Sort is lukker motorvej – kun ét spor åbent

0

Sort is har mandag formiddag ført til to lastbilulykker på kort tid på motorvejen mellem Vejle og Hedensted. Ifølge Sydøstjyllands Politi er uheldene sket inden for 500 meters afstand i nordgående retning kort efter afkørsel 59 Hornstrup. Det første uheld indtraf klokken 09.55, det næste klokken 10.31.

Der er alene tale om materielle skader.

Motorvejen er fortsat påvirket af uheldene. Der er aktuelt kun ét spor åbent, og saltvogn samt skiltevogne er på vej til stedet. Motorvejen vil i korte perioder være helt lukket, mens arbejdet står på.

Politiet oplyser, at der endnu ikke er en tidshorisont for, hvornår motorvejen kan genåbnes fuldt ud.

Bilister opfordres til at køre efter forholdene, respektere myndighedernes arbejde og være særligt opmærksomme på risikoen for sort is, som kan være vanskelig at opdage.

Blikfang-Optik inviterer til stort brilleevent – kunder får adgang til branchens lukkede univers

0

EVENTS. Den 12. marts forvandler Blikfang-Optik fra Erritsø bilhuset Kraft Biler til et midlertidigt brilleunivers. Her inviterer optikeren til eftermiddag og aften med leverandører, synsprøver, solbriller, hørebriller og noget godt til ganen.

Arrangementet foregår fra klokken 16.00 til 19.30, og ifølge optikerassistent Käthe Rützou Vedsted er ambitionen at give kunderne en oplevelse, man normalt kun finder på fagmesser. »Vi får næsten alle vores stelleverandører til at komme med hele deres sortiment. Der bliver bredt helt ud, så man kan gå rundt og kigge frit. Hvis ikke man kan finde noget deroppe, så finder man ikke briller nogen steder,« siger hun.

Ti leverandører deltager og medbringer langt flere modeller, end der til daglig er plads til i butikken i Erritsø. Netop pladsen er en del af forklaringen på, at eventet afholdes hos Kraft Biler. »Vi har slet ikke plads hernede i butikken. Og så giver det nogle mere uformelle rammer. Det bliver en eftermiddag og aften, hvor man kan komme, når det passer i tidsrummet, så man behøver ikke være der fra start til slut.«

»Det er næsten som en lille messe, bare for kunder,« siger Käthe Rützou Vedsted om brilleeventet hos Kraft Biler.

Men de ekstra kvadratmeter handler ikke kun om komfort. Ifølge Käthe giver de større rammer mulighed for at vise en bredde, som kunder normalt ikke får adgang til.

I hverdagen ser man som kunde kun et lille udsnit af det, der faktisk findes på markedet. »Når vi som butik tager på messe, er det jo kun for butikker og leverandører. Det er dér, vi ser hele kollektionerne, taler med producenterne og vælger, hvad vi vil have hjem. Det er ikke noget, almindelige kunder får lov at opleve. Her får de lidt den samme følelse af at kunne vælge og vrage og se noget, man måske ikke lige ser i alle typer butikker.« Hun understreger, at det handler om volumen og bredde. »Der findes jo mange hundrede stel inden for ét mærke, men vi må måske kun have 20 ad gangen i butikken. Det er jo ikke et stort udvalg at vælge imellem, når man tænker på, hvor meget der faktisk findes. Den 12. marts kommer leverandørerne med hele deres sortiment. Det er næsten som en lille messe bare for kunder.«

For mange kan det betyde, at man opdager former, farver eller brands, man ellers aldrig ville støde på i en almindelig butikshverdag. Ifølge optikeren giver det en helt anden frihed i valget. »Man får mulighed for at se noget, der ikke nødvendigvis står i alle butikker. Det er jo tit sådan, at hver enkelt butik er blevet fortalt oppefra, hvilke mærker de må have, og hvor mange stel de må tage ind. Her åbner vi det hele lidt op.«

