KRIMI. Det seneste døgn har været præget af alvorlige sager i Sydøstjyllands Politi. Blandt andet blev en 32-årig mand tirsdag ved Retten i Horsens idømt en fængselsstraf på 5 år og 6 måneder for seksuelle krænkelser. Han blev dømt for overgreb mod sit eget barn samt mod to mentalt handicappede børn, som han kom i kontakt med gennem sit arbejde som pædagog. Manden valgte at anke dommen.
I en anden sag har en 43-årig mand bosat i Vejle Kommune været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for flere tilfælde af kontaktbedrageri i Vejle-området. Politiet anmodede om dørlukning ved retsmødet, og resultatet blev, at manden blev varetægtsfængslet i fire uger.
Sydøstjyllands Politi har dermed haft et intensivt døgn med alvorlige sager på bordet, hvor både domstole og politi har arbejdet intensivt med at opretholde retfærdighed og sikkerhed i kredsen.
ODENSE. Munke Mose i hjertet af Odense er netop blevet udpeget som en af Danmarks Betydningsfulde Haver – en anerkendelse, der hylder parkens historiske, æstetiske og rekreative kvaliteter.
I mere end 100 år har Munke Mose været en grøn oase for odenseanere og besøgende – et sted til fordybelse, leg, motion og fællesskab. Parken blev anlagt i 1912 med Odense Å som det bærende element, og er tegnet af den anerkendte landskabsarkitekt Edvard Glæsel, der også står bag Fælledparken i København. Det var frøgrosserer Chr. Dæhnfeldt (1857-1920), der betalte to tredjedele af anlægsudgifterne på 28.000 kr. til parkanlægget, så det langt ud i fremtiden kunne blive til glæde og gavn for byens borgere.
Med sine vidtstrakte græsflader, varierede beplantning og rige fugleliv er Munke Mose et levende eksempel på, hvordan grønne byrum kan skabe værdi for både mennesker og natur.
»Munke Mose er Odenses grønne kerne og et smukt eksempel på, hvordan grønne anlæg fortsat spiller en central rolle i byens liv og identitet. Munke Mose er ikke blot en grøn oase midt i Odense – den er et levende vidnesbyrd om mere end 100 års havekunst og byplanlægning med mennesket i centrum. Og så er det jo sjovt, at da Odense fik haven som en gave af Dæhnfeldt, lå den faktisk i udkanten af byen. Udpegningen som en af Danmarks Betydningsfulde Haver anerkender både landskabsarkitekt Edvard Glæsels visionære arbejde og den vedvarende indsats af vores parkforvaltere og landskabsarkitekter for at bevare og udvikle parken som et rekreativt frirum for alle,« fortæller rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell.
Det er foreningen By og Land Danmark, der står bag udpegningen og med initiativet Danmarks Betydningsfulde Haver har sat fokus på de haver og grønne anlæg, der gennem deres udformning, historie og brug bidrager til forskønnelsen af Danmark. Det gælder både byparker, private haver, kirkegårde og botaniske anlæg. Fælles for dem alle er, at de repræsenterer væsentlige kapitler i Danmarks havehistorie og kulturarv.
»Jeg synes selvfølgelig, Munke Mose er et godt valg som en af Danmarks Betydningsfulde Haver. Munke Mose har en spændende historie, der spænder fra vådområde til kultivering og rekreativt område, der samler odenseanere i alle aldre. Det var her, odenseanerne i forrige århundrede spankulerede rundt og filosoferede over tilværelsen. Og det var her, man allerede for over 150 år siden hoppede på åfarten. Og så er mosen opkaldt efter de munke, der holdt til i det kloster, hvor jeg har min daglige gang, og som vi i dag kalder Historiens Hus,« udtaler stadsarkivar Johnny Wøllekær.
Munke Mose er udvalgt som et af 11 nye anlæg, der nu føjes til listen over Betydningsfulde Haver. Ved udpegningen lægges der vægt på parkens kulturhistoriske betydning, dens æstetiske kvaliteter, og hvordan den stadig i dag fungerer som et centralt og levende byrum. Parken er et sted, hvor børnehavebørn leger, motionsløbere finder ro, og hvor både odenseanere og turister nyder naturen – året rundt.
EVENT. Royal Run ’24 i fæstningsbyen Fredericia var en kæmpe folkefest, og Fredericia er klar til at gentage succesen i 2028, hvor HM Kongen fylder 60 år, og den royale løbsfest fejrer 10-års jubilæum. Ansøgningen er sendt, og økonomien er på plads.
Fredericia var klædt festligt på til kongelig løbsfest, da 13.500 deltagere og tusindvis af tilskuere oplevede fæstningsbyen danne ramme for Royal Run ’24. Nu er Fredericia Kommune klar til at gentage succesen i 2028, hvor Kongen fylder 60 år, og Royal Run kan fejre 10-års jubilæum.
»Royal Run ’24 i Fredericia er en dag, jeg sent vil glemme, og jeg er sikker på, at de mange mennesker, der var en del af den kongelige løbsfest her i fæstningsbyen, har det på samme måde. Royal Run ’24 var en kæmpe succes, der i den grad satte Fredericia på Danmarkskortet. Vi er klar til at gentage succesen. Derfor har vi ansøgt om at blive værtsby for Royal Run ’28. Vi har erfaringen, økonomien er på plads, og sidst men ikke mindst er både viljen og ønsket stort,« siger borgmester i Fredericia Kommune Christian Bro.
Ansøgningen er sendt til Danmarks Idrætsforbund, og Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet at afsætte 1,8 millioner kroner fra Puljen til større events til Royal Run i 2028, såfremt ansøgningen bliver imødekommet, og Fredericia igen bliver værtsby for Royal Run.
»Jeg håber, at der bliver set positivt på vores ansøgning, så vi kan bygge videre på alle de gode erfaringer, vi gjorde os i 2024. Royal Run ’24 i Fredericia var en uforglemmelig dag fyldt med sammenhold og fællesskab. Lige fra den uvurderlige indsats, de frivillige ydede, de mange kreative sideruns, der blev arrangeret rundt om i kommunen, og til den kæmpe folkefest, der udfoldede sig langs ruterne og i byen. Royal Run står også for bevægelse både før, under og efter selve løbsdagen. De mange positive effekter, der følger i kølvandet på Royal Run, passer helt perfekt ind i vores fokus på at få endnu mere bevægelse ind i hverdagen,« siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune.
Også formanden for kommunens Bosætnings- og Turismeudvalg Susanne Eilersen håber, at Fredericia slipper gennem nåleøjet og får lov til igen at blive værtsby for den kongelige løbsfest i 2028.
»Royal Run ’24 i Fredericia var en både smuk og folkelig oplevelse. Men Royal Run er også en virkelig stærk platform, når det handler om mulighederne for at vise vores by frem – både for de mange tusinde deltagere og tilskuere, der kommer til byen, men også for dem, der følger med på tv. Fredericia har så meget at byde på, og derfor er det også helt naturligt, at vi ansøger om at blive værtsby i 2028, når der fejres 10-års jubilæum,« siger Susanne Eilersen, der er formand for Fredericia Kommunes Bosætnings- og Turismeudvalg.
KRIMI. Torsdag og natten til fredag var et usædvanligt stille døgn for politiet i Fredericia. Sydøstjyllands Politi kunne melde om et fredeligt døgn uden store hændelser eller uro i byen. Dog måtte politiet alligevel rykke ud til én enkelt sag på Havepladsvej.
Her standsede en patrulje en 29-årig kvinde, der blev taget for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer. Kvinden havde desuden ikke ret til at føre bil, da hendes kørekort tidligere var blevet inddraget.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller:
»Vi har en enkelt lille ting på Havepladsvej fredag klokken 01.08. Her bringer en patrulje en personbil til standsning for at kontrollere føreren, og det viser sig, at vedkommende er påvirket af euforiserende stoffer, og derudover ikke har førerret til at måtte føre personbil.«
Politiet kunne ikke præcist angive, hvor påvirket kvinden var, og heller ikke hvorfor hendes kørekort var blevet inddraget.
Bortset fra episoden på Havepladsvej er døgnrapporten altså kortfattet.
For politiet i Fredericia har det været et af de mere rolige døgn, og en enkelt hændelse med en påvirket bilist skiller sig således ud som den eneste nævneværdige opgave.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.
Der er noget næsten poetisk ved, at SF’s Ole Olsen ikke er ”specielt optaget af, hvem der skal sidde for bordenden i byrådssalen.” Det forklarer måske, hvorfor venstrefløjen i årevis har ladet Fredericia styre som en blind passager på en havareramt færge uden kompas, uden kurs og med socialdemokratiet ved roret og SF som kabysmed med brændt havregrød og hensigtserklæringer på menuen.
Men kære Ole, vi i Liberal Alliance er optaget af, hvem der sidder for bordenden. Ikke fordi vi er magtsyge, men fordi vi ved, at det betyder noget, hvem der træffer beslutningerne. For når SF ikke vil tage stilling til, hvem der skal lede byrådet, så overlader man det i realiteten til de gamle vaner, vanestyre og vanesocialdemokrater.
Fredericia har problemer, alvorlige problemer det har Ole ret i. Men når løsningen på skolekrise, børnefattigdom, arbejdsmarkedsudfordringer og de mange andre udfordringer byen står over for. ifølge SF skal være… en anden skolestruktur, så må man spørge sig selv: Hvor blev ambitionerne og det frie initiativ af?
• Vi i Liberal Alliance siger: Det betyder noget, hvem der leder. Det betyder noget, om man tør tænke nyt, give friheden tilbage til institutionerne og fjerne meningsløs regulering. Og det betyder alt, om man vil give ansvar til borgerne eller bare vil parkere dem i systemet med endnu en pulje og et udvalgsmøde.
Jeg går til valg med et klart mål: Fredericia skal ledes af en liberal borgmester eller en alliance, der tør sætte borgerne før bureaukratiet. Vi skal have færre planer og flere løsninger, færre overlæg og mere lederskab.
Og ja, LA vil sidde for bordenden. For det er bedre end at stå og vakle i døråbningen og håbe, at nogen andre tager ansvaret.
KONCERTANMELDELSE. Der var langt fra hverdagsmusik på programmet, da professor Jens Wollenschläger indtog bænk og bælg i Trinitatis Kirke den 19. juni 2025. Publikum blev taget med på en musikalsk rejse gennem århundreder og verdenshjørner fra Bachs velkendte åndedrag af barok åndelighed til fremragende nye toner fra kunstnerens egen hånd.
Koncerten åbnede med Johann Sebastian Bachs “Fantasia super Komm, heiliger Geist”, hvor den såkaldte Organo pleno-stil fyldte hele kirkerummet og her må det siges: det nye orgel i Trinitatis Kirke har fået nyt liv og ny ære. Restaureringen af instrumentet er ikke bare lykkedes det er blevet en akustisk kronjuvel i Fredericia. Orglets fyldige, balancerede og dog skarpt tegnede klang gjorde Bachs polyfone kompleksitet både himmelstræbende og jordfast.
Herefter tog Wollenschläger os med til den franske barok via Nivers’ pentecostalske hymne i tre raffinerede satser musikken sitrede af gammel fromhed og fin ornamentering. Helt ukendt materiale for undertegnede og måske for mange i salen, men spillet med overbevisning og varme.
Steigleders variationer over “Vater unser” og Buxtehudes kraftfulde version af “Komm, heiliger Geist” førte os dybere ind i reformationstidens klanglige verden. en æra hvor orglet bar både bønnens og prædikens vægt.
Så kom Louis Vierne fransk romantik med dramatik. “Hymne au soleil”, “Feux follets” og “Clair de lune” (Titlen “Clair de lune” betyder “måneskin” på fransk og er inspireret af et digt af Paul Verlaine med samme navn.) i følge af fantasiens poesi, spillede på orglets lyseste og mørkeste strenge. Blålys og måneskin i Fredericia en torsdag aften? Absolut.
Men koncertens højdepunkt var uden tvivl Jens Wollenschlägers egen komposition: “ijr ha’kódesch jeruschalájim, Den hellige stad Jerusalem”. Et værk i tre satser, dramatisk og spirituelt, med tekstlige referencer fra Bibelen og liturgiske riter. Her blev både klang og teologi forenet i et moderne værk, som lød som både bøn og by, som dom og drøm. Sjældent hører man nyere orgelmusik, der i den grad vækker både nysgerrighed og eftertanke.
Afslutningen med Leo Sowerbys “Toccata” satte en amerikansk krølle på koncertens hale, en slags salig swing med bastonerne i march og manualerne i jubel.
Velfortjent bifald
Det skal også nævnes, at Tobias Dahl Osenbrüg, Trinitatis Kirkes faste organist og musikalske kraftcenter, fortjener anerkendelse for sin indsats med at tiltrække så store navne til byen og for sin rolle i at få orglet restaureret og tilbage i koncertform.
Koncerten var en påmindelse om, at selv den ældste musik kan føles ny og at nutidig orgelmusik kan bære samme tyngde som klassikere. Det kræver blot en musiker med overblik, indlevelse og en god portion mod. Jens Wollenschläger leverede det hele.
Lidt om Prof. Jens Wollenschläger: Han er en højt respekteret og alsidig kirkemusiker: lærerstol ved Tübingen, førstekirkeorganist, international koncertør, korleder, udgiver og komponist. Han har en imponerende discografi, medvirker på ca. 100 udgivelser, og har en tydelig indflydelse på tysk orgelkunst, kirkemusik og undervisning.
Uddannelse & tidlig karriere
• Født i 1976 i Bad Bergzabern, vokset op i Landau/Pfalz
• Studier i kirke- og orgelmusik i Stuttgart (Prof. Bernhard Haas & Hans Martin Corrinth) og i Hamburg (konzertexamen hos Pieter van Dijk, med udmærkelse)
• Undervisning 2001–05 ved kirke-musikalske seminarer i Speyer og Neustadt (orgel, improvisation, piano, gehøruddannelse)
• Praktikår 2004–05 ved Ulmer Münster og vikar i Aalen 2009–10 .
Koncerter & internationale aktiviteter
• Turneer i Danmark, Østrig, Polen, Sverige m.fl.
• Deltog fx i Tübinger Orgelsommer, Landauer Orgelpunkt og pinsekoncert i Trinitatis Fredericia (19. juni 2025)
Aktivitet som musiker
• International koncertorganist, cembalist, pianist, lied-accompanist; optræder i kirker og domkirker i bl.a. München, Speyer, Aarhus, Kbh., Passau, Magdeburg, Berlin
• Medvirker som juror, komponist, udgiver (Carus, Strube, Schott) og musikteoretiker; underviser i orgellitteratur og improvisation .
ANMELDELSE. Denne årstid sprudler af unge, der afslutter deres uddannelse og må videre i livet, fyldte med glæde, håb og tro på fremtiden. Denne livslyst blev jeg smittet af, trods verdens genvordigheder, da Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia og Fredericia Musicalteater havde premiere på Showcase 2025 med ikke mindre end to musicals: ”Usynlig” og ”Heathers The Musical”.
Med humor, humør og hengivenhed håndterer de otte unge dimittender –
Christian Haagen Birkvang, Jens Kau Wahlers Nielsen, Marie Gersholm Baktoft, Nicoline Bonde Wiberg, Noah Vestergaard Johnsby, Sille Højberg Heilmann, Sofie Emma Lohmann og Vito Borggild Gram – aftenens svære emner – spændende fra kærlighed til død – til perfektion.
Som uddannede på ”The School of Multitasking” har man lært at danse, bevæge sig, huske lange tekster, klæde hurtigt om, sminke sig, tale og synge tydeligt og rent og udtrykke alle slags følelser – på samme tid!!! Hold nu kæft, hvor er I dygtige! Man oplever næsten, I kan alt. Kan en nyuddannet lærer, sygeplejerske, SOSU eller tømrer det? Skal man ikke først ud at lære faget i virkeligheden?
Ok. Det skal I måske også. I hvert tilfælde er I på vej ud i den udfordrende verden, hvor der er mange kampe med sejre og nederlag. Men rygsækken til rejsen er fornuftigt pakket.
Knæk og bræk!
Usynlig
Skolens helt egen kreation musicalen ”Usynlig” omhandlende sårbarheden, tvivlen og troen og ikke mindst kærligheden indledte aftenen. Lynhurtigt blev jeg sendt ud i den himmelske sfære, da hele ensemblet sang Efterklangs lækre Vi er uendelig med vokalarrangement af Kristoffer Nybye. Frydefuld flerstemmighed garneret med fremadskridende replikker. Jeg var henrykt. Flere af de velvalgte numre i Usynlig burde nævnes, men jeg vil fremhæve ide-skaberne: Magnus Berg, Thomas Agerholm, Bjørg Gamst og oversætter Mille Lambert. Det her er altså godtskruet sammen. Jeg så ikke frem til pausen, men tænkte: Bare bliv ved!
Heathers The Musical
Musicalen Heathers The Musical bygger på kultfilmen med Winona Ryder og Christian Slater og er en “dark comedy” om ungdomslivet i 80’erne på en amerikansk high school. Her gælder det liv og død.
Musikalsk temmelig kompliceret – rytmisk som tonalt – hvor de unge performere kastes ud i visse registerudfordringer.
Jeg er nok mest til Usynlig, men har ikke desto mindre større respekt for de unges formåen her i denne vanskelige Off-Broadway (mere eksperimenterende) musical.
Som alle andre år fordeles rollerne og belastningen ligeligt mellem dimittenderne, og da Sofie ikke er så meget på i Usynlig, har hun en fremtrædende rolle som Veronica i Heathers The Musical og får virkelig lov til at brillere.
Lyd og musik
Lyden var hele forestillingen perfekt afstemt mellem tale, sang og et yderst velspillende orkester. Dog måtte en ufrivillig kort pause klogeligtindlægges, da en mikrofon stod af. Hellere fikse problemet og forsætte optimalt.
Scenografi, lys og kostumer
En forholdsvis enkel scenografi krydret med et kalejdoskopisk lysunivers og farverige kostumer gav de rette rammer for effektivitet og entusiasme.
Euforisk publikum
Under den i alt tre timer lange musicalaften følte jeg mig flere gange henført til Faxetribunen i Brøndby eller Nedre C i Parken. Ved premieren var AHA-salen fyldt til sidste sæde med familier og venner af de optrædende, tidligere studerende og dimittender, trofaste hardcoresupportere af Musicalteateret, men ikke mindst elever fra VibyEfterskole. De har tidligere på året opført Heather The Musical, og det var tydeligt, de kendte handlingen og vidste, hvad der skulle ske. For medlevende hujen indtraf flere gange før flere episoder og sceneskift.
Men undervejs var de meget interesserede i forskellene mellem deres egen og denne sublime forestilling.
Der er givetvis nogle herfra, der i fremtiden vil søge ind på Musicalakademiet.
Urimelige forventninger
Vi kommer vel efterhånden anstigende i teateret med urimelige forventninger, for vi er gennem årene blevet forkælet med performerkunst af ypperste kvalitet. Men atter i år leveres der bare. Man kan kun bukke ærbødigt for akademiets undervisere, ledelse, medarbejdere, der nu gennem snart 25 år har knoklet for Danmarks bedste musicalteater! Tak til alle, der har gjort det muligt – også byens politikere! Måske oprettes der snarligt også en kandidatuddannelse. Hvad skal det dog ikke ende med?!
Første replik var vist denne aften: Jeg er klar til livet. Ja, I otte unge er SÅ klar til livet på scenerne derude omkring!
Seks stjerner. Jeg glæder mig allerede til næste år.
ENERGI. Der var glæde hos Energinet onsdag morgen, hvor selskabet kunne sætte et solidt flueben ved et af deres store anlægsprojekter. Efter mere end to års arbejde er den tekniske infrastruktur klar til at modtage strøm fra Thor Havvindmøllepark, der skal etableres i Nordsøen ud for Nissum Fjord.
Thor Havvindmøllepark, som bliver Danmarks hidtil største, vil kunne levere grøn strøm svarende til forbruget i én million husstande. Den tyske energivirksomhed RWE står for selve havvindmølleparken, men det er Energinet, der har sikret, at strømmen kan transporteres ind i det danske elnet.
neEnerginet har etableret to nye 220 kV højspændingsstationer og lagt 30 kilometer elkabler fra overgangsstationen Volder Mark ved kysten og ind til højspændingsstationen ved Idomlund nær Holstebro. Energinets driftsdirektør Søren Dupont Kristensen betegner færdiggørelsen som en milepæl i Danmarks grønne omstilling.
»I Energinet er vi nu klar med vores del af projektet, så vi kan hjælpe den grønne strøm ud i landet. Det sker gennem vores station i Idomlund og ud på højspændingsnettet til forbrugere i både Danmark og vores nabolande. Det er en kæmpe milepæl, som vi har glædet os til. Projektet er et godt skridt på vejen mod den grønne omstilling, som vi arbejder på i Danmark«, siger han.
Projektet har været et stort anlægsarbejde, og hovedentreprenøren NCC med Danboring som underentreprenør har været ansvarlige for at få de omfattende opgaver til at gå op i en højere enhed. I alt blev godt 30 kilometer kabler lagt mellem Volder Mark og Idomlund, og hele syv kilometer måtte udføres som styrede underboringer for at overholde strenge miljøkrav.
Ifølge Energinets chefprojektleder, Martin Hinrichsen, spiller netop den slags elinfrastruktur en central rolle for at sikre en stabil grøn omstilling, selvom infrastrukturen ofte er gemt under jordoverfladen.
»Elinfrastruktur er måske ikke altid en så synlig del af den grønne omstilling. Kablerne er jo også gravet ned i jorden mellem Volder Mark og Idomlund, der er et nyt, stort knudepunkt i højspændingsnettet – men elforbindelser er helt afgørende for, at vi kan skabe et elsystem med mere vedvarende energi og transportere for eksempel el produceret på havet rundt i landet«, siger Martin Hinrichsen.
Arbejdet er blevet udført under svære betingelser. Udover store mængder regn og forsinkelser med miljøgodkendelser, betød krigen i Ukraine udfordringer med leverandørmarkedet. Hertil kom beskyttelsen af naturen og ikke mindst storken Keld fra Bækmarksbro, der midlertidigt satte en stopper for arbejdet i området.
»Miljøgodkendelsen havde mange restriktioner, fordi der var flere områder med sårbar natur. Det betød, at vi skulle underbore en del af kablerne, og så var der også storken Keld, som havde slået sig ned i Bækmarksbro. Han blev overvåget dag og nat, og Energinet måtte ikke arbejde i området fra marts til oktober. Derfor er det med en ekstra god følelse, at vi nu kan aflevere projektet til tiden. Jeg er virkelig stolt af den store indsats, som hele holdet har bedrevet«, siger Martin Hinrichsen.
I alt er der gennemført hele 264 boringer for at føre kablerne under jorden, mens mere end 95.000 kubikmeter jord er flyttet for at opføre den store højspændingsstation i Idomlund. Stationen, der fylder et areal svarende til 24 fodboldbaner, rummer blandt andet transformere, som hver vejer 300 tons og indeholder 87.000 liter transformerolie.
Thor Havvindmøllepark forventes at begynde at levere de første kilowatt grøn strøm i løbet af 2026. Hele parken med 72 vindmøller skal være færdig og klar til fuld produktion med udgangen af 2027.
UDDANNELSE. Interessen har været stor fra landets folkeskoler, efter Børne- og Undervisningsministeriet tidligere på året inviterede til deltagelse i et udviklingsprogram, hvor udkast til de nye fagplaner skal testes. Hele 143 folkeskoler fra hele landet har meldt sig til, og selvom der oprindeligt kun var plads til 100 skoler, får samtlige tilmeldte nu mulighed for at være med.
Blandt de deltagende skoler finder man også tre fra Kolding, nemlig Sdr. Vang Skole, Vonsild Skole og Bramdrup Skole. De bliver sammen med de øvrige skoler en vigtig del af processen med at udvikle fremtidens fagplaner, der skal sikre en mere praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye glæder sig over det store engagement, som skolerne viser i arbejdet med de nye fagplaner.
»Jeg er rigtig glad for, at så mange skoler engagerer sig i at arbejde med udkastene til de nye fagplaner. Det er lærerne, som i fremtiden skal bruge dem til en mere praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning med plads til faglig fordybelse. Deres bidrag er afgørende for, at vi får udarbejdet det bedst mulige arbejdsredskab,« siger Mattias Tesfaye.
Udviklingsprogrammet bliver gennemført af EVA – Danmarks Evalueringsinstitut for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Programmet vil finde sted over flere perioder med afprøvning af fagplanerne først i efteråret 2025, og igen i løbet af foråret og efteråret 2026.
De deltagende skoler vil få støtte og inspiration til at udvikle undervisningen i tråd med intentionerne bag Fagfornyelsen. Det sker blandt andet gennem regionale workshops, hvor lærerne kan give direkte feedback på fagplanernes anvendelighed, forståelighed og relevans i praksis.
Resultaterne og erfaringerne fra programmet bliver efterføgende en central del af fagudvalgenes arbejde med at færdiggøre fagplanerne, og også skoler, som ikke deltager direkte i udviklingsprogrammet, får adgang til inspirationsmaterialer, der kan bruges lokalt.
TRAFIK. Regeringen har netop givet tilsagn om i alt 20 millioner kroner til fem kommuner, der vil afprøve nye og mere fleksible busløsninger. Blandt modtagerne er de lokale trafikselskaber Sydtrafik og Fynbus, der tilsammen modtager knap otte millioner kroner.
Pengene er en del af regeringens landdistriktsudspil, hvor man samlet har afsat 50 millioner kroner til støtte af behovsstyrede busser i landdistrikterne. Målet er at sikre bedre kollektiv trafik uden for de store byer, hvor de klassiske busruter ofte har svært ved at dække borgernes behov.
Transportminister Thomas Danielsen ser store muligheder i løsningerne.
»Behovsstyrede busser har stort potentiale til at styrke mobiliteten i landdistrikterne, og vi ved, at også ekspertudvalget for kollektiv transport anbefaler de behovsstyrede busser. Det er meget positivt, at kommunerne byder ind med gode ideer, som vi nu kan prøve af. Vi skal gøre noget nyt for at få en velfungerende kollektiv trafik uden for de store byer, og her er mindre og langt mere fleksible busser en del af løsningen,« siger transportminister Thomas Danielsen.
Hos Sydtrafik, der modtager 2,7 millioner kroner, skal midlerne bruges til at udvikle “Flexstop”, hvor borgerne kan rejse mellem to stoppesteder ved hjælp af den allerede eksisterende flextrafik. Sydtrafiks Flexstop skal integreres direkte i Rejseplanen, så brugerne nemt og enkelt kan benytte løsningen.
Fynbus får 5,1 millioner kroner til et pilotforsøg med bus på bestilling i erhvervsområder i Odense og Langeskov Syd, som skal fungere sammen med den eksisterende flextrafik. Formålet er at give både ansatte og virksomheder bedre og mere fleksible transportmuligheder.
Også Samsø Kommune, Movia i Vordingborg Kommune og Nordjyllands Trafikselskab i Frederikshavn modtager støtte til lignende projekter.
Pengene til projekterne skal være med til at afklare, hvordan den kollektive trafik kan gøres mere fleksibel og attraktiv – især i områder, der i dag oplever udfordringer med dækningen af offentlig transport.