Søndag den 28. december klokken 15.25 blev politiet gjort opmærksom på gaslugt i det fri på Brovadvej i Erritsø.
»Der er tale om et gasudslip, hvor en gasledning er blevet kørt over. Der var ikke nogen fare for omgivelserne, men man kunne tydeligt lugte gas på stedet,« siger Arno Rindal Petersen.
Ifølge politiet vurderes det, at en gravemaskine formentlig har beskadiget ledningen. En indsatsleder fra brandvæsenet var til stede, og situationen blev håndteret uden yderligere konsekvenser.
Sydøstjyllands Politi rykkede natten til den 25. december klokken 23.52 ud til Lumbyesvej i Fredericia efter meldinger om et højt brag og brand i en bil.
»Vi får en anmeldelse om et højt brag, og da patruljen kommer frem, står en bil i brand,« oplyser Arno Rindal Petersen.
TrekantBrand blev sendt til stedet og fik hurtigt slukket branden. Politiet har efterfølgende oprettet en sag for at klarlægge hændelsesforløbet.
Der er navne, som bliver hængende, når man taler om ældreplejen i Fredericia.
Othello. Hybyhus. Kobbelgården.
Skriver man dem i en søgemaskine, dukker sagerne op. Medarbejdere under pres. Pårørende, der råber op. Ledelsesmæssige svigt, uro og tillidsbrud. Og nu endnu et direktørskifte på et af kommunens mest følsomme velfærdsområder.
Det er fristende at gøre det til en lokal historie. At pege fingre. At tale om “noget særligt galt i Fredericia”.
Men det ville være forkert.
For sandheden er mere ubekvem – og mere alvorlig: Det her er ikke en fredericiansk historie. Det er en dansk historie. Og i stigende grad en velfærdshistorie, der gentager sig fra by til by, kommune til kommune.
Når man kan skrive et navn – og finde sagerne
Othello er ikke unikt. Hybyhus er ikke alene. Kobbelgården er ikke et særtilfælde.
Søger man fem år tilbage i tiden, kan man finde plejehjem i næsten alle større byer, hvor navnet alene åbner for en række artikler, tilsynsrapporter og vidnesbyrd om pres, fejl og svigt.
Det handler ikke om onde medarbejdere eller ligeglade ledere. Tværtimod. Det handler om et system, der i årevis er blevet strammet, effektiviseret og målt – ofte uden at blive gentænkt.
Der er langt fra ostemaden hos Fru Jensen og vagtlægen, der kom kørende, når små og store var syge, til nutidens ældrepleje, hvor vagtlægen sidder bag en skærm, og omsorg ofte er presset ind mellem dokumentation, skemaer og systemkrav.
Det er ikke nostalgisk længsel. Det er en konstatering.
Endnu et direktørskifte – endnu en chance
Når en direktør forlader området, vil nogen altid spørge: blev hun træt af at håndtere skandalerne?
Måske. Måske ikke.
Men det er i virkeligheden det mindst interessante spørgsmål. Det vigtige er, hvad Fredericia vælger at gøre nu.
For et direktørskifte er ikke bare et punktum. Det er et komma. En mulighed for at stoppe op. For at stille det svære spørgsmål: Skal vi blive ved med at gøre mere af det samme – eller tør vi gøre noget andet?
Ældreplejen kan ikke repareres med pressemeddelelser og handleplaner alene. Den kan heller ikke fixes ved endnu et lag kontrol. Den skal bygges op igen – fra bunden og op.
Medarbejderne er nøglen – ikke problemet
Der findes ingen genvej uden om medarbejderne.
Hvis ældreplejen skal lykkes, skal medarbejderne lykkes.
Det kræver stabilitet, faglighed og ledelse, der tør stå på mål – også når det blæser. Det kræver, at man går fra brandslukning til langsigtet drift. Fra konstant undtagelsestilstand til hverdag, der hænger sammen.
Det kræver også, at man tør tale ærligt om arbejdsvilkår, rekruttering og fastholdelse – uden at gøre det til en kamp mellem “systemet” og “gulvet”.
For der er ingen ældrepleje uden mennesker. Og der er ingen mennesker, der kan levere nærvær, hvis al deres tid går med at dokumentere, registrere og forklare.
Brug systemerne klogere – ikke mere
Her ligger et overset potentiale.
For måske er løsningen ikke færre systemer – men bedre brug af dem. Kunstig intelligens, automatisering og smartere planlægning kan frigive tid. Ikke til flere møder. Men til nærvær.
Hvis teknologi kan tage noget af det administrative, kan mennesker tage sig af det menneskelige. Hvis systemerne bruges klogt, kan de give mere tid ved sengen, ved bordet, i samtalen.
Det kræver mod at tænke sådan. For det kræver, at man tør slippe kontrollen en smule – og i stedet stole på fagligheden.
Fredericia kan vælge at gå forrest
Fredericia står ikke alene med udfordringerne. Men netop derfor kan byen også vælge at blive et eksempel på, hvordan man kommer videre.
Ikke ved at love, at der aldrig igen vil være sager. Det vil der. Der vil altid være fejl, klager og menneskelige brudflader i velfærden.
Men ved at vise, at man tager ansvar. At man investerer i ledelse, kultur og arbejdsmiljø. At man tør bruge teknologi som et redskab – ikke som en erstatning for omsorg.
At man forstår, at ældrepleje ikke kun er et budgetområde, men et spejl af, hvem vi er som samfund.
Fra uro til tillid
Othello, Hybyhus og Kobbelgården vil ikke forsvinde fra hukommelsen. Og det skal de heller ikke. For de minder os om, hvad der sker, når systemer bliver vigtigere end mennesker.
Men de kan også blive startpunkter. Ikke for endnu en skandale, men for en ny retning.
Hvis Fredericia vil.
Hvis ledelsen tør.
Og hvis vi husker, at nærvær aldrig kan effektiviseres – men tid til nærvær kan skabes.
Socialområdet i Middelfart må ikke hvile på tallene alene
Middelfart Kommune ligger flot i nationale sammenligninger på social- og velfærdsområdet. Det er ikke til at komme udenom. Tilfredshedsmålinger, evalueringer og nøgletal peger på, at meget fungerer – ofte bedre end i sammenlignelige kommuner. Det fortjener både medarbejdere, ledelse og politikere anerkendelse for.
Men netop dér opstår også risikoen.
For når man er blandt de bedste, kan man let komme til at lytte mere til tallene end til virkeligheden bag dem.
Socialområdet er et af de mest komplekse og sårbare områder i kommunen. Det er her, vi møder mennesker, som ikke råber højest. Borgere med psykiske lidelser, misbrug, komplekse sociale problemer, hjemløshed eller langvarig marginalisering. Mange af dem er ikke dem, der udfylder spørgeskemaer. Ikke dem, der klager. Ikke dem, der figurerer tydeligt i statistikkerne.
Og netop derfor kan gode tal være både rigtige – og utilstrækkelige.
Det er muligt at levere fagligt solide indsatser og samtidig have sprækker, som først opdages, når noget går galt. Historien viser det igen og igen – også uden for Middelfart. Socialområdet er sjældent et sted, hvor problemer melder sig langsomt og pænt. De kommer ofte som sager, kriser eller enkelthistorier, der pludselig rammer offentligheden med fuld kraft.
Derfor er det ikke nok at være blandt de bedste. Man skal også være blandt de mest selvkritiske.
Det kræver en kultur, hvor man tør spørge: Hvem er ikke med i tallene? Hvem falder mellem systemer, paragraffer og organisatoriske snitflader? Og hvor man tager de spørgsmål alvorligt, også når de ikke passer ind i den samlede fortælling om succes.
Middelfart har dygtige medarbejdere på socialområdet. Det ved alle, der har haft berøring med området. Men de arbejder i et felt, hvor presset er konstant, hvor kompleksiteten vokser, og hvor forventningerne – politiske såvel som borgernes – sjældent falder.
Det stiller store krav til ledelse. Ikke kun administrativ ledelse, men også politisk. Socialområdet kan ikke styres alene med strategier, handleplaner og effektmålinger. Det kræver nærhed, opmærksomhed og vilje til at se de problemer, der endnu ikke er blevet synlige.
For det er ofte dér, de største svigt opstår: i det usagte, det uregistrerede og det, der ikke lige passer ind i systemets rammer.
At være blandt de bedste er ikke et mål i sig selv. Det er et ansvar.
Et ansvar for ikke at blive selvtilfreds. For ikke at lade flotte placeringer dække over de borgere, som stadig kæmper. Og for at insistere på, at socialpolitik ikke kun handler om at klare sig godt i statistikkerne – men om at sikre, at ingen bliver glemt, fordi de ikke kan gøre opmærksom på sig selv.
Middelfart har meget at være stolt af på socialområdet.
Men netop derfor har kommunen også råd – og pligt – til at blive ved med at stille de svære spørgsmål.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede søndag klokken 12.39 ud til en melding om brand i et rækkehus i Kolding. Anmeldelsen kom fra Ryslingevej, hvor både politi og brandvæsen hurtigt var fremme på stedet.
