UGENS EMMY. Erik Møller Hansens hænder ligger aldrig stille. Mens han taler, tegner de i luften, peger ud mod vandet, folder sig om kaffekoppen og slipper den igen, som om selv det at sidde ved et bord er en midlertidig tilstand, noget man gør, mens man venter på at komme videre. Det er hænder, der har trukket bundgarn op af Lillebælt før solopgang, bygget minkfarme fra grunden og skåret fisk i en kulde, de fleste ville have trukket sig indenfor fra. Han taler, som han arbejder. Hurtigt, skiftevis, med en retning der sjældent er i tvivl, selv når den slår et sving. Fra en barndom ved Båring Vig til en auktion i København, fra en isvinter i halvfjerdserne til en skulderoperation sidste sommer, og det hele hænger alligevel sammen, fordi det hele handler om den samme ting. Om morgenen. Om at komme i gang.

Båring. Født 1966. Vokset op i det hus, hvor Møllers Fiskehus ligger i dag. Hans far, Hans Jørgen Møller Hansen, var fisker. Hans faster og farbror havde mink. Der var bundgarn i vandet og fisk på bordet, og ingen stillede spørgsmål ved, om det var et godt liv. Det var det liv, der var, og det rakte.

Dengang var der kæmpe liv omkring Fyn. Alle kystbyerne havde et omdrejningspunkt omkring havnen, Middelfart, Bogense, Assens, Fredericia, men i Bogense holdt fiskeauktionen op i halvfjerdserne, og op omkring årtusindskiftet lukkede auktionen i Kerteminde. Erik husker det hele. Han husker filetfabrikken nede ved Middelfart Havn, der hvor de hvide huse ligger nu, hvor ti damer stod og skar filet hver dag til eksport. »Og det er jo sådan noget, folk glemmer lidt,« siger han. »Når de hvide kasser ligger der, så glemmer de, hvad der var før.«

Den anden aften gik han en tur på havnen og kom til at tænke på, hvor mange garnfiskere der engang lå herinde. Det kæmpe liv, der var. Også i Skærbæk ved Fredericia, hvor der lå hjemmehørende kuttere. »Det er kun gået én vej,« konstaterer han. Ikke bittert. Bare som en mand, der husker en verden, de fleste aldrig har set.

Da han var dreng, fiskede de med bundgarn. Pæle, der blev slået ned i havbunden, garn, der blev sat ud, og så ventede man. Men isen venter ikke. Erik husker fire eller fem isvintre i træk, hvor den ryddede alle pælene. Alt, hvad de havde sat ud, var væk, når foråret kom. Så gik de ud i skoven og fældte nye pæle og startede forfra. »Det minder jeg mig tit om,« siger han. »Fordi sådan en isvinter, den rydder lige alt. Og så var det bare at komme op og give den gas, når det blev forår igen.«

Han bor i Brenderup med Karin, sin bedre halvdel, som han kalder hende. Sammen har de sønnen Mads Emil, der har to halvsøskende. Der er ikke noget, der hedder gift, men der er et liv, der er bygget op omkring noget, der holder, og det holder, fordi alle ved, hvad det kræver. For det kræver noget. Det kræver at stå op, før de fleste har tænkt tanken, at starte røgeovnen i mørke, at være klar fredag, lørdag og søndag, når resten af verden har fri og vil ud og spise, og at acceptere, at der ikke er noget, der hedder weekend, ikke i den forstand, de fleste kender det. »Det er jo blevet sådan i dag, at folk har kantine på arbejdet og får kaffe og rundstykker om morgenen,« forklarer han. »Derfor er det vigtigt, at vi er klar, når de bliver fri.«

Det er en familievirksomhed i ordets egentlige forstand. Erik driver Møllers Fiskehus ved Båring Vig, Restaurant Båringskov gl. Badehotel og gårdproduktionen på Troldhøjgaard. Karin styrer kontoret. Og Mads Emil, der blev udlært fiskehandler 1. april sidste år, samme dag som Erik fejrede 40-års jubilæum som selvstændig, er kommet ind i firmaet og har åbnet sin egen Møllers Fiskehus-afdeling i Odense. »Jeg er heldig med, at jeg har mange dygtige folk,« siger Erik, og det er nok sandt, men det er også en mand, der ikke har for vane at tale om sig selv i store bogstaver.

Den dag Mads Emil blev udlært, sagde Erik noget til ham, der siger mere om faderen end om sønnen. »Du skal ikke gøre det her, hvis du ikke har lyst. Man skal kun gøre det, hvis man brænder for at arbejde med mennesker og med råvarerne. Ikke for pengene. Så er der mange andre jobs, hvor du kan tjene flere penge meget nemmere. Det skal være, fordi du har lysten og drivet til at stå tidligt op om morgenen og starte røgeovnen. Og komme sent hjem om aftenen.«

Mads Emil sagde ja. Og han er ikke bare kommet ind i fiskehuset. Han er også kommet ind i kommunalbestyrelsen i Middelfart. Erik siger det med en stolthed, der er stilfærdig, fordi den handler mindre om politik og mere om det, sønnen har vist sig at kunne bære.

Generationsskiftet er begyndt, langsomt og bevidst, og med en åbenhed over for, at sønnen måske vil noget andet end det, faderen byggede. »Det er ikke sikkert, han ønsker at eje 100 procent af Møllers Fiskehus. Det kan godt være, han skal have en partner. Der er mange ting at drive, når vi snakker restaurant og fiskehandel. Det skal han afgøre. Ikke mig.« Men trække sig helt ud? »Jeg vil altid være en del af Møllers Fiskehus og restauranten. Jeg kommer ikke til at trække mig ud på den måde.« En kort pause. »Det håber jeg heller ikke, han ønsker.«

Troldhøjgaard ligger ude ad landevejen ved Båring, bag en indkørsel, der ikke gør meget væsen af sig. Det er en gammel gård, en fiskerfamiliegård fra 1900-tallet, der har haft køer og grise og tjenestefolk, og som Erik købte i 1995, ikke fordi han drømte om landbrug, men fordi der var plads bag ejendommen til det, han havde haft med at gøre, lige siden han var dreng. Mink. Hans faster og farbror havde mink, han selv havde det altid haft, som en sideløbende strøm ved siden af fiskeriet, noget der bare var der, noget man ikke stillede spørgsmål ved. Møllers Pelse hed firmaet. Han byggede en farm bag Troldhøjgaard og senere endnu en i Brenderup, og i de gode år rejste han til auktion i København og solgte avlsdyr til Polen og Kina, og der var kontakter over hele verden, og det bedste år omsatte Møllers Pelse for 35 millioner kroner.

Så kom den 4. november 2020. Af de 42 minkfarme, der fandtes på Fyn, ejede Erik tre af dem, 62.000 dyr i alt, og da statsministeren den aften meddelte, at alle mink i Danmark skulle aflives, kom de med politi og militær for at gennemføre det. »Det var ikke en høflig henstilling,« siger Erik. »Det har givet nogle søvnløse nætter. Det skal ikke være nogen hemmelighed.«

Han taler om det uden at hæve stemmen, men der er en vægt i ordene, der ikke har med volumen at gøre. Alt det, han havde bygget op ved siden af fiskeriet, alt det der havde fulgt ham fra barndommen, forsvandt på én aften. Og dog siger han noget, der overrasker. »Det er jo ikke for penge, vi driver det her. Det er fordi, jeg altid har arbejdet med pelsdyr ved siden af. Jeg har altid haft det.« Det er en mærkelig sætning at sige om noget, der ikke findes længere, men måske er det netop det, der gør den sand. Det var ikke en forretning, der blev lukket. Det var en del af ham selv.

I dag går der frilandsgrise og naturkvæg på Troldhøjgaard, og det er derfra, kødet kommer til restauranten og fiskeforretningerne. Erik prøvede først med kaniner efter minkene, men de blev syge, og så kom grisene og kreaturerne i stedet, frit gående rundt om gården. Han nævner det kort, uden at gøre et nummer ud af det, men det siger alt om den måde, han er bygget. Der skal være noget i gang.

Og så, et år senere, tog han et forkert tag, da han skulle læsse fisk af, og skulderen sprang op, og en aften i restauranten måtte han gå tilbage og sætte en pande fra sig, fordi han ikke kunne løfte den. Den 25. juni blev han opereret, lige før højsæsonen gik i gang, og der fulgte fem uger, hvor Erik Møller Hansen ikke mødte sin virksomhed. Fem uger, der for en mand, der har stået op klokken halv seks, siden han var i tyverne, må have føltes som et helt andet liv. Han gik ture i skoven i Brenderup med sin lille hund, og hunden blev så træt af at gå ture, at den gemte sig, når den så snoren. »Det har været vildt at prøve at blive pillet ud af konteksten på den måde,« siger han, og man kan høre, at det ikke er en lethed, han har fundet i det, men en uro, der ikke helt har lagt sig.

Har det gjort noget godt? Han tøver. »Det har det nok. Men man har svært ved bare at slippe sin virksomhed.« Og så, lavere, som om det kom fra et sted, han normalt ikke taler fra: »Også fordi det står så højt. Også alt det, der er sket med minkene. Det står så højt, så det er meget svært at slippe.«

Det er her, de to ting flyder sammen, skulderen og minkene, kroppen og tabet, den tvungne stilstand og den ufrivillige sorg, der aldrig rigtig fik sin plads, fordi der altid var noget, der skulle gøres, og nu, hvor der ikke var noget, der skulle gøres, stod det hele og ventede på ham i skoven i Brenderup.

Vi spørger ham, hvad det er, der driver ham videre, når man bliver slået ud af kurs. Svaret er kortere, end man kunne forvente.

»Man skal overleve mandag. Og så er der det instinkt til at være nysgerrig.«

Og nysgerrig er han. Også på det, der sker omkring ham, i den kommune han bor i, i den by han elsker, og som han ikke helt kan lade være med at have en mening om.

Erik elsker Middelfart. Det siger han uden forbehold, og han mener det, for han elsker at gå en tur ned til havnen om aftenen, at møde folk på biblioteket, at mærke byen lukke ned og åbne op. Han kunne godt se sig selv bo herinde som gammel. Men netop fordi han elsker det, kan han ikke lade være med at bekymre sig. »Man skal passe på, at Middelfart ikke bare bliver et boligkvarter. Det er kapitalismen, der styrer Middelfart i øjeblikket.«

Nede i Havnegade kan man ikke lave et arrangement, fordi ingen vil have, at det lugter af mad. Under Klimafolkemødet bliver alle forvist op til torvet, hvor der ikke er nogen kunder. Restaurantlivet scorer, hvad han selv kalder 0-3 på karakterskalaen. »Der er en stor kursusvirksomhed, men jeg ved ikke, hvor gæsterne spiser om aftenen,« siger han. »Papas Pizzeria er optaget hver aften. Men det er sådan set det, der er, hvis man ikke vil spise en burger.«

Han roser Tråden, fantastisk koncept, kalder han det, men det er ikke nok, ikke bare for Middelfart by, men også for Brenderup og Båring og Nørre Aaby. »Vi skal passe på den stemning, som vi rejser ud i Europa rundt for at finde,« siger han. »Den mangler jeg lidt i Middelfart.«

Det er en mand, der taler om sin by, som han taler om sin virksomhed. Med kærlighed, men uden sentimentalitet. Med en forventning om, at ting kan blive bedre, hvis nogen gider tage fat. Og det er måske også derfor, svaret kommer langsomt, da vi spørger, om der er noget, han er særlig stolt af. For stolthed kræver, at man stopper op og kigger bagud, og det er ikke Eriks naturlige retning. »Jeg er ikke specielt stolt af mig selv. Det er jeg ikke.«

Men så retter han sig, ikke med store ord, men med noget, der minder om tilfredshed med selve bevægelsen, med det at have været i gang. »Jeg er stolt af, at jeg har været med til at skubbe til nogle ting. Den dag jeg sidder deroppe på plejehjemmet, eller den dag man ikke skal være her mere, vil jeg ikke kunne sige, at det var ærgerligt, at jeg ikke prøvede det her. Det vil jeg ikke kunne bebrejde mig selv. For jeg har prøvet rigtig, rigtig mange ting. Og det har ikke været rigtigt hver gang. Men så har du prøvet det.«

Og afkald? Ja. Familiefester, børnefødselsdage, fester i det hele taget. Sådan er det, når man driver en restaurant. Men selv i de ti måneder, hvor skulderen har holdt ham nede, har han været der. Ikke for at skære gris eller løfte pander, men for at flytte en serviet, der stod forkert, for at snakke med folk om aftenen og fortælle den historie, som gæsterne gerne vil høre.

For det er det, det handler om for Erik. Ikke maden alene, men det der sker mellem mennesker, når nogen har gjort sig umage. Han fortæller om en aften i København, hvor han og Karin spiste sushi, og det var ikke kun én tjener på bordet, de var om dem, ikke påtrængende, men til stede, og det er præcis den fornemmelse, han selv vil give folk, der kommer ind ad døren i Båring eller sætter sig ved et bord på Båringskov. »Hvis jeg kommer ind et sted, hvor jeg bare er et nummer, så skal de ikke have mine penge,« siger han, og man forstår, at det ikke er et princip, han har læst sig til, men noget han har levet sig frem til, serviet for serviet, gæst for gæst, aften efter aften.

Vi spørger ham, om han har et råd til sit yngre jeg. Han tøver, og det er i sig selv et svar, for Erik er sjældent en mand, der tøver.

»Nej, det synes jeg ikke. Man arbejder sig hen imod tingene, og så tager man de lussinger, det giver en gang imellem. Og det bliver der også til næste generation. Der er lussinger i luften. Det kan ikke undgås. Det er det, man kalder læring.«

Og så tilføjer han noget, stille, der viser en anden side af ham end den, der altid er i gang. »Jeg skal passe på. Jeg skal ikke sidde og være klog på andres vegne. Man skal lave sin egen erfaring.« Det er det tætteste, han kommer på et råd, og det er et råd om ikke at give råd, hvilket måske siger mere om ham end noget andet i denne samtale.

For der er ingen drejebog, og den verden, Erik arbejder i, ligner ikke den, han startede i. I fiskehandlen er det gået stærkt. For ganske få år siden solgte de tre kilo skrubbe, der blev daskede af med en avis, og i dag sælger de pokébowls med varmrøget laks, og i Odense er 70 procent af omsætningen takeaway. »Det er vildt at tænke sig, at det er blevet sådan,« siger han, og det er ikke en klage, det er en konstatering fra en mand, der har lært, at strømmen altid ændrer sig, og at man enten følger med, eller også gør man ikke.

Uden for vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart Havn stille hen. Der, hvor filetfabrikken stod, er der hvide boliger nu, og der, hvor garnfiskerne lå, ligger lystbåde. Erik Møller Hansen ser det hele, og han husker det hele, men han kigger ikke bagud med længsel. Han kigger fremad, med de samme urolige hænder og den samme nysgerrighed, der har drevet ham, lige siden han var dreng ved Båring Vig og lærte, at isen altid kommer.

Og at man, når den gør, går ud i skoven og fælder nye pæle og starter forfra.