11.8 C
Copenhagen
lørdag 10. maj 2025

Lad de unge fejle, mens de kan – under forældrenes vinger

0

Den seneste uges debat om unges drukvaner og et borgerforslag om aldersgrænser på sociale medier har gjort mig bekymret for, om vi som samfund er ved at gøre vores børn og unge en bjørnetjeneste ved at lege endnu mere barnepigestat? Et vigtigt spørgsmål, der især trænger sig på hos mig, er hvordan vi skaber rammer, hvor børn og unge lærer, at det er okay at fejle. Det er jo netop fejlene man lærer af, og i sidste ende lærer at tage ansvar for ens eget liv. Det liberale svar er klart: Vi skal give børn og unge plads til at begå fejl, mens de stadig har forældre, andre voksne og samfundet i ryggen.

Drukvaner – ikke kun et problem

Unge og alkohol er et emne, der ofte debatteres heftigt. På den ene side skal vi tage de alvorlige risici ved alkohol alvorligt. Fx viser undersøgelser, at mere end 6% af danskerne har tegn på moderate alkoholproblemer, og hvert år dør over 30 personer i trafikulykker, hvor alkohol er indblandet. Det er bekymrende tal, der kræver opmærksomhed.

På den anden side er det også vigtigt at anerkende, at alkohol kan være en social erfaring, der spiller en vigtig rolle i unges udvikling. At lære sine egne grænser at kende er en vigtig del af at blive voksen. Hvis vi udelukkende fokuserer på forbud og først giver unge frihed til at drikke som 18-årige, risikerer vi at sende dem uforberedte ud i situationer, hvor de skal navigere i alkoholens udfordringer alene.

Er det fx bedre, at unge fejler alene i et kollegiekøkken eller under en ferie i udlandet uden støtte fra voksne? 

Historien om Adam og Eva viser os, at det forbudte ofte bliver endnu mere spændende. Hvis alkohol bliver endnu mere bandlyst fra forfester og gymnasiefester, kan det føre til, at unge i højere grad drikker i skjul, hvilket skaber farligere situationer uden opsyn eller støtte fra voksne.

Derfor er det vigtigt at finde en balance mellem at beskytte unge mod alkoholens farer og samtidig give dem mulighed for at udvikle sunde og ansvarlige vaner. Denne proces bør begynde derhjemme, hvor de kan lære i trygge rammer med støtte fra voksne.

Sociale medier: At lære ansvar gennem brug, ikke forbud

Borgerforslaget om en aldersgrænse på sociale medier kommer fra et godt sted – at man vil beskytte børn og unge mod stress og urealistiske kropsidealer. Men er løsningen at pakke dem ind i vat, indtil de fylder 18 år, og hvornår får de så deres digitale dannelse? Det kan godt ske, at man ville se et fald i børn og unge under 18, som mistrives eller er tilknyttet psykiatrien, men det ville ikke undre mig, hvis man samtidigt ville se en enorm stigning hos dem, som lige er fyldt 18 – de ville simpelhen få et kæmpe chok, i stedet for den gradvise tilvænning, som de gennemgår i dag. 

Sociale medier er og bliver en del af vores verden, og børn og unge skal lære at navigere i det. 

Det kræver guidning – ikke forbud. Forældre og lærere bør i stedet være gode forbilleder og tage dialogen om, hvordan man bruger sociale medier kritisk og ansvarligt. Fejlen ved et overilet opslag eller en dum kommentar er langt mindre skadelig, når den bliver håndteret i et trygt miljø – og ikke først på arbejdsmarkedet eller som voksen. 

At fejle er at lære

Unge skal have plads til at eksperimentere og lave fejl – ikke fordi vi som voksne ikke bekymrer os, men fordi vi netop gør det. Når de er under 18 år, er de stadig under deres forældres vinger og samfundets opsyn. Det er her, de skal lære at falde og rejse sig igen. Hvis vi skærmer dem for alle udfordringer og beslutninger, risikerer vi at sende dem ud i voksenlivet uden værktøjerne til at håndtere det.

Så lad os trække vejret og lade de unge fejle – for det er netop deres fejl, der former dem til selvstændige voksne, der kan og vil tage ansvar. 

Af Helene Lykke, Liberal Alliance

Forskel på dem og civilsamfundet

0

Måske har du det ligesom jeg, du hører et ord og kommer til at tænke på, hvad betyder det ord.

Sådan har jeg det med ordet ”civilsamfundet”.

Jo mere jeg hører det brugt og misbrugt, jo mere tænker jeg over ordet. Senest er det politikeren Kirsten H. Nielsen (C), der vil vores gunst. Nu skal civilsamfundet også ind i folkeskolen.

Nej, det skal vi ikke, der skal være lærere og pædagoger – nok lærere og pædagoger. Frivillige kan meget, men ikke så meget, at vi kan skabe trivsel i skolerne. Nej. Det er politikernes egen opgave at sikre, at der er personale nok. Hvad skal I selv lave? Tilhører I måske ikke også civilsamfundet?

For hvad betyder ordet, ifølge opslag på Google betyder det:

”Det civile samfund, (af lat. civilis, af civis ‘borger’), ifølge den græske oldtidsfilosof Aristoteles er det et samfund af ligesindede og ligeberettigede borgere. Begrebet er siden da blevet brugt med skiftende betydning.”

Nå ja, så blev jeg først forvirret, for jeg troede det betød dem og os. For når jeg hører ordet brugt, er det altid i betydningen af, at jeg skal gøre noget, og nogen taler belærende til mig.

Dem er naturligvis de, der ikke skal gøre noget, for ellers ville de vel ikke dele dem og op i dem og os.

Danmark er vel et ligesindet samfund, eller er det?

Hvem er så os? Ja, som jeg ser det, er det dig og mig, og dem er dem, der siger det, altså en ny klassedeling. For mig betyder det, at jeg skal få lettet en vis legemsdel og komme i gang med at lave noget frivilligt for dem. Nu er det ikke fordi jeg ikke laver såkaldt frivilligt arbejde, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at lave mere, for at dem kan spare nogle penge.

Men de synes at mene, at hvis jeg nu bare ville lave noget mere, men skal jeg, der nu er pensionist, være fuldtid på det frivillige arbejdsmarked? Nej, det skal jeg ikke.

For som der står i betydningen af ordet, så betyder det også at være ligesindede, så måske skulle dem tage og kalde det, hvad dem mener i virkeligheden, at civilsamfundet skal lave mere frivilligt arbejde, for det er et dem og os.

Prøv næste gang du hører ordet ”civilsamfundet” nævnt – så er det dig, der skal udføre arbejdet, og dem, ja de er selvfølgelig hævet over den slags. For det lyder mere moderne at sige civilsamfundet, men i bund og grund er det vel os alle sammen ifølge Aristoteles.

For er vi lige, eller er vi?

Af Inger Nielsen

Selected Car Group lancerer nyt leasinginitiativ for forhandlere

0

Selected Car Group, der er Danmarks største leasingselskab inden for premium-, luksus- og sportsbiler, lancerer nu et nyt initiativ under navnet Premium Leasing.

Fra 1. december bliver Premium Leasing en officiel del af Selected Car Group. Det skriver den danske bilvirksomhed i en pressemeddelse mandag. Med initiativet ønsker selskabet at tilbyde stærkere partnerskaber og gøre leasing af premiumbiler mere tilgængeligt for bilforhandlere. Julian Marten, direktør for Selected Car Leasing, leder initiativet og ser det som en oplagt mulighed for at bruge virksomhedens erfaringer med bilsalg og digitale løsninger til at skabe værdi for forhandlere.

Premium Leasing logo.

– Teknisk set er det et nyt virksomhedsben og nyt brand, men i praksis har vi arbejdet med storkundesegmentet i mange år og har allerede en stærk erfaring for partnerskaber. Det nye i Premium Leasing er, at med denne dedikerede satsning tilsætter vi ekstra fokus og nye ressourcer til området, siger Julian Marten.

Med Premium Leasing vil Selected Car Group skille storkundernes leasing ud fra den almindelige drift for at kunne tilbyde strategisk rådgivning og effektive arbejdsgange. Ifølge Marten vil det nye brand gøre det muligt at levere en mere målrettet og personlig service til forhandlerne.

En af de første partnere i Premium Leasing er LL Cars, og medejer Thomas Larsen ser allerede store fordele ved samarbejdet.

– De helt store fordele med Premium Leasing har allerede vist sig igennem et meget fleksibelt og tilgængeligt partnerskab, den dybe viden som bilgruppen har om markedet, og at vi, med styrken fra Selected Car Group i ryggen, kan levere de skarpeste priser på de helt rigtige biler til vores kunder, siger han.

Thomas Larsen fremhæver også, at Selected Car Groups position og erfaring i branchen var afgørende for at indgå i partnerskabet.

– Jeg kender Julian Marten fra tidligere, og det er velkendt i branchen, at Selected Car Group er de rigtige at samarbejde med. Så med muligheden for et forhandlersamarbejde, hvor vi sammen kan sætte kunden i forreste række, er det et kæmpe win for os, tilføjer han.

Også Lars Bjørnbak, CEO for My Garage i Vejle, ser Premium Leasing som en naturlig forlængelse af samarbejdet med Selected Car Group.

– Vores salgsafdeling havde gennem flere år ledt efter en leasingpartner, som vi overfor vores kunder kunne stå inde for værdimæssigt, men som også havde det høje serviceniveau og den professionelle tilgang, som vores kunder forventer hos os. Det fandt vi med Selected Car Group, siger Lars Bjørnbak.

Premium Leasing giver forhandlerne mulighed for at trække på Selected Car Groups ekspertise, herunder indkøb af biler i hele EU, samtidig med at de kan bevare deres egne kunderelationer. På den måde bliver Selected Car Leasing ikke længere en konkurrent, men en leverandør, der støtter forhandlernes vækst.

– Der hvor vi adskiller os fra andre finansieringspartnere, er vores erfaring indenfor fysisk retail i premiumsegmentet. Vi forstår processerne og udfordringerne, og vi kan hjælpe med både likviditet, lager, afgiftsberegninger og faciliteter – vi forstår branchen, og det er en unik styrke for vores partnerskab. Vi mener, at det bliver et win-win for både os og vores partnere, som sammen kan vækste til nye højder, udtaler Julian Marten.

Segmentet står nu for 25 procent af Selected Car Leasings samlede kontraktportefølje, og selskabet har store ambitioner om yderligere vækst de kommende år.

Knud Nyholms arv lyser op i skolens idrætssal

0

Afslappet, men med en tydelig stolthed, viser skoleleder Klaus Behrendt rundt i Nørre Aaby Skoles idrætssal. I sidste uge blev skolen nemlig midtpunkt for en stor fernisering af værker af den afdøde kunstner Knud Nyholm, en mand, der ikke alene var en stor lokal skikkelse, men også en bankmand, der fandt sin passion i kunsten. Nu har Nyholms tre børn doneret 12 af hans værker til skolen som en del af projektet “NyholmKnud:TankeStation”.

– De her billeder er blevet doneret til skolen, fordi han ifølge børnene var meget lokal herude og har været en del af skolebestyrelsen. Børnene har gået på Nørre Aaby Skole, og derfor syntes de, at de havde et tilhørsforhold til skolen, forklarer Behrendt og peger på de mange malerier, der endnu står fremme, men snart vil komme til at pryde skolens vægge.

Her er de tolv værker, der er blevet doneret til skolen.

De 12 værker er en del af projektet NyholmKnud:TankeStation, som kunstnerens tre børn har stået bag. Efter deres fars død sidste år fandt de en stor samling malerier, digte og skulpturer i barndomshjemmet i Nørre Aaby. Det blev begyndelsen på et arbejde med at bringe værkerne frem i lyset og dele dem med omverdenen. På skolen blev det også en anledning til at bringe lokalsamfundet tættere på.

Et fælles projekt, der blev til noget stort

Det var Nørre Aaby Borgerforening, der sammen med skolebestyrelsesformanden tog initiativ til samarbejdet med skolen.

– De tog kontakten til mig for at høre, om det kunne være en idé, at vi lavede en fernisering her på Nørre Aaby Skole, fortæller Klaus Behrendt.

– Jeg sagde: ‘Det er da en glimrende idé, lad os endelig få gang i det.’

Derefter begyndte planlægningen, og gennem borgerforeningen fik skolen forbindelse til kunstnerens børn, heriblandt sønnen Esben Nyholm, som hjalp med at organisere begivenheden. Udover at udstille deres fars værker har de tre børn også udgivet en digtsamling med hans tekster og skabt et musikalbum med sange baseret på hans digte.

Der var en lille stak tilbage af de EP’er, hvor børnene har sat musik til deres fars digte.

– Lørdag spillede de musikken til ferniseringen, og det var fantastisk at høre, hvordan børnene har sat musik til deres fars digte, fortæller skolelederen, og fortsætter:

– Det er jo en måde at bringe hans kreativitet videre og dele den med andre.

Nyholms plads i undervisningen

Men værkerne er ikke kun tænkt som dekoration i skolens lokaler. Klaus Behrendt ser dem som en ressource, der kan inddrages i undervisningen og inspirere eleverne til at tænke anderledes. Flere af de udstillede malerier og skulpturer er nemlig skabt af materialer, som Nyholm selv fandt – ofte under gåture på stranden.

– Han gik ud og samlede træ og jern op, tog det med hjem og skabte sine værker.

Mens vi bevæger os rundt blandt de mange værker forklarer han, hvordan genbrugstanken i Nyholms kunst kan tale direkte til skolens elever og finde anvendelse i både billedkunst og håndværk og design.

Overalt i salen var hans mange kreative værker udstillet, skabt af materialer fundet i naturen. Skolelederens personlige favoritkunstværk er netop ét, der forener træ og metal i en smuk komposition.

– Vi kan inddrage hele den kreative proces og vise, at man ikke behøver at gå ned i byen og købe en masse materialer for at kunne male eller skabe noget. Han gik jo ned til stranden, fandt gamle træstykker og jern, og så tog han det med hjem og lavede sine værker. Den tilgang og tankegang kan man også have, og jeg synes, det er rigtig interessant, at vi kan give den inspiration videre til børnene.

Men udover dens æstetik handler kunstens værdi for Behrendt også om, hvordan den kan skabe en forbindelse mellem eleverne og deres lokalområde og åbne for nye perspektiver.

– Vi er stolte af, at det er en lokal kunstner, og at vi kan udstille hans værker her på Nørre Aaby Skole i dagligdagen, siger han.

En lokal fortælling, der skaber nysgerrighed

Under lørdagens fernisering på skolen var aulaen fyldt til bristepunktet med borgere, der var mødt op for at opleve Knud Nyholms værker og høre den musik, hans børn havde skabt ud fra hans digte.

– Det var en dag fyldt med liv, fortæller skolelederen.

Arrangementet begyndte med en varm velkomst fra Nyholms børn, der også fortalte om deres fars kunstneriske rejse. En ny digtsamling, Spontane Streger, blev præsenteret, og så var der en liveoptræden med sange baseret på Nyholms egne tekster.

Knud Nyholm skabte flere hundrede værker i løbet af sin levetid.

Gæsterne bevægede sig rundt mellem de udstillede værker, som spændte fra malerier til skulpturer, og der var rig mulighed for både at lade sig inspirere og dele minder om kunstneren.

– Jeg tror, mange blev nysgerrige, fordi de kendte ham som bankmand. At han gik fra det til at blive fuldtidskunstner, er noget, der fascinerer. Nu kunne de kan dykke ned i og se: ‘Hvad var det egentlig, han kunne?’, siger Behrendt.

Han oplevede også, hvordan ferniseringen gav de fremmødte en særlig mulighed for at genopdage en lokal skikkelse.

– Når man kan knytte kunstværkerne til en person, som mange har kendt, så bliver det noget særligt. Den sammenhæng tror jeg faktisk er ret speciel for dem.

Et potentiale for fremtiden

Skolelederen ser sidst på udstillingen som et eksempel på, hvordan skolen kan fungere som et samlingspunkt for lokalsamfundet.

– Jeg synes, det er dejligt, at vi som skole kan lave sådan nogle ting her i lokalområdet. Det vil jeg da ønske, vi kunne lave endnu mere af, siger han og henviser til det store fremmøde som en indikator på interessen.

Med udstillingen af Knud Nyholms værker håber Behrendt, at eleverne kan finde inspiration i kunsten, mens skolen fortsætter med at åbne sine døre for lignende projekter.

– Det her er noget, der giver mening. Både for os som skole og for de mennesker, der bor her, slutter han.

Oplev julens magi med André Rieu i Panorama Biograferne

0

Julen nærmer sig, og hvad kunne være bedre end at komme i den rette stemning med en god musikalsk oplevelse?

I den kommende weekend byder Panorama Biograferne ved Lillebælt på en visning af André Rieus julekoncert 2024: “Gold and Silver”. Begge dage klokken 14.30 bliver det store lærred fyldt med varme, glamour og julestemning, som André Rieu kan skabe.

Koncerten, der vises eksklusivt i biograferne, fører publikum ind i en verden af julens festlige ånd. “Gold and Silver” beskrives som en fejring af musikken, kærligheden og alt, hvad vi forbinder med julen, akkompagneret af lyden af Rieus berømte violinspil. Med sig har han Johann Strauss Orchestra, særlige gæstestjerner samt den unge og talentfulde sangerinde Emma Kok.

Ifølge biograferne er der lagt op til en eftermiddag fyldt med klassiske julemelodier, lysekronernes glans og den særlige stemning, som Rieu bringer med sig. Koncerten har en scenografi, hvor guld og sølv erstatter julens traditionelle røde og grønne farver.

Inden koncertvisningen kl. 14.30 bydes der desuden på forfriskninger med mulighed for at nyde et glas vin, en øl eller en kop kaffe. Biografens gæster kan se frem til komfortable sæder, god lydkvalitet og en atmosfære, hvor man kommer tæt på kunstnerne, bemærker arrangørerne og siger selv:

– Det er altid meget festligt til disse koncerter. […] Vi har også oplevet at enkelte tager en swing-om på tæppet foran lærredet. Der er garanti for god stemning, som det er en stor fornøjelse at være arrangør af. 

André Rieus julekoncert “Gold and Silver” vises lørdag og søndag d. 7. og 8. december i Panorama Biograferne ved Lillebælt – i Fredericia og Middelfart. 

Korskærparken forlader parallelsamfundslisten

0

Efter 13 års fælles indsats er Korskærparken gået fra ghettoliste og forebyggelsesliste til nu at være et helt almindeligt boligområde

Da Social- og Boligministeriet i går aftes offentliggjorde deres lister over parallelsamfund og forebyggelsesområder i Danmark, var Korskærparken ikke længere at finde på nogle af listerne.

Baggrunden for den positive udvikling i Korskærparken er et 13 års langt arbejde med en helhedsorienteret indsats, der kombinerer store fysiske forbedringer og sociale tiltag.

– Udviklingen i Korskærparken er et klart bevis på, hvad vi kan opnå, når kommune, boligforeninger, civilsamfund og beboere står sammen. Den boligsociale helhedsplan og de fremskudte kommunale beskæftigelsesindsatser har leveret nogle af de bedste resultater på landsplan, mens de omfattende renoveringer har gjort området mere trygt og attraktivt for beboerne. Når vi investerer i både mennesker og boliger, kan vi skabe forandring, og erfaringerne fra Korskærparken viser, hvordan vi kan løfte boligområder i hele Fredericia. Dette er en vigtig milepæl, der markerer Korskærparkens rejse mod at blive et trygt og velfungerende boligområde, siger borgmester Christian Bro.

Et boligområde i positiv udvikling

Den positive udvikling i Korskærparken ses også i, at ledigheden i boligområdet er reduceret fra 49,4 % til under 29 %, og den gennemsnitlige erhvervsindkomst blandt unge er steget med hele 127 %.

Områdets boligblokke er blevet renoveret med moderne faciliteter, bedre tilgængelighed og opgraderede friarealer, hvilket har skabt en tryggere og mere attraktiv ramme om beboernes hverdag. Samtidig har tæt samarbejde mellem boligsociale medarbejdere, kommunale aktører og politiet bidraget til at øge trygheden og styrke fællesskabet.

Initiativer som gadeplansarbejde og brobygning til fritids- og kulturaktiviteter har skabt nye muligheder for beboere i alle aldersgrupper.

Formanden for Beskæftigelses- og Socialudvalget Connie Eden glæder sig også over, at samarbejdet mellem kommune, civilsamfund og boligforeninger har resulteret i, at Korskærparken nu betegnes som et almindeligt boligområde.

– Den boligsociale helhedsplan har været afgørende for den positive udvikling, vi ser i Korskærparken. Gennem samarbejdet mellem kommune, boligforeninger og civilsamfund har vi kunnet knække beskæftigelseskurven og skabe nye muligheder for mange borgere. Det er især ildsjælene bag indsatsen, som vi kan takke for dette resultat. Deres engagement har været afgørende for at skabe en stærkere sammenhængskraft i området. Det er netop på grund af denne succes, at det har været vigtigt for mig, at vi gør indsatsen bydækkende, så endnu flere boligområder og borgere i Fredericia kan nyde godt af de samme muligheder. Desværre ser vi, at Sønderparken er kommet på listen igen med mindst mulig margin. Men vi fortsætter med at videreudvikle de indsatser, der virker, for vi kan se, at når vi sætter massivt ind, så går det den rigtige retning, siger Connie Eden.

Trods en positiv udvikling i ledigheden i Sønderparken, der tidligere har gennemgået en transformation fra ghetto til almindeligt boligområde, er området nu kommet på forebyggelseslisten. Dette viser, at udfordringer stadig kræver vedholdende indsats. Derfor fortsætter det målrettede arbejde, der allerede er i gang, og med erfaringerne fra Sønderparkens tidligere løft og den bydækkende boligsociale helhedsplan fastholdes og styrkes områdets udvikling.

Jens Christian Lybecker, direktør i boli.nu, understreger betydningen af det helhedsorienterede samarbejde og den vedholdende indsats, der har været afgørende for den positive udvikling i Korskærparken:

– Korskærparken udvikling viser, hvad der kan lade sig gøre, når vi tænker helhedsorienteret og samarbejder på tværs. Gennem en kombination af omfattende renoveringer, boligsociale indsatser, mobilisering af lokalsamfundet og et stærkt politisk engagement har vi skabt markante forandringer. Denne succes er ikke kommet af sig selv – det er resultatet af 13 års dedikeret arbejde, hvor både beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere har ydet en ekstraordinær indsats. Vi har nået et vigtigt delmål, men skal fortsætte den positive udvikling for at sikre, at Korskærparken og hele Fredericia bliver endnu stærkere i fremtiden, siger Jens Christian Lybecker.

Finn Muus, direktør i Boligkontoret Fredericia, fremhæver, hvordan fælles vilje og målrettet samarbejde mellem beboere, kommune og boligforeninger har styrket området og skabt en ny hverdag for beboerne:

– Den udvikling, vi har set i Korskærparken, er et tydeligt bevis på, hvad der kan opnås, når beboerne, kommunen og politikerne står sammen med boligforeningerne om en fælles indsats. Gennem målrettet samarbejde og viljen til at bidrage har vi styrket området og skabt bedre rammer for beboernes hverdag. Korskærparken succes viser værdien af fælles indsats og er et eksempel på, hvordan vi kan løfte boligområder til gavn for både beboere og byen som helhed, siger Finn Muus

Fakta

Sønderparken er ligger 0,3% over grænsen for etnicitet og 0,08% på kriminalitet, og det er årsagen til, at parken igen er kommet på listen over forebyggelsesområder.

Den boligsociale helhedsplan i Fredericia blev sidste år udvidet til en bydækkende helhedsplan, der dækker 8000 fredericianere i 41 boligafdelinger under de to største boligselskaber i Fredericia. Landsbyggefonden har giver 13 mio. kr., så arbejdet kan fortsætte i perioden 2023-2026.

Hvert år den 1. december offentliggør Social- og Boligministeriet en liste over ghettoer og udsatte boligområder. Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.

Minister lover ændring efter ni års ventetid på dige-sag

0

Efter at en sag om et ulovligt fjernet dige i Taps har trukket ud i ni år, har SF’s retsordfører Karina Lorentzen kontaktet kulturminister Jakob Engel-Schmidt med kravet om en forklaring. Sagen har været i klemme mellem Kolding Kommune, lodsejeren og Slots- og Kulturstyrelsen siden 2015, og trods påbud om genetablering af det 229 meter lange dige er der endnu ikke sket noget.

– Jeg kan da godt blive bekymret for, hvilken respekt det skaber for natur- og kulturarv, at diget endnu ikke er genskabt ni år efter, det blev anmeldt. Derfor skrev jeg til kulturministeren efter en forklaring på, om det er godt nok, udtaler Karina Lorentzen.

Ministerens svar til SF’s ordfører var klart: Han finder ikke den lange sagsbehandling tilfredsstillende. Engel-Schmidt erkender, at processen har været alt for kompleks og alt for langvarig, og han lover nu at se på lovgivningen med henblik på at effektivisere sagsgangen.

– Det glæder mig, at ministeren kan se, at det her ikke er godt nok. Det er dejligt, han siger, han vil reagere på det og gøre noget. Det arbejde kommer jeg til at følge, siger Karina Lorentzen.

Diget, der er omfattet af Museumslovens paragraf 29a, er fredet på grund af dets historiske betydning som del af den gamle 1864-grænse og den nordlige grænse for hertugdømmet Slesvig-Holsten. Sagen er nu under behandling hos Slots- og Kulturstyrelsen.

Minister Jakob Engel-Schmidt understregede desuden, at regeringen ønsker at rydde op i forældet lovgivning og tilsandede strukturer, og at der er behov for at reducere bureaukratiet på området. Kulturministeriet er allerede i gang med at se på, hvordan processerne kan gøres mere effektive.

Middelfart Byråd mødes til spækket dagsorden

0

Når Middelfart Byråd i dag klokken 17.00 mødes i Byrådssalen, står et spækket og betydningsfuldt program klar til behandling. Dagsordenen rummer både økonomiske opfølgninger, grønne initiativer og langsigtede udviklingsplaner for kommunen. Her er overblik over de centrale punkter, som byrådet skal behandle.

Budgetopfølgning og økonomiske prioriteringer

Et af hovedpunkterne på dagsordenen er den tredje budgetopfølgning for 2024. Med et overskud på 82,8 mio. kr. på ordinær drift viser budgettet et positivt billede, der blandt andet skyldes uventede merindtægter fra ejendomsskatter og midtvejsreguleringer af tilskud og udligning. Dog er en stor del af overskuddet allerede disponeret til projekter som multisalen ved Lillebæltskolen og driften af nærhospitalet.

Forvaltningen anbefaler desuden, at en del af midlerne bruges til at reducere planlagte lånoptagelser og styrke den langsigtede økonomi. Alligevel forventes et samlet kasseforbrug på 39 mio. kr. som følge af omfattende anlægsprojekter og investeringer, der især er rettet mod Ejby Vest-udstykningen og andre større infrastrukturelle tiltag.

Samtidig viser budgetopfølgningen, at økonomien balancerer på de fleste områder, men udfordringer består. Familie- og Forebyggelsesområdet kæmper fortsat med et højt forbrug, mens arbejdsmarkedsområdet oplever pres på overførselsudgifterne. Social- og Sundhedsområdet har dog nedbragt sit merforbrug til 3,7 mio. kr., og der er fremgang i skoleområdet, hvor flere børn inkluderes i lokale fællesskaber.

Grøn omstilling: Fjernvarme og solceller

Grøn energi fylder også på dagsordenen. Byrådet skal tage stilling til en kommunal garanti på 19,88 mio. kr. til Middelfart Fjernvarmes udbygning af fjernvarmenettet i Kabelbyen og Trådværket. Projektet er en del af kommunens strategi for at udfase naturgas.

Derudover skal byrådet drøfte det kontroversielle solcelleprojekt ved Staurby/Vejlby/Røjle. Projektet har mødt lokal modstand, men også opbakning fra andre dele af lokalsamfundet. Efter en omfattende dialogproces, hvor projektet er blevet justeret for at tage hensyn til naboer og landskabet, skal byrådet beslutte, om planlægningen skal fortsætte. Solcelleanlægget vurderes at kunne bidrage markant til kommunens målsætning om at være selvforsynende med grøn strøm inden 2030.

Kommuneplan med bæredygtigt fokus

Et andet punkt på dagsordenen er forslaget til Kommuneplan 2025-2037, der skal sætte rammen for Middelfarts udvikling de næste 12 år. Planen, der sendes i offentlig høring fra februar til april næste år, fokuserer på bæredygtig byudvikling, klimatilpasning og grønne løsninger.

Kommuneplanen lægger op til en balanceret vækst, hvor nye bolig- og erhvervsområder kombineres med øget biodiversitet og krav til bæredygtighed. Blandt de konkrete tiltag er udvidelser af boligområder ved Skrillinge Strand og Strib Øst, nye erhvervsrammer i Asperup samt styrkelse af forbindelser mellem byerne gennem en opdateret stiplan.

Godkendelse af takster for 2025

Middelfart Byråd skal også tage stilling til nye takster for både vandafledningsbidrag, affaldshåndtering og farligt affald. Vandafledningsbidraget fra Middelfart Spildevand A/S stiger markant med 42,36 procent på det faste årlige bidrag, mens affaldstaksterne holdes stabile for de fleste borgere.

Socialområdet: Fokus på omgørelsesprocenter

På det sociale område skal byrådet forholde sig til Ankestyrelsens årlige Danmarkskort over omgørelsesprocenter. Middelfart Kommune ligger med en samlet omgørelsesprocent på 34 procent under landsgennemsnittet, men især på voksenhandicapområdet er der plads til forbedringer. Her er omgørelsesprocenten steget til 62,5 procent, hvilket blandt andet skyldes hjemvisninger fra Ankestyrelsen.

Administrationen vurderer, at flere af de aktuelle tiltag på området allerede har styrket kvaliteten i sagsbehandlingen, men forvaltningen vil fortsat have fokus på at lære af Ankestyrelsens afgørelser og sikre en højere grad af lovmedholdelige afgørelser.

Borgmesterens orientering

Mødet afsluttes traditionen tro med en orientering fra borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A), der ventes at berøre både aktuelle og fremtidige emner for kommunen.

46-årig mand sigtet for trusler mod togførere

0

Natten til søndag måtte politiet rykke ud til Jernbanegade i Middelfart, hvor en ubehagelig episode havde fundet sted ombord på et tog. En 46-årig mand fra Middelfart Kommune er i denne forbindelse blevet sigtet for trusler mod to togførere.

Ifølge Fyns Politi var manden en del af en gruppe på fem personer, der opførte sig uroskabende i toget. Situationen eskalerede, da den 46-årige truede togførerne med at ville smadre dem. Det fik togpersonalet til at tilkalde politiet, som bortviste alle fem personer fra toget. Episoden fandt sted omkring klokken 02.42.

Politiet har sigtet manden for trusler, og sagen efterforskes nu nærmere. Der er ingen meldinger om fysiske overfald.

Fyns Politis døgnrapport for weekenden viser desuden to indbrud i Middelfart Kommune, men ellers har weekenden været relativt rolig i området.

To mænd anholdt for narkokørsel og besiddelse af ulovlige genstande

0

Lørdag var Sydøstjyllands Politi på arbejde i Fredericia, hvor de anholdt to mænd i forbindelse med narkokørsel og besiddelse af ulovlige stoffer og genstande. Det oplyser vagtchef Michael Schuh.

Første hændelse fandt sted klokken 02.30 i Prinsensgade. Her standsede politiet på eget initiativ en personbil, hvor føreren, en ung mand med ukendt adresse, blev konstateret påvirket af euforiserende stoffer. Ved en ransagning af bilen fandt politiet en totenschlæger, en peberspray samt hash og cannabis. Den unge mand blev anholdt, men løsladt efter afhøring.

Senere samme dag, klokken 20.25, blev en 37-årig mand fra Fredericia truffet siddende i en bil på Øster Voldgade med tændingen på. Han var “tydeligt påvirket af stoffer” og havde hash på sig. Manden blev anholdt, så politiet kunne tage en blodprøve, og de afventer nu resultatet.