John Andersen skal løfte Fredericia fF’s Jyllandsseriehold videre

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Fredericia fF får en ny mand på trænerbænken, når efteråret går på hæld. Klubben har skrevet kontrakt med John Andersen, der kommer fra en stilling som U19-træner i FC Fredericia.

For John Andersen er det et skifte, der føles naturligt. Han kender allerede mange af spillerne, han kender byen, og han kender kulturen i fF.

»Min rygsæk er godt fyldt op, og jeg synes, jeg har en god tilgang til fodbold. Det handler for mig om at bevare det sociale og om at huske, at det skal være sjovt, samtidig med at vi får en god struktur og kultur ind i klubben« siger John Andersen.

De seneste to år har han haft ansvaret for U19 i FC Fredericia, hvorfra flere spillere er rykket op og allerede har fået kampe på fF’s førstehold.

»Det, vi har arbejdet med de sidste to år i FC Fredericia, har været meget struktureret i forhold til, hvordan vi gerne vil spille fodbold. Nogle af de værktøjer kan jeg tage med over i Jyllandsserieholdet. Jeg har også trænet en del af de spillere, der lige nu er i den gruppe, så jeg har et godt kendskab til dem« siger han.

At valget faldt på Fredericia fF frem for andre tilbud, handler både om nærhed og om værdier.

»Jeg har fået mange henvendelser, efter jeg stoppede i FC. Min telefon har ikke stået stille. Men da jeg hørte, at Fredericia fF var interesseret, var jeg ikke i tvivl. Det er en god social klub med en stærk kultur, og jeg kunne se mig selv i det. Jeg bor lige i nærheden, så det er nemt at komme til, og jeg synes, klubben fungerer godt, både på banen og udenfor« fortæller John Andersen.

Han overtager et hold, der allerede ligger i toppen af Jyllandsserien.

»Hvis jeg var nervøs for det, skulle jeg ikke have sagt ja. Jeg glæder mig faktisk til at overtage et hold, der ligger i toppen, og som har ambitioner om at rykke op. Det passer rigtig godt til mig. Jeg tror på, at jeg kan rykke både truppen og klubben i den rigtige retning« siger han.

For klubbens formand for seniorudvalget, Thomas Banke, er det en stor styrke at kunne præsentere en træner med så meget erfaring.

»Det er jo en mand, som har været i fodbolden i rigtig mange år. Vi har set ham på tæt hold gennem samarbejdet med FC Fredericia, hvor han har trænet U19, og vi har kunnet mærke, at han passer godt ind i den ramme, vi gerne vil stå for. Han bringer både faglig og menneskelig kvalitet« siger Thomas Banke.

Han afviser dog, at ansættelsen skruer forventningerne yderligere op.

»Vi har i forvejen store forventninger til den nuværende trup. Den består af meget genererede, meget dygtige fodboldspillere, som har prøvet at spille på et højt niveau, og så har vi en masse unge, der har mod på fremtiden. Vores intention er, at førsteholdet skal spille på det niveau, som det kan og vil. Det er ikke sådan, at vi har lagt en ny standard, men vi arbejder dynamisk med det, vi har til rådighed« siger han.

Fredericia fF lægger vægt på at være byens stærkeste amatørklub, og her er sammenhængen til lokalsamfundet central.

»Det betyder rigtig meget for mig, at klubben har en stærk lokal forankring og mange frivillige kræfter. Jeg har set de store stævner og arrangementer, de holder. Det viser, at klubben fungerer socialt såvel som sportsligt« siger John Andersen.

Samtidig understreger Thomas Banke, at balancen mellem lokale rødder og sportslige ambitioner skal gå hånd i hånd.

»Det gør man ved at sikre, at de bedste i byen har det rigtige tilbud. Der er et stort spring fra Jyllandsserien og ned til Serie 2, så det er vigtigt, at vi fastholder et højt niveau. Derfor skal vi både være attraktive sportsligt og fastholde de lokale spillere« siger han.

Skiftet bliver muligt, fordi kontrakten med den nuværende træner, Johnny Jungquist, udløber efter sæsonen. Klubben sender en varm tak til ham for halvandet år, hvor holdet er løftet fra midten af rækken til toppen af Jyllandsserien.

John Andersen ser nu frem til at tage hul på sin nye rolle.

»Jeg glæder mig til første arbejdsdag med truppen. Lige nu er mit fokus stadig i FC Fredericia, og jeg vil gerne afslutte det på en god måde. Når vi går på juleferie midt i december, begynder jeg for alvor at køre mig ind i Fredericia fF« siger han.

Dermed er næste kapitel skrevet for et hold, der allerede har vist styrke i toppen af Jyllandsserien, og som nu skal se, om ambitionerne kan række endnu længere.

Thomas Bay fandt hjem i teatret

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.

Spirit Icons i Middelfart fylder et år: »Det er gået over al forventning«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Da brødrene Tim og Daniel Christensen for et år siden slog dørene op til Spirit Icons’ brandstore i Middelfart, var det med ambitionen om at skabe en nichebutik, der skulle vokse organisk gennem personlig service og mund til mund. Nu, et år senere, står Daniel Christensen i butikken med smykkerne omkring sig – og med en fortælling om både vækst, taknemmelighed og en personlig rejse.

»Det er jo gået over al forventning. Både med tilkendegivelser og opbakning. Vi kan mærke, at det kommer fra lokalmiljøet. Folk siger direkte, at de kommer herind for at støtte os, fordi de er glade for servicen og stolte af, at der ligger en butik som denne i Middelfart,« fortæller Daniel Christensen.

Butikken har haft et år, hvor de lagte budgetter blev fordoblet. Sortimentet spænder fra de store handler til de små køb. »Vi sælger de helt dyre varer, men også et par ørestikker til 195 kroner. Og alle kunder får den samme behandling. Det er dejligt at mærke, at den ånd vi besluttede os for fra starten, den ser folk og de kvitterer for det.«

Kunderne kommer ikke kun fra Middelfart. Stadig flere finder vej fra Fredericia, Kolding, Vejle og Odense – og endda turister. »Jeg har kunder fra Odense, der kun kommer herud på grund af servicen. Og så må jeg indrømme, at de tyske turister har overrasket mig. Vildt, simpelthen,« siger Daniel.

Året har også været en rejse på et dybere plan. Daniel lægger ikke skjul på, at butikken har været med til at ændre hans liv. »Den største overraskelse er, hvor meget jeg er vokset som menneske. Jeg gik fra at være en, der ikke kunne gå ud ad min hoveddør, til at ryste som et espeløv, når jeg skulle stå i butikken, til nu at glæde mig til at komme herned. Det har været en kæmpe personlig rejse.«

Han oplever, at kunderne møder ham som menneske, ikke kun som ekspedient. »Vi sælger smykker, men vi sælger lige så meget den personlige kontakt. Folk har lyst til at snakke, og folk forstår. Jeg havde en kunde, der lagde sin hånd på min og spurgte om jeg var okay. Jeg svarede nej. Sådan nogle kunder har vi. Det er fantastisk.«

Middelfart som udgangspunkt

Placeringen i Middelfart er ikke tilfældig. »Fordi her kommer vi fra,« siger Daniel uden tøven. Det giver mening, at netop denne by blev testballon. »Hvis vi havde åbnet et sted, hvor ingen kendte os, så havde vi bare været endnu et brand. Her kan vi vokse organisk og med mund til mund. Og det giver pote.«

Det betyder også, at erfaringerne kan bruges andre steder. »Vi kan se, at stort set alle beslutninger vi har truffet her, de kan føres videre næsten én til én. Det er plug and play.«

Fremtiden kan derfor pege mod større byer – men i så fald med franchisemodeller. »Min psyke er ikke til at pendle mellem København, Aarhus og Midtjylland. Og styrken i butikken er jo også, at jeg står her selv og kan fortælle alt om smykkerne og yde ekstra service. Det kan man ikke bare implementere i en medarbejder,« siger han.

Smykkeindustrien er udfordret af stigende råvarepriser på guld, sølv, palladium og rhodium. Alligevel ser Daniel lyst på fremtiden. »Jeg tror vi har bevist, at hvis man kan i Middelfart, så kan man alle steder. Vi kan være eksklusive for alle prislejer. Vi behøver ikke et københavnerpublikum for at få det til at løbe rundt.«

Han peger på, at Middelfarts særlige befolkningsstruktur gør byen til et ideelt udgangspunkt. »Det her har været et ret godt initiativ for at se, hvad vi kunne forvente andre steder i landet. Her kan vi holde fingeren på pulsen, og når jeg mangler en vare, kan jeg ringe til kontoret og have den i butikken på et kvarter. Det er en service, vi ikke kunne have i Aarhus eller København.«

Spirit Icons i Middelfart har med andre ord fået en flyvende start. På ét år er butikken blevet en del af byens handelsliv, et sted folk søger hen både for smykkerne og for samtalerne. Og for Daniel Christensen er det også blevet en fortælling om at finde fodfæste, vokse som menneske og opdage, at en butik kan være langt mere end et sted, hvor varer skifter hænder.

»Det her begyndte som en testballon. I dag er det en base, et fællesskab og et bevis på, at vi kan meget mere end vi troede,« siger han.

Ole Peterson: »Det er ikke fedt at have demens – derfor er det godt, der bliver sat fokus«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

MIDDELFART. Blandt gæsterne til Huskekage-eventen på Friplejehjemmet Lillebælt var også Ole Peterson, der selv lever med demens. For ham giver arrangementet en vigtig påmindelse om, at sygdommen kræver både opmærksomhed og støtte.

»Det er godt for alle med demens. Det er klart, at Alzheimerforeningen er den store, og den kan godt trække os andre med. Det er opmærksomheden, vi har brug for,« siger han.

Selv havde han ikke tidligere haft det store kendskab til Alzheimerforeningen, men han ser det som en styrke, at foreningen skaber opmærksomhed på tværs af demenssygdomme.

»Nu har jeg prøvet det igennem et stykke tid her, at have demens, og det er ikke særlig spændende. Det er ikke fedt. Derfor kæmper de med i deres kamp, og det er godt, at der er nogen, der vil,« fortæller han.

Vigtig støtte til forskning og foreningsarbejde

Ole Peterson håber, at de indsamlede midler kan være med til at styrke både foreningsarbejdet og forskningen på området. »Det betyder noget, at pengene bliver brugt rigtigt – til foreningsarbejde inden for demensområdet og til forskning. Det giver indsigt i, at der faktisk bliver arbejdet med tingene, og at nogen interesserer sig for at gøre det bedre og nemmere i fremtiden,« siger han.

For ham er dagens arrangement et vigtigt signal om, at mennesker med demens ikke står alene. »Det betyder en yderligere indsigt i, at der bliver arbejdet med tingene. Der er nogen, der involverer sig og interesserer sig for at gøre det bedre,« siger Ole Peterson.

Søstre støtter op om Huskekage-event: »Det er livsbekræftende at se beboerne være med«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

MIDDELFART: På Friplejehjemmet Lillebælt i Fredericia blev der fredag bagt kage og samlet penge ind til Alzheimerforeningen. Blandt deltagerne var søstrene Helle Petersen og Tina Olsson, der begge har en personlig tilknytning til demens.

For Helle Petersen er det særligt nærværende, fordi hendes mand fik konstateret demens i december sidste år. »Det hele blev vendt op og ned fra den ene dag til den anden. Sådan en diagnose ændrer dagligdagen fuldstændig,« fortæller hun.

Søsteren, Tina Olsson, arbejder til daglig på plejehjemmet. Hun fremhæver, at arrangementet både skaber sammenhold og giver plads til samtaler med andre i samme situation. »Det giver noget godt at mødes. Det giver et sammenhold – og det er vigtigt, når man står midt i sådan en svær situation,« siger hun.

Første gang med Huskekage

For begge søstre var det første gang, de deltog i Huskekage-eventen, men bestemt ikke den sidste. »Jeg vil helt sikkert komme igen,« siger Tina Olsson.

Helle Petersen tilføjer, at det betyder meget at se beboerne være en aktiv del af dagen. »Det er meget livsbekræftende at se, at de er engagerede og gerne vil deltage. Det viser, at hverdagen på et plejehjem er mere end bare rutiner – her trækker man beboerne med ind i samfundet.«

Overskuddet fra salget af kage går ubeskåret til Alzheimerforeningen. På bordene var der desuden mulighed for at give et ekstra bidrag, og det benyttede flere sig af. »Det vil vi da helt klart gøre,« siger Helle Petersen.

Begge søstre sender en tak til de frivillige, pårørende og ansatte, der bidrog til arrangementet. »Det er dejligt, at folk vil komme og støtte op. Det betyder meget for os alle,« siger Tina Olsson.

Huskekage-event på Friplejehjemmet Lillebælt samlede støtte til Alzheimerforeningen

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

MIDDELFART. På Friplejehjemmet Lillebælt var der fredag eftermiddag dækket op med kaffe og kage, da beboere, pårørende og frivillige deltog i et særligt arrangement til fordel for Alzheimerforeningen.

Under navnet Huskekage samler plejehjem over hele landet penge ind ved at sælge kage, og i år var det første gang, Friplejehjemmet Lillebælt deltog.

»Danske Diakonhjem kontaktede os og spurgte, om vi ville være med. Jeg spurgte vores køkkenleder, om hun ville bage kage til dagen – og heldigvis sagde hun ja,« fortæller forstander Nadja Müller-Friedrich.

Fokus på demens

For mange af plejehjemmets beboere er demens en del af hverdagen. Derfor var det oplagt at bakke op om sagen, mener forstanderen.

»En stor del af vores borgere har demens. Så jeg synes, vi skal være bevidste om, hvad det betyder – både for den enkelte og for os som samfund. Det giver rigtig god mening, at vi støtter op om Alzheimerforeningen,« siger hun.

En åben dag

Selvom fremmødet ifølge forstanderen ikke var det største, var stemningen varm og positiv.

»Det er fantastisk, at pårørende og frivillige kigger forbi. Det giver støtte, og det betyder noget for både beboere og personale,« siger Nadja Müller-Friedrich.

For hende var arrangementet også en mulighed for at vise livet på plejehjemmet frem.
»Det særlige ved sådan en dag er, at vi igen åbner huset op. Vi giver et indblik i, at hverdagen på et plejehjem er mere end at sove og spise. Det handler også om fællesskab og aktiviteter,« fortæller hun.

Kan blive en tradition

Det var første gang, Friplejehjemmet Lillebælt holdt Huskekage-event, men sandsynligvis ikke den sidste.

»Jeg tror bestemt, vi gør det igen. Jeg håber også, at det kan inspirere andre plejehjem til at holde et lignende arrangement. Hele ugen er jo udpeget til at sætte fokus på demens, så det kan lige så godt blive en tradition,« siger forstanderen.

Budgetforlig på plads igen

Af
Redaktionen
-
0

POLITIK. Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Borgernes Liste, Venstre, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne har indgået et budgetforlig for 2026. Parterne var inden dette årsbudgetforlig sidste år blevet enige om et to-årig forlig, men fredag eftermiddag præsenterede partierne den opdaterede aftale på Meldahls Rådhus, og budskabet fra forligsteksten var klart: Fredericia skal have et budget i balance, uden nye besparelser, men med markante investeringer i velfærd og udvikling.

Skriver partierne i deres forligstekst »Det er for første gang i mange år lykkedes at lave et budget i balance uden nye vedtagne besparelser overhovedet. Det er et budget vi som forligspartier er stolte af at kunne præsentere«.

Forligspartierne har lagt vægt på, at børn, ældre og det sociale område skal prioriteres højt. Samtidig skal der være plads til grøn omstilling og til fortsat udvikling af kommunen. »Vi prioriterer de borgernære områder – børn, ældre og socialområdet – og sikrer samtidig at der er plads til både grøn omstilling og en fortsat udvikling af kommunen« skriver partierne i forligsteksten.

Dermed tegner aftalen en linje frem mod kommunens Vision 2033, hvor Fredericia skal udvikle sig på en ansvarlig og bæredygtig måde.

Et af de største elementer i budgetforliget er en markant investering i folkeskolen. Der afsættes 1,5 millioner kroner i 2026 som en opstart, og derefter tilføres 11 millioner kroner årligt fra skoleåret 2026/2027. Pengene skal styrke både faglighed og trivsel for eleverne.

Konkret sænkes klasseloftet fra 28 til 24 elever fra 7. klasse og opefter. Det betyder, at udviklingen frem mod et loft på 24 elever i alle klasser fremskyndes. Derudover indføres tolærerordninger i dansk- og matematik i 9. klasse, så eleverne står stærkere til afgangsprøverne.

Forligspartierne lægger også vægt på at styrke de såkaldte mellemformer, hvor elever med forskellige behov kan få bedre støtte. Derudover skal overgange i børns skoleliv prioriteres, så både børn og forældre oplever sammenhæng fra skolestart til afgangseksamen.

Fønix-klasserne, hvor fire elever med særlige behov går i en klasse sammen med tolv andre, videreføres. Ordningen har været rost for at skabe inkluderende læringsmiljøer, og forliget afsætter midler til at opstarte en ny årgang.

Der tilføres desuden 26 millioner kroner ekstra til byggeriet af den nye skole i Kirstinebjergdistriktet. De ekstra midler skal dække øgede udgifter som følge af skærpede bæredygtighedskrav.

Gratis mellemmåltider til børn

En ny forsøgsordning sikrer, at alle børn i daginstitutionerne i Fredericia i 2026 får gratis formiddags- og eftermiddagsmad. Til det formål afsættes to millioner kroner. Erfaringerne fra ordningen skal bruges til at vurdere en eventuel videreførelse.

Ifølge forligsteksten er formålet at styrke børns trivsel og sundhed gennem bedre ernæring i løbet af dagen.

Familieområdet styrkes markant

Et andet område med stor vægt i budgetforliget er familieområdet. Her afsættes 40 millioner kroner årligt permanent. Dertil kommer 10 millioner kroner i 2026, der blandt andet skal bruges til at ansætte flere sagsbehandlere.

Baggrunden er stigende udgifter til børn og unge med særlige behov samt et presset arbejdsmiljø blandt medarbejderne. Forligspartierne peger på, at en lavere sagstal for sagsbehandlerne skal øge kvaliteten og styrke arbejdsmiljøet.

Pengene skal også bruges til at følge op på den kulegravning af området, som blev sat i gang med sidste års budget. Resultaterne af kulegravningen forventes i starten af 2026, og forligspartierne vil sikre, at anbefalingerne kan indfases.

Skriver partierne »Forligspartierne bakker op om det igangsatte arbejde med Det gode møde med borgeren, som har til formål at styrke kommunikationen samt skabe bedre rammer om det gode møde og samarbejde mellem familierne og medarbejderne«.

Der etableres også et nyt tværfagligt intensivteam, som skal hjælpe familier med komplekse udfordringer. Teamet skal kunne træde til, når både børn og voksne er i mistrivsel, og der er brug for støtte på tværs af kommunens afdelinger.

Idræt, kultur og fritid

På kultur- og idrætsområdet er der flere nye investeringer. Fredericia Musicalteater modtager to millioner kroner til forbedring af de fysiske rammer. Teatret har markeret sig som en ambitiøs musicalscene og har ambitioner om at blive Danmarks centrum for musicals.

Fredericia Håndboldklub får to millioner kroner til at forbedre tilskuerfaciliteterne i Middelfart Sparekasse Arena. Klubben satser på at spille med i toppen af dansk håndbold, og forligspartierne ønsker at understøtte udviklingen.

Kringsminde får 400.000 kroner til en ny servicebygning. Pengene er nødvendige for at kunne udløse fondsmidler, som allerede er tildelt til andre projekter på stedet.

Kulturkasernen tilføres 250.000 kroner årligt til aktiviteter, mens biografen i Fredericia får en samarbejdsaftale med kommunen. Aftalen løber over to år og betyder et tilskud på 500.000 kroner årligt.

Bastionen får 850.000 kroner for at fastholde åbningstiden, og Midtbyklubben videreføres med et tilskud på 500.000 kroner.

Der afsættes også midler til en ny badebro ved Lillebælt samt 500.000 kroner til en ny streetbasketbane på Gasværksgrunden.

Ældre og socialområdet

Ældreområdet løftes med tre millioner kroner i 2026. Pengene skal blandt andet bruges på demensindsatser og et forsøg med mere nattevagtsdækning på et af kommunens plejehjem. Der skal også skabes flere aktiviteter for plejehjemsbeboere.

På Kobbelgården afsættes tre millioner kroner til bedre normering og yderligere 1,5 millioner kroner til forbedring af de fysiske rammer.

Det specialiserede voksenområde tilføres fire millioner kroner, da prognoser viser flere borgere på området i 2026.

Grøn omstilling og infrastruktur

Forligspartierne har sat 20 millioner kroner af over fire år til etableringen af et teknisk vandselskab. Ideen er at bruge renset spildevand til industrielle formål, så drikkevandsressourcerne kan spares. Projektet skal forankres i Fredericia Spildevand & Energi A/S.

Gratisbusserne, som har været en succes, skal fortsætte. Derfor afsættes en halv million kroner i 2026 til ekstra dubleringsbusser. Der er også penge til cykelafmærkning på Købmagergade, hvor der afsættes én million kroner i 2027. Hertil kommer 3,5 millioner kroner til nye støjværn og to millioner kroner til forbedrede trafikforhold ved Trinity.

Beskæftigelsesområdet

Et område hvor der ikke er nye penge men tværtimod besparelser, er beskæftigelsesområdet. Regeringen har besluttet et besparelseskrav i forbindelse med beskæftigelsesreformen. For Fredericia betyder det en reduktion på 29 millioner kroner frem mod 2030.

Forligspartierne lægger vægt på, at ungeområdet prioriteres, når ressourcerne skal fordeles. Skriver partierne »Vi ved, at samtaler og tæt opfølgning med de unge virker, og derfor differentieres besparelsen på medarbejdere til fordel for ungeområdet«.

Militært samarbejde og kontrolenhed

Som garnisonsby vil Fredericia styrke båndene til Forsvaret. Budgetforliget gør stillingen som militærfaglig konsulent permanent, og der afsættes 500.000 kroner årligt til området.

Samtidig styrkes kommunens kontrolenhed mod socialt bedrageri. I dag består enheden af to medarbejdere, men der ansættes en tredje, som skal være med til at øge provenuet fra de sager, der behandles.

Enighed om kursen

Budgetforliget mellem Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Borgernes Liste, Venstre, Enhedslisten og Danmarksdemokraterne tegner en bred aftale.

Skriver partierne »På trods af dette er vi nået i mål med et budget, som sikrer, at vi – stadig – passer på velfærden«.

Med aftalen står Fredericia til at gå ind i 2026 med en balance i økonomien, uden nye besparelser og med en række investeringer, som både skal styrke velfærden her og nu og skabe fundamentet for kommunens udvikling i de kommende år.

Line Thingberg: Vi skal handle nu ellers bliver problemet kun værre

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

POLITIK. 320 unge i Middelfart står uden job eller uddannelse. Det svarer til 8,14 procent af de 15-24-årige i kommunen og ligger dermed væsentligt over landsgennemsnittet på 6,6 procent. Tallene stammer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og for Venstres byrådsmedlem Line Thingberg er konklusionen klar.

»Jeg tænker, at det er meget alvorligt. Jeg har tidligere skrevet en klumme om ungeløftet, fordi jeg både sidder i skoleudvalget og i beskæftigelsesudvalget. At vi ligger næsten to procentpoint over landsgennemsnittet, det er dybt bekymrende. I bund og grund er det jo 43.000 unge mennesker på landsplan, der står uden for arbejds- eller uddannelsessystemet. Det er helt forfærdelige tal, og at Middelfart ligger så højt, er bare rigtig øv,« siger hun.

Skoleværing og segregation

For Line Thingberg hænger en del af forklaringen sammen med folkeskolen. »Vi har haft en tendens til større segregering i Middelfart, og det betyder, at nogle af de unge, som i forvejen har det svært, risikerer at ende i statistikken. Mange af dem har måske ikke fået færdiggjort en STU eller kommer aldrig videre i systemet. Og det handler ikke om, at de ligger hjemme på sofaen og laver ingenting. Mange af dem er simpelthen for dårlige, på den ene eller anden måde, eller har en psykiatrisk diagnose. Men derfor skal de jo stadig hjælpes.«

Hun peger særligt på problematikken med skoleværing som en tidlig indikator. »Med de nye udfordringer vi ser, er skoleværing blevet et kæmpe problem. De unge, der bliver væk fra skolen, er ofte dem, vi ser senere i statistikken uden job eller uddannelse. Og det er jo ikke, fordi de ikke vil i skole. Skoleværing er et symptom på, at de har det dårligt. Derfor skal vi ind i forløbet meget tidligere.«

Tidlig indsats og praktiske løsninger

Line Thingberg mener, at indsatsen skal sættes ind fra de små klasser og med et langt stærkere fokus på forældreansvar. »Når først man begynder at give sit barn lov til at blive hjemme, fordi det har lidt ondt i armen, så er man allerede i gang. Jeg ser det i mit daglige arbejde – det starter meget tidligere, end mange tror. Derfor skal vi ind og snakke med børnene og forældrene allerede i de små klasser.«

Hun efterlyser mere praksisnære tiltag og tættere samarbejde mellem kommune og virksomheder. »Det handler om at få fat i de unge og give dem noget at stå op til. Om det så er et fritidsjob, et praktikforløb eller noget helt andet, så er det dér, vi skal starte. Og virksomhederne skal også tage deres andel. Nogle unge har brug for, at en mester nærmest kommer og henter dem om morgenen. Sådan er det, og det må vi forholde os til.«

Et spørgsmål om handling

Regeringens målsætning er, at andelen af unge uden job eller uddannelse skal halveres til 3,5 procent i 2030. For Line Thingberg er det en smuk ambition, men hun tvivler på, at det sker uden markante initiativer.

»Jeg vil ønske, at jeg kunne sige ja, at vi kan nå det. Det skal vi selvfølgelig stræbe efter. Men det kræver handling nu, og det kræver meget handling. Ellers sker det ikke. Hvis vi ikke sætter noget i gang hurtigt, bliver det kun værre. Jo længere de unge er væk fra uddannelse eller job, jo sværere bliver det at få dem ind igen.«

En klar opfordring

Line Thingberg ser derfor et presserende behov for at sætte nye tiltag i værk. »Vi er nødt til at prøve flere ting af, også selvom vi ikke har den fulde evidens. Vi skal trække på den viden, vi allerede har, og få dem i spil nu. Ellers taber vi endnu flere unge. Det kan vi ikke være bekendt.«

Steffen Daugaard: Vi må tilbage til mesterlæren for at få de unge i gang

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

UNGE. 320 unge i Middelfart står uden job eller uddannelse. Det svarer til 8,14 procent af de 15-24-årige i kommunen og er dermed væsentligt over landsgennemsnittet på 6,6 procent. Tallene stammer fra den seneste analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og de vækker bekymring hos Dansk Folkepartis Steffen Daugaard.

»Det lyder trist. Og hvis vi samtidig kan se, at landsgennemsnittet ligger på 6,6 procent, så lyder det endnu mere trist, fordi vi ligger over. Vi skal have de unge i job eller uddannelse, og det kan kun gå for langsomt. Det her er noget, vi er nødt til at få gjort noget ved,« siger han.

Daugaard lægger ikke skjul på, at han undrer sig over, hvorfor Middelfart ligger højere end landsgennemsnittet. »Jeg kan faktisk ikke lige komme i tanke om, hvad årsagerne kan være. For vi har både et godt arbejdsmarked, og vi ligger centralt i forhold til uddannelser. Så jeg synes egentlig, det er mærkeligt.«

Selvom han ikke peger på én entydig forklaring, ser han folkeskolen som en vigtig del af løsningen. »Folkeskolen kan altid være med til at klæde de unge på i forhold til erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Men jeg tror, vi skal tænke lidt mere gammeldags og kigge på erhvervspraktikker.«

Tilbage til praktik og mesterlære

For Daugaard er det vigtigt at styrke de unges kobling til arbejdsmarkedet allerede i skoletiden. »Vi skal have gang i det her med, at man kan gå i skole tre dage om ugen og være i praktik de to andre. Det minder om det gamle mesterlærersystem. Men problemet er, at forældrene i dag ofte selv skal hjælpe med at finde de praktikpladser, og det er en barriere. Det hjælper ikke at lave ordninger, hvis der ikke er praktikpladser nok.«

Han fremhæver, at kommunen allerede er begyndt at arbejde med netop den model. »Vi har folk på jobcenteret, som render rundt på forskellige arbejdspladser for at gøre opmærksom på ordningen. Det er dog stadig nyt, og de har ikke nået rundt i hele kommunen endnu.«

Regeringen har sat som mål, at andelen af unge uden job eller uddannelse skal halveres til 3,5 procent i 2030. Men her er Daugaard skeptisk. »Jeg har det lidt svært med nationale målsætninger. De er jo ikke altid valide. Det er noget, nogen ønsker, men når man kommer ud i virkeligheden, er det ikke sikkert, at det kan lade sig gøre. Det er da et smukt mål, og det ville være spændende, hvis det kunne lade sig gøre, men der er ingen garantier.«

Han mener dog, at Middelfart skal være med til at trække i den rigtige retning. »Vi kan i hvert fald være med et stykke af vejen. Om vi når hele vejen ned til 3,5 procent, det kan jeg ikke sige. Men vi skal i hvert fald arbejde for at komme tættere på landsgennemsnittet – og gerne under.«

Michael Hansen så sit hold rejse sig men måtte gå fra Odense uden point

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SPORT. FC Fredericia kom ud i et af sæsonens mest dramatiske opgør, da de fredag aften gæstede Odense. Kampen bød på straffespark, VAR-tjek og scoringer til allersidst, men på trods af en stærk præstation måtte Michael Hansen og hans spillere se sig slået 3-2. Cheftræneren kunne dog hæfte sig ved den attitude, hans hold lagde for dagen, især efter at være kommet bagud med to mål.

»Jeg synes, det var fremragende, at vi kom tilbage i kampen efter at være kommet bagud 2-0. Vi fik skabt et tryk, og spillerne viste en frigjorthed, der gjorde, at vi leverede en rigtig stærk afslutning på kampen,« sagde Michael Hansen kort efter slutfløjtet.

Første halvleg udviklede sig i OB’s favør. Hjemmeholdet styrede spillet og fik et straffespark for hånd på bolden, som Fiete Arp sikkert omsatte til 1-0. Fredericia stod kompakt, men havde svært ved at finde ro på bolden. Cheftræneren så både styrker og svagheder i sit holds indsats.

»Første halvleg går jo lidt sin gang, og vi er for dårlige på bolden til at give ordentlig modstand. Vi giver egentlig ikke meget væk ud over straffesparket, og Noah Ganaus havde også en stor chance. Defensivt er jeg egentlig tilfreds, men bagud 1-0 er jo ikke ret godt. Det er de små fejl, der gør forskellen. Den ene koster straffespark, og ved 2-0-scoringen i anden halvleg bliver vi fanget i opspillet. Det er selvfølgelig ærgerligt,« forklarede Hansen.

Efter pausen ændrede kampbilledet sig. OB udbyggede, som skrevet, til 2-0, men Fredericia svarede hurtigt igen med en pragtfuld scoring af Agon Muçolli. Fra det øjeblik pressede gæsterne på og skabte et væld af muligheder, der satte hjemmeholdets defensiv under massivt pres. Hansen glædede sig over, hvordan holdet tog kampen på sig.

»Frigjortheden, der kom i anden halvleg, er jeg virkelig tilfreds med. Vi fik sat os mere offensivt allerede fra pausen, og spillerne leverede en stærk indsats. Det burde have ført til en 2-2-scoring, for jeg synes, vi havde fortjent det,« lød det fra cheftræneren.

Fredericia ramte både stolpen og overliggeren, og flere gange måtte OB’s keeper Viljar Myhra strække sig til det yderste. I slutfasen kom OB dog foran 3-1 på en omstilling, netop som Fredericia pressede på for udligning. Alligevel nægtede oprykkerne at give op. I overtiden steg Jeppe Kudsk til vejrs og headede til 3-2, men længere nåede Fredericia ikke, før dommeren satte fløjten for munden.

Michael Hansen stod tilbage med en blanding af stolthed og skuffelse. »Det var en blanding af manglende kvalitet og manglende held, at vi ikke fik scoret til 2-2. Vi havde mulighederne, men når man ikke udnytter dem, så sker det, der skete til sidst, hvor OB får lukket kampen med deres tredje mål. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået udlignet, så var vi gået efter sejren. Vi havde momentum,« sagde han.

Trods nederlaget fandt Fredericia-træneren plads til at fremhæve sit holds styrker. »I dag var vi ikke gode nok til at få point, men vi går herfra med brystet fremme, fordi vi rejser os i kampen og gør det til et spændende opgør. Det viser karakter,« sagde Hansen.

FC Fredericia står tilbage med fornemmelsen af, at de havde fortjent mere. Holdet leverede en indsats, der bekræfter, at de kan måle sig med Superligaens etablerede klubber. Men små fejl i egen ende og manglende skarphed foran mål blev forskellen på triumf og nederlag denne aften i Odense.

Læs også

OB overlevede stormløbet – slog Fredericia 3-2 i dramatisk Superliga-opgør
1...396397398...996Side 397 af 996