19.4 C
Copenhagen
mandag 14. juli 2025

Kolding Kommune modtager millionstøtte til udvikling af naturfagsundervisning

0

Kolding Kommune har netop modtaget en betydelig bevilling fra Villum Fonden på 3,4 mio. kr. til projektet ”UndersøgelsesZone N/T”, der skal løfte naturfagsundervisningen i kommunen.

Bevillingen er tildelt på baggrund af en ansøgning fra Pædagogisk Center i samarbejde med 14 skoler og midlerne skal understøtte Kolding Kommunes naturfagsstrategi, “Fremtidens naturfag” inden for fire hovedområder: Opgradering af undervisningslokaler, indkøb af moderne udstyr til natur/teknologi-undervisning, kompetenceudvikling af lærerne samt styrkelse af netværket for natur- og teknologilærere.

Formålet med ”UndersøgelsesZone N/T” er at fremme børns motivation, nysgerrighed og interesse for naturfagene i tæt samarbejde med kommunens dedikerede lærere. Ved at skabe en stærkere overgang mellem natur/teknologi-faget og naturfagene i udskolingen, skal projektet bidrage til, at flere børn bevarer og styrker deres faglige engagement gennem hele skoleforløbet. ”UndersøgelsesZone N/T” er et langsigtet initiativ, som vil strække sig over de næste fem år.

Kolding Kommune har også modtaget 400.000 kr. fra LB Fonden til et andet centralt projekt, ”Den Syngende Læsning”. Projektet fokuserer på at styrke de yngste elevers sprogforståelse og læseglæde gennem leg og musik.

Med ”Den Syngende Læsning” vil Kolding Kommune udvide sprogundervisningen til at inkludere en kropslig og sanselig dimension, hvor fællessang og leg med sprog og ord aktiverer sanserne og giver børnene en ny tilgang til læsning og sprog. Initiativet skal styrke læringslysten og skabe sproglig fortrolighed og nysgerrighed, med målet om at skabe varige forandringer i indskolingen. Derudover skal projektet fremme samarbejdet mellem skolernes pædagogiske læringscentre, folkebiblioteket og sangkraftcenteret med ”Den Syngende Læsning” som metode.

– Vi er utrolig stolte og glade over at modtage støtte fra både Villum Fonden og LB Fonden til to projekter, der på hver sin måde vil løfte undervisningen i Kolding Kommune. Med UndersøgelsesZone N/T” kan vi styrke naturfagsundervisningen og motivere vores elever, mens ”Den Syngende Læsning” giver os nye værktøjer til at fremme læseglæden hos de yngste gennem musik og leg, udtaler formand for Børn og Uddannelse i Kolding Kommune, Hans Holmer.

Lidl undviger kritiske spørgsmål i sag om lyskryds

0

Sagen om Lidls og Fredericia Kommunes samarbejde om finansieringen af lyskrydset ved Snaremosevej og Gl. Landevej i Erritsø fortsætter uden løsning. Lidl vil ikke kommentere på sagen.

Efter en længere juridisk tvist, hvor Lidl trak sig fra en oprindelig aftale om at finansiere lysreguleringen med baggrund i skrivebordsjura, kom det frem, at kæden i første omgang var villig til at dække halvdelen af udgifterne. Men i dag, efter flere dages tavshed, melder Lidl hverken om de vil betale eller, hvad de mener om sagen i Fredericia.

Samarbejdet mellem Lidl og Fredericia Kommune begyndte at knage, da Lidl efter de var flyttet til området, klagede til Vejdirektoratet, og fik medhold, idet der var sket en juridisk fejl i tilladelsen vedrørende overkørslen. Lidl valgte herefter at trække sig fra aftalen om at finansiere lysreguleringen, der var en del af en større plan for at sikre bedre trafikafvikling og trafiksikkerhed i området. Kæden meddelte, at de ikke længere havde nogen forpligtelse i forhold til projektet, hvilket satte kommunen i en vanskelig situation.

Fredericia Kommune var dog fortsat interesseret i at finde en løsning, der kunne sikre en ordentlig trafikafvikling. Senere kom det frem, at Lidl var villig til at bidrage økonomisk til lyskrydset, men kun dække halvdelen af udgifterne – en væsentlig ændring fra den oprindelige aftale, hvor Lidl skulle betale for hele udgiften.

Fredericia AVISENs spørgsmål til Lidl

For at få en bedre forståelse af Lidls beslutning og den efterfølgende udvikling i sagen, sendte Fredericia AVISEN en række spørgsmål til Lidls presseafdeling. Spørgsmålene drejede sig blandt andet om, hvorfor Lidl valgte at trække sig fra aftalen, hvordan de vurderede deres egen rolle i samarbejdet med kommunen, og om der var andre faktorer end den juridiske fejl, som havde spillet ind.

Ydermere blev Lidl spurgt om, hvordan de vurderer de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af, at lyskrydset ikke bliver etableret, og om de er villige til at bidrage til løsninger på de trafikale udfordringer, som den øgede trafik i området kan medføre.

Lidl blev også bedt om at kommentere den kritik, der er blevet rettet mod kæden fra politikere, som mener, at Lidl burde have overholdt de oprindelige forpligtelser, selv om der var sket en juridisk fejl. Sidst men ikke mindst, blev Lidl spurgt om deres holdning til deres forpligtelse overfor lokalsamfundet – især i relation til trafiksikkerheden i området.

Efter at have ventet i flere dage, svarer Thomas Sejersen fra Lidls kommunikationsafdeling, at kæden ikke har nogen yderligere kommentarer til sagen. Dette svar kommer på et tidspunkt, hvor interessen for forløbet er stor, og både kommunens repræsentanter og politikere har udtrykt ønsker om en afklaring af, hvordan Lidl har tænkt sig at bidrage til løsningen.

Fremtidige forhandlinger

Siden Lidls beslutning om at trække sig fra aftalen har kommunen været i en svær situation. På trods af den opståede udfordring er Fredericia Kommune stadig interesseret i at finde en løsning, der kan sikre en forbedring af trafikforholdene i Erritsø. Bo Schjødt Andersen, chef for erhverv, mobilitet og byudvikling i Fredericia Kommune, har udtalt, at kommunen har haft dialog med Lidl om at finde en løsning, og han har været positiv overfor, at Lidl nu ser mulighed for at bidrage økonomisk.

Der vil dog stadig være behov for at få styr på de praktiske og juridiske aspekter af den nye aftale, og det er endnu uklart, hvordan forhandlingerne vil udvikle sig. Hvis Lidl ikke ønsker at bidrage til finansieringen i samme omfang som oprindeligt planlagt, kan det få konsekvenser for kommunens muligheder for at få projektet afsluttet og sikre den nødvendige trafiksikkerhed.

Kommune har ikke hørt fra Lidl

Fredericia Kommunes forvaltning oplyser, at de ikke har hørt noget fra Lidl siden udmeldingen om, at de pludselig ville betale noget af lysreguleringen.

– Lidl må gerne komme ud af busken, og gerne henvende sig på skrift til os, siger direktør for Vækst, Teknik og Klima, René, Olesen.

Pas på fup-tilbud

0

Når Singles Day i dag løber af stablen, opfordrer Forbrugerrådet Tænk danskerne til at være kritiske over for de mange tilbud.

Singles Day, som oprindeligt stammer fra Kina og fejrer singler, er på kort tid blevet en af årets største handelsdage. Men ifølge Forbrugerrådet Tænk kan dagen også lokke med såkaldte “falske tilbud,” som ikke nødvendigvis giver reelle besparelser.

Uffe Rabe Krag, politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, påpeger, at tilbud ofte præsenteres, så de fremstår mere fordelagtige, end de reelt er.

– Problemet ved de her tilbud er, at de fleste forbrugere ikke har eller ikke bruger så meget tid, inden de tager et forbrugsvalg, udtaler han i en pressemeddelelse fra Ritzau og understreger, at dette kan udnyttes af enkelte virksomheder til at vildlede forbrugerne.

Singles Day er ikke den eneste dag, hvor forbrugerne præsenteres for store rabatter. Black Friday, Cyber Monday og Black Week i november byder også på omfattende udsalgskampagner. Forbrugerrådet advarer dog om, at selvom retningslinjer for prismarkedsføring blev styrket i 2022 af Forbrugerombudsmanden for at forhindre vildledende tilbud, er der stadig aktører, der udfordrer reglerne.

– Der er mange, der gør det godt, men der vil altid være nogen, som er lidt for smarte, forklarer Uffe Rabe Krag.

For at undgå at blive snydt opfordres forbrugerne til at lave grundig research, inden de slår til på et tilbud.

– Hvis du vil have et fladskærms-tv, og du ser et tilbud hos din lokale elforhandler, så kan du se, hvad et lignende har kostet hos Elgiganten eller Power, siger Krag og fremhæver, at en sammenligning af priserne kan afsløre, om et tilbud faktisk er så godt, som det ser ud.

Singles Day forventes at blive endnu en travl dag for detailhandlen, men Forbrugerrådet Tænk opfordrer forbrugerne til at tænke sig om og undgå at lade sig lokke af falske rabatter.

FHK’ere skifter til rivaler

0

Ifølge TV 2 SPORT har KIF Kolding sikret sig signaturen fra både Thorsten Fries og Cornelius Kragh, to profiler med rødder i Fredericia Håndboldklub.

Nyheden om Thorsten Fries’ fremtidige klubskifte har længe været undervejs. Allerede i onsdags rapporterede AVISEN, at Fries var i KIF Koldings søgelys. Nu bekræfter TV 2 SPORT, at den nuværende FHK-målmand har underskrevet en aftale med KIF Kolding, som træder i kraft fra sommeren 2025. Fries, som har haft en stærk sæson i målet for FHK, ser ud til at have taget beslutningen om at forlade klubben da FHK angiveligt allerede har sikret sig norske Sander Heieren fra TTH Holstebro.

Men Fries er ikke den eneste tidligere FHK-spiller, som KIF Kolding har på radaren. Klubben har de seneste år målrettet bygget videre på en strategi om at hente erfarne spillere med fortid i Fredericia. Denne tilgang startede med Mathias Hedegaard og har siden set profiler som Kristian Stoklund og Emil Tellerup følge efter. Nu er det altså Thorsten Fries og Cornelius Kragh, som bliver de nyeste skud på stammen.

Cornelius Kragh, en rutineret spiller på 29 år, har også en fortid i FHK. Han spillede i klubben fra 2021 til 2022, inden han valgte at udnytte en klausul i sin kontrakt og skifte til den franske klub Dunkerque. Efter tre sæsoner i Frankrig vender han nu tilbage til Danmark, og KIF Kolding bliver hans næste destination. Dermed bliver KIF Kolding den femte danske ligaklub, som Kragh repræsenterer, efter tidligere at have spillet for Nordsjælland, Skjern, Skanderborg og senest FHK.

Sydavisen arbejder på en kommentar fra de to klubber.

Efterlyst mand anholdt med hash ved Snaremosevej

0

En patrulje fra Sydøstjyllands Politi stødte natten til mandag på en efterlyst mand under en rutinekontrol ved Circle K på Snaremosevej i Fredericia.

Klokken 02.06 opdagede politiet en personbil med to personer og valgte at tage kontakt. Ifølge vagtchef Arno Rindahl Petersen viste det sig, at den ene person i bilen var en 24-årig mand fra København, som var efterlyst af Københavns Politi.

Han skulle have mødt op i fogedretten, men havde undladt dette. Ved en nærmere undersøgelse af manden fandt politiet desuden hash, hvilket førte til en sigtelse.

Den 24-årige mand blev herefter overdraget til Københavns Politi, der nu tager sig af sagen.

Indbrud på Lyøvænget

0

En villa på Lyøvænget blev udsat for et indbrud i weekenden.

Ifølge Sydøstjyllands Politi skete indbruddet mellem fredag kl. 14.30 og søndag klokken 12.00, hvor gerningsmændene brød ind via et vindue ud mod baghaven.

– Det ligner, at der er brugt et værktøj på omkring 40 mm til at bryde vinduet op, fortæller vagtchef Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Efter at have skaffet sig adgang til villaen gennemrodede gerningsmændene huset grundigt og slap af sted med smykker til en samlet værdi af 15.000 kroner.

Politiet opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig, hvis de har set noget mistænkeligt i området i tidsrummet.

Solen vender tilbage

0

Efter en lang periode med gråt og trist vejr, hvor solen har været næsten usynlig, sker der endelig noget i vejret i dag. Solen bryder igennem de tunge skyer, der har præget landet, og især i Nordjylland vil solens stråler i dag nå ned til de solhungrende.

Mens nordjyderne får glæde af solens tilbagevenden, vil jyder længere mod syd få en del regn i dag. Opklaringen, der starter i Nordjylland, breder sig i løbet af natten til resten af landet, og det giver mulighed for at iagttage månen og stjernerne, medmindre tågebanker dukker op flere steder og spolerer udsigten.

De lave nattemperaturer, som følger med det manglende skydække, betyder risiko for lokal nattefrost og glatte veje. Dette kan skabe udfordringer for bilister, især i de tidlige morgentimer.

FC Fredericia stormer mod andenplads ved vinterpausen

0

Fredag aften blev en triumf for FC Fredericia, der dominerede B.93 med en knusende 5-0-sejr. Udover den imponerende præstation på banen, kunne Fredericia-spillerne også glæde sig over weekendens øvrige resultater i NordicBet Ligaen.

AC Horsens, som inden runden lå på ligaens tredjeplads, måtte se sig slået af OB med 3-2, hvilket betyder, at Fredericia nu har et forspring på fire point ned til dem. Samtidig vandt Esbjerg over FC Roskilde, og det resultat har sendt de ambitiøse østjyder ned på fjerdepladsen. Med to kampe tilbage inden vinterpausen står FC Fredericia med en unik mulighed for at bevare og endda udbygge afstanden til konkurrenterne.

Oplagt chance for at forsvare andenpladsen

Med den kommende landsholdspause får FC Fredericia tid til at samle kræfter inden de sidste to kampe før vinterpausen. Her venter opgør mod Kolding på hjemmebane og FC Roskilde på udebane – kampe, hvor Fredericia må anses som klare favoritter. Med det momentum og det spil, de har vist i de seneste kampe, virker seks point ikke urealistisk. Hvis de formår at vinde begge kampe, vil de stå solidt placeret på andenpladsen, når sæsonen går på pause.

Fredericia har lige nu et forspring på tre point ned til Esbjerg på tredjepladsen, hvilket giver dem lidt luft i forhold til de forfølgende hold. Mens Esbjerg på papiret virker som en mere ligeværdig konkurrent, er AC Horsens en større trussel – især grundet deres økonomiske opbakning fra amerikanske investorer, som i sommer brugte store summer på forstærkninger. Det er usikkert, hvad AC Horsens planlægger i januars transfervindue, men skulle de ramme plet med deres investeringer, kan balancen i toppen hurtigt ændre sig. Derfor vil FC Fredericia arbejde hårdt for at holde afstanden til Horsens og sikre, at de går ind i vinterpausen med så mange point som muligt.

En bemærkelsesværdig sæsonstart

Set i lyset af Fredericias præstationer i denne sæson er deres nuværende position på andenpladsen intet mindre end imponerende. Hvis nogen før sæsonen havde spået, at FC Fredericia ville ligge på andenpladsen efter 16 spillerunder – og med et solidt forspring til de nærmeste konkurrenter – ville det blive betragtet som en dristig forudsigelse. I dag ville det derimod være skuffende, hvis Fredericia ikke holder fast i deres position som nummer to, når vinterpausen indtræder. Det vidner om en sæson, der allerede har overgået forventningerne.

Denne succes skyldes en fokuseret og dygtig indsats fra træner Michael Hansen og resten af hans team. På kort tid har de formået at sammenspille holdet og udnytte de tilgange, som sommerens transfervindue bragte. Den solide defensiv er blevet forstærket af Frederik Rieper, der hurtigt har markeret sig som en stærk figur i midterforsvaret. I målet har Valdemar Birksø imponeret med flere afgørende redninger og været en vigtig brik i Fredericias succes. Samtidig har unge Asbjørn Bøndergaard, der er udlejet fra Silkeborg, etableret sig som en uundværlig målscorer i front. Bøndergaards målnæse og evne til at finde vej til nettet har været afgørende i de tætte kampe.

En anden spiller, som har løftet sit niveau betydeligt, er Gustav Marcussen. Efter også at have spillet i Fredericia sidste sæson har han i år hævet sit spil og vist sig som en afgørende spiller på midtbanen. Kombinationen af Marcussen, Rieper og Bøndergaard har givet Fredericia et ekstra gear og gjort dem til en svær modstander i ligaen.

Vinterpausen – og vejen videre

Med to kampe tilbage inden vinterpausen kan FC Fredericia se frem til at afslutte efteråret på en imponerende position i ligaen. Opgaverne mod Kolding og FC Roskilde er på papiret overkommelige, og det vil kræve disciplin og fokus at sikre de seks point, der vil befæste deres plads i toppen. En stærk afslutning vil også give holdet en nødvendig buffer til AC Horsens, som potentielt kan styrke sig yderligere i januar.

For FC Fredericia handler det nu om at fastholde deres momentum og fortsætte det solide arbejde, de har lagt for dagen hidtil. Med en kombination af unge talenter og erfarne spillere har de fundet en balance, der fungerer og skaber resultater. Træner Michael Hansen og hans team vil fortsat bygge videre på holdets styrker og samtidig arbejde på at minimere de få svagheder, som sæsonen også har afsløret.

Fansene kan gå på vinterpause med optimisme og håb om, at Fredericia kan fastholde sin topplacering i foråret. Klubben har vist, at de kan spille med blandt de bedste i ligaen, og nu står de på tærsklen til en sæson, der potentielt kan blive historisk for FC Fredericia.

Regeringens opioid-udspil – en utilstrækkelig løsning på en udbredt krise

0

Da jeg læste regeringens nye udspil om opioider, stod det klart, at selvom der endelig sættes fokus på problemet, er tiltagene langt fra tilstrækkelige til at løse den voksende krise i vores byer. Det er allerede dokumenteret, hvordan overdreven udskrivning af opioider og manglende opfølgning har ført til et samfund, hvor alt for mange kæmper med afhængighed og de alvorlige konsekvenser, det medfører. 

Jeg har gennem 7 år fulgt udviklingen nøje og talt med utallige mennesker, som har fået deres liv ødelagt af opioider – det giver mig en dyb overbevisning om, at regeringens tiltag går i den rigtige retning, men kun dækker overfladen af det dybere problem. Vi ser i dag et samfund, hvor opioider er blevet den nemme løsning for læger, der mangler tid, og for patienter, der mangler alternativer. Regeringens tiltag om begrænset udskrivning og mere kontrol af recepter er nødvendige, men de tager ikke fat i de underliggende problemer, som i årevis har fået afhængigheden til at vokse. 

For eksempel viser studier fra både ind- og udland, at ubehandlet afhængighed og mangel på langsigtede behandlingsplaner resulterer i tilbagefald og stigende misbrug – løsninger, der blot begrænser recepter, adresserer ikke disse grundlæggende udfordringer. Vi har brug for forebyggelse, behandling og støtte til dem, der kæmper med afhængighed. Som en, der arbejder med mennesker, der er fanget i en destruktiv spiral af afhængighed, kender jeg også til den desperation og håbløshed, der præger deres liv.

Mange af dem føler sig svigtet af et system, der tilsyneladende har glemt dem og efterlader dem alene med smerten. Det er på tide, at vi ikke bare ser på opioider som medicin, men som et problem, der også handler om menneskelig lidelse og om mennesker, der har brug for en reel mulighed for at komme videre. Hvis vi ikke får en klar og langsigtet strategi, risikerer vi blot at skubbe problemet videre til næste generation. Regeringen skal vise mod og handlekraft og ikke bare lappe på et system, der allerede er revnet. Vi skylder de mennesker der kæmper med opioid-afhængighed en løsning, der sætter mennesket først og giver dem en chance for at få livet tilbage.

Med venlig hilsen

Sune Nørgaard Jakobsen

Dansk Folkeparti

Merforbrug giver underskud fra næste kalenderår i børne- og skoleudvalget

0

Den seneste budgetopfølgning fra Fredericias børne- og skoleudvalg har afsløret et betydeligt merforbrug på 19,3 millioner kroner, hvilket har skabt bekymring blandt politikere og beslutningstagere i kommunen. Palle Dahl fra Dansk Folkeparti, som sidder i udvalget, er en af de politikere, der åbent udtrykker sin bekymring over de økonomiske udsigter og de udfordringer, som udvalget står over for i det kommende år.

Dahl anerkender, at der kommer flere sager, som vil belaste budgettet yderligere, men påpeger, at forvaltningen har udtrykt en vis tro på, at de kan håndtere de økonomiske udfordringer, der ligger foran dem.

– Der kommer nogle sager, der koster, men forvaltningen mener, at de kan klare dem. Vi kommer til at overføre et minus til næste år, siger Palle Dahl. Hans udtalelse illustrerer både en pragmatisk tilgang og en bekymring for, hvordan udvalget kan opretholde en balance mellem økonomiske realiteter og de forpligtelser, der ligger i at sikre støtte til kommunens børn og familier.

Behov for at adskille økonomiske mål fra udvalgets kerneopgaver

Palle Dahl understreger, at økonomien ikke må blive det altoverskyggende fokus i udvalgets arbejde, og han ser det som en prioritet at sikre, at budgettet ikke begrænser de beslutninger, der skal træffes til gavn for borgerne.

– Vi vil ikke stå med økonomien i hovedet, siger han og gør det klart, at han ønsker en tilgang, hvor budgettet ikke overskygger udvalgets kerneopgaver.

Dahl understreger vigtigheden af, at udvalget fortsat kan levere den nødvendige støtte og ressourcer til børn og familier i Fredericia, selv i en tid med økonomiske udfordringer.

Økonomien forbedret, men stadig med betydelige udfordringer

I opfølgningen på budgettet står det klart, at udvalget i øjeblikket vil overføre et minus på 11 millioner kroner til næste kalenderår. Palle Dahl fremhæver dog, at situationen ikke er helt så dyster, som den har været, og han peger på, at merforbruget er blevet reduceret til 18 millioner kroner.

– Så det ser faktisk bedre ud end forventet. Der er nogle steder, hvor det er faldet et par millioner, så vi har også ja-hatten på, siger han.

Ifølge Dahl er der sket en forbedring i forhold til tidligere prognoser, og han håber, at den positive tendens kan fortsætte.

Selvom økonomien ser lidt bedre ud end forventet, er der stadig mange udfordringer forude, erkender Palle Dahl. Tidligere opfølgninger har vist merforbrug på op til 23 millioner kroner, og selvom det nu er reduceret, er situationen stadig vanskelig.

– Den opfølgning, vi har fået nu, er bedre end de 23 millioner kroner sidste gang, så det er altid positivt, selvom vi kommer til at starte 2025 med et underskud, tilføjer Dahl og giver dermed udtryk for en vis optimisme på trods af de fortsatte udfordringer.

Nye økonomimodeller giver håb for fremtiden

Dahl ser de nye økonomimodeller, som kommunen har implementeret, som et positivt skridt fremad. Han håber, at disse ændringer vil bidrage til en mere stabil økonomi i fremtiden og give mulighed for at rette op på underskuddet.

– Det skulle gerne hjælpe på det. Det er forventningen, at det kommer til at løbe rundt i 2025, siger han, mens han fremhæver, at der er en forventning om, at de økonomiske justeringer vil gøre en reel forskel for kommunens budget og sikre en mere balanceret tilgang til fremtidige udgifter.

Med disse udfordringer og muligheder foran sig står Fredericias børne- og skoleudvalg over for en kompleks opgave, hvor det er nødvendigt at tage økonomiske hensyn, men uden at miste fokus på den nødvendige støtte til kommunens børn og familier.