-0.1 C
Copenhagen
torsdag 20. november 2025

Chefredaktør på gyngende grund

0

Chefredaktør på Fredericia Dagblad har selv bevæget sig ud på gyngende grund, når han i sin leder den 16.2.25 skriver at byens borgmester Christian Bro ligner en administrator i stedet for en leder.
Nu tager jeg ikke den ”magtliste” alvorlig.

Nr 1 er kendt for håndbold
Nr 2 bor ikke engang heri byen.
Du har fuldstændig ret når du skriver. Citat:
”Fredericia Dagblads magtliste er naturligvis ikke noget sandhedsvidne, eftersom den bror på subjektive kriterier.”
Tja hvorfor så lave den – den sælger måske aviser – hvem ved?

Jeg tænker at alle i Fredericia ved, at det års og det kommen års budget står borgmesteren ikke for, det gør de borgerlige, Enhedslisten og Sf.

Du skriver noget om folkemunde – hvorfor så ikke skrive, hvem der er disse folkemunde? Det er vel ikke fordi, du lytter til sladder, for det er der nok af i Fredericia.

Dennis Nielsen

Eksplosion i skrotbrand på Kolding Havn – flere sendt på skadestuen

0

En brand i skrotmateriale på Kolding Havn har tirsdag sendt en stor røgsøjle op over byen, og en eksplosion i forbindelse med branden har medført, at seks personer har pådraget sig “lettere skader”. Tre af dem er blevet kørt til skadestuen for tjek.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Branden blev anmeldt klokken 11.44, og myndighederne har siden været massivt til stede på Nordkajen, hvor slukningsarbejdet fortsætter.

Ifølge politiet er branden afgrænset til et lukket område, og der er umiddelbart ingen risiko for, at ilden spreder sig. Den kraftige sorte røgfane kan dog ses på lang afstand.

Jens Holms Vej fortsat spærret

Som følge af branden er Jens Holms Vej i nærheden af brandstedet lukket for trafik på ubestemt tid.

Politiet opfordrer borgere til at overholde de etablerede afspærringer for at give brandvæsen og redningsmandskab arbejdsro.

– Vi opfordrer til, at man overholder de afspærringer, der er lavet, så der er plads til at arbejde på stedet, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Myndighederne har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om brandens årsag eller udvikling.

Jens Holms Vej spærret efter brand på Kolding Havn

0

Sydøstjyllands Politi har tirsdag middag spærret Jens Holms Vej i Kolding som følge af den omfattende brand på havnen. Vejen forventes at være lukket i flere timer, og borgere opfordres til at finde alternative ruter.

Ifølge en opdatering fra Kolding Kommune på Facebook er branden stadig afgrænset til et lukket område, men den kraftige sorte røgfane kan ses på lang afstand.

– Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På nuværende tidspunkt er der ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra Sydøstjyllands Politi i opdateringen klokken 12.50.

Brandvæsenet arbejder på stedet

Trekantområdets Brandvæsen er i gang med slukningsarbejdet, der kræver en stor indsats fra brandfolk fra seks stationer. Operationschef Bo Gøgsig har tidligere oplyst, at arbejdet kan vare hele natten.

Selvom myndighederne ikke har udsendt en officiel sundhedsvarsling, anbefales det fortsat at holde døre og vinduer lukkede i nærområdet.

Bilister opfordres til at følge politiets anvisninger og finde alternative ruter, indtil Jens Holms Vej igen kan genåbnes.

Lasse Hørbye Nielsen bliver ny pressechef i DLG Group

0

DLG Group har ansat Lasse Hørbye Nielsen som ny pressechef. Han tiltræder stillingen ultimo februar og får ansvaret for at udvide virksomhedens synlighed og position i den offentlige samtale.

Kommunikationsdirektør i DLG Group, Mette Sehested, fremhæver Hørbye Nielsens erfaring og netværk som vigtige aktiver for virksomheden.

– Jeg er meget glad for, at Lasse har sagt ja til at påtage sig den vigtige opgave med at styrke vores synlighed og position i den offentlige samtale. Gennem sin lange journalistiske karriere har Lasse opnået en dyb forståelse for medieverdenen, og han bringer desuden væsentlig strategisk erfaring og et solidt netværk med sig. Jeg ser meget frem til vores samarbejde, siger hun i en pressemeddelelse fra DLG Group.

Erfaring fra tv-branchen

Lasse Hørbye Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har mange års erfaring fra medieverdenen. Han har blandt andet arbejdet som livereporter på TV2 Nyhederne og haft flere ledende stillinger hos TV2 Fyn gennem ni år.

Den kommende pressechef ser frem til de nye udfordringer i DLG Group.

