BUSINESS. Hos Ole Mortensen er der sjældent langt fra idé til handling, og med Fars Dag lige om hjørnet er tempoet skruet op, mens energien, som altid, sprudler fra både Miami og S.M. Andersen. Vores SoMe-team har været forbi den lokale tøjekspert, som er klar til at guide dig i retning af både gode tilbud og farvevalg, du måske ikke havde set komme.
»Jeg ved godt, at hvis man spørger de fleste hjemme i huset, så er det jo fars dag hver dag. Men altså, lige her den 5. juni er der jo Fars Dag,« siger Ole med et glimt i øjet, inden han peger ud over butikkens sortiment og deler lidt ud af sine personlige favoritter.
I S.M. Andersen er shortsene linet op i både blå, sand og – hold fast – orange. Samtidig fremhæver Ole en Performance polo, der er som skabt til varme sommerdage og let sved på panden. »Det er sådan en dry fit, det vil sige, at når du sveder lidt, så er den rigtig behagelig på her i sommeren,« forklarer han.
Og så kommer vi ikke udenom underbukserne – dem fra JBS i bambus. Ifølge Ole er det nemlig nogle af de få, der ikke bliver nusset og fnulrede i vask og brug, som mange andre gør. De holder formen, de er bløde, og så, som han selv siger det, »de er virkelig, virkelig lækre«.
Herefter trækker Ole kameraet med op i Miami, hvor der venter et hav af kortærmede skjorter og sommerlige farver.
»Lyserød, det er jo blevet en af de der farver, vi mænd har kæmpet lidt med i nogle år, men nu tror vi, den er der. I hvert fald: Tro på den,« opfordrer han, mens han løfter en pastelfarvet sag op til kameraet.
Og det stopper ikke dér. Blomstrede skjorter, farverige T-shirts og samarbejde med Gabba er også en del af Fars Dags-pakken hos Ole og co.
»Hvis far skal have lidt lækkert, så kig ned til os,« afslutter han, inden han vinker farvel med et energisk »vi ses – hej hej.«
Se hele videoen med Ole Mortensen herunder, og få både grin og gaveidéer med i købet:
Billede af Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste (J) i Fredericia under Tv-interviewet d. 28. maj 2025
POLITIK. Fredericia AVISEN havde onsdag d. 28. maj 2025 besøg på STATIONEN af Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste (J) i Fredericia. Borgernes Liste er en nyoprettet lokal liste til det kommende kommunalvalg d. 18. november 2025, og Karsten Byrgesen er i fuld gang med at forberede sig til kommunalvalget. Karsten Byrgesen, kendt i Fredericia som en politiker med klare holdninger og stærk vilje. I Tv-interviewet fortæller han om sine vigtigste målsætninger og hvorfor han mener, Fredericia trænger til nye politiske toner.
Du kan se og lytte til hele Tv-interviewet ved at klikke på linket sidst i artiklen.
Borgernes behov før systemet Borgernes Liste er blevet godkendt i Fredericia og stiller op med Karsten Byrgesen som frontfigur. Karsten Byrgesen understreger listen som en politisk platform uden ideologiske bindinger, hvor sund fornuft og praktiske løsninger står i centrum.
»Borgernes Liste er en liste, der tager og sætter borgerne før systemet. Det er vigtigt for Borgernes Liste, at vi repræsenterer alle de faglige områder i Fredericia Kommune,« siger Karsten Byrgesen.
Ærlig politik uden falskhed Efter otte år i byrådet har Karsten Byrgesen erfaret, at politikere ofte siger ét offentligt, men handler anderledes, når der skal stemmes. Den tendens ønsker han at bekæmpe:
»Rigtig mange gange får jeg at vide efter byrådsmødet af politikere, der siger: ‘Vi tænker egentlig det samme som dig, men du ved godt, vi kan jo ikke sige det,’« fortæller Karsten Byrgesen, der selv afviser denne falskhed: »Det, jeg siger, det gør jeg. Det har jeg tænkt rigtig grundigt over. Og de ting, jeg gør, det er noget, der betyder noget for borgerne i Fredericia.”
Fredericias skoler skal forbedres markant Et af de områder, hvor Byrgesen er stærkt kritisk, er kommunens skoleområde, som han mener er i en sørgelig forfatning:
»Fredericia er den dårligste kommune i hele Jylland til at uddanne børn. Vi er der, hvor flest børn dumper i matematik og dansk. Det er jo skrækkeligt,« siger Karsten Byrgesen og fortsætter: »Hvorfor kopierer man ikke fra folkeskolen i Fredericia alt det gode, som man gør på de private skoler? Alt snak om, at de private skoler er bedre stillet, er rent vås.”
Stop støjen og bevar byens trivsel En anden af Karsten Byrgesens 25 mærkesager er kampen mod støjgener, som han betegner som et stort sundhedsproblem:
»Der er evidens for, at støj gør os syge. Og derfor er jeg stærkt undrende, når et flertal i byrådet har stemt for, at der skal laves en tredje broforbindelse over Lillebælt. Det kommer til at støje i en grad, så guderne må lade sig forbarme.”
Karsten Byrgesen påpeger, at dette store byggeprojekt, der vil vare seks år, vil gøre store dele af Fredericia til en byggeplads med markante gener.
Bedre sundhedstilbud i Fredericia Karsten Byrgesen peger også på en række udfordringer inden for sundhedsområdet, hvor særligt én ting trænger sig på:
»Det vigtigste er manglen på hurtig udredning af sygdomme. Og vi har jo en lang række af mennesker, som lider. Også lider i det stille. Vi har massevis af kronikere. Og mange af de mennesker, de skal bruge en medicin, og den medicin, den koster utrolig mange penge. Så inden for hele sundhedsområdet, der ligger der en meget, meget stor opgave. Både lokalt, men også nationalt,« siger Byrgesen og tilføjer, at han vil arbejde for, at kommunen får etableret en mellemstation for patienter udskrevet fra hospitalet efter alvorlige operationer.
Mere demokrati i beslutningsprocesserne Karsten Byrgesen kritiserer også Fredericia Kommunes Midtby-strategi, der indebærer en omfattende ensretning af gaderne i centrum:
»Kommunen ønsker at ensrette alle gader i Fredericia Kommune fra Nørre Voldgade og ned til havnen med undtagelse af tre gader. Det forstår jeg simpelthen ikke. Hvorfor spørger man ikke borgerne om det? Der burde laves flere planer, man kan stemme om,« siger Karsten Byrgesen.
Næste skridt i valgkampen Karsten Byrgesen understreger, at han konstant arbejder politisk og ikke kun op til valg:
»Jeg kæmper hver dag. Jeg skal nu ud at samle stemmer og få stillere. En stiller er en person, som vil anerkende, at jeg kan stille op,« forklarer han.
Afslutningsvis udtrykker Karsten Byrgesen tilfredshed med, at han gennem medierne får mulighed for at forklare sin politik direkte til borgerne:
»Jeg glæder mig over, at stationen her, FREDERICIA Avisen giver politikere, og i dag jeg, lejlighed til at komme ned og forklare os. Det er godt, fordi borgerne i ro og mag kan sidde derhjemme og lytte til os, kigge på os og finde ud af, hvad det er for nogle mennesker, der vælger at stille op. Og jeg tager altid borgernes parti,« slutter Karsten Byrgesen.
Se og lyt til hele Tv-interviewet med Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste (J) i nedenstående indslag:
Tv-interview d. 28. maj 2025 m. Karsten Byrgesen om KV25
KRIMI. Kolding bliver søndag forvandlet til ét stort motionsmekka, når hundredvis af friske løbere indtager gaderne til det traditionsrige Kolding Halvmarathon. Mens byens asfalt skal betrædes af løbesko i alle farver, bliver bilisterne opfordret til at være ekstra opmærksomme.
Sydøstjyllands Politi er klar til at sikre, at alt forløber, som det skal, når løberne slippes løs. Vagtchef Thomas Green fortæller, at politiet i tæt samarbejde med Hjemmeværnet sørger for, at trafikafviklingen kører så glat som muligt:
»Der vil være noget regulering af trafik fra Hjemmeværnet, og ellers er der sat skilte op rundt omkring. Vi opfordrer til, at man følger skiltene og sørger for at vise opmærksomhed over for løberne dernede,« lyder meldingen fra Thomas Green.
Kolding Halvmarathon tiltrækker hvert år både garvede løbere og helt nye motionister, og ruten fører dem gennem store dele af byen. Det betyder samtidig, at nogle gader midlertidigt vil være spærret af, og bilister må væbne sig med en ekstra portion tålmodighed.
»Man skal være opmærksom på, at der kan opstå kødannelse visse steder. Det vigtigste er, at man følger skiltene og viser hensyn,« forklarer Thomas Green.
Han henviser desuden til arrangementets egen hjemmeside, koldinghalf.dk, hvor man kan få nærmere oplysninger om trafikforhold, ruter og forventede tidspunkter for afspærringer og genåbninger af vejene.
Så hvis du skal ud at køre i Kolding i dag, så pak en god portion tålmodighed, vis hensyn – og hvem ved, måske bliver du inspireret til at snøre løbeskoene næste år.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.
KRIMI. Musikken bragede fortsat løs lørdag aften på Jelling Musikfestival, og publikum var talstærkt mødt op for at nyde de mange koncerter, som festivalen traditionen tro byder på. Men mens stemningen generelt var god og uden større episoder, måtte Sydøstjyllands Politi dog alligevel rykke ud til enkelte sager på pladsen.
Klokken 21.20 indløb en melding om en mindre brand i et telt på festivalområdet.
»Der var heldigvis ingen personer i teltet. Vores formodning er, at en person har gået rundt og tændt ild med en form for spray, muligvis hårspray. Vi har ikke fået meldinger om andre større brande på festivalområdet, men vi har selvfølgelig haft stor opmærksomhed på sagen, fordi der er mange mennesker derude,« fortæller vagtchef Thomas Green fra Sydøstjyllands Politi.
Indtil videre har politiet ikke nogen oplysninger om, at nogen skulle være blevet sigtet for episoden med sprayen.
Efter den mindre brandepisode forløb aftenen og natten relativt roligt, og klokken nærmede sig 03.00, da de sidste toner klingede ud over Jelling. Festivalgæsterne begyndte at bevæge sig ud fra pladsen, og politiet kan melde om en generelt god stemning uden de store problemer.
En enkelt hændelse skilte sig dog negativt ud i løbet af natten.
»Vi har haft en enkelt sag med en vagt, der blev spyttet på derude, men det var faktisk også det eneste, vi havde udover den omtalte brand. Samlet set må vi sige, at festivalen i går er forløbet roligt,« fortæller Thomas Green.
Festivalen fortsætter søndag, og Sydøstjyllands Politi holder fortsat øje med begivenhederne, mens der forventes en rolig afslutning på årets festival.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.
BUSINESS. Turisterne har aldrig før lagt så mange penge på Fyn og Øerne. Med en vækst på 5,3 procent fra 2023 til 2024 har den samlede turismeomsætning nået 10,9 milliarder kroner. Det viser nye tal fra VisitDenmark. Væksten er markant højere end landsgennemsnittet, der ligger på 4 procent.
Selvom Odense og Langeland stjæler overskrifterne med henholdsvis højeste samlede omsætning og største procentvise vækst, mærkes fremgangen også tydeligt i Middelfart. Her har turismeerhvervet styrket sin position væsentligt, især takket være Middelfarts unikke placering ved Lillebælt og satsningen på oplevelsesturisme.
Direktør i Destination Fyn, Tue Kempf, fremhæver netop samarbejde som nøglen til succesen:
»Vi er rigtig stolte af de takter, fynsk turisme viser her. Middelfart er et stærkt eksempel på, hvordan samarbejdet mellem kommune, erhvervsliv og lokale aktører skaber synlige resultater. Middelfart har formået at tiltrække flere turister med både naturoplevelser, kulturtilbud og events.«
Middelfart har de senere år øget indsatsen for at gøre byen til et knudepunkt for både danske og internationale turister. Særligt hvalsafari, Bridgewalking og kulturelle events som Rock Under Broen og Clay Keramikmuseum har trukket tusindvis af gæster til byen.
Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), understreger betydningen af lokale initiativer som dem i Middelfart:
»Ingen kan løfte opgaven alene – især når vi taler om at tiltrække turister fra udlandet. Her er Middelfart et rigtig godt eksempel på, hvordan man gennem målrettede satsninger på oplevelser og stærke samarbejder formår at skabe vækst, der kommer hele lokalsamfundet til gavn.«
Destination Fyn forventer, at den positive udvikling i Middelfart vil fortsætte, ikke mindst takket være byens stadig voksende udbud af attraktive turismeoplevelser, som både danske og internationale gæster efterspørger.
Fakta:
Den samlede turismeomsætning på Fyn og Øerne nåede 10,9 mia. kroner i 2024.
Væksten på Fyn og Øerne overstiger landsgennemsnittet på 4 pct.
Middelfart har særligt markeret sig med oplevelser som Bridgewalking, hvalsafari og kulturelle events.
MENNESKER. I denne uges Søndagsfortællinger møder vi Peter Kirketofte, der snart siger farvel som projektdirektør for Kanalbyen i Fredericia. Her fortæller han ærligt og åbent om sin vej ind i ingeniørbranchen, passionen for at skabe bygninger, der gør en forskel, og de oplevelser og udfordringer, der fulgte med rollen i et af byens mest markante udviklingsprojekter.
Han er vokset op ude på landet, hvor man typisk blev håndværker eller landmand, men Peter Kirketofte fik at vide af sin far, at han skulle bruge sit gode hoved til noget andet:
»Min far var installatør og selvstændig, og han sagde til mig, at jeg skulle tage en uddannelse i stedet for at rende rundt og arbejde hårdt fysisk. Så af omveje endte jeg med at finde ud af, at jeg skulle være ingeniør,« fortæller Peter Kirketofte, der nu snart forlader posten som projektdirektør for Kanalbyen i Fredericia.
Drømmene var oprindeligt grønne og handlede om vindmøller, men sådan gik det ikke helt:
»Jeg troede, jeg skulle ud og lave den fremtidige bæredygtige energi. Men der skete et par skulp og fusioner, som gjorde, at det var svært at komme ind. Så jeg endte med at blive rådgivende ingeniør og har faktisk arbejdet med at bygge huse og bygninger siden da. Jeg har været på flere sider af bordet – både som rådgiver, entreprenør og senest som bygherre.«
Han har trivedes godt med jobbet og muligheden for at skabe noget, der står tilbage og giver værdi for mange mennesker:
»Det er fantastisk at se noget vokse og vide, at mange mennesker kommer til at have interaktion med det, jeg laver. Om de så synes, det er pænt eller grimt – det er arkitekternes ansvar, men jeg er med til at skabe fundamenterne for, at det bliver til noget.«
Peter Kirketofte har aldrig frygtet, at planerne skulle kuldsejle:
»Jeg har ikke oplevet, at det ikke har været, som det skulle være. Det kan være, det bliver stoppet op undervejs, fordi forventninger og økonomi ikke matcher. Men så må man være med til at dreje projektet hen mod noget andet.«
Det er efterhånden omkring ti år siden, Peter første gang stiftede bekendtskab med Kanalbyen. Det skete via Fredericia Teater, som havde store planer på havnefronten, og den teknisk inspirerende teaterchef Søren Møller:
»Jeg havde arbejdet med teaterprojekter før og havde en vis erfaring med at forstå Søren Møllers visioner og drømme og omsætte dem til bygninger, der kunne rumme hans ambitioner.«
Da stillingen som projektdirektør efterfølgende blev ledig, slog Peter Kirketofte til:
»Jeg lagde min billet i bunken, og jeg var så heldig at blive valgt til at sidde i spidsen for Kanalbyen.«
Tiden som projektdirektør har både været spændende og udfordrende, ikke mindst fordi verden pludselig ændrede sig dramatisk:
»Jeg har fået lov at arbejde med det mest definerende projekt for Fredericias indre by i mange år. Men der har også været udfordringer med krigen i Ukraine, stigende materialepriser og inflation. Senest har aktiekurserne skabt usikkerhed hos investorerne, men sådan vil det være i et projekt, der løber over 25 år. Der kommer op- og nedture, og jeg har bare ramt en lavkonjunktur.«
Kanalbyen har også fået meget lokalpolitisk opmærksomhed og sat gang i debatter blandt byens borgere:
»Man må tage det ind og præge dagsordenen. Området skal bruges, også midlertidigt. Jeg synes, det kreative, grønne bånd – parken – virkelig er en kæmpe styrke, der binder Kanalbyen sammen med resten af byen.«
Nu forlader Peter Kirketofte Kanalbyen for at blive afdelingsdirektør hos Sweco i Aarhus, hvor han skal lede 70-80 medarbejdere og arbejde med nye, spændende projekter:
»Jeg har altid arbejdet bredt, også internationalt, men nu bliver det med udgangspunkt i Aarhus, hvor jeg skal være med til at omdanne byen. Jeg ser frem til at bruge mine ledelseskompetencer mere igen og præge medarbejdernes hverdag positivt. Det har jeg savnet en smule.«
Selvom Peter Kirketofte nu tager turen nordpå, bliver han og familien boende i Fredericia, hvor han stadig vil følge byens udvikling tæt:
»Vi bliver boende, og jeg vil fortsat være en aktiv del af debatten og forsøge at bruge mit netværk til at være rådgiver på kommende spændende projekter i byen. Jeg har et indgående kendskab til Fredericia, både til potentialerne og udfordringerne.«
Han er overbevist om, at Fredericia har et stort potentiale:
»Geografisk ligger Fredericia fantastisk. Kanalbyen har udviklet godt 500 boliger, og der er meget få boliger tilbage, som ikke er beboede. Der er behov for flere boliger, og jeg er sikker på, at Kanalbyen kan være med til at nå byrådets mål om 55.000 indbyggere.«
Succesen med Kanalbyen oplever Peter Kirketofte helt tydeligt, når han ser området fyldt med mennesker:
»Fiskerne står skulder ved skulder, der er masser af turister, børnehaver, vandreklubber og veteranbilklubber, der samles dernede. Der er altid liv, og for mig er det utvetydigt en succes, at alle har adgang til området.«
Når han kigger tilbage, er Peter Kirketofte tilfreds med, hvad han afleverer til den næste:
»Jeg er glad for at aflevere en succes. Jeg ville gerne have set endnu flere projekter i gang, men jeg er stolt over det, jeg har præsteret i de tre år. Kanalbyen står et stærkt sted til næste periode.«
VEJR. Sommeren lægger ud med et brag i Fredericia og Middelfart. DMI varsler nemlig risiko for kraftig regn og lokale skybrud i begge områder søndag morgen.
Varslet gælder fra søndag kl. 05:00 til søndag kl. 11:00, hvor der lokalt kan falde mellem 25 og 35 mm regn på bare seks timer. Endnu voldsommere kan det blive, da der lokalt også kan opstå egentlige skybrud med mere end 15 mm regn på blot en halv time.
Bygerne kan desuden være ledsaget af hagl og torden, og netop Fredericia- og Middelfart-området ser ud til at blive ramt af nogle af de kraftigste byger.
Borgerne anbefales at være opmærksomme på risikoen for oversvømmelser af kældre, viadukter og lavtliggende veje. Trafikanter bør ligeledes være ekstra forsigtige på vejene søndag morgen.
SPORT. Middelfart er nu kun ét enkelt point fra at sikre sig oprykning til NordicBet Ligaen efter et målløst opgør mod Aarhus Fremad, der med resultatet allerede er sikret oprykning.
Onsdagens topbrag mellem Aarhus Fremad og Middelfart sluttede uden mål, men bestemt ikke uden spænding. Begge hold leverede en intens og jævnbyrdig kamp, hvor chancerne dog aldrig blev omsat til scoringer.
Første halvleg bød på en enkelt advarsel, da Middelfarts Kakeeto fik gult kort kort før pausen. Efter hvilen fortsatte kampen i samme stil, med hårde dueller og tætte nærkampe. Nissen fra Aarhus Fremad fik også gult kort efter en times spil, ligesom Middelfarts Barholt fik en advarsel efter 70 minutter.
Begge målmænd, Kiilerich for Aarhus Fremad og Radza for Middelfart, diskede op med fire redninger hver, og selvom holdene begge havde fire skud på mål, lykkedes det altså ikke at få bolden i nettet.
Middelfart har med resultatet 56 point og fem point ned til Fremad Amager på tredjepladsen med kun to spillerunder tilbage. Det betyder, at et enkelt point i næste runde mod AB vil sikre Middelfart oprykning til den næstbedste række sammen med Aarhus Fremad.
Holdet kan dermed snart se frem til at fejre en historisk oprykning. Aarhus Fremad er allerede sikre på at spille i NordicBet Ligaen næste sæson.
LOKALT. Hvis man lørdag middag befandt sig i nærheden af Landsoldaten, kunne man opleve et særligt syn. En gruppe engagerede kvinder, samlet i en forening med det finurlige navn Kvindelige Flisepudsere udi Fredericia – i daglig tale KFUF – mødtes traditionen tro for at udpege Årets Kvinde.
I år var det 34-årige Malene Paloposki, der modtog hæderen med blomster og applaus, mens to tidligere prismodtagere iførte sig flisepudserlaugets karakteristiske dragt og pudsede bronzeflisen ved Landsoldaten.
At Malene fik netop denne hæder skyldes hendes ekstraordinære engagement i det lokale frivillige arbejde. Til daglig rådgiver hun i foreningen Social Sundhed, hvor hun hjælper personer med at navigere i sundhedsvæsenets labyrint – hvad enten det drejer sig om at bestille tid hos lægen, psykologhjælp eller andre praktiske ting.
Jane Findahl, forkvinde for Kvindelige Flisepudsere, roser Malene Paloposki for hendes store indsats med frivillige aktiviteter og arbejdet med særligt sårbare mennesker.
»Marlene har vundet for hendes store arbejde omkring Sinds arbejde. Hun kører Kulturcaféen, hun laver masser af arrangementer, hun er med i hovedbestyrelsen osv. Hun er helt fantastisk, og vi vil gerne prise det frivillige,« lyder det begejstret fra Jane.
KFUF har eksisteret siden 1996, hvor en gruppe lokale kvinder besluttede, at det nu var deres tur til at holde flisen ved Landsoldaten skinnende ren. Flisen blev i sin tid lagt som en hæder til Fredericia Kommune, da den modtog en miljøpris fra Jyllands-Posten samme år.
»Tidligere var det mænd, der pudsede fliser og kårede årets mand. Så tænkte vi, at nu må kvinderne altså også komme på banen. Siden da har vi både passet flisen, kåret Årets Kvinde og uddelt støtte til forskellige lokale projekter,« forklarer Jane med et varmt smil.
At Kvindelige Flisepudsere også spænder bredt i valget af prismodtagere, viser tidligere års vindere, som både tæller erhvervskvinder, kunsthåndværkere og frivillige ildsjæle.
»Jeg synes, det er vigtigt at udnævne en årets kvinde. At finde en kvinde, der kan jo være alt fra at have levet med den samme mand i 45 år og kunne holde det ud, til at man starter en guldsmedeforretning, eller til at man gør et virkelig godt stykke arbejde inden for det frivillige område, og også andet,« understreger Jane Findahl.
Udover æren fik Malene også mulighed for at uddele årets støttemidler. Pengene går denne gang til en naturgruppe under Sind, der mødes flere gange om ugen med psykisk sårbare borgere. Gruppen laver mad over bål, går ture og opholder sig i naturen – alt sammen aktiviteter, som ifølge Jane Findahl er helt afgørende for at styrke den mentale trivsel.
»Og når man kender bare en lille smule til det, så ved man, at det er præcis i naturen, man grounder, når man har det dårligt. Det projekt ville vi derfor rigtig gerne støtte,« siger hun.
Næste år kan foreningen fejre 30 års jubilæum. Sidst der var rund fødselsdag, blev der blandt andet rejst vandstandere ved Frellsen og Fredericia C.
»Det gør vi nok ikke én gang til, fordi det er ret omkostningsfuldt, men vi gør noget andet,« lover Jane.
Således fik Malene Paloposki plads på en lang og fin liste af kvinder, der hver især har sat deres helt særlige aftryk på Fredericia. Og mon ikke flisen ved Landsoldaten står ekstra skinnende i dag – klar til at møde de næste mange års værdige prismodtagere?
KRIMI. Der var buler i bilerne, men heldigvis ingen skader på førerne, da to biler lørdag formiddag tørnede sammen midt i det travle kryds mellem Jernbanegade og Indre Ringvej i Fredericia.
Klokken havde netop rundet 10.30, da to bilister tilsyneladende ikke kunne blive enige om, hvem der havde retten til asfalten.
Det oplyser vagtchef Søren Lisbjerg fra Sydøstjyllands Politi, der havde fået meldingen om uheldet kort efter hændelsen fandt sted.
»Vi modtog anmeldelsen klokken 10.30, hvor vi fik besked om et færdselsuheld i krydset mellem Jernbanegade og Indre Ringvej. Den ene part kørte mod nord ad Indre Ringvej, mens den anden kom mod syd,« fortæller Søren Lisbjerg og fortsætter:
»Den ene part foretager et venstresving ind mod Jernbanegade, mens den anden fortsætter ligeud, og det resulterede altså i, at bilerne stødte sammen.«
Til trods for sammenstødet kunne vagtchefen dog hurtigt berolige med, at ulykken kun havde medført materielle skader. Ingen personer kom til skade.
»Heldigvis er det kun materielle skader denne gang. Den ene part er en kvinde på 47 år, mens den anden part endnu ikke er registreret i vores system,« siger vagtchefen.
Dette var ikke den eneste gang, at politiet måtte rykke ud til et færdselsuheld i Fredericia denne lørdag. Bare en halv time tidligere var der også sket et sammenstød ved Snoghøj Landevej.
Så selvom solen skinnede, og temperaturen havde gjort sit for at sikre en god weekendstemning, var der altså et par bilister, der måtte se lørdagen blive noget dyrere og mere bøvlet end forventet.