en udbudsklinik.

Flere udbudsklinikker i regionen

Løsningen i Ribe er ikke enestående i Region Syddanmark, hvor tre andre lægeklinikker også drives som udbudsklinikker af alles Lægehus. Disse ligger i Tønder, Bylderup-Bov og Augustenborg.

Udbudsklinikker er en model, hvor private leverandører på vegne af regionen driver klinikker i områder, hvor lægedækningen ikke kan sikres på anden vis. Ifølge pressemeddelelsen fra Region Syddanmark stilles der krav til kvalitet, bemanding og datasikkerhed, og regionen fører tilsyn med, at kravene bliver overholdt.

– Vi stiller store krav til kvalitet, bemanding, tilgængelighed og datasikkerhed i vores udbudsklinikker og følger løbende op på det, så vi kan sikre os, at patienterne får et godt og forsvarligt lægeligt tilbud i klinikkerne, lyder det fra Pernelle Jensen.

Klinikken blev tidligere drevet af læge Jens Sønderborg, som ikke har kunnet finde en ny ejer til at overtage praksissen. Derfor overgik den til Region Syddanmark, der nu har valgt alles Lægehus til at drive klinikken fra 1. april 2025.

Politiets døgn: Brand, indbrud og spirituskørsel på knallert

0

Fyns Politi har i deres døgnrapport for det seneste døgn registreret flere hændelser i Middelfart Kommune. Episoderne spænder fra trafikrelaterede hændelser til indbrud og hærværk, og politiet efterforsker fortsat sagerne.

Bilist ramt af sandvogn

Tidligt mandag morgen klokken 08.13 blev en bilist på Middelfartvej i Brenderup ramt af en sandvogn, der faldt af en traktor under kørslen. Politiet oplyser, at der ikke var meldinger om personskader, men episoden medførte materielle skader. Politiet undersøger, om sikkerheden for læsset på traktoren var i overensstemmelse med reglerne.

Indbrud i Nørre Aaby

En villa på Egebakken i Nørre Aaby blev søndag eftermiddag udsat for indbrud. Tyven brød et vindue op og stjal smykker fra boligen.

Samme dag blev der i Grønnegade i Nørre Aaby stjålet en pung fra en taske. Pungen indeholdt diverse kort og kontanter. Episoden fandt sted omkring klokken 15.15, og politiet efterforsker sagen.

Brand og hærværk i Gelsted

Mandag nat omkring klokken 00.50 blev tre skraldespande brændt ned, og en postkasse blev “sprængt i luften” på Lungeskovvej i Gelsted. Politiet har ikke givet yderligere detaljer om hændelsen eller om, hvordan postkassen og skraldespandene blev antændt.

Spiritus- og narkokørsel i Ejby

Senere mandag eftermiddag blev en 44-årig mand fra Middelfart Kommune sigtet for spirituskørsel og for at være påvirket af euforiserende stoffer, mens han førte en lille knallert på Møllevænget i Ejby. En udåndingstest viste, at han havde en promille over det tilladte.

Region Syddanmark anker GDPR-dom til landsretten

0

Retten i Kolding idømte den 23. december 2024 Region Syddanmark to bøder på hver 500.000 kroner for brud på GDPR-reglerne. Nu har regionen besluttet at anke dommen til Vestre Landsret, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

Sagen drejer sig om to separate hændelser, hvor følsomme personoplysninger om tusindvis af borgere blev gjort tilgængelige for uvedkommende mellem 2018 og 2020.

I det ene tilfælde lå helbredsoplysninger om 3.915 patienter frit tilgængelige via en PowerPoint-præsentation på regionens hjemmeside. Præsentationen indeholdt skjulte data, som kunne hentes frem med teknisk indsigt. Det andet forhold omhandlede en database, hvor oplysninger om over 23.000 borgere – herunder psykiatriske patienter – kunne tilgås ved at ændre en URL-adresse.

Retten beskrev forholdene som en “unødvendig og uacceptabel risiko” for borgerne og fulgte Datatilsynets anbefaling om bødestørrelsen.

Regionen søger principiel afklaring

IT-direktør Morten Lundgaard fra Region Syddanmark har i en pressemeddelelse forklaret, at beslutningen om at anke skyldes et ønske om at få belyst principielle spørgsmål om rimeligheden i bødestørrelsen. Han fremhæver, at lignende sager i både offentlige og private virksomheder ofte kun har medført kritik fra Datatilsynet – ikke bødestraf.

