TRAFIK. Vejret gav bilisterne kamp til stregen fredag morgen, hvor kraftig regn og blæst førte til flere færdselsuheld på motorvejsnettet omkring Fyn og Trekantområdet.
Fyns Politi meldte tidligt ud på det sociale medie X, at der var sket »flere færdselsuheld på MTV kort før Middelfart«. Vagtchefen tilføjede kort efter, at der også var »et færdselsuheld uden personskade kort før Ejby i vestlig retning«, og at der lå »vragrester på MTV og en del vand på kørebanen«.
Trafikken blev desuden påvirket af et uheld på E20 efter 57 Nørre Åby mod Jylland. Her var højre spor ifølge Vejdirektoratets oplysninger blokeret i morgentimerne, og oprydningsarbejdet betød, at både højre og midterste spor midlertidigt blev spærret. Klokken 08.46 var oprydningen afsluttet, og trafikken begyndte igen at glide.
Også mellem 55 Aarup og 56 Ejby blev der meldt om to solouheld tidligere på morgenen, og P4 Trafik oplyste, at der i flere tilfælde var »en del vragdele på kørebanerne«. De implicerede biler var dog hurtigt blevet fjernet til nødsporet, og oprydningen blev gennemført i løbet af morgenen.
Udover de mange uheld blev bilisterne også mødt af kraftig blæst, som påvirkede kørslen på flere broer. Vejdirektoratet advarede fredag morgen mod blæst på både den nye Lillebæltsbro, Svendborgsundbroen, Langelandsbroen og Storebæltsbroen. På sidstnævnte var det frem til klokken 12 forbudt at passere med påhængskøretøjer under 2,5 tons.
Blæsten ventes at aftage i løbet af eftermiddagen, men meldingerne kommer samtidig med, at Pinseferien står for døren. Vejdirektoratet forventer tæt trafik fredag eftermiddag og lørdag middag, og forudser, at 2. pinsedag bliver en travl hjemrejsedag på de danske veje.
Politiet opfordrer derfor alle trafikanter til at køre efter forholdene og være særligt opmærksomme i det våde og blæsende vejr.
Der er nu flere færdselsuheld på MTV kort før Middelfart. Kør forsigtigt. Bh. Vagtchefen #politidk
POLITIK. Omkring 100 mennesker samledes torsdag den 5. juni på Landsoldatpladsen i Fredericia, da Enhedslisten havde inviteret til demonstration i anledning af Al Naksa-dagen, der markerer starten på Israels besættelse af Gaza og Vestbredden i 1967.
Demonstrationen fandt samtidig sted på Grundlovsdag, hvilket både byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz og hovedtaler Mahmoud Ismail fremhævede. De understregede vigtigheden af at stå sammen og vise solidaritet med dem, der ikke nyder samme frihedsrettigheder, som man fejrer i Danmark på denne dag.
Arrangementet satte særligt fokus på de palæstinensiske børn, der lever under vanskelige forhold i Gaza og på Vestbredden. Byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz sagde blandt andet:
»Børnene vi er her for i dag, er ofte ikke engang navne på lister. De er reduceret til tal i nyhederne. Derfor er vi her i dag. For at insistere på, at deres liv betyder noget.«
Mahmoud Ismail, palæstinensisk aktivist og menneskerettighedsforkæmper, holdt en tale, hvor han læste essayet »Hvornår kommer far tilbage?« skrevet af den afdøde forfatter Refaat Al Areer. Det blev et stærkt øjeblik under arrangementet, hvor mange blev tydeligt berørte.
Demonstrationen blev mødt med opbakning fra flere forbipasserende, og deltagerne var enige om, at det var vigtigt at vise solidaritet med de palæstinensiske børn og opfordre til handling fra politisk hold.
Arrangementet inkluderede fællessange, oplæsning af digte samt aktiviteten »Hjerter og håb«, hvor deltagerne kunne skrive deres ønsker for Palæstinas børn på papirhjerter og fredsduer.