Ud over briller og solbriller rummer dagen også en teknologisk nyskabelse. En af leverandørerne præsenterer såkaldte hørebriller – en løsning, der kombinerer syns- og hørekorrektion i én og samme enhed. Hørebriller har eksisteret før i tiden, men det her er en helt ny teknologi,« siger Käthe Rützou Vedsted og fortsætter: »Det har helt samme effekt som et høreapparat. Leverandøren kommer selv og fortæller om det og kan forklare, hvordan det fungerer i praksis.«

Der bliver samtidig mulighed for at få foretaget synsprøve på stedet. To af Blikfang-Optiks brillebusser holder klar ved Kraft Biler, så man ikke blot kan finde et stel, men også få tjekket synet og sat bestillingen i gang med det samme. »Man kan simpelthen slå det hele i ét smæk.«

Blikfang-Optik rykker ud af butikken i Erritsø og samler leverandører til brilleevent hos Kraft Biler.

Rammerne er desuden lagt an på, at det ikke skal føles som en traditionel butiksaftale. Der sørges for forplejning undervejs, så besøget kan tage den tid, det skal. »Hver kunde kan få noget at spise, og der kommer kage og øl og vand i den dur. Det skal være hyggeligt og uformelt.«

Blikfang-Optik har på forhånd sendt invitationer ud til 150 kunder, som hver må tage en ledsager med. Men ifølge Käthe Rützou Vedsted er ambitionen større end den faste kundekreds. »Vi vil gerne række længere ud. Det er ikke kun for dem, der allerede kommer hos os.« Dermed bliver arrangementet også et forsøg på at åbne butikken og branchen for flere. For optikerassistenten handler dagen i sidste ende ikke kun om stel og salg, men om oplevelsen. »Jeg håber, folk går derfra med en wow-oplevelse og opdager, hvor meget der faktisk findes at vælge imellem.«

Arrangementet er derfor åbent for alle interesserede, så længe man tilmelder sig. Det sker via mail på Kathe@blikfang-optik.dk, telefonisk på 75 92 95 35 eller ved personligt fremmøde i butikken i Erritsø. Man skal oplyse fuldt navn, telefonnummer og hvor mange personer man kommer.

Tilmeldingsfristen er den 26. februar.

Fyrværkeri årsag til sprængningslignende brag i Odense

0

Fyns Politi var natten til mandag massivt til stede i området omkring Ansgarsgade i det centrale Odense efter en anmeldelse om en mulig sprængning.

Den indledende efterforskning pegede på, at der havde været tale om en sprængning af en art. Ingen personer kom til skade, og området blev afspærret, mens politiet gennemførte undersøgelser.

Mandag klokken 02.26 oplyser Fyns Politi i en opdatering, at de er ved at være færdige med undersøgelserne på stedet.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at der har været tale om en form for kraftigt fyrværkeri, som blev bragt til sprængning.

Politiet fastholder samtidig vurderingen af, at hændelsen ikke har relation til den aktuelle konflikt i Odense og betegner sagen som en isoleret hændelse.

Efterforskningen fortsætter, men der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.

To sager om spirituskørsel i nat

0

Natten til mandag blev der registreret to tilfælde af spirituskørsel i Kolding. Klokken 00.40 standsede patruljen en varebil på Vonsildvej. Føreren, en 63-årig mand, blev sigtet for spirituskørsel.

Klokken 02.08 blev en personbil standset på Vejlevej ved Cirkle K. Her blev en 40-årig mand med ukendt adresse sigtet for spirituskørsel over det tilladte.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Syv klip og flere sigtelser ved færdselsindsats i Kolding

0

Sydøstjyllands Politi gennemførte lørdag aften en målrettet indsats mod gaderace og færdselsforseelser i Kolding. Patruljerne var blandt andet til stede på Toldbodgade, Vestre Ringgade, Vejlevej og Haderslevvej.

Under indsatsen blev der givet syv klip i kørekortet for hastighedsovertrædelser på Vestre Ringgade. Derudover blev der sigtet for kørsel med tågelys i klart vejr, manglende medbringelse af kørekort samt håndholdt mobiltelefon under kørsel.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

20-årig slået med knytnæve ved Monjasa Park

0

En 20-årig mand blev lørdag klokken 14.59 slået med en knytnæve i hovedet ved udebaneafsnittet på Monjasa Park på Vestre Ringvej i Fredericia.

Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Den 20-årige, som er fra København, kom ikke alvorligt til skade. Ifølge politiet overvejede han efterfølgende, om han ønskede at anmelde forholdet. Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget nogen sigtelse i sagen.

Regionen kalder dao i samråd efter fejl med post og kasserede prøver

0

REGIONEN. Region Syddanmark har indkaldt daos øverste ledelse til et møde efter en række problemer med levering af brevpost til regionens sygehuse.

Problemerne er konstateret i uge 6 og har blandt andet medført, at diagnoseprøver fra borgere er blevet kasseret. Samtidig har der været mulige brud på persondatasikkerheden.

Den 18. december 2025 overtog dao opgaven med at levere fysiske breve for Region Syddanmark fra PostNord. Siden overgangen har flere sygehuse og patienter oplevet udfordringer med manglende brevleveringer i varierende grad, oplyser regionen, som samtidig understreger, at sygehusene har procedurer til at håndtere den type problemer.

I uge 6 konstaterede flere syddanske sygehuse dog, at dao havde afleveret sække med brevpost på offentligt tilgængelige steder, blandt andet på gulvet i en forhal. Det strider ifølge regionen mod de leveringsaftaler, der er indgået.

Konsekvensen har været, at diagnoseprøver har måttet kasseres, og at der har været risiko for brud på persondatasikkerheden, da forsendelserne typisk indeholder følsomme oplysninger som helbredsdata. Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at de mulige sikkerhedsbrud er blevet udnyttet, men hændelserne er alligevel anmeldt til Datatilsynet.

Koncerndirektør Kurt Espersen lægger ikke skjul på utilfredsheden.

»Det er uacceptabelt, at dao ikke har levet op til de leveringsaftaler, vi har med dem. De har fået udleveret adgangskort, så posten kan indleveres steder, der ikke er offentligt tilgængelige. Så dur det ikke, at posten bliver smidt i en forhal, hvor der ikke er bemanding i weekenderne. For det første fordi diagnoseprøverne risikerer at blive for gamle og derfor skal kasseres, hvilket er en stor ulempe for vores patienter. For det andet fordi brevene kan indeholde følsomme personoplysninger. Vi har derfor indkaldt daos øverste ledelse til et møde, så vi én gang for alle kan få løst de problemer, som er opstået.«

Indtil problemerne er løst, har sygehusene indført midlertidige tiltag. Det kan blandt andet være, at personale går ekstra postrunder de steder og på de tidspunkter, hvor dao tidligere har placeret postsække. Derudover er medarbejdere instrueret i at gennemgå forkert leverede diagnoseprøver og informere de berørte borgere direkte eller via sundhed.dk, hvis prøver må kasseres og skal tages igen.

»Indtil vi er sikre på, at dao har løst problemerne, bliver vi nødt til at forsøge at begrænse konsekvenserne. Jeg ville ønske, det ikke var nødvendigt, da vores medarbejdere har nok at se til i forvejen, og de ekstra ressourcer, der skal afsættes, medfører også ekstra omkostninger for os. Men af hensyn til både patientsikkerhed og persondatasikkerhed er der desværre ingen vej udenom. Men jeg håber og forventer bestemt, at dao løser disse leveringsproblemer hurtigt«, siger Kurt Espersen.

Massiv politiindsats i det centrale Odense

0

Fyns Politi er søndag aften massivt til stede i det centrale Odense omkring Ansgarsgade. Det oplyser politikredsen i en myndighedsmeddelelse klokken 19.29.

Ifølge politiet er der »en del patruljer« i området, hvor der i øjeblikket er spærret af.

»Situationen er under kontrol, og der er ingen fare for beboere eller borgere i området. Vi håndterer en politiforretning og har spærret af. Respekter afspærringen og politiets anvisninger. Vi melder ud, når vi ved mere«, oplyser Fyns Politi.

Det er endnu uklart, hvad indsatsen konkret drejer sig om.

Politiet forventer at melde yderligere ud, når der foreligger flere oplysninger.

