19.5 C
Copenhagen
mandag 8. september 2025

Alvorlig trussel fik låst dørene på bosted

0

Fredag aften blev bostedet Kobbelgården i Fredericia mål for en alvorlig trussel, efter en person ringede og truede en beboer på stedet.

Truslen blev taget meget alvorligt, og personalet reagerede hurtigt ved at låse dørene og tilkalde politiet, hvilket sikrede sikkerheden for beboerne og medarbejderne på stedet.

Formanden for Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune, Søren Larsen (A), har rost personalet for deres professionelle håndtering af den alvorlige situation. I en udtalelse understreger han betydningen af personalets hurtige reaktion og deres opmærksomhed på sikkerheden for både beboere og medarbejdere.

– Personalet gjorde det rigtige; de kontakter politiet, låser alle døre og informerer de pårørende om, at dørene er låst på grund af en trussel. Politiet ankom, og sagen overgår derefter til en politisag. Medarbejderne på stedet er nu tilbudt krisehjælp, siger Søren Larsen, der blev informeret om sagen lørdag formiddag.

Det samme er resten af Senior- og Socialudvalget blevet. Orienteringen kom fra Henriette Graversen, der er koncernchef for social- og handicpaområdet.

Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der har været en hændelse på bostedet fredag aften, men de ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere yderligere. Det er derfor uklart, om personen bag truslen er blevet identificeret, anholdt eller sigtet. Politiets tavshed kan være en del af en fortsat efterforskning, der skal klarlægge de nærmere omstændigheder.

Kobbelgården er et længerevarende botilbud for personer over 18 år med vidtgående og varig funktionsnedsættelse heraf flere med forskellige tillægsdiagnoser som Downs, autisme, Prader- Villi syndrom og psykiske lidelser.

En person anholdt for spirituskørsel i færdselsuheld

0

Tidligt fredag formiddag klokken 09.49 skete der et færdselsuheld på Egtvedvej i Vejle.

Der var tale om en påkørsel bagfra, men uden personskade. Ifølge vagtchef Søren Lysbjerg fra Sydøstjyllands Politi har der heller ikke været alvorlige materielle skader i forbindelse med uheldet, og ingen af de involverede parter er kommet til skade.

Den ene part, en 20-årig person, blev anholdt på stedet under mistanke om spirituskørsel. Politiet har ikke offentliggjort yderligere detaljer om de nærmere omstændigheder, men uheldet har ikke ført til yderligere konsekvenser for trafikken på stedet.

SF burde have fulgt op på Sydtrafik-sagen

0

Næstformand i Teknisk Udvalg, Karsten Byrgesen, retter en skarp kritik mod SF i sagen om Sydtrafik, hvor en beslutning om at fjerne spilreklamer på busser ikke blev fulgt op.

I 2022 tog SF sagen om, at de vil have fjernet spilreklamer på busserne op i byrådet. Sagen blev sendt videre til Teknisk Udvalg, som ville sende den videre til Sydtrafik. Den henvendelse kom dog aldrig, og først nu, efter AVISEN skrev om sagen, er der rettet henvendelse til trafikselskabet.

Byrgesen mener, at SF burde have sikret, at sagen blev gennemført, da de selv var med til at fremføre forslaget og få det vedtaget i byrådet.

– Jeg ser det ikke som noget forfærdeligt, men jeg synes, det er underligt, at SF har valgt ikke at følge op på deres egen udtalelse. Det kan jeg konstatere, siger Byrgesen, som understreger, at det er en fælles opgave at sikre, at beslutninger, som er truffet af byrådet, bliver ført ud i livet.

Byrgesen pointerer, at politikerne ikke bare kan vende ryggen til en beslutning, når den er blevet vedtaget, men har en forpligtelse til at følge op og sikre, at den bliver effektueret.

– Jeg følger selv op på tingene. Jeg spørger, hvordan det går med at få afsluttet det ordentligt? Man kan som politiker ikke bare vende ryggen til og sige, at nu klarer resten sig selv. Hvis man gør det, kan der ske det, der er sket her, siger Byrgesen.

SF’s Connie Maybrith Eden mener ikke, at det var op til hende at følge sagen til dørs.

– Jeg har en forventning om, at når byrådet træffer en beslutning, så handler man også på det. Når byrådet giver det videre til fagudvalget, forventer jeg, at de følger op. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet. Så når det bliver overdraget, er det jo bare meningen, at det skal udføres, forklarer Eden.

En sag opdaget ved en tilfældighed

Sagen om Sydtrafik blev først opdaget, da AVISEN tilfældigvis gjorde opmærksom på, at beslutningen om at fjerne spilreklamerne ikke var blevet gennemført. Det finder Byrgesen stærkt problematisk:

– Det bør ikke være sådan, at det opdages tilfældigt, forklarer Byrgesen og påpeger, at det understreger behovet for bedre procedurer i kommunen.

Byrgesen er åben for at kigge nærmere på kommunens interne procedurer for at undgå, at lignende fejl sker igen. Han mener, at procedurerne burde være tilstrækkelige, men erkender, at der måske er behov for en skærpelse:

– Jeg tror, at procedurerne burde være på plads. Hvad der er sket i denne sag, ved jeg ikke, men der burde være systemer, der sikrer, at noget som dette ikke sker. Det er en meget uheldig situation, slutter Byrgesen.

Live: Topbrag i Middelfart

0

Klokken 14:00 går det løs på Middelfart Stadion, hvor det blåklædte hjemmehold møder Fremad Amager i et topbrag i 2. division.

Slagsmål i Vejle

0

Natten til lørdag, omkring klokken 00.55, udviklede en uoverensstemmelse mellem to personer sig til et slagsmål i Vissingsgade i Vejle.

Ifølge vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi var de to involverede mænd, en 18-årig og en mand i 20’erne, begge fra Vejle og kendte hinanden på forhånd.

Politiet blev tilkaldt til stedet, hvor de to personer var kommet op at toppes. Hvad der præcist førte til slagsmålet, har politiet ikke uddybet, men vagtchefen bekræfter, at de to parter havde haft en forudgående uoverensstemmelse.

Person fremstilles i Retten i Kolding

0

Lørdag formiddag, klokken 10.00, bliver en person fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding.

Personen er sigtet i en sag om trusler, men politiet har endnu ikke ønsket at oplyse nærmere detaljer om hændelsen.

Vagtchef Mads Flansmose fra Sydøstjyllands Politi udtaler, at politiet på nuværende tidspunkt ikke kan komme ind på de specifikke omstændigheder omkring sagen. Det er dermed uklart, hvad der præcist ligger bag sigtelsen, og om der er flere involverede parter.

Grundlovsforhøret i Retten i Kolding skal afgøre, om personen skal varetægtsfængsles.

Vil udfordre de etablerede giganter

0

Grøn Elforsyning er en relativ ny spiller på det danske energimarked, men med ambitionen om at udfordre de etablerede giganter.

Bag virksomheden står fire brødre – Helal Jan, Milad Safi, Abu Zarfi og Belal Jan – der har sat sig for at drive en forretning på deres egne præmisser. Deres rejse begyndte med en samtale om, hvorfor de ikke skulle sælge el på egne vilkår i stedet for andres.

– Vi har alle en baggrund inden for salg og ved, hvordan man sælger et produkt. Hvorfor skulle vi ikke sælge for os selv? lød tanken, som brødrene greb fat i. Idéen udviklede sig hurtigt til et større projekt, og de besluttede at springe ud i energibranchen – selvom det betød, at de skulle kæmpe mod markedets mest etablerede aktører.

Energibranchen er notorisk kendt for prissvingninger og kritiseres ofte for manglende gennemsigtighed. Ifølge brødrene er det et ry, de gerne vil udfordre, men de mærker også, hvordan de store konkurrenter forsøger at tegne et negativt billede af dem.

– Energibranchen har desværre et dårligt ry. Store prisudsving og beskyldninger om overpriser rammer ofte energiselskaberne, selvom det også handler om statens afgifter og netselskabernes omkostninger. Men regningen kommer fra os, og det er os, kunderne kigger på, forklarer de og fortsætter:

– Derudover er der ingen tvivl om, at man kan ikke lide, at sådan nogle ihærdige iværksættere som os klør på, får kunder og sælger produkterne til en god pris. Det irriterer markedets største aktører, der så går i medierne med en masse falske historie. Det er er ærgerligt, men vi har valgt at fokusere på vores egen forretning, og hele stræbe efter at tilbyde de bedste produkter og den bedste kundeservice.

Med det for øje har brødrene udformet et anderledes produkt, hvor kunden betaler den præcise pris, Grøn Elforsyning betaler på børsen – uden abonnement, tillæg eller gebyrer.

– Vi tjener ikke noget på dette produkt. Det er vores protest mod et marked, hvor man sjældent får fuldt indblik i, hvad man betaler for, understreger brødrene. For dem handler det om at sætte en ny standard, hvor kunden får en simpel og gennemskuelig løsning.

Fra Erritsø til Fredericias gågade

Grøn Elforsyning startede på Landlystvej i Erritsø, men efter blot et år rykkede de videre til store kontorlokaler ved Afkørsel 59 i Fredericia, og om lidt rykker de ind i den gamle Danske Bank-bygning i gågaden. Placeringen tættere på byen var et bevidst valg.

– Vi ville gerne være mere synlige og have en lokal tilstedeværelse i Fredericia, ligesom vi har i Odense og Aarhus, forklarer brødrene.

Bygningens historie var også en afgørende faktor.

– Det er en historisk bygning, og vi ser det som en del af vores værdier at videreføre historien her, fortæller brødrene. Flytningen handler dog ikke kun om bygningens charme.

– Med en central placering bliver det også nemmere for vores unge medarbejdere at komme til og fra arbejde, tilføjer de.

At starte et energiselskab kræver en lang række godkendelser, og processen har været mere omfattende, end brødrene havde forudset.

– Man skal godkendes af Energinet, men der er mange trin, der skal klares først. Havde vi vidst, hvor omfattende det ville være, havde vi måske tænkt os om en ekstra gang, indrømmer de. Alligevel ser de tilbage på processen som en lærerig oplevelse, der styrker deres mål om at skabe en forskel på energimarkedet.

I dag er målet klart for de fire brødre bag Grøn Elforsyning: De drømmer om at blive danskernes foretrukne energiselskab og ikke blot levere el, men også naturgas og andre energiløsninger. Med cirka 60 medarbejdere fordelt på kontorer i Fredericia, Odense og Aarhus har selskabet oplevet hurtig vækst.

– Vi har 25 ansatte alene i Odense, og samlet set er vi omkring 60,” fortæller de stolt. Samarbejdet som brødre giver både unikke fordele og udfordringer. Når man arbejder med sin familie, er der en grundlæggende tillid – man ved, at alle arbejder mod samme mål. Men vores tætte bånd betyder også, at vi kender hinandens styrker og svagheder, hvilket både kan skabe gnidninger og styrke effektiviteten, siger de.

Alligevel er de fire brødre enige om deres fælles vision: – Vi drømmer om at være Danmarks foretrukne energiselskab. Det er vores vision, og vi arbejder hver dag for at gøre den til virkelighed, afslutter de.

Grå lørdag med håb om sol

0

Danmark ligger i dag under et højtryk, der normalt ville bringe tørt vejr og solskin, men nu, hvor vi nærmer os november, ser vi en anderledes virkning. Dagen starter med tungt gråvejr og tæt tåge flere steder, hvor sigtbarheden nogle steder er helt nede på 100 meter, oplyser DMI.

Men der er en mulighed for, at skydækket kan brydes op i løbet af dagen. Solens kraft her i slutningen af oktober kan skabe en døgnrytme i vejret, hvilket betyder, at vi måske kan få glimt af blå himmel og sol i nogle områder. Det er dog en hårfin balance, og det er vanskeligt at sige præcist, hvor i landet solen vil titte frem.

Temperaturen forventes at ligge mellem 10 og 15 grader, men skulle solen bryde igennem, kan man lokalt nå op på 16-17 grader.

Uacceptabelt at vedtaget forslag ikke kom videre

0

SF’s Connie Maybrith Eden er ikke tilfreds. Det forslag, som hun havde stillet op at fjerne spilreklamer fra Sydtrafiks busser, var blevet glemt efter at det blev vedtaget.

Siden 2022 har Fredericia Byråd haft en klar målsætning om at fjerne spilreklamer fra Sydtrafiks busser. Forslaget blev stillet af SF’s Connie Maybrith Eden som en del af SF’s landsdækkende kampagne mod spilreklamer i det offentlige rum. Trods en enstemmig vedtagelse i Teknisk Udvalg er der endnu ikke sket noget, og reklamerne for pengespil pryder fortsat byens busser. For Eden og SF er det en alvorlig mangel på handling, der nu kræver en grundig gennemgang af kommunens procedurer.

“Det er uacceptabelt”

Connie Maybrith Eden lægger ikke skjul på sin frustration over, at der efter to år stadig ikke er sket noget i sagen. Hun mener, det er utilgiveligt, at en så vigtig beslutning ikke er blevet fulgt op.

– Jeg synes, det er virkelig uacceptabelt. Det er simpelthen utilstedeligt, at sagen ikke er rykket videre, siger Eden og slår fast, at det for hende handler det ikke kun om det praktiske, men om det principielle i at handle på politiske beslutninger.

Eden havde forventet, at forbuddet ville komme igennem uden hun skulle følge op på det selv.

– Jeg forventer, at når byrådet træffer en beslutning, så bliver den fulgt op. Når beslutningen overdrages til fagudvalget, så skal der handles. Det burde være en selvfølge, siger Eden.

Men den forventning er ikke blevet indfriet. Sagen har stået stille, og der er ikke kommet nogen konkret handling fra kommunens side.

Administrative fejl og manglende opfølgning

Ifølge René Olesen, Fredericia Kommunes direktør for vækst, teknik og klima, er sagen blevet forsinket af administrative fejl. Henvendelsen til Sydtrafik blev aldrig sendt, fordi sagen blev oprettet i kommunens system uden den sædvanlige advisering til den relevante fagafdeling. Denne fejl har medført, at forbuddet mod spilreklamer aldrig blev gennemført.

For Connie Maybrith Eden er det et symptom på en større udfordring i kommunens måde at følge op på politiske beslutninger.

– Jeg forstår simpelthen ikke, at det ikke er blevet gjort. Det virker sløset. Vi bliver nødt til at se på, om der er flere sager, der er blevet glemt. Vi må have en procedure, hvor der kommer en tilbagemelding, når en beslutning er fulgt op, siger hun.

Selvom denne sag ikke har direkte økonomiske konsekvenser, understreger Eden vigtigheden af at respektere princippet om at handle på politiske beslutninger.

– Det koster heldigvis ikke penge, men det er princippet, der tæller, forklarer Connie Maybrith Eden.

En del af en større kampagne

SF’s forslag var en del af partiets landsdækkende kampagne for at begrænse spilreklamer i det offentlige rum, særligt med fokus på at beskytte unge og sårbare grupper. Eden forklarer, at forslaget i Fredericia blev bragt op som en naturlig forlængelse af kampagnen, og hun havde forventet, at det ville blive fulgt op.

– Det var en del af vores kampagne mod spilreklamer. Derfor tog vi det op i byrådet. Jeg forventer, at når byrådet træffer en beslutning, så bliver den ført ud i livet, siger Connie Maybrith Eden.

Men to år senere er spilreklamerne stadig synlige, hvilket får Eden til at overveje, om der kunne være andre beslutninger, der ikke er blevet fulgt op.

Fremtiden for forbuddet mod spilreklamer i Fredericia

René Olesen har bekræftet, at kommunen nu har rettet henvendelse til Sydtrafik for at få sagen behandlet, og der forventes handling snart. Eden håber, at dette vil føre til en hurtig løsning, men påpeger samtidig, at sagen har afsløret et bredere problem i kommunens interne kommunikation og opfølgning på politiske beslutninger.

– Jeg forventer, at sagen bliver løst nu, men vi skal sikre os, at det her ikke sker igen, slutter hun.

Kommune erkender fejl med spilreklamer

0

Beslutningen om at fjerne spilreklamer fra busserne i Fredericia blev truffet allerede i september 2022, men to år senere er der stadig ikke sket nogen synlig ændring. Ny information fra Fredericia Kommunes direktør for vækst, teknik og klima, René Olesen, kaster nu lys over, hvorfor sagen er blevet forsinket. Det viser sig, at en formel henvendelse til Sydtrafik aldrig blev sendt.

René Olesen forklarer i en mail til AVISEN, at sagen, som skulle have været behandlet hurtigt, er blevet forsinket på grund af en intern fejl i den administrative proces.

– Jeg har nu fået det undersøgt og jeg kan ikke se, at vi har sendt noget til Sydtrafik. Det ligger ikke nogen henvendelse på sagen, skriver René Olesen.

Problemet skyldes, at sagen blev oprettet centralt, hvilket betød, at den relevante fagafdeling aldrig modtog den automatiske advisering om, at der var truffet en politisk beslutning. Denne manglende advisering har ført til, at sagen er blevet glemt i systemet, og derfor er den politiske beslutning fra 2022 ikke blevet fulgt op.

Henvendelse til Sydtrafik nu sendt

På baggrund af den nye viden har kommunen dog nu taget affære, og der er blevet rettet henvendelse til Sydtrafik for at få sagen behandlet.

– Vi har derfor i denne uge rettet henvendelse til Sydtrafik og anmodet dem om at behandle sagen, oplyser René Olesen.

Tilbage i 2022 blev Sydtrafik orienteret om, at der ville komme en formel henvendelse fra Fredericia Kommune. Men denne henvendelse blev altså aldrig sendt, hvilket har forsinket processen med at fjerne spilreklamerne fra byens busser.

– Jeg kan se, at John (Nyborg, red.) i 2022 har orienteret Sydtrafik om, at der ville komme en henvendelse fra os, skriver René Olesen.

Denne orientering blev dog ikke fulgt op med en officiel anmodning, hvilket er årsagen til, at sagen stadig hænger i luften.

Beslutningen om at forbyde spilreklamer på busserne blev truffet med enstemmig opbakning i Teknisk Udvalg i 2022. Formålet var at beskytte byens borgere, særligt unge, mod den stigende eksponering for reklamer for pengespil, som flere eksperter har påpeget kan føre til afhængighed.

Med henvendelsen til Sydtrafik på plads kan processen nu endelig komme videre. Der er dog endnu ingen præcis tidsplan for, hvornår reklamerne for pengespil vil blive fjernet fra busserne i Fredericia. Det er nu op til Sydtrafik at behandle sagen, og det forventes, at det politiske forbud snart vil blive implementeret.