Person reddet op fra havet

0

Tirsdag kl. 12:23 gik alarmen hos TrekantBrand med en melding om drukneulykke i Lillebælt. Heldigvis er ingen druknet, men en person er reddet op af Lillebælt, bekræfter Sydøstjyllands Politi.

Mange, i Fredericia og Middelfart, kunne høre massiv udrykning over middag. Udrykningen skyldes en alarm om drukneulykke i Lillebælt. Ifølge vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Andreas Juhl, blev både politi og redningstjeneste sendt hurtigt af sted.

– Vi var til stede på stedet, og vi kan bekræfte, at personen er reddet op og i live, siger vagtchefen.

Efter en intens redningsaktion blev personen reddet, men der er endnu ikke blevet offentliggjort yderligere oplysninger om vedkommendes tilstand. Andreas Juhl har endnu ikke oplysninger om, hvordan personen endte i vandet.

Middelfart vil have flere unge til at dele bilen – og det virker

0

Elever fra Middelfart Gymnasium og HF har taget samkørsel til sig som en måde at dele køreturen på frem for at køre alene. Tirsdag blev deres indsats anerkendt ved en præmieoverrækkelse, hvor brugere af samkørselsappen Ta’Med blev hyldet. Som en del af fejringen blev der også trukket lod om en præmie blandt de elever, der har benyttet appen de seneste måneder.

Flere elever bruger samkørsel

Siden januar har eleverne haft mulighed for at koordinere kørsel via appen, der er en del af et samarbejde mellem Middelfart Kommune og FDM. Målet er at reducere CO2-udledningen og samtidig gøre transport til skole og fritidsaktiviteter nemmere. Ifølge kommunen har ordningen allerede vist sin effekt.

Formand for Teknisk Udvalg, Anders Møllegård (V), var til stede for at hylde elevernes indsats og understregede, at flere og flere tager ordningen til sig.

– Vi har arbejdet på at få den her samkørselsordning implementeret, og vi kan se, at flere og flere bruger den. For en uge siden var der 75, der havde benyttet sig af muligheden, og i sidste uge var tallet steget til 92. Det går den rigtige vej, og vi håber, at endnu flere vil tage den til sig, sagde han i sin tale.

For at anerkende de unges indsats blev der afholdt en konkurrence, hvor en af deltagerne kunne vinde en billet til musikfestivalen Rock under Broen.

“Det hjælper dem, der ikke har bil”

Vinderen af konkurrencen blev 18-årige Lea Nilsson, der går i 2.g på gymnasiet og ofte har brugt appen. For hende handler samkørsel ikke kun om at komme fra A til B, men også om at gøre hverdagen nemmere for skolekammerater, der ellers ville have svært ved at nå frem.

– Jeg har valgt at bruge appen, fordi det er en god mulighed for at hjælpe andre, der ikke har bil og har langt til skole, og hvor busserne ikke altid passer med deres tider, siger hun.

Selvom hun selv har en fast transportvane, har hun oplevet, at samkørsel har gjort en forskel for andre. 

– Hvis nogen misser bussen, kan de hurtigt komme i kontakt med mig, så vi kan finde en løsning, fortæller hun.

Lea Nilsson smilede stort, da hun i dag under samlingen i frikvarteret modtog præmien for sin brug af samkørselsappen Ta’Med.

Økonomisk incitament skal få flere til at dele køreturen

Som en del af ordningen giver Middelfart Kommune økonomisk støtte til samkørsel ved at dække en del af transportudgifterne for unge, der bruger appen. Elever, der registrerer deres ungdomskort i Ta’Med, kan få tilskud til op til to daglige ture á 25 km, hvor chaufføren modtager 0,70 øre pr. kilometer.

Det gør det mere attraktivt at dele køreturen med andre, forklarer Lea.

– Det betyder helt klart noget, at vi får et økonomisk tilskud. Det gør det mere attraktivt at køre sammen, fordi man får dækket en del af sine transportudgifter. Det er en god måde at gøre det mere tilgængeligt for flere, siger hun.

