Vital sejr i Grindsted holder FHK i jagten på slutspillet

0

SPORT. Holdet kørte i bus fra Fredericia lørdag formiddag, og fanklubben fulgte med til Grindsted. I Lyng-Hallen ventede et hjemmehold, der ikke længere spiller for overlevelse, men for stoltheden i den sidste sæson i Bambuni Herreligaen. For Fredericia Håndboldklub handlede det om noget andet. Med 16 point efter 21 kampe og fem runder tilbage af grundspillet er kampen om en plads i slutspillet for alvor i gang, og to point i Grindsted var det eneste acceptable resultat.

Kampen åbnede med tempo. Grindsted satte tonen fra første fløjt, og Kristoffer Vestergaard – fredericianer fra barnsben, men i blå trøje i dag – bragte hjemmeholdet foran 1-0 fra playmaker-positionen. Det blev startskuddet til en åben og underholdende første halvleg, hvor der blev scoret mål i begge ender næsten hurtigere, end tilskuerne kunne nå at sætte sig ned. Seks mål på de første fire minutter, og ved 4-4 kunne kampen være tippet begge veje.

Så slog FHK til. FHK spillede i en længere periode outstanding i angrebet.

Der var spillet knap tyve minutter i Lyng-Hallen, da Fredericia Håndboldklub førte 8-14, og kampen lignede en ren afvikling. Anders Kragh Martinusen havde scoret seks gange, kontraforsøgene sad næsten alle sammen, og Grindsted stod stille på midtbanen og kiggede på, mens gæsterne fortsatte mod mål. Kampen virkede afgjort, da FHK førte med syv.

Frederik Hildebrand Mølby scorede tre mål i træk på gennembrud, Hjalmar Andersen hamrede bolden ind fra stregen gang på gang efter oplæg fra Kristoffer Vestergaard, og pludselig var forspringet skrumpet til tre mål ved 16-19. Jacob Vinholt Pedersens timeout efter 26 minutter var nødvendig for Jesper Houmarks hold, der i en kort periode sjuskede fuldstændig med afleveringerne og mistede bolden gentagne gange. Trommerne lød i Lyng-Hallen, og Grindsted troede på det.

Men Fredericia fandt sig selv inden pausen. Kristian Hübert Larsen og Mads Thymann scorede de sidste mål, og halvlegen endte 17-21.

Anden halvleg åbnede med Anders Kragh Martinusen, der scorede sit syvende mål efter få sekunder. FHK trak fra til 18-23, men mønsteret fra første halvleg gentog sig. Grindsted nægtede at dø. Thomas Theilgaard scorede på kontra efter en tabt bold af Mads Thymann, Frederik Hildebrand Mølby fortsatte med at finde vej igennem FHK’s forsvar, og midtvejs i anden halvleg var forskellen igen nede på tre mål.

Mads Thymann leverede seks mål og var en konstant trussel i angrebet, men havde også perioder med boldtab, der holdt Grindsted i kampen. William Moberg scorede tre gange på stærke gennembrud, generelt var FHKs angrebsspil godkendt, hvilket 40 mål også beskriver meget godt. Omvendt skal forsvaret stå skarpere i de kommende kampe.

Det store øjeblik kom i det 59. minut. FHK førte 37-40, og Pelle Segertoft begik straffe mod Frederik Hildebrand Mølby. Nikolaj Svalastog stillede op til straffekast, men Sander Heieren rakte hånden ud og reddede. Lyng-Hallen forstummede kort. Christian Wetche reddede derefter to FHK-forsøg i den anden ende, og Aksel Strupstad scorede til 38-40 med under et minut igen. Men tiden løb ud for hjemmeholdet.

Slutresultat: Grindsted GIF 38 – Fredericia Håndboldklub 40.

Christian Rabjerg Madsen og Lotte Rod satte de første valgplakater op sammen i Kolding

0

Tre uger før folketingsvalget blev udskrevet lørdag, og på slaget 12 måtte kandidaterne begynde at hænge plakater op. Himlen åbnede sig nærmest koordineret med valgudskrivelsen, men hverken regn eller politiske uenigheder kunne forhindre socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen og Radikale Venstres Lotte Rod i at mødes med smil og kram for sammen at hænge de første valgplakater op i Kolding.

Og netop samarbejdet var særligt vigtigt at understrege for den sydjyske socialdemokrat.

»Selvom vi er uenige politisk på nogle punkter, er det vigtigt at vise, at vi også kan arbejde sammen om Kolding Kommunes interesser på Christiansborg. Jeg synes, det er en fin tradition at samarbejde lidt om valgplakaterne, også selvom det foregik i regnvejr. Det er vigtigt for vores område, at der er lokale stemmer på borgen. Det budskab vil vi gerne sende ved at samarbejde om plakaterne,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Lotte Rod deler synspunktet.

»Når man kigger på vanviddet ude i verden, er det kun endnu vigtigere, at vi har et stærkt sammenhold og demokrati i Danmark. For det meste ser man politikere skændes med hinanden i fjernsynet, men jeg vil gerne være med til at vise, at vi i virkeligheden er gode til at samarbejde,« siger Lotte Rod.

LIVE: FHK jagter slutspillet i Grindsted

0

Fredericia Håndboldklub gæster Grindsted GIF i Lyng-hallen med to point som eneste acceptable resultat. Med fem kampe tilbage af grundspillet er kampen om en plads i slutspillet for alvor i gang.

Følg kampen live her fra kl. 14.25.

Brand i lejlighedsbygning i Fredericia: Én person båret ud

0

En person er lørdag middag båret ud af ambulancereddere efter en brand i en lejlighedsbygning på hjørnet af Købmagergade og Prinsensgade i Fredericia. Bygningen husede tidligere EA Værktøj.

Personen er i live. TrekantBrand, politi og ambulance er til stede, og politiet har afspærret området omkring krydset. Brandfolkene er ved at slukke branden.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Sagen opdateres.

Anmeldelse om brand endte som falsk alarm

0

KRIMI. Der var lørdag aften udrykning til Gadbjerg ved Vejle, efter en anmeldelse om brand på Buen.

Meldingen kom klokken 19.24, hvor der blev slået alarm om kraftigt lys fra området, som gav mistanke om brand. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var tale om ild i bygninger eller natur.

En person havde tændt op i en grill, og flammerne samt det kraftige skær i mørket blev forvekslet med brand. Der var derfor ikke noget at komme efter for hverken politi eller brandvæsen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 28.2 kl. 10.00 af vagtchef Søren Lisbjerg.

To point er et krav for at holde drømmen i live

0

Fredericia Håndboldklub gæster Grindsted GIF i Lyng-hallen lørdag kl. 14.30. For hjemmeholdet er sæsonen allerede afgjort. For FHK handler den om alt.

Holdet kører i bus fra Fredericia. Det gør fanklubben også. Turen til Grindsted tager lidt over en time, og når man drejer ind ad Søndre Boulevard og får øje på Lyng-hallen, er man langt fra Lillebælt og thansen ARENA. Grindsted er ikke et sted, man bare tager hen. Man tager derhen med et ærinde.

Fredericia Håndboldklubs ærinde lørdag eftermiddag er uhyre konkret. Med 16 point efter 21 kampe og en 12.-plads i Bambuni Herreligaen har holdet fem runder tilbage til at spille sig ind i top-8 og dermed slutspillet. Regnestykket er enkelt og ubarmhjertigt: Hvert point, der tabes herfra, gør opgaven sværere. Og Grindsted – uanset hvad tabellen siger – har aldrig været en gave.

Grindsted GIF har fire point i 21 kampe, og nedrykningen er en kendsgerning. Men det er netop den frihed, der gør dem vanskelige. Et hold, der ikke længere spiller for overlevelse, spiller for noget andet: stolthed, fællesskab, et farvel til den liga, de kæmpede sig op i som amatører for bare to år siden. Og Lyng-hallen har hele sæsonen været et sted, hvor gæsterne har skullet arbejde for det.

»Vi skal tage det gode spil fra de to seneste kampe mod Aalborg og Nexe med videre til denne kamp. Det er vigtigt, at vi bliver i det flow nu og spiller godt både i forsvar og angreb,« siger Rolando Uríos, der peger på kontinuiteten som nøglen til to point.

Uríos har ikke taget fejl i sin analyse af Grindsted: »De er dygtige på deres hjemmebane. De spiller aggressivt, og de vil kæmpe for hver bold.«

Det er værd at bemærke, at opgøret rummer mere end blot tabelafstand. Flere af Grindsteds bærende spillere har rødder i Fredericia. Forsvarsprofilen Kristoffer Jessen spillede i FHK’s ligatrup frem til 2021 og har siden etableret sig som en af ligaens mest frygtede forsvarsspillere i Grindsted-trøjen. Playmaker og højre back Kristoffer Vestergaard voksede op i Fredericia, kom gennem Trelde GI og Fredericia Eliteidræt, bor stadig i byen – men spiller for Grindsted. Og målvogter Christian Wetche, der har forlænget sin kontrakt til 2027, har ligeledes baggrund i Fredericia. De kender Fredericia Håndboldklub indefra. I dag står de på den anden side.

Første møde mellem de to hold i denne sæson endte 37-31 til Fredericia i Middelfart Sparekasse Arena den 26. oktober. Anders Kragh Martinusen scorede ti gange, og Sander Heieren stod stærkt med fem mål i tomt mål. Men det var hjemme.

FHK har i den seneste periode vist, at niveauet er der – også i europæisk sammenhæng. Sejren 34-33 over RK Nexe i Kroatien tirsdag aften var endnu et bevis på et hold, der i foråret har fundet en stabilitet, som efterårets skadesplagede måneder ikke kunne give dem. Spørgsmålet er, om den energi kan fastholdes på en lørdag eftermiddag i Grindsted, hvor der hverken er europæisk ramme eller 1.500 tilskuere i ryggen.

Fredericia AVISEN er live fra Lyng-hallen fra kl. 14.25.

LykkeLiga samlede specialskoler til håndbold i Fredericia: »Det fylder helt vildt for vores børn«

0

BØRN & UNGE. Der var indløb, kampråb og en maskot, der delte highfives ud. I Fredericia Idrætscenter mødtes omkring 60 børn fra tre specialskoler til KlasseBold – et nyt stævnekoncept fra LykkeLiga, der vil bringe håndbold og fællesskab ind i hverdagen for børn med udviklingshandicap.

Holdene kom fra Frederiksodde Skole i Fredericia, en specialskole i Horsens og en i Esbjerg. De havde trænet op i flere måneder, lavet flag, øvet kampråb og arbejdet med materialer fra LykkeLiga, der kunne bruges i alt fra dansk og matematik til idræt. »Det har været en rigtig fed oplevelse for vores børn at være med,« siger Daniel Sandbye, pædagog på Frederiksodde Skole. »Det er nogle af dem, som ikke normalt går til så meget, og det er netop dem, vi har prioriteret skulle være med på sådan en dag.«

Daniel Sandbye, pædagog på Frederiksodde Skole afdeling D, var med til at forberede eleverne i månederne op til stævnet.

KlasseBold er LykkeLigas nye skolekoncept, støttet af Spar Nord Fonden. Idéen er at rykke organisationens erfaringer fra halgulvet ind i landets specialklasser og give børn og unge en smagsprøve på det fællesskab, som holdsport kan skabe. Skolerne modtager en opvarmningspakke med træningsmaterialer og aktiviteter, der kan bruges direkte i undervisningen, og inviteres derefter til et mini-stævne med andre specialklasser. I løbet af en treårig projektperiode skal omkring 50 skoler deltage og ca. 20 stævner afholdes rundt om i landet.

I Fredericia blev der spillet håndbold på to baner, og LykkeLiga stod for det meste af arrangementet med maskot, medaljer og præmieoverrækkelse. Holdene blev undervejs blandet på tværs af skolerne, så børnene også spillede sammen med nogen, de ikke kendte i forvejen. »Det er jo også en udfordring for nogle af dem,« forklarer Daniel Sandbye og tilføjer så med et smil: »Men det har de formået. Og så er LykkeLiga kommet med maskot, medaljer og præmier. Det fylder helt vildt for vores børn.«

LykkeLigas maskot var et af dagens store trækplastre.

Forældrene var også mødt op for at bakke op, og stemningen i hallen var præget af smil og energi. »Det har været håndbold med mere, som man siger. Med indløb og præmieoverrækkelse og det hele,« fortæller han. For stævnet i Fredericia var ikke noget, der bare dukkede op i kalenderen en tirsdag morgen. »Vi har trænet op i et par måneder med materiale fra LykkeLiga. Lavet præmier, flag og kampråb. Så det var også en forløsning, at dagen endelig kom,« smiler Daniel.

Til et KlasseBold-stævne er der ingen tabere. Alle børn hyldes som håndboldstjerner, og regler og rammer tilpasses deltagerne. Det er netop pointen, forklarer LykkeLiga, der siden 2017 har samlet næsten 1.600 spillere med udviklingshandicap i 86 håndboldhold over hele landet.

For Daniel Sandbye var dagen i Fredericia en bekræftelse af, hvad sport kan gøre for børn, der ellers ikke altid har adgang til det. »Det har bare været en fed dag med smil, glade forældre og børn der spillede med nogen de aldrig har mødt før.«

Christian Rabjerg Madsen møder Kolding-vælgerne med 500 roser

0

Socialdemokratiets folketingskandidat sparker lørdag valgkampen i gang på gaderne i Kolding – med roser og folkeskolepolitik i hænderne.

Kampagneholdet samles til morgenmad i partiets valgkontor på Østergade 1, inden de rykker ud for at møde vælgerne. Det er første valgkampsdag, og stemningen er forventningsfuld. Til lejligheden er der indkøbt 500 roser, som skal uddeles til forbipasserende – uanset hvad vejrudsigten måtte sige om lørdagens vejr i Kolding.

For Christian Rabjerg Madsen er det ikke en tilfældig start. Han ønsker at møde vælgerne direkte og tale om det, Socialdemokratiet går til valg på – herunder et markant løft af folkeskolen med færre elever i de mindste klasser.

»Det er altid en speciel dag, når vi samles om et folketingsvalg. Jeg glæder mig til at møde en masse mennesker og diskutere politik. Vi har blandt andet foreslået et markant løft af folkeskolen, hvor vi vil have langt færre elever i hver klasse for de mindste, så vi får mere tid og mere tryghed. Og så håber jeg, at der er efterspørgsel efter roserne igen,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Sparekassen Danmark støtter U13-håndboldpiger med nyt træningstøj

0

Et håndboldhold, der for ikke længe siden var tæt på afvikling, er i dag i vækst – og har fået ny opbakning fra lokale banker.

For Sparekassen Danmark i Fredericia er det ikke en tilfældighed, at pengene finder vej til håndboldhallernе og foreningslivet frem for blot til bundlinjen. Det er en del af bankens grundfortælling: at et lokalt forankret pengeinstitut har en forpligtelse over for det samfund, det lever af og med.

Sparekassen Danmarks Fonde har derfor gang på gang støttet lokale foreninger i Fredericia og omegn – og torsdag aften var turen kommet til U13-håndboldpigerne i EIC Idrætscenter.

Afdelingsdirektør Christian Jungmark mødte personligt op for at overdække fondens donation til nyt træningstøj.

Han kom direkte fra centrets padelbaner til den anden ende af hallen, hvor holdleder Bente og træner Mette tog imod ham med en historie, der er værd at fortælle: et hold, der for ikke længe siden næsten lukkede, men som nu vokser, tiltrækker nye medlemmer og løbende sender talenter videre til Fredericia Håndboldklub.

Det er præcis den slags fællesskaber, som foreningslivet bygger på – og som sjældent overlever uden lokale ildsjæle og lokal opbakning. Sparekassen Danmarks Fonde er én af dem, der bidrager til at holde dem i live.

»Ny uge, ny forening, nye ildsjæle – men stadig samme bidragsyder,« siger Christian Jungmark med et smil.

PostNord rykker ind på landsholdstrøjen hos Håndboldkvinderne

0

PostNord bliver fra sommeren 2026 en af hovedsponsorerne for Håndboldkvinderne. Det sker som led i en ny aftale med DanskHåndbold, der løber fra 1. juli 2026 til 30. juni 2029.

Aftalen betyder, at det velkendte PostNord-logo fremover vil pryde ryggen af landsholdstrøjerne, når de danske håndboldkvinder går på banen fra efterårets kampe og frem.

Ifølge administrerende direktør i DanskHåndbold, Heino Knudsen, er stærke partnerskaber en forudsætning for fortsat sportslig udvikling.

»Det er afgørende for os, at vi sikrer os, at håndbolden og kvindehåndbolden kan fortsætte udviklingen i fremtiden. Vores landshold er der for at spille med om medaljer, og for at kunne leve op til den målsætning, er det vigtigt med stærke partnerskaber. Derfor glæder vi os over, at PostNord har ønsket at komme med ombord«, siger han.

Samarbejdet rækker ifølge DanskHåndbold videre end selve landsholdet. Ambitionen er, at partnerskabet skal styrke håndboldens fællesskaber i hele landet – fra de lokale klubber til de internationale mesterskaber.

»Håndbolden er en af Danmarks stærkeste fællesskaber. Med PostNord som en af hovedsponsorerne for Håndboldkvinderne får vi en partner, der deler vores forståelse af, at forbindelser mellem mennesker skaber fællesskaber. Det er et værdifællesskab, som giver mening både for håndbolden og for Danmark«, siger Heino Knudsen.

Hos PostNord peger man på, at landsholdet repræsenterer værdier, som matcher virksomhedens egne.

»Håndboldkvinderne samler Danmark og repræsenterer stærke værdier som fællesskab, dedikation og viljen til at vinde. Samtidig spiller de en vigtig rolle i at udvikle nye talenter og tage ansvar for den næste generation. Det ligger tæt på PostNords egne værdier, hvor vi hver dag forbinder mennesker og virksomheder i hele landet. Vi er stolte af at blive en del af holdet og ser frem til at bidrage til Håndboldkvindernes rejse frem mod kommende mesterskaber og forhåbentlig vinde sammen«, siger Troels Veise, Vice President for Sales & Marketing i PostNord Danmark.

En del af samarbejdet vil også have fokus på bæredygtighed og ansvarlighed. Med afsæt i PostNords arbejde med grøn omstilling og et fælles ønske om at skabe mere dansk natur og et bedre klima vil parterne udvikle initiativer, der skal inspirere klubber, spillere og familier til mere ansvarlige valg i hverdagen.

Hos DanskHåndbold er forventningen, at partnerskabet både vil styrke de sportslige ambitioner og de værdier, der knytter sig til håndbolden i Danmark.