-0.1 C
Copenhagen
torsdag 20. november 2025

Socialdemokratiets marginalisering

0

De kommende konstitueringsforhandlinger nærmer sig, dermed nye magtdynamikker. Socialdemokratiet er presset mod børnebordet. Den rød-blå A-opposition i budgetforlig samler sig. Jokerpartierne, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne ændre spillereglerne i Fredericia. Gamle som nye aktører skal finde en måde at samarbejde på for at sikre kommunens videre udvikling.

Socialdemokratiet er gået fra dominans til udfordring. Med interne og eksterne prøvelser, har det svækket partiets greb om byrådsællesskabet. Skandaler og en mærkbar tilbagegang i meningsmålinger placerer A ved “børnebordet” i de forestående forhandlinger. En position, hvor de bliver tvunget til at acceptere ringere betingelser og mindre indflydelse. Dagspressen peger på, at Socialdemokratiet ikke formår at mobilisere en bred opbakning eller nye allierede, dermed mister de den politiske førerposition, de engang indtog med stor selvtillid.

Den rød-blå A-Opposition er en klassefest under pres, trods den langsomt vinder indpas. Men udvikler den sig til en lukket klassefest? I en kommune, hvor inklusion og bred enighed er reglen, kan en sådan sammenslutning medføre, at beslutningsprocesserne bliver domineret af en snæver kreds af politikere? En marginalisere af de progressive eller alternative stemmer.

Jeg tilhører jokerpartiet Liberal Alliance. Danmarksdemokraterne er det andet jokerparti. Ifølge meningsmålinger bliver Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne repræsenteret i byrådet. 2 partier, der hidtil har været uden for den traditionelle magtstruktur i Fredericia.

Liberal Alliance vil bringe en klar økonomisk liberal dagsorden med sig, med fokus på reduceret bureaukrati, skattelettelser og øget individuel frihed. Vores inddragelse i forhandlingerne vil tvinge eksisterende partier til at forholde sig til nye idéer og prioriteter, som nok ikke harmonerer med den hidtil dominerende politiske kurs.

Spillereglerne ændres med LA og DD i den kommende konstitueringsproces og vil få konsekvenser. Som udenforstående af de eksisterende politiske kampe fungere vi som nødvendige allierede for partier, der ønsker at bryde med den nuværende magtfordeling. Men forhandlingerne bliver mere komplekse. Vi de nye, bliver katalysatorer for fornyelse eller ekstra brikker i et kompliceret selvfed politisk puslespil. Med potentialet til at ryste den etablerede orden og fungere som brobyggere, eller ved at skabe nye splittelser er moralen: Ingen stabil politisk ledelse, uden de nye partier.

Poul Rand, kanditat til kommunalvalget 2025, Liberal Alliance.

Bil fundet udbrændt på parkeringsplads i Norgesgade – politiet har få oplysninger

0

Sydøstjyllands Politi rykkede tirsdag aften ud til en brand i en personbil på en parkeringsplads i Norgesgade i Fredericia.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd blev bilen fundet udbrændt klokken 23.21. Politiet har været til stede og assisteret, men har ikke yderligere oplysninger om brandårsagen.

– Vi har egentlig bare været nede og assistere med at få fat i ejerne af bilen, så de kan få kontakt til deres forsikringsselskaber. Jeg har faktisk ikke lige mere om brand eller brandårsag, siger Arno Rindahl Petersen.

Politiet har ikke meldt om mistænkelige forhold i sagen, og politikommissæren havde generelt begrænset information om bilbranden tirsdag aften. Derudover havde han ikke yderligere hændelser at rapportere fra det seneste døgn i Fredericia.

10. klasse afskaffes og karakterkrav hæves

0

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) har sammen med Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti indgået en aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, epx. Den nye uddannelse erstatter den toårige hf, 10. klasse, eux og grundforløbets første del på erhvervsuddannelserne. Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx.

Epx bliver en toårig gymnasieuddannelse med mulighed for en etårig overbygning. Eleverne vil modtage en kombination af praktisk og boglig undervisning, og uddannelsen skal etableres i tæt samarbejde med erhvervsliv og offentlige institutioner.

Den toårige epx vil give adgang til erhvervsuddannelser og erhvervsakademiuddannelser. Overbygningen på et år vil give adgang til professionsbacheloruddannelser, mens videre adgang til akademiske bacheloruddannelser kræver yderligere supplering.

For at blive optaget på epx skal eleverne have bestået folkeskolens afgangseksamen eller have aflagt prøve fra den forberedende grunduddannelse (fgu).

Afskaffelse af 10. klasse og nye karakterkrav

Aftalen indebærer, at 10. klasse afskaffes som en del af en større omlægning af ungdomsuddannelserne. Ifølge aftalepartierne skal det bidrage til at skabe en mere direkte vej fra grundskolen til en ungdomsuddannelse.

Samtidig hæves karakterkravet til optagelse på stx, hhx og htx. Fremover kræves et gennemsnit på 6,0 i både standpunktskarakterer og folkeskolens prøver.

Den nye uddannelse bliver en milliardinvestering, hvor der afsættes cirka 5 milliarder kroner årligt til drift, når epx er fuldt indfaset. Derudover afsættes 4,8 milliarder kroner i perioden 2027-2034 til implementering, herunder opbygning af værksteder og nye faglokaler.

Aftalen indebærer en merudgift på omkring 2,3 milliarder kroner årligt fra 2030, svarende til et løft på cirka 10 procent i forhold til de nuværende udgifter til ungdomsuddannelser.

De første elever på epx forventes at starte i august 2030.

Enhedslisten Fredericia inviterede til debat – Dragsted var med

0

Tirsdag aften var Kulturkasernen ramme om et åbent møde i Enhedslisten Fredericia. Temaet var sat: Kommunalvalg med brud på venstrefløjen – hvem giver det mening for Enhedslisten at samarbejde med? Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, var hentet til byen for at give sit bud på, hvor partiet står – både lokalt og nationalt. Men som debatten skred frem, udvidede dagsordenen sig. Blokpolitik, velfærd og ulighed kom hurtigt på banen, og snart handlede diskussionen ikke kun om Fredericia, men også om de større politiske forskydninger, der har præget dansk politik de seneste år. De fremmødte fik en rolig, men engageret debat, hvor de gamle alliancer blev vejet, og nye samarbejdsmuligheder blev vendt. Dragsted og Enhedslistens gruppeformand i byrådet, Cecilie Roed Schultz, lyttede, tog noter og satte sine egne ord på udviklingen.

Et brud med Socialdemokratiet

Fredericia har traditionelt været socialdemokratisk domineret, men Enhedslisten har valgt en ny vej. Ved efterårets budgetforhandlinger fandt partiet sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.

– Vi har altid haft øje på de mennesker, vi vil varetage interesser for, sagde Cecilie Roed Schultz.

– Men vi må også erkende, at samarbejdet med Socialdemokratiet har været begrænset.

Hun pegede på, at Fredericia har en af de højeste andele af fattige børn uden for Sjælland og store uligheder i sundhed.

– Derfor valgte vi nogle områder, hvor vi kunne gøre en konkret forskel. Gratis busser var én af dem, forklarede hun og tilføjede, at billetpriserne på 26 kroner hver vej var en uforholdsmæssig stor udgift for nogle borgere.

At det netop var flere borgerlige partier, der endte som Enhedslistens forhandlingspartnere, var ifølge Cecilie Roed Schultz et udtryk for et af lokalpolitikkens mere pudsige fænomener. Nogle gange handler det ikke om ideologiske skel, men om relationer, dagsordener og de konkrete mærkesager, der er til forhandling.

Venstre og Dansk Folkeparti var repræsenteret ved Susanne Eilersen (DF), Peder Tind (V) og Pernelle Jensen (V), der inden mødet tog en snak med Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted. Under debatten betonede både Eilersen og Tind vigtigheden af det lokalpolitiske samarbejde og roste den gode dialog.

Dragsted: Uligheden stiger – hvem stiller vi os med?

Pelle Dragsted tog diskussionen videre – fra lokalpolitik til det store billede.

– Politik i meget høj grad handler om at vælge side. Man hører tit politikere sige, at de gør det, der er godt for Danmark. Men godt for hvem? Danmark er et klassesamfund, og det, der gavner toppen, er ikke nødvendigvis godt for dem i bunden eller for flertallet i midten, sagde han, og beskrev yderligere uligheden som et afgørende problem:

– Velstanden stiger, men fordelingen bliver stadig mere skæv. Uligheden i Danmark slår rekorder hvert eneste år.

Han fremhævede de skarpe sociale skel: unge, der sprøjter champagne i Skagen, mens familier må fjerne varer fra kassebåndet i supermarkedet.

Mødet tog flere drejninger

Selvom debatten i udgangspunktet handlede om Enhedslistens placering i lokalpolitik, tog den flere drejninger i løbet af aftenen. Når først Pelle Dragsted er i rummet, bliver diskussionen hurtigt bredere.

Der blev talt om alt fra bankernes rolle i finanskrisen til muligheden for at beskatte tech-giganter hårdere. En borger ville vide, hvorfor Enhedslisten ikke kæmpede mere for at stoppe privathospitalernes vækst, mens en anden spurgte til verdenssituationen.

Spørgsmålene var mange, og emnerne spændte vidt fra lokalaftaler til den større politiske udvikling.

Pelle Dragsted svarede bredt, men fastholdt, at Enhedslisten er et parti, der arbejder for systemforandringer.

– Vi skal have et opgør med den stigende ulighed, og det kræver mere end lappeløsninger, sagde han.

Cecilie Roed Schultz’ navn blev også nævnt flere gange i debatten. Flere roste hende for at balancere pragmatisme med en konsekvent fastholdelse af Enhedslistens mærkesager. En deltager bemærkede, at “det er rart at se en politiker, der ikke bare holder fast i gamle alliancer, men rent faktisk skaber resultater”.

Hvad med besparelser på rengøringen?

Men lokalt var der også nogle kritiske spørgsmål. En af de fremmødte ville blandt andet vide, hvordan Enhedslisten kunne forsvare besparelserne på rengøringsområdet, der var en del af budgetforliget.

– Vi tog så få besparelser med, som vi kunne, svarede Cecilie Roed Schultz og pegede på, at Socialdemokratiets budgetforslag indeholdt større nedskæringer.

– Er vi glade for det? Nej. Alternativet var dog et budget med endnu større besparelser.

Lokalet i Kulturkasernen var denne aften klædt i Enhedslistens farver, hvor bannere dannede bagtæppet for debatten.

Hvem rækker ud?

Under mødet var Socialdemokratiets lokalformand, Karsten Cordtz, også til stede. Han bemærkede, at han så frem til den kommende dialog med Enhedslisten og understregede vigtigheden af fortsat samtale mellem partierne.

– Det er helt naturligt, at vi fire partier – SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Radikale – holder sammen. Vi har haft en rusketur i efteråret, men vi skal finde fælles løsninger, sagde han.

Cecilie Roed Schultz svarede efter en længere spørgerunde om sundhedsområdet og vendte dernæst tilbage til Cordtz’ kommentar. I sit svar sagde hun blandt andet:

– Vi har stået last og brast igennem borgmesterskandalerne, men vi har ikke følt, at der er blevet rakt ud til os.

Fra publikum kom opbakning til bruddet. En deltager udbrød “Ja, nok er nok!”, da Cecilie Roed Schultz talte om Socialdemokratiet.

Enhedslisten ser nye muligheder

Debatten bekræftede det skifte, der er sket i Fredericia. Enhedslisten har løsrevet sig fra den traditionelle blok, og partiet ser nu mere til konkrete politiske resultater end gamle samarbejdsaftaler.

Pelle Dragsted afsluttede med at pege på gratis busser som et eksempel på, hvordan velfærd kan gå en anden vej:

– Det er de små håb, vi skal have skabt. At vise, at politik faktisk kan rykke noget.

Her kan du læse om udmeldingen, hvor Enhedslisten for nuværende ikke peger på Socialdemokratiet som borgmesterparti, men i stedet går til valg på deres politik og ser, hvem der vil være med til at gennemføre den:

Sidste kølige vinterdag – mildere luft på vej

0

Den blå himmel markerer den sidste kølige vinterdag i denne omgang, men flere steder på Sjælland startede morgenen med tæt rimtåge. Prognoserne viser, at tågen kan hænge ved langt op ad dagen, og nogle steder muligvis hele dagen. Derudover melder Vejdirektoratet om flere glatte veje i Syddanmark.

Det kolde og tørre vejr, der har præget landet i flere dage, bliver torsdag fortrængt af en front med regn. Højtrykket slipper grebet, og vestenvinden får igen frit spil.

Med den ændring forsvinder nattefrosten, og temperaturerne nær frysepunktet erstattes af lunere luft. I de kommende dage ventes tocifrede temperaturer flere steder.

Kilde:DMI

Enhedslisten peger ikke på Socialdemokratiet som borgmesterparti i 2025

0

På et debatmøde i Kulturkasernen tirsdag aften meldte Enhedslisten i Fredericia klart ud: Partiet vil ikke længere pege på Socialdemokratiet som borgmesterparti. Det skete i rolige rammer, hvor der var plads til debat, og hvor flere partier var repræsenteret.

– For os har det ikke været vigtigt, hvem vi samarbejder med – det vigtige er resultaterne, sagde byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.

Bruddet med Socialdemokratiet

Mødet, der havde titlen Kommunalvalg med brud på venstrefløjen – hvem giver det mening for Enhedslisten at samarbejde med?, blev rammen for en markant udmelding fra Enhedslisten i Fredericia. Cecilie Roed Schultz lagde ikke skjul på, at partiet har følt sig overset i samarbejdet med Socialdemokratiet.

– Vi er nået til en erkendelse af, at det har været meget begrænset, hvor meget vi har kunnet få igennem i forhandlinger med dem. Der har været radiotavshed, og jeg har ikke fået et eneste opkald fra borgmesteren i år. Tidligere ringede borgmesteren (Den tidligere borgmester i Fredericia Kommune, Steen Wrist red.) flere gange om ugen, sagde hun blandt andet på mødet.

Politikken før samarbejdspartnerne

Enhedslisten fremhævede, at det politiske samarbejde i Fredericia har ændret sig. Partiet oplevede, at de kunne få mere indflydelse på deres mærkesager ved at samarbejde med andre partier ved budgetforliget – herunder Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.

– Når vi kigger på børneområdet, har vi haft rigtig meget tilfælles med Venstre. På pension og socialområdet har det været Dansk Folkeparti. På klima- og miljøområdet har vi fundet fælles grund med Konservative. Det handler om, hvor vi kan få resultater, sagde Cecilie Roed Schultz.

Hun pegede blandt andet på gratis bybusser som en mærkesag, der blev gennemført i det budgetforlig, som Enhedslisten var med til at indgå i efteråret – uden om Socialdemokratiet.

– 26 kroner hver vej for en busbillet er en stor andel af mange borgeres rådighedsbeløb. Når vi ser på kontanthjælpsreformen, vil mange miste flere tusinde kroner om måneden, og nogle vil miste deres hjem. Så ja, det betyder noget, sagde hun.

Reaktioner fra salen

Socialdemokratiets borgmester Christian Bro var ikke til stede til mødet, men det var hans lokalformand, Karsten Cordtz. Cordtz forsøgte at række hånden ud til Enhedslisten:

– Det er helt naturligt, at vi fire partier – SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Radikale – holder sammen. Vi har haft en rusketur i efteråret, men vi skal finde fælles løsninger.

Cecilie Roed Schultz svarede, at samarbejdet med Socialdemokratiet har føltes som en-vejs-kommunikation:

– Vi har stået last og brast igennem borgmesterskandalerne, men vi har ikke følt, at der er blevet rakt ud til os.

Fra publikum kom der opbakning til Enhedslistens beslutning. En deltager udbrød: “Ja, nok er nok!”, da Cecilie Roed Schultz talte om bruddet med Socialdemokratiet.

“Vi vil samarbejde bredt”

Selvom Enhedslisten ikke længere vil pege på Socialdemokratiet som borgmesterparti, afviste Cecilie Roed Schultz, at nogen på forhånd er udelukket fra samarbejde.

– Vi kommer ikke til at pege på nogen. Vi går til valg på vores politik. Vi samarbejder med dem, der vil hjælpe med at gøre vores politik til virkelighed, sagde hun og tilføjede, at det vigtigste er at kunne få gennemført mærkesager, uanset hvem der sidder på borgmesterposten.

Venstres Peder Tind, der også deltog i mødet, anerkendte, at dynamikken i byrådet havde ændret sig:

– Det har været et godt samarbejdsmiljø, og politik handler også om relationer. Det koster intet at sige tak til hinanden, sagde han.

Hvad nu?

Med Enhedslistens udmelding står Fredericia over for et kommunalvalg, hvor traditionelle flertalskonstellationer er i opbrud. Om Socialdemokratiet vil forsøge at genetablere samarbejdet med Enhedslisten, eller om Enhedslisten fortsætter med at søge indflydelse uden om deres tidligere samarbejdspartner, vil tiden vise.

Men én ting står klart efter mødet: Enhedslisten slår fast, at de har ikke forladt Socialdemokratiet. De mener, det er Socialdemokratiet, der har forladt dem.

Fredericia og europæisk håndbold: Et gensyn med fortiden venter

0

Der er lagt op til den helt store fest i Fredericia onsdag aften. Middelfart Sparekasse Arena danner rammen, når Fredericia Håndboldklub hjemme i egen arena tager imod mægtige Paris, hvor der bliver associationer til gamle dage, da Mogens “Muggi” Jeppesen, Flemming Hansen og Anders Dahl Hansen tryllebandt fredericianerne.

Onsdag aften skrives et nyt kapitel i Fredericias håndboldhistorie. Champions League-håndbold kommer til Middelfart Sparekasse Arena, som i de glade 70’er-dage var kendt som Fredericia Hallen. Arenaen er den samme, men tiden har sat sine spor. Moderniseret, opgraderet og tilpasset en ny æra af håndbold, men nu står den igen som ramme for europæisk håndbold på fredericiansk grund. For første gang siden de legendariske dage i 1970’erne, hvor Fredericia KFUM satte byen på det europæiske håndboldkort med mindeværdige opgør mod storklubber som Atlético Madrid, Dukla Prag og ikke mindst Banja Luka.

Dengang var Fredericia KFUM en magtfaktor i europæisk håndbold. Det var en tid, hvor holdet drog til det ud i Europa og dystede mod de bedste. Det var en tid, hvor Fredericia kunne samle tusindvis af tilskuere i byens idrætscenter og levere uforglemmelige opgør mod nogle af tidens største mandskaber. Tidligere har eksempelvis Atlético Madrid måtte sande, at Fredericia KFUM var en modstander, man ikke kunne tage let på. Med en euforisk hjemmebane i ryggen kunne Fredericia tage sejren i det første opgør, men måtte til sidst se sig slået samlet af den spanske storklub.