TrekantBrand fik slukket branden, hvorefter skadeservice overtog arbejdet i boligen. Under indsatsen blev en beboer udsat for røg og kørt til Kolding Sygehus for at blive tilset.
Ifølge politiet opstod branden i forbindelse med håndtering af gas i boligen.
»Det viser sig, at man har været i gang med at fylde en lighter med gas fra en gasflaske, og i den forbindelse går der noget galt, som antænder branden,« oplyser vagtchef Thomas Kiær.
Der er tale om en 47-årig mand, som befandt sig i rækkehuset, da branden opstod. Der er ikke meldt om andre tilskadekomne i forbindelse med hændelsen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag d. 28.12 kl. 17.00 af vagtchef Thomas Kiær.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i Vejle.
Anmeldelsen indløb den 28. december klokken 02.04 og vedrørte et forhold ved Dæmningen ud for Old Irish. Her stod en mand midt på vejbanen og viste sin langemand til den patrulje, der holdt og kom hen imod ham. Manden blev stående, indtil patruljen nåede frem.
»Han bliver sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og kan se frem til en bøde, fordi det at række langemand til politiet er egnet til at forstyrre den offentlige orden«, oplyser vagtchef Thomas Kiær.
Der er tale om en 24-årig mand, som ikke er fra lokalområdet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag d. 28.12 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Kiær.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede tidligt søndag morgen en personbil i Vejle, efter at patruljen havde bemærket en mistænkelig kørsel.
Hændelsen fandt sted den 28. december 2025 klokken 04.15 på Østerbrogade, hvor en patrulje observerede en personbil, der blev ført på en måde, som vakte politiets opmærksomhed. Bilen blev bragt til standsning, og føreren blev herefter kontrolleret.
»Via narkometer kan man se, at føreren er påvirket af kokain, og en alkometertest viser, at han også er påvirket af alkohol«, oplyser vagtchef Thomas Kiær.
Under ransagning af bilen fandt politiet desuden 0,45 gram kokain.
Der er tale om en 25-årig mand fra Vejle.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag d. 28.12 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Kiær.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om et indbrud i Fredericia, hvor gerningsmanden forlod stedet igen, da det viste sig, at der var beboere i huset.
Anmeldelsen indløb den 28. december klokken 01.23 og vedrørte et indbrud i Baldersparken. Ifølge politiet var der omkring klokken 01.10 blevet anmeldt en rudeknusning på adressen. Gerningsmanden skaffede sig adgang til huset, men opdagede undervejs, at der var beboere til stede, hvorefter han flygtede fra stedet igen.
»Der er vi jo interesseret i, hvis der er nogen, der har oplysninger eller har set noget i relation til sagen, så vil vi meget gerne høre om det på 114«, oplyser vagtchef Thomas Kiær.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag d. 28.12 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Kiær.
Efter et karriereskifte fra erhvervslivet valgte Torben Søgaard Bonnichsen folkeskolen til for værdiernes skyld. I tredje del af vores serie om den fredericianske folkeskole fortæller han om mødet med et komplekst system, pressede klasser, voksende bureaukrati og et ansvar, der rækker langt ud over undervisningen. Samtidig efterlyser han mindre klasser, større faglig frihed og mere mod – både blandt lærere og politikere.
Da Torben Søgaard Bonnichsen for otte år siden forlod erhvervslivet og trådte ind i folkeskolen, var det ikke et forsøg på at finde et mere roligt arbejdsliv. Tværtimod. Skiftet udsprang af et behov for at arbejde med noget, der havde en anden tyngde end effektivitet og hurtige resultater.
Han havde i årene forinden arbejdet med uddannelse af voksne i det private erhvervsliv. Alligevel var det netop folkeskolen, der trak – fordi den rummede noget mere grundlæggende.
»Det var selvfølgelig et karriereskifte, men det var i høj grad også et værdiskifte. Jeg kunne mærke, at lærergærningen rummede nogle dannelsesmæssige og menneskelige værdier, som jeg gerne ville arbejde med. Noget, der handlede om mere end bare resultater her og nu, men om at forme mennesker over tid.«
Overgangen blev samtidig et møde med en helt anden arbejdskultur. Hvor tempoet i erhvervslivet ofte var højt, og ansvar blev målt i færdige leverancer, oplevede Torben Søgaard Bonnichsen hurtigt, at skolens virkelighed arbejder i langt længere perspektiver.
»Noget af det, jeg skulle vænne mig til, var, at ikke alt skal lykkes i dag. I skolen arbejder vi med processer, hvor resultaterne først viser sig langt senere. Det behøver ikke at være i dag, lille Per lærer at læse – og den erkendelse var faktisk en stor omstilling for mig.«
Samtidig blev han mødt af en organisation, der viste sig at være langt mere kompleks, end han havde forestillet sig.
»Jeg blev overrasket over, hvor stor og kompleks folkeskolen faktisk er. Og hvor lang omsætningstid der er på mange beslutninger. Men jeg blev også positivt overrasket over mine kolleger. Over hvor dedikerede de er. De møder op dag efter dag og er nærværende for eleverne – også når opgaven er tung.«
Netop den hverdag, mener Torben Søgaard Bonnichsen, forsvinder ofte i den offentlige debat om folkeskolen. En debat, han grundlæggende hilser velkommen, men som mister sin værdi, hvis den løsriver sig fra praksis.
»Alle stemmer er vigtige, og vi skal kunne stå på mål for kritik. Det er en del af at leve i et demokrati. Men den kritik, der for alvor giver mening, er den, der tager udgangspunkt i hverdagen – hvor man kan se, hvad det er, vi faktisk står i, og hvorfor vi gør, som vi gør.«
Når samtalen bevæger sig ind på lærerværelset, er der ét tema, der igen og igen trænger sig på: arbejdspresset. Ikke som en generel klage, men som en konkret erfaring fra klasselokalet.
Torben Søgaard Bonnichsen peger på, at meget af presset opstår, før undervisningen overhovedet begynder.
»Trivsel fylder enormt meget i dag, men elevernes trivsel starter jo ikke i skolen. De kommer med noget hjemmefra – fra familien, fra fritiden, fra livet udenfor. Og alt det tager de med ind i klassen.«
Det betyder, at læreren ofte skal bruge betydelig energi på at skabe ro, tryghed og fællesskab, før det faglige arbejde kan tage form.
»Mange lærere laver i praksis en masse krumspring, bare for at få alle elever med på opgaven. Og det gør, at man allerede er presset, inden man når til undervisningen.«
Det er i den sammenhæng, diskussionen om klassestørrelser bliver konkret. For Torben Søgaard Bonnichsen er det nuværende loft på 28 elever sjældent foreneligt med den virkelighed, lærerne står i.
»Antallet af elever kan ikke fastsættes isoleret. Det handler om, hvad vi vil opnå – og om, hvordan eleverne faktisk møder op. Hvis alle er veloplagte, kan man håndtere flere. Men hvis mange rammer den forkerte dag, bliver det meget svært.«
Han peger på, at undervisningen i dag i højere grad er undersøgende, problemorienteret og organiseret i grupper. Det stiller nye krav til lærerens tilstedeværelse.
»Kunsten er at være til stede uden at være styrende. Hvis du bliver for usynlig, mister eleverne retning. Hvis du bliver for dominerende, mister de ejerskab. Den balance er svær – og den bliver næsten umulig i for store klasser.«
Derfor er hans konklusion klar og konsekvent.
»Jeg mener, vi skal ned omkring 20 elever i en klasse. Store nok grupper til, at der opstår et fællesskab – men små nok til, at læreren kan nå rundt og faktisk være til stede.«
Torben Søgaard Bonnichsen afviser samtidig forestillingen om, at større klasser kan kompenseres med digitale løsninger og teknologiske genveje. Her bliver han markant.
»Man kan godt sætte 50 elever foran en Chromebook, downloade noget software og bagefter teste, om de har forstået det. Men det har ikke noget med undervisning at gøre. Det giver input – ikke læring. Det giver hverken dannelse, socialisering eller fællesskab.«
For ham er netop dannelsen et helt afgørende argument for, at folkeskolen ikke kan reduceres til individuel skærmundervisning.
»Hvis vi vil have en folkeskole, vi kan være stolte af, skal eleverne løse svære ting sammen. Det er dér, de lærer at fungere som mennesker i et fællesskab. Det kan vi ikke erstatte med online-systemer.«
Samtidig oplever Torben Søgaard Bonnichsen, at lærernes faglighed i stigende grad kommer under pres. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men som følge af styring og ressourceknaphed.
»Vi har mindre frihed i dag. Ledelsen rækker længere ned i hverdagen, og nogle gange handler beslutninger mere om at få skemaet til at hænge sammen end om faglighed.«
Han nævner eksempler på lærere, der underviser i fag, de ikke er uddannet til, for at få enderne til at mødes.
»For 20 år siden var matematiklæreren matematiklærer. I dag arbejder vi mere i teams, og det styrker samarbejdet – men det betyder også, at fagligheden nogle gange bliver udvandet.«
Her mener han, at lærerne selv har et ansvar for at sige fra.
»Vi skal turde sige, at matematik ikke er klassens time. Dansk og matematik er fag, der blinker lige nu, og der er vi nødt til at stå fast – også internt.«
Bureaukratiet er et andet vilkår, der presser lærernes hverdag. Dokumentation, møder og opfølgning fylder mere og mere.
»Forberedelsestid findes på papiret, men i praksis bliver den brugt på alt muligt andet end at forberede undervisning. Hvis eleverne virkelig skal have gavn af lærernes tilstedeværelse, er vi nødt til at afbureaukratisere og prioritere undervisningen.«
Hvis Torben Søgaard Bonnichsen fik magten til at sætte retningen for folkeskolen, ville han ikke lave radikale ændringer. Tværtimod.
»Fire ud af fem elever går i folkeskolen. Det siger noget om, at der er en grundlæggende opbakning.«
Men han ville stille større krav – især til lærerne selv.
»Vi skal blive bedre til at kritisere hinanden fagligt. Hvis vi vil have mandatet til at arbejde med relativt stor frihed, så forpligter det også. Vi skal turde sige til en kollega, når noget ikke er godt nok.«
Det ser han som en forudsætning for at skabe en folkeskole, som både forældre og samfund kan have tillid til.
»Folk kan mærke forskel på lærere. Det forpligter os.«
Bekymringen bliver særlig tydelig, når samtalen falder på de elever, der forlader folkeskolen uden at bestå afgangsprøverne.
»Det er både beklageligt og forundrende. Men det hænger også sammen med, at folkeskolen ikke siger nej til nogen.«
Han efterlyser mere mod til at give nogle elever et andet og mere respektfuldt tilbud.
»Nogle elever har reelt ikke forudsætningerne for at bestå prøverne. Alligevel bliver de ført igennem år, som ikke er rare. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.«
Samtidig peger han på elever, der reagerer med modstand, fordi skolelivet ikke giver mening.
»Der er nogle skal-opgaver i livet, uanset om du vil være smed eller biolog. Det er også en del af dannelsen at lære det.«
Her spiller relationen mellem lærer og elev en afgørende rolle.
»En autentisk lærer, der tager ansvar og skaber tillid, kan redde mange børn fra at forlade folkeskolen med en dårlig oplevelse.«
Samarbejdet med forældrene er i den sammenhæng helt centralt – og ofte vanskeligt.
»Den største udfordring er nogle gange kommunikationen med forældrene. Hvornår er du forælder, og hvornår er du mor eller far?«
Han oplever, at ansvaret for hurtigt placeres hos systemet.
»Det sender et signal til barnet om, at selv forældrene har givet op.«
Derfor efterlyser han et mere forpligtende samarbejde, hvor barnet mødes som deltager i et fællesskab – ikke som et problem, der skal forklares væk.
Til sidst vender Torben Søgaard Bonnichsen blikket mod politikerne. Ikke for at efterlyse nye reformer eller flere ord – men noget mere grundlæggende.
»Anerkendelse.«
Han peger på lærere, forældre og skolebestyrelser, der hver dag leverer langt mere, end man umiddelbart ser.
»Der er ingen, der flygter fra opgaven. Tværtimod.«
For ham handler det ikke om løn eller prestige, men om at blive set.
»Der er nogen, der løber med både arme og ben. Det kunne være rart, hvis nogen en gang imellem sagde: Vi ved godt, hvad I laver.«
I tredje del af serien tegner Torben Søgaard Bonnichsen et billede af en folkeskole, der ikke mangler vilje – men tid, plads og mod. Ikke mindst modet til at stå fast på fagligheden, også når det er besværligt.
Fyns Politi var lørdag aften massivt til stede i Tietgenbyen i Odense efter flere anmeldelser om fyrværkeri til gene for omgivelserne. Det oplyser politiet søndag morgen på X.
På stedet traf politiet en større forsamling, og indsatsen endte med 13 sigtelser for overtrædelse af fyrværkeriloven. Samtidig blev der beslaglagt mange kilo fyrværkeri.
Politiet oplyser ikke yderligere om de sigtedes alder eller tilknytning, men understreger, at indsatsen skete efter gentagne borgerhenvendelser om utryghed og gene.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis opslag på X søndag den 28. december 2025.
