Søndag morgen klokken 08.05 rykkede Sydøstjyllands Politi og brandvæsenet ud til en brand i Prinsessens Kvarter i Fredericia. Branden opstod i et oplag af elektronikskrot, og efter en hurtig indsats blev situationen bragt under kontrol. Ifølge politiets vurdering skyldes branden antændte lithiumbatterier.
Vagtchef Rune Nielsen fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at der hurtigt blev etableret overblik over situationen:
– Vi blev kaldt derned til en brand i et oplag af elektronisk skrot. Der var ild i nogle batterier, nogle lithiumbatterier. Men heldigvis er der ikke sket nogen større skade dernede, siger han.
Selvom politiet har forladt stedet, arbejder brandvæsenet fortsat på at sikre miljøet, da skrot og batterier kan udgøre en risiko:
– Brandvæsenet er stadig til stede dernede. De arbejder med miljøet, men vi er kørt derfra, og vi betragter sagen som opklaret, oplyser Rune Nielsen.
Ifølge politiet var der ingen personer i fare, og skaderne er begrænset til det pågældende oplag af skrot. Situationen vurderes derfor at være afsluttet fra politiets side.
Med brandens årsag identificeret og ingen tegn på yderligere fare, afslutter Sydøstjyllands Politi altså sagen. Rune Nielsen understreger, at der ikke forventes yderligere undersøgelser:
– Vi betragter sagen som opklaret, så der er ikke mere at sige på nuværende tidspunkt, afslutter han.
Kaspers Køreskole åbner en ny afdeling i Kolding, som skal ligge på Haderslevvej 24. Ifølge køreskolen er den første holdstart allerede planlagt til den 4. februar. Den nye afdeling markerer endnu et skridt i køreskolens vækst, der i forvejen tæller afdelinger i både Fredericia og Vejle.
Køreskolen oplyser, at de ser frem til at udvide til Kolding og byde elever velkommen i, hvad de kalder moderne og elevfokuserede rammer.
Tilpasset undervisning og fokus på tryghed
Ifølge Kaspers Køreskole har de en særlig tilgang til undervisningen, som vægter både tryghed og faglighed.
– Hos Kaspers Køreskole skaber vi en tryg og afslappet atmosfære med vores uformelle og humoristiske omgangstone. Samtidig går vi aldrig på kompromis med vores faglighed, lyder det fra køreskolen.
Skolen lægger vægt på at tilpasse undervisningen til den enkelte elev og fremhæver deres erfaring med elever, der har diagnoser som ADHD, autisme og angst.
– I særlige tilfælde samarbejder vi med terapeut Jette Kingod for at hjælpe elever med stærk angst gennem kørekortforløbet på den bedst mulige måde, oplyser de.
Erfaring fra andre byer
Med afdelinger i Fredericia og Vejle fremhæver Kaspers Køreskole, at de har hjulpet mange elever med at opnå deres kørekort. Ifølge køreskolen afspejles tilfredsheden blandt eleverne i en Trustpilot-score på 4,7.
– Vi glæder os til at tilbyde den samme høje kvalitet og service til vores kommende elever i Kolding, udtaler Kaspers Køreskole.
Den nye afdeling i Kolding skal være med til at gøre køreskolens undervisning tilgængelig for endnu flere i området.
Efter flere dage med mild og fugtig luft, der har indhyllet landet i dis og tåge, ser søndagen ud til at bringe en smule variation i vejret. Køligere og tørrere luftstrømme fra Centraleuropa begynder at vinde frem og kan give plads til eftertragtede solstråler – men ikke overalt.a
Mens tåge og skyer langsomt trækker sig tilbage, kan mange jyder se frem til en dag med kig til solen. I det meste af Jylland forventes skyerne at vige pladsen i løbet af dagen, hvilket giver mulighed for solskin til de solhungrende danskere.
Skyerne bider sig fast mod øst
Længere mod øst ser det dog mere gråt ud. Her vil skyerne fortsat dominere himlen, og mange steder vil man slet ikke få solen at se i dag. De østlige egne må derfor affinde sig med, at søndagen bliver endnu en dag med dæmpet lys og grå nuancer.