Birksø tilbage på Monjasa Park med point mod topholdet

0

Valdemar Birksø stod i centrum, da FC Fredericia holdt Superligaens førerhold fra AGF fra fadet i en anden halvleg under massivt pres. I kulden på Monjasa Park taler han om samarbejde, mod og troen på, at fire point i to kampe ikke er tilfældigheder, men begyndelsen på noget.

Kulden fra Monjasa Park sad stadig i kinderne, da Valdemar Birksø trådte ind i spillertunnellen. Den slags kulde, der ikke bare handler om temperatur, men om intensitet. Om 90 minutter, hvor hvert indlæg føles tungere end det forrige, og hvert sekund i overtiden varer en anelse længere. Godt 95 minutter tidligere fik han blomster og blev budt velkommen hjem på Monjasa Park. Nu havde han sammen med sit hold kæmpet sig til 1 vigtigt point mod rækkens førerhold.

Valdemar Birksø modtager blomster og en varm velkomst fra de unge fans på Monjasa Park, hvor keeperen blev hyldet i sin første hjemmekamp tilbage i Fredericia-trøjen.

Han rækker hånden frem for at hilse høfligt, han smiler og ligner en målmand, der har været igennem noget, men ikke er færdig med at tænke over det.

»Vi er glade. Jeg er super tilfreds. Selvfølgelig tror man på, at man på, at man vil tage point, men fire point fra de første svære kampe, havde jeg måske ikke regnet med, inden vi gik i gang. Det er dog fedt. Men jeg synes også, at vi har leveret noget. Tre gode halvlege. Vi spiller totalt op med AGF, specielt i første halvleg, og så kommer vi under et tryk i løbet af anden halvleg. Det er vel også fair nok. Det er top mod bund i Superligaen. Så jeg synes bare, det er fedt, at holder stand og kæmper heroisk for hinnaden.«

Han siger det i én bevægelse, som om kampen stadig løber i ham. For ham handler det ikke kun om pointet. Det handler om, at Fredericia ikke bare overlevede, men deltog.

Første halvleg var modig. Fredericia gik højt, turde spille, turde presse. Anden halvleg blev en anden fortælling. AGF overtog territoriet. Hjørnesparkene kom i bølger. Indlæggene blev flere. Tempoet blev højere.

Det var her, Birksø trådte frem.

»Det er hektisk, men det er jo sindssygt fedt. God atmosfære. Folk de kriger. Det kan godt være, jeg har nogle gode redninger, men forsvaret har også nogle virkelig vigtige blokeringer, du måske ikke lige lægger mærke til. Jeg husker også én i sidste kamp mod Vejle. Folk snakker slet ikke om det, men den ligger direkte i kassen, hvis Kudsk ikke blokerer afslutningen. Det er sindssygt fedt at spille på sådan et hold, og jeg synes, vi har fundet ind i et godt samarbejde.«

Han insisterer på kollektivet. På at redninger og blokeringer er to sider af samme sag. På at det, der ligner individuelle præstationer, i virkeligheden er strukturer.

Der var øjeblikket, hvor Patrick Mortensen dukkede op midt for mål. Der var hovedstødet ved bagerste stolpe. Der var afslutningerne, der ændrer kampe. Birksø nåede ned. Eller fik en hånd på. Eller så bolden stryge forbi.

Straffesparket var en anden historie. Kristian Arnstad sparkede fladt mod venstre. Birksø gik den rigtige vej. Alligevel gled bolden under ham. Han sukker ikke, da situationen bliver bragt op. Han analyserer.

»Jeg havde kigget lidt på nogle af de tidligere straffespark, han har sparket. Så det er bare ærgerligt, at jeg næsten er nødt til at sige, at der ikke er lidt mere kvalitet i sparket. Jeg kan ikke forvente, at den kommer dernede. Det er jo sådan, det er på straffe. Det er uheldigt.«

Det er en målmands paradoks. At læse situationen korrekt og alligevel stå tilbage uden redning. At gøre det rigtige og stadig blive passeret.

Alligevel er der ingen bitterhed i ham. Pointet står fast.

»Et point havde jeg taget inden kampstart. Det vil jeg godt være ærlig og indrømme. Et point er fantastisk. Men jeg er ligeså meget tilfreds med præstationen, og specielt i første halvleg, at vi spiller op med dem, og det er en lige kamp. Vi har lige så mange store chancer, som de har. Det er jo sindssygt fedt.«

Der er noget ved måden, han siger det på. Som om det vigtigste ikke er, at AGF blev holdt fra en sejr, men at Fredericia spillede en kamp, hvor forskellen mellem top og bund ikke kunne måles i mod.

Kampen var også en hjemkomst. Birksø er tilbage på Monjasa Park. Tilbage i en klub, hvor han kender rummene, menneskene og lydene.

»Det er sindssygt dejligt at være tilbage. Jeg har glædet mig til at komme tilbage og spille her. Det føles jo bare som hjemme. Man kender jo det hele, så det er fedt.«

Fire point i to kampe giver luft. Men ikke ro.

»Det giver selvfølgelig god optimisme, det er klart, men uanset hvordan de er gået, så bliver vi nødt til at have optimismen og tro på os selv, for at vi kan holde os inde i kampen og kæmpe med om at overleve.« Optimisme er ikke en følelse for ham. Det er en beslutning. Næste uge venter Randers. Endnu en kamp, hvor Fredericia på papiret ikke er favoritter.

»Det er jo en dygtig modstander, meget solid nede bagi. Jeg synes, at de lukker ikke mange mål ind, men de har måske haft lidt svært ved at score mange mål. Så det bliver en sindssyg fed opgave. Jeg glæder mig til at komme derop og se, om vi kan byde dem op til dans.«

Han smiler igen. Ikke bredt. Ikke triumferende. Bare som en målmand, der ved, at han gik den rigtige vej. Og at det nogle gange er nok til at bygge videre.

Læs også

Søndagsfortællinger: Stig Andresen

0

Der findes arbejdsliv, som forsvinder i CV’er og stillingsbetegnelser, og så findes der arbejdsliv, der bliver en del af et bybillede. Ikke fordi de råber op om sig selv, men fordi de bliver ved. Fordi de holder. Fordi de over tid får en form, der ligner stabilitet. Stig Andreasen har drevet Andresens VVS i 25 år. Det er længe nok til, at en virksomhed ikke længere kun er et foretagende, men et spor. Et spor i en by, hvor relationer ofte varer længere end konjunkturer.

Han er født på Sct. Joseph, opvokset i Storgården og siden på Honorésvej. Han beskriver sin barndom uden dramatik, men med den selvfølgelighed, der følger med et liv, der har haft sin akse samme sted:

»Vi boede jo lige op til volden og ned til stranden, og hvis man ville vide, hvor de andre drenge var, så gik man bare op og kiggede over ved kasernen, for der spillede vi alle sammen fodbold. Der var jo ikke mobiltelefoner, man skulle ikke koordinere noget, man vidste bare, at fællesskabet var der.«

Vejen ind i VVS-faget kom ikke af en livsplan, men af en tilfældighed, som mange af de væsentlige valg i et liv gør.

»Jeg skulle egentlig i praktik som tømrer, men så mødte jeg en, jeg kendte, som sagde: Du skal ikke være tømrer, du skal være VVS’er. Og så gjorde jeg det. Det var ikke, fordi jeg havde tænkt stort over det, men da jeg først kom i gang, syntes jeg, det var et spændende fag, fordi man kunne se, hvad man havde lavet. Rørene var synlige, installationerne gav mening, og der var en udvikling i branchen, som gjorde, at man hele tiden lærte nyt.«

Han blev udlært i 1980, arbejdede sig gennem en række virksomheder i Fredericia-området og Sønderjylland, oplevede afdelinger lukke og ejere forsvinde, og lærte undervejs det, han i dag kalder det vigtigste: sammenholdet.

»Det sociale betød mere, end man måske forstod dengang. Vi var lærlinge sammen, vi stod på byggepladser sammen, vi kørte service sammen, og man oplevede, at man faktisk var en del af noget, der lignede en familie. Det tror jeg har betydet mere for mig, end jeg var klar over på det tidspunkt.«

Springet til selvstændig kom i 2001. Ikke ud af storstilet iværksætterdrøm, men ud af en konkret situation og en samtale ved køkkenbordet.

»Jeg var ikke helt enig med min daværende arbejdsgiver om retningen, og så sagde min kone, at hvis jeg alligevel skulle arbejde så mange timer et andet sted, så kunne jeg lige så godt arbejde for mig selv. Det lyder jo enkelt, men det var det ikke. For vi lånte penge i huset for at få en startkapital, vi købte biler, vi ansatte folk, og jeg kan tydeligt huske følelsen af at stå der med tre biler og tre mand og tænke: Nu har vi sat det hele på spil. Kommer det til at gå?«

Han tøver ikke, da han beskriver den tid.

»Jeg var nervøs. Det er der ingen grund til at pakke ind. Det var ikke sådan en romantisk iværksætterhistorie, det var mere en fornemmelse af, at hvis det her ikke lykkes, så falder det hele. Derfor arbejdede jeg 60-70 timer om ugen de første år, for man har hånden på kogepladen hele tiden, og man ved, at hvis man slipper, så kan det blive dyrt.«

Alligevel er det ikke modgangen, han dvæler mest ved, men vedholdenheden.

»Der var et år, hvor vi lavede underskud, fordi vi byggede på Gamle Andevej, og jeg troede, jeg kunne styre det hele selv. Det lærte jeg af. Men generelt synes jeg faktisk, det er gået godt. Ikke fordi det har været let, men fordi vi har holdt fast.«

Når han taler om virksomhedens 25 år, taler han ikke om omsætning eller ekspansion, men om mennesker.

»Jan startede tre dage efter mig, og han har 25-års jubilæum. Vi har haft folk, der har været her i 20 og 21 år. Det er jeg faktisk stolt af. For jeg tror, hvis man behandler folk ordentligt og giver dem ansvar og frihed, så bliver de. Det er ikke, fordi vi har en hemmelig formel, men vi prøver at være redelige.«

Det er et ord, han vender tilbage til: redelighed.

»Noget af det, der har overrasket mig mest gennem årene, er, hvor mange i Fredericia der holder deres ord. Når man laver en aftale, så er det en aftale. Det betyder meget i en branche, hvor man ofte arbejder på tillid og håndtryk. Selvfølgelig sker der fejl, og der er sygdom og udfordringer, men grundlæggende oplever jeg, at folk er ordentlige.«

Hans engagement stopper ikke ved arbejdspladsens port. Andresens VVS har gennem årene støttet både fodbold, håndbold og andre lokale initiativer.

»Jeg synes, det er vigtigt at bakke op. Ikke fordi man skal have sit navn frem, men fordi hvis ikke der bliver lagt penge og engagement i det lokale, så forsvinder det langsomt. Og jeg synes, det er værd at være stolt af, at vi har Superliga-fodbold og et stærkt håndboldhold. Det er en del af byens identitet.«

Samtidig ligger der en bekymring under overfladen. Manglen på lærlinge. De unge, der ikke finder vej ind i håndværket.

»Jeg hører tal om 400 unge i Fredericia, der står uden for uddannelse og job. Jeg tror, løsningen starter med praktik. At de kommer ud i 7., 8. og 9. klasse og ser, hvad vi laver, oplever kammeratskabet og hverdagen. For jeg kom jo selv ind i faget via praktik. Hvis man aldrig ser det, hvordan skal man så vælge det?«

Han fylder 66, men taler ikke om pension som en konkret plan.

»Jeg har ikke en hobby, der kan fylde tiden ud. Og min kone arbejder nogle år endnu, så jeg går ikke hjem, før hun gør. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne, men jeg har det fint med at være her.«

Når han bliver spurgt, om han ville have gjort noget anderledes, svarer han uden tøven:

»Nej. Selvfølgelig har der været bump, både i firmaet og privat. Men jeg ville ikke lave det om. Tingene er gået, som de gik, og jeg står her i dag og kan se tilbage på 25 år, hvor vi har skabt noget, der holder. Det er i grunden tilfredsstillende.«

Se hele det filmede interview med Stig Andreasen her.