16.8 C
Copenhagen
onsdag 9. juli 2025

Danskerne siger ja til lavere promillegrænse

0

SAMFUND. Fra 1. juli gælder nye regler for unge bilister, der sætter sig bag rattet. I stedet for den nuværende grænse på 0,5 promille bliver grænsen sat ned til 0,2 promille i de første tre år, man har kørekort.

Det svarer reelt til nultolerance over for alkohol i trafikken for nye bilister.

Det viser sig, at et stort flertal af danskerne støtter op om den nye lovgivning. En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at otte ud af ti danskere bakker op om, at promillegrænsen nu bliver sat ned for nye bilister.

Samtidig mener omtrent halvdelen af de adspurgte, at den nye grænse også bør gælde for erfarne bilister. Konkret viser undersøgelsen blandt 1057 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år, at 48,2 procent ønsker en generel nedsættelse af grænsen til 0,2 promille. 44,9 procent mener dog, at grænsen på 0,5 promille fortsat bør gælde, mens 6,9 procent er i tvivl.

Den store opbakning kommer ikke bag på Jakob Bøving Arendt, direktør i Rådet for Sikker Trafik. Han understreger over for Ritzau, at danskerne generelt ønsker skrappe sanktioner og øget politiindsats, så reglerne bliver overholdt.

Hos Rådet for Sikker Trafik har man længe ønsket en lavere promillegrænse for både unge bilister og førere af tunge køretøjer. Ifølge Jakob Bøving Arendt er det især vigtigt at fokusere på de unge bilister, fordi de statistisk set har større risiko for at ende i alvorlige ulykker med alkohol involveret.

»Så får vi forhåbentlig opdraget en hel generation til at have en fornuftig alkohol- og trafikkultur, som de så kan tage med sig videre i livet,« siger Jakob Bøving Arendt til Ritzau.

Flere andre europæiske lande har lignende regler med skærpede promillegrænser for nye og unge bilister.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har tidligere i juni understreget, at den nye grænse i praksis betyder nul alkohol for de nye bilister. Han har dog tidligere sagt til TV 2, at han ikke ser behov for, at reglen skal gælde alle bilister, fordi han mener, at de fleste voksne godt kan drikke en enkelt øl til frokosten uden at miste evnen til at køre bil.

Undersøgelsen blev gennemført af Voxmeter i perioden 18.-22. maj.

Kolding-sejlere genvinder DM-guld efter syv års tørke

0

SPORT. Kolding Sejlklub kan endnu engang kalde sig danske mestre i klassen Nordisk Folkebåd. I weekenden lykkedes det nemlig for rorsmand Per Jørgensen og gasterne Kristian Hansen og Henrik Holk at tage guldet hjem ved DM-stævnet, som blev afviklet i farvandet ud for Binderup med Middelfart Sejlklub som arrangør.

Sejren kom efter et par år med bronzemedaljer, så forberedelserne havde været ekstra grundige denne gang. Teamet havde blandt andet deltaget i tre stævner i Tyskland op til mesterskaberne.

»Det var en stor forløsning at ende øverst på sejrsskamlen. I 2023 og 2024 endte vi med bronze, så derfor havde vi forberedt os ekstra grundigt i år med bl.a. tre stævner i Tyskland de sidste uger op til DM. Det er super glædeligt, at vores mange timers forberedelse giver pote,« fortæller en glad rorsmand, Per Jørgensen.

Det var dog langtfra en sikker sejr, da holdene gik ind til den afgørende sejlads. Hele fem hold kunne nemlig sikre sig guldet, inden sidste start gik.

Her viste Kolding-sejlerne deres rutine og holdt hovedet koldt, da presset var størst. Holdet formåede i sidste ende at sejle sig foran sølvmedaljevinderne fra Faaborg.

»Vi er et af de mest erfarne hold, og vi har en rigtig god fordeling af opgaver mellem rorsmand, taktik og bådens trim. Samarbejdet ombord tror jeg blev afgørende i den meget tætte afslutning af sidste sejlads, hvor vi fik presset os forbi sølvmedaljevinderne fra Faaborg,« siger Per Jørgensen.

Mesterskabet er prestigefyldt, fordi Nordisk Folkebåd er en af de få bådklasser, der af Danmarks Idrætsforbund (DIF) officielt anerkendes med et Danmarksmesterskab på linje med olympiske bådtyper.

Erfaren besætning med mange medaljer

De tre Kolding-sejlere er imens bestemt ikke ukendte med at stå øverst på podiet. Kristian Hansen er rekordholder med otte danske mesterskaber i klassen, mens Per Jørgensen selv nu er oppe på syv guldmedaljer. Henrik Holk har sikret sig guldet fire gange tidligere.

Sejren markerer et vigtigt comeback for Kolding Sejlklub, der ikke havde hentet guldmedaljer hjem siden 2016.

Besætningen kan nu gå på en velfortjent sommerferie, inden næste store udfordring venter ved et internationalt stævne i Amsterdam til september.

MS Nordstjernen lagde til kaj i Fredericia: Byen summer af liv

0

HAVN. Der var liv og glade dage i Fredericia lørdag den 28. juni, da det historiske krydstogtskib MS Nordstjernen lagde til kaj i byen.

Fra morgenstunden blev krydstogtskibet budt velkommen med vajende Dannebrogsflag, musik og glade smil. De mange krydstogtgæster gik i land, klar til at udforske Fredericias hyggelige bymidte med dens mange seværdigheder, caféer og charmerende gågader.

Byen viste sig fra sin bedste side, og gaderne var hurtigt fyldt med gæster, der benyttede lejligheden til at nyde det skønne sommervejr. Caféerne havde travlt, og bymidten summede af liv og glæde fra både lokale og gæster.

MS Nordstjernen besøger Fredericia hele fem gange i denne sæson, hvilket vidner om byens store tiltrækningskraft og evne til at tilbyde unikke oplevelser for krydstogtgæster fra nær og fjern.

Fredericia tog imod gæsterne med åbne arme, og dagens flotte vejr skabte en perfekt ramme om en hyggelig og livlig dag i byen.

Skoleudvalget i Middelfart Kommune kritiserer skarpt sag om tidlig SFO

0

SFO. Skoleudvalget i Middelfart Kommune retter nu hård kritik mod kommunens egen børne- og ungeforvaltning, efter Fyens Stiftstidende kunne afsløre, at forvaltningen har misinformeret hundredvis af forældre og tvunget børn i tidlig SFO – i strid med kommunens egne regler.

I en officiel udtalelse efter et møde den 27. juni 2025 udtrykker Skoleudvalget klar kritik af forvaltningens praksis. Udtalelsen lyder i sin fulde ordlyd:

»Skoleudvalget har 27/6 2025 fået en redegørelse vedrørende uoverensstemmelse mellem praksis og gældende styrelsesvedtægt for folkeskolerne i Middelfart Kommune i forhold til tidlig SFO. Vores konklusion er, at skoleforvaltningen har handlet i modstrid med gældende styrelsesvedtægt.«

»Skoleudvalget udtrykker kritik af børne- og ungeforvaltningen for ikke at følge styrelsesvedtægten i sagen om tidlig SFO, herunder kritik af forkerte afgørelser, forkert information til forældre, manglende forståelse for styrelsesvedtægtens betydning og at der ikke er sket en saglig og faglig tilfredsstillende understøttelse og betjening af Skoleudvalget.«

Sagen har været genstand for stor opmærksomhed efter Fyens Stiftstidendes afsløringer, der viste, at tre topchefer i Middelfart Kommune har været bekendte med, at praksis på børneområdet var i strid med reglerne

Stor fejring på HTX Lillebælt: »I er klar til at gå ud og erobre jeres plads i samfundet«

0

HTX. Fredag var en særlig dag på Gymnasiet HTX Lillebælt på Teknikervej i Fredericia. Her blev årets studenter fejret ved en stemningsfuld dimission med glade ansigter, stolte forældre og smilende elever, der stod klar med huer og store drømme for fremtiden.

Rektor Lars Hansen holdt årets tale til studenterne, og han understregede betydningen af det skridt, eleverne nu tager i livet:

»Det er en dag fyldt med glæde, stolthed og håb for fremtiden. I har kæmpet, overvundet udfordringer og er nu nået et vigtigt skridt videre i jeres unge liv,« sagde Lars Hansen, som med tydelig stolthed betragtede eleverne.

Han opfordrede eleverne til at nyde øjeblikket, tage et kig omkring sig og værdsætte fællesskabet, som HTX har skabt for dem. En særlig milepæl var nået, men han understregede samtidig, at denne milepæl blot er begyndelsen på noget nyt.

»Ved et tilbageblik er de seneste tre år gået utrolig hurtigt, og der skal nok være nogle af jer, som endnu ikke helt har forstået, at det faktisk er ved at være helt slut med gymnasietiden.«

Fra elever til selvstændige voksne

Lars Hansen takkede også skolens lærere og øvrige personale, der har støttet eleverne gennem både gode og svære perioder. Han pointerede, at eleverne har været genstand for utallige samtaler og møder, også uden for klasseværelset.

»Vi har gjort meget for, at alle skulle komme godt igennem de sværeste udfordringer, og når det for nogle af jer har gjort mest ondt. Heldigvis har der også været mange perioder, hvor vi har glædet os over jeres talenter,« sagde han.

Rektoren fremhævede, at skolen betragter opgaven med at være en del af elevernes opvækst og udvikling som en ærefuld og vigtig opgave.

Generation Z og nye krav til arbejdslivet

I sin tale kom Lars Hansen også ind på den kommende generations krav og forventninger til arbejdslivet. Han understregede, at generation Z ønsker et liv, hvor arbejde ikke fylder for meget, og hvor der er tid til fritid, familie og hobbyer.

»I er generation Z, og I ønsker fleksibilitet i arbejdslivet. Det handler ikke om dovenskab, men om et ønske om balance og optimering af tiden. I vil arbejde for at leve – ikke leve for at arbejde. Måske kunne det også være et ønske hos mange, der er ældre end jer,« sagde rektoren.

Fremtiden er jeres – men nyd nuet først

Lars Hansen nævnte også de mange udfordringer, som de unge står overfor på fremtidens arbejdsmarked, hvor fleksibilitet og omstillingsevne bliver afgørende egenskaber. Han slog fast, at eleverne fra HTX er godt rustet til den fremtid, der venter:

»I har fået en stærk faglig ballast og er klar til at gå ud og erobre jeres plads i samfundet. De kommende år byder på mange muligheder, men lige nu skal I nyde friheden, sommeren og festerne med hinanden. Vær gode ved hinanden og pas nu godt på jer selv.«

Afslutningsvis takkede Lars Hansen eleverne for, at skolen fik lov til at lære dem at kende, og ønskede dem al held og lykke på deres vej fremover.

Med flotte huer og store smil forlod eleverne dimissionen klar til at tage hul på nye kapitler i livet, men med minder og venskaber fra gymnasietiden, som de vil bære med sig for altid.

Cecilie Roed Schultz: »Vi undgår store besparelser på velfærden«

0

POLITIK. Enhedslistens Cecilie Roed Schultz udtrykte stærk støtte til aftalen med Brookfield Asset Management og fremhævede under pressemødet, hvordan beslutningen løser langt mere end blot en akut økonomisk udfordring. Schultz satte særligt fokus på betydningen af, at aftalen også sikrer Fredericia Kommunes fremtidige bæredygtighed, grønne omstilling og velfærd. Hun understregede desuden, at investeringen fra en stærk international aktør som Brookfield er en vigtig blåstempling af ADP og en investering i både kommunens og virksomhedens langsigtede udvikling.

Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten udtrykte klar støtte til aftalen med Brookfield Asset Management og fortalte åbent om de bekymringer, partiet havde haft i forbindelse med skattesagen mod Ørsted.

»I Enhedslisten var vi meget bekymrede over den økonomiske situation, vi potentielt kunne stå i som kommune på grund af skattesagen med Ørsted. Der er ingen tvivl om, at den udfordring krævede en løsning, og den løsning har vi nu fundet gennem denne aftale med Brookfield,« forklarede Cecilie Roed Schultz.

Hun understregede, at aftalen dog handler om langt mere end blot at løse en økonomisk knibe. Ifølge Cecilie Roed Schultz rummer beslutningen nemlig også en visionær og fremtidsorienteret dimension, der handler om bæredygtighed og grøn omstilling:

»Det har været afgørende for Enhedslisten, at vi ikke blot valgte en hurtig løsning, men i stedet har sikret en langsigtet og bæredygtig fremtid for ADP. Vi har sikret, at havnen fremover kan udvikle sig i en grønnere og mere bæredygtig retning, og med Brookfields indtræden i selskabet får vi adgang til international ekspertise inden for områder som CO₂-fangst, støjbekæmpelse og hensyn til havmiljøet. Det har været en central del af vores beslutning,« understregede hun.

Cecilie Roed Schultz nævnte også, at aftalen med Brookfield i høj grad handler om at sikre Fredericia Kommunes økonomiske fundament, hvilket kommer kommunens velfærd direkte til gavn:

»Med denne aftale sikrer vi, at Fredericia Kommune ikke skal finde 360 millioner kroner i besparelser, hvis skattesagen med Ørsted falder negativt ud. Det betyder, at vi ikke risikerer nedskæringer på skoler, ældrepleje, sociale tilbud og de vigtige projekter, vi har planlagt,« sagde hun og tilføjede:

»Samtidig betyder aftalen også, at ADP’s værdi forventes at stige, og at kommunen dermed kan få større udbytte, som direkte kan investeres i velfærd og service til borgerne.«

Cecilie Roed Schultz gjorde det desuden klart, at hun ser Brookfields investering som en vigtig blåstempling af ADP og Fredericia:

»At en international aktør som Brookfield vælger at investere i ADP er et meget stærkt signal. Det viser, at virksomheden er værd at satse på, og at de ser et stort potentiale her hos os. Det giver os en unik mulighed for at sikre både bæredygtighed og vækst,« understregede hun.

Afsluttende understregede hun, at Enhedslisten er fuldt overbevist om, at denne aftale ikke blot er den nødvendige løsning på en akut udfordring, men også en positiv investering i Fredericia Kommunes langsigtede fremtid, grønne omstilling og generelle udvikling:

»Vi har med denne aftale valgt den rigtige vej – både økonomisk og bæredygtighedsmæssigt. Det er ikke bare en løsning på vores problemer, men en fremtidssikring af både økonomien, miljøet og borgernes velfærd. Derfor bakker vi i Enhedslisten helhjertet op om denne beslutning,« afsluttede Cecilie Roed Schultz.

Undgå kø: Her er sommerens travleste rejsedage

0

TRAFIK. Skolernes sommerferie står for døren, og med den følger trængsel på vejene, når danskerne pakker bilen og sætter kurs mod feriedestinationerne. Sommerferiens største rejsedage medfører traditionelt tæt trafik, og Vejdirektoratet anbefaler derfor bilister at planlægge deres rejse uden for de mest trafikerede tidspunkter.

Sommerferien begynder officielt fredag den 27. juni og strækker sig frem til søndag den 10. august. Især i weekenderne kan der forventes ekstra mange biler på vejene. Den kraftigste trafik forventes på tværs af landet mellem Sjælland og Jylland, hovedsageligt på E20 Vestmotorvejen og Fynske Motorvej samt rute 21 til og fra Sjællands Odde. Trafikanter bør desuden være opmærksomme på øget trafik omkring færgehavnene i Rødby og Gedser samt på E45 Sønderjyske Motorvej nær den dansk-tyske grænse.

Det er hovedsageligt i sommerferiens weekender, at man kan opleve ekstra trafik flere steder i landet. Grafik: Vejdirektoratet

Ifølge Vejdirektoratets trafikprognose vil de første par sommerferieweekender primært være præget af trafik, der bevæger sig fra øst mod vest – altså fra København og Sjælland mod Jylland og sommerhusområderne. Mod slutningen af ferien, især i uge 32, forventes trafikken at bevæge sig modsat, når danskerne vender hjem fra ferie.

En særlig udfordring denne sommer er det omfattende vejarbejde på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Randers. Her er hastigheden nedsat til 80 km/t, og køresporene er smallere. Vejdirektoratet opfordrer trafikanterne til at udvise ekstra forsigtighed og tålmodighed på strækningen.

For bilister, der fortsætter ferien ned gennem Tyskland, anbefaler Vejdirektoratet at holde sig orienteret om aktuelle vejarbejder og trafiksituationen på ruten via for eksempel FDM eller ADAC, da der kan være planlagte arbejder på flere store veje i sommerperioden.

Generelt opfordrer Vejdirektoratet bilisterne til at holde sig løbende opdateret om trafikken både før og under rejsen på Trafikinfo.dk og ved at følge P4 Trafik i radioen.

For en mere behagelig rejse anbefaler Vejdirektoratet desuden, at man kører uden for spidsbelastningerne, sætter god tid af til turen og medbringer mad og drikkevarer. Husk desuden GPS og vær opmærksom på midlertidige hastighedsgrænser, især ved vejarbejder.

Som altid kan uforudsete hændelser som uheld eller dårligt vejr forværre trafiksituationen, især når mange bilister samtidig er på vejene. Derfor er det vigtigt at være godt forberedt og opmærksom undervejs, melder Vejdirektoratet.

Gratis busser – en grøn og solidarisk sejr

0
Cecilie Roed Schultz, Enhedslisten Fredericia. Foto: AVISEN

Den 1. juli sker det endelig: Bybusserne i Fredericia bliver gratis for alle. Det er en kæmpe sejr – både for den grønne omstilling, for dem med små økonomiske råderum og for et mere sammenhængende Fredericia.

Det er en sejr, som mange partier har været med til at sikre, og som vi i Enhedslisten er både stolte af og taknemmelige over. Vi foreslog det første gang i Fredericia i valgkampen i 2013 og har siden kæmpet for det i byrådet og på gaden. Det var også det forslag, der fik allerstørst opbakning ved vores budgetworkshop i Enhedslisten Fredericia sommeren 2024. Nu bliver det virkelighed.

Gratis kollektiv trafik gør det nemmere at vælge bussen frem for bilen. Det mindsker trængsel og forurening, giver renere luft og bedre mobilitet for børn, unge, ældre og borgere uden bil. Det er et skridt i retning af en mere bæredygtig og lige by.

Men lad mig være ærlig: Jeg er også træt. For det burde være meget bedre.

Da vi i efteråret 2024 lavede budgetaftalen, var alle enige om, at de gratis busser skulle gå hånd i hånd med bedre ruter. Men teknisk udvalg har ikke leveret. Man besluttede at udskyde forbedringerne med den begrundelse, at vi ikke måtte ændre to ting på én gang – som om borgerne ikke kan finde ud af både gratis og gode busser!

Derfor stillede Enhedslisten i marts et konkret forslag om at forbedre rutenettet. Byrådet stemte for. Alligevel er intet sket. Jeg har taget det op igen og igen. Men får kun tomme ord og dårlige undskyldninger.

Så kære Fredericia: Fra 1. juli er busserne gratis. Brug dem! Nyd dem! Det har vi kæmpet hårdt for. Men vi stopper ikke her. Vi vil fortsætte kampen for et rutenet, der giver mening. For gratis busser skal også køre de rigtige steder.

Det er sund fornuft, det er grøn omstilling, og det er solidaritet i praksis.

Cecilie Roed Schultz
Byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia

“Som jyde blev jeg nervøs – nu er jeg overbevist”

0

POLITIK. Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne gik ærligt og direkte til sagen under pressemødet hos ADP og lagde ikke skjul på sin oprindelige skepsis omkring den store økonomiske aftale. Han fortalte åbent om sin bekymring ved udsigten til at gældsætte kommunen med 700 millioner kroner. Men efter grundige drøftelser og gennemsigtighed omkring økonomien er han nu overbevist om, at aftalen giver sorte tal og sikrer en solid fremtidig vækst for Fredericia Kommune. Dahl understregede, at aftalen både styrker ADP som et lokalt vækstfyrtårn og sikrer, at kommunen er godt rustet til fremtiden.

Palle Dahl reagerede først med stor skepsis, da han hørte, at aftalen med Brookfield Asset Management indebar et beløb på 700 millioner kroner. For ham var det som jyde naturligt at reagere med en vis nervøsitet, når så store beløb kom i spil, især i form af en gældsætning.

»Da jeg første gang hørte beløbet på 700 millioner kroner, blev jeg ret nervøs. Jeg tilhører jo den gamle skole, hvor man helst ikke bruger penge, før de rent faktisk ligger i lommen. Så tanken om, at vi som kommune skulle gældsætte os for så mange penge, gav mig virkelig panderynker,« erkendte Palle Dahl åbent.

Han fortalte dog, hvordan han under den grundige proces, som byrådet og ADP gennemførte sammen med Brookfield, gradvist blev overbevist om aftalens styrke og økonomiske bæredygtighed.

»Efterhånden som vi gennemgik alle detaljer og tallene blev nøje forklaret, kunne jeg se, at det her rent faktisk hang sammen. De røde tal, som vi i begyndelsen frygtede, bliver sorte, og endda klart sorte. Det er noget, der beroliger en jyde som mig. Jeg er blevet fuldstændigt overbevist om, at økonomien holder,« understregede Palle Dahl.

Han fremhævede desuden ADP som et afgørende vækstfyrtårn i Fredericia, og at denne investering i selskabet ikke bare løser en økonomisk udfordring på kort sigt, men også baner vejen for betydelig fremtidig vækst og udvikling i kommunen.

»ADP er et væsentligt vækstfyrtårn for vores område, og det er vigtigt, at vi fortsat investerer i selskabets udvikling og vækstmuligheder. Denne aftale giver os mulighed for at sikre arbejdspladser og økonomisk vækst, samtidig med at vi får tilført stærk international kompetence. Derfor glæder vi os utroligt meget over den udvikling, aftalen kan skabe,« sagde han.

Palle Dahl understregede, at processen havde været nødvendig, og at det ekstra tidsforbrug, hvor man grundigt havde gennemgået og udfordret alle elementer af aftalen, havde været afgørende for det resultat, der nu lå klar.

»Jeg er glad for, at vi tog os tid til at blive helt sikre på, at dette var den rette vej frem. Vi står nu med en aftale, der sikrer Fredericia Kommune både økonomisk stabilitet og stærke muligheder for fremtidig vækst. Det er en beslutning, vi virkelig kan være stolte af,« afsluttede han.

Travl sommernat for politiet – 19-årig taget med hash og bag rattet i påvirket tilstand

0
Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

KRIMI. Mens sommervarmen fredag aften lagde sig som en tæt og doven dyne over politikredsen, havde Sydøstjyllands Politi hænderne fulde med trafikkontroller flere steder i politikredsen. Feststemningen og alkoholen var, som det næsten altid sker på lune sommeraftener, gået hånd i hånd, hvilket krævede ekstra opmærksomhed fra patruljerne rundt omkring.

En af kontrollerne fandt sted klokken 20.14 ved rundkørslen på Fynsvej i Kolding, og netop denne standsning skulle få konsekvenser for en blot 19-årig mand fra Vonsild, som blev vinket ind til siden af en patrulje.

Den unge bilist viste tydelige tegn på, at han ikke alene havde ladet sig påvirke af feststemningen, men også var påvirket af alkohol og narkotika. Da politiet udførte en test af den 19-årige, blev mistanken bekræftet. En nærmere visitation afslørede desuden, at den unge mand også var i besiddelse af en mindre klump hash.

»Han blev anholdt og sigtet både for spirituskørsel og for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Derudover er han sigtet for lovovertrædelse af loven om euforiserende stoffer på grund af den klump hash, som han havde på sig,« oplyser vagtchef John Skjødt fra Sydøstjyllands Politi.