Mens solen kæmper for at bryde frem, og danskerne håber på et glimt af lys, er det tydeligt, at vejrguderne ikke deler ud af søndagslyset til alle.
Faglige Seniorer Fredericia kan nu fejre sit første år som forening. Efter en opstart præget af organisatoriske udfordringer og arbejdet med at etablere sig som en forening, er organisationen nu godt på vej til at gøre sit præg på seniorlivet i Fredericia.
Foreningen blev dannet i 2024 og har siden arbejdet målrettet på at skabe tilbud for lokale seniorer – særligt dem, der stadig er medlem af deres fagforening eller savner en lokal klub. Ifølge formand Carsten O. Jørgensen har målet været at række ud til så mange som muligt og give dem adgang til arrangementer, foredrag og fællesskab.
Varieret program for foråret 2025
2024 bød på en række aktiviteter, herunder foredrag og et velbesøgt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om fremtidsfuldmagter, arv og testamente. Dette arrangement trak mange interesserede til, og succesen har inspireret foreningen til at udvide deres tilbud i det kommende år.
Forårssæsonen 2025 hos Faglige Seniorer Fredericia byder på et spændende og varieret program. Den 12. februar kan man opleve journalist Alex Frank Larsen, der i Seniorhuset på Vendersgade fortæller om tidligere statsminister Anker Jørgensens liv og karriere. Den 18. februar gæster skuespiller Per Pallesen Kulturøen i Middelfart for at dele humoristiske historier fra sit liv i showbranchen, i et arrangement arrangeret i samarbejde med Faglige Seniorer Middelfart. Den 14. marts afholdes både generalforsamling og et informativt møde om Senior Håndbogen i Seniorhuset, Vendersgade. For de teknologisk interesserede afsluttes sæsonen med et kursus i kunstig intelligens, der finder sted den 5. maj i samarbejde med AOF.
Foreningen lægger nu vægt på at styrke samarbejdet med lokale faglige organisationer, så endnu flere kan få glæde af deres tilbud. Dette er en del af en overordnet strategi for at nå bredere ud og skabe større opbakning til foreningens aktiviteter, forklarer formanden afsluttende.
Det folkekære band fredericianske band, Barock, fyldte fredag aften Tøjhuset i Fredericia, hvor der var fyldt til randen med omkring 400 tilskuere i den intime sal.
Allerede før dørene åbnede var der kø ude foran. Der har tidligere været snak om at flytte Barocks traditionelle nytårskoncert til Eksercerhuset, men man har valgt at holde det til Tøjhuset for, at den intime stemning beholdes og der ikke behøver stuvende fuldt i Eksecerhuset for at få den samme oplevelse.
Med fem minutters forsinkelse gik Barock på scenen klokken 21:05, og publikum fik hvad de kom efter. De klassiske hit blev fyret af, og der blev skrålet med fra det feststemte publikum.
Første sæt varede en times tid, hvorefter der var pause i omkring 20 minutter inden, at den sidste del koncerten ventede.
Og igen blev publikum ikke skuffet. Barok, der består af Christina Alessi Frederiksen (vokal), Jan Midjord (vokal, guitar og keyboard), Lars Gregersen (keyboard og vokal) Claus Johansen (vokal og guitar), Michael Johansen (trommer) og Torben Jepsen (bas), levede op til forventningerne og kort inden fredag blev til lørdag, kunne det feststemte publikum gå videre ud i det fredericianske natteliv eller tage hjem under køjen.
Datoen siger den 17. januar 2025. Barock Band skal på scenen Tøjhuset i Fredericia til deres traditionelle nytårskoncert, men alt er ikke som det plejer.
Kultur- og Idrætsudvalgsformand i Fredericia, Peder Tind (V), har i længere tid talt med foreningen Fredericia LIVE, der er kernen af huset, der har administrative medarbejdere ansat, men det er ikke dem, som får det til at ske, når kunstnerne går på scenen.
Peder Tind i snak med Keld Jensen.
Det er Tordenskjolds soldater, som i det her tilfælde er Fredericia LIVE. Tind vil se, hvordan den kulturelle scene på spillestedet Tøjhuset fungerer, og har derfor sat en aftale i stand med en af de frivillige, Keld Jensen.
Koncerten med Barock skulle gå i gang klokken 21:00, men forberedelserne har været i gang flere timer før på selve koncertdagen. Den frivillige Kenneth Schlaikjær har eksempelvis haft gang i køkkenet og sat noget salat i køleskabet til bandet.
Peder Tind møder ind omkring klokken 19:45. Dørene åbner klokken 20:00, så der er tid til at få en lille introduktion inden, at det går løs. Omkring 20 frivillige fra Fredericia Live er på vagt denne aften.
Keld Jensen introducerer Peder Tind og viser ham rundt. Tind spørger interesseret ind til, hvad der sker og hvad der er af forskellige roller. Efter lidt tid kommer Tøjhusets nye leder, Kirstine Uhrbrand, og støder til, mens snakken går ved garderoben på 1. sal. Bag garderoben er det Fredericia Judo og Jujutsu Klub. I Tøjhuset er det ikke obligatorisk at aflevere overtøj i garderoben, men det er det i Eksercerhuset. Garderoben koster 20 kroner, og pengene ryger direkte ned i klubkassen hos den forening, der står der. Potentielt er der derfor grobund for omkring 8.000 kroner med en udsolgt sal i Tøjhuset, hvor der må være i omegnen af 400 koncertgæster.
Hurtigt går det op for Peder Tind, at koncerterne i Tøjhuset ikke kan lade sig gøre uden frivillige. Skulle arbejdet udføres af lønkroner fra medarbejdere, så ville det ikke være rentabelt.
– Det er et virkelig imponerende stykke arbejde, der udføres, konstaterer han.
Mens snakken går fortæller Keld Jensen, at han har været frivillig helt tilbage fra dengang, at Det Bruunske Pakhus har været et spillested. Han har også i flere år været frivillig i Fredericia Håndboldklub, hvilket også er tilfældet for flere øvrige i Fredericia Live. Tind tilbyder Keld at komme med “på den anden side” til en håndboldkamp. Efter lidt betænkningstid siger Keld:
– Jeg vil faktisk hellere være der som frivillig, siger han, mens Peder Tind anerkendende forstår ham og fortæller, at det netop er “nerven” i det blandt frivillige som Keld. De kan ikke undvære det, og det er Tind taknemmelig for.
Turen går nu ned ad trapperne, og ind i barområdet i Tøjhuset. Det er her, at Peder Tind skal have base for aftenen. Det er kun få momenter af den udsolgte koncert, som han trisser ind for at se. Tind hopper nemlig bag baren, og vil se det hele fra den anden side.
– Jeg elsker at komme ud i foreningerne, hvor det sker. Det er noget helt andet, end ikke at være der, og have en føling med det. Jeg synes det er vigtigt at komme ud i virkeligheden. Derfor er jeg så tit som muligt ude i foreningerne og have en føling med, hvordan det er, siger Peder Tind, da en spørger ham, hvorfor han har valgt at troppe op i Tøjhuset for en aften for at se de frivilliges arbejde og samtidig selv tage en bartjans.
Mens Peder Tind står og taler for enden af baren inden det går løs, så kommer en af de mange frivillige i Fredericia Live, Sus Pedersen. Hun hilser på AVISENs udsendte, og så går snakken ellers i gang, da Tind også får hilst på hende. De finder hurtigt et samtaleemne i den hedengangne Containerby, C-byen, i Fredericia, hvor Sus drev forretningen Firkantt, og derudover fortæller hun også om hendes virke som frivillig.
– Jeg har tidligere været frivillig i håndboldklubben, og nu er jeg her. Vi skal holde en frivilligfest snart for Fredericia Live, hvor vi bliver 120 oppe i Eksercerhuset. Jeg er tovholder til festen, siger Sus.
Koncentrationen var i top, da der blev lavet bestillinger.
Peder Tinds øjne lyser op. Det er sød musik i hans øre, bogstavelig talt. Barock er endnu ikke gået på scenen, men en af hjørnestenene for Peder Tind er at huske de frivillige. Derfor har han også kæmpet for at få frivillighedsfesten tilbage, hvor alle der er frivillige hyldes i Fredericia Kommune hyldes, og der er prisuddelinger.
Nu er det tid til at komme i baren, og ikke tid til mere snak. Tind skal skænke fadøl og sættes sammen med en af de rutinerede bag baren, hvor der denne aften også er flere andre debutanter, men det er ikke til at mærke. Det hele kører som smurt. Tind nøjes med at skænke op af, hvad der bestilles og tage imod bestillinger, mens hans makker tager sig af finanserne.
Flere af de betjente er udmærket klar over, hvem Peder Tind er og det bliver også til en kort sludder for en sladder, men Tind går op i at få så mange som muligt igennem og der er derfor ikke tid til de store snakke, når der er run på.
I en stille stund bider han dog mærke i, at ingen af de frivillige bag baren ser det som en sur tjans. De nyder hinandens selskab og har et godt sammenhold.
– For nogen betyder det, at de kommer her og er frivillige, at de eksempelvis ikke sidder derhjemme en fredag eller lørdag aften og laver ingenting. De kan bare tage herind og tage en vagt, siger Sus, der denne aften ikke er i Tøjhuset som frivillig, men naturligvis går hen og hilser på og står og taler med andre frivillige, der heller ikke har en vagt denne aften.
Tiden går i baren. Første sæt af Barock-koncerten er ovre. Det er nu Peder Tind for alvor skal stå prøven: Kan han håndtere den forventede store mængde tørstige koncertgæster uden at lave fejl? Svaret er ja. Ingen af fadøllene var med for meget skum, og der var ingen fejltagelser i det, der blev langet over disken.
Der er tid til smil bag baren for Peder Tind.
Skal det være en classic, spørger Peder en tørstig gæst.
Svaret er ja. Peder smiler og nikker til undertegnede:
– Jeg er ved at lære, hvad folk vil have, siger han med et grin.
Heller ikke en bestilling på Crabbies fra køleskabet, en Grimbergen og en Tuborg Classic slår Peder Tind ud af kurs. Med pausen i koncerten veloverstået kunne Tind derfor tage en tår af hans Cola Zero og tage en puster. Enkelte kom ud i baren i andet sæt, men de fleste forblev inde til koncerten: De kunne lide hvad de så.
Peder Tind kan med et smil se tilbage på aftenen som frivillig for Fredericia Live.
At se hvad der sker skulle Tind også, så turen gik for en stund ind og høre lidt af Barock-koncerten inden, at turen igen gik ud, hvor aftenen som frivillig var ved at lakke mod enden.
Med koncerten overstået, så havde baren stadig åben. Det havde den i en halv times tid, men det betyder ikke at arbejdet er slut for Fredericia Live: Der skal ryddes op og ikke mindst skal der en fyraftensøl til, og så lakkede aftenen i fodsporet på hverdagens helte ud.
FC Fredericia spillede lørdag eftermiddag den første træningskamp. Det skete på udebane mod FC Nordsjælland i en kamp ,der varede 4×30 minutter.
Fredericianerne kom til kampen med stort set alle disponible spillere. Det stod i stor kontrast til situationen i sidste års træningskampe, hvor FC Fredericia var inde i et sandt skadeshelvede og blev klædt af med henholdsvis 9 og 7-0 mod Brøndby og FC Midtjylland. Helt så galt gik det ikke mod FC Nordsjælland ,der endte med at vinde 4-0.
Det efter, at FC Fredericia faktisk ydede god modstand i den første halvdel af kampen. FCN’s Juho Latheenmaki scorede efter 12 minutter, men det var ikke startskuddet til, at det lignede Farum-mandskabet ville køre fredericianerne over.
Stillingen holdt til det 62. minut, hvor Levy Nene scorede inden, at Benjamin Nygren og Sindre Wegeli sluttede kampen af med at score i den sidste del af kampen.
Dermed blev det til et nederlag til FC Fredericia i den første træningskamp, hvor der blev vist, hvad forskellen er på formodet top-6-hold i Superligaen og den foreløbige andenplads i NordicBet Ligaen.
Der var ingen slinger i valsen, og klasseforskellen var tydelig. Danmark vandt 39-20mmod Italien, og tager to point med over i mellemrunden ved VM-slutrunden i håndbold.
Danmark satte lørdag aften en tyk streg under sin favoritrolle ved VM, da Italien blev overmatchet i en ensidig gruppefinale. Forventningerne var på forhånd, at de danske håndboldherrer ville sikre sig en sejr og dermed tage to point med over i mellemrunden. Men måden, hvorpå Danmark udraderede Italien med cifrene 39-20, overgik selv de mest optimistiske prognoser.
Opgøret begyndte ellers som en tæt affære, hvor Italien spillede med stor energi og mod, mens Danmark misbrugte flere store chancer. Efter ti minutter var stillingen 4-4, og de sydeuropæiske underdogs så ud til at kunne byde verdensmestrene op til dans.
Men så skete der noget. Emil Nielsen i det danske mål lukkede af som en levende mur, og Italien blev ramt af en scoringskrise af historiske dimensioner. Det danske forsvar, med Simon Hald og Henrik Møllgaard i spidsen, stod urokkeligt, og Emil Nielsen leverede den ene redning efter den anden. Italien formåede ikke at score i 15 minutter, og på den tid gik Danmark fra 4-4 til en føring på 12-4. Spændingen i opgøret forsvandt allerede dér.
Ved pausen stod det 18-8, og mens det danske landshold mod Tunesien tidligere på ugen blev kritiseret for at slække på koncentrationen i anden halvleg, var der ingen tegn på, at Nikolaj Jacobsens mandskab ville gøre det samme denne gang. Tværtimod blev det klart, at holdet ønskede at give det fremmødte publikum fuld valuta for pengene.
Efter 41 minutter var stillingen 25-10. Emil Nielsen fortsatte sin pragtpræstation, mens de danske stjerner tromlede videre. Selv et rødt kort til Magnus Landin tidligt i anden halvleg kunne ikke bremse dominansen. I stedet gav det mulighed for, at andre spillere trådte i karakter.
Med ti minutter tilbage af opgøret valgte Nikolaj Jacobsen at spare nogle af sine nøglespillere. Mathias Gidsel, der igen viste verdensklasse, og Emil Nielsen blev sendt på bænken, mens reserver som Emil Madsen og Kevin Møller fik spilletid. De tog over uden at sænke det høje tempo, og blandt andet Mads Mensah og Emil Bergholt bidrog med solidt spil i slutfasen.
Danmark sluttede kampen af med manér og vandt overbevisende 39-20. Med sejren tager Danmark to point med over i mellemrunden, hvor Tyskland efter alt at dømme bliver næste store udfordring. Den kamp spilles tirsdag i Jyske Bank Boxen, hvor der venter et brag.
Danmark spiller klokken 20:30 mod Italien. Det er den sidste kamp i det indledende gruppespil, hvor førstepladsen i gruppen er på spil. Vinder Danmark? Følg med og få svaret.
Den mistænkte i sagen om voldtægt ved Søndermarksskoven i Vejle er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter formiddagens grundlovsforhør. Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.
Voldtægten blev anmeldt natten til søndag den 29. december, og politiet har siden arbejdet intensivt på sagen. Ved hjælp af borgernes tips og en omfattende efterforskning blev en formodet gerningsmand anholdt fredag klokken 12.45. Lørdag formiddag klokken 11 blev han fremstillet i grundlovsforhør.
– Jeg kan oplyse, at vi i formiddagens grundlovsforhør fremstillede en sigtet i en voldtægtssag, som fandt sted mellem jul og nytår. Personen er blevet varetægtsfængslet i fire uger, udtaler Halfdan Kramer.
Politiet skrev tidligere på det sociale medie X:
– Sydøstjyllands Politi har ved hjælp fra borgerne og ihærdig efterforskning fundet frem til en formodet gerningsmand til voldtægt sket den 29.12.24 ved Søndermarksskoven i Vejle.
Efterforskningen fortsætter nu, mens varetægtsfængslingen sikrer ro om sagen.