– DLG Group er en stor og spændende virksomhed, der rummer mange gode historier og et enormt potentiale, og hvis værdier og visioner ræsonnerer dybt hos mig. Derfor er jeg utroligt glad for at have fået muligheden for at være med til at sætte et aftryk på fremtidens DLG, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger han.

DLG Group, som har base i Fredericia, er en af Europas største landbrugsselskaber og beskæftiger sig med foder, energi og råvarer til landbruget.

To mænd fremstilles i grundlovsforhør for butikstyveri i Odense

0

To udenlandske mænd på 20 og 25 år bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense, efter de mandag blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet blev mændene anholdt i forbindelse med et tyveri, hvor de brugte særligt konstruerede poser med skjulte rum til at stjæle parfumer til en værdi af 11.000 kroner fra en butik i Odense.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 13.00, hvor det skal afgøres, om de to mænd skal varetægtsfængsles.

Fyns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Verdensstjernen Post Malone optræder i Horsens til august

0

Den amerikanske verdensstjerne Post Malone gæster Danmark til sommer. Lørdag den 23. august 2025 går han på scenen i Nordstern Arena i Horsens som en del af sin europæiske stadionturné “Post Malone Presents: The BIG ASS World Tour”.

Koncerten bliver en af blot 11 stadionkoncerter i Europa og markerer første gang, at Post Malone optræder på så store scener på kontinentet.

Billetsalg og forsalgsadgang

Billetsalget til koncerten åbner fredag den 21. februar kl. 12.00 via horsensandfriends.dk, ticketmaster.dk og livenation.dk, men fans har mulighed for at sikre sig billetter tidligere gennem forskellige presales. Allerede torsdag den 20. februar kl. 10.00 starter et særligt Post Malone artist pre-sale, som løber frem til fredag kl. 09.00. Derudover åbner både Live Nation pre-sale og Friends pre-sale torsdag kl. 12.00, og begge løber indtil fredag den 21. februar kl. 11.00.

Danske navne varmer op

Til koncerten i Horsens bliver det de danske artister Thor Farlov og Blæst, der står for opvarmningen.

Thor Farlov har markeret sig som soloartist efter sin tid i Citybois og har blandt andet hittet med numrene “Kompromis”“Ovenpå” og “Solen Op”.

Blæst har haft stor succes med hits som “Lad Mig G唓Ego” og “Juice”, og i 2023 stod de for en historisk åbningskoncert på Orange Scene på Roskilde Festival med over 70.000 tilskuere.

Post Malone på sin største stadionturné

Post Malone, der har været nomineret til ni Grammy-priser, har de seneste år etableret sig som en af de mest populære musikere i verden med sin unikke blanding af hiphop, pop og country.

Turnéen følger udgivelsen af hans sjette studiealbum F-1 Trillion, der markerede hans debut som countrymusiker og nåede førstepladsen på Billboard 200. Albummet indeholder blandt andet megahittet “I Had Some Help” med Morgan Wallen, der lå seks uger i træk som nummer 1 på Billboard Hot 100.

Post Malone har tidligere udgivet hits som “Congratulations”“Rockstar”“Circles” og “Sunflower” – sidstnævnte er den bedst sælgende single i RIAA-historien med 20 gange platin.

Koncerten i Horsens bliver en af de største musikbegivenheder i Danmark i 2025.

Energi Fyn advarer mod svindel-sms: “Reager ikke!”

0

Flere fynboer har de seneste dage modtaget en falsk sms, der udgiver sig for at være fra Energi Fyn. Beskeden hævder, at modtageren skylder penge og truer med at afbryde strømmen, hvis ikke beløbet betales via et medfølgende link. Politiet og Energi Fyn advarer nu om svindlen.

– Det er vigtigt, at du ikke reagerer på beskeden og aldrig klikker på linket. Hvis du har gjort det, bør du handle hurtigt og få hjælp, siger Anette Bøgesvang Thorup, kundecenterchef hos Energi Fyn.

Samme metode som tidligere svindel

Svindlerne anvender en kendt metode, hvor de forsøger at få modtageren til at betale via et falsk link. I sms’en står der blandt andet: “Kære [navn]. Din konto er -xxx kr. hos EnergiFyn. Betales det ikke inden den 16/2 kl. 00, vil din strøm blive afbrudt mod et gebyr. Betal her [link].”

Det er langt fra første gang, at energiselskaber rammes af denne type svindel. Ifølge Energi Fyn oplevede selskabet en lignende bølge af falske beskeder i august sidste år.

– På trods af endnu et svindelforsøg er der er god stemning i huset i dag. Kollegaerne har været opmærksomme på sms’en, og vi kan høre, at rigtig mange har fået politiets advarsel sendt videre fra familie, venner og bekendte i netværket. Så noget tyder på, at vi alle sammen er blevet bedre til at advare hinanden. Derfor har vi heldigvis også haft færre panikslagne kunder i røret, end vi oplevede for bare et halvt år siden, siger Anette Bøgesvang Thorup.

Advar familie og venner

Fyns Politi har også været ude med en advarsel.

– Sidste nye skud vedr. svindel. SMS sendes rundt og udgiver sig for at være fra EnergiFyn. Reager ikke! Underret relevante familiemedlemmer, skriver politiet på det sociale medie X.

Politiet opfordrer til at dele advarslen bredt, så færre falder i fælden.

Anette Bøgesvang Thorup understreger, at Energi Fyn aldrig sender sms’er med betalingslinks. Alle beskeder og regninger kan altid tjekkes via selskabets officielle selvbetjening.

Større brand på Kolding Havn – kraftig røgudvikling i byen

0

En brand i et større affaldsoplag på Kolding Havn har tirsdag formiddag sendt store mængder røg ud over byen. Brandvæsen og politi er til stede, og borgere opfordres til at holde døre og vinduer lukkede.

Sydøstjyllands Politi skriver på det sociale medie X:

– Brand på havnen i Kolding. Brand, redning og politi er på stedet. En del røgudvikling, som kan ses i det meste af Kolding. Luk døre og vinduer, hvis du bor i nærheden. Giv plads til redningsmandskabet. På tidspunktet ikke fare for spredning af ilden, lyder det fra vagtchefen.

Ifølge ODIN, det landsdækkende system for alarmopkald, blev meldingen om branden registreret klokken 11.44 som en brand i et større affaldsoplag i det fri.

Branden medfører en kraftig røgudvikling, som kan ses i store dele af byen. Politi og beredskab opfordrer derfor borgere i området til at tage deres forholdsregler og undgå unødig færdsel i nærheden af brandstedet.

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om, at branden har spredt sig, men redningsmandskabet arbejder fortsat på stedet.

Retrobrillen gør comeback i foråret

0

Brillemoden tager et nostalgisk tilbageblik denne sæson. En ny kollektion hos Louis Nielsen trækker tråde til fortidens trends, hvor især de store, markante stel fra 70’erne og de geometriske former fra 80’erne har fået en opdatering til nutidens stil – en udvikling, som chefoptiker Michael Biegala, indehaver af Louis Nielsen i Fredericia, mærker stor interesse for blandt kunderne.

Klassikere i nye farver

De retroinspirerede briller kombinerer velkendte former med moderne farver og materialer. Spørger du Michael Biegala er det især de overdimensionerede stel og briller i gennemsigtigt acetat, der hitter hos kunderne i øjeblikket.

– De overdimensionerede stel og briller med gennemsigtigt acetat er inspireret af 70’erne, og dem sælger vi mange af for tiden. Farverne er moderne, og mange kunder er glade for den retroinspirerede stil, siger han.

Geometriske former, gennemsigtige stel og markante detaljer præger de nyeste retroinspirerede designs.

80’ernes karakteristiske geometriske stel er også repræsenteret i kollektionen. Ifølge Biegala har funky former været en populær trend i lang tid, og den fortsætter med at præge brillemoden i år.

Pilotbrillen holder sin plads

Blandt de mange stilretninger er én klassiker dog fortsat blandt de mest efterspurgte.

– Pilotbrillen er en evig klassiker, som mange vælger igen og igen. Den vælges både af kvinder og mænd. Det er faktisk også en trend i sig selv, at kvinder og mænd vælger de samme stel, fortæller Michael Biegala.

Den klassiske pilotbrille med markant stel og retroinspireret design har igen fundet vej til modebilledet. Kombinationen af de bløde former og de varme, brunlige nuancer giver brillen her et tidløst udtryk, der passer til både mænd og kvinder.

Hos Louis Nielsen kan alle brillestel omdannes til solbriller med forskellige typer glas. Butikken tilbyder blandt andet spejlrefleksglas og graduerede glas, og kunderne får rådgivning om, hvilke løsninger der passer bedst til deres behov, fortæller butiksindehaveren.

– Der er virkelig mange muligheder for at lave en meget personlig brille eller solbrille, og vi hjælper altid med at rådgive om, hvad der passer til den enkeltes stil og livsstil, siger Biegala.

Når man kaster et blik på stellene i butikkens vindue, forstår man, hvorfor retrobrillen har fået sin renæssance – en kombination af nostalgi og moderne design, der ikke bare klæder ansigtet, men også vækker glæde med de mange flotte farver.

Er færre busafgange et problem, hvis fleksibiliteten øges?

0

Siden 2010 er antallet af køreplantimer faldet betydeligt i flere landsdele, herunder på Fyn. Ifølge erhvervsorganisationen DI Fyn har det skabt problemer for pendlere og virksomheder, der forsøger at rekruttere medarbejdere. I Middelfart er busdriften reduceret med 22 procent, men ifølge Regitze Tilma (V), der både sidder i kommunens tekniske udvalg og bestyrelsen for FynBus, er udviklingen ikke så sort-hvid, som den fremstilles.

– I Middelfart kører der jo ikke færre busser. Vi bruger samme pengemængde, som vi hele tiden har gjort. Så det er ikke, fordi kommunen har skåret ned på busdriften, siger hun.

Et ændret transportmønster

Tilma fremhæver, at en række faktorer har ændret danskernes rejsevaner. Flere har i dag adgang til bil, som er blevet billigere og mere brændstoføkonomisk, og coronapandemien har sat sig varige spor i måden, vi arbejder og bevæger os på.

– Vi kan jo sige, at vi er sådan lidt velsignede med, at vi har en togbane, der kører lige midt igennem kommunen, så vi kan køre busser til og fra der. Og det betyder jo, at vi laver opkoblinger, vi har nogle meget stærke knudepunkter, forklarer hun.

Ifølge Tilma er det ofte ikke selve bussen, der er udfordringen, men adgangen til den.

– Man starter et sted og slutter et andet. Når man tager bussen, handler det ikke kun om selve turen, men også om at komme til og fra den. Nogle gange er det dét, der er besværligt – ikke selve bussen. Hvis du for eksempel skal cykle tre kilometer for at nå det nærmeste stoppested, kan det være dér, problemet opstår, siger hun.

Flextur og Plustur som supplement

Middelfart Kommune har ikke skåret i budgettet til kollektiv transport, men har omlagt en del af midlerne for at sikre en mere fleksibel løsning. Kommunen har satset på alternativer som Flextur og Plustur – transportformer, hvor borgere kan bestille en tur med kort varsel og blive kørt fra dør til dør eller til nærmeste knudepunkt.

– Det betyder så også, at vi kan lave nogle mere lokale løsninger, for eksempel med de her Plustur og Flextur. Og det er der egentlig, jeg tænker, den der mere individualiserede busdrift, eller mobilitetsdrift, at den tror jeg, vi vil have rigtig stor gavn af, siger Tilma.

Ordningen er ikke en direkte erstatning for faste busruter, men en måde at sikre, at kollektiv transport fortsat dækker behovene i områder, hvor passagertallet ikke kan bære en fast rutetrafik.

– Noget af det nye, vi kigger på, er at sætte bestillingsfristen ned til en time, så du kun skal bestille en time i forvejen i stedet for de nuværende to timer, fortæller hun – et forslag, der forventes at komme i høring her i februar.

Prioritering af skoleelever

DI Fyn frygter, at manglen på busafgange vil gøre det sværere for virksomheder at tiltrække arbejdskraft, men Tilma mener, at en ren fokusering på antallet af bustimer ikke giver et retvisende billede af transportmulighederne.

– Vi prøver jo selvfølgelig at understøtte busdriften der, hvor vi mener, der er et potentiale for nogen, der tager bussen, og så prøver vi at lave en sammenkobling til hele den kollektive sektor, så den også hænger godt sammen med togdriften, siger hun.

Hun erkender, at kommunen har prioriteret bestemte grupper – især skoleelever – men understreger, at beslutningerne træffes på baggrund af trafikmålinger.

– Vi har været nødt til at kigge på trafiktallene og vælge, hvilke afgange der var de vigtigste. Hvor var det, at der var nogen, der ville tage bussen? Man kan jo sige, at det er lidt hønen eller ægget. Er det bussen først, eller passageren først?

Samkørsel skal afhjælpe transportbehovet

Foruden Flextur og Plustur arbejder kommunen også med samkørsel for at forbedre mobiliteten, både for pendlere og skoleelever.

– Vi har stort fokus på samkørsel, og det er noget, vi arbejder meget med i kommunen. Det handler om at køre sammen, hvad enten det er til sport eller arbejde – vi har det også på rådhuset. Derudover har vi netop indført en ny ordning, hvor man kan få dækket en del af udgifterne, hvis man kører sammen med sine klassekammerater til gymnasiet, for eksempel, siger hun.

Tilma ser ikke omlægningerne som en afvikling af den kollektive trafik, men som en udvikling, hvor kommunen ikke blot fastholder traditionelle busruter, men også afprøver nye metoder for at sikre mobilitet til så mange borgere som muligt.

– Så det er ikke fordi, vi prøver at udvande den traditionelle drift – den er, som den plejer. Men vi prøver ret mange andre ting rundt om den, afslutter hun.