-1.1 C
Copenhagen
onsdag 19. november 2025

DF’er afslutter talentakademi og gør sig klar til kommunalvalget

0

Dansk Folkepartis kommende byrådskandidat i Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, har denne weekend afsluttet partiets toårige talent akademi – et intensivt forløb med fokus på public affairs, forhandlingsteknik, politisk kommunikation, sociale medier m.m.

Om afslutningen på akademiet udtaler Sune Nørgaard Jakobsen:

– Nogle oplevelser sætter sig dybt. De giver ny indsigt, nye værktøjer og vigtigst af alt – nye fællesskaber. Dansk Folkepartis talentakademi er netop afsluttet, og jeg står tilbage med en rygsæk fyldt med værdifuld viden og erfaring. Vi har dykket ned i mange ting og lært, hvordan vi bedst navigerer i det politiske maskinrum. Vi har forfinet vores forhandlingsteknik, så vi kan tage de svære, men nødvendige diskussioner – og lande aftaler, der gør en reel forskel. Og vi har arbejdet med kommunikation og SoMe, for politik handler ikke kun om holdninger, men også om evnen til at få dem igennem til folk.

Talent akademiet har været en rejse – men også en optakt. For mig handler det om én ting: at være klar til at tage ansvar. Klar til at gøre en forskel. Klar til KV25. Jeg glæder mig til kampen for vores værdier og ser frem til de samtaler, debatter og beslutninger, der venter.”

Dansk Folkeparti i Fredericia ser frem til at have en stærk og veluddannet kandidat med i kampen om en plads i byrådet. Sune Nørgaard Jakobsen har med afslutningen af talent akademiet vist, at han er klar til at tage politisk ansvar og kæmpe for de værdier, der danner fundamentet for Dansk Folkeparti

ROCKWOOL tilslutter sig Trekantområdets grønne energisamarbejde

0

ROCKWOOL har meldt sig ind i Triangle Energy Alliance (TEA), et samarbejde mellem kommuner og virksomheder, der arbejder med at koble energisystemer for at mindske spild og udnytte ressourcer mere effektivt. Med partnerskabet ønsker ROCKWOOL at undersøge mulighederne for at integrere ilt fra brintproduktion i sin egen produktionsproces.

Muligheder i brintproduktion

ROCKWOOL har i flere år arbejdet med at reducere sit energiforbrug og udnytte overskudsvarme fra produktionen. Administrerende direktør for ROCKWOOL Nordics, Frank Ove Larsen, ser en mulig kobling mellem virksomhedens behov for ilt og den voksende brintindustri i Trekantområdet.

Da jeg besøgte Everfuels brintfabrik i Fredericia sidste år, så jeg en åbenlys mulighed for kobling mellem elektrolyse og vores produktion. Ilt er et spildprodukt fra brintproduktion, og vi har et behov for ilt for at øge effektiviteten i smelteprocessen, når vi producerer stenuld. TEA-partnerskabet er interessant, fordi energi- og produktionsvirksomhederne og kommunerne – ligesom os – har høje ambitioner for at udfase fossile energikilder og råstoffer, siger han.

ROCKWOOL producerer isoleringsmaterialer gennem en smelteproces, der kræver meget høje temperaturer. Ifølge virksomheden kan ilt fra brintproduktion være med til at gøre denne proces mere effektiv.

TEA-partner værdikæde. Kilde: TEA

Tværgående samarbejde om energi

Triangle Energy Alliance samler 34 virksomheder, kommuner og forskningsinstitutioner, der arbejder for at optimere energiforbruget og skabe sammenhæng mellem forskellige energikilder. Ifølge TEA’s bestyrelsesformand, Anders Frandsen, kan ROCKWOOLs deltagelse bidrage til at styrke samarbejdet.

Det er virksomheder som ROCKWOOL, der engagerer sig i konkrete løsninger, der udfaser fossile kilder fra vores hverdagsprodukter. Varme, vand, CO2, ilt er de mest oplagte råstoffer, men listen over potentialerne er lang, forklarer han.

TEA arbejder blandt andet med at skabe bedre sammenhæng mellem produktion, lagring og forbrug af energi i Trekantområdet, hvor der i forvejen er en stærk energiinfrastruktur.

Infrastrukturer i Trekantområdet understøtter. Kilde: TEA

Afprøvning af nye løsninger

ROCKWOOL har de seneste år skiftet fra kul og koks til biogas og grøn strøm på sine danske fabrikker. Med deltagelsen i TEA vil virksomheden nu undersøge, hvordan brint og ilt kan spille en rolle i fremtidens energiforbrug.