– Vi mener, der er nogle principielle spørgsmål i sagen, der er behov for at få belyst. Når vi ser på Datatilsynets afgørelser i lignende sager, mangler der en rød tråd i forhold til sanktioner. Her har sagerne ofte medført kritik, men intet bødeforlæg, og det er denne afgørelse, vi mener, der bør kigges på igen. For os er det et spørgsmål om rimelighed, også i forhold til den retspraksis og linje, dommen danner for eftertiden, siger Lundgaard.

Vestre Landsret næste skridt

Bøden til Region Syddanmark er den første af sin størrelse rettet mod en offentlig myndighed og markerer en skærpet praksis i håndhævelsen af GDPR-reglerne. Hidtil har lignende sanktioner primært ramt private virksomheder. Ifølge Datatilsynet var det alvorlige mangler i regionens tekniske og organisatoriske datasikkerhedsforanstaltninger, der førte til sagerne.

Regionen håndterer helbredsoplysninger for over 1,2 millioner borgere og har tidligere været genstand for kritik i forbindelse med datalæk. Retten vurderede dog, at netop de to sager fra 2018-2020 var særligt alvorlige og eksemplificerede, hvor stor risikoen var for tab af fortrolighed for de berørte.

Det er nu op til Vestre Landsret at afgøre, hvornår sagen bliver behandlet.

Tre biler og en lastbil ramt af væltet grantræ på motorvej

0

Natten til tirsdag klokken 03.28 skabte et væltet grantræ problemer på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem Kolding Syd og Vonsild.

Træet, som havde en diameter på 60-70 cm, fyldte hele kørebanen og resulterede i en række uheld, hvor en lastbil og tre personbiler ramte træet eller stykker af det.

Ingen personskader trods flere uheld

– Der er heldigvis ingen personskader, fortæller politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

To af personbilerne og lastbilen kunne ikke køre fra stedet og måtte hentes af vejhjælp. Den tredje personbil slap med mindre skader og kunne fortsætte.

Motorvejen spærret i over to timer

Motorvejen blev lukket i sydgående retning, mens oprydningsarbejdet stod på. Træet fyldte alle vognbaner og krævede en større oprydning, herunder fjernelse af store stykker træ og fejning af kørebanen.

– Motorvejen blev genåbnet klokken 05.53, og alle spor var igen farbare, oplyser politikommissæren.

Mens motorvejen var spærret, blev trafikken ledt af ved Kolding Syd og om via Vonsild, hvilket skabte ekstra rejsetid for morgentrafikken.

Politikommissæren havde ingen oplysninger om, hvordan træet var havnet på kørebanen.

Stort tyveri på byggeplads i Fredericia: Kabeltromler for en halv million stjålet

0

Sydøstjyllands Politi efterforsker et omfattende tyveri fra en byggeplads på Prangervej i Fredericia, hvor der er stjålet mellem 25 og 30 kabeltromler med en samlet værdi på op mod 500.000 kroner.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen er gerningstidspunktet usikkert, men tyveriet kan have strakt sig over flere uger.

Tungt udstyr stjålet

– Det er nogle signalkabler, der er tale om, og hver kabeltromle vejer mellem 600 og 1200 kilo. Det er jo ikke noget, man bare lige løfter op på en trailer, siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet vurderer derfor, at der er brugt tungt transportudstyr til at fjerne de mange tromler fra byggepladsen. Værdien af de stjålne kabeltromler anslås til omkring 500.000 kroner – og måske endda mere, ifølge politikommissæren.

Byggepladsen på Prangervej havde ifølge politiet ingen overvågning, hvilket komplicerer efterforskningen.

– Umiddelbart er der ingen overvågning på området derude. Vi har ikke mange spor at gå efter lige nu, tilføjer Arno Rindahl Petersen.

Efterlysning af vidner

Politiet opfordrer personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet på eller omkring Prangervej i løbet af de seneste uger, til at henvende sig.

– Hvis der dukker noget op, eller man hører om noget fra nogen, vil vi meget gerne have besked, lyder det fra politikommissæren.

Det er uvist, om kabeltromlerne er blevet stjålet på én gang eller over flere omgange. Gerningstidspunktet er dog vanskeligt at fastlægge præcist, men ifølge rapporten begynder det tilbage den 6. december.

Politiet arbejder videre med sagen og opfordrer til, at man kontakter dem, hvis man har oplysninger, der kan bidrage til opklaringen.