0.9 C
Copenhagen
onsdag 19. november 2025

Hastigheds- og mobiltelefonforseelser fylder i ny færdselsindsats i Kolding

0

Sydøstjyllands Politi var torsdag massivt til stede i Kolding som en del af en større færdselsindsats. Fra klokken 13 til 19 gennemførte patruljer kontrol forskellige steder i byen, hvor der blev registreret en række overtrædelser.

Flere sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon

Under færdselsindsatsen i Kolding blev der skrevet 21 sager om brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel, hvilket var den mest markante overtrædelse. Derudover registrerede politiet tre tilfælde af kørsel over for gult eller rødt lys, syv hastighedsovertrædelser, samt en sag, hvor en bilist kørte mod kørselsretningen. Der blev også rejst otte øvrige sager, der blandt andet omhandlede manglende selebrug, køretøjsdimensioner og andre mindre overtrædelser.

“Vi var rundt i hele byen”

Færdselsindsatsen foregik flere steder i Kolding, herunder Jens Holms Vej, Dokvej, Fynsvej, Sønderjyske Motorvej, Skamlingvejen og Sønder Havnegade.

– Vi var proaktivt til stede i byen og havde patruljer flere forskellige steder. Det resulterede i en del sager, hvor især brug af håndholdt mobiltelefon bag rattet fyldte meget, siger politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Andre hændelser i politikredsen

Ud over den planlagte færdselsindsats rykkede politiet også ud til flere færdselshændelser torsdag.

Torsdag morgen klokken 07.23 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vejlevej og Egtvedvej. Her blev en 53-årig mandlig cyklist fra Kolding ramt af en 39-årig kvindelig bilist fra Odense, der foretog et højresving.

– Der var ingen alvorlig tilskadekomst, men cyklisten blev kørt til observation på sygehuset. Sagen er registreret som et uheld uden personskade, oplyser Arno Rindahl Petersen.

Derudover blev en 33-årig mand fra Kolding stoppet på Sønderhavnegade klokken 12.48 torsdag. Han kørte i påvirket tilstand og blev sigtet for kørsel under indflydelse af euforiserende stoffer.

– Føreren blev anholdt kortvarigt for at få udtaget en blodprøve, og sagen bliver nu behandlet videre, fortæller politikommissæren.

Topscorer med imponerende statistik skifter til FC Fredericia

0

Martin Huldahl er blot 20 år gammel, men det har ikke stoppet ham fra at være topscorer i 2. division og have et imponerende målgennemsnit hos Skive IK.

Han har scoret hele 16 mål i 19 kampe for Skive i denne sæson i alle turneringer og han har dermed det næsthøjeste målgennemsnit i dansk fodbold, kun overgået af vores egen Asbjørn Bøndergaard.

Nu har Martin Huldahl valgt at fortsætte karrieren her i FC Fredericia. Et valg som cheftræner, Michael Hansen, er godt tilfreds med:

– Vi har set på Martin i en periode, hvor vi har set mange af de egenskaber vi godt kan bruge. Han er en målscore, der kan konkurrere i vores angreb og så er han en der kan bidrage forhåbentlig allerede her i foråret, hvorfor det også er glædeligt at vi får ham ind nu. Martin skal være med til at sikre både bredde, konkurrence på pladserne og forhåbentlig også fortsætte sin imponerende målscorings-statistik. Han er en ung spiller som har taget en lidt anden vej til toppen i forhold til mange andre, så han har lige skulle finde sig til rette, men har så allerede vist sig flot frem på seniorniveau i toppen af 2. division og vi tror på at han er klar til næste skridt, slutter cheftræneren af.

Huldahl selv, er tydeligt begejstret for at skulle trække den røde trøje over hovedet:

– Jeg ser frem til at blive en del af holdet og klubben, Fredericia. Jeg har haft en rigtig god tid i Skive, men tiden er også inde til at prøve mig af på næste niveau. At det næste skridt er Fredericia, er jeg meget begejstret for, især fordi jeg kan mærke stemningen fra menneskerne omkring klubben, og det glæder jeg mig til at blive en del af. Vigtigst af alt, glæder jeg mig til at komme med et positivt bidrag til holdet og klubben, siger Martin Huldahl

Martin Huldahl har første arbejdsdag i dag og på søndag rejser han så med truppen på træningslejr.

Syg FHK-spiller erstattes

0

Fredericia Håndboldklub har lavet en kontrakt med højrefløjen Anton Filtenborg, der løber frem til sommeren 2025.

Dette er som følge af, at højrefløjen Kasper Young desværre er ramt af eftervirkningerne af en meningitisinfektion, hvilket har gjort det nødvendigt at finde en erstatning.

“Vi er meget glade for at kunne byde Anton Filtenborg velkommen til Fredericia Håndboldklub. Anton er en talentfuld spiller med god erfaring, og vi er sikre på, at han vil være et godt supplement til truppen,” udtaler klubbens direktør, Thomas Renneberg-Larsen.

Anton Filtenborg glæder sig til at trække i FHK-trøjen.

– Jeg ser frem til at spille for Fredericia Håndboldklub og glæder mig til at møde klubbens fans og opleve den intense atmosfære, som Middelfart Sparekasse Arena er kendt for,” siger Filtenborg.

Han har bl.a. tidligere spillet for 1. divisionsklubben TM Tønder og bliver i FHK genforenet med sin tidligere træner, nemlig assistenttræner Michael Wollesen, som stod i spidsen for TM Tønder i den periode, hvor Anton Filtenborg spillede der.

Naturbrand var byggematerialer i flammer – politiet kan rejse sag

0

Sydøstjyllands Politi blev onsdag morgen orienteret om en brand på Skamlingvejen i Bjert. Hændelsen, der først blev registreret som en naturbrand, viste sig at være afbrænding af byggematerialer. Politiet har ikke været til stede på stedet, men sagen kan ende med en anmeldelse, hvis der er sket en overtrædelse af lovgivningen.

Indsatsleder og miljøvagt på stedet

Branden blev anmeldt klokken 07.40 onsdag, og brandvæsnet rykkede hurtigt ud. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev situationen vurderet af indsatslederen på stedet.

– Det lyder voldsomt, når det står som en naturbrand, men der var blot nogle flammer og meget røg. ndsatslederen på stedet oplyste, at der var tale om afbrænding af byggematerialer, og at der ikke var fare for spredning, fortæller han.

Kort tid efter blev en miljøvagt fra kommunen tilkaldt og vurderede, at der ikke var behov for politiets indsats. Miljøvagtens opgave var dog at undersøge, om der var sket en overtrædelse af miljølovgivningen, forklarer politikommisæren.

Sagen behandles efter skriftlig anmeldelse

Politiet var ikke selv til stede på stedet, men følger nu sagen gennem den dokumentation, som miljøvagten har indsamlet.

– Proceduren er, at hvis der er en overtrædelse, får vi en skriftlig anmeldelse fra miljøvagten, og så kører vi sagen på baggrund af det materiale, vi får, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Hvilke materialer der præcist blev brændt af, eller hvor omfattende afbrændingen var, har politiet ikke oplysninger om.

Ingen opdatering om sigtelser

Da Sydøstjyllands Politi blev spurgt om sagen fredag, var der ingen nye oplysninger om eventuelle sigtelser. Hændelsen bliver fortsat behandlet efter gældende procedure, men det er endnu uklart, om der vil blive rejst en sag.

Lastbil ramte jernbanebro – politiet kender ikke føreren

0

Sydøstjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag rykke ud til et færdselsuheld i Fredericia, hvor en lastbil ramte en jernbanebro. Ifølge politiet var det en hvid trækker med en hvid hænger, der klokken 14.13 kørte af Indre Ringvej i sydlig retning og påkørte broen ved Prangervej.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet endnu ikke har identificeret den pågældende lastbil.

– Vi har haft nogle fagspecialister ude for at vurdere skaderne på broen og sikre, at den ikke er i fare for at kollapse. De har konstateret mindre revner, men både togtrafikken og den øvrige trafik kunne passere broen uden fare, fortæller han.

Det er Banedanmarks Trafikstyringscenter, der har informeret politiet om påkørslen, men hvem føreren af lastbilen er, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Politiet arbejder nu på at indhente oplysninger om lastbilen og dens fører.

– Vi har ikke noget navn eller registrering på lastbilen, så vi ved ikke, hvem det er, konstaterer politikommisæren.

Banedanmark vurderede torsdag, at skaderne på broen ikke har betydning for sikkerheden, og tog- og biltrafik kunne fortsætte som normalt. Hændelsen bliver dog fortsat undersøgt.

I dag udbetales forhøjet ældrecheck til 300.000 pensionister med de laveste indtægter

0

Cirka 300.000 pensionister med de laveste indtægter modtager i dag den årlige ældrecheck fra Udbetaling Danmark. Et bredt flertal i Folketinget vedtog i november at forhøje checken med op til 5.800 kr., så den i 2025 kommer til at være på op til 25.700 kr.

Forhøjelsen af ældrechecken er den største i de seneste godt 10 år, og formålet er at give en målrettet økonomisk håndsrækning til de pensionister, der har mindst.

– Det betyder meget for mig, at vores ældre borgere – særligt de 300.000 pensionister som har mindst – får en værdig alderdom. Nu kommer der en økonomisk håndsrækning efter nogle hårde år med rekordhøj inflation. Det betyder forhåbentlig lidt færre økonomiske bekymringer, når man står over køledisken i supermarkedet, eller når regninger skal betales, siger Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Udover, at ældrechecken stiger, vil alle folkepensionister opleve en stigning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, da ydelserne årligt reguleres med afsæt i lønstigningerne på det private arbejdsmarked.

Regeringen har desuden afskaffet modregningen for ægtefællers arbejdsindkomst i folke-, senior- og førtidspension, ligesom regeringen har afskaffet modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for folkepensionisters egen arbejdsindkomst.

Baggrund
Enlige modtagere af ældrechecken vil i 2025 modtage op til 25.200 kr. mere i den samlede folkepensionsydelse sammenlignet med 2022.

Generelt er folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg for enlige steget med ca. 6.000 kr. i 2024 (2024-pl) og ca. 7.000 kr. i 2025 (2025-pl).

Modtagere af ældrechecken og deres samlever/ægtefælle har en lav indtægt og må ikke have en likvid formue på over 103.100 kr. (2025). I 2024 udgjorde ydelsen maksimalt 19.900 kroner.

Med forhøjelsen vil den samlede ældrecheck være på op til 25.700 kr. i 2025. Størrelsen på checken afhænger af pensionistens øvrige økonomiske forhold (den personlige tillægsprocent). Ældrechecken udbetales én gang om året og er skattepligtig.

Ørsted siger farvel til topchef

0

Den danske energigigant Ørsted får ny topchef. Mads Nipper træder tilbage som koncernchef og administrerende direktør, og fra den 1. februar overtager Rasmus Errboe posten.

Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Rasmus Errboe har været en del af Ørsted i 13 år og har senest fungeret som viceadministrerende direktør og kommerciel direktør. Nu får han ansvaret for at styre selskabet gennem en tid, hvor både Ørsted og den grønne energisektor møder udfordringer.

– Ørsted har et stærkt fundament med unikke kompetencer, og jeg ser frem til at lede den transformation, der er nødvendig for at navigere i den modvind, som Ørsted og vores branche står over for, siger Rasmus Errboe.

Mads Nipper, der har stået i spidsen for Ørsted siden januar 2021, forlader dermed selskabet efter tre år som topchef.

Nybrud i dansk havnehistorie: ADP bliver medejer af Hanstholm Havn

0

Thisted Kommune og Associated Danish Ports A/S (ADP) har indgået aftale om fælles ejerskab af Hanstholm Havn. ADP får aktiemajoriteten.

Fra 1. august 2025 er Hanstholm Havn ikke længere en kommunal havn i Thisted Kommune. Den dato træder aftalen om en konsolidering mellem et af de største havneselskaber i Danmark, ADP, og Thisted Kommune nemlig i kraft gennem selskabet Hanstholm Havn A/S.

Samarbejdet har til formål at styrke havnens samlede konkurrencekraft og udvikle potentialerne på Hanstholm Havn. ADP har siden dannelsen i år 2000 drevet havnene i Fredericia og Nyborg, og koncernen ser store udviklingsmuligheder og synergier i udvidelsen af sin havneportefølje.

– Hanstholm Havn har et stort potentiale for at blive en sund økonomisk havn igen. Det er en havn med en stærk identitet og mange nye forretningsmuligheder, som vi glæder os til at arbejde med. Jeg er sikker på, at det her samarbejde vil blive værdifuldt for både ADP og Thy, siger Christian Herskind, bestyrelsesformand for ADP i forbindelse med nyheden.

På borgmesterkontoret i Thisted glæder Niels Jørgen Pedersen (V) sig også over aftalen. Siden havnen i januar 2023 blev kommunal, har målet været at finde en ny ejerstrategi, som både kunne sikre drift og udvikling:

– At drive en kommunal havn giver udfordringer rent kommercielt, derfor har vi de sidste to år arbejdet målrettet mod en anden selskabsform. Det kommer nu til at ske med den nye ejerstruktur, som jeg er sikker på, bliver en succes. Hanstholm Havn har en lang historie, hvor den i alle årene har været et stort aktiv for lokalområdet. Med det nye samarbejde med ADP, er jeg sikker på, vi kan accelerere udviklingen af Hanstholm Havn til gavn for hele lokalområdet, siger Niels Jørgen Pedersen.

Havne kan spille hinanden gode

ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan skabe synergier og udvikle nye forretningsområder på tværs af Danmark. De nuværende tre havne, Fredericia, Nyborg og Hanstholm, og deres individuelle kompetencer og forskellige geografiske lokationer giver mulighed for spændende samarbejder.

De tre er nemlig hver især vigtige knudepunkter for samhandel og forsyningskæder i Danmark, og med fælles ejerskab under ADP-koncernen er havnene også med til at styrke konkurrenceevnen i et internationalt perspektiv og gør ADP til den væsentligste aktør i den danske havnesektor.

– Kernen i ADP er at konsolidere og skabe strategiske samarbejder på tværs af havne. Vi er gode til at udvikle og drive havne, og her har vi ambitioner om meget mere. Vi har en stor tro på, at Hanstholm Havn kan indlede en ny storhedstid og glæder os til at udforske forretningspotentialer, der kan få havnen til at stå stærkere. Samtidig er vi overbeviste om, at synergierne mellem Nyborg, Fredericia og Hanstholm vil gavne vores kunder og på et mere overordnet niveau også understøtte Danmark som import- og eksportnation, siger Rune D. Rasmussen, adm. direktør ADP.

En styrkelse af organisation

Ejerne bag ADP er Fredericia og Nyborg Kommuner. Borgmestrene i de to kommuner hilser den nye medspiller velkommen i ADP:

– I Fredericia kender vi ADP som en havnekoncern, der i høj grad værdsætter ordentlighed, og at der er styr på butikken, og jeg ved, at ADP er kommet med en række forslag og tiltag, der kan bringe Hanstholm Havn tilbage til sin storhedstid. Det vil også komme Fredericias borgere til gavn, siger Christian Bro, borgmester (S), Fredericia Kommune og næstformand i ADP.

– Nyborg Kommune hilser Hanstholm Havn og Thisted Kommune velkommen som en stærk samarbejdspartner, og vi ser frem til, at vores erfaringer fra blandt andet Nyborg Havn kan komme Thy til gavn. Derfor siger vi også velkommen til Hanstholm i Nyborg Kommune, udtaler Kenneth Muhs, borgmester (V), Nyborg Kommune.

Ejerfordelingen i det nye selskab Hanstholm Havn A/S er 51 procent til ADP og 49 procent til Thisted Kommune.

Faktabokse

Fakta om Associated Danish Ports, ADP

  • Koncernen, ADP A/S, er etableret i år 2000 med havnene i Nyborg og Fredericia og de respektive kommuner som ejere
  • ADP’s vision er at drive og eje havne, der sammen kan udnytte hinandens potentialer og skabe synergier, som kan udforske og udvikle nye forretningsområder
  • ADP-havnene har unikke beliggenheder og er med deres internationale standarder vigtige knudepunkter for samhandel og opretholdelse af forsyningskæderne i Danmark
  • Fredericia Havn er Danmarks næststørste containerhavn med et stort opland for containergods og god opkobling til europæiske og globale markeder
  • Nyborg Havn ligger strategisk placeret tæt på den internationale dybvandsrute i Storebælt og som et vigtigt transportknudepunkt til det danske motorvejs- og jernbanenet
  • Sammen med pensionsselskabet PFA ejer ADP desuden transport og logistikknudepunktet Taulov Dry Port ved Fredericia

Fakta om Hanstholm Havn

  • Hanstholm Havn er en af Danmarks yngste havne
  • Siden indvielsen i 1967 har den spillet en central rolle i dansk og europæisk fiskeri
  • Havnen huser en af Europas førende fiskeriauktioner, som årligt omsætter ca. 40.000 tons fisk
  • I 2020 stod en stor udvidelse færdig. Den styrkede besejlingsforholdene og udvidede havnen med et nyt bassin og nye arealer, der har skabt mulighed for at udvikle forretninger inden for især godshåndtering, offshore og grøn omstilling
  • I 2023 blev Hanstholm Havn kommunal efter en årrække som selvstyrehavn

Kølig fredag med glatte veje

0

Fredagen starter med et skiftende vejrbillede over Danmark. I de tidlige morgentimer kan der lokalt dannes tågebanker, og i de sydlige egne vil der først på dagen være skyet med spredte byger, der enkelte steder kan falde som slud eller tøsne. Mod nord vil solen til gengæld få bedre fat, og i løbet af dagen ventes lidt eller nogen sol i store dele af landet. Bygerne aftager gradvist i løbet af eftermiddagen, inden solen går ned mellem kl. 16.30 og 17.00.

Fredag aften og natten til lørdag byder på vekslende skydække, generelt tørt vejr, men med risiko for stedvis tågedannelse. Temperaturerne falder til mellem -2 og +3 grader, mens vinden forbliver svag til jævn fra nordvest.

Rolig weekend i vente

Weekenden bliver præget af et højtryk, der bringer stabilt og forholdsvis roligt vejr med sig. Både lørdag og søndag er der mulighed for at få solen at se, men perioder med skydække vil også forekomme. Enkelte steder kan der falde lidt nedbør, men ikke i mængder, der vil være målelige.

Temperaturerne når i dagtimerne op mellem 3 og 7 grader, mens nattemperaturerne flere steder vil bevæge sig under frysepunktet.

Koldfront på vej i næste uge?

Det rolige vejr ser ud til at fortsætte ind i næste uge, men prognoserne peger på, at en svag koldfront vil passere landet onsdag. Dette kan blive begyndelsen på en mere kølig periode med lavere temperaturer og muligvis mere ustadigt vejr.

Vej- og føremelding

På statsvejene meldes der om normale forhold efter årstiden. Dog kan der lokalt være glatte veje, især i de tidlige morgentimer.

I Odense og Vejle er der saltet på vejklasse 2, mens vejklasse 3 meldes glat på udsatte steder. Bilister opfordres til at være opmærksomme på eventuelle glatte veje i morgentimerne, særligt på mindre befærdede strækninger.

Kilde: DMI og Trafikken.dk

Historisk stærk økonomi i bagerbranchen – BKD opfordrer bankerne til at støtte unge iværksættere

0

Danske bagere og konditorer har gennem de seneste ti år oplevet en væsentlig økonomisk fremgang. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at soliditetsgraden i branchen er steget fra 11 procent i 2012 til 32 procent i 2022. Ifølge brancheforeningen BKD (Tidligere Bager- og Konditormestre i Danmark) er det et tegn på, at virksomhederne i højere grad finansierer sig selv og har reduceret afhængigheden af gæld.

Udviklingen har nu fået BKD til at rette en appel til bankerne. Ifølge foreningens administrerende direktør, Henrik Mühlendorph, er det tid til at genoverveje de stramme krav, som mange unge iværksættere i branchen møder, når de søger finansiering.

Branchen har bevist, at solid økonomistyring og innovation betaler sig. Det er på tide, at bankerne anerkender denne udvikling og genovervejer deres ofte lidt for automatiserede afslag til unge iværksættere, siger Henrik Mühlendorph.

Udviklingen i den gennemsnitlige soliditetsgrad blandt danske bagere og konditorer fra 2012 til 2022, baseret på data fra Danmarks Statistik og præsenteret af BKD.

Fra konkurser til økonomisk stabilitet

Bagerbranchen har tidligere været presset af høje konkurstal og en lav tillid fra bankernes side. Men den økonomiske udvikling har vendt sig til det bedre, og i dag er virksomhederne langt bedre rustet til at modstå økonomiske udsving. Ifølge BKD skyldes fremgangen blandt andet bedre økonomistyring, højere omsætning og en større grad af egenfinansiering. Foreningen påpeger derfor, at med den nuværende økonomiske stabilitet, er det vigtigt at give de unge iværksættere de rette redskaber for at sikre fortsat vækst.

– Unge iværksættere er fremtiden for vores branche, men vi må give dem de rigtige redskaber. Det inkluderer adgang til finansiering. Med den soliditetsgrad, vi ser i dag, er risikoen markant reduceret for bankerne. Derfor bør det være mere attraktivt at investere i nye talenter med stor virkelyst, siger Henrik Mühlendorph.

BKD: Bankerne bør følge med bagerbranchens fremgang

BKD opfordrer i en pressemeddelse bankerne til at anerkende den positive udvikling i bagerbranchen. Den stigende soliditetsgrad betyder ifølge foreningen, at virksomhederne i dag har en stærkere økonomisk rygrad, hvilket gør dem bedre rustet til at håndtere økonomiske udfordringer. Foreningen påpeger, at denne stabilitet bør lette adgangen til finansiering, så både generationsskifter og nye initiativer i branchen kan realiseres.

Brancheforeningen ønsker afslutningsvis at understrege, at bankerne nu bør rette deres opmærksomhed mod at investere i de unge talenter, der skal forme fremtidens bager- og konditorerhverv.