Ministeren og landmanden kæmper om Middelfart: Den ene hoppede af toget, den anden var på vej til gymnasium

0

POLITIK. Da statsminister Mette Frederiksen torsdag kort før klokken 13 udskrev valg til den 24. marts, befandt de to kandidater til Middelfart-kredsen sig på hver sin side af Storebælt.

Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart og Socialdemokratiets kandidat i kredsen, var på vej mod Nordfyns Gymnasium i Søndersø, hvor et ungetopmøde ventede. »Jeg kørte mod Nordfyns Gymnasium, da det skete, som havde været planlagt i noget tid,« fortæller han.

Torben Lyngsøe Povlsen, Venstres folketingskandidat, sad i et tog på vej fra et møde med Dansk Erhverv og Dansk Industri i København. Så kom beskeden. »Jeg fik besked fra en inde i systemet om, at det blev nu,« siger han. »Vi aflyste møderne og jeg vendte rundt. Jeg hoppede ud af toget i Slagelse og tog tilbage til Fyn.«

Begge ventede – men ikke i dag

Ingen af de to blev fuldstændig overrumplet. Begge havde fulgt de tiltagende rygter, men regnede med en udskrivelse i den kommende uge. »Jeg var lidt overrasket over, at det var i dag. Jeg havde troet, det ville være udskrevet i næste uge,« siger Jeppe Bruus. »Men jeg er klar, og Socialdemokraterne er klar.«

Torben Povlsen havde gjort sig de samme overvejelser. »Jeg havde godt hørt, at når vi nu havde fået vedtaget den fødevarecheck i Folketinget, så var der en oplagt mulighed,« siger han. »Men jeg troede, at hofballet i morgen aften betød, at man respekterede den invitation fra Kongehuset.«

For begge kandidater er valgudskrivelsen også en festdag. »Det er en glædens dag. Vi fejrer demokratiet, og vi skal huske, at det at holde frie og demokratiske valg er under pres i en meget stor del af verden.« siger Jeppe Bruus.

En kreds, to profiler

Middelfart-kredsen får et usædvanligt valg. På den ene side står en siddende minister med årelang Christiansborg-erfaring, men uden lokale rødder. På den anden en gårdejer med otte generationers tilknytning til fynsk jord, men uden parlamentarisk erfaring.

Jeppe Bruus har siddet i Folketinget siden 2011 – først valgt i Københavns Omegns Storkreds. Han har været skatteminister og er nu minister for Grøn Trepart, et af regeringens store prestigeprojekter. Men han er født og opvokset i Tølløse ved Holbæk og er først for nylig blevet opstillet i Middelfart-kredsen.

For ham handler det om at vise, at han kan gøre en forskel for fynboerne. »Det vigtigste bliver rent vand ude i fjorden og at passe godt på vores drikkevand,« siger han. »Og så brænder jeg for de børn, der har brug for ekstra omsorg. Jeg er selv vokset op i en familie, hvor mine forældre var plejeforældre. Der er mange plejebørn, som har brug for et hjem og ekstra omsorg.«

Torben Lyngsøe Povlsen afløser den tidligere energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt som Venstres kandidat. Han har i otte år været formand for den fynske landboforening L&F Centrovice, er stifter og formand for Odense Fjord Samarbejdet og har bestyrelseserfaring fra DBU og OB. Hans gård har været i familien i otte generationer. Han ved, at hans erhverv kan blive et angrebspunkt i valgkampen. »Men jeg kommer også med en ballast. Jeg har et erhverv, som der er nogen, der vil køre valgkamp på ikke skal findes mere. Det kommer jeg til at stride hårdt imod. Når man kommer ud og besøger, er der helt andre ting at tale om.«

Fem V’er og rent vand

De to kandidater går til valgkamp med vidt forskellige afsæt, men har overraskende overlap i deres mærkesager – ikke mindst rent vand og miljø.

Torben Povlsen har formuleret sin platform som fem V’er: Vilkår – bedre vilkår for borgere og erhvervsliv med mindre bureaukrati. Værn – forsvar og droneteknologi med dronecenteret på HCA Airport som fyrtårn. Velfærd – der kræver stærke virksomheder. Vital infrastruktur – sikkerhed for strøm, varme, vand, mad og veje. Og Vi – foreningerne, der gør det sjovt at bo her, skal have nemmere vilkår. »Det er jo ikke staten, der laver Rock Under Broen eller andre stærke kulturelle events. Det er de lokale frivillige, og dem skal vi støtte op om. Det skal ikke være bureaukratisk at være frivillig.«

Jeppe Bruus sætter drikkevand og fjordmiljø øverst – et område, han kender fra sin ministerpost. »Det betyder rigtig meget for mange fynboere, at vi får rent vand ude i fjorden, og at vi passer godt på vores drikkevand,« siger han.

Plakater i weekenden, gågader fra mandag

Begge kandidater starter den synlige valgkamp i weekenden, når plakaterne hænges op. Torben Povlsen planlægger desuden bannere, gåture i gågaderne i Middelfart og omegn, sociale medier og så mange valgdebatter som muligt. »De næste uger bliver fantastisk spændende og sjove. Jeg glæder mig så meget til at komme ud og møde folk,« siger han og tilføjer så: »Det vigtigste for mig er, at det bliver en ordentlig og sober valgkamp med gensidig respekt for, at man kan have stærke holdninger til forskellige ting. Jeg er brobyggeren, der vil have folk til at arbejde sammen om at skabe resultater.«

Jeppe Bruus vil være synlig i Middelfart og på Nordfyn og lover en tilstedeværelse, der strækker sig ud over hele Fyn.

Der er fire uger til valgdag. Og kampen om Middelfart-kredsen er i gang.

Middelfart-kredsen er en del af Fyns Storkreds, der har 12 kredsmandater. Folketingsvalget afholdes den 24. marts 2026.

55-årig fra Fredericia i grundlovsforhør efter våbenfund på Ansgarsvej

0

En 55-årig mand fra Fredericia fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Sydøstjyllands Politi blev opmærksom på våbnene i forbindelse med et dødsfald på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia. Politiet var torsdag til stede på adressen i flere timer, og Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, blev tilkaldt.

»Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, udover at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.

Den 55-årige blev anholdt torsdag. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse dels i sin bil, dels på adressen på Ansgarsvej.

Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om dørlukning, og Sydøstjyllands Politi kan derfor ikke dele yderligere oplysninger om våbenfundene eller sigtelsen på nuværende tidspunkt.

Tidspunktet for grundlovsforhøret offentliggøres via Politi Update.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag den 27. februar.

Læs også

Anholdt mand slog betjent og spyttede efter patrulje i Fredericia

0

En 31-årig mand blev natten til fredag klokken 1.15 anholdt på Købmagergade i Fredericia efter at have modsat sig anholdelse og overfaldet en betjent.

Politiet var mødt op for at bortvise manden fra en privat adresse. Da han skulle anholdes, modsatte han sig og slog en betjent med en albue, hvilket gav betjenten en bule under øjet. Manden spyttede desuden efter patruljen, nægtede at oplyse sit navn og truede betjentene.

Han er sigtet efter straffelovens paragraf 119 og 121 for vold og trusler mod politiet. Manden er fortsat anholdt og afventer afhøring, men skal ikke fremstilles i grundlovsforhør.

Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Han kalder sig hellere bonderøv end centerdirektør

0

John Hauge Nielsen fylder 60 år den 10. marts. Han er centerdirektør i Middelfart Sparekasse i Vejle – men spørger du ham til en fremmed sammenkomst, hvad han laver, er svaret lige så sandsynligt landmand.

»Det gjorde jeg især under finanskrisen, hvor mange folk havde set sig sure på den finansielle sektor,« siger han smilende.

Han bliver ikke fornærmet, hvis du kalder ham en bonderøv. Tværtimod.

»For det er jeg,« slår han fast.

Han er stolt af betegnelsen, fordi den i hans optik automatisk indeholder kvaliteter som ordentlighed, ordholdenhed og jordbundethed. Tre ord, der går igen, når man taler med ham om arbejdet, om kollegaerne, om sparekassen og om livet på gården ved Give, hvor han holder til privat med sin kone Karin, tre børn og to børnebørn.

Til sin fødselsdagsreception ønsker han sig ingenting. I stedet opfordrer han gæsterne til at donere penge til foreningerne BROEN og PAS PÅ DE UNGE – projekter, der hjælper unge, der har det svært.

»Jeg mangler ikke noget, og jeg kan selv købe vin, hvis jeg skal bruge vin. Der er andre, som har mere brug for en hjælpende hånd,« siger han.

Det er ikke en tilfældig gestus. John Hauge Nielsen er sparekassemand i marv og ben – fællesskaber og frivillighed betyder alverden for ham – og han er den type leder, der sætter det menneskelige kompas højere end bundlinjen. En rådgiver, der sælger noget til en kunde, vedkommende ikke har behov for, får store problemer med ham.

»Den slags bruger vi ikke i Middelfart Sparekasse. Punktum.«

Han blev leder første gang som 28-årig og har siden dygtiggjort sig med blandt andet en amerikansk E-MBA. Han er naturligvis drevet af forretninger – men aldrig for enhver pris.

»Det menneskelige i relation til kollegaer og kunder skal være på plads, og det er også vigtigt for mig at være en del af en virksomhed, der giver tilbage til lokalsamfundet.«

Og titlen – centerdirektør?

»Jeg er ikke mere end mine kollegaer,« siger han og tilføjer efter en lille pause:

»Jeg har bare en anden funktion.«

John Hauge Nielsen fejres ved en reception fredag den 13. marts fra klokken 14 til 17 i Middelfart Sparekasses lokaler på Toldbodvej 2 i Vejle.

Rødvins-socialisternes dansker-skat – endnu en straf på de flittige

0

Rødvins-socialisterne vil gerne redde verden – fra en altan i Indre By med udsigt til andres skattekroner. Debatten om formueskat og boligavancebeskatning bliver solgt som “retfærdighed”. I praksis, en model hvor ansvarlighed straffes, og forbrug belønnes.

To danskere med samme livsindkomst:

• A har arbejdet, betalt sin skat og sparet op til alderdommen.

• B har tjent det samme – men brugt rub og stub undervejs.

Med en formueskat bliver A sendt en årlig regning for at have gjort det, politikerne prædiker om: at tage ansvar. B går fri. Er det virkelig den “moralske” retning, vi ønsker for Danmark?

• Virksomhedsejeren og iværksætteren risikerer en skat af immaterielle værdier og i værste fald gå konkurs. En beskatning af goodwill, brandværdi, patenter, software og unoterede aktier i egen virksomhed er direkte ødelæggende for alle.

Værdierne kan være vurderet til millioner – men de kan ikke hæves i hæveautomaten.

Boligavancebeskatning nye problemer: Den kan låse folk fast i deres bolig, fordi det bliver dyrt at flytte. Den rammer især familier i vækstområder, hvor priserne er steget uden at indkomsten nødvendigvis er fulgt med. Den beskatter papirgevinster, som først realiseres, når man sælger – ofte fordi livssituationen ændrer sig, ikke fordi man vil spekulere.

Resultatet er mindre mobilitet på boligmarkedet, færre handler og større usikkerhed om privatøkonomien. 

Det rammer folk ikke yacht og gin-tonics folket, men:

• boligejere med mursten (og ja, huspriser er papirgevinster)

• ejerledere med unoterede aktier

• landmænd med jord

• helt almindelige mennesker, der har sparet op gennem et langt arbejdsliv

Værdier på papiret er ikke kontanter i lommen. Men skatten skal betales kontant. Resultatet kan blive tvungne salg, øget gæld eller færre investeringer i virksomheder. 

Den dobbelte standard lyder: “Skat til alt” – men spare ikke på udlandsbistanden? Man vil stramme skruen på danskere, der har sparet op og investeret, men bistanden er en urørlig post.

Kapital og investeringer er mobile. Vi konkurrerer med lande, hvor vilkårene er mere stabile. Historien viser igen og igen, at brede skatter giver mindre provenu end forventet, koster mere administration og kan flytte både mennesker og investeringer ud af landet.

Vil man bekæmpe ulighed, må man vælge værktøjer, der virker – uden at gøre “Søren Sparsom” til skurk og “Bjarne Forbrug” til idealborger.

Brand i Kolding: Sundhedsskadelig røg – undgå området

0

Der er fredag morgen udbrudt brand på Stålvej i Kolding. Røgen vurderes at være sundhedsskadelig, og politiet opfordrer borgere til at undlade at opholde sig i den.

Brandvæsenet er ved at danne sig et overblik over branden. Flere veje i området vil blive spærret, herunder Ny Esbjergvej.

Politiet vender tilbage med yderligere oplysninger.

09.00 Brand i elektronikskrot på Stålvej i Kolding

Branden på Stålvej i Kolding, som fredag morgen udløste sundhedsskadelig røg, er opstået i elektronikskrot. Der arbejdes fortsat på stedet.

Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.

Sagen opdateres.

Valdemar Kwasniak forlader Middelfart Boldklub

0

Den 22-årige midtbanespiller har selv ønsket kontrakten ophævet for at søge mere spilletid andetsteds. Valdemar Kwasniak er færdig i Middelfart Boldklub. Klubben oplyser, at kontrakten med den 22-årige midtbanespiller er ophævet efter ønske fra spilleren selv. Det er i denne sæson kun blevet til et enkelt indhop i Betinia Ligaen, og det har været den afgørende faktor.

»Vi har ophævet aftalen med Valdemar, fordi han selv er kommet til os med et ønske om at få ophævet kontrakten. Det giver ham muligheden for at komme til en anden klub, hvor han forhåbentlig kan få mere spilletid, end vi har kunnet give ham. Så vi ønsker Valdemar held og lykke med næste skridt af karrieren,« siger sportschef Søren Godskesen.

Kwasniak kom til Middelfart i januar 2023 og nåede 37 kampe i den blå trøje. Inden skiftet til Middelfart havde han spillet ungdomsfodbold i OB og Brøndby IF. Klubben beskriver ham som en vellidt og flittig spiller, hvis indstilling og humør aldrig har ladet vente på sig – også i perioder med begrænset spilletid.

Kwasniak selv lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.

»Det har været et svært valg for mig, fordi jeg har været så glad for at være en del af holdet i Middelfart. Det er et vildt fedt hold, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde håbet at spille flere kampe, end jeg har gjort i de her tre år. Så jeg har taget beslutningen om at søge videre, fordi jeg savner at spille fodboldkampe. For min egen udviklings skyld skal jeg spille fodbold,« siger han.

Han slutter af med at sende en hilsen til de tidligere holdkammerater og lover at følge med i Middelfarts kamp for overlevelse i Betinia Ligaen.

»Jeg vil gerne takke klubben for en god tid – og jeg kommer til at have Middelfart på min Flashscore, så jeg kan følge med i jagten på overlevelse,« siger Valdemar Kwasniak.

Frit valg til støvsugningen i Kolding

0

Borgere i Kolding Kommune får nu mulighed for selv at vælge, hvordan gulvene derhjemme skal støvsuges.

Siden 2023 har hjemmehjælpen kun støvsuget hos borgere, der ikke selv kunne klare opgaven eller benytte en robotstøvsuger. Men efter en beslutning i Senior- og Sundhedsudvalget den 27. januar bliver der nu åbnet for øget valgfrihed.

Det betyder, at borgerne fremover selv kan bestemme, om de ønsker traditionel støvsugning udført af hjemmehjælpen, eller om de vil benytte en robotstøvsuger.

Formand for Senior- og Sundhedsudvalget, Søren Rasmussen, siger

»Nu gør vi det muligt for borgerne selv at bestemme, om de ønsker en gammeldags støvsugning, eller om de foretrækker fleksibiliteten ved en robotstøvsuger. På den måde kan borgerne vælge den løsning, der giver mest mening for dem. Jeg ved, at mange har set frem til, at beslutningen bliver ført ud i livet, og det gør den nu.«

Kolding Kommune går nu i gang med at kontakte alle berørte borgere for at registrere deres valg og sikre, at ordningen bliver sat i gang.

I februar og marts 2026 får borgerne information via Digital Post eller fysisk brev om muligheden for manuel støvsugning eller lån af robotstøvsuger. I samme periode vil hjemmehjælperne medbringe en kopi af informationsbrevet ved besøg.

I marts og april kontakter Hjælp i Hjemmet borgerne for at registrere deres valg og sikre, at manuel støvsugning leveres, hvor det ønskes. I april og maj sættes udlånet af robotstøvsugere i gang.

Ordningen gælder for personer under 67 år, der modtager hjælp efter Serviceloven og er bevilget hjælp til rengøring af gulve. Den gælder også for personer på 67 år eller derover, som modtager hjælp efter Ældreloven og er bevilget hjælp til gulvrengøring. Borgere over 67 år kan desuden vælge at låne en robotstøvsuger af kommunen efter den nye ældrelov.

47 nye indsatser mod forurenet jord i Syddanmark

0

Region Syddanmark sætter i år gang i 47 nye videregående undersøgelser og oprensninger af jordforureninger. Indsatserne skal beskytte både grundvandet og borgernes sundhed og har et samlet budget på cirka 16 millioner kroner.

Beslutningen er truffet af Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse på et møde den 26. februar. Indsatserne fordeler sig på 13 kommuner i regionen og omfatter Assens, Esbjerg, Faaborg-Midtfyn, Haderslev, Kolding, Middelfart, Odense, Nordfyns, Nyborg, Svendborg, Varde, Vejen og Vejle.

Regionerne har ansvaret for at kortlægge, undersøge og oprense forurenet jord, der kan udgøre en risiko for drikkevand og menneskers sundhed i boliger og børneinstitutioner. Hvert år udarbejdes en lovpligtig oversigt over de kommende undersøgelser og oprensninger. Region Syddanmarks forslag har været i offentlig høring fra 3. december 2025 til 14. januar 2026.

De 47 nye indsatser dækker over 32 videregående undersøgelser, otte nye oprensninger samt en gartneriklynge-undersøgelse på syv forskellige lokaliteter. De planlagte oprensninger skal ske på tidligere renserier, gartnerier, mejerier, et autoværksted og et elværk. Formålet er at fjerne risikoen fra forureningen, ikke nødvendigvis al forurening.

Ifølge Poul Erik Jensen fra Socialdemokratiet, der er formand for Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse, er prioriteringen nødvendig.

»Vores grundvand er truet af tidligere tiders brug af kemikalier og sprøjtegifte mange steder, og netop beskyttelsen af vores fremtidige drikkevand har den højeste prioritet i Region Syddanmark. Vi har tusindvis af jordforureninger i regionen, men ikke penge til det hele, så vi er nødt til hele tiden at vurdere, hvor vi får mest indsats for pengene. At beskytte borgernes sundhed og vores natur står også højt på listen, når vi vælger, hvilke nye undersøgelser og oprensninger vi sætter i gang.«

Regionen fortsætter samtidig en række allerede planlagte aktiviteter. Det gælder blandt andet indsatser på to PFAS-forurenede lokaliteter og opstart af tre videregående undersøgelser i 2026 af forurening, der kan true overfladevand i søer, åer og hav.

Midlerne til PFAS- og overfladevandsindsatser kommer fra statslige puljer. Region Syddanmark har fået tildelt 13,4 millioner kroner til undersøgelse og oprensning af PFAS-forureninger i perioden 2025 til 2027 samt 8,6 millioner kroner til forureninger, der truer overfladevand, i perioden 2025 til 2028.

Ud over de videregående undersøgelser gennemfører regionen hvert år omkring 200 indledende undersøgelser for at afklare, om der er forurening på lokaliteter, hvor der er mistanke om det, og om den eventuelt udgør en risiko for grundvand, natur eller sundhed. Hvis der konstateres en risiko, kan der sættes en videregående undersøgelse i gang med henblik på en samlet risikovurdering og eventuel oprensning.

Tusindvis af Harley-kørere indtager Fredericia i Pinsen

0

Fredericia kan se frem til at summe af motorcykler og festivalstemning, når Harley Davidsons internationale Super Rally 2026 løber af stablen fra den 20. til 24. maj. Arrangementet ventes at samle mellem 10.000 og 12.000 motorcykelentusiaster i byen.

Det er MadsbyParken og området omkring Fredericia Idrætscenter, der bliver centrum for begivenheden. Her bliver området forvandlet til en stor festivalplads med campingområde, musikscene og masser af motorcykler.

Super Rally samler medlemmer af den europæiske sammenslutning af Harley Davidson-klubber, og i år går turen altså til Fredericia.

Borgmester Peder Tind glæder sig over, at det er lykkedes at trække det internationale arrangement til byen.

»Jeg er meget stolt over, at Fredericia Kommune er lykkes med at tiltrække så stort et internationalt arrangement som Super Rally. Det er altid et anerkendende skulderklap til vores by, når udefrakommende vælger os til, fordi de ligesom os kan se byens mange kvaliteter. Så vi glæder os til at byde dem alle velkommen til Fredericia,« siger han.

Arrangementet kommer ikke kun til at kunne mærkes i MadsbyParken. I løbet af Pinsen vil deltagerne også sætte deres præg på bybilledet. Lørdag den 23. maj åbnes Axeltorv, Rådhuspladsen og J.B. Nielsens Plads for de mange motorcykler, så både borgere og besøgende kan opleve maskinerne på tæt hold.

Også i Kultur-, Bosætnings-, Idræts- og Turismeudvalget ser man frem til Pinsen.

»Jeg glæder mig over, at Fredericia skal stå som smuk kulisse for et stort internationalt arrangement som Super Rally 2026. Og når byen får gæster, er det jo helt oplagt, at vi også skaber en festlig ramme, hvor hele byen kan tage del i oplevelsen og mærke den særlige stemning, som arrangementet bringer med sig«, siger udvalgsformand Susanne Eilersen.

At Fredericia får værtskabet, er ifølge erhvervsdirektør i Business Fredericia og bestyrelsesmedlem i Experience Fredericia, Kristian Bendix Drejer, resultatet af et længere forløb.

»Arbejdet med at tiltrække Super Rally 2026 begyndte allerede med en indledende dialog mellem Experience Fredericia og arrangøren i begyndelsen af 2023 og har krævet tæt dialog, præsentationer, møder og koordinering. Det er et resultat af et stærkt partnerskab på tværs af Fredericia Kommune og erhvervslivet, som har arbejdet målrettet i flere år for at vise, at Fredericia kan løfte et arrangement i den her størrelse – og det er vi enormt stolte af. Arbejdet har siden været i fuld gang, og her er Visit Fredericia og Fredericia Shopping også involveret i indsatsen med at skabe en masse aktiviteter i byen for gæster udefra, der vil snuse lidt til Super Rally 2026,« udtaler han.