1.9 C
Copenhagen
torsdag 20. november 2025

Folketingsmedlem vil nedlægge ministerier

0

I et stærkt opgør med den nuværende regerings politik foreslår Liberal Alliances folketingsmedlem, Helena Artmann Andresen, at Danmark skal skære ned på antallet af ministerier. Ifølge Artmann Andresen er der ikke behov for de 25 ministerier, som Danmark har i dag. Det fortæller hun i et interview med SydAVISEN.

På kun ti år er antallet steget med otte, og den tidligere struktur med 17 ministre, som Danmark fungerede fint med i 2015, virker nu som en forgangsperiode.

– Jeg synes, det sender et signal til borgerne, at regeringen opretter ministerier som for eksempel Beredskabsministeriet, uden at det virker klart, hvad ministeriet egentlig skal stå for. Der er også et stort fokus på byråkrati. Det er for mig vildt, at der for hver syvende folketingsmedlem er en minister, siger Artmann.

I et Facebook-opslag, der har vakt stor opmærksomhed, påpeger Artmann Andresen, at flere ministerier betyder flere embedsmænd, flere kommunikationsfolk og dermed mere spild af skattekroner, uden at det resulterer i reel forbedring for borgerne.

– Vi skal skære ned på det politiske overforbrug. Der mangler ikke penge i staten, der mangler fornuft, understreger hun.

Foreslåede nedlæggelser og sammenlægninger

Artmann Andresen er tydelig i sine forslag om at nedlægge flere ministerier, herunder Digitaliseringsministeriet og Ældreministeriet.

– Digitaliseringsministeriet er overflødigt – opgaverne ligger allerede i andre ministerier. Det samme gælder Ældreministeriet, for en ekstra minister giver ikke nødvendigvis bedre ældrepleje, siger hun og peger på, at det er et klart eksempel på, hvordan ministerier oprettes, men uden at de giver konkret værdi for borgerne.

Hun foreslår også at sammenlægge flere ministerier, herunder Miljøministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for Grøn Trepart.

– Tre ministerier for ét område? Det er helt unødvendigt, mener Artmann Andresen.

Hun understreger, at sammenlægninger vil skabe mere effektivitet, hvilket er i tråd med hendes fokus på at reducere bureaukrati.

– Når vi samler ministerierne, kan vi opnå en mere effektiv ledelse, der sparer penge og ressourcer. Det vil samtidig mindske den administrative byrde, der i øjeblikket hæmmer både virksomheder og vækst, siger Helena Artmann Andresen.

Stigende administration og dens konsekvenser

Et af de største problemer, som Artmann Andresen ser i den nuværende struktur, er den hastige stigning i den offentlige administration.

– Under Mette Frederiksen er der ansat 14.000 flere administrative medarbejdere i det offentlige. Det betyder, at næsten hver femte medarbejder i staten nu er ansat i offentlig administration. Siden 2017 er udgifterne til statslig administration steget med 11,2 milliarder kroner. Det er penge, der kunne være brugt bedre, påpeger hun.

For Artmann Andresen er den største konsekvens af denne udvikling, at den skaber store byrder for vækst og virksomheder.

– De står overfor alt for mange administrative krav, som hæmmer deres mulighed for at vokse og skabe arbejdspladser. Der skal være et klart fokus på det praktiske arbejde og ikke på at opbygge endnu flere administrative poster, siger hun.

Klar strategi og ansvar

På trods af kritikken af den nuværende struktur understreger Artmann Andresen, at det ikke blot handler om at fjerne ministerier, men at der skal være en klar strategi for, hvordan regeringen kan fortsætte effektivt med færre ministerier.

– Det handler om at effektivisere, reducere ministerierne og dermed bruge færre skattekroner. Jeg mener, det vil være godt for både regeringen og Folketinget at tage ansvar og starte med at ændre noget selv, slutter Helena Artmann Andresen hun og afslutter med et håb om, at ændringerne vil føre til mere fokus på det, der virkelig betyder noget for borgerne.

Med sine forslag om at nedlægge og sammenlægge ministerier håber Artmann Andresen og Liberal Alliance at kunne ændre den politiske kultur i Danmark og sætte fokus på at bruge ressourcerne der, hvor de virkelig gør en forskel.

Fokus på bosætning og tiltrækning af unge familier

0

Fredericia har oplevet en beskeden vækst på 131 nye indbyggere i det seneste år, ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik. Det betyder, at byen nu har 52.616 indbyggere. Selvom udviklingen er positiv, er der stadig et stykke vej til at nå Fredericia Kommunes ambitiøse bosætningsmål for 2033, som blandt andet indebærer, at kommunen skal have 55.000 borgere og en tilflytningsprocent på minimum 5,2 procent.

Medlem af Bosætnings- og Turismeudvalget Niels Martin Vind (V), ser den beskedne vækst som et skridt i den rigtige retning, men understreger, at der skal sættes yderligere ind for at nå målene.

– Vi har kæmpet med det hele vejen, og det var netop derfor, at udvalget blev oprettet – for at få mere fokus på området, end vi havde før, hvor turisme, kultur og idræt var samlet under ét. Ved at have et udvalg, der kun har bosætning som sin primære opgave, får vi større fokus, siger Vind.

Han fremhæver, at en central del af den videre indsats handler om at gøre Fredericia til et attraktivt sted for unge familier, især dem, der har børn, der endnu ikke er startet i skole.

– Vi mener, at Fredericias skoler bør være mere tilgængelige for både virksomheder og børnefamilier. Der er især potentiale i at tiltrække børnefamilier, hvor børnene endnu ikke er startet i skole, da de er nemmere at flytte til en ny kommune, forklarer Vind.

I lyset af de langsigtede mål, som blandt andet omfatter en stigning på 5 procent i antallet af børn under 6 år, er der blevet ansat en bosætningskonsulent i Business Fredericia for at styrke arbejdet med at tiltrække flere borgere.

– Det er positivt, at det lykkes, og jeg er glad for, at vi ser en udvikling, der også vil vokse, hvilket giver os mulighed for at accelerere indsatsen. Vi er stadig et stykke fra vores mål, men vi er på rette vej, og vi skal fortsætte med at sætte mere energi ind, siger Niels Martin Vind.

En del af strategien for at tiltrække flere til byen er at fortælle Fredericias positive historie, både ved at fremhæve de mange muligheder, som byen tilbyder, og ved at understrege de initiativer og projekter, der er med til at skabe et dynamisk og attraktivt lokalsamfund, hvor både nye borgere og eksisterende indbyggere kan trives og bidrage til byens vækst.

– Det handler om at fortælle den gode historie. Vi skal være stolte af det, vi kan opnå. Initiativer som Royal One er med til at skabe gode historier om os og vise, hvad vi står for, tilføjer Niels Martin Vind.

Udfordringerne i forhold til at tiltrække unge familier og samtidig tage højde for den stigende andel af ældre borgere i kommunen er ikke små.

– Vi er nødt til at gøre Fredericia attraktiv for børnefamilier, og det er en central del af vores plan. Det handler ikke kun om at få flere skatteindtægter, men også om at skabe muligheder for, at folk kan blive en del af samfundet. Flere mennesker betyder, at vi kan gøre det bedre på mange fronter, siger Vind.

Bosætningsmålene er ambitiøse, men med et stærkt fokus på både kommunikation, infrastruktur og tiltrækning af unge familier er der håb om, at Fredericia vil kunne opnå den vækst, der er nødvendig for at skabe en bæredygtig fremtid for kommunen.

Badeland er et hit i vinterferien

0

I vinterferien er Fredericias badeland blevet en livline for alle, der ønsker at slippe væk fra den bidende vinterkulde. Efter et års renovering har badelandet, der ligger i Fredericia Idrætscenter, åbnet dørene igen i efteråret 2024 – og interessen har været intet mindre end eksplosiv.

Når vinteren bider, søger folk efter varme. Og hvor er det bedre at finde den end i et opvarmet badeland, hvor man kan svømme rundt i varme bassiner, mens det er bidende koldt udenfor? Efter den store renovering, der har gjort badelandet tidssvarende og moderne, samt udbedret fejl og mangler, har interessen generelt været stor, og det er den specielt i vinterferien. Leder af Madsbyparken, der dækker blandt andet badelandet, er der meget stor interesse for at komme ind i det moderne badeland.

– Vi har virkelig travlt i øjeblikket. Folk søger indendørs, og vi mærker, at efterspørgslen er stor, siger Jacob Falkenby.

Badelandet har, for at kunne håndtere den massive tilstrømning, indført en venteliste via SMS – en løsning, der hurtigt har vist sig at være effektiv. I stedet for at stå i lange køer, kan gæsterne nu få besked, når det er deres tur til at hoppe i vandet.

– Det har fungeret rigtig godt. Vi kan holde ventetiden på et rimeligt niveau, og det har været en stor lettelse for folk, der måske ikke vil stå her og vente, fortæller Jacob Falkenby.

Og det er ikke småt, det drejer sig om. I de travleste perioder, som er omkring formiddagen, står folk faktisk på venteliste for at komme ind i badelandet. For dem, der ikke har booket tid på forhånd, kan ventetiden være op til en time. Heldigvis er det ikke nødvendigt at vente længe – for når klokken bliver 12, falder ventetiden markant.

– Det er virkelig blevet populært, og folk er villige til at vente. Det er klart, at vi står overfor en god periode her. Badelandet er et fristed i vinterkulden – en slags oase, der trækker folk til, siger Jacob Falkenby.

Så mens kulden er ved at bide sig fast i Fredericia, er det klart: Badelandet er den varme flugt, som mange har længtes efter. Det er ikke kun et sted for sjov og leg, men også en påmindelse om, at selv i den koldeste tid på året, kan man finde varme – både i vandet og i fællesskabet.

Business Fredericia hylder iværksættere

0

Business Fredericia har i flere år arbejdet målrettet for at støtte og fremme iværksætterkulturen i byen. I 2021 indstiftede de Iværksætterprisen, og prisen er nu blevet en vigtig anerkendelse for lokale iværksættere, der har gjort en ekstraordinær indsats indenfor deres felt. I 2025 uddeles prisen for fjerde gang, og Business Fredericia har allerede sat fokus på at hylde de iværksættere, der skiller sig ud ved at tænke i nye baner og skabe vækst i byen.

Chefkonsulent i Business Fredericia, Stephen Bihl, er den drivende kraft bag idéen til Iværksætterprisen.

– Jeg foreslog idéen til vores bestyrelse, og de syntes, det var en god idé. De opstillede derfor nogle kriterier. Fokusset har været på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Selvom man ikke kan opfylde alle krav, kan vi være med til at støtte de start-ups, der arbejder med disse principper, siger Bihl.

Prisen er blevet et vigtigt redskab til at synliggøre de virksomheder, der gør en forskel i Fredericia, og som samtidig bidrager til at inspirere andre iværksættere til at tænke innovativt og bæredygtigt, hvilket understøtter både den lokale økonomi og byens vækst på længere sigt.

– Vi prøver at sætte gang i det, så folk bliver opmærksomme på det. For eksempel, sidste år vandt Brugte Ski, og de har formået at få et fantastisk gennembrud, tilføjer Bihl.

Restaurant Ene er et andet eksempel på en iværksætter, der har taget en kalkuleret chance og vundet prisen, efter at de modigt valgte at flytte deres restaurant til Kanalbyen, hvilket har givet dem en solid position i et nyt og voksende område i Fredericia.

– De tog chancen og flyttede restauranten ned i Kanalbyen som nogen af de første. Det kræver mod at åbne en forretning i et nyt område, og det er ikke noget, alle tør. Men de har virkelig fået kunder og etableret sig godt, siger Bihl og understreger, at det er imponerende, hvordan de har skabt succes i et relativt nyt område.

Iværksætterprisen uddeles hvert år ved Business Fredericias generalforsamling, som i år finder sted den 13. marts 2025. Prisen går til en virksomhed eller iværksætter, der er hjemmehørende i postnummer 7000 og har et CVR-nummer, der maksimalt er fem år gammelt. Modtageren af prisen får et diplom, et kunstværk af en lokal kunstner samt et kontant beløb på 5.000 kroner.

Kriterierne for Iværksætterprisen inkluderer vækst i både omsætning og antal arbejdspladser, samt en vilje til at tænke bæredygtighed, cirkulær økonomi og CSR ind i virksomheden. Det er ikke nødvendigt at opfylde alle kriterier, men virksomheder, der er synlige i Business Fredericias netværk og fungerer som rollemodeller for andre iværksættere, har en fordel i udvælgelsen.

– Vores mål er at hylde dem, der virkelig gør en forskel i Fredericia. Iværksætterne, der har modet til at tage chancen og skabe noget nyt. Det er dem, der driver væksten og skaber nye arbejdspladser, afslutter Bihl.

Indstillinger på kandidater til Iværksætterprisen kan sendes til Business Fredericia frem til den 23. februar 2025. Med prisen ønsker Business Fredericia at sætte fokus på de iværksættere, der gør en forskel for byens udvikling og inspirerer andre til at følge deres eksempel.

Sådan vil kommende betonhus vise nye veje for CO2-reduktion

0

Målet om at holde CO2-aftrykket under 5 kg/år/m² har krævet en del nytænkning, men Realdania By & Byg kan nu præsentere et skitseforslag til MiniCO2 Etagehus BETON, hvor udledningen er reduceret til et minimum.

I 2024 nedsatte Realdania By & Byg et eksperthold, der fik til opgave at komme med et bud på, hvordan man kan bygge et boligbyggeri i beton med et så lavt CO2-aftryk som muligt. Det 600 m² store etagebyggeri er det fjerde i rækken af Realdania By & Bygs MiniCO2 Etagehuse, hvor formålet er at finde nye veje til at spare ressourcer i boligbyggeri.

Der bliver stadig regnet på detaljerne, men foreløbig ser det ud til, at målet om at holde betonhusets aftryk under 5 kg/år/m² kan realiseres ved at kombinere tre greb: For det første skal materialeforbruget holdes helt nede, for det andet skal mange elementer støbes på stedet, og for det tredje tilsættes genbrugsmaterialer.

Skruer ned for forbrug af cement og beton

Huset skal opføres med en såkaldt lavstyrkebeton, som er kendetegnet ved, at den indeholder mindre af den CO2-tunge cement og derfor kræver længere hærdningstider.

Desuden er der lagt kræfter i at regne på, hvor meget materiale der helt præcist skal til, for at huset kan leve op til kravene til statik og komfort. Ved at regne tingene grundigt igennem har det vist sig, at huset kan bæres af søjler og dæk, der er slankere end normalt.

– Når man arbejder med standarder, kan man nemt komme til at bruge for meget materiale, så det har vi undgået. Vores ingeniør har i stedet sat sig ned og regnet på, hvor lidt materiale vi kan nøjes med. Det har blandt andet resulteret i nogle elegante, slanke søjler, som man vil kunne se fritlagt i det færdige hus, fortæller projektchef i Realdania By & Byg Jørgen Søndermark.

Sparer CO2 ved at støbe elementer på stedet

Husets hovedtrappe er et af de elementer, der er mange funktionskrav til, og derfor har den fået særlig opmærksomhed. En trappe skal være stærk, men faktisk er der ekstra høje krav til styrke, hvis delene til trappen skal transporteres efter de er blevet støbt. Samtidig kan trappen få lov til at hærde længere tid, hvis den bliver støbt på stedet, end hvis den støbes på en fabrik, hvor formen som regel hurtigt skal i brug igen til det næste element. Og ved at tillade længere hærdningstid kan man spare på cementindholdet.

– Vores beregninger viser, at vi kan spare op til 70% CO2 ved at støbe trappen på stedet uden at det behøver at fordyre projektet markant. Tidsforbruget vil vokse for arbejderne på pladsen, men det behøver ikke at blive et problem. Vi skal bare planlægge ordentligt og komme i gang med at støbe trappen i god tid, så den kan stå og hærde på byggepladsen, fortæller Jørgen Søndermark og understreger, at der vil være fokus på sikkerheden på byggepladsen gennem hele processen.

Tilsætter genbrugsbeton

Huset kommer til at hvile på et fundament, der delvist består af 55 år gamle betonelementer, der hentes fra Gellerupparken ved Aarhus. Den brugte beton skal også genanvendes i formuren i stueetagen, hvor den bliver monteret i et dekorativt mønster.

Oprindeligt var det ikke en del af planen, at MiniCO2 Etagehus Beton skulle bygges med genbrugselementer, fortæller Jørgen Søndermark:

– En del af konceptet for MiniCO2 Etagehusene er, at de skal bygges med almindelige hydevarer, og derfor var det vores udgangspunkt, at det ville forvirre billedet, hvis vi arbejdede med genbrugselementer. Men efterhånden som projektet er skredet frem, har vi indset, at der i dag er store mængder genbrugsbeton til rådighed for alle, men at der er et stort behov for viden om og ideer til, hvordan man kan anvende det i nybyggeri. Det vil vi rigtig gerne være med til at belyse.

Realdania By & Byg vil fortsætte med at fortælle om erfaringer og resultater efterhånden som projektet skrider frem. Det sker via realdania.dk, LinkedIn, foredrag og i pressen.

Boligerne kommer til udlejning

Det er planen at gå i jorden med projektet i foråret 2025. Når huset er færdigt, kommer de fem boliger til udlejning.

FAKTA

MiniCO2 Etagehus BETON har nået projektudviklingsfasen, hvor rådgiverteamet består af:
• Søren Jensen (ingeniør og totalrådgiver)
• CEBRA (arkitekt)
• Bo Michelsen (entreprenørkonsulent)
• Slaatto Morsbøl (meddesignere på facaden i genbrugsbeton)

Hvorfor beton?

Verdens byer vokser, og hver dag skyder nye etagebyggerier i beton op. Beton er det mest anvendte byggemateriale, både globalt og i Danmark. Det er stærkt, billigt og effektivt at arbejde med. Beton er samtidig et CO2-tungt materiale, som står for en stor del af den samlede udledning fra byggeriet. Derfor ligger der en stor opgave i at undersøge, hvordan man kan nedbringe CO2-udledning fra betonbyggeri.

Om MiniCO2 Etagehusene

Realdania By & Bygs MiniCO2 Etagehuse i Fredericia er et komparativt studie, der er sat i verden for at finde nye veje til at nedbringe ressourceforbrug og CO2-udslip i byggeri af etageejendomme. Projektets omdrejningspunkt er fem boligbyggerier i samme størrelse, der opføres side om side i samme gade i Kanalbyen i Fredericia. To huse har fokus på byggeriets processer og tre huse har fokus på materialerne træ, tegl og beton.

Gudmundsson stolt efter nederlag i Berlin

0

Fredericia Håndboldklub spillede en tæt og intens Champions League-kamp mod Füchse Berlin, selvom de til sidst måtte se sig slået med 36-29.

FHK-træner Gudmundur Gudmundsson roste sin spillers præstationer i en kamp, hvor de, trods nederlaget, kunne være tilfredse med mange aspekter af deres spil.

– Vi spillede meget godt i en lang periode af kampen, især i første halvleg, hvor vi havde et godt forsvar, selvom vi stadig indkasserede 18 mål, sagde Gudmundsson efter kampen og fortsatte:

– Füchse har et rigtig god angreb, men også vores eget angreb var stærkt, så jeg er glad for mange ting, sagde den islandske FHK-træner.

FHK kom stærkt fra start og havde flere gange kontrol over kampen. Forsvaret var solidt i begyndelsen, og målvogteren Sebastian Frandsen var afgørende i at stoppe flere store chancer fra Berlin, herunder tre store skud fra Mathias Gidsel på helt frie positioner. Den danske stjerne Gidsel, som normalt er sikker på disse skud, måtte se sig stoppet af en fremragende Frandsen, hvilket bidrog til at holde kampen tæt i den første halvleg.

Trods Berlins styrke, hvor spillere som Lasse Andersson og Gidsel begyndte at finde deres rytme, formåede FHK at holde sig indenfor rækkevidde. I første halvleg var stillingen tæt, og FHK gik til pause med 18-14, hvilket indikerede en intens og uafgjort kamp.

I anden halvleg fik Berlin gradvist mere kontrol, og selvom FHK kæmpede videre, formåede de ikke at holde trit med det tyske holds angrebsspil, som i sidste ende trak dem fra.

Kampen endte med en 36-29-sejr til Berlin, men FHK viste, at de kan spille på et højt niveau mod nogle af Europas bedste hold. Gudmundsson var tilfreds med sin spillers indsats, men understregede, at de fortsat arbejder på at forbedre deres spil og reducere fejlene, der i sidste ende gjorde forskellen i resultatet.

Næste gang FHK skal i aktion er igen på den store scene i Champions League, hvor modstanderen på onsdag er Paris hjemme i Middelfart Sparekasse Arena.

Ny undersøgelse: Danske forældre fravælger forældrekontrol på sociale medier

0

Selvom sociale medier satser på forældrekontrol som et værktøj til at beskytte børn online, viser en ny undersøgelse fra Digitalt Ansvar nu, at danske forældre i stor stil vælger overvågning fra. Kun 15 procent af forældrene bruger forældrekontrol, selvom 75 procent kender til værktøjerne.

Tillid frem for overvågning

Ifølge undersøgelsen er tillid og dialog det vigtigste for danske forældre, når det kommer til børns digitale liv. 78 procent af forældrene svarer, at de stoler på, at deres barn selv vil henvende sig, hvis de møder problemer online.

– Jeg synes det [forældrekontrol, red.] er meget grænseoverskridende. Specielt hvis du er 15, 16, 17 år. Der vil jeg hellere vælge at have tillid til vores børn, siger en far til to drenge på 12 og 15 år i undersøgelsen.

Undersøgelsen peger samtidig på, at forældrekontrol primært bruges af de forældre, der i forvejen sætter faste rammer for deres børns skærmtid og digitale adfærd.

Børn efterlades uden opsyn online

Imens bekymrer den manglende anvendelse af forældrekontrol Digitalt Ansvar, der advarer om, at det efterlader en stor gruppe børn uden nogen form for opsyn på sociale medier.

– Der er potentielt en stor børnegruppe, som efterlades alene på perronen uden nogen som helst opsyn, når de færdes på nettet. Og det gør dem langt mere udsatte for overgreb og andre ubehagelige oplevelser, påpeger Ask Hesby Holm, direktør i Digitalt Ansvar.

Samtidig viser tidligere analyser fra Digitalt Ansvar, at forældrekontrol ikke nødvendigvis fungerer som en effektiv beskyttelse. Mange af de løsninger, sociale medier tilbyder, kan let omgås af børnene selv.

Organisationen: Tech-giganterne kan gøre mere for børns sikkerhed

Sociale medier fremhæver ofte forældrekontrol som løsningen på online sikkerhed for børn, men Digitalt Ansvar mener, at ansvaret i højere grad bør placeres hos platformene selv.

– Børns sikkerhed på nettet må ikke koges ned til et forældreansvar. De sociale medier har alle muligheder for at gøre deres produkt mere sikkert ved bl.a. at moderere ulovligt og skadeligt indhold og sikre, at deres algoritmer og platforme ikke er designet til at fastholde børn og unge i en grad, som de gør i dag, siger Ask Hesby Holm.

Forslag til løsninger

For at forbedre børns sikkerhed på sociale medier anbefaler Digitalt Ansvar en række tiltag, der ifølge dem kan gøre platformene mere sikre. Organisationen peger blandt andet på behovet for effektiv aldersverifikation, så sociale medier med sikkerhed ved, hvilke brugere der er børn. Derudover foreslås bedre moderation, der kan sikre, at skadeligt og ulovligt indhold fjernes hurtigere.

Digitalt Ansvar efterlyser samtidig en fælles løsning for forældrekontrol, der fungerer på tværs af platforme, så forældre ikke behøver oprette profiler på hver enkelt tjeneste for at beskytte deres børn, og endelig anbefales det, at der udvikles bedre vejledning til forældre, så de nemmere kan tage stilling til, hvordan de bedst sikrer deres børn online.

Undersøgelsen bag

Undersøgelsen er gennemført af Epinion i samarbejde med Digitalt Ansvar og bygger på data fra 2000 danske forældre med børn i alderen 9-16 år. Derudover er der gennemført kvalitative interviews med otte forældre. Data blev indsamlet i oktober og november 2024.

De mest værdifulde U-18 spillere i NordicBet Ligaen

0

I en ny opgørelse fra Transfermarkt er de mest værdifulde U-18 spillere i NordicBet Ligaen blevet afsløret, og listen rummer flere interessante talenter. Den 18-årige midtbanespiller fra Fredericia, Lindekilde, topper listen med en markedsværdi på 400.000 euro, hvilket viser den store interesse og potentiale, der er i den unge spiller.

Lindekilde er fulgt af HB Køges Hald og Bayrak, som begge har en markedsværdi på henholdsvis 300.000 og 250.000 euro. Disse unge spillere har allerede bevist deres talent i ligaen og er blevet anerkendt for deres bidrag til deres hold.

En anden bemærkelsesværdig spiller på listen er OB’s Martin, som kun er 17 år gammel, men allerede vurderes til 250.000 euro. Martin er en af de yngste spillere i denne opgørelse, men hans værdi afspejler den store tillid, han har fået på holdet.

Desuden finder vi Tape fra Horsens og Larsen fra HB Køge, der begge er vurderet til 200.000 euro. Tape og Larsen er to spillere, der allerede er blevet bemærket for deres dygtighed og potentiale.

Listen inkluderer også spillere som M. Kannegaard fra HIK og Callø fra Kolding, som er vurderet til henholdsvis 150.000 og 100.000 euro. De unge spillere viser, at der er masser af talent i ligaen, og at flere spillere har potentialet til at gøre sig bemærket på højere niveauer.

På listen finder vi også spillere som Jalaei (100.000 euro) og Toftegaard (50.000 euro), som begge er yngre spillere med en stor fremtid foran sig.

De mest værdifulde U-18 spillere i NordicBet Ligaen:

  1. Jonathan Lindekilde (FC Fredericia) – €400.000
  2. Silas Hald (HB Køge) – €300.000
  3. Berkant Bayrak (Vejle) – €250.000
  4. William Martin (OB) – €250.000
  5. Christ Tape (AC Horsens) – €200.000
  6. Gabriel Larsen (HB Køge) – €200.000
  7. Mikkel Kannegaard (Hobro) – €150.000
  8. Luca Callø (Kolding IF) – €100.000
  9. Saman Jalaei (Hillerød Fodbold) – €100.000
  10. Hjalte Toftegaard (AC Horsens) – €50.000

Kan FHK overraske Paris efter opløftende Berlin-kamp?

0

Fredericia Håndboldklub (FHK) spillede en solid Champions League-kamp mod Füchse Berlin, selvom de til sidst måtte bøje sig for de tyske giganter med 36-29. Selvom resultatet måske ser overbevisende ud for Berlin, var kampen langt tættere end slutresultatet antyder. FHK viste både defensiv styrke og angrebspotentiale, hvilket giver grund til at tro, at de kan udfordre Paris SG på hjemmebane på onsdag.

Mod Berlin satte FHK tempoet fra start og viste, at de kan spille med på højeste niveau. Deres defensive spillestil, hvor de lagde et aggressivt pres på Berlin, var i perioder særdeles effektiv. Målmanden Sebastian Frandsen spillede en central rolle og leverede flere fantastiske redninger, herunder tre store skud fra Mathias Gidsel på frie chancer. Trods Berlins erfaring og spilstyrke holdt FHK sig tæt på i lang tid, og kampen var spændende indtil de sidste minutter, hvor Berlin trak fra.

Denne præstation giver selvtillid til FHK, som nu ser frem mod deres næste Champions League-udfordring – en hjemmekamp mod Paris SG onsdag. Paris har på det seneste vist sig sårbare, og FHK kan finde inspiration i Paris’ choknederlag til Wisla Plock hjemme i Paris i denne uge. Det resultat kan give FHK en tro på, at de kan levere en overraskelse på hjemmebane, især når man tager den intensitet og stemning i betragtning, som deres eget hjemmehold kan skabe.

FHK’s hjemmebane i Fredericia har en helt anden atmosfære end Odense, hvor de tidligere har spillet deres Champions League-kampe. Hallen i Fredericia er meget mere intim og intens, og med en fyldt arena kan FHK få den nødvendige energi og støtte fra publikum, som kan være forskellen i en tæt kamp. Selvom hallen ikke er godkendt til Champions League-niveau, har klubben fået dispensation, og det er her, FHK har haft stor succes før. Den tætte og elektriske stemning kan give dem den ekstra energi, de behøver for at udfordre et hold som Paris SG.

For at overraske Paris er det afgørende, at FHK kan levere en jævn præstation over hele kampen. Mod Berlin var der perioder, hvor FHK spillede på et meget højt niveau, især fra spillerne som Reinier Taboada og Anders Martinusen, men der var også perioder, hvor niveauet faldt. Hvis Taboada kan fortsætte med at være den ledende figur i angrebet, og Martinusen kan bringe sin energi og præcision i hele kampen, samtidig med at keeperne rammer det samme høje niveau som mod Berlin, har FHK absolut potentialet til at levere sensationen.

FHK’s forsvar var solidt mod Berlin, og hvis de kan opretholde det samme defensive niveau mod Paris, samtidig med at de er mere konsekvente i angrebet, vil de kunne presse Paris på samme måde, som de pressede Berlin i store perioder. Det handler om at holde fokus hele vejen igennem og spille en stabil og intens kamp.

Paris er uden tvivl favoritter til onsdagens opgør, men med en velspillende FHK, en fyldt hjemmebane og en elektrisk stemning, der kan give holdet ekstra energi, er der en chance for, at FHK kan skabe en uventet overraskelse. Det er klart, at FHK har potentialet til at gøre det svært for Paris, især når man ser på den form, Paris har vist de seneste uger.

FC Fredericia vandt sidste træningskamp inden turneringsstart

0

På to mål i anden halvleg vandt FC Fredericia 2-1 mod Aarhus Fremad.

Fredag spillede FC Fredericia deres sidste træningskamp før den officielle turneringsstart, som finder sted på søndag den 23. februar mod HB Køge. 

Træningskampen blev spillet på kunstgræsbanen bag Monjasa Park kl. 13:00, men skulle oprindelige være spillet lørdag klokken 14:00.

Kampen mod Aarhus Fremad startede med en føring til gæsterne, der kom foran i første halvleg. Men FC Fredericia viste styrke i anden halvleg og svarede hurtigt igen. Eskild Dall og Martin Huldahl sørgede for, at FC Fredericia vendte kampen og til sidst kunne sikre sig sejren.

Nu venter der en uges træning for FC Fredericia inden, at det går løs i NordicBet Ligaen.