I 1976 var Fredericia KFUM endnu en gang på den store scene. Klubben nåede finalen i den daværende Europacup for mesterhold. Det blev dog ikke til en triumf, da Banja Luka vandt og tog pokalen. Men for Fredericia var det endnu en milepæl i en periode, hvor klubben var blandt Europas bedste.

Nu, mere end fire årtier senere, er der atter europæisk håndbold i Fredericia. FHK har hidtil spillet sine europæiske hjemmekampe i Jyske Bank Arena i Odense, men denne gang er scenen rykket hjem. Arenaen lever ikke op til den krævede tilskuerkapacitet, men klubben har fået dispensation – og dermed skabes en unik kulisse. Fredericia får for alvor europæisk håndbold tilbage i egne rammer.

Og hvilken modstander der venter. Stjernerne fra Paris Saint-Germain Håndbold gæster Fredericia. Jannick Green, Jacob Holm, Elohim Prandi, Luc Steins og Yahia Omar er blandt de profiler, som skal forsøge at forhindre FHK og Gudmundur Gudmundssons tropper i at lave, hvad der vil være en sensation af de helt store.

PSG kommer dog ikke til kampen i bedste form. Et uventet hjemmebanenederlag til Wisla Plock og en uafgjort mod Dunkerque i den franske liga har vist sprækker i det ellers så solide parisiske fundament. Alligevel er de favoritter. Kvaliteten og bredden i den franske trup er af en anden verden sammenlignet med FHK, der skal spille over evne, hvis de skal have en chance. Samtidig kræver det, at PSG rammer endnu en offday.

Nu er det op til målmændene Sebastian Frandsen og Thorsten Fries at lukke af bagtil og give FHK en chance mod de stjernerne fra Paris. Samtidig skal profiler i marken som Evgeni Pevnov, Anders Martinusen og Reinier Taboada spille op til deres allerbedste, hvis Fredericia skal gøre sig forhåbninger om et resultat. De historiske rammer i Fredericia har tidligere dannet kulissen for en europæisk klubfinale, og nu er det denne generation af spillere, der har muligheden for at skrive et nyt kapitel i den fredericianske håndboldhistorie.

Men uanset udfaldet er der noget større på spil denne aften. Kampen markerer, at Fredericia igen er en del af den europæiske håndboldscene. På hjemmebane. I sin egen kulisse. Præcis som dengang KFUM stod over for Europas giganter – nu er det FHK, der står over for den ultimative udfordring.

Det er en aften, hvor fortid og nutid smelter sammen. En aften, hvor man vil huske, hvordan Fredericia engang duellerede med håndboldens giganter, og hvordan en ny generation nu får lov at opleve magien ved europæiske kampe på hjemmebane. En kamp, der vil blive talt om i mange år frem.

Kampstart mellem FHK og PSG er onsdag klokken 18:45 i Middelfart Sparekasse Arena.

Viborg-fan idømt fængselsstraf for kanonslag mod Jonas Lössl

0

Vestre Landsret har tirsdag skærpet straffen mod en 40-årig Viborg-fan, der under en Superliga-kamp mellem Viborg FF og FC Midtjylland kastede to kanonslag ind på banen tæt på målmand Jonas Lössl. Manden er nu idømt 60 dages ubetinget fængsel, oplyser Statsadvokaten i Viborg på det sociale medie X.

Hændelsen fandt sted i starten af juni 2023 under en playoffkamp om adgang til Conference League. Da kanonslagene eksploderede tæt på Lössl, blev kampen afbrudt i overtiden, og spillerne sendt i omklædningsrummet. Under afbrydelsen opstod der slagsmål blandt Viborgs egne fans på tribunen, men kampen blev senere færdigspillet.

Straffen skærpet fra betinget fængsel med samfundstjeneste

Den 40-årige blev identificeret via overvågningsbilleder fra Viborg Stadion og blev i byretten idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Selvom anklagemyndigheden argumenterede for en ubetinget fængselsstraf, vurderede byretten, at en betinget dom var tilstrækkelig. Manden valgte at acceptere dommen, men anklagemyndigheden ankede sagen til Vestre Landsret, som nu har skærpet straffen til ubetinget fængsel.

