17.6 C
Copenhagen
torsdag 10. juli 2025

Stor dimissionsfest på Fredericia Gymnasium: »En dag fyldt med følelser, minder og stolte øjeblikke«

0

FREDERICIA. Der var brede smil, stor jubel og stolte familier samlet på Fredericia Gymnasium torsdag den 26. juni, da årets studenter blev dimitteret. Dagen var fyldt med følelser, fra vemod til glæde, fra stolthed til spænding for fremtiden. Samtidig markerede gymnasiet jubilæer for tidligere elever, der kunne fejre fra 25 til 60 år siden de selv blev studenter samme sted.

Rektor Jørgen Lassen stod for dagens centrale tale ved dimissionen på Fredericia Gymnasium, hvor han satte ord på den store betydning, som denne særlige dag har for både studenter, lærere og hele gymnasiet. Han fremhævede, hvordan denne dag markerer afslutningen på en vigtig fase i studenternes liv – og samtidig begyndelsen på en helt ny rejse.

»Det er med stor glæde, at vi endelig står her i dag. Jeg vil først og fremmest ønske jer alle et kæmpe tillykke med jeres eksamen. Den sidste måned har været intens og krævende for jer, men I har arbejdet hårdt, vist viljestyrke og engagement, og I har længe glædet jer til dette øjeblik – det øjeblik, hvor I får jeres eksamensbevis og kan tage næste skridt ud i verden,« sagde Jørgen Lassen og så rundt på de mange studenter med smil og stolthed.

Han betonede samtidig vigtigheden af at være til stede i nuet og sætte pris på de særlige øjeblikke, som dagen bød på.

»Selvfølgelig skal I videre ud i livet. I skal ud og bruge jeres kompetencer og erfaringer og bidrage til samfundet. Men inden I skynder jer videre, vil jeg opfordre jer til at stoppe op et øjeblik og virkelig mærke efter. Nyd det her særlige øjeblik med jeres klassekammerater, lærere og familier, for tiden går hurtigt, og alting forandrer sig hele tiden. I skal være enormt stolte af, hvad I har opnået her hos os, både fagligt, personligt og socialt,« understregede rektoren og opfordrede dermed studenterne til at sætte pris på netop denne milepæl i deres liv.

Minder, musik og fællesskab

I sin tale fremhævede rektor Jørgen Lassen, hvordan dagen både markerer en begyndelse og en afslutning for eleverne på Fredericia Gymnasium. Med inspiration fra en smuk tradition fra efterskoleverdenen brugte han symbolikken omkring klokkeslag, der tydeligt markerer overgangen fra én livsfase til den næste.

»Det er en følelsesladet dag, hvor vi symbolsk ringer med klokken for jer. Fra dette øjeblik er I ikke længere elever her på Fredericia Gymnasium. Men uanset hvor jeres vej fører jer hen, vil minderne fra jeres tid her altid være en del af jer. Minder om venskaber, udfordringer og utallige oplevelser, som I har skabt sammen med jeres kammerater og lærere,« sagde rektor Jørgen Lassen, og understregede dermed vigtigheden af at værne om de oplevelser og relationer, der er blevet bygget op gennem gymnasietiden.

Jørgen Lassen nævnte også musikkens helt unikke evne til at fastholde og genkalde minder. Han fremhævede, hvordan bestemte sange og kunstnere er uløseligt forbundet med særlige perioder i livet, og hvordan musikken kan bringe én direkte tilbage til ungdomstiden.

»Jeg er sikker på, at når I fremover hører musik af Tobias Rahim, Andreas Odbjerg eller Blæst, vil I øjeblikkeligt blive kastet tilbage til jeres gymnasietid. Musikken vil minde jer om fællesskabet, festerne, dagene i klasseværelserne og alt det, som gjorde jeres tid her særlig. Musikken har den styrke, at den kan vække følelser, minder og fællesskab frem på en måde, som intet andet kan,« lød det fra rektoren, der også pegede på, at studenterne i mange år fremover vil kunne genopleve netop denne specielle periode i deres liv gennem musikalske minder.

Trivsel og udfordringer i fremtidens uddannelser

I sin dimissionstale understregede rektor Jørgen Lassen også betydningen af trivsel, som har været en stor politisk og social opmærksomhed de seneste år. Han fremhævede, at dette års studenter netop kan kaldes “trivselsårgangen”, hvor der på landsplan er blevet lagt særlig vægt på at undersøge og styrke unges trivsel og mentale sundhed.

»I har været del af en generation, hvor trivsel har været i centrum, og hvor både politikere, institutioner og samfundet generelt har været dybt engagerede i at forstå, hvad trivsel egentlig indebærer, og hvad der skaber både trivsel og mistrivsel blandt unge,« sagde Jørgen Lassen.

Han fremhævede desuden, at Fredericia Gymnasium har haft et særligt stort fokus på trivsel og fællesskab blandt eleverne.

»I har oplevet undervisning med passionerede lærere, der hver dag går glade på arbejde, og som oprigtigt ønsker at skabe gode rammer for jeres faglige og sociale udvikling. Jeg er overbevist om, at netop lærernes engagement, kombineret med jeres stærke fællesskab, har været afgørende for den høje grad af trivsel og tilfredshed, I har oplevet,« fortsatte rektoren.

Han rettede samtidig blikket mod de fremtidige udfordringer, som eleverne kan stå overfor i forbindelse med ændringer i uddannelsespolitikken, herunder afskaffelsen af HF og nye adgangskrav til STX.

»Jeg håber inderligt, at der også i fremtiden bliver plads til både STX- og HF-elever. Vi har som samfund brug for unge mennesker med netop jeres baggrund og jeres akademiske ballast. Vores samfund bliver rigere og stærkere, når vi har en bred vifte af uddannede unge, og vi har behov for at sikre, at vi også i fremtiden kan rekruttere højtuddannet arbejdskraft inden for en lang række fag og professioner,« understregede Jørgen Lassen.

Rektoren fremhævede også vigtigheden af alle ungdomsuddannelser, uanset om de fører til erhverv eller akademiske studier, og understregede, at det er nødvendigt at anerkende værdien af både praktiske og teoretiske uddannelsesveje.

Endelig trak Jørgen Lassen perspektiver til vigtige historiske og aktuelle begivenheder, der har præget elevernes gymnasietid. Han nævnte 80-årsdagen for Danmarks befrielse, mindet om lokale frihedskæmpere fra Fredericia Gymnasium, samt mere glædelige højdepunkter såsom FC Fredericias historiske oprykning til Superligaen og fejringen af Danmarks nye regent, Kong Frederik.

»I jeres tid på gymnasiet har vi været vidne til både historiske øjeblikke og lokale sejre. I har levet midt i store begivenheder, og I har været med til at opleve et Fredericia, der markerer sig stærkt – både historisk, sportsligt og kulturelt. I dag handler det dog først og fremmest om jer. Om alt, hvad I har opnået, og om alle de muligheder, I nu skal ud og forfølge,« sluttede Jørgen Lassen, inden han officielt dimitterede studenterårgang 2025 under højtidelige og festlige rammer.

Dagen sluttede med diplomer, lykønskninger, fællessang og fejring blandt familie og venner. En festlig og følelsesladet afslutning på gymnasietiden, som eleverne nu forlader med både vemod og forventning til fremtiden.

60 års jubilæum (Foto: AVISEN)

FC Fredericia henter stærkt forsvarstalent fra Næsby Boldklub

0

SPORT. FC Fredericia opruster i defensiven og kan nu præsentere en spændende ny spiller: 19-årige Malthe Riis Ladefoged, der kommer til fra Næsby Boldklub.

Trods sin unge alder har Malthe Riis Ladefoged allerede solid erfaring med cirka 50 divisionskampe bag sig. Han var gennem hele den seneste sæson fast mand på fynboernes hold i 3. division, hvor han imponerede med både fysik og fart.

Cheftræner Michael Hansen glæder sig over tilgangen af det talentfulde forsvarshåb:

»Malthe er en ung og meget talentfuld spiller, som allerede har opbygget god erfaring på seniorniveau. Han er fysisk stærk, hurtig, og god til at dække store områder på banen. Samtidig er han utrolig ambitiøs og kommer ind med stor vilje til at gøre en forskel for holdet – både på og uden for banen. Vi ser stort potentiale i ham og glæder os til at hjælpe ham med at tage næste skridt i sin udvikling, så han på sigt kan blive en spiller på Superliga-niveau.«

På grund af en lidt senere sæsonafslutning i 3. division får Malthe Riis Ladefoged lidt ekstra ferie og støder derfor først til truppen på Vestre Ringvej den 5. juli. Her spiller FC Fredericia træningskamp mod Viborg FF på Monjasa Park, hvor tilskuere er velkomne til at få et første kig på det nye forsvarstalent.

Malthe Riis Ladefoged har skrevet kontrakt med FC Fredericia frem til sommeren 2028.

Tusindvis af ulovlige cigaretter beslaglagt efter kontrol på skibe

0

KRIMI. Kristi Himmelfartsdag blev en travl arbejdsdag for kontroltoldere i Nordjylland, som gennemførte inspektioner på flere skibe i Hanstholm og Aalborg. Kontrollerne afslørede tusindvis af ulovlige cigaretter, hvor der ikke var betalt korrekt told og afgifter.

I Hanstholm blev der fundet 2.400 cigaretter, som ikke var korrekt angivet, samt yderligere 400 cigaretter hos ét besætningsmedlem, hvoraf halvdelen heller ikke var korrekt deklareret. De ulovlige cigaretter betød en samlet regning på over 23.000 kroner i bøder, told og afgifter.

Senere samme dag var der endnu et fund i Aalborg, hvor kontroltolderne fandt yderligere 2.400 cigaretter, som heller ikke var korrekt angivet. Her resulterede overtrædelsen i en regning på over 21.000 kroner i bøder og afgifter.

Skatteminister Rasmus Stoklund udtrykker tilfredshed med resultaterne af de udførte kontroller:

»Det er vigtigt, at vi har en effektiv toldkontrol. Når folk undlader at betale de korrekte afgifter og skatter, er det hele vores fællesskab, der bliver snydt. Penge, der skulle være gået til eksempelvis velfærd, grøn omstilling eller forsvar, går tabt. Derfor er jeg glad hver eneste gang Toldstyrelsen afslører ulovligheder som disse. Samtidig arbejder vi hele tiden på at sikre, at Toldstyrelsen har de bedste muligheder for at løse opgaven,« siger Rasmus Stoklund.

Der er særlige afgifter på tobak i Danmark, og det er Toldstyrelsens opgave at sikre, at disse betales korrekt ved indførsel af varer fra ikke-EU-lande og ved grænseovergangene til Danmark. Skattestyrelsen fører derimod kontrol med tobaksvarer inden for landets grænser, herunder kiosker, butikker og onlinehandel fra andre EU-lande.

I de senere år har Toldstyrelsen øget indsatsen på tobaksområdet ved at forbedre risikovurderinger og intensivere samarbejdet og vidensdelingen med politiet, Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen og internationale toldmyndigheder.

Værdig ældrepleje i Kolding kommune

0

Kolding skal være en kommune i udvikling – også på velfærdsområderne. Vi skal have ambitioner om, at være de bedste og vi skal kunne være stolte af hvordan vi behandler dem, der har behov for hjælp.

Det er både chokerende og dybt uacceptabelt, at et flertal i Kolding Byråd har besluttet en budgetstrategi, der lægger op til at spare omkring 30 millioner kroner, på ældreområdet, over de næste fire år. Ikke fordi Kolding Kommune mangler penge, men fordi det er mere spændende at bruge pengene på noget andet.

30.000.000 kr. er ikke blot tal på et regneark – det er livskvalitet, værdighed og tryghed for nogle af vores mest sårbare medborgere.

For hvor er det de mange penge skal findes? Er det aktivitetshusene der skal ses på igen? Er det mindre personale på plejehjemmene? Er det sygeplejen der skal forringes? Er det færre aktiviteter og dermed mere ensomhed? Er det hjemmehjælpen der skal forringes? Man kan i forvejen ikke en gang få støvsuget. Med så stort et beløb, er det mange der bliver hårdt ramt.

Vi taler om mennesker, der har arbejdet et helt liv, betalt skat og bygget det samfund, vi nyder godt af i dag. Skal takken være en hverdag uden den nødvendige pleje og respekt?

Besparelserne på ældreområdet bliver det helt store stridspunkt ved de kommende budgetforhandlinger. Dansk Folkeparti vil gøre alt hvad vi kan for at forhindre dem. 

International kæmpe investerer 700 mio. kroner i ADP

0

BUSINESS. Associated Danish Ports (ADP), der driver havnene i Fredericia, Nyborg og Taulov Dry Port, får nu en betydelig økonomisk og strategisk styrkelse fra en af verdens største infrastrukturinvestorer, Brookfield Asset Management.

Brookfield tilfører ADP 700 millioner kroner gennem en kombination af lånefinansiering og aktiekapital og bliver samtidig minoritetsaktionær med en ejerandel på 14,1 procent. Fredericia Kommune fortsætter som den største ejer med en andel på 76,5 procent.

Den nye kapital skal bruges til at accelerere væksten i ADP, der har ambitioner om at blive en af Nordens førende havnevirksomheder.

Bestyrelsesformand Christian Herskind udtaler:

»ADP er en stærk vækstmotor, der skaber værdi for ejerkommunerne og hele regionen. Med Brookfields investering får vi både økonomiske muskler og strategiske kompetencer til at løfte virksomheden endnu mere, og det vil styrke ejerkommunerne i form af flere arbejdspladser, øgede skatteindtægter og større udbytte.«

Brookfield har bred international erfaring med havne- og infrastrukturprojekter, og investeringen skal hjælpe ADP med at videreudvikle virksomhedens strategi og etablere nye partnerskaber.

ADP har allerede en række ambitiøse projekter i gang, blandt andet udvidelser af containerterminalen i Fredericia, udbygning af Nyborg Havn og Taulov Dry Port samt en investering i Hanstholm Havn, der bliver en del af ADP fra 1. august 2025. Derudover spiller virksomheden en nøglerolle i den grønne omstilling og har etableret samarbejde med både TotalEnergies og Evida omkring CO₂-lagring.

Rune D. Rasmussen, CEO i ADP, udtaler:

»Udviklingen i infrastruktur- og logistikbranchen går stærkt. Hvis Danmark skal følge med, skal havnene udvikles hurtigt. Med Brookfield ombord får vi kapital, erfaring og kompetencer til at udvikle ADP til en af Nordens absolut førende havneoperatører.«

Fredericias borgmester ser store lokale gevinster

Christian Bro, borgmester i Fredericia og næstformand i ADP, ser investeringen som en stor gevinst:

»Med Brookfield får vi en stærk international partner, som kan styrke ADP og sikre, at vi kan skabe endnu mere vækst lokalt og regionalt. Det betyder flere arbejdspladser, bedre økonomi og flere muligheder for vores borgere og virksomheder.«

Brookfields Managing Director, Keshav Bhojania, siger:

»Vi ser frem til at accelerere ADP’s udvikling til en ledende havnevirksomhed i Norden. Vi har stor erfaring med drift af kritisk infrastruktur og ser frem til at bruge denne ekspertise til at understøtte ADP’s vækstambitioner.«

Fredericia Musicalteater og SMUK inviterer til gratis koncert på Rådhuspladsen under Fæstningsdagene

0

KULTUR. Fredag den 4. juli klokken 16.00 kan alle interesserede glæde sig til en gratis koncertoplevelse på Rådhuspladsen i Fredericia. Koncerten er arrangeret af Fredericia Musicalteater i samarbejde med Slesvigske Musikkorps (SMUK) som en del af byens traditionsrige Fæstningsdage.

Til koncerten vil de lokale musicalstjerner Christina Elisabeth Mørkøre og Diluckshan Jeyaratnam optræde med nogle af de største musicalnumre sammen med det velkendte orkester SMUK under ledelse af dirigent Stig Mærsk. Publikum kan blandt andet glæde sig til musik fra populære musicals som ”Løvernes Konge”, ”Chess”, ”The Sound of Music” og ”Wicked”.

Thomas Bay, teaterdirektør på Fredericia Musicalteater, glæder sig over igen at kunne give noget tilbage til byen:

»Fredericia er en by med en helt særlig historie og stærke kulturelle traditioner. Derfor er det vigtigt for os at give tilbage til byen med en koncert som denne, hvor vi sammen kan hylde Fredericias lange traditioner som både fæstningsby og kulturby. Det handler i høj grad om fællesskabet,« siger Thomas Bay.

De to musicalsangere, Christina Elisabeth Mørkøre og Diluckshan Jeyaratnam, er begge uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia og har optrådt både i Danmark og internationalt. Til koncerten fremfører de både solosange og duetter – heriblandt den særlige sang »Ud af Mørket Sammen«, som blev skrevet specielt til 175-årsjubilæet for Udfaldet fra Fredericia.

Der er lagt op til en festlig og musikalsk eftermiddag, hvor hele familien kan nyde flotte musicalnumre i selskab med et professionelt orkester.

Fakta om koncerten:

  • Dato: Fredag 4. juli 2025
  • Tidspunkt: Kl. 16.00
  • Sted: Rådhuspladsen i Fredericia
  • Gratis entré

Ny innovationshub placerer Fredericia som international frontløber inden for grøn digital infrastruktur

0

BUSINESS. Fredericia styrker nu sin position som centrum for grøn innovation med lanceringen af en helt ny Start-Up Hub, målrettet tidlige virksomheder og universitets-spinouts inden for grøn digital infrastruktur og energiteknologier.

Det sker gennem initiativet Net Zero Start-Up Hub, som er et samarbejde mellem Net Zero Innovation Hub, Dansk Datacenter Industri, DTU og Business Fredericia. Formålet er at understøtte innovative iværksættere, der kan løse de voksende udfordringer i datacenterindustrien, som er præget af stigende energiforbrug, krav om dekarbonisering og behovet for ressourceeffektivitet.

Projektkonsulent hos Business Fredericia, David Mogensen, siger:

»Det er med stor glæde og stolthed, at vi lancerer dette initiativ i Fredericia. Datacenterindustrien vokser hurtigt, men med væksten følger store miljømæssige udfordringer. Her skaber vi et miljø, hvor opstartsvirksomheder kan udvikle løsninger, der både gavner miljøet og virksomhedernes globale konkurrencekraft.«

Fokus på banebrydende løsninger

Start-Up Hubben søger virksomheder inden for tre centrale områder:

  1. Næste generations datacenter-teknologier
    • Effektiv køling og energistyring
    • Lav-karbon konstruktion og cirkulære materialer
    • AI-optimeret infrastruktur og fleksible energisystemer
  2. Sektorkobling og innovative forretningsmodeller
    • Integrerede løsninger for el, varme, køling og transport
    • Udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre
    • Digitale platforme for energifleksibilitet
  3. Backup-strøm og lagring af vedvarende energi
    • Energilagring (batterier, brændselsceller, brint)
    • Mikrogrid-teknologier og efterspørgselsrespons
    • Finansieringsmodeller for energilagring

Attraktivt inkubationsforløb

Op til ti udvalgte virksomheder får adgang til et unikt 6-måneders inkubationsprogram fra oktober 2025, inspireret af DTU Skylabs succesfulde model. Programmet byder blandt andet på mentorforløb, pilotprojekter i samarbejde med globale industrigiganter som Google, Microsoft og Danfoss, samt et dedikeret advisory board af erfarne erhvervsfolk, som støtter virksomhedernes udvikling.

Derudover bliver der afholdt et stort pitch-event i Fredericia den 24. september 2025, hvor virksomheder kan vinde økonomiske priser på op til EUR 10.000.

Praktisk info:

  • Ansøgningsfrist: 31. august 2025
  • Pitch Event: 24. september 2025 i Fredericia
  • Programstart: Oktober 2025

Læs mere og ansøg her:
www.netzerodatacenters.com/rfi-net-zero-startup-hub

Internationalt potentiale og lokal stolthed

Den nye Start-Up Hub skal ikke blot hjælpe virksomhederne med at komme i gang, men også sætte Fredericia på verdenskortet inden for grøn teknologi.

»Vi er stolte af, at Fredericia bliver hjemsted for en sådan strategisk vigtig satsning. Det styrker byens rolle som en førende aktør inden for grøn energi og digital infrastruktur,« siger David Mogensen.

Hubben er åben for alle start-ups og iværksættere i Europa, som ønsker at bidrage med innovative løsninger og er klar til fysisk deltagelse i aktiviteterne i Fredericia.

Uheld skaber kø på Lillebæltsbroen fra Fredericia mod Middelfart

0

KRIMI. Et trafikuheld på motorvejen E20 mellem Fredericia Syd (afkørsel 59) og Den Nye Lillebæltsbro har torsdag formiddag ført til store trafikale problemer i retning mod Middelfart.

Ifølge Vejdirektoratet er højre spor spærret, og kun to spor er farbare. Vejhjælp arbejder lige nu på stedet, og situationen ventes løst i løbet af formiddagen.

Uheldet har skabt længere kø på strækningen, hvilket betyder en forlænget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter for bilister, der skal krydse broen mod Middelfart.

Vejdirektoratet forventer, at trafikken vender tilbage til det normale niveau i løbet af eftermiddagen. Trafikanter opfordres derfor til at vise tålmodighed og køre forsigtigt i området.

Skuret igen i politiets søgelys: 64-årig sigtet for hash-salg

0

KRIMI. Endnu en gang måtte Sydøstjyllands Politi lægge vejen forbi værestedet Skuret på Vester Voldgade i Fredericia. Onsdag aften blev en 64-årig mand fra Fredericia Kommune sigtet for salg af euforiserende stoffer, efter at politiet havde stoppet ham klokken 17.39 og fundet både hash, en digital vægt og kontanter i mandens besiddelse.

»Patruljen træffer en person dernede, han bliver fundet i besiddelse af 16,79 gram hash, en digital vægt og en lille smule kontanter, som vi næsten tænker stammer fra salg af hash,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den 64-årige mand er sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, og sagen føjer sig til en voksende liste af lignende sager, som politiet har haft ved Skuret i Fredericia.

Det er nemlig kun en uge siden, at Sydøstjyllands Politi sidst var på besøg ved Skuret med bødeblokken fremme. Her blev hele tre personer sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer – herunder også salg. Ved det tidligere besøg blev en 64-årig mand ligeledes sigtet, efter at politiet fandt knap 14 gram hash, en digital vægt og nogle kontanter.

»Han bliver sigtet for salg af euforiserende stoffer. Det er ikke en voldsom stor mængde, men det er dog lidt mere end til eget forbrug, og kombinationen med digitalvægten og kontanterne tyder på, at der kan være tale om salg,« lød det dengang fra Arno Rindahl Petersen.

Dermed er det anden gang inden for kort tid, at politiet må besøge Skuret i forbindelse med sager om salg af stoffer.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.

Vidne overraskede ladekabel-tyve midt i akten – gerningsmænd flygtede med tildækkede nummerplader

0

KRIMI. Tyve med hang til ladekabler slog natten til torsdag til på Strevelinsvej i Fredericia. To ukendte gerningsmænd var i færd med at klippe ladekabler fra flere ladestationer, da en opmærksom person pludselig dukkede op og forstyrrede tyvenes arbejde.

Klokken var 00.25, da en anmelder kontaktede Sydøstjyllands Politi, efter at have observeret to personer i færd med at klippe kablerne af ladestationerne. Der var tale om i alt seks kabler fra tre forskellige ladestandere, som hver har to ladepunkter.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd forklarer:

»Det sker på Strevelinsvej klokken 00.25 torsdag. Der er en anmelder, der ringer ind til politiet og siger, at han ser to personer, der er ved at klippe ladekabler af tre ladestandere. Altså sådan nogle, hvor der er ladestandere på to sider af standeren, så det er så seks kabler.«

Men gerningsmændene opdagede hurtigt, at de ikke var alene. Da de fik øje på anmelderen, afbrød de øjeblikkeligt deres forehavende, sprang ind i en VW Caddy varebil, og stak af fra stedet med stor fart.

»De her personer, der er i gang med at klippe kablerne af, opdager formentlig anmelderen, og da de får øje på ham, så sætter de sig ind i en bil, en VW Caddy – altså en varebil. Nummerpladen på bilen har de dækket til med gaffatape eller noget lignende, og de kører fra stedet ad Snoghøj Landevej i nordgående retning,« siger vicepolitiinspektøren.

Politiet har foreløbigt kun få spor at gå efter. De to personer var nemlig iført mørkt tøj og elefanthuer, hvilket gør det svært at fastslå yderligere detaljer om gerningsmændenes udseende.

»Der er ikke meget beskrivelse af personerne, andet end at de var iført elefanthuer og mørkt tøj,« lyder det fra Arno Rindahl Petersen.

Politiet har altså endnu ikke yderligere oplysninger om gerningsmændene, men fortsætter med at arbejde på sagen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag morgen klokken 09.00.