Samarbejde og bedre forståelse for hinanden er vejen frem til at sænke virksomhedernes og kommunernes miljø- og klimabelastning, så vi udnytter råstoffer mere effektivt, og forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne. Samtidigt bevarer vi arbejdspladser, som tilpasser sig fremtiden og skaber indsigt til inspiration i Danmark og verden, når vi omstiller os sig til en ny hverdag baseret på vedvarende energikilder og råstoffer. Rockwools energifaglige kompetencer, store behov for energi til produktionen, lange erfaring med at udnytte overskudsvarme og den lokale forankring bibringer TEA-partnerskabet nyt perspektiv og værdi, afslutter Frank Ove Larsen.

Samarbejdet mellem TEA’s medlemmer fortsætter med at afsøge, hvordan forskellige energikilder kan bindes bedre sammen i den regionale og nationale energiforsyning.

Tre Middelfart-hjem ramt af indbrud

0

Fyns Politi har den seneste weekend modtaget anmeldelser om tre indbrud i henholdsvis Middelfart og Nørre Aaby. Gerningsmændene har i flere tilfælde forladt gerningsstederne med smykker, elektronik og el-værktøj.

Knust rude på Gl. Strandvej

Søndag den 2. februar blev der anmeldt et indbrud på Gl. Strandvej i Middelfart. Ifølge politiets oplysninger er der ikke tale om reel indstigning, men en rude blev knust, og en lampe blev stjålet fra en vindueskarm.

El-værktøj og smykker stjålet på Brovejen

Fredag den 31. januar fandt et indbrud sted på Brovejen i Middelfart, hvor gerningsmændene brød ind via en opbrudt kælderdør. Her blev der stjålet el-værktøj af mærket Makita, en stationær computer samt smykker. Den forurettede havde ved anmeldelsen endnu ikke overblik over eventuelle øvrige stjålne genstande. Politiet arbejder på at klarlægge hændelsen.

Gerningsmænd slap afsted med ure og parfumer i Nørre Aaby

Også i Nørre Aaby blev der søndag den 2. februar anmeldt et indbrud. Her havde gerningsmændene skaffet sig adgang via et opbrudt vindue på en adresse på Søndermarken. Der blev stjålet en computer, smykker, ure og parfumer, men et fuldt overblik over de stjålne genstande mangler stadig.

Fyns Politi har ikke registreret yderligere hændelser i Middelfart Kommune i løbet af weekenden.

Uoverensstemmelse i Kolding eskalerede til knivstik

0

Sydøstjyllands Politi rykkede søndag eftermiddag ud til en voldsepisode i Domhusgade i Kolding, hvor en mand blev stukket med en mindre kniv i både armen og låret. Episoden fandt sted omkring kl. 16.41 og involverede en 45-årig kvinde fra Kolding og en 41-årig mand fra Vejen Kommune, der har en relation til hinanden.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd var forløbet præget af en vis forvirring, men hændelsen opstod, da manden ankom til kvindens adresse for at afhente nogle personlige ejendele.

– Der opstår håndgemæng på stedet, og manden ender med at få et stik i armen og et stik på ydersiden af venstre lår, formentlig med en mindre urtekniv, siger Arno Rindahl Petersen.

Han oplyser, at manden efterfølgende forlod stedet, men blev fundet kort tid senere. Han blev bragt til skadestuen til behandling, men hans skader var ikke alvorlige, og han blev udskrevet kort efter.

Begge parter anholdt – efterforskning fortsætter

Både den 45-årige kvinde og den 41-årige mand blev kort efter episoden anholdt af politiet for at klarlægge hændelsesforløbet.

– Vi har haft både den mandlige og den kvindelige part anholdt for lige at finde ud af, hvad der er sket. Lige nu har vi ikke nogen af dem anholdt længere, da begge blev løsladt kort efter midnat, siger Arno Rindahl Petersen.

Politikommissæren forklarer afslutningsvis, at sagen nu behandles videre i politiets efterforskningsafdeling, som skal afklare det præcise hændelsesforløb og vurdere eventuelle sigtelser.

Patrulje rykkede ud til aggressiv mand – nu er han sigtet for voldsforsøg mod betjent

0

Søndag aften klokken 18.56 rykkede en patrulje fra Sydøstjyllands Politi ud til Vendersgade i Fredericia, hvor en 38-årig mand optrådte aggressivt og udadreagerende ved et bosted. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd havde manden ikke nogen tilknytning til stedet, men var set ruske i døre og skabe uro.

Blev anholdt og satte sig til modværge

Da politiet ankom til stedet, traf patruljen manden, som opførte sig konfronterende. Han blev derfor anholdt og taget med i patruljevognen. Under kørslen mod politistationen eskalerede situationen, da den 38-årige forsøgte at give en politibetjent en skalle.

– Det lykkedes ikke, så der er ingen skader, men manden er sigtet for forsøg på vold mod en polititjenestemand, oplyser Arno Rindahl Petersen.

Uklart motiv

Politiet har ikke kendskab til, hvorfor manden opholdt sig ved bostedet eller til hans hensigt med at ruske i dørene.

– Der er i hvert fald ikke noget, vi kender til, siger Rindahl Petersen om et eventuelt motiv.

Den 38-årige mand fra Fredericia blev efterfølgende sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand og for at forstyrre den offentlige orden. Politiet har ikke oplyst, om han fortsat er i deres varetægt, eller om han er blevet løsladt efter afhøring.

Politiet fandt hash i bukselommen – og mere på bopælen

0

Sydøstjyllands Politi foretog søndag aften en anholdelse i Jernbanegade i Fredericia, hvor en 29-årig mand blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer. Under en visitation blev der fundet 1,85 gram hash på manden, hvilket førte til en ransagning af hans bopæl.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at politiet efter fundet i Jernbanegade valgte at undersøge mandens adresse for yderligere stoffer.

– Efter fundet her, så er vi også på vedkommendes adresse for at se, om der skulle befinde sig mere hash. Der finder vi en lille smule kokain, 0,16 gram, på et køkkenbord. Og i en taske finder vi yderligere 0,53 gram kokain, siger han.

I forbindelse med ransagningen vedkendte en anden person på adressen sig ejerskabet af de sidstnævnte fund. Denne person, en 32-årig mand fra Fredericia, blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Politiet oplyser ikke yderligere detaljer om sagen, men bekræfter, at de to mænd nu står over for sigtelser for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Ikke flere planer og ikke mere tidsspilde

0

Udviklingen i Kolding er aldrig kommet af store fine planer, der roder en masse sammen.

Meget af det vi nyder godt af i dag, er gennemført fordi der har været Byrådsmedlemmer, der har sat sig et mål og så arbejde målbevidst på, at gennemføre det. Massiv byfornyelse af gamle nedslidte bydele. Renovering af Koldinghus. Stålindustrien i Kolding. Placeringen af Munkensdam Gymnasium i Kolding. Opførelsen af Trapholdt, Kolding Hallen, Slotssøbadet, Syddansk Universitet, Kunsthåndværkerskolen (Designskolen), Uddannelsescentret, Sundhedscentret, akutsygehuset, Kolding Teater, Hotel Koldingfjord og rigtig meget andet.

Intet af det – intet – er gennemført fordi nogen har lavet en stor helhedsplan, som skulle realiseres i løbet af mange år.

Kolding kommune og dens borgere har ikke brug for flere planer. Det mest af denne Byrådsperiode er gået med proces og planer. For hver år vi står stille og spilder tiden med planer, så sakker vi bagud i forhold til bl.a. Vejle. Brænder ens hjerte for Kolding, så er det forfærdeligt at se på.

Merete Due Paarup har haft stor indflydelse i denne Byrådsperiode, det har betydet en hel stabel af planer, mange spildte muligheder – og ingen handling. Det må ikke fortsætte, for så kommer vi uhjælpeligt bagud.
Så ikke flere planer, ikke mere tidsspilde. Tiden er til at vi sætters os klare mål og så arbejder benhårdt sammen på, at gøre dem til virkelighed.

Søren Rasmussen
Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Byrådet

Ny bosætningskonsulent hos Business Fredericia

0

Iben Bonne Jensen tiltræder 1. marts 2025 en nyoprettet stilling som erhvervsrettet bosætningskonsulent hos Business Fredericia.

I tæt samarbejde med Fredericia Kommune skal hun arbejde for at tiltrække nye borgere til byen. Med seks års erfaring som virksomhedskonsulent i både private og offentlige virksomheder i København og Odense, samt en baggrund i strategiudvikling, projektledelse og kommunikation, bringer hun stærke kompetencer til stillingen.

Efter 10 år i København og Odense vendte Iben tilbage til Fredericia i 2024, hvor hun tidligere har boet i 13 år. Hun ser frem til at bidrage til byens udvikling og fremhæver særligt de mange kvaliteter, Fredericia har at byde på:

– Jeg har fulgt Fredericias spændende udvikling de seneste 10 år, og det glæder mig at se den erhvervsmæssige opblomstring, byen har fået. Kanalbyen, Østerstrand og midtbyen er blevet virkelig attraktive områder. Fredericia er en unik by, hvor du fra Rådhuspladsen kan se op mod en badestrand, ned til en moderne havnefront, videre mod det historiske voldanlæg og samtidig være tæt på stationen. Samtidig har byen et stærkt fællesskab, der afspejles i den store frivillige indsats – det er en historie, vi skal have endnu mere ud at leve.

Udover sit professionelle virke har Iben siddet i flere bestyrelser siden 2010. Hun er født og opvokset på Vestfyn og flyttede første gang til Fredericia i 1994 for at gå på Handelsskolen. Hun har en baggrund som cand.scient.pol. fra SDU Odense og er oprindeligt uddannet i Chilli Børnetøj i Fredericia.

Privat har hun netop købt hus i Fredericia med sin kommende mand, hvor de sammen skaber rammerne for deres nye hjem. Når hun ikke arbejder med bosætning, nyder hun havearbejde, madlavning og kreative projekter. Musik har også været en stor del af hendes liv – tidligere har hun været forsanger i det lokale band Barock i 10 år og synger stadig, når tiden tillader det.

Business Fredericia ser frem til at få Iben med på holdet og glæder sig til samarbejdet om at styrke Fredericias bosætningsindsats.

Vintervejr kan være på vej mod Danmark

0

Efter en periode med mildt vintervejr tyder flere vejrprognoser nu på, at iskolde vinde fra øst kan presse sig på. Et kraftigt højtryk over Sibirien opbygges i løbet af næste uge, og det kan sende iskold luft ind over Danmark.

Frem mod næste weekend kan slud og snebyger ramme landet flere steder, og dagtemperaturen ventes at ligge mellem 0 og 3 grader. Samtidig vil der være udbredt nattefrost, som kan skabe glatte veje. Dog kan vintervejret muligvis allerede slå igennem fredag.

Fredag kan et lavtryk bevæge sig vestpå syd for Danmark og bringe mere udbredt sne og blæst med sig. Hvor stor en del af landet, der bliver berørt, afhænger dog af lavtrykkets præcise bane. Prognoserne er endnu usikre, men situationen følges tæt.

Denne morgen er det skyet i det meste af landet, og i den sydlige del er der diset med risiko for tåge og rimtåge. Flere steder meldes der om glatte veje, særligt i Kolding og Middelfart. I løbet af dagen vil disen og tågen lette, og solen kan hist og her kigge frem – især i de østlige egne.

Kilde: DMI og Trafikken.dk

ADP om Hanstholm Havn: ‘Det vil tage tid, men vi tror på en sund og bæredygtig havn’

0

Når Associated Danish Ports (ADP) fra 2025 overtager aktiemajoriteten i Hanstholm Havn, markerer det en strategisk udvidelse af selskabets havneportefølje. ADP, der i forvejen driver havnene i Fredericia og Nyborg, ser store udviklingsmuligheder i overtagelsen, men ambitionerne om at gøre Hanstholm til en sund forretning kræver både tid og investeringer.

– Vi har troen på, at den erfaring, vi har haft de sidste 25 år, kan vi arbejde videre med – både i ADP og for Hanstholm Havn. Vi tror på, at det kommer til at blive en sund og bæredygtig havn, men det kommer også til at tage tid. At drive havneselskaber og infrastruktur kræver altid et langsigtet perspektiv, og det er også sådan, vi ser på det her, siger ADP’s administrerende direktør Rune D. Rasmussen.

Ambitionen: Økonomisk overskud fra 2027

Mens ADP anerkender, at processen med at styrke Hanstholm Havn vil tage tid, har selskabet en klar målsætning om, at havnen skal være økonomisk bæredygtig så hurtigt som muligt. Allerede fra 2027 er ambitionen at skabe overskud, men det kræver en fokuseret indsats.

– Vi har også en klar ambition om, at Hanstholm Havn skal være både sund og bæredygtig – også økonomisk. Og det skal det være så hurtigt som muligt. Vi har sat ambitionerne højt og går efter at lave overskud allerede fra 2027. Det kommer også til at kræve hårdt arbejde og masser af flid, men også lidt held og medvind på cykelstien, siger Rune D. Rasmussen.

ADP har tidligere vist, at de kan udvikle og drive havne med økonomisk succes. Erfaringerne fra Fredericia og Nyborg skal nu bringes i spil i Hanstholm, hvor der er potentiale for vækst inden for både fiskeri, gods og offshore-aktiviteter.

ADP bliver en fast del af hverdagen i Hanstholm

Med ADP’s indtræden i Hanstholm vil selskabets medarbejdere også blive en mere synlig del af driften. Direktøren forventer, at de samme arbejdsgange, som allerede findes mellem Fredericia og Nyborg, også vil gøre sig gældende i Hanstholm.

– Vi vil helt sikkert se vores folk i Hanstholm. Ligesom vores folk er i Nyborg, vil det også være tilfældet i Hanstholm, hvor vi skal derop, og de skal helt sikkert også ned til os, siger han.

Afstanden mellem Hanstholm og ADP’s øvrige havne er dog markant længere end mellem Fredericia og Nyborg, men ifølge ADP er det ikke en reel udfordring.

– I dansk kontekst kan 200 kilometer virke langt, men i havnekonteksten og logistik er det jo nærmest ingenting. Det er en utrolig kort afstand, så på den måde er det ikke langt for os. Det ville det heller ikke være, hvis det var en havn, der lå endnu længere væk. Andre havneselskaber rundt om i verden, der ejer flere havne, driver også forretning på tusindvis af kilometers afstand. Så jeg tænker, at de 200 kilometer, det er bare et tal, siger havnedirektøren.

ADP’s udvikling kommer Fredericia til gode

ADP’s ejere er Fredericia og Nyborg Kommuner, og ifølge direktøren vil den fortsatte vækst i selskabet derfor også komme Fredericia til gavn. Rune D. Rasmussen understreger, at en styrkelse af ADP’s samlede havneforretning ikke kun vil gavne de havne, selskabet direkte driver, men også have positive effekter for Fredericia, som har ADP’s hovedsæde.

– Jo mere ADP udvikler sig positivt og skaber vækst – ikke kun i Fredericia, men også andre steder, hvor vi driver forretning – jo mere kommer det til at gavne Fredericia. ADP’s hovedsæde er jo i Fredericia, så jo bedre det går for ADP, desto mere vil det komme alle vores ejere til gode, og der er det jo netop Fredericia, påpeger han.

Desuden vil de strategiske partnerskaber og den synergi, ADP skaber mellem havnene, gøre det muligt at tiltrække nye investeringer og muligheder, som kan komme Fredericia til gode.

Flere havne i ADP’s fremtid?

Hanstholm bliver ADP’s tredje havn, men spørgsmålet er, om selskabet på sigt vil udvide sin portefølje yderligere.

– Nu er vi jo i gang med vores tredje regulære havneselskab. Og vi skal huske på, at vi også har Taulov Dry Port, hvor vi fokuserer på at gøre det til en succes. Men vi kigger også på andre muligheder, og vi tror på, at ADP, som tiden går, vil kunne eje og drive flere havne end de tre, vi nu skal til at arbejde med, siger Rune D. Rasmussen.

Han understreger, at ADP’s strategi ikke er at skabe intern konkurrence mellem sine havne, men snarere at udnytte deres individuelle styrker til at skabe synergi.

– Vi ser ikke, at havnene vil kanibalisere på hinandens forretningsområder. Vi tror på, at havnene kan vækste både hver for sig og sammen. Og tværtimod, så er der nogle ting, som Hanstholm Havn og deres medarbejdere er rigtig gode til. Det er måske der, vi ikke har vores styrker endnu, og det kan de hjælpe os med. På den anden side kommer vi med nogle kompetencer og styrker fra de områder, vi er gode til, og vi tror, det kan have en positiv effekt på Hanstholm. Derfor er det virkelig et godt match, siger han.

Om ADP i fremtiden vil tilføje endnu flere havne afhænger af, om der opstår muligheder, der giver mening både strategisk og forretningsmæssigt.

– Det kunne godt være, men det kunne også være noget andet. Men det ville nok være det mest naturlige, afslutter Rune D. Rasmussen.

Fra 1. august 2025 overtager ADP aktiemajoriteten i Hanstholm Havn.