At drukne i støj er den oplevelse som mange fredericianere og borgere i Strib og Middelfart må leve med alle døgnets timer. Støjen er fulgt med den industrielle udvikling. Det er særligt støj fra skibe, havnens drift og lastbiler. Der er mange støjkilder i Fredericia og, der kommer flere til. For Borgernes liste skal gældende støjvejledninger følges men, det er ikke det der sker. 

Det er alvorligt belastende for mange støjudsatte borgere at de udsættes for en konstant støj, der påvirker kroppen, søvnen, humøret og helbredet. 

Borgernes Liste tager det problem meget seriøst. En af mine mange referencer er de alt for mange støjplagede borgere der i kampen for at blive hørt, har taget ansvar og initiativ til en åben dialog med naboer og venner, virksomheder og forvaltningen i Fredericia kommune, men intet er forandret. Støjen er der stadig. Troen på at det politiske segment – byrådet – og troen på vores støtte, er endt med total skuffelse og nedtur. Nedturen består blandt andet i, at forvaltningen indstiller at en skrothandler på havnen meddeles en miljøgodkendelse der tillader en ti dobling af den støj som gældende miljølovgivning fastsætter. Borgernes håb om at blive hørt og respekteret, ligger hos Klima- og miljøudvalget. Udvalgte bestemte med tre tilstedeværende medlemmer (en KONS-formand og to SOCDEM), at vedtage forvaltningens indstilling. Dermed er støjen kommet for at blive.

Der er et alternativ, men det indebærer, at skulle sætte mennesket over systemet og maskinen og søge alternative løsninger, hvor der både er plads til industri og beboelse. Det kræver samarbejde og det er jeg indstillet på.

Men, Borgernes Liste oplever, at der ikke er politisk interesse i og mod til at sikre et godt miljø omkring de mest støjende virksomheder. Det er beklageligt. Der er rollemodel virksomheder på havnen, der har investeret stort i at nedbringe støj og støv og godt for det men for andre, er der langt igen.

Mere hjælp til flere, men mindre til den enkelte. Det er ikke bæredygtigt. Det er ikke værdigt. Det er ikke godt nok, siger Jeg.

Jeg tror ikke på, at flere offentlige ydelser nødvendigvis gør livet bedre. Jeg tror på ansvarlighed. På at vi skal bruge pengene dér, hvor de gør en forskel. Hjemmehjælp, der virker, dét gør en forskel.

Danmark bryster sig af at være et velfærdssamfund, hvor vi tager os af vores ældre med omsorg og værdighed. Men bag de flotte paroler gemmer sig en realitet, som bliver sværere og sværere at ignorere. Vores ældre får stadig færre timer med reel hjælp.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at flere ældre end nogensinde er visiteret til hjemmehjælp. I 2024 modtog over 160.000 borgere hjælp i eget hjem en stigning på 1,7 % sammenlignet med året før.

Før vi klapper i hænderne, bør vi kigge nøgternt på det næste tal. Det samlede antal timer med hjemmehjælp er kun steget med 2,2 %. Læs, den enkelte ældre får markant mindre hjælp end for ti år siden.

I 2014 fik en hjemmehjælpsmodtager i gennemsnit 3,7 timers hjælp om ugen. I 2024 er det faldet til  3,0 timer. Et fald på hele 18,9 %, svarende til 42 minutter mindre hjælp om ugen. 

Det er ikke effektivisering. Det er udhuling. Et skub ud i ensomhedens gråzone. 

I Danmark har vi mere “administrativ omsorg” og færre varme hænder. Når flere ældre får tildelt hjemmehjælp, men hver enkelt får mindre, svarer det lidt til at lave flere tallerkener med suppe, men hælde mindre i hver skål.

Træning, den vigtigste forebyggende indsatser er på retræte. Ældre, der modtager kommunal genoptræning eller vedligeholdelsestræning, er faldet med 3,5 % siden 2022. Den indsats, der kunne have gjort, at færre overhovedet fik behov for hjemmehjælp.

Tallene viser også, at der er store forskelle mellem kommunerne. I nogle kommuner modtager op til 17,9 % af de ældre hjemmehjælp, i andre er tallet nede på 7,5 %.

Hvad skyldes det? Lokal prioritering. Visitationskultur. Økonomisk råderum. Det handler ikke om, hvor mange ældre der bor i kommunen, det handler om, politikerne vælger at forvalte ansvar. At gemme sig bag systemtænkning, budgetlofter og henvisninger til “effektiviseringer”. Når vi taler om vores ældres hverdag, må vi insistere på klar tale:

Får de mere eller mindre konkret hjælp? 

Er der tid til andet end lynhurtig praktisk hjælp og flueben?

Prioriterer vi værdighed eller skubber vi bare opgaverne foran os?

Der er rigtig gode nyheder til Fredericia, Middelfart og Kolding: Over en halv milliard kroner fra “Ungeløftet” fordeles nu ud i kommunerne – og Fredericia får 6,28 mio kr. Det er en oplagt mulighed for at gøre noget godt for de mange unge, der i dag står uden job og uden uddannelse.

Men hvis vi for alvor vil hjælpe unge videre i livet, så kræver det mere end velmenende initiativer og midler. Det kræver modet til at gøre tingene anderledes. Og her halter det desværre i et byråd, der alt for længe har været domineret af den socialdemokratiske forestilling om, at mennesker kan presses gennem samme system og samme model.

Mennesker er forskellige – og heldigvis for det! Men så nytter det ikke noget, at løsningen på ungdomsledighed altid skal igennem tre Excel-ark, fire regelsæt og fem samtaler med forskellige sagsbehandlere, før man får lov til at tjene sine egne penge.

Vi tror på, at tillid virker bedre end kontrol.

Den unge med et kreativt niche-talent kan blomstre, hvis vi tør give plads og frihed i stedet for at putte ham eller hende i den samme kasse som alle andre. Vi løfter flest, hvis vi tør tænke i partnerskaber med virksomheder, frivillige og civilsamfundet – ikke kun i offentlige forløb med ørkesløse møder.

IPS-metoden, som er en del af Ungeløftet, er et skridt i den rigtige retning – fordi den tager udgangspunkt i individet og giver reel støtte i stedet for standardløsninger. Mere af den slags, tak.

Skal det lykkes, så kræver det et opgør med systemtænkningen. Med topstyringen. Med regelrytteriet. Vi skal turde give de unge muligheder – ikke kontrollere dem ihjel.

Fredericia fortjener et liberalt byråd, der tror på individet før institutionen. På frihed før forvaltning. På at alle kan noget – hvis vi tør tro på dem.

Så lad os bruge midlerne klogt. Ikke til mere system – men til mere menneske.

Helene Lykke, Poul Rand og Ulrik Soll, Liberal Alliance – kandidater til kommunalvalget