Cecilie Roed Schultz afsluttede arrangementet med at understrege betydningen af solidaritet og handling:
»I dag har vi givet stemme til de børn, der er blevet gjort tavse. Solidaritet er ikke noget, vi blot føler – det er noget, vi gør.«
KRIMI. Tyvene havde usædvanligt held med sig, da de tirsdag gik målrettet efter personalets ejendele på Hotel Trinity ved Fredericia. De slap ikke blot afsted med fem tasker fra hotellets personaleskabe – tyvene fandt også en bilnøgle i en af taskerne og tog derpå flugten i en sort Ford S-Max tilhørende en af de ansatte.
Fredag morgen lød der dog nye toner i sagen, da Sydøstjyllands Politi oplyste, at en mistænkt nu er anholdt, nemlig en 43-årig kvinde fra Vejle Kommune.
Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fredag morgen.
Den sorte Ford S-Max, der blev meldt stjålet fra hotellets parkeringsplads, blev torsdag aften genkendt af opmærksomme betjente på Højbanetorvet i Vejle. Patruljen gik hurtigt til værks og fik her kontakt med en person ved køretøjet. Det viste sig at være den 43-årige kvinde, som politiet derefter kunne anholde på stedet.
»Vi har lige nu en siddende anholdt, som blev truffet på Højbanetorvet i Vejle. Der ser vi den her brugsstjålne bil, som blev stjålet fra Trinity, og træffer en person i forbindelse med køretøjet, som vi foretager anholdelse af og sigter for brugstyveri og for tyveri fra de her skabe,« forklarer Arno Rindahl Petersen.
Anholdelsen af kvinden fandt sted klokken 21.50 torsdag aften. Fredag morgen sidder hun fortsat tilbageholdt hos politiet i Vejle, hvor efterforskerne arbejder på at få klarlagt kvindens rolle og omfanget af hendes involvering i tyveriet på Hotel Trinity.
Selvom kvinden sidder anholdt og er sigtet i sagen, er det på nuværende tidspunkt ikke planen at fremstille hende i grundlovsforhør, lyder vurderingen fra politiet.
»Jeg tror ikke, hun skal fremstilles lige sådan umiddelbart, det er i hvert fald det, jeg har hørt fra efterforskningen. Men det bliver sådan en ‘jeg tror’,« understreger vicepolitiinspektøren.
Politiet fortsætter efterforskningen og arbejder nu på at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved tyveriet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Mens det meste af Fredericia lå mørkt hen, var Sydøstjyllands Politi natten til fredag ude at patruljere byens gader som led i deres almindelige, opsøgende politiarbejde.
Under patruljeringen omkring klokken 01.42 natten til fredag blev politiets opmærksomhed pludselig fanget af en noget usædvanlig observation ved Kongens Port. Her havde betjentene fået øje på en 31-årig mand fra Fredericia Kommune, som havde et el-løbehjul med sig. Men det var hverken tidspunktet eller løbehjulet i sig selv, der fik betjentene til at reagere.
På sadelpinden af det elektriske løbehjul var der nemlig fastmonteret en kniv med en bladelængde på under 12 centimeter.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller fredag morgen nærmere om episoden:
»Ude for Kongens Port fredag klokken 01.42 har vi kontakt til en person på et løbehjul. Og på en sadelpind på et el-løbehjul er der ligesom sat en kniv fast med en bladelængde på under 12 centimeter. For overtrædelse af knivloven sigter vi en mand på 31 år fra Fredericia Kommune,« forklarer han.
Hvordan kniven præcist var monteret på løbehjulet, eller hvorfor manden overhovedet havde en kniv med sig på et el-løbehjul, har vicepolitiinspektøren ikke detaljer om. Men knivloven er klar – knive må ikke medbringes på offentlig grund uden et anerkendelsesværdigt formål.
Politiets patrulje tog derfor ingen chancer, og den 31-årige mand måtte således tage imod en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Men natten sluttede ikke her for politiets patruljer. Kort tid efter, klokken 02.26, var betjentene på gaden ved Prangervej. Her faldt deres opmærksomhed på en anden mand, denne gang en 32-årig fra Fredericia Kommune.
Betjentene vurderede hurtigt, at mandens opførsel gav anledning til en visitation, og deres fornemmelse viste sig at være helt korrekt. På manden fandt de nemlig lige under 30 gram hash – nærmere bestemt 29,87 gram, som blev beslaglagt på stedet.
Også den 32-årige mand måtte modtage en sigtelse, denne gang for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.
Derudover fik politiet torsdag aften et gennembrud i sagen om tyveriet fra personaleskabene og den stjålne bil ved Hotel Trinity. Læs mere om det herunder.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.
Medlem af Sundheds- og Fritidsudvalget, Poul Fremmelev, skriver i et læserbrev om sine begrundelser for ikke, at støtte et boksestævne i Kolding. Hovedårsagen er, at ”det ikke kan være sundt, at nogen slår på hinanden”. Det kan jo umiddelbart være rigtigt nok, men det er for forenklet.
Personligt har jeg altid været fascineret af boksning. Det har jeg nok arvet fra min far, der som mange i hans generation var vokset op med, at følge den dygtige Koldingbokser, Donald Knudsen. Da jeg var ung var det bl.a. Dennis Holbæk og i dag er det bl.a. Jacob Bank.
Boksning er langt fra blot mennesker, der slå på hinanden. Det er en sportsgren der kræver en utrolig disciplin, vil man gerne være god, må man undvære meget, det kræver masser af træning, evne til at planlægge, tænke taktisk og lægge strategi. Historien om boksning er flydt med mennesker fra små og dårlige kår, der let kunne være kommet ud i noget skidt, men i stedet fik indhold, disciplin og respekt i deres tilværelse, via deres sport. Med den store indsat bliver de endda forbilleder for andre. Boksning kan i sjælden grad medvirke til, at bryde den negative sociale arv.
Boksetræningen er i sig selv gavnligt og man har også fået øjnene op for, at den f.eks. kan bruges af parkinsonpatienter. Så Parkinsonforeningen og Danmarks Bokse-Union samarbejder om at uddanne boksetrænere i Parkinson Boxing. Boksetræning hjælper med hastighed, krydsbevægelser, rotation i ryggen, balance, koordination, træning af finmotorik og stemmetræning.
Jeg har med god samvittighed stemt for, at støtte et boksestævne i Kolding.
Søren Rasmussen
Medlem af Sundheds- og Fritidsudvalget for Dansk Folkeparti
VEJRET. Fredag morgen står Danmark op til udbredt regn, der visse steder kan være kraftig og ledsaget af torden. Det viser DMI’s prognose, der gælder frem til lørdag morgen.
Regnvejret trækker ind over landet fra sydvest og vil især præge den nordlige del af Jylland, hvor der lokalt kan falde mellem 20 og 25 mm nedbør. Sidst på formiddagen klarer det dog op, og vi kan få lidt solglimt, men også spredte byger med risiko for torden. Temperaturen lander på mellem 12 og 17 grader. Vinden bliver tiltagende og stedvis op til kuling langs kysterne med kraftige vindstød.
Aftenen og natten bliver præget af vekslende skydække og enkelte byger, der fortsat kan være med torden. Temperaturen falder til mellem 8 og 13 grader, og vinden aftager gradvist.
Kølig pinse i vente
Lørdagen begynder flot med perioder med sol, men om eftermiddagen vender bygerne tilbage fra sydvest. Temperaturen når op mellem 12 og 17 grader, så det bliver fortsat lidt køligt for årstiden.
Søndag, pinsedag, byder på mange skyer og udbredt regn med kraftige byger, der kan indeholde hagl og torden. Først hen på eftermiddagen klarer det lidt op vestfra, men enkelte byger fortsætter. Temperaturen vil typisk ligge omkring 15 grader, og vinden tager til fra nordvest.
Mandag, 2. pinsedag, tegner mere lovende med nogen eller en del sol og kun få byger. Den sydligste del af landet får dog i perioder mere skyet vejr. Temperaturen holder sig omkring 15 grader, og vinden aftager i styrke.
Det bliver altså samlet set en våd og lidt blæsende pinse. Prognoserne antyder, at der samlet set kan falde mellem 15 og 40 mm nedbør frem til mandag aften, dog kun mellem 5 og 10 mm på Bornholm.
Pinsesolen må derfor springe sin traditionelle dans over i år.
BUSINESS. Der er gode nyheder på vej til området omkring Hvidbjergvej 33 i Høll. Grundejerforeningen for Hvidbjerg, Høll og Mørkholt kan nu fortælle, at Taio og Camilla har købt grunden, hvor de vil gøre drømmen om et nyt og lækkert ishus til virkelighed.
I første omgang skal grunden ryddes, så byggeriet af ishuset kan begynde. Det nye ishus skal være friskt, indbydende og klar til solrige sommerdage.
Senere vil Taio og Camilla også bygge et sommerhus på matriklen, så området får endnu mere at tilbyde.
Grundejerforeningen glæder sig over initiativet og ønsker parret tillykke med købet. Lokale beboere ser allerede frem til at kunne nyde en is i det nye sommerparadis.
BUSINESS. Fredericia Havn slog i maj måned en ny imponerende rekord, da hele 15.265 TEU (containere) blev håndteret. Dermed passerede havnen milepælen på 15.000 TEU for første gang nogensinde.
Den flotte rekord skyldes ifølge ADP – Associated Danish Ports et stærkt samarbejde med blandt andet Fredericia Shipping, rederier, speditører og erhvervslivet i regionen.
Fredericia Havn er blevet et centralt knudepunkt for containergods ind og ud af Danmark, og udviklingen fortsætter positivt.
Havnen ser allerede frem mod flere rekordmåneder i den nærmeste fremtid.
POLITIK. Det var ikke helt til at forudsige vejret, da Fredericia torsdag eftermiddag samlede sig om den grønne plads ved Kulturkasernen. Skiftevis solstrejf og grå skyer trak henover pladsen, hvor lokale politikere og borgere havde valgt at fejre Grundlovsdagen sammen. I år var arrangementet ikke kun en traditionel markering, men havde fået form som et mini-folkemøde, hvor man på tværs af politiske farver kunne diskutere demokrati, frivillighed og Fredericias fremtid. Samtidig blev dagen brugt som anledning til at sende en stille tanke til de mennesker i verden, som endnu ikke nyder de samme frihedsrettigheder, som vi fejrer denne junidag.
Netop friheden fyldte meget hos de fremmødte, og for Socialdemokratiets lokale folketingskandidat Maria Radoor var fejringen særlig betydningsfuld. Demokratiet havde fra barnsben været en grundlæggende del af hendes liv, hvor politiske diskussioner ved middagsbordet lærte hende at værne om de rettigheder og det ansvar, der følger med friheden.
»Jeg er født ind i en politisk familie, så det har altid været noget, vi har fejret. At vi som individer har en demokratisk stemme, og at vi tager del i et samfund, hvor vi selv har en rolle at kæmpe for. Det er fundamentalt, at vi har vores grundlov, og at vi fejrer den og viser, at det er noget, vi virkelig holder kært,« fortalte Radoor, der også pegede på nødvendigheden af at beskytte demokratiet mod kræfter, som ønsker at indskrænke borgernes rettigheder.
»Vi kan se i mange lande, at rettighederne bliver rullet tilbage. LGBT+ mister rettigheder, og kvinder mister retten til fri abort. Derfor er det vigtigt, at vi også viser, at vi fejrer grundloven helt lokalt i alle byerne og landsdækkende. Demokrati er noget, der konstant skal værnes om.«
Plænen var iklædt flere partifarver, da de politiske partier havde taget opstilling med telte og bannere ved Kulturkasernen.
Hos SF’s spidskandidat Malene Søgaard-Andersen var stemningen livlig og mangfoldig, selvom vejret undervejs fik enkelte deltagere til at forlade arrangementet lidt tidligere end planlagt. Hun oplevede især en vigtig dialog mellem forskellige mennesker, der gav demokratiet liv og perspektiv.
»Der har været en virkelig god stemning med mange forskellige mennesker. For mig handler det om at huske, at vi skal være stolte af, at vi kan ytre os frit og samles uden frygt. At vi kan elske og gifte os med den, vi holder af, uden hensyn til køn. Desværre er det ikke sådan alle steder i verden,« sagde Malene Søgaard-Andersen, der også trak tråde til sin hverdag som skoleleder, hvor hun netop havde fortalt eleverne om grundlovens betydning.
»Når man står og forklarer, hvad grundloven egentlig er, bliver man rørt. Det er noget helt særligt, at vi er sikrede basale rettigheder. Det betyder, når jeg selv er politisk aktiv, at jeg har ret til at ytre mig frit,« sagde hun.
Dialog på tværs styrker lokaldemokratiet
Christian Jørgensen, spidskandidat for Liberal Alliance, fremhævede særligt vigtigheden af at mødes på tværs af politiske skel. For ham var dagen et levende bevis på, at dialog og forskellighed er fundamentet for et sundt lokaldemokrati.
»Man bliver ikke klogere af kun at lytte til mennesker, man er enig med. At vi her repræsenterer hele spektret og lytter til hinanden, giver en bredere forståelse. I lokalpolitik ønsker alle jo gode plejehjem og gode skoler. Vi har udfordringer på velfærdsområdet, men vi har også et kæmpe potentiale. Vi skal gå herfra med tro på fremtiden – for Fredericia kan godt,« sagde Jørgensen, der også satte pris på debattens mange nuancer.
»Der har været en hyggelig og positiv stemning. Og i debatterne har man tydeligt kunnet høre forskellene. Gudskelov for det, for det er jo netop demokrati,« understregede han.
Der var også en livlig debat, da emnet frivillighed i Fredericia rundede dagen af.
Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti delte Jørgensens tanker om værdien af dialog på tværs af partierne. Han var også begejstret for den gode stemning og det potentiale, arrangementet tydeligt viste, selvom han med et smil også bemærkede, at han måske foretrak, at Grundlovsdagen og folkemødet blev adskilt fremover.
»Det har været et hyggeligt arrangement, og vi har haft en rigtig god dag. Dem, der har været her, har fået meget ud af det, og vi er virkelig glade for at være en del af det. Det er lidt sjovere at snakke politik, når det foregår sammen med andre partier,« sagde Rachlitz Nielsen, der samtidig understregede vigtigheden af at være tilgængelige for borgerne.
»Hvis vi skal have flere til at interessere sig for politik, må vi være steder, hvor folk kan møde os. Her møder vi borgerne på tværs af partierne, og derfor håber jeg også, at flere vil dukke op næste gang. Det er vigtigt, at vi ikke sidder og gemmer os derhjemme eller på rådhuset. Vi har i hvert fald haft en rigtig god dag.«
»Der har været rigtig mange forbi og smage vores kager og kaffe. Det har været skide hyggeligt,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen (C), mens han pegede hen mod den grønne vogn.
Flere politikere nævnte netop, at arrangementet fortsat har potentiale til at vokse. Maria Radoor understregede, at man kunne blive endnu bedre til at få flere med, også dem som ikke nødvendigvis er politisk engagerede, men blot ønsker at fejre demokratiet.
»Det kunne være fantastisk, hvis 200 mennesker kom og deltog. Der er plads til forbedring. Vi vil gerne have en masse glade mennesker med, som kommer for at fejre demokratiet og hygge sig sammen. Det er en opfordring til, at vi får det bredere formidlet ud de næste år,« sagde Radoor.
Malene Søgaard-Andersen pegede også på, hvordan Kulturkasernen som ramme for et folkemøde har udviklet sig positivt.
»Det er andet år, vi holder grundlovsarrangement her, og det er allerede vokset betydeligt i forhold til sidste år. Her er stort potentiale,« sagde hun og fremhævede værdien af at mødes:
»Når vi hører forskellige meninger, kan vi bedre acceptere, at vi tænker forskelligt. Vi kan diskutere stille og roligt på et oplyst grundlag, og det gør en stor forskel.«
Frihedens betydning i en verden præget af konflikt
Grundlovsdag var samtidig en anledning til at huske, at rettigheder, vi måske tager for givet i Danmark, langt fra er en selvfølge alle steder i verden. Tommy Rachlitz Nielsen fremhævede betydningen af at værdsætte friheden, særligt i en tid med konflikter tæt på os.
»Grundlovsdag betyder alt for mig. Det er demokratiets og frihedens festdag. Især i disse år med krig i Europa føles det helt særligt at kunne stå her som frit menneske og debattere politik. Vi bør sende en tanke til dem, som ikke har de samme frihedsrettigheder som os,« sagde Rachlitz Nielsen.
Maria Radoor lod blikket hvile et øjeblik på børnene, der løb omkring på pladsen sammen med deres forældre, inden hun igen understregede, hvor vigtigt det er ikke at tage demokratiets skrøbelighed for givet.
»Som jeg nævnte tidligere, bliver rettigheder mange steder rullet tilbage. Derfor er det så vigtigt, at vi fortæller vores børn og unge, hvor afgørende det er at kæmpe for demokratiet,« sagde hun og fortsatte:
»Efter jeg selv blev mor, og verden på mange måder er gået amok, er det blevet endnu mere aktuelt for mig. Demokratiet er ikke en selvfølge.«
Efterhånden som arrangementet nåede sin afslutning, pakkede folk sammen og småsnakkede på vej ud. Mange gav udtryk for, at det havde været en god eftermiddag med vigtige debatter. Nu håber arrangørerne på, at endnu flere vil finde vej til Kulturkasernen næste år.
LEDER. Når danskerne den 5. juni fejrer grundlovsdag, er der atter en god grund til at minde om, at den danske grundlov trænger til et serviceeftersyn. Demokratiet har ændret sig, og penge har fundet vej ind til den demokratiske beslutningsproces på mange ubehagelige måder. Det sker både på nationalt og lokalt plan.
Staten skaber bogstaveligt talt sine egne penge. Når politikere vil have forskellige ting og sager, så kan de beslutte sig for, at borgerne skal til lommerne for at skaffe pengene til de politiske projekter. Selvom de sammen med embedsværket praktisk lader, som om det er deres penge, samt at det er gratis for den enkelte, så er det ganske enkelt løgn:
Hver og én beslutning ender i sidste ende med at koste tid for den enkelte borger, der bliver bedt om at arbejde for at aflevere en enorm stor andel af “udbyttet” til magtklassen.
Jo færre politiske beslutninger og projekter, desto mindre vil man reelt skulle arbejde i sit liv. Og omvendt: Jo mere politikerne vedtager, desto mere skal man bruge tilværelsen på at arbejde. Så meget, at mange politikere endda ynder at snakke om, at vi er værdifulde mennesker, hvis vi arbejder meget: Ja, så vi kan aflevere resultatet til dem, der selv lever temmelig mageligt. På Christiansborg er det ganske gratis at uddele penge til andre, for selv når inflationen slår til, kan man hæve sin egen indtægt.
Retssikkerheden i Danmark har det meget, meget dårligt. Staten (og dermed politikerne sammen med embedsfolkene) sikrer sig selv enorme ressourcer til at bekrige den enkelte borger eller virksomhed. Man stiller med nærmest ubegrænsede ressourcer til at overdynge samfundets ydere med krav om stort og småt. Yderne, skatteborgerne, må selv betale for deres forsvar. Og de er intet match for staten, der kan kaste alle ressourcer ind i “at få ret”, også selvom de ikke har det. Mange opgiver at forsvare sig selv, fordi det ikke kan betale sig. Der mangler ganske enkelt så meget retssikkerhed i den daglige sagsbehandling, at værdierne i det demokratiske rum er forsvundet.
Det er de værdier, der skal være repræsenteret i en grundlov.
Vi har brug for en ny grundlov. Den bør tage udgangspunkt i statens enorme magtmonopol. Derfor skal den især beskytte den borger, der er i centrum af en statslig proces. Der skal indbygges retsgarantier, der kan matche staten. Det skal være universelt. Uanset hvilken sagstype der er tale om, så skal prøvelsen af statens afgørelse være sikret og gratis. Det kan ikke nytte noget, at det er pengene, der bestemmer, hvilket forsvar man har. Den nuværende situation er en blankocheck til politikere og embedsfolk, der kan vedtage de mest horrible regler, fordi konsekvenserne er små for dem. Med en ny grundlov ville de være nødt til at overveje, om deres love strider mod disse værdifulde principper, og derfor kan komme til at koste dem dyrt i sidste ende.