6.9 C
Copenhagen
torsdag 18. december 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Fredericia Karate rykkede træningen ned på stranden: »Vi er en familie, der samles om glæden ved karaten«

Af
Thea Dyhrberg
-
0

SPORT. Hvis man dagen efter årets hidtil varmeste sommerdag havde slentret forbi Østerstrand i Fredericia, ville man sandsynligvis have undret sig en smule. For dér, midt mellem badedragter, solhatte og sandslotte, stod en flok mennesker iført hvide karatedragter. Synet af dem, koncentreret og næsten meditativt optagede af deres bevægelser, fik flere forbipasserende til at stoppe op med isen dryppende mellem fingrene og en nysgerrighed i blikket, som man normalt reserverer til eksotiske fugle på afveje. Foran gruppen stod Michael Lange, en mand med et roligt blik og et smil, der fortalte, at han befandt sig præcis dér, hvor han helst ville være – midt i havluften med sand mellem tæerne og karaten som omdrejningspunkt.

Michael Lange er, med egne ord, efterhånden en voksen mand. Han har rundet de halvtreds og har trænet karate i næsten tre årtier. Uddannet fotograf og med en karriere og fritid, hvor han har haft mange forskellige jern i ilden, kunne man måske tro, at karaten var blevet reduceret til en parentes i Michaels liv. Men sandheden er anderledes og langt mere interessant. Karate har været hans faste følgesvend gennem voksenlivet, en slags personlig rygrad, som han selv formulerer det.

»Karaten har været en stor del af mit liv. Det er måske den rygrad, jeg har, og den, jeg har lænet mig op ad i rigtig mange år,« fortæller Michael og holder en kort pause, inden han bemærker:

»Jeg kan godt lide at bevæge mig, og den krop, vi har fået, skal vi jo blive ved med at passe på.«

Ordene falder med en afslappet selvfølgelighed, mens han justerer let på sin hvide gi, karatedragten.

Fredericia Karate, som Michael repræsenterer, dyrker Okinawa Goju-ryu, en traditionel karateform med historiske rødder på den japanske ø Okinawa. Michael omtaler klubbens karateform med den respekt, der naturligt opstår, når noget har bevist sin værdi over generationer. For ham og klubbens medlemmer er karate hverken ny eller tilfældig, men en arv, der strækker sig tilbage til 1800-tallet. Og igen med en rolig selvfølgelighed forklarer han, hvordan klubbens træning bygger på faste bevægelsesmønstre kaldet kata. Disse kataer består af nøje sammensatte bevægelsessekvenser, der træner teknik, fokus og timing, og som rummer både elementer af forsvar og angreb.

»Vi arbejder med noget, der hedder cirkler. Altså det her med, at man flytter sig først og så tager fat i grebet. Vi træner også tæt på hinanden, så det ikke er noget, der foregår langt væk, hvor folk kan føle sig truet. Vi har heller ikke voldsomt mange spark. Det er ikke så vigtigt i det system, vi træner. Det handler mere om både det hårde og det bløde,« forklarer Michael.

Klubben er en del af noget større, understreger Michael flere gange – en international familie af karateudøvere. Ikke en familie, hvor man jagter titler og pokaler, men en familie, der samles om glæden ved karaten og mødes på tværs af landegrænser for at træne, lære og opleve sporten sammen. Michael har selv været på Okinawa, hvor han sammen med mere end 600 andre karatekaer mærkede fællesskabet helt tæt på, og snart rejser flere fra klubben mod Hamburg for endnu en gang at opleve, hvad det vil sige at være del af det store internationale karatesamfund.

»Det var fuldstændig fantastisk. Det føltes som en kæmpestor familiekomsammen, hvor vi stod side om side med trænere fra Puerto Rico på præcis samme måde, som vi gør herhjemme. Det siger virkelig noget om karaten, at den kan samle folk, uanset hvor de kommer fra,« fortæller Michael om sin tur til Okinawa.

Den internationale dimension gør også, at Fredericia Karates medlemmer kan tage deres erfaringer med sig ud i verden og føle sig hjemme, når de træder ind i en dojo, hvad enten den ligger i Madrid, Manchester eller Middelfart. Karatens fælles sprog er nemlig japansk, og dét sikrer, at udøvere fra hele kloden uden videre forstår hinanden – også selvom det eneste, de måske har til fælles, er karate.

Men den internationale familiefornemmelse er kun én del af historien om karaten i Fredericia. Michael er samtidig meget bevidst om, at karaten som sport er omgivet af fordomme. Han ved godt, at folk måske hurtigt forbinder sporten med noget aggressivt eller militærisk. Men ifølge ham kunne dette ikke være længere fra sandheden. Karate er snarere en sport, der kræver tålmodighed og tid, og den tålmodighed skal man være villig til at investere. Fredericia Karate består hovedsageligt af voksne medlemmer, hvor gennemsnitsalderen ligger omkring 50 år, og mange af de mest erfarne mestre nærmer sig de 70. Karaten er ikke en ung mands hastværk, men en moden persons eftertænksomme disciplin.

»Karate er ikke fodbold. Du bliver ikke god hurtigt. Det er noget, du lærer i små, langsomme trin. Det handler om tålmodighed, om at erkende, hvor man er i livet, og om at acceptere, at ting tager den tid, de tager,« siger Michael med en ro, der synes at gennemstrømme hele hans væsen.

Den langsomhed, han taler om, handler også om gentagelse. En nærmest meditativ tilgang, hvor kroppen lærer at huske bevægelser, teknikker og reaktioner. En slags fysisk hukommelse, der lagres i kroppen over tid, hvis man ellers giver sig selv lov til at være tålmodig nok.

»Kroppen har en hukommelse i sig, og den kan man også træne. Man kunne kalde det en refleks, eller måske noget, vi har med os fra barndommen,« forklarer Michael og fortsætter:

»Vi flytter hænderne, vi flytter os, fordi det ligger dybt i vores reflekser. Men her i klubben træner vi bevidst på at flytte os rigtigt, trække vejret korrekt og stå ordentligt.«

Sommerens strandtræning handler derfor både om at tage karaten ud til et nyt sted og om at opdage, hvad kroppen allerede kan – og hvad den stadig mangler at lære.

Det er altså heller ikke tilfældigt, at Fredericia Karate i disse varme sommermåneder har valgt stranden som træningssal. For når tæerne synker en smule ned i det løse sand, og balancen pludselig bliver mere ustabil end på en træningsmåtte, opstår nye erkendelser.

»Når vi træner herude på stranden, handler det om at bruge kroppen anderledes. Vores balance og vægt bliver udfordret af sandet, og så har vi ikke en væg at kigge på. Her er vi under åben himmel, og det giver en helt særlig inspiration. Luften er måske også bedre herude,« tilføjer Michael og lader blikket glide ud over Lillebælts blå vandoverflade, som glimter i solens skarpe stråler.

At flytte træningen udenfor er for Michael og klubbens medlemmer en måde at udfordre sig selv på. Men det er også en øvelse i at turde blive set. Strandens gæster kaster nysgerrige blikke, og nogle stopper op et øjeblik, måske fascinerede, måske undrende over den uvante aktivitet midt i det klassiske sommerliv på stranden. Men det tager klubbens medlemmer med ro. For karaten handler om at lære at være komfortabel med sig selv, også selvom man bliver betragtet af forbipasserende. Det er en del af processen, fortæller Michael.

Tilbage i klubbens daglige rammer handler karaten ikke alene om teknikker, selvforsvar og fysiske udfordringer. Her er hverdagen også præget af det sociale liv omkring træningen – en slags lille familie, hvor der både er plads til grin og alvor.

»Vi griner meget sammen, og medlemmerne griner også af mig, og det er helt okay. Det skal ikke være militæragtigt. Selvfølgelig kan det blive alvorligt engang imellem, men det skal altid være rart at være her,« siger han og tilføjer, at klubben også uden for træningstiderne gør meget ud af det sociale fællesskab med både sommerfester og julefester.

Men vigtigst af alt er det måske, ifølge Michael, at karatetræningen også handler om at lære at mærke sin egen krop. I en travl hverdag glemmer mange, hvad det betyder at stå ordentligt, trække vejret korrekt og mærke jorden under fødderne. Det er dét, karate i sin kerne handler om, forklarer han.

»Vi har så travlt med, at vi skal nå alle mulige ting. Men altså, hvis du ikke kan stå ordentligt på arbejdet, ved dit skrivebord eller alle mulige andre steder, så er dét at kunne stå rigtigt og mærke efter faktisk ret vigtigt. Og så bliver man også mindre bange for sine omgivelser, når man lærer sig selv bedre at kende. Vi har jo allesammen steder, hvor noget er svært, og hvor noget er nemt.«

Til dem, der måske overvejer at prøve karatetræning, har Michael et klart råd. Man skal komme mere end én gang. Karate er ikke en sport, hvor man hurtigt ser resultater, men noget man skal give sig selv tid til at forstå og mærke.

»Jeg vil sige, at man skal give det flere chancer. Én gang er ikke nok. Det handler om tålmodighed, om at tro på det, træneren siger, og give sig selv tid til at mærke, om det virkelig passer til én. Karate er ikke som andre idrætsgrene, hvor du hurtigt ved, om du er god eller dårlig. Det kræver flere forsøg,« forklarer han selv temmelig tålmodigt.

Mens solen langsomt begynder at nærme sig horisonten, og stranden tømmes for både karateudøvere og de sidste nysgerrige blikke, pakker Michael Lange og klubbens medlemmer deres ting sammen med samme rolige bevægelser, der har præget træningen. For Michael handler karate hverken om store armbevægelser eller hurtige resultater, men om små, sikre skridt i den rigtige retning.

Fredericia Karate er måske nok en klub blandt mange andre, men for ham og klubbens medlemmer betyder den mere end dét. Det handler om at finde ro og balance, om at skabe et fællesskab med plads til alle, og først og fremmest om at have lyst til at vende tilbage dagen efter – også selvom man af og til får lidt sand mellem tæerne.

Anne fandt karaten som 66-årig: »Man bliver aldrig for gammel til at begynde på noget nyt«

Dag 8: Det lille fællesskab i det store fællesskab – sidste del, sidste tur

Af
Jacob Bro
-
0

DAGBOG. De sidste 53 kilometer blev i dag kørt ind mod Paris, en smuk tur langs Seinen. Turen var kort og præget af bykørsel, og derfor var den heller ikke en større udfordring for de efterhånden hårdt prøvede ryttere, hverken for benene eller bagdelene.

Team Rynkeby Trekanten er et lille, men stærkt fællesskab, og som tidligere nævnt har holdet samlet cirka 1.500.000 kroner ind til kritisk syge børn. I dag blev dette fællesskab en del af et endnu større fællesskab, da samtlige 2600 ryttere og servicefolk, sammen med pårørende, mødtes på Stade Vélodrome Jacques Anquetil i Paris.

Sammen på tværs af alle Team Rynkeby-hold er der blevet samlet imponerende 63.364.048 kroner ind til Børnelungefonden og Børnecancerfonden. En kæmpe bedrift, som alle deltagere med rette kan være stolte af. Cykelturen på 1207 kilometer er gennemført, og rytterne står nu trætte, ømme og glade i mål.

Hvis du har fået lyst til at blive en del af dette unikke fællesskab og gøre noget godt for både andre og dig selv, kan du tilmelde dig på www.team-rynkeby.dk inden den 31. august.

Nu spredes holdet fra 2025 for alle vinde – turen er slut, og det er både vemodigt og tilfredsstillende. Vi er stolte af det, vi har opnået.

For alle børn skal kunne trække vejret, og alle børn fortjener at blive voksne!

Læs også

Dag 7: Vi kan se mål – vi tror på det, for det er all inclusive

Når effektiviseringer rammer virkeligheden

Af
Poul Rand
-
0

Mennesker er mere end regneark, vi skal lære af de bedste ark, ikke kopiere dem blindt og aldrig glemme, hvorfor vi gør det. Det handler ikke kun om kroner og øre, men om tryghed, værdighed og livskvalitet for dem, der har bygget vores samfund. Effektivitet handler ikke om at spare, det handler om at fjerne spild, frigøre tid og ressourcer til det, der virkelig tæller. Ikke for at presse flere minutter ud af en sosu-assistent, men for at sikre, at vi prioriterer klogt, leder godt og investerer der, hvor det giver størst effekt for borgeren. 

Rapporter, herunder Rockwool Fondens analyse “De danske kommuners service og produktivitet 20092021” dokumenterer der er stor forskel på, hvor effektivt danske kommuner bruger deres penge. Den viser de bedste kommuner får op til 25 % mere service ud af skattekronerne end de dårligste, uden at det går ud over kvaliteten. I teorien kan vi frigøre op mod 27 milliarder kroner årligt. 

Vi der både forstår budgettets bundlinje og møder borgerne i øjenhøjde, ved virkeligheden er ikkeså enkel som et regneark. Matematikken i hverdagen er mere kompleks. 

Rockwools analyse bygger på matematiske optimeringsmodeller, hvor hver kommune må “vælge sine egne vægte” altså selv bestemme, hvad der tæller mest: børnepasning, ældrepleje, folkeskole, administration m.v. Det kaldes BoD-metoden (Benefit of the Doubt), en fair og fleksibel tilgang. 

Det betyder, at modellen måler på, hvad der kan måles, ikke nødvendigvis på det, der betyder mest.

Modellen tager ikke højde for:

• Trivsel og nærvær i ældreplejen

• En ensom borger, der hellere vil have ti minutters snak end effektiv rengøring

• Lokale værdier og politiske prioriteringer

• Fysisk geografi og demografi: Det er altså dyrere at levere hjemmepleje i et svingende sommerhusområde end i en tæt bykerne

• Relationer

Der er reelle forskelle mellem kommuner, som ingen model kan udligne helt:

FaktorVirkelighedens betydning
GeografiTyndt befolkede områder kræver flere ressourcer
ÆldresammensætningFlere plejekrævende borgere koster mere
InfrastrukturÆldre bygninger er dyrere at drive
Lokale valgForebyggelse eller fritidsliv prioriteres forskelligt

Gode modeller og data kan ikke stå alene. Vi må bruge sund fornuft, lokale kendskab og menneskelig dømmekraft til at finde den rigtige balance mellem effektivitet og empati.

Mand fremstilles i retten efter brandstiftelse i egen lejlighed — to naboer evakueret

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KRIMI. En mand er blevet sigtet for at sætte ild til sin egen lejlighed i Norgesgade i Fredericia. Det oplyser vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 19.26 lørdag aften, hvorefter politi og brandvæsen hurtigt rykkede ud til stedet. Her blev to andre beboere fra ejendommen evakueret.

»Vi har sigtet en mand for at sætte ild til egen lejlighed. Han er sigtet efter straffelovens paragraf 180,« fortæller Andreas Juul.

Paragraffen omhandler forsætlig brandstiftelse, hvor der sættes ild til bygninger eller genstande under omstændigheder, der medfører fare for andre mennesker.

Manden bliver søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne, men branden har medført materielle skader på lejligheden. Politiet ønsker endnu ikke at udtale sig nærmere om motiv eller baggrund for branden.

Ud over sagen fra Fredericia oplyser vagtchefen også, at politiet søndag formiddag er involveret i endnu en fremstilling i Retten i Kolding.

»Der foregår en anden fremstilling i øjeblikket i Kolding, hvor der er dørlukning. Vi kan derfor ikke oplyse yderligere, end at en person fremstilles sigtet for voldtægt,« slutter Andreas Juul.

Efter 15 år er Jens stadig ikke træt af tennis: »Jeg tror altid, det vil hænge ved«

Af
Thea Dyhrberg
-
0

SPORT. Hvis man bevæger sig ned ad Baldersvej på en lun sommerdag, hvor Fredericia folder sig ud som postkortversionen af sig selv med havets brise som baggrundstæppe og børn på cykler, der passerer i dovne zigzag-mønstre mellem haverne, møder man snart en velkendt lyd. Det er tennisboldens faste dunk mod gruset. En lyd, der i lige så høj grad signalerer sommer, som grillkullets knitren eller isterningers diskrete klirren mod glasset. Godt gemt bag villakvarterets mur af hverdagssnak har denne rytme været en fast del af Jens Holm Lildholdts lydtapet, lige siden han som barn første gang satte sine fødder på banen og måtte kæmpe mod den forræderiske følelse af, at ketsjeren måske var større end ham selv.

I dag spiller Jens stort set hver eneste dag. Når man spørger ham, hvorfor tennis stadig hænger ved, siger han uden videre, at det efterhånden mest bare er blevet en vane – en vane, der passer ham glimrende. Når han taler om sit forhold til sporten, sker det uden store armbevægelser eller romantiske overdrivelser – snarere med den lethed, hvormed andre omtaler en yndlingsserie eller det lokale pizzeria.

»Jeg bruger nok fem-seks dage om ugen herude,« siger Jens med et smil, som afslører, at han er fuldt ud bevidst om, at det måske er lidt mere end gennemsnittet for en ung mand, der lige har afsluttet gymnasiet.

»Jeg har spillet i snart 15 år, så det har nok sat sig ret dybt i mig efterhånden.«

Men hvad betyder det egentlig? For Jens handler tennis mest om små øjeblikke; det korte sekund, hvor bolden rammes helt rent, hvor serven finder sit mål med en næsten arrogant lethed, eller hvor pulsen kortvarigt stiger efter en duel, som kunne være endt på enhver tænkelig måde. Det handler – med Jens’ egne ord – især om »bare at have det godt med sporten.«

Så er der alt det andet, selvfølgelig – alt det, der foregår, når boldene ligger stille, og ketsjerne hviler. Det sociale, det uhøjtidelige, det, der gør det værd at stå tidligt op en søndag formiddag for at køre til en udekamp, hvor andre måske ville have valgt at blive under dynen.

»Det fedeste er altid at være ude at spille kamp. Ikke fordi jeg absolut skal vinde, men fordi der er noget helt specielt ved at tage afsted med holdet. Det minder lidt om det fællesskab, man nok kender fra fodbold eller håndbold. At sidde i bilen sammen, tage afsted som et hold, snakke om alt muligt undervejs. Det giver bare en helt særlig følelse,« forklarer Jens, mens han et øjeblik ligner en, der genoplever en tur til en kamp et sted langt væk fra Baldersvej, med radioen tændt og en eller anden intern joke kørende på bagsædet.

Det er i de situationer, man for alvor forstår, hvorfor Jens stadig hænger ved efter halvandet årti med gule bolde og rødt grus. For ham handler tennis ikke alene om de mange timer på banen, og endnu mindre om resultaterne, men mindst lige så meget om alt det, der udspiller sig omkring spillet, nemlig relationerne, historierne, samtalerne på bænken mellem sæt. Især med dem, der har været længe nok i klubben til stadig at kunne huske dengang, Jens selv var én af de mindste spillere.

»Jeg er en af de yngre herude, som spiller på lidt højere niveau,« siger Jens, der fortæller, at han derfor ofte spiller kampe med nogle, som er en del ældre end ham selv.

»Det fede er at tale med nogle, der har levet et helt andet liv, men hvor vi stadig kan samles om tennis. Samtalerne handler pludselig om noget helt andet, end det jeg taler med mine jævnaldrende om.«

Hvor det sociale miljø, der dyrkes af Fredericia Tennisklub, fremhæves som afgørende for Jens’ vedholdenhed i sporten, handler det for ham også om en anden detalje, der ligger i sportens anderledes natur. Tennis fungerer på en måde som et frirum, der åbner nye døre, når andre sportsgrene ikke passer.

For Jens blev det især tydeligt, da han som yngre teenager valgte at tage væk fra Fredericia et helt år. Han tog ikke på efterskole som mange af vennerne, men rejste i stedet over Atlanten som udvekslingsstudent i USA. Her blev tennis en slags fast holdepunkt i en tilværelse, der ellers kunne have føltes noget fremmed.

»Selv da jeg tog et år til USA som udvekslingsstudent, valgte jeg en skole, hvor jeg kunne spille tennis, fordi det gav mig en slags mulighed for at holde fast i det, jeg godt kunne lide. Og det har klubben herhjemme også været virkelig god til at dyrke,« fortæller Jens.

Han er også meget bevidst om, at tennis på mange måder har status som en lidt skæv outsider-sport i Fredericia. I en by, hvor stadionlysene over Monjasa Park eller lyden af håndboldsko, der hviner mod halgulvet i Fredericia Idrætscenter, fylder langt mere end støvede grusbaner på en villavej, ser Jens det faktisk som en styrke at vælge noget, som ligger lidt udenfor de store strømninger.

»Jeg var ikke særlig god til fodbold eller håndbold. Så jeg tror, det har været vigtigt for mig at finde noget andet. Tennis passede godt til mig, fordi det gav plads til noget andet end det, alle de andre dyrkede,« forklarer han.

På den måde kan sporten give plads til andre måder at opleve sammenhold og idrætsglæde på. Når man ikke skal kæmpe om opmærksomheden med byens store sportsgrene, åbner det også op for, at flere typer af unge – både dem med skarpe konkurrencenerver og dem, der bare søger et hyggeligt sted at være – kan finde deres egen rytme og føle sig hjemme på banen.

»Vi har været ude at hente mange nye medlemmer i år, også mange nye unge, og Fredericia Tennisklub har haft aftaler med skoler i byen om at komme ud og prøve sporten. Der har vi fået en masse positiv tilbagemelding, og børnene, der har været herude, synes, det var sjovt og vil gerne komme igen,« siger Jens.

Men det stopper ikke ved bare at rekruttere nye medlemmer. Jens er også selv trådt ind i rollen som træner, hvor han forsøger at give den glæde videre, han selv oplevede som barn.

Som træner bruger Jens sine egne erfaringer aktivt, uden at gøre dem til en fastlåst skabelon. Han har nemlig selv oplevet, hvordan det er at stå med en ketsjer, der føles alt for tung og kompliceret, og han har mærket frustrationen, når bolden stædigt hopper forkert igen og igen. Derfor ligger hans fokus et helt andet sted, når børnene for første gang træder ind på klubbens rødlige grus.

»Det handler meget om, hvordan jeg selv ville slå, og hvad der virker for mig i træningen – hvordan jeg bedst fanger tingene. Vi er tre trænere til sommerskole, red.), og vi har hver vores måde at undervise på. Det betyder ikke, at den ene måde er mere rigtig end den anden, men vi formulerer os forskelligt og har hver vores tilgang til at nå frem til børnene. Vi fokuserer måske ikke altid så meget på, hvordan man lige vinder alle pointene; det handler mere om, at det er sjovt og om selve kommunikationen,« siger Jens og tilføjer, at en stor tilfredsstillelse for ham som træner faktisk er at se børnene komme tilbage med lyst til at spille igen – præcis som han selv gjorde for snart femten år siden.

Det betyder også, at han ikke er optaget af, hvorvidt børnene bliver den næste generation af elitespillere, som kan give Fredericia sin første Wimbledon-vinder. For ham er det nok, at sporten bliver noget, de har lyst til at vende tilbage til – igen og igen.

Selvom Jens lige har afsluttet gymnasiet og snart sætter kurs mod en guideskole i Spanien, bliver tennis næppe bare et kapitel, der lukkes, gemmes væk og samler støv. Tværtimod er det en del af hans plan at tage sporten med ud i verden, dog med en lidt løsere ramme end tidligere.

»Jeg holder sabbatår nu, og til vinter skal jeg være skiguide. Når sommeren kommer igen, er planen at arbejde som tennistræner på resorts og andre steder. Jeg tror stadig, at tennis vil hænge fast i mig, men jeg vil nok tage et par skridt tilbage,« fortæller han med et smil, der udstråler en slags rolig forventning om alt dét, der ligger og venter udenfor Fredericias trygge rammer.

Jens kigger op mod solen, der langsomt begynder at nærme sig horisonten, mens banerne tømmes omkring ham. Tennis handler måske nok om bolde, net og teknik, men i virkeligheden handler det mindst lige så meget om alt det andet – det, man ikke kan sætte tal på. Det er dét, Jens har forstået, og måske også derfor han stadig kommer igen dag efter dag.

For når bolden hopper rigtigt på gruset i Fredericia, ja, så giver resten næsten sig selv.

En god mulighed for andre boller på skolesuppen og andre supper

Af
Jens Jørn Pedersen
-
0

Igennem de sidste mage år har der været problemer med skolerne i Fredericia, og ved testes ligger Fredericia langt nede af rangstigen. På trods heraf har man ikke grundlæggende ændret på den overordnede ledelse, der måske er valgt på mangel af bedre?

De borgerlige har i flere omgange givet udtryk for, at det skulle forbedres, men det er øjensynligt ikke nok at ”snakke” om det, der skal handling til med indsigt og samarbejde med skolerne.

Det socialliberale parti SF stille op med kandidater, der vil skolen og ligeledes den basis, som skolerne og børnenes baggrund bygger på. En skoleleder og en skolelærer, der vil børnene og børnenes basis, samt en med indsigt i kommunal økonomi stiller op til KV25 sammen med en der vil miljøet. De ser ud til at være Fredericias mulighed for en skolerevolution, hvor særlige midler og samarbejde har mulighed for at komme i aktion til børnenes og de unges fordele og muligheder, hvor også forældrene får mulighed for deltagelse og støtte. Det giver igen mulighed for eventuelt at støtte børn og unge i et socialt kvantespring relateret til fremtidsmuligheder.

Vi skal være bevidste om, at skoler ikke bygges på økonomi alene, selv om det giver en god basis, men det egentlige er lærerne og organiseringen omkring skoler og uddannelser, hvorfor den politiske og folkelige anerkendelse af børn og unges muligheder er fundamental for et samfunds udvikling nu og især i fremtiden er afgørende.

Der opfordres hermed til en grundlæggende omtanke i relation til Fredericias fremtid, hvor vi/man går væk fra ”det plejer vi” og frem til nytænkning med Fredericias fremtid i fokus og ikke gamle trætte politikere, der er mere optaget af sig selv end af Fredericias muligheder. Så lad os få nye boller på supperne.

Anne fandt karaten som 66-årig: »Man bliver aldrig for gammel til at begynde på noget nyt«

Af
Thea Dyhrberg
-
0

Det første, man bemærker, er smilet. Det er ikke det reserverede smil, man af og til kan støde på, når voksne mennesker skal møde nye bekendtskaber og forsøger at navigere gennem småsnak med en vis forsigtighed. Nej, Anne Bøgeholt-Laursens smil er af den slags, der opstår helt nede fra maven og breder sig ud over hele ansigtet i takt med solen, der falder generøst ned over Østerstrand en sommerdag i juli. Her står hun, næsten 67 år, flankeret af sin mand, begge iført de traditionelle hvide karatedragter, og med det gule bælte bundet i en pertentlig sløjfe om livet. Hun har glædet sig hele dagen. Hun glæder sig hver eneste gang.

Hun småsludrer med de øvrige karateudøvere, der stille samles i sandet, hilser hjerteligt og deler små muntre bemærkninger, der sender korte latterudbrud op i sommervarmen. Østerstrand summer denne eftermiddag af badegæster, børnelatter og solcremeduft, men midt i mylderet står Anne og hendes mand roligt og udstråler glæden ved det, der venter.

»Faktisk troede jeg jo aldrig, at jeg ville stå her,« siger Anne og lader blikket glide ud over stranden, hvor Fredericia Karate denne sommer har valgt at flytte træningen ud under den åbne himmel. Hun skygger kort for solen med den ene hånd og fortsætter så med det samme lune smil:

»Min mand fandt på Facebook ud af, at Michael Lange, vores instruktør, ville starte det her hold op, og så lokkede han mig med derned. Jeg tænkte først, nej, karate, det går altså ikke som 67-årig næsten, men vi skulle slet ikke have været nervøse, for det viste sig jo hurtigt bare at være mega sjovt.«

Hun taler med den slags lethed, man kun kan møde hos mennesker, der har accepteret livets vilkår uden at miste nysgerrigheden på, hvad det mon stadig måtte rumme af overraskelser. Anne er tidligere lærer og gik på pension for fem år siden, men ordet pensionist virker næsten for stillestående til at kunne rumme hele hendes væsen. Hun er mere end dét, langt mere, et menneske, der aldrig rigtig satte tempoet ned, selv da arbejdslivet ebbede ud. Først kom løb og cykling til, og så – karate.

Hun fortæller videre om de overvejelser, der førte hende og manden mod kampsportens disciplin og fællesskab.

»Vi havde brug for at bruge kroppen til noget nyt. Vi ville gerne holde os i gang, og så havde vi hørt, at karate virkelig gør noget ved smidigheden,« fortæller Anne, der siden hun startede 1. august sidste år allerede er gradueret to gange, først til rødt, og nu gult bælte.

»Vi dyrker det sammen, mig og min mand, og det gør det jo kun endnu sjovere.«

Mens hun snakker, kører hun en hånd ned ad gi’en for at glatte stoffet. Hun står rank og afslappet i sandet, som om dét at stå ordentligt er noget, der helt enkelt ligger naturligt til hende. Nu står hun under åben himmel med sand mellem tæerne og virker fuldstændig tilpas med at have valgt karate – noget, hun faktisk godt kunne have fundet på lidt tidligere i livet.

For karate handler om mere end bare spark og slag, fortæller Anne. Det handler om balance, styrke og smidighed. Og ikke mindst om koordination, som hun især mærker udfordre kroppen på en ny måde efter mange år med løb og cykling. Her handler det nemlig lige så meget om at have hjernen med.

»Man bliver træt på en helt dejlig måde, når man har været af sted, fordi man bruger hjernen lige så meget som kroppen,« siger hun.

Anne beskriver træningen med en detaljerigdom, der får den til at stå klart frem for lytteren:

»En almindelig træning er halvanden time, tirsdag og torsdag. Vi starter altid med opvarmning, hvor balancen virkelig bliver udfordret. Så er der styrkeøvelser, udstrækning, og først derefter går vi i gang med selve karaten,« fortæller hun med stemmen løftet af entusiasme, før hun uddyber essensen af træningens tekniske kerne.

»Og så er der jo de her kataer, som er små serier af bevægelser. De kræver virkelig noget af hjernen, fordi det handler om at huske og koordinere helt præcist. Vi har øvet dem siden oktober, og hver gang man tror, nu kan man dem da, ændrer instruktørerne på en lille detalje, som pludselig giver mening på en helt ny måde. Det er lidt sjovt, fordi man tænker, at det kan næsten ikke lade sig gøre, men det kan det altså.«

Det koncentrerede arbejde med kataerne rummer en særlig fascination, forklarer Anne, men karaten handler for hende ikke kun om teknik og bevægelse. Der findes også et andet lag, måske endda et vigtigere lag end kunsten at mestre detaljerne.

Det handler om menneskene omkring hende og det fællesskab i klubben, hun nu føler sig som en naturlig del af. Det er dem, hun står side om side med denne sommerdag på stranden, og som har givet hende noget, hun måske slet ikke vidste, hun savnede.

»Vi er sammen med fantastiske mennesker. Og så er det jo også modne folk,« siger Anne med et smil, der rummer en vis lettelse. Hun husker tydeligt følelsen af nervøsitet, der greb hende første gang, hun og hendes mand tog turen ned til træningen.

»Jeg var virkelig panikslagen. Jeg tænkte, hvis der står en 20-årig og tager imod mig, så går jeg hjem igen. Men det gjorde der heldigvis ikke,« fortæller hun og slipper et lille grin fri, før hun fortsætter:

»Michael og de andre, der har startet det, er simpelthen så herlige mennesker.«

Klubben er blevet som en ekstra familie, tilføjer hun, hvor snakken flyder ubesværet, og latteren har let ved at finde vej, især når de mødes til hyggelige sommerfester og grillaftener.

»Vi holder sommerfester og griller sammen, og det er altså virkelig hyggelige mennesker. Vi har lært mange nye mennesker at kende på ingen tid. Det gør også en forskel.«

Og så er der disciplinen. Ikke disciplin som en tyngende pligt, men disciplin som en velkommen ledsager i tilværelsen. Anne understreger, at hun faktisk ville ønske, hun havde opdaget netop denne del af sporten langt tidligere i livet. 

»Jeg ville ønske, jeg var startet for 40 år siden. Tænk, hvad unge mennesker kan få ud af at lære den her disciplin og respekt så tidligt. Når vi går ind i salen, bukker vi for rummet, og det gør vi også, når vi går ud igen. Nogen synes, det lyder mærkeligt, men det handler om den her respekt. Der er mange regler, som jeg som voksen bare accepterer, men for børn og unge mennesker kunne det nok være en lærerig udfordring.«

Det er også med disciplinen som følgesvend, at Anne ser ind i fremtiden. Hun er langt fra færdig med karaten endnu, selvom tanken om et sort bælte får hende til at le lidt afvæbnende. Ikke fordi drømmen ikke findes, men fordi realismen trænger sig venligt på.

»Hvis jeg skulle nå det sorte bælte, ville jeg nok være 90, inden jeg kom derhen,« siger hun grinende og skæver kort ud over stranden.

Så sænker hun stemmen en anelse, som om hun røber en lille hemmelighed:

»Men jeg har selvfølgelig mine egne mål. Dem holder jeg for mig selv, men det gør altså en forskel at have noget at stræbe efter.«

Hun bliver stille et øjeblik, og man fornemmer, at disse personlige mål, selvom de ikke siges højt, er en vigtig del af hendes motivation for sporten. Måske er det netop derfor, hun uden tøven anbefaler karaten til andre, der måtte sidde hjemme med en snigende tvivl om, hvorvidt kroppen stadig kan følge med ambitionerne.

»Man bliver aldrig for gammel, medmindre man virkelig er fysisk dårlig,« siger hun med en overbevisning, der gør udsagnet svært at modsige.

»Jeg gjorde faktisk den lidt skøre ting, at jeg gik ind og googlede med den der kunstig intelligens, om man kunne starte på karate som 67-årig. Der kom jeg frem til utallige sider med beskrivelser, men det endte med at sige, at man aldrig bliver for gammel til at begynde på noget nyt, og det synes jeg jo er fint. Jeg har sagt det videre til mine veninder og bekendte, at det bare handler om at komme i gang, fordi det simpelthen er så sjovt,« bemærker hun og fortsætter:

»Og det er også sjovt, fordi det ikke er fysisk umuligt. Selvfølgelig er der nogle øvelser, vi må springe over, fordi kroppen ikke helt kan. Vi har jo alle sammen små fysiske skavanker – nogen har et kunstigt knæ, andre har noget andet – men vi gør det bare så godt, vi nu kan. Og så synes jeg altså bare, det er utroligt sjovt.«

Ordene lander blødt i strandens sandede tavshed, mens Anne skutter sig let i den dalende sol. Man aner koncentrationen i hendes blik, da dagens sidste kata nærmer sig, og bevægelserne udføres langsomt, metodisk og med en ro, som kun kommer af gentagelse.

I det øjeblik bliver Anne et levende bevis på, at det aldrig er for sent at begynde på noget nyt – også selvom man måske først tror, at muligheden er passeret forbi. Alder er muligvis bare et tal, men lige nu, med sand mellem tæerne og karatens rolige rytme som ledsager, virker det udsagn ikke bare som en kliché, men som en erkendelse.



Rolando har allerede fundet sig til rette i Fredericia: »Jeg glæder mig til at spille foran HK Ultras«

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Der er endnu en lille uge, før spillerne i Fredericia Håndboldklub officielt begynder opstarten, men flere af klubbens nye profiler er allerede begyndt at finde vej til byen. Én af dem er den spanske stregspiller, 26-årige Rolando Uríos González, som allerede er godt på plads i Fredericia sammen med kæresten.

»Rejsen var rigtig lang,« fortæller Rolando med et smil og fortsætter:

»Vi kørte hele vejen i bil fra Spanien og brugte tre dage på det. På turen herop var vi blandt andet omkring Paris og Düsseldorf, men nu er det dejligt at være ankommet.«

Rolando og kæresten er allerede kommet godt på plads i deres nye lejlighed, og den spanske håndboldspiller har allerede været på opdagelse i byen.

»Alt er perfekt. I går var jeg nede i byen og shoppe, og Fredericia virker som en rigtig dejlig by,« siger Rolando.

Kort ferie før flytningen

Selvom håndboldspilleren netop har afsluttet sæsonen i Spanien, blev det ikke til en lang ferie. Kun en enkelt uge sammen med familien i Valencia kunne det blive til, før fokus blev rettet mod flytningen til Danmark.

»Jeg havde en uge med familien i Valencia. Derefter gik tiden med at pakke alt ned og forberede flytningen til Fredericia, så der har ikke været tid til mere ferie end det,« fortæller han.

Klar til at møde fansene

Nu venter Rolando utålmodigt på at trække Fredericia-trøjen over hovedet og møde sine nye holdkammerater.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at møde holdkammeraterne, trænerne og ikke mindst fansene. Jeg glæder mig især til at spille foran HK Ultras. Efter jeg vidste, jeg skulle hertil, har jeg set en masse kampe, og jeg ser virkelig frem til at spille i Middelfart Sparekasse Arena,« siger Rolando med begejstring.

Han og resten af Fredericia Håndboldklub begynder officielt træningen i næste uge. Fans har allerede mulighed for at opleve holdet i aktion lørdag den 5. august kl. 18.00, når klubben spiller træningskamp hjemme i Middelfart Sparekasse Arena mod TMS Ringsted.

Dag 7: Vi kan se mål – vi tror på det, for det er all inclusive

Af
Jacob Bro
-
0

DAGBOG. Dag 7 var en meget varm, men skøn og helt igennem fantastisk dag. Turen gennem de franske bakker på i alt 108 kilometer tog rytterne igennem idylliske landsbyer, smukke høstlandskaber og grønne skove, inden de nåede frem til dagens destination i Meaux.

I morgen venter turens sidste etape – en paradekørsel på blot 53 kilometer ind til hjertet af Paris, hvor Team Rynkeby Trekanten vil mødes med de øvrige 2565 ryttere fra de 25 andre hold. En storslået oplevelse venter hele holdet.

Men Team Rynkeby Trekanten består ikke kun af 35 ryttere. Bag kulissen er der et stort og dedikeret servicehold, som også arbejder hårdt mod holdets fælles mål om at samle penge ind til kritisk syge børn. Serviceholdet sørger desuden for god forplejning på depoterne undervejs. Det er en kæmpe hjælp og luksus at kunne hoppe af cyklen og straks sætte sig til et veldækket bord med lækker mad, som servicefolkene har gjort klar.

Alt maden og holdets bagage transporteres af en stor lastbil, der følger rytterne gennem Europa. Foran kører en motorcykel for at sikre ruten, og bagved følger en mekanikerbil klar til at hjælpe med enhver defekt. Setuppet minder om Tour de France, bare med en hyggeligere og mere afslappet stemning.

I morgen er turen slut – men heldigvis først i morgen.

Plads til 400 spisende gæster: Ny lounge på vej på Monjasa Park

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Når efterårssæsonen for alvor skydes i gang, kan FC Fredericia byde velkommen i en markant udvidet og opgraderet AHA-Lounge på Monjasa Park. Udvidelsen af loungen er mere end blot en investering i klubben – det er en investering i hele Fredericia.

Med plads til op mod 400 spisende gæster bliver den nye lounge et markant løft for klubbens erhvervsnetværk og tilskuernes oplevelse på kampdage. Samtidig sikrer projektet nye, moderne faciliteter til klubbens administrative medarbejdere, hvilket styrker organisationen og arbejdsforholdene på daglig basis.

En investering båret af fællesskabet

Udvidelsen bliver realiseret takket være FC Fredericias seneste kapitaludvidelse og et stærkt engagement fra lokale aktører. Projektet gennemføres med lokale håndværkere, og det er netop denne lokale opbakning, som har været afgørende for, at projektet nu bliver en realitet.

Klaus G. Andersen, bestyrelsesmedlem i FC Fredericia og en af initiativtagerne bag projektet, glæder sig over det brede samarbejde:

»Vi har oplevet en enorm velvilje fra vores netværk og lokale aktører. Det er et fælles løft, hvor FC Fredericia går forrest, men hvor mange har valgt at bakke op – ikke for økonomisk gevinst, men fordi de tror på projektet og det potentiale, det har for klubben og byen.«

Når byggeriet står færdigt, overdrages loungen som en gave til Fredericia Kommune. Dermed vil den nye lounge kunne benyttes af byens borgere og foreninger efter nærmere aftale med Fredericia Idrætscenter (FIC). FC Fredericia vil naturligvis fortsat have fri brugsret til loungen og faciliteterne i forbindelse med kampdage og arrangementer.

En gave til byen – med hjertet på rette sted

Bestyrelsesformand i FC Fredericia, Morten Rahbek, understreger, at klubben ønsker at tage ansvar for meget mere end fodbolden alene:

»Med denne udvidelse giver vi noget tilbage til byen og skaber et rum, der kan komme mange til gavn. Det er et projekt med både hjerte og perspektiv. Derudover har det været en vigtig prioritet for os at skabe gode arbejdsforhold for vores ansatte med nye, moderne kontorlokaler.«

Udvidelsen betyder nemlig også etableringen af cirka 100 m² kontorfaciliteter, der samler hele klubbens administration under ét tag og dermed styrker FC Fredericias organisatoriske kapacitet.

En markant opgradering af faciliteterne

Udover den væsentligt øgede kapacitet får AHA-Loungen også et nyt anretterkøkken med bedre faciliteter til opbevaring af mad og drikke, en ny hovedindgang, moderne toiletfaciliteter samt et dedikeret teknikrum.

Klubbens direktør, Stig Pedersen, ser loungen som en vigtig brik i klubbens langsigtede strategi:

»Vi bygger ikke bare for os selv – vi bygger for fællesskabet. AHA-Loungen bliver en ny base for netværk, dialog og oplevelser, og det er et vigtigt led i vores ambition om at være en klub med både sportslige og samfundsmæssige ambitioner.«

Byggeriet ventes færdigt medio oktober 2025. Indtil da fungerer den eksisterende lounge fuldt ud, ligesom Fredericia Idrætscenter hjælper med at rumme klubbens mange erhvervspartnere.

Dermed er FC Fredericia med udvidelsen af AHA-Loungen klar til at løfte hele oplevelsen omkring klubben – både sportsligt, erhvervsmæssigt og socialt – til nye højder.

1...278279280...763Side 279 af 763
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER