Arbejde med nyt el-kabel vil påvirke trafikken i Kolding by

0

Det kommende halve år vil trafikken i perioder være påvirket på kortere strækninger på Skamlingvejen, Sydbanegade og Tøndervej i Kolding by, mens TREFOR anlægger en ny højspændingsforbindelse. Det meste af tiden vil strækningen være åben for trafik i begge retninger, men trafikanterne skal indstille sig på, at det af og til kan tage lidt længere tid at komme frem.

Det er på den knap tre km lange strækningen mellem Kløvervej og Warmingsgade, at TREFOR lægger en ny forsyningsledning i jorden. Arbejdet er allerede startet i den østlige ende og vil frem til sommerferien bevæge sig i retning af Tøndervej.

– I takt med den grønne omstilling oplever vi en stigende efterspørgsel på elektricitet. Den nye højspændingsledning skal sikre en stabil og fremtidssikret el-infrastruktur – ikke mindst til den østlige del af byen, hvor både boliger, erhverv og marinaen vil få glæde af den forbedrede forsyning, oplyser senior projektleder Nikolaj Roskær Madsen, TREFOR.

Ikke nødvendigt at grave hele strækningen op

Heldigvis bliver det ikke nødvendigt at grave hele strækningen op. Entreprenøren laver en række dybe borehuller langs strækningen. Mellem disse huller bores der med avanceret boreudstyr ud til kablerne, som efterfølgende trækkes fra hul til hul. Det betyder bl.a., at der formentlig ikke skal graves i de store lysregulerede kryds.

TREFOR kommer til at arbejde tre gange på de enkelte strækninger. Først udføres selve grave- og underboringsarbejdet. Dernæst trækkes kablerne frem til de planlagte samlingspunkter langs strækningen, og til slut reetablerer entreprenøren de områder, hvor der er blevet arbejdet. Det betyder, at trafikken kan blive påvirket flere gange på de enkelte strækninger i løbet af anlægsperioden.

Følg skiltningen

Det er ikke muligt at sige præcist, hvornår der bliver arbejdet på de enkelte strækninger, og hvordan trafikken bliver påvirket. Men i perioder vil trafikanterne opleve, at trafikken kommer til at glide lidt langsommere end normalt. Både den østgående og den vestgående trafik bliver berørt af projektet, da kablet skal krydse vejen.

– Der vil løbende ske trafikale ændringer, hvor vi bliver nødt til midlertidigt at lukke en vejbane eller nogle p-pladser. Vi vil naturligvis forsøge at begrænse generne mest muligt. Trafikanter opfordres til at følge skiltningen på stedet og evt. finde alternative ruter. Fodgængere og cyklister vil fortsat have adgang, men opfordres til at være opmærksomme på vejarbejdet i området, understreger Nikolaj Roskær Madsen.

Beboere og virksomheder langs strækningen vil entreprenøren løbende forsøge at informere, hvis arbejdet i en periode får mærkbar betydning. Selve arbejdet vil foregå på hverdage i dagtimerne.

De største trafikale gener ventes i perioden, hvor kablet skal lægges i jorden på strækningen fra Bredgade til Warmingsgade. Her bliver det formentlig nødvendigt at lave omkørsel, men det vil der blive informeret særskilt om, før arbejdet går i gang.

Kolding-virksomhed nomineret til miljøpris

0

Alfix A/S fra Kolding er blandt de nominerede virksomheder til Byggeriets Miljøpris. Prisen uddeles på Danmarks største byggerimesse – BYGGERI’25 i MESSE C, Fredericia, der afholdes 18. til 21. marts.

En nomineringskomité for Byggeriets Klimapriser bestående af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter har udpeget i alt 21 produkter og løsninger fra forskellige leverandører, der skal dyste om fire priser: Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris.

En af de nominerede virksomheder er Alfix A/S, der er nomineret til Byggeriets Miljøpris (strategi) for deres produktinnovation og transformative produktstrategi, som tager udgangspunkt i verdensmålene. Arbejdet med strategien har alene i 2024 betydet, at Alfix anslået har sparet 254 ton CO2.

– Det er vigtigt, at byggeriet hele tiden udvikler sig og finder nye måder at reducere sin belastning på klimaet. At branchen og leverandørerne tager det ansvar på sig, er de nominerede et stærkt vidnesbyrd om. De nominerede som Alfix viser alle nytænkning og ansvarlighed for fremtidens byggeri, og vi ser frem til at fejre dem og deres bidrag med Byggeriets Klimapriser 2025, siger Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre, der står bag priserne.

I alt 21 nominerede

De i alt 21 nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris omfatter en lang række innovative og spændende produkter og løsninger, der alle er blevet vurderet og nomineret af en kompetent nomineringskomité med repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter. Se komitéen HER.

Priserne uddeles på BYGGERI-messen, der afholdes den 18. til 21. marts i MESSE C i Fredericia.
Se alle nominerede og nærmere beskrivelser af produkter og løsninger HER

Michael Damgaard vender hjem til dansk håndbold – men hvor?

0

Efter ti år i udlandet ser Michael Damgaard ud til at vende hjem til dansk håndbold til sommer. Ifølge Folketidende har venstrebacken planer om at bosætte sig nord for København, og dermed er det stort set givet, at han lander i en sjællandsk klub.

Snakken om en hjemkomst har svirret i længere tid, og allerede sidste sommer var der rygter om, at Fredericia Håndboldklub var i dialog med Damgaard-lejren. Det blev dog ikke til noget dengang, og med de seneste meldinger om en bosættelse på Sjælland, virker en jysk eller fynsk klub ikke længere aktuel – medmindre OL-guldvinderen fra 2016 har tænkt sig at pendle.

Med adresse i hovedstadsområdet er der kun få klubber, der økonomisk kan matche en spiller af Damgaards kaliber. Han har i en årrække spillet på en høj hylde i den tyske Bundesliga og kommer til at kræve en betydelig lønpakke. Fordi han har været ti år i udlandet, kan han dog vende hjem på den såkaldte forskerordning, der giver en lempelig beskatning – men kun hvis månedslønnen overstiger 78.000 kroner. Det betyder, at en dansk klub skal have økonomien til at imødekomme de krav, hvis de vil sikre sig Damgaard.

HØJ ligner et oplagt bud – men barndomsklubben melder sig på banen

Et af de mest nærliggende bud er HØJ Elite, der med al sandsynlighed rykker op i ligaen til næste sæson. De har allerede Hans Lindberg på holdkortet og har sikret sig svenske Hampus Wanne til næste sæson, så ambitionsniveauet er til at få øje på. HØJ har de seneste år arbejdet på at etablere sig som en ny magtfaktor i dansk håndbold, og en profil som Damgaard ville cementere klubbens ambitioner.

Overraskende nok har Team Sydhavsøerne også meldt sig som en bejler. Klubben befinder sig i øjeblikket i bunden af 1. division, men det afholder dem ikke fra at drømme stort. Sportschef Morten Juul bekræfter, at der har været dialog med Damgaard-lejren.

– Det er korrekt, at vi er i dialog med Michael Damgaard og hans agent, og indtil videre har snakken været positiv. Jeg har en tro på, at vi kan lande en aftale, siger han til Folketidende.

Om Team Sydhavsøerne reelt har en chance for at hente Damgaard, eller om de mere etablerede klubber som HØJ eller måske TMS Ringsted og Nordsjælland Håndbold er stærkere kandidater, vil de kommende uger vise. En ting står dog klart: Michael Damgaard er på vej hjem – spørgsmålet er blot, hvor han lander.

Pædagogisk leder frygter for trafiksikkerheden

0

Pædagogisk leder af Gades Gård på Kongensgade, Dorthe Schubert Andresen er bekymret over den manglende kommunikation omkring de nye trafikregler på strækningen, hvor børnehavebørn, personale og forældre færdes gennem dagen.

Selvom hun ikke er på barrikaderne i forhold til de ændrede forhold, er det tydeligt, at hun savner en bedre dialog og tydeligere information.

– Jeg ved ikke, hvad der er årsag til ændringen, fordi vi har jo ikke været vant til, at al trafik bliver ledt forbi os. Det er ikke så meget det, at de ændrer noget, som betyder noget for os, men mere den manglende kommunikation, forklarer Dorthe Schubert Andresen, det ved selvsyn har set flere biler køre imod ensretningen.

Hvad ensretningen betyder, og om det er den rigtige beslutning vil Dorthe ikke konkludere på. Mængen af biler i disse dage er ikke særlig stor pga. ferie. Dorthe fortæller, at eksempelvis alene daginstitutionen er antallet af deres børn i denne uge halveret. 

– Der er ferie, så der er jo ikke meget trafik for os eller for de andre i området lige nu. Så det er ikke helt et virkelighedsbillede, siger hun, og understreger at det aktuelle trafikale billede ikke nødvendigvis afspejler, hvordan det vil være i hverdagen, når børn og voksne igen vender tilbage til arbejdet og skolen.

Da Dorthe så, at Fredericia AVISEN havde lagt en artikel med de nye ensretninger på Facebook, var hun klar på tasterne. Hun var nemlig ikke informeret, selvom hun er pædagogisk leder af Gades Gård.

– Vi har ikke modtaget kommunikation eller skrivelser omkring de trafikale ændringer, siger hun.

Det er netop manglen på klare informationer om de ændrede regler, der skaber frustration. Dorthe nævner blandt andet, hvordan personalet i området, pludselig måtte finde alternativer ruter, da der i løbet af dagen var sat nye skilte op. Hun påpeger også farerne ved det nye trafiksetup, når børn og forældre krydser vejen, og den øgede trafikbelastning gør det svært at navigere sikkert.

– Når bilerne “mødes” fra hver deres side og skal ned ad Kongensgade, hvad sker der så? Og hvad giver det af eventuelle farlige situationer? Forældre skal også over vejen med deres børn, og der er jo også børn, som kommer på cykel. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at fungere, slutter hun og understreger, at størstedelen af hendes kritik går på manglen på kommunikation.

Berlin træner tager intet for givet

0

Når Fredericia Håndboldklub torsdag aften løber på banen i Max-Schmeling-Halle i Berlin, venter en af sæsonens største udfordringer. Füchse Berlin, der hører til blandt de stærkeste mandskaber i Champions League, stiller med en trup fyldt med stjerner, men hjemmeholdets cheftræner, Jaron Siewert, tager intet for givet inden opgøret.

Berlin kæmper for at jagte en topplacering i gruppen, mens Fredericia på den anden side jagter miraklet med at komme videre til ottendedelsfinalen. Ikke desto mindre mener Siewert, at der venter en svær opgave.

– Fredericia forsvarer offensivt og er meget aktive i syv-mod-seks-spillet. Det er et hold, man på ingen måde må undervurdere. De har leveret rigtig gode halvlege i deres seneste kampe og spiller teknisk hurtig håndbold. Vi fik også at mærke i det første opgør, at de har et stærkt stregspil via Evgeni Pevnov, siger Siewert til Füchses hjemmeside.

Fredericia tabte det første opgør mod tyskerne med 38-32, men har undervejs i turneringen vist, at de kan spille med mod de store hold. Især i udekampen mod Paris Saint-Germain viste FHK, at de kan matche de bedste i perioder. Det var dog ikke nok til point, og nu venter endnu en stor test mod et Berlin-mandskab fyldt med danske profiler.

Tyskerne råder over Mathias Gidsel og Lasse Andersson, der alle var en del af det danske landshold, som tidligere på året vandt VM-guld. Særligt Gidsel har været i storform, og han har netop forlænget sin kontrakt med Füchse Berlin frem til 2029. I weekenden fejrede han det med syv mål i sejren over Potsdam.

Fredericia-spillerne er dog ikke rejst til Berlin for at blive statister. Holdets rutinerede stregspiller Evgeni Pevnov, der selv har en fortid i Füchse Berlin, ser frem til kampen og ved, hvad der venter.

– Det betyder ikke så meget for mig personligt, men selvfølgelig kender jeg mange af spillerne og folkene omkring klubben. Det bliver en stor oplevelse for os som hold. Mange af vores spillere har aldrig prøvet at spille i så stor en arena, men vi vil gøre alt for at nyde kampen, sagde Pevnov tidligere til Fredericia AVISEN.

Fredericia har haft et svært gruppespil, hvor det indtil videre kun er blevet til én sejr og én uafgjort. Det betyder, at holdet ligger sidst i gruppe A. Trods de beskedne resultater har holdet leveret gode præstationer undervejs, og cheftræner Gudmundur Gudmundsson har tidligere understreget, at det handler om at lære af de store kampe og tage erfaringerne med sig videre.

Kampen i Berlin spilles torsdag klokken 18.45, og Fredericia får solid opbakning på lægterne. Omkring 200 Fredericia-fans forventes at tage turen til den tyske hovedstad for at støtte holdet i en af sæsonens største opgaver. De får brug for al den opbakning, de kan få, når de skal op mod et Füchse-hold, der jagter top-2 i gruppespillet for at komme direkte i kvartfinalen.

Ikke længere nødvendigt at koge vand

0

Det er ikke længere nødvendigt at koge vandet fra Bramdrupdam Vandværk i det sydlige Bramdrupdam.

Mandag den 10. februar 2025 anbefalede Kolding Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, at forbrugerne i det sydlige Bramdrupdam skulle koge alt vand fra Bramdrupdam Vandværk, før det kunne drikkes, da der var blevet påvist Coliforme bakterier i drikkevandet.

Kogeanbefalingen omfattede cirka 2.000 forbrugere – se hvilke veje, der var omfattet af kogeanbefalingen.

Nye analyseresultater viser, at der ikke er Coliforme bakterier i de seneste prøver, der er udtaget på vandværket og på ledningsnettet. Det betyder, at Kolding Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed 12. februar 2025 ophæver kogeanbefalingen.

Styrelsen for Patientsikkerhed mistænker på baggrund af analyseresultaterne og de opfølgende prøver, at der evt. kan være tale om en laboratoriefejl.

Vi anbefaler, at de husstande, der ikke har brugt vand fra hanen i nogle dage, lader samtlige vandhaner løbe i 5-10 minutter for at udskylle egen stikledning og husinstallation.

Medie: Havneselskab søger en milliard kroner fra eksterne investorer

0

Investeringen i grøn omstilling og infrastruktur er på vej til at få et løft, da ADP A/S, der driver erhvervshavnene i Fredericia og Nyborg, har hyret investeringsbanken Carnegie til at hente over 1 milliard kroner fra en ekstern investor. Det skriver mediet Insidebusiness.

Pengene skal blandt andet bruges til at etablere og drive aktiviteter inden for Power-to-X og transport af CO2. Ifølge Insidebusiness har der været betydelig interesse fra potentielle investorer, og ikke-bindende bud blev afleveret allerede i december.

I forbindelse med at finde en ekstern investor til ADP Energy Infrastructure, et datterselskab oprettet i 2023, fokuserer havneselskabet på den grønne omstilling og infrastruktur. Ifølge Insidebusiness’ kilder, der ønsker at være anonyme, ser det ud til, at ADP planlægger at lukke en minoritetsinvestor ind i ejerkredsen.

Rygterne om salget begyndte i sidste uge, da en journalist fra Børsen begyndte at ringe til byrådsmedlemmer i Fredericia. Karsten Byrgesen, der er løsgænger i Fredericia Byråd, udtalte i den forbindelse, at , at han blev spurgt ind til et muligt salg af havneselskabet.

– Jeg er noget rystet. Jeg blev ringet op i går af en journalist, der bad mig forholde mig til, at Fredericia solgte sit havneselskab. Det forstod jeg intet af, idet vi som byrødder intet har fået at vide. Det var også mit svar, udtalte Byrgesen.

Flere medlemmer af byrådet, herunder viceborgmester Susanne Eilersen, har også fået opkald fra medier, men har afvist at kommentere på rygterne om salget. Eilersen har dog givet udtryk for, at hun har fået information om salget af ADP fra medierne og ikke kunne bekræfte noget konkret.

På trods af spekulationer om en mulig salgsproces og et samarbejde med investeringsbanken Carnegie, har Fredericia AVISEN ikke været i stand til at få en kommentar fra ADP A/S’ CEO, Rune D. Rasmussen.

Politiet gennemgår overvågningsbilleder efter natligt indbrud i DSB-bygning

0

To gerningsmænd brød tidligt onsdag morgen ind i DSB’s bygning på Fredericia Banegård. Ifølge Sydøstjyllands Politi fandt indbruddet sted mellem klokken 04.10 og 04.20, hvor de ubudne gæster bevægede sig rundt i kontorer og kælderrum.

Stjal nøgler og iPad

Politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd fortæller, at gerningsmændene fik adgang til flere områder i bygningen.

– Man er kommet ind i DSB’s bygning og har bevæget sig rundt i nogle kontorer samt været nede i kælderen. Der er stjålet en iPad, nogle nøgler til en elcykel samt arbejdsnøgler til DSB’s tog og bygninger, siger Hoffensetz.

Derudover har politiet oplysninger om, at gerningsmændene har været inde i mindst tre kælderrum i bygningen.

Overvågningsbilleder skal gennemgås

Politiet har sikret videoovervågning fra stedet, hvor de kan se to personer bevæge sig rundt i bygningen.

– Vi har videoovervågning af to gerningsmænd, som vi nu skal kigge nærmere på for at se, om det er nogen, vi kender, forklarer Hoffensetz.

Efterforskningen er stadig i gang, og politiet arbejder på at identificere de mistænkte.

74-årig mand ramt af ildebefindende – kørte ind i parkeret bil

0

En 74-årig mand fra Kolding kom tirsdag alvorligt til skade, da han under kørsel på Haderslevvej i Kolding fik et ildebefindende og mistede kontrollen over sin bil. Han påkørte en parkeret bil og pådrog sig flere skader, herunder brækkede ribben og næse.

Politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd bekræfter hændelsen og fortæller, at den ældre mand blev indlagt efter ulykken.

– Han er så uheldig, at han brækker et ribben, og han brækker også næsen. Han er nu indlagt på sygehuset, siger Hoffensetz.

Ifølge politiet tyder intet på, at andre var involveret i ulykken, og der er ingen meldinger om yderligere personskader.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger om ulykken på nuværende tidspunkt.

Fredericiansk mand anholdt efter bilkapring – én gerningsmand undslap

0

En 23-årig mand fra Kolding blev tirsdag eftermiddag udsat for en voldsom oplevelse, da han holdt parkeret på samkørselspladsen ved Kolding Syd. To mænd satte sig pludselig ind i hans bil, truede ham med kniv og tvang ham til at forlade køretøjet. Efterfølgende stak gerningsmændene af i bilen, som senere blev sporet til Fyn.

Politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd fortæller, at episoden blev anmeldt klokken 14.21.

– Den forurettede sidder i sin bil, da to mænd pludselig kommer hen til ham. Den ene truer ham med en kniv og siger, at de skal have hans bil. Han bliver tvunget til at stige ud, og de to mænd kører væk i bilen, siger Hoffensetz.

Den 23-årige mand kontaktede hurtigt politiet, som straks satte en eftersøgning i gang for at finde bilen og de to gerningsmænd.

Flugt til Fyn

Politiet fik hurtigt sporet den stjålne bil, en koksgrå Peugeot, der var på vej mod Fyn. Køretøjet blev standset af politiet, men kun én af gerningsmændene befandt sig stadig i bilen.

– Vi sporer bilen på vej mod Fyn, hvor det lykkes at få den standset. I bilen sidder en mand, mens den anden gerningsmand har forladt stedet, fortæller politikommisæren.

Politiet anholdt en 26-årig mand fra Fredericia, da bilen blev standset på Fyn. Han er nu sigtet for brugstyveri samt trusler mod livet.

Politiet efterlyser anden gerningsmand

Den anden gerningsmand er fortsat på fri fod, og politiet arbejder på at finde frem til vedkommende.

– Vi håber at kunne spore os frem til den anden gerningsmand, afslutter Hoffensetz.