Vejdirektoratet advarer onsdag morgen den 31. december om pletvis isglatte veje i dele af Trekantområdet og på Fyn. Især i Kolding, Odense og Faaborg-Midtfyn Kommuner kan der være glat på udsatte strækninger.
Bilister skal være ekstra opmærksomme onsdag morgen. Ifølge Vejdirektoratet er der flere steder meldinger om sne- og isglatte veje i det syd- og østlige Danmark.
I Kolding Kommune meldes der direkte om isglatte veje. Her er der foretaget saltning på både vejklasse 1 og 3 omkring klokken 07.00, men der advares fortsat om isglat føre på flere strækninger. Vejklasse 2 betegnes ligeledes som isglat.
Også i OdenseKommune er der pletvis glatte veje. Her er der foretaget saltning flere steder i løbet af natten og morgenen, men Vejdirektoratet oplyser, at der fortsat kan være glat på udsatte strækninger – særligt på mindre veje, broer og steder med skygge.
I Faaborg-MidtfynKommune lyder meldingen på pletvis isglatte veje. På statsvejene er der ingen aktuel melding om kritiske forhold, men på de kommunale veje i vejklasse 3 advares der om glat føre på udsatte steder.
Moralen: Forenkling er ikke en luksus – det er retssikkerhed.
Gavepapiret er smidt ud, så begynder en dansk tradition, de færreste savner: skatteræset. Ikke fordi vi elsker tal, men fordi vi har lært, at en lille fejl i et uigennemsigtigt system hurtigt bliver dyr.
Skattelovgivningen er vokset til en regeljungle, med særregler, undtagelser og værnsregler oven på undtagelser. Resultatet er et system, som almindelige borgere ikke kan gennemskue – og som selv eksperter beskriver som tæt på umuligt at overskue. Det er ikke bare bøvl. Det er et alvorligt retssikkerhedsproblem.
I en kronik i Jyllands-Posten den 10. november 2024 peger en række erfarne skatteeksperter på det helt centrale: De danske skatteregler er langt mere indviklede end nødvendigt. Danmark placerer sig lavt internationalt på skattens konkurrenceevne – også sammenlignet med lande som Norge og Sverige, der har lige så store velfærdsstater. Vigtigst: De komplicerede regler rammer ikke først og fremmest økonomien, men borgernes mulighed for at forstå og kontrollere deres egen skat.
Problemet forstærkes af, at politikerne ofte selv mister overblikket over de regler, de vedtager. Når regelmængden samtidig knopskyder for at tilgodese udvalgte grupper, flyttes risikoen fra staten over på borgeren.
I 2025 blev interesseorganisationen Skattebetalerne stiftet, fordi mange føler sig ikke som borgere i et servicesamfund, men som statister i en sag, de ikke selv har skrevet manuskriptet til. Ifølge Epinion mener 69 procent, at skattesystemet er for kompliceret og 47 procent, at skattetrykket er for højt.
Retssikkerheden skal styrkes. Tvivl skal som udgangspunkt komme borgeren til gode – ikke automatisk staten.
Et skattesystem må gerne være effektivt. Men det skal også være forståeligt. Ellers ender vi med at betale dyrt for at deltage i et system, der mest af alt minder om et realityshow: Man bliver stemt ud – uden at kende reglerne.
Indtil politikerne finder modet til reel forenkling, må borgerne beskytte sig selv. Sidst i december betyder det: Tjek forskudsopgørelsen, undgå unødvendig restskat, få styr på fradrag og investeringer – og gem al dokumentation. Skattesystemets mest stabile regel er desværre: “Det, du ikke kan dokumentere, har aldrig eksisteret.” – Skatteræset er ikke en naturlov. Det er resultatet af politiske valg. Det kan og bør laves om.
Efter fire pokaltitler i træk måtte Team Esbjerg se sig slået, da Odense Håndbold tirsdag aften vendte en svær finale og sikrede sig pokaltitlen ved kvindernes Final 4-stævne i Odense.
Der skulle en stærk anden halvleg og et brølende hjemmepublikum til, men tirsdag aften lykkedes det. Odense Håndbold satte en stopper for Team Esbjergs dominans i pokalturneringen og vandt finalen 38-34 ved kvindernes Final 4-stævne i Odense.
Finalen udviklede sig til en intens og underholdende håndboldkamp mellem to af dansk kvindehåndbolds absolutte sværvægtere. I første halvleg var det Team Esbjerg, der satte dagsordenen. Vestjyderne var skarpest i begge ender af banen og gik til pause med en solid føring på 17-13.
Efter pausen skiftede kampbilledet markant. Odense kom aggressivt ud af omklædningsrummet, fik tempo i spillet og reducerede gradvist forspringet. Med otte minutter igen fik fynboerne kontakt ved stillingen 30-30 – og dér tippede kampen.
Fra udligningen og frem sad Odense fuldstændig på begivenhederne. Med effektive afslutninger og stor energi i defensiven trak hjemmeholdet fra og kørte sejren sikkert i hus til stor jubel fra både spillere og publikum.
Med sejren bryder Odense Håndbold en markant stime for Team Esbjerg, som inden finalen havde vundet de seneste fire pokaltitler. Dermed skifter pokalen hænder efter flere år med vestjysk dominans.
Odense-spilleren Elma Halilcevic blev efter kampen kåret som finalens bedste spiller.
I kampen om tredjepladsen trak Ikast Håndbold det længste strå og vandt 31-29 over Viborg KH.
Der er kaffe i koppen og en ro i kroppen, da Peder Tind sætter sig i cafestolen på STATIONEN. Året er ved at rinde ud, og om få dage skifter han titel fra erfaren udvalgsformand til borgmester i Fredericia Kommune. 2025 har været et langt og intenst år, men også et år, hvor noget faldt på plads.
»Det mest afgørende tidspunkt i 2025 var uden tvivl valgdagen. Det var eksamensdagen. Der blev vi målt på det arbejde, vi havde lagt i mange år, og på den tillid, vi bad borgerne om. At Venstre fik seks mandater, og at der dermed opstod et flertal, som pegede på mig som borgmester, var et helt afgørende øjeblik.«
Han lægger ikke skjul på, at ambitionen om borgmesterposten har været der længe. Ikke som et personligt projekt alene, men som et politisk mål, der skulle forankres i samarbejde og tillid.
Et år med god mavefornemmelse
Når Peder Tind ser tilbage på året som helhed, er det ikke præget af tvivl eller uro, men af en grundlæggende fornemmelse af, at noget bevægede sig i den rigtige retning.
»Jeg har haft en god mavefornemmelse gennem hele året. Ikke fordi alt har været let, men fordi jeg oplevede et fