11.8 C
Copenhagen
mandag 6. oktober 2025

Anette Hyre Jensen: Midtbyen er både udfordring og mulighed – vi må prøve os frem for at finde de bedste løsninger

0

POLITIK. Der er næppe mange steder i Fredericia, der skaber så meget debat som midtbyen. Nye ensretninger, fjernede parkeringspladser og lukkede porte har fået mange borgere til at omtale byens centrum som en labyrint. For byrådsmedlem Anette Hyre Jensen (S) er det en betegnelse, hun godt kan forstå – men hun mener samtidig, at virkeligheden er mere nuanceret.

»Altså, det er den jo også nogle gange, fordi lige nu er der jo lukket porte, og det betyder jo selvfølgelig noget. Dem, der kommer udefra, ved jo ikke nødvendigvis, at porten er lukket. Så det giver nogle udfordringer. Men når man først ved det, så finder man jo en alternativ rute. Sådan vil det altid være,« siger hun.

Afspærringer og tilvænning

Hyre Jensen understreger, at mange af de gener, borgerne oplever, ikke skyldes politiske beslutninger om ensretninger, men midlertidige afspærringer og nødvendigt vedligehold.

»Jeg synes egentlig, at det, vi oplever lige nu, i høj grad handler om afspærringer. Når man ensretter en gade, så er det jo for at prøve ting af og se, hvordan det fungerer. Det giver en tilvænningsperiode, hvor folk skal lære nye ruter. Det kan føles forvirrende i starten, men jeg tror, at vi på sigt får en mere sammenhængende bymidte ud af det,« siger hun.

Danmarksgade som eksempel

For Hyre Jensen er åbningen af Danmarksgade et eksempel på, hvordan et tiltag både kan skabe udfordringer og løsninger.

»Det var jo tænkt som en prøvehandling, men jeg synes, at den er blevet en succes. Nu kan man sive stille og roligt igennem gaden, og samtidig har vi givet mulighed for, at borgere, der bor i gågaden, kan parkere der om aftenen efter klokken 17. Det har givet nogle flere muligheder – også for butikkerne. For eksempel kan man pludselig parkere tæt på vinhandlen i gaden,« siger hun.

Parkeringspladser og borgernes bekymringer

Et af de spørgsmål, der fylder mest i debatten, er parkeringspladserne. Mange frygter, at de ældre, gangbesværede og handicappede mister muligheden for at komme tæt på butikkerne.

»Jeg synes ikke, vi står uden muligheder. Vi har pladserne bag rådhuset, hvor der næsten altid er plads, også til handicapparkering. Ja, de er midlertidigt påvirket af byggeri, men det er ikke permanent. Jeg har selv boet i Riddergade, og der var det heller ikke altid, jeg kunne parkere lige foran døren. Så kører man en runde, indtil man finder en plads. Det er sådan, det er i en by,« siger hun.

Hun anerkender dog, at ændringer som i Købmagergade, hvor alle pladser forsvinder for at give plads til cykelstier, vil kræve nye løsninger. »Der skal vi selvfølgelig finde alternativer, og det er en del af det arbejde, der er i gang,« siger hun.

Erhvervslivet som partner

For erhvervslivet er tilgængelighed afgørende. Hyre Jensen mener, at kommunen skal tage de erhvervsdrivendes ønsker alvorligt.

»Da vi åbnede Danmarksgade, var det netop på baggrund af ønsker fra butikkerne. Det har været vigtigt at lytte til dem, og det skal vi blive ved med. Vi kan ikke lave ændringer i midtbyen uden at have dialog med dem, det berører direkte,« siger hun.

Kritik og investeringer

Kritikken af midtbyplanen har også rettet sig mod de mange millioner, der investeres i trafikale ændringer og omdannelser. Men Hyre Jensen afviser, at pengene er spildt.

»Der vil altid være kritik. Men vi må også se på, hvad vi får ud af det. Jeg synes især, at det er godt, at vi skaber trygge cykelstier. Det handler om sikkerhed, især for børn og unge, og det kan jeg kun bakke op om,« siger hun.

Hun ser det som en investering i en fremtid, hvor flere kan vælge cyklen eller gåturen frem for bilen, og hvor byen stadig kan fungere for bilisterne. »Jeg tager bilen nogle gange, men i dagligdagen cykler jeg eller går, fordi jeg bor inde i byen. Sådan tror jeg også, at mange flere vil kunne gøre, når vi får bedre forhold for de bløde trafikanter,« siger hun.

Plusser og minusser i samme regnestykke

For Hyre Jensen handler midtbyens udvikling ikke om enten eller, men om at finde en balance.

»Der er plusser og minusser ved det her. Nogle tiltag gør det sværere for bilister, andre gør det lettere. Nogle steder forsvinder pladser, andre steder kommer der nye. Jeg tror, det er vigtigt at se det som et samlet billede og ikke kun på de enkelte ændringer,« siger hun.

En midtby i udvikling

Hun afviser dermed, at Fredericia Midtby er ved at kollapse under vægten af ændringerne. I stedet ser hun en by, der gennem prøvehandlinger og dialog er på vej mod en bedre balance.

»Jeg tror, vi skal væbne os med tålmodighed. Vi prøver ting af for at finde de bedste løsninger, og det tager tid. Men jeg er overbevist om, at vi får en midtby, hvor der er plads til både cyklister, fodgængere og bilister, og hvor erhvervslivet får bedre rammer. Vi skal bare give det tid,« siger hun.

Pernelle Jensen: En sikker skolevej er vigtigere end parkeringspladser

0

POLITIK. Mens mange borgere taler om Fredericia Midtby som en labyrint, er Venstres byrådsmedlem Pernelle Jensen mest optaget af én ting – at børnene, der cykler til skole gennem midtbyen, kan komme trygt frem. For hende er det afgørende, at midtbyens udvikling prioriterer de bløde trafikanter, også selv om det betyder, at parkeringspladser forsvinder.

»Jeg har kæmpet for en sikker skolevej i rigtig lang tid. Allerede under sidste valg stod jeg i krydset ved de to skoler i midtbyen, hvor børn cykler ind og ud mellem parkerede biler. Det er farligt, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu i budgettet har afsat penge til at lave to cykelstier på begge sider af vejen fra 2027. Det bliver en kæmpe forbedring,« siger hun.

For Pernelle Jensen handler debatten ikke kun om fremkommelighed og parkering, men om børns sikkerhed i hverdagen.

»Det er jo ikke bare en teknisk detalje. Det handler om, at små børn hver dag skal kunne cykle i skole uden at risikere at blive klemt inde mellem biler. Derfor er det helt afgørende, at vi prioriterer sikre cykelstier,« siger hun.

Hun fremhæver, at der allerede er lavet sikre skoleveje til mange andre skoler i kommunen, og at det nu er på tide, at de to midtbyskoler får den samme tryghed.

Parkeringspladser og erhvervslivet

Kritikere peger på, at når cykelstierne etableres i Købmagergade, forsvinder samtlige parkeringspladser. Det kan gøre det svært for ældre og gangbesværede at komme til butikkerne. Men Pernelle Jensen mener, at der findes løsninger.

»Jeg ved godt, at der bliver fjernet parkeringspladser, men jeg tror også, at vi skal se på de muligheder, der stadig er. Der kører stadig busser gennem midtbyen, og de er gratis. Det betyder, at hvis man ikke selv kan parkere tæt på, så kan man tage bussen. Jeg synes faktisk, det er en rigtig god løsning, som vi allerede har fået på plads,« siger hun.

Hun understreger, at teknisk udvalg i 2026 skal arbejde videre med at finde alternative parkeringspladser, og at Venstres ordfører Kenny Bruun Olsen har særligt ansvar for at følge det arbejde tæt. »Det er delt sådan op i Venstre, at vi har forskellige områder, vi dykker ned i. For mig har skolevejen været den vigtigste kamp, og den er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået på plads,« siger hun.

Et spørgsmål om prioritering

For Jensen er det tydeligt, at der ikke findes løsninger, hvor alle bliver tilfredse. Men hun ser ingen vej uden om at give børnene en tryg skolevej, selv om det betyder, at bilisterne skal ændre vaner.

»Når vi kigger på, hvordan midtbyen udvikler sig, så er det en balance mellem parkering og cyklisme. Men hvis vi skal vælge, så må vi altid vælge sikkerheden for børnene først. Det er den vigtigste prioritet,« siger hun.

Hun påpeger, at parkeringspladser kan findes andre steder, men en tryg skolevej kan ikke udskydes. »Det er derfor, jeg er så glad for, at vi har taget beslutningen nu, selv om det først bliver færdigt i 2027. For det viser, at vi tager børns sikkerhed alvorligt,« siger hun.

En ny måde at tænke midtbyen på

Selv om hun overlader de tekniske detaljer om ensretninger og parkeringsplaner til sine kolleger i Venstre, mener Pernelle Jensen, at midtbyen står over for et vigtigt kursskifte.

»Jeg synes, det bliver rigtig godt med den sikre skolevej. Det er selvfølgelig en forandring, og det betyder, at nogle borgere skal vænne sig til nye måder at komme ind til midtbyen på. Men jeg tror, det er en nødvendig udvikling, hvis vi skal skabe en by, hvor det er trygt at færdes – også for børnene,« siger hun.

Midtbyen i fremtidens Fredericia

For Jensen handler midtbystrategien i bund og grund om at skabe en by, hvor alle kan færdes – men hvor børns sikkerhed er den røde tråd.

»Vi kan altid diskutere parkeringspladser og ensretninger. Men det, der betyder mest for mig, er, at vi skaber en tryg skolevej. Og når vi samtidig har gratis busser, så har vi faktisk et godt fundament for at få det hele til at hænge sammen,« siger hun.

Middelfart ser indad: Vi var ikke gode nok

0

SPORT. Middelfart-keeper Casper Radza lagde ikke skjul på skuffelsen efter 1-2-nederlaget til Hillerød på en våd og tung bane. 

Ifølge ham handlede kampen først og fremmest om dueller og nærkampe – og dér var gæsterne skarpere.

»De var bedre i duellerne. De var en kende bedre,« sagde Radza efter kampen og fortsatte:

»Selvom vi kommer godt fra start, så synes jeg stadigvæk, at de vinder flere dueller end os i første halvleg. Havde vi kunne gå til pause med 1-0, så kunne vi have rettet til. Men de var bare bedre på de par meter, der afgjorde i dag.«

Banen havde i den grad været et tema gennem hele opgøret. Flere steder stod der vand, og bolden stoppede brat i de tunge områder. For Radza blev det en afgørende faktor.

»Jo, vi vidste godt, at vi skulle ind og krige. Det var en svær bane at spille på, nogle steder fin, andre steder stoppede bolden. Men vi var ikke gode nok i duellerne. Det var sådan, man vandt den fodboldkamp i dag – og det var vi ikke gode nok til,« sagde han.

Udefra set lignede det en serie-kamp, og man kunne diskutere, om kampen skulle være afviklet under de forhold, men Radza accepterede dommerens beslutning.

»Dommeren mente ikke, at den var farlig at spille på. Det er jo hans vurdering. Vi ville selvfølgelig gerne have spillet på en billiardgrøn bane, men reglerne er, som de er. Vi var bare ikke gode nok til at tilpasse os,« lød det fra målmanden.

For Middelfart betyder nederlaget, at holdet fortsat er på 12. pladsen, som betyder nedrykning.

»Situationen er jo, som den var i sidste uge. Vi skal jagte point hver eneste gang, hvis vi vil holde fast. Hobro må stadig ligge omkring os, og vi skal bare blive ved med at kæmpe for at holde os inde i det,« sagde Radza.

Forude venter en landskampspause, og derfor skal Middelfart først i kamp igen den 18. oktober. Denne gang møder de AC Horsens på Middelfart Stadion.

Trods sidsteplads: Middelfart-træner skænker ikke stillingen en tanke

0

SPORT. Middelfart-træner Kim Engstrøm var ærlig i sin vurdering efter nederlaget på 2-1 til Hillerød. 

På en tung og ujævn bane måtte han konstatere, at gæsterne håndterede forholdene bedre end hjemmeholdet.

»Banen er jo ens for begge hold, så jeg synes, at Hillerød var bedre end os. Ja, gennem alle 94 minutter. De var bedre til at tage de dueller, der kom. Bedre til at være på forkant i situationerne og til at løse spillet på den måde, banen krævede. Så fortjent, at vi ikke vinder,« sagde Engstrøm.

Middelfart kom ellers foran 1-0, men Hillerød udlignede på straffespark inden pausen og afgjorde senere kampen efter et hjørnespark.

»Da vi scorer, er der jo lang tid igen. Det er klart, at deres udligning giver dem tro på tingene. I anden halvleg bliver det lidt som i første – vi er måske en anelse bedre, men vi får aldrig skabt de store chancer. Vi er på bagkant i for mange situationer, og der er for mange spillere, der ikke rammer det niveau, de skal,« sagde han.

Også træneren deler sin målmand, Casper Radzas vurdering af, at holdet ikke var fysisk nok i duellerne.

»Jeg er enig med Casper. Vi er ikke gode nok i duellerne. De vinder for mange. Vi får ikke lagt det tryk fysisk, som vi gerne vil på sådan en svær bane. Der er for mange, der står på bagkant i stedet for at tænke fremad,« forklarede Engstrøm.

Selvom Hillerød ligger i toppen af Betinia Ligaen, mente Middelfart-træneren ikke, at der var den store forskel i spillet – men marginalerne tippede gæsternes vej.

»Nu skal man heller ikke tage noget fra Hillerød, for de spiller med om oprykningen og er et godt hold. Alligevel er det jo en fuldstændig lige kamp, som lige så godt kunne være endt uafgjort. Det er ikke, fordi de vader i chancer. Jeg er bare træt af, at de scorer på et hjørnespark, for det må de ikke gøre mod os,« sagde han.

I tabellen ligger Middelfart fortsat i bunden, men Engstrøm nægter at kigge på stillingen

»Overhovedet ikke. Jeg kigger først på stillingen efter 22 runder, når vi har mødt alle hold to gange. Lige nu handler det bare om at skrabe så mange point sammen som muligt. Det handler om at have to hold under os efter 32 runder – ikke om, hvordan vi ligger efter 12,« lød det fra Kim Engstrøm.

Drama, vand og vind: Middelfart blev sænket af tophold

0

SPORT. Hillerød Fodbold var effektive foran mål, mens Middelfart Boldklub på den anden side ikke ramte toppen. Det blev udslagsgivende i opgøret, som de nordsjællandske gæster vandt 2-1.

Middelfart Stadion dannede rammen om en dramatisk kamp, hvor både vejr og fodbold satte scenen. Dagens opgør var udnævnt til DIF’s Veteran Match, og inden kickoff blev de danske veteraner hyldet foran de 268 tilskuere. Banen bar tydelige præg af de voldsomme regnskyl tidligere på dagen, hvor personale havde været i fuld gang med koste og river for at gøre den nogenlunde spilbar.

Dommeren fløjtede i gang, og det var Hillerød, der hurtigt markerede sig med en chance, som Casper Radza i hjemme-målet måtte redde. Kort efter fik publikum dog hjemmeholdet at se fra sin bedste side. Malthe Boesen satte med sit intense pres fut i tilskuerne, og Aaron Akalé viste sig som en stærk opspilsstation. Efter 17 minutter gav det pote: Akalé dukkede op i feltet og sparkede sikkert hjemmeholdet foran 1-0.

Gæsterne svarede igen. Først kom Mads Kalstrup til en stor mulighed, og senere satte Christian Jakobsen Middelfarts forsvar under pres med indlæg. På en drivvåd bane, hvor bolden flere gange stoppede i vandpytterne, fik Hillerød tilkendt straffespark efter en duel i feltet på kanten af feltet. Mikkel Mouritz eksekverede sikkert til 1-1 efter 35 minutter. Resten af halvlegen bød på flere dueller præget af vejret – vand, vind og endda et glimt af lyn i horisonten – men ikke flere mål.

Anden halvleg begyndte i et mere roligt tempo, men Hillerød fik hurtigt grebet om spillet. Saman Jalaei skabte flere situationer, både med driblinger og afslutninger, og tvang Radza til redning. Kampen blev intensiveret af de voldsomme vejrforhold – regnen væltede ned, og tilskuerne søgte læ under træerne omkring stadion.

Efter en times spil slog gæsterne til. Mouritz lagde bolden ind i feltet, hvor Adrian Justinussen kom først og sendte den over stregen til 2-1. Målet blev afgørende for kampens udvikling. Middelfart svarede igen med en række udskiftninger, heriblandt indhop til Søren Eg Pedersen, Lucas Jensen og senere Jeraillly Maikel Wielzen, men det blev aldrig rigtig farligt foran Adrian Kappenberger i Hillerøds mål.

Mod slutningen kastede Middelfart alt frem i jagten på en udligning. I overtiden fik de et hjørnespark, men udførelsen endte direkte i sidenettet. Kort efter fløjtede dommeren af, og Hillerød kunne rejse hjem med en 2-1-sejr efter en kamp, hvor rutinen og kynismen blev afgørende, mens Middelfart stod tilbage med en præstation, der havde fortjent mere.

Dermed er Middelfart fortsat på 12. pladsen i Betina Ligaen, mens Hillerød kravler op på en foreløbig førsteplads.

Skjern trak det længste strå i dramatisk bundopgør

0

SPORT. Det blev en dramatisk lørdag eftermiddag i Skjern Bank Arena, hvor hjemmeholdet til sidst kunne trække sig sejrrigt ud af bundopgøret i Herreligaen. Skjern slog Fredericia Håndboldklub 30-28 i en kamp, hvor gæsterne både havde muligheden for at køre opgøret hjem, men endnu engang faldt sammen på de afgørende tidspunkter.

Fredericia kom skidt fra land og var hurtigt bagud 5-1. Angrebsspillet hang ikke sammen, og de mange tekniske fejl blev straffet kontant. Men som vi har set før, formåede Jesper Houmarks tropper at rejse sig. Med et skifte til 7 mod 6 fik man åbnet Skjerns forsvar, og mål af blandt andre Martin Bisgaard og Mads Kjeldgaard bragte FHK tilbage i opgøret. Pludselig stod der 5-5, og momentum skiftede.

FHK fortsatte trykket, og med Sander Heieren på mål kom også de afgørende redninger. Det gav selvtillid til bagkæden, der på trods af skader viste bredde og variation. Fredericia gik til pause foran 15-13 og kunne med rette være tilfredse efter at have vendt et truende kollaps til en solid første halvleg.

Efter pausen fortsatte gæsterne det gode spil. Jonas Kruse Kristensen og Anders Kragh Martinusen fandt vej til nettet, og pludselig stod Fredericia foran med tre mål. På det tidspunkt lignede det en sejr til udeholdet, men så kom de samme gamle problemer.

En kæmpe afbrænder fra stregen, flere fejlafleveringer og et 7 mod 6-spil, der ikke fungerede, lukkede Skjern ind i kampen igen. Samtidig stod Christoffer Bonde stærkt i Skjern-målet og reddede afgørende forsøg, mens hjemmeholdets offensiv tog fat. Marcus Midtgaard viste vejen med mål fra både playmaker- og backpositionen, Jon Lindenchrone var sikker på straffekast, og Jakob Rasmussen brød igennem, da det brændte på.

Fredericia havde chancen for selv at komme foran med tre tidligere i halvlegen, men den blev forspildt. I stedet tog Skjern over, og i de sidste ti minutter virkede det, som om kræfterne slap op hos FHK. Da Jon Lindenchrone og Jakob Rasmussen scorede i de afgørende minutter, og Mads Kjeldgaard i den anden ende misbrugte en vigtig mulighed, var kampen reelt afgjort.

Slutresultatet blev 30-28 til Skjern, og for Fredericia er det endnu et dumt nederlag. Holdet viste potentiale, men igen blev manglende kynisme, skader og fejl i de afgørende øjeblikke udslagsgivende. Man vinder ikke håndboldkampe, når man taber med fire mål i en anden halvleg, hvor Skjern ikke engang var gode.

Skjern kunne dermed notere sig en vigtig sejr i en sæson, der ellers har været præget af uro og trænerfyring. For Fredericia står man tilbage med endnu et bevis på, at niveauet er der, men stabiliteten og skarpheden mangler.

Målscorere, Skjern Håndbold: Marcus Midtgaard 8, Jon Lindenchrone 7, Jakob Rasmussen 4, Bjarke Christensen 3, Morten Vium 3, Emil Bergholt 2, Jonathan Würtz 2, Joaquim Nazaré 1.

Målscorere, Fredericia Håndboldklub: Mads Kjeldgaard 5, Anders Kragh Martinusen 5, Martin Bisgaard 5, Jonas Kruse Kristensen 3, Evgeni Pevnov 3, Fredrik Mossestad 3, Kasper Palmar 2, Kasper Young 1, William Andersson Moberg 1.

Politiet søger vidner indbrud

0

KRIMI. Et indbrud er i løbet af det seneste døgn blevet anmeldt i Vamdrup, og Sydøstjyllands Politi efterlyser nu vidner, der måtte have bemærket noget mistænkeligt i området.

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Andreas Juul, fortæller, at anmeldelsen kom ind lørdag formiddag.
»Vi har fået en anmeldelse om et indbrud på Herredsvej i Vamdrup. Det blev anmeldt til os klokken 11.44, og vi kan se, at gerningstiden ligger mellem fredag den 3. oktober klokken 11.45 og lørdag den 4. oktober klokken 11.45,« siger han.

Politiet er endnu ikke klar over, hvad der eventuelt er blevet stjålet fra stedet.
»Det er på nuværende tidspunkt uvist, om der er stjålet noget, eller hvad der i givet fald er blevet taget,« oplyser vagtchefen.

Efterforskningen er i gang, og politiet håber, at borgere i området kan bidrage med oplysninger, der kan bringe sagen videre.
»Beboere i nærheden må selvfølgelig gerne ringe ind til os, hvis de har observeret noget mistænkeligt i det pågældende tidsrum,« lyder det fra Andreas Juul.

LIVE: FHK er på svær mission

0

LIVESPORT. Vi er på plads i Skjern Bank Arena, hvor eftermiddagens opgør mellem Skjern Håndbold og Fredericia Håndboldklub fløjtes i gang klokken 16.00. Det er to mandskaber, der begge tørster efter point, og der er lagt op til en intens kamp foran et medlevende publikum.

For hjemmeholdet kommer kampen i kølvandet på en dramatisk uge, hvor cheftræner Mathias Madsen er blevet fyret, og spørgsmålet er, hvordan holdet reagerer på den uro. Hos gæsterne er fokus rettet mod at finde rytmen igen efter et par hårde kampe, og samtidig må FHK undvære Malthe Hejsel, der er ude i længere tid med hjertemuskelbetændelse.

Skjern har rutinerede profiler som Mads Mensah og Bjarke Christensen til at gå forrest, mens Fredericia lægger vægt på et stærkt kollektiv med Sebastian Frandsen i målet og kreative kræfter som Kasper Palmar og Anders Kragh Martinusen i bagkæden.

Stillingen i Herreligaen vidner om, hvor tæt midterfeltet er. Fredericia ligger lige foran Skjern med fire point mod tre, og derfor er der alt at spille for i dagens kamp.

LIVESPORT: Kan Middelfart slå tophold?

0

LIVE. Middelfart Boldklub tager lørdag imod Hillerød på Middelfart Stadion i en kamp, hvor begge hold har brug for point til tabellen. Hillerød Fodbold er rækkens nummer, mens Middelfart kæmper i bunden af rækken, men dog har leveret flotte præstationer undervejs, og blandt andet slået Kolding IF hjemme.

Middelfart AVISEN dækker opgøret direkte med øjeblikkelige opdateringer fra stadion – følg med her, når dommeren fløjter op klokken 14.00.

Karsten Byrgesen: Midtbyen må ikke gøres til en labyrint styret af konsulenter

0

POLITIK. Mens Socialdemokratiet forsvarer midtbystrategien som en proces med prøvehandlinger og Venstre taler om balance mellem biler og cykler, slår Borgernes Listes byrådsmedlem Karsten Byrgesen hårdt ned på udviklingen. Han kalder Fredericia Midtby en labyrint – og advarer om, at det kun vil blive værre, hvis den nuværende plan gennemføres.

»Det er en labyrint, og med den kommuneplan, der ligger nu, så kan det kun blive værre. Der tales om at ensrette over 30 gader i Fredericia. Det betyder, at folk vil køre ind i en labyrint, de ikke kan finde ud af igen. Borgerne er blevet dødtrætte af det. Vi, der bor i byen, kender vejene og har vendt os til at finde rundt. Men hvis vi hele tiden laver ting om, bliver det uoverskueligt,« siger han.

En strategi uden jordforbindelse

Byrgesen retter samtidig en skarp kritik mod den måde, planerne er blevet til på.

»Vi skal ikke bare fare ud, fordi en rapport skrevet af et par ungersvende fra København mener, at vi skal ændre hele byens trafiksystem. Det er jo helt skævt. Vi skal udvikle midtbyen i overensstemmelse med borgerne – ikke på baggrund af dyre konsulentrapporter,« siger han.

Han ser hele logikken bag ensretningerne som forfejlet. »Det er slet ikke nødvendigt. Vi har altid delt vejene med både biler, cyklister, fodgængere og barnevogne. Hovedoverskriften må være fremkommelighed. Vi skal sikre, at vejene fungerer for alle – og at vi passer på hinanden i trafikken. Det har fungeret indtil nu, så hvorfor ændre det?« siger Byrgesen.

Parkeringspladserne skal bevares

Et særligt kritikpunkt for Byrgesen er fjernelsen af parkeringspladser.

»Vi skal sikre, at der er god plads i byen til parkering. Hvis vi står med dele af forvaltningen, der ønsker færre biler i midtbyen, så er det et regime, hvor man vil bestemme, hvordan borgerne skal leve. Det er helt forkert. Vi skal ikke bestemme, om folk skal have bil eller ej. Vi skal sikre, at de, der har brug for bil, kan parkere – især de handicappede og gangbesværede, der har brug for handicappladser tæt på butikkerne,« siger han.

Erhvervslivet risikerer at blive taberen

Ifølge Byrgesen er konsekvensen af de mange ændringer, at byens erhvervsliv bliver klemt.

»Hvis kunderne ikke kan komme ind til butikkerne, så vælger de noget andet. Det er jo indlysende. Derfor er jeg glad for, at vi har åbnet Danmarksgade. Det giver folk mulighed for at køre igennem og opdage, at vi har en levende midtby med butikker. Før var det skjult. Men hvis vi begynder at lave endnu flere ensretninger, risikerer vi at fjerne tilgængeligheden for de handlende, og det vil ramme butikkerne hårdt,« siger han.

Kritik af millionforbruget

Byrgesen er også stærkt kritisk over for de mange millioner, som kommunen har brugt på konsulentrapporter og analyser.

»Jeg synes, det er grotesk. Vi har 21 politikere og 4.500 ansatte i Fredericia Kommune. Og alligevel betaler vi millioner til konsulenter fra København, Aarhus og Odense for at fortælle os, hvad vi skal gøre. Det er ofte en eller to personer, der laver en rapport, og så bliver den løftet op som et fyrtårn, vi skal følge blindt. Vi skal spørge borgerne i stedet. Det er dem, der kender byen,« siger han.

Han tilføjer, at borgernes utilfredshed ikke handler om strategiske planer, men om noget så simpelt som huller i vejene og fortove, der trænger til vedligeholdelse. »Det er det, folk skriver til mig om. Ikke at de vil have flere ensretninger. Vi skal tage borgerne alvorligt og holde fingrene fra at overstyre deres hverdag,« siger han.

Vil sætte foden ned

Byrgesen gør det klart, at han vil bruge sin politiske stemme til at modarbejde yderligere ensretninger og parkeringsreduktioner.

»Jeg kommer til at arbejde hårdt imod, at vi ensretter endnu flere gader. Vi har rigeligt af det allerede. Jeg kan ikke acceptere, at vi bevæger os i retning af en skjult dagsorden om at presse flest mulige biler ud af midtbyen. Det giver ingen mening. Vi skal respektere borgernes ønsker, og vi skal udvikle byen på en måde, hvor fremkommelighed og tilgængelighed er i centrum,« siger han.