Hugormesæsonen er i gang: Sådan skal du reagere, hvis dit kæledyr bliver bidt

0

Hugormene er igen blevet aktive i den danske natur, og derfor lyder der nu en opfordring fra veterinærkoncernen AniCura til alle hunde- og katteejere om at være ekstra opmærksomme i de kommende måneder. Et hugormebid kan nemlig være alvorligt og i værste fald livstruende for kæledyr, hvis det ikke behandles hurtigt.

De lune måneder byder på masser af udendørsaktiviteter for både hund og kat, men det er også nu, risikoen for et hugormebid stiger. Slangerne opholder sig ofte i højt græs, på hedeområder, i bunker af blade eller andre solrige steder, og de giftige krybdyr er aktive fra april til november.

I langt de fleste tilfælde overlever dyrene, men i værste fald kan biddet kræve langvarig behandling. Derfor opfordrer dyrlæge ved AniCura Københavns Dyrehospital Anders Jensen til, at man tager selv den mindste mistanke alvorligt.

»Hugormebid kan være meget alvorlige for både hunde og katte, og derfor er det vigtigt, at man kontakter en dyrlæge med det samme, hvis man har mistanke om, at ens kæledyr er blevet bidt. Jo hurtigere dyret får behandling, desto bedre er mulighederne for at begrænse komplikationer og hjælpe kroppen med at udskille giften,« siger han.

Særligt mindre hunde og katte kan blive hårdt påvirket af giften, men alle dyr kan reagere voldsomt. Symptomerne viser sig ofte hurtigt og kan udvikle sig over få timer.

Vær opmærksom på symptomerne

Det er ikke altid, ejeren ser selve biddet ske, men der er flere typiske tegn at holde øje med. Det kan blandt andet være hævelse omkring bidstedet, smerter, halthed, træthed, opkast eller en påvirket almen tilstand.

»Mange dyr bliver pludseligt sløve eller får tydelige smerter kort tid efter biddet. Nogle oplever også hævelse omkring hovedet eller benene afhængigt af, hvor de er blevet bidt. I alvorlige tilfælde kan giften påvirke både kredsløb og organer,« forklarer Anders Jensen.

Mistænker man et hugormebid, anbefaler AniCura, at dyret holdes så roligt som muligt på vej til dyrlægen.

»Det er vigtigt at begrænse dyrets aktivitet mest muligt, da bevægelse kan få giften til at sprede sig hurtigere i kroppen. Mindre hunde og katte bør bæres, og større hunde bør gå mindst muligt. Samtidig skal man undgå at forsøge at suge gift ud eller binde noget stramt omkring bidstedet,« siger Anders Jensen.

Hos AniCura lyder den klare anbefaling at kontakte dyrlægen ved den mindste mistanke om et hugormebid.

FAKTA: Sådan beskytter du dit kæledyr i hugormesæsonen

Hugorme er sky dyr, som ofte trækker sig væk ved støj og bevægelse – tramp gerne lidt ekstra på gåturen i områder med højt græs eller hede.

Hold hunden tæt på dig i områder, hvor der kan være hugorme, så du bedre kan holde øje med, hvor den snuser og færdes.

Ved mistanke om hugormebid er det vigtigt at holde dyret mest muligt i ro, da bevægelse kan få giften til at sprede sig hurtigere i kroppen.

Kontakt altid dyrlægen hurtigt ved mistanke om hugormebid – også selvom symptomerne virker milde i starten.

Typiske symptomer kan være hævelse, smerter, halthed, træthed eller opkast kort tid efter biddet.

Würth Danmark skærer i CO2-udledningen og sætter samtidig omsætningsrekord

0

Würth Danmark beviser, at grøn omstilling og økonomisk vækst kan trives side om side. Det fremgår af virksomhedens netop offentliggjorte ESG-rapport for 2025, der viser, at koncernens arbejde med at reducere CO2-udledningen nu for alvor begynder at bære frugt – og det er sket samtidig med en rekordhøj omsætning.

Siden baselineåret 2021 har Würth Danmark reduceret sine Scope 1- og 2-udledninger med 29,7 procent, svarende til 815 ton CO2e.

Den største enkeltstående årsag til reduktionen er elektrificeringen af bilflåden. Næsten halvdelen af virksomhedens mere end 300 biler kører i dag på el. Dertil kommer en række energieffektiviseringer som bedre varmestyring, LED-belysning og energistyring, der tilsammen har reduceret varmeforbruget pr. omsætningskrone med 17 procent og forbedret energieffektiviteten med 9 procent.

For administrerende direktør Donny Moerkerk er ESG-indsatsen en naturlig del af virksomhedens ansvar.

»Vi har et klart ansvar for at drive en sund forretning og samtidig tage ansvar for vores klimaaftryk. ESG-rapporten for 2025 viser, at vi kan skabe vækst og samtidig reducere vores CO2-udledning markant. Det er vigtigt for os og for de kunder, der hver dag vælger os som samarbejdspartner,« siger Donny Moerkerk.

ESG-koordinator Camilla Aalykke peger på, at investeringerne også har gavnet bundlinjen.

»Når vi reducerer CO2-udledningen ved at vælge mere energieffektive løsninger, falder omkostningerne typisk også. Det har vi blandt andet set på bilområdet,« siger Camilla Aalykke.

Også medarbejderne har stået i centrum i 2025. Gennem en livsbalancestrategi og etableringen af Würth Akademi har virksomheden sat øget fokus på trivsel, fleksibilitet og udvikling. Et målrettet arbejdsmiljøarbejde har samtidig betydet, at antallet af registrerede arbejdsulykker er halveret siden 2024.

Virksomheden har desuden styrket den overordnede styring af ESG-arbejdet. Gennem en omfattende due diligence-proces er der identificeret 33 centrale ESG-områder, der skal danne grundlag for prioritering i de kommende år.

»Det giver os et klart overblik og en fælles retning for det videre arbejde. Vi står nu på et stærkt fundament, hvor ESG er integreret i måden, vi driver forretning på,« siger Camilla Aalykke.

Fremadrettet fortsætter Würth Danmark arbejdet med at omsætte ESG-indsatsen til konkrete resultater. Blandt andet forventes en ny lagerudvidelse at bidrage til yderligere reduktion af varmeforbruget og understøtte en mere energieffektiv drift.

Würth Danmark A/S har hovedkontor og centrallager i Kolding og beskæftiger omkring 620 medarbejdere på landsplan. I 2025 lød omsætningen på 1,164 milliarder kroner.

Sommerstemning og nordiske klange fylder Hannerup Kirke

0

Torsdag den 18. juni klokken 19 lægger Hannerup Kirke rum til en aften i sangens tegn, når vokalensemblet Dís indtager kirken med en koncert, der byder på en særlig musikalsk oplevelse.

Dís består af kvinder fra lokalområdet, der alle har beskæftiget sig med sang hele livet. Flertallet af medlemmerne er uddannede og arbejder professionelt med musik, og ensemblet har gennem tiden markeret sig som en unik stemme på den lokale vokalscene.

Publikum kan glæde sig til en blanding af nordiske klange og eksperimenterende vokalarrangementer. Gruppen bevæger sig frit mellem genrer og skaber et lydunivers, hvor det intime møder det ekspressive.

Der er gratis adgang til koncerten, og når de sidste toner har lagt sig, bydes sommeren velkommen med en forfriskning.

To standsningssager satte byrådet på prøve

0

En aften, der begyndte med tillykke og lagkagestemning, blev til en lang og principiel samtale om penge, mennesker og om, hvor langt en politikers ret til at sige stop egentlig rækker.

Læs hele artiklen her

Alex Vanopslagh kommer til Fredericia på grundlovsdag

0

POLITIK. Når Fredericia på fredag fejrer grundlovsdag, bliver det med et tungt politisk navn i spidsen. Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, holder årets grundlovstale ved den store, fælles grundlovsfejring i gården ved Kulturkasernen.

Arrangementet er efterhånden blevet en tilbagevendende tradition, hvor en bred kreds af byens partier står sammen om at markere dagen i de grønne omgivelser på den gamle Bülows Kaserne. Med taler, debat og en partileder som hovedtaler håber arrangørerne i år at løfte begivenheden et niveau op.

For Liberal Alliances lokale byrådsmedlem, Christian Jørgensen, er det en glædelig nyhed, at netop hans partiformand lægger vejen forbi. »Jeg er selvfølgelig glad for, at det er lykkedes at få Alex Vanopslagh herned for at holde grundlovstalen. Jeg håber personligt, at det kan give begivenheden et boost og tiltrække nogle mennesker, måske også nogle unge, som ikke plejer at komme til et grundlovsmøde,« siger han.

Syv partier står bag

Selvom Vanopslagh er det store trækplaster, lægger Christian Jørgensen vægt på, at dagen bæres af et bredt samarbejde. Bag arrangementet står syv lokale partier: SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og Danmarksdemokraterne.

Han fremhæver de ildsjæle, der har bygget mødet op, og som han mener fortjener æren frem for ham selv. Blandt dem er Kirsten Vad Knudsen fra Radikale og Lars Olesen fra SF, mens Liberal Alliances lokalformand, Lars Cording, i dag sidder i styregruppen.

Sådan så det ud, da byens partier tidligere har været samlet til grundlovsmøde i Kulturkasernen. Nu gentages arrangementet.

Også partier uden for kredsen er blevet spurgt. Venstre holder fortsat sit eget grundlovsmøde, mens andre har takket nej, men dagen er åben for alle uanset partifarve, understreger Christian Jørgensen. »Jeg kan godt lide, at man breder det ud,« siger han. »Vi har en lokal ildsjæl i form af teaterdirektør Thomas Bay, som er spændende og inspirerende at høre på, og så har vi Alex. Derudover er der debatter med nogle af de nye byrådsmedlemmer, og de lokale foreninger får mulighed for at komme til orde.«

Drømmen om et minifolkemøde

For Christian Jørgensen rækker ambitionen ud over selve dagen. Tanken er, at arrangementet med tiden kan vokse sig større og blive et fast holdepunkt i byens demokratiske liv. »Jeg håber, og det ved jeg også er ildsjælenes intention, at det kan udvikle sig til et lille minifolkemøde. At det bliver bredere funderet end bare et enkelt parti med en politiker eller to, der siger noget. Og at det kan blive lidt større og være med til at gøre Kulturkasernen til et centralt mødested i Fredericia for alle slags mennesker og alle slags holdninger.«

Med kagebord, kaffe og mulighed for at købe drikkevarer er målet en uformel og hyggelig dag i demokratiets tegn. »Man forsøger virkelig at skabe en lille demokratifest. Det synes jeg er en smuk tanke,« slutter byrådsmedlemmet.

Grundlovsdagsfejringen holdes fredag den 5. juni fra klokken 14 til 17.30 i gården ved Kulturkasernen. Alle er velkomne.

Nattevagter sætter sig på sygeplejerskers mentale helbred

0

SUNDHED. Nattevagter er en fast del af livet på et hospital, men de kan have en pris. Et nyt dansk studie peger på, at sygeplejersker, der arbejder om natten, oftere tager medicin mod angst, stress, søvnbesvær og depression end deres kolleger, der ikke har nattevagter.

Studiet er gennemført af forskere ved Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø med støtte fra ROCKWOOL Fonden. Det følger 3.500 nyuddannede sygeplejerskers mentale helbred gennem de første seks år af deres arbejdsliv, og konklusionen er, at risikoen for at tage psykofarmaka stiger med op til 24 procent for hvert år med natarbejde.

Det særlige ved undersøgelsen er, at den ikke bygger på spørgeskemaer, men på registerdata. Forskerne har koblet sygeplejerskernes faktiske vagtplaner sammen med oplysninger om deres medicinforbrug fra Sundhedsstyrelsens lægemiddeldatabase. Dermed hviler resultaterne på objektive oplysninger frem for, hvordan den enkelte selv oplever sin situation. Samtidig er sygeplejersker, der allerede tog psykofarmaka inden eller under uddannelsen, holdt ude af undersøgelsen. »Med studiet her har vi helt objektive informationer om sygeplejerskernes mentale sundhed, og de sygeplejersker, som havde et forbrug af psykofarmaka, inden de blev færdiguddannede, er slet ikke med i undersøgelsen,« siger Astrid Sophie Fugleholm, der har gennemført undersøgelsen som en del af sit ph.d.-projekt på Københavns Universitet.

Hun understreger samtidig, at man skal være varsom med at læse resultatet for håndfast. »Der er en klar sammenhæng mellem natarbejde og et ekstra forbrug af psykofarmaka. Det er dog vigtigt at understrege, at der er tale om en statistisk beregnet sammenhæng,« siger Astrid Sophie Fugleholm.

En beregnet sammenhæng

At det netop er en beregning, skyldes virkeligheden på en hospitalsafdeling. Mange sygeplejersker skifter mellem perioder med dag- og nattevagter, og derfor blandes grupperne med og uden natarbejde sammen over tid. For at isolere effekten har forskerne opstillet et hypotetisk scenarie, hvor en sygeplejerske arbejder på fuld tid med natarbejde seks år i træk.

I det scenarie vil 8,5 procent af sygeplejerskerne tage psykofarmaka i det syvende år efter ansættelsen. Til sammenligning ligger andelen blandt sygeplejersker uden natarbejde stabilt på mellem 2,3 og 3,2 procent. Omsat til mennesker svarer det til, at der for hver 1.000 sygeplejersker med natarbejde kommer omkring seks flere om året, der begynder at tage medicin mod mentale lidelser.

Kendt på kroppen, nyt for psyken

At natarbejde tærer på det fysiske helbred er veldokumenteret. Tidligere studier har blandt andet koblet langvarigt natarbejde til en øget risiko for brystkræft hos kvinder, og de hyppige skift i døgnrytmen er kendt for at belaste kroppen. Det nye er, at forskningen nu også peger på en målbar sammenhæng med det psykiske helbred.

Forskerne bag studiet understreger dog, at sammenhængen mellem natarbejde og mentalt helbred fortsat bør undersøges nærmere.

Mand gik på gaden med to knive i hånden: Sigtet for overtrædelse af knivloven

0

KRIMI. En 25-årig mand fra Kolding blev mandag aften sigtet for overtrædelse af knivloven. Hændelsen fandt sted klokken 20.56.

En patrulje traf manden, der kom gående på gaden med to knive i hånden. Da betjentene tog kontakt til ham, lagde han knivene fra sig. Han blev herefter sigtet for overtrædelse af knivloven.

Der er ingen forklaring på, hvorfor manden havde knivene med sig. Han blev efterfølgende hjulpet videre til et sted, hvor han kunne få hjælp.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Overvågning fangede tyv på Donsvej: To børnecykler stjålet fra skur

0

KRIMI. Der har natten til mandag været indbrud i et skur på Donsvej ved Kolding. Takket være overvågning på stedet er gerningstidspunktet indsnævret til tidsrummet mellem klokken 02.07 og 02.22.

Gerningsmanden klippede en hængelås op for at komme ind i skuret. Herfra stjal han to børnecykler af mountainbike-typen til en samlet værdi af cirka 8.000 kroner.

På overvågningen ses en enkelt person, men der foreligger ingen nærmere beskrivelse af vedkommende. En mindre varebil kørte forbi omkring gerningstidspunktet. Politiet ved endnu ikke, om overvågningen kan bidrage med yderligere oplysninger i sagen.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Indbrud i virksomhed på Nordager: Byggeudstyr for 54.000 kroner forsvundet

0

KRIMI. Der har i løbet af weekenden været indbrud i en virksomhed på Nordager i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag klokken 13 til mandag klokken 6, hvor det blev opdaget.

Gerningsmændene har skaffet sig adgang ved at knuse en rude i en terrassedør i kælderen. Inde i virksomheden stjal de stilladsplader samt en ErgoMover, en eldrevet transportvogn, der bruges på byggepladser til at flytte og løfte tunge byggematerialer som gipsplader.

Det stjålne har en samlet værdi af 54.000 kroner.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Påkørte holdende bil på Koldingvej: Sammenstødet satte tre biler i bevægelse

0

KRIMI. Mandag eftermiddag klokken 16.20 skete der et færdselsuheld på Koldingvej i Vamdrup, hvor i alt fire biler blev involveret.

En personbil kom kørende i østgående retning ad Koldingvej i en hastighed på cirka 70 kilometer i timen. Et stykke fremme holdt en anden bil stille på vejen. Føreren af den første bil nåede ikke at standse og påkørte den holdende bil bagfra.

Sammenstødet satte en kædereaktion i gang. Den påkørte bil blev skubbet frem i en tredje bil, som derefter blev skubbet op i en fjerde.

Der er sket materielle skader på de tre forreste biler. Ingen personer kom til skade ved uheldet.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.