Statsadvokaten i Viborg skriver på X:

– Vestre Landsret har netop skærpet byrettens dom og idømt 40-årig mand 60 dages ubetinget fængsel for at kaste to kanonslag ind på banen i nærheden af FC Midtjylland-målmand under Superliga-kamp på Viborg Stadion.

Dømt for at bringe andre i fare

Den 40-årige mand er nu dømt for overtrædelse af fyrværkeriloven samt for at forvolde fare for andre. Han skal afsone 60 dages fængsel, og dommen sender ifølge anklagemyndigheden et signal om, at pyroteknik og farlige handlinger på stadion ikke tolereres.

Pelle Dragsted til debat i Fredericia om Enhedslistens fremtid

0

Tirsdag aften danner Kulturkasernen i Fredericia ramme om et åbent politisk møde, hvor Enhedslisten stiller spørgsmålet: Hvem giver det mening for Enhedslisten at samarbejde med i fremtiden?

Mødet, der finder sted fra kl. 19 til 21, tager afsæt i den kommende kommunalvalgkamp og det smuldrende samarbejde mellem Enhedslisten og Socialdemokratiet i Fredericia. Ifølge invitationen fra Enhedslisten har bruddet blandt andet vist sig ved sidste års budgetforlig, hvor alle partier – undtagen Socialdemokratiet – gik sammen om en aftale, som ifølge Enhedslisten indeholdt “langt mere Enhedsliste-politik, end vi kunne få igennem i forhandlingerne med det såkaldte røde borgmesterparti.”

Pelle Dragsted og Cecilie Roed Schultz giver oplæg

Aftenens debat tager udgangspunkt i oplæg fra Pelle Dragsted, politisk ordfører og medlem af Folketinget for Enhedslisten, og Cecilie Roed Schultz, medlem af Fredericia Byråd. De vil give deres perspektiver på, hvordan Enhedslisten skal navigere i det lokale politiske landskab frem mod valget, særligt i lyset af bruddet med Socialdemokratiet.

Debatten vil blandt andet handle om, hvilke samarbejdsmuligheder partiet har fremover, og hvordan det placerer sig i Fredericia Byråd. Derudover vil der blive sat fokus på de politiske konsekvenser af den ændrede dynamik på venstrefløjen og Enhedslistens muligheder for at få indflydelse i den kommende valgperiode.

Åbent møde for alle

Enhedslisten understreger, at mødet er åbent for alle, og at man ikke behøver at være medlem af partiet for at deltage. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og deltage i debatten.

ADP’s udvikling og fremtid: En rejse gennem Fredericia Havn

0

Avisen var i 2024 på besøg hos ADP’s administrerende direktør, Rune Rasmussen. Besøget bød på en spændende samtale og en rundtur på flere af ADP’s lokationer, herunder Fredericia Havn, den eksisterende og den nye containerterminal, Møllebugten samt Taulov Dryport. Undervejs delte Rune Rasmussen indsigter om havnens udvikling, sikkerhed, infrastruktur og fremtidige udfordringer.

Havnen før og nu: Fra fiskeri og cykelstier til kritisk infrastruktur

– Da jeg var knægt, cyklede vi rundt på havnen om sommeren. Vi fiskede fra kajkanten og gik i korndyngerne, når skibene lossede. Det var en anden tid, fortæller Rune Rasmussen.

I dag er det et helt andet billede. Fredericia Havn er en moderne infrastrukturhavn, hvor sikkerhed, effektivitet og global handel er i fokus.

Del 1

– Der er kommet skarpere skel mellem byen og havnen. En støjmur markerer grænsen. Det er ikke længere et sted, hvor man lige triller ned i shorts og spiser en is. Det er en international virksomhed, der håndterer alt fra containere til olie og brændstof – kritisk infrastruktur, som holder samfundet kørende, siger Rune Rasmussen.