Appen gør det let at arrangere samkørsel, da brugerne kan se, hvor andre befinder sig, og appen beregner ruten. 

– Jeg kan se, hvor andre bor, så vi kan planlægge kørslen, og appen hjælper os med at finde den bedste rute, forklarer hun.

Samkørsel giver mere end bare transport

Men ud over de praktiske og økonomiske fordele har Lea også oplevet, at samkørsel skaber en social gevinst – noget, hun fremhæver som den største fordel ved både appen og initiativet.

– Man får nogen at snakke med på turen, og man lærer nye at kende, især hvis der bor nogen i nærheden, man ikke har snakket med før, fortæller hun.

Nu havde hun vundet en partoutbillet til Rock under Broen, og selvom præmien var en ekstra motivationsfaktor og en velkommen bonus, er hun ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med at bruge appen fremover.

– Jeg vil helt klart fortsætte med at bruge appen. For mig var det ikke så meget præmien, selvom det var en fed ting at kunne vinde noget. Det handlede mere om, at jeg kunne tage andre med og samtidig tjene lidt ekstra på det. Jeg synes, det er en god idé, især for dem, der ikke har bil eller har svært ved at komme frem, siger hun afsluttende.

Flere ukrainere finder job – men bopælen i Trekantområdet gør en forskel

0

Tre år efter krigens begyndelse er 13.900 fordrevne ukrainere i beskæftigelse i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Beskæftigelsesministeriet. Andelen, der er i job, er steget betydeligt siden 2022, men der er også geografiske forskelle på, hvor mange der er kommet i arbejde.

2.500 flere ukrainere i job siden januar

Siden januar 2024 er antallet af ukrainere i job steget med 2.500 personer, og 81 procent af dem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, er nu i beskæftigelse.

– Det er virkelig positivt, at det er lykkedes at få så mange ukrainere ind på det danske arbejdsmarked. Det er ikke nemt, når man flygter fra krig, at finde sig til rette i et nyt land, nyt sprog og en anden hverdag. Det siger også meget om den tilgang, ukrainerne har. Mange både vil og kan selv forsørge familie og bidrage til det samfund, de nu er en del af, udtaler beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i forbindelse med.

I alt har 32.100 ukrainske statsborgere opholdstilladelse i Danmark efter særloven. Blandt dem er 27 procent børn og unge under 18 år, mens 65 procent af de voksne er kvinder.

Forskelle i beskæftigelsen blandt ukrainere i Trekantområdet

I Trekantområdet er der en vis variation i beskæftigelsesgraden blandt ukrainere, men generelt ligger andelen over landsgennemsnittet på 51 procent.

Vejen har den højeste beskæftigelsesgrad i området med 73 procent af de 16-66-årige fordrevne ukrainere i job, efterfulgt af Billund med 68 procent. Haderslev og Middelfart ligger på henholdsvis 61 og 60 procent, mens Vejle og Kolding har en beskæftigelsesgrad på 59 og 57 procent. Fredericia har den laveste beskæftigelsesgrad i Trekantområdet med 53 procent.

I absolutte tal er det Vejle og Kolding, der har flest ukrainske fordrevne i beskæftigelse med henholdsvis 303 og 220 personer i job. I Vejen er 194 kommet i arbejde, mens Haderslev har 164 beskæftigede. Fredericia har det laveste antal i Trekantområdet med 103 personer i job.

Kommune16-66-årige med ophold efter særlovenPersoner til rådighed (beskæftigede eller jobparate på SHO-ydelse)BeskæftigedeAndel i beskæftigelse ud af alle 16-66-årige med ophold efter særloven (%)Andel i beskæftigelse af dem, der står til rådighed (%)
Billund13698926894
Fredericia1951421035373
Haderslev2711881646187
Kolding3832642205783
Middelfart149113896079
Vejen2672021947396
Vejle5103683035982
Flere fordrevne ukrainere er kommet i arbejde i Trekantområdet, men beskæftigelsesgraden varierer fra kommune til kommune. Kilde: Jobindsats.dk

Brancherne, hvor de fordrevne ukrainere har fundet arbejde, spænder bredt, men der er særligt mange ansat inden for industri, landbrug, service og rengøring. Kommuner med en høj andel beskæftigede har ofte produktions- og erhvervsklynger, der har haft mulighed for hurtigt at integrere de nyankomne på arbejdsmarkedet.

Minister understreger fortsat behov for integrationsindsats

Trods de høje beskæftigelsestal understreger ministeren, at der fortsat er behov for en bred integrationsindsats.

– Vi skal fortsætte arbejdet med at få dem ind i det danske samfund. Det kan i første omgang handle om bolig og krisehjælp, men så er det også vigtigt, at hverdagen fungerer med institution, skole og job. Derfor har vi haft stort fokus på, at vejen til en arbejdsplads er kort og uden unødvendige forhindringer, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Siden krigens start har Danmark taget imod i alt 38.800 fordrevne fra Ukraine med ophold efter særloven. Opgørelser viser, at flere stadig ankommer til landet, selvom de største ankomstbølger var i 2022.

DIF vil omsætte trivselsrapportens anbefalinger til handling

0

Trivselskommissionens anbefalinger om at styrke unges trivsel gennem fællesskab og bevægelse vækker glæde hos Danmarks Idrætsforbund (DIF). Organisationen ser rapporten som en anerkendelse af foreningslivets betydning og vil nu arbejde på at omsætte anbefalingerne i en idrætskontekst.

Den længe ventede rapport fra Trivselskommissionen blev præsenteret mandag i Hafnia Hallen i Valby. Rapporten konkluderer, at de fleste unge i Danmark trives, men samtidig peger den på en stigende tendens til mistrivsel – særligt blandt piger. Et af de centrale svar på udfordringen findes ifølge kommissionen i de fællesskaber, som idrætslivet tilbyder.

– Vi er taknemmelige for, at foreningslivet spiller så afgørende en rolle i det, kommissionen kalder et ’dansk svar’ på den internationale udfordring. Det viser virkelig fællesskabets store kraft, siger Hans Natorp, formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité. Han fremhæver, at idrætten for mange børn og unge fungerer som et frirum, hvor de kan udvikle sig både fysisk og socialt.

Foreningslivet som ramme for bedre trivsel

I DIF ser man kommissionens anbefalinger som en bekræftelse af, at idrætten spiller en væsentlig rolle i unges trivsel. Med over 900.000 børn og unge tilknyttet forbundets idrætsgrene, er DIF allerede i gang med initiativer, der skal styrke fællesskabet og gøre foreningerne endnu mere inkluderende.

Siden starten af 2024 har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden arbejdet på projektet Fremtidens Idræt for Børn og Unge, som både skal tiltrække flere børn til foreningerne og forbedre træneruddannelserne. Et af de centrale initiativer i projektet er et Trænerløfte, der skal nå ud til 80.000 børne- og ungetrænere, ligesom der gøres en indsats for at få flere unge ind i bestyrelser og udvalg.

– Vi ved, at børn og unge har det rigtig godt i idrætslivet. Men som Danmarks største børne- og ungeorganisation har vi et ekstraordinært ansvar for hele tiden at forbedre os, så vi er glade for at få et blik ind udefra, siger Hans Natorp.

Digital trivsel og frivillighed i fokus

Trivselskommissionens anbefalinger lægger også vægt på digitale udfordringer og frivillighed. Kommissionen foreslår blandt andet at stoppe livestreaming af børneidræt for at beskytte de yngste udøvere, et tiltag DIF allerede har arbejdet med.

DIF’s udviklingschef Karin Ingemann har siddet med i kommissionen, og organisationen vil nu nærlæse rapportens anbefalinger. Hans Natorp understreger, at der især skal arbejdes med digitale vaner, frivillighed og et mere inkluderende foreningsliv.

– Vi er allerede godt i gang, blandt andet med vores anbefalinger om livestreaming og lanceringen af vores Børne- og Ungesyn. Nu skal vi sammen med vores forbund nærlæse og oversætte de anbefalinger, der blandt andet handler om digital trivsel, frivillighed og et inkluderende foreningsliv, siger han.

Politisk opbakning til øget bevægelse

Blandt Trivselskommissionens øvrige anbefalinger er, at alle børn og unge skal have en fritidsaktivitet, og at kommuner skal prioritere samspil mellem foreninger og SFO’er for at få flere med i idrætslivet. Rapporten foreslår også, at alle kommuner bør have en fritidspasordning, så økonomiske barrierer ikke står i vejen for børn fra ressourcesvage familier.

Flere af anbefalingerne har fået politisk opbakning. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har tidligere fremhævet idrætten som et vigtigt element i at give børn et alternativ til skærmtid og digital mistrivsel. Samtidig har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye slået fast, at regeringen vil arbejde for at styrke bevægelse og fritidsliv som en del af løsningen på unges trivsel.

Trivselskommissionens rapport har sat idrætslivets rolle i fokus, og DIF står nu klar til at omsætte anbefalingerne til konkrete tiltag i landets foreninger.

Smartphonen skal ud, og fællesskabet skal styrkes

0

Afstanden mellem materiel velstand og unges trivsel vokser. Det er konklusionen i en ny rapport fra Trivselskommissionen, der efter et års arbejde fremlægger en række anbefalinger til at vende udviklingen. For på trods af økonomisk fremgang oplever en stigende gruppe unge psykisk pres, lavt selvværd og en følelse af utilstrækkelighed.

Trivselskommissionens formand, Rasmus Meyer, mener, at der er behov for et sporskifte i tilgangen til trivsel. Han understreger, at rapporten ikke blot er en analyse af problemerne, men også et forsøg på at formulere et dansk svar på en vestlig udfordring. 

– Vi ønsker at formulere et dansk svar på de trivselsudfordringer, vi står overfor – med udgangspunkt i det, vi er gode til herhjemme: pædagogik, dannelse, civilsamfund, livsoplysning, karakterdannelse og fællesskaber, siger han.

Mobilfri skoler og en ny tilgang til trivsel

Blandt rapportens mest markante anbefalinger er forslaget om at fjerne mobiltelefoner fra folkeskolen og udskyde børns smartphonedebut til 13-årsalderen. Kommissionen peger på, at skærmbrug har en negativ indflydelse på unges søvn, koncentration og sociale relationer, og at de digitale platforme forstærker præstationspresset.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye bakker op om anbefalingen og bekræfter, at regeringen vil arbejde for et lovindgreb. 

– Jeg kan allerede nu sige, at regeringen bakker op om mobilfrie folkeskoler. Vi går derfor i gang med at forberede en lovændring, der med respekt for lokal medbestemmelse skal få mobilerne ud af både klasselokaler og skolegårde, siger han.

Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt ser et mobilforbud som et vigtigt første skridt. Han mener, at en hverdag uden skærme kan give børn bedre muligheder for at engagere sig i fritidsaktiviteter. 

– Smartphonen skal ud af de mindste børns liv og erstattes af fritidsaktiviteter sammen med andre. Forhåbentlig kan vi fylde tiden op med sport, leg og kulturoplevelser, siger han.

Mindre præstationspres, stærkere fællesskaber

Ud over mobilforbuddet anbefaler Trivselskommissionen, at unges tro på egne evner skal styrkes, og at alle børn bør deltage i en fritidsaktivitet med andre. Ifølge rapporten skal skolesystemet balancere kravene til faglige præstationer med en større vægt på dannelse, robusthed og livsmod.

Økonomiminister Stephanie Lose fremhæver, at langt de fleste børn i Danmark trives, men at udviklingen alligevel kalder på handling. 

– Langt de fleste danske børn og unge har et trygt liv og trives. Det skal vi glæde os over. Men når flere er kommet i dårlig trivsel, kalder det på handling, siger hun.

Hun understreger samtidig, at løsningen ikke kan findes ét sted, men kræver et fælles ansvar mellem familier, skoler, civilsamfund og erhvervsliv.

Fra anbefalinger til handling

Trivselskommissionens rapport stiller skarpt på en række samfundstendenser, der har forandret unges hverdag. Individualisering, digitalisering og et stigende tempo har skabt en generation, der står over for nye former for pres, og kommissionen advarer samtidig mod en tendens til at sygeliggøre almindelige livsudfordringer.

Regeringen har allerede meldt ud, at et mobilforbud i skolerne vil blive realiseret, og flere af kommissionens anbefalinger er nu til politisk behandling. Hvordan og i hvilket omfang anbefalingerne vil blive omsat til konkret lovgivning og initiativer, vil de kommende måneder vise.

Weekendindbrud på skole: Tyve efterlod spor, men tog flere bærbare med sig

0

Sydøstjyllands Politi efterforsker et indbrud på en skole på Mosegårdsvej i Fredericia, hvor der i løbet af weekenden er blevet stjålet omkring 50 bærbare computere.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd er indbruddet sket mellem fredag aften og mandag morgen klokken 06.00.

– Man er kommet ind ved nogle vinduer og har derefter bevæget sig videre rundt på skolen. Der er opbrudt ved vinduesrammen, formentlig med kobensagtigt udstyr, og nogle døre er blevet sparket op for at få adgang til flere rum, siger han.

Under efterforskningen har politiet fundet orangefarvet udstyr samt forskellige greb, som muligvis er brugt under indbruddet.

– Der er blevet stjålet en del bærbare computere. Det præcise antal er ikke endeligt opgjort, men vi taler om omkring 50, siger Arno Rindahl Petersen.

Sydøstjyllands Politi har ikke oplyst, hvilken af skolerne på Mosegårdsvej der har været udsat for indbrud. På adressen ligger både 10’ende Fredericia, IBC Fredericia Middelfart og SOSU Fredericia, der hver især huser forskellige uddannelser. Avisen forsøger at få klarlagt, hvilken af afdelingerne der er ramt.

Byens Brød udvider til Børkop: Ny bageriforretning åbner i Jernbanegade

0

Byens Brød, der allerede driver afdelinger i Fredericia, Erritsø, Snoghøj og Vejen, udvider nu til Børkop. Den gamle bagerforretning på Jernbanegade 9 B, 7080 Børkop, får nyt liv, når Byens Brød åbner dørene for kunderne. Bagermester og indehaver Lars Hesselvig ser et stort potentiale i den nye forretning.

Lars Hesselvig var ikke i tvivl, da han så, at bagerforretningens lokaler blev ledige i Børkop.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at vi skulle åbne i Børkop. Jeg kontaktede Jette Olsson, direktør for PA Brød, da de ville sælge deres forretning, og vi har haft en god dialog hele vejen. Det gælder også samtalerne med Jonna Harbo, der ejer bygningen. Derfor blev det også hurtigt til en aftale, siger Lars Hesselvig, der i kontrakten har fået forkøbsret til ejendommen.

Lars Hesselvig er født i Fredericia, men har hele sit liv været meget i området omkring Børkop, hvor hans forældre havde hus i Hvidbjerg. Han kender derfor området særdeles godt.

– Det er vildt at se den udvikling, der er sket de seneste 20 år i området, hvor flere og flere har fået øjnene op for perlen og den skønne lokation, som Børkop er. Som ung var jeg meget i Børkop, og det har jeg fortsat været gennem årene. Jeg har fulgt udviklingen og har tit tænkt, at det kunne blive en god bagerforretning at investere i, siger Lars Hesselvig og uddyber:

– Vi kommer til at renovere hele butikken. Vi laver et bageri ude bag, der kommer nye ovne, nye raskeskabe, nyt inventar, og vi tilpasser stilen fra vores øvrige bagerforretninger, så det matcher vores brand. Allerede på fredag, når vi får nøglerne, går håndværkerne i gang, og vi vil knokle for at være klar til at åbne så hurtigt som muligt. Vi har de senere år set en stor udvikling af Byens Brød, og vi har et godt dedikeret team og netværk bag vores forretninger, hvor vi også leverer til mange virksomheder, herunder restaurationer og hoteller. Derfor er vi vant til at håndtere store opgaver, og vi glæder os meget til at præsentere vores brand i Børkop. Lige nu er målet at åbne lørdag den 8. marts klokken 7.00.

Byens Brød fortsætter med at udvide sin tilstedeværelse og ser frem til at kunne tilbyde deres kvalitetsbageri til Børkops borgere og nærliggende områder. Byens Brød har sin rod i 2003, da bagermester og ejer Lars Hesselvig erhvervede sig butikken på Erritsø Butikstorv i Fredericia.

Et skridt mod at styrke Fredericia som shoppingdestination

0

Lotte Fenneberg er netop blevet ansat som detail- og eventkoordinator i Business Fredericia, og hendes erfaring fra Middelfart og Matas forventes at spille en central rolle i byens videre udvikling som en attraktiv shoppingdestination. Erhvervsdirektør for Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, er begejstret for ansættelsen og ser frem til det samarbejde, der venter.

Lotte Fenneberg kan bidrage til at løfte Fredericia som handelsby, det er Kristian Bendix Drejer ikke i tvivl om.

– Lotte har et utroligt spændende karriereforløb og en baggrund, der gør hende til den helt rette person til denne rolle. Hendes succesfulde arbejde i Middelfart, herunder som eventkoordinator og salgscoach i Matas, taler for sig selv, siger Kristian Drejer og tilføjer:

– Vi har hørt godt om hendes indsats og er overbeviste om, at hun kan bidrage markant til at løfte Fredericia som shoppingby.

Events og sociale medier som motor for udvikling

Lotte Fennebergs evner inden for events og sociale medier er et af de områder, Business Fredericia ser som nøgleelementer i den fremtidige handelsstrategi.

– Det er livsnødvendigt, at vi bliver bedre til at bruge de sociale platforme til at fremme handlen i Fredericia. Lotte har allerede bevist, hvor god hun er til at få det løftet. Ved at udnytte de sociale medier kan vi øge synligheden af både butikker, caféer og restauranter i byen, hvilket vil være en stor fordel for Midtbyen, siger Kristian Bendix Drejer.

En helhedsoplevelse for kunderne

Fremtidens shoppingoplevelse handler ikke kun om varer – det handler om at skabe en helhedsoplevelse. Lotte Fenneberg ser Fredericia som en by, der har potentialet til at tilbyde netop dette, med sin unikke kombination af havn, vand og byliv.

– Fredericia har noget, som mange andre byer ikke har. Kombinationen af natur, by og havn giver os et fundament, som vi kan bygge videre på. Det er noget, vi kan spille på for at tiltrække kunder og besøgende. Vi skal sørge for, at Fredericia skiller sig ud med oplevelser, der adskiller sig fra det, som andre byer tilbyder, forklarer Kristian Bendix Drejer.

Business Fredericia har en strategi, hvor turisme, bosætning og handelsliv arbejder tættere sammen, og Lotte Fenneberg bliver en central figur i at realisere denne vision. Samarbejdet med Experience Fredericia og Fredericia Kommune om at skabe en stærkere branding af byen er et afgørende skridt i retning af en bæredygtig vækst.

– Vi skal bruge det, vi har, og integrere handelslivet med turisme og bosætning. Vi ser et stærkt samarbejde, der inkluderer både vores bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen og Lotte Fenneberg. Sammen med Experience Fredericia har vi et stærkt team, som vil kunne gøre en stor forskel, siger Kristian Bendix Drejer.

En vigtig del af strategien er at øge antallet af events i byen. Kristian Drejer peger på, at der skal arbejdes på at tiltrække både lokale og internationale besøgende gennem store events, samtidig med at fokus holdes på den daglige turisme og den lokale handel.

– Vi sigter mod at arrangere flere store events – måske op til fire om året – men det er hverdagslivet i byen, der skal få butikkerne til at trives. Vi har allerede set succes med events som krydstogtturisme og andre aktiviteter i byen, og vi vil fortsætte med at skabe nye oplevelser, som engagerer både handlende og besøgende, slutter Kristian Drejer.

Læs også

Hun bliver en katalysator for vækst og synlighed

0

mandag offentliggjorde Business Fredericia ansættelsen af Lotte Fenneberg, der skete som følge af, at Fredericia Shopping ønskede en ny profil til at fremme byens handelsliv.

Med ansættelsen af Lotte Fenneberg i Business Fredericia får handelslivet i Fredericia en ny og erfaren spiller, som kan bidrage til at styrke byens position som shoppingdestination. Lotte, der tidligere har været en markant figur i Middelfarts handelsliv, blev hurtigt en attraktiv kandidat til stillingen efter sin afgang fra Brobygning Middelfart. Formand for Fredericia Shopping, Jesper Hansen, ser ansættelsen som et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af byens detailhandel.

– Lotte er en meget resultatorienteret person, og hendes erfaring med handelslivet er en stor fordel for os. I hendes tidligere job har hun været meget succesfuld, og vi er glade for, at hun kommer med en solid baggrund inden for både detailhandel og events, siger Jesper Hansen.

For Fredericia Shopping er det centralt, at den nye ansættelse kan være med til at fastholde og udbygge den positive udvikling, der allerede er i gang i byen. Ifølge Hansen er det vigtigste at have en person, der forstår både udfordringerne og mulighederne i handelslivet, og Lotte Fenneberg besidder netop denne forståelse.

En positiv udvikling for Fredericias handelsliv

Fredericia er i øjeblikket i gang med at udvikle sin handelsstruktur, og Hansen ser den nye ansættelse som et skridt i denne proces. Ifølge ham er der allerede flere store initiativer under opsejling, og en central del af fremtidens vækst vil være, at byens handelsliv tager mere ejerskab af sin udvikling.

– Shopping er i gang i en positiv udvikling. Både foreninger og butikker deltager aktivt i vores nye tilgang, hvor vi tager ejerskab af udviklingen af byens handelsliv. Lotte Fenneberg kommer med et væld af erfaringer, der kan hjælpe os med at bygge videre på dette arbejde, understreger Jesper Hansen.

Hansen fremhæver også, at Fennebergs erfaring som eventkoordinator i Brobygning Middelfart vil være et aktiv, når det kommer til at skabe synlighed og flere oplevelser for både lokale og turister i Fredericia. Ifølge Hansen er synlighed og engagement nøgleordene for at tiltrække flere handlende og besøgende til byen.

– Vi tror på, at Lotte kan være med til at skabe mere synlighed og hjælpe med at understøtte de gode initiativer, vi har i Fredericia. Hendes evne til at bruge de sociale medier og hendes erfaring med at skabe events, der engagerer folk, er noget, vi ser frem til at bruge i vores arbejde, siger han.

At forstå handelslivets udvikling

Fredericia Shopping har i flere år arbejdet med at styrke byens handelsliv og skabe et attraktivt shoppingmiljø. En vigtig del af dette arbejde er at have en tæt relation til byens butikker og et godt kendskab til detailhandlens udfordringer og muligheder. Lotte Fenneberg, med sine mange års erfaring fra Matas og hendes rolle i Brobygning Middelfart, er den rette person til at videreføre dette arbejde.

– Det er vigtigt at forstå udviklingen i handelslivet. At have erfaring fra detailhandlen og en god relation til byens butikker er noget, vi vægter højt. Det er netop det, Lotte bringer med sig. Hun har et godt kendskab til, hvordan man kan skabe en tæt dialog med butikkerne, og det er centralt i den rolle, hun nu skal udfylde, siger Jesper Hansen.

Han understreger, at det ikke kun handler om at tiltrække flere kunder til butikkerne, men også om at skabe en samlet oplevelse, der engagerer både lokale og turister. For Hansen er det afgørende, at Fredericia bliver en by, hvor man ikke kun handler, men også oplever noget ekstra – noget, der gør, at folk får lyst til at komme tilbage.

– Folk vil have shoppingoplevelser, når de besøger vores by. Det handler om at sørge for, at de føler sig velkomne og har lyst til at komme igen. Lotte har en klar vision om at udvikle Fredericia som et levende handelscentrum, og det er præcis den tilgang, vi har brug for, siger Hansen.

En fremtid med fokus på synlighed og engagement

Lotte Fenneberg har allerede nu haft en positiv indflydelse på Fredericia Shopping, og Jesper Hansen ser frem til, at hun kan spille en central rolle i at videreudvikle byens handelsmiljø. I en tid, hvor nethandel er en stor konkurrent, er det endnu vigtigere at tænke i nye veje og skabe en shoppingoplevelse, der adskiller sig fra det digitale univers. Fennebergs erfaring og resultatorienterede tilgang vil være en værdifuld ressource i denne proces.

– Vi er glade for, at vi har fundet den rette person i Lotte. Vi ser frem til, at hun kan hjælpe os med at tage Fredericias handelsliv til det næste niveau, afslutter Jesper Hansen.

Politikere godkender ny budgetprocedure for de kommende år

0

Fredericia Kommunes magtfulde Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt budgetproceduren for 2026-2029, som vil udmønte andet år i det toårige budgetforlig for 2025-2028. Denne beslutning kommer efter en grundig gennemgang af den økonomiske planlægning for Fredericia Kommune, som har til formål at sikre en effektiv og forudsigelig proces for de kommende års budgetter.

Borgmester Christian Bro (A) bakker op om den justerede budgetproces og understreger, at den ændrede struktur vil medføre en mindre omfattende proces i forhold til tidligere år.

– Vi nikker jo til oplægget for budgetprocessen, fordi der ikke skal fremstilles så meget forarbejde som tidligere, netop fordi det er et toårigt budget. Der er selvfølgelig udfordringer, vi skal være opmærksomme på, men vi skal ikke gentage processen fra sidste år, som havde sine kritikpunkter, siger Christian Bro.

I budgetforliget for 2025-2028 blev der allerede vedtaget besparelser for budgetåret 2026, som skaber et råderum til udmøntning, og derfor forventes der ikke behov for et sparekatalog før budgetforhandlingerne for 2026-2029. Dette betyder, at budgetprocessen vil være mindre omfattende end normalt, men der vil stadig være fokus på de nødvendige tilpasninger og justeringer.

– Formelt skal der stadig vedtages et budget i byrådsalen, men vi har overvejet den proces, vi havde sidste år, som blev kritiseret af nogle. Det blev primært kritiseret for de spareforslag, der blev fremlagt, og mange af dem blev jo ikke gennemført, forklarer Bro.

En mere effektiv budgetproces

Da budgetprocessen for 2026-2029 udgør en forlængelse af forliget for 2025-2028, vil den primært omfatte tekniske justeringer som følge af ny lovgivning, byrådsbeslutninger, og eventuelle ubalancer, der måtte blive identificeret i opfølgningen af budget 2025. Bro påpeger, at det vil være en mindre proces end tidligere, men det betyder ikke, at kommunen overser vigtige økonomiske faktorer.

– Selv om vi har et toårigt budget, skal vi stadig være opmærksomme på de kommunale nøgletal og sikre, at alle nødvendige justeringer bliver taget op i budgetseminarerne. Det er en ny proces for os, og vi skal være opmærksomme på, hvordan vi kan gøre den mere effektiv, siger borgmesteren.

Selvom budgetseminarerne vil få et reduceret omfang, vil de stadig spille en central rolle i at fastlægge de økonomiske rammer for det kommende års budgetter. Der vil være fokus på at tage stilling til eventuelle udvidelsesbehov som følge af ubalancer samt konsekvenserne af Økonomiaftalen for 2026.