Han påpeger, at udviklingen også er præget af globale forhold.

– Vi lever i en verden med stigende sikkerhedskrav. Krigen i Europa og ISPS-reglerne efter 11. september har gjort, at vi er nødt til at tænke anderledes. Havnen er en essentiel del af Danmarks forsyningssikkerhed – både til daglig og i krisetider.

En havn i vækst – men pladsen er knap

Fredericia Havn har udviklet sig markant de seneste år, og med åbningen af den nye containerterminal er behovet for areal endnu større.

– Vi har rygende travlt. Containermarkedet er i vækst, og vi har ikke en eneste kvadratmeter ledig plads. Selv når havneudvidelsen er færdig, vil der stadig være behov for mere kapacitet, forklarer Rune Rasmussen.

En løsning har været Tavlov Dryport, et logistikknudepunkt, hvor gods kan omlastes og opbevares uden for havneområdet.

– Hvis ikke vi havde fået Taulov Dryport, tror jeg, Fredericia Havn ville være en havn i afvikling frem for en havn i udvikling. Vi har flyttet godsstrømme og skabt nye synergier, der har sikret væksten. Taulov Dryport er på seks år blevet større end selve Fredericia Havn. Det er en game changer, siger han.

1000 lastbiler om dagen: Sikkerhed og infrastruktur i fokus

Med op mod 1000 lastbiler om dagen er sikkerhed en afgørende faktor i driften af havnen.

– Når vi optimerer logistikken, handler det ikke kun om effektivitet – det handler også om at mindske risikoen for ulykker. Et nyt vejnet på havnen betyder, at vi har fjernet to højresving for hver af de 1000 lastbiler. Det kan lyde småt, men over tid kan det betyde, at ulykker bliver undgået, forklarer Rune Rasmussen.

Havnen har også øget overvågningen, så alle ind- og udgange registreres digitalt.

– Det er en naturlig udvikling, når man håndterer kritisk infrastruktur. Vi skal vide, hvem der kommer og går. Samtidig sørger vi for, at de ansatte har de bedste vilkår for at udføre deres arbejde sikkert, siger han.

Havnen som arbejdsplads: En kultur af handlekraft

Fredericia Havn er en arbejdsplads, hvor mange forskellige faggrupper arbejder sammen døgnet rundt.

– Vi er kendt for at løse opgaven – uanset hvad. Havnarbejdere, kranførere, trafikassistenter, bogholdere – alle spiller en rolle i, at tingene fungerer. Når folk møder ind, så arbejder de igennem, og de siger ikke nej. Det er en særlig kultur, siger Rune Rasmussen.

Fremtidens havn: Balance mellem by og erhverv

Som en af Danmarks vigtigste havne spiller Fredericia en stor rolle i den nationale infrastruktur, men der er også en balancegang mellem byudvikling og erhvervsliv.

– I mange år har diskussionen været, om havnearealer skulle omdannes til byområder. Men vi kan ikke kun udvikle byerne og ignorere infrastrukturen. Vi er et forbrugssamfund, hvor varer skal importeres og eksporteres. Hvis havnene ikke kan følge med, bliver det et problem for hele landet, siger han.

Han fremhæver samarbejdet i Fredericia som en model for andre havnebyer.

– Her har vi fundet en balance mellem byudvikling og erhverv. Kanalbyen og ADP lever side om side, og vi har et godt samarbejde med politikere og borgere. Det kræver dialog og forståelse for hinandens behov, siger han.

ADP åbner jævnligt dørene for interesserede, der vil lære mere om havnens arbejde.

– Vi siger altid ja, hvis nogen vil besøge os eller holde et arrangement her. Folk går altid herfra klogere på, hvad en havn egentlig betyder for samfundet – og det er vigtigt, afslutter Rune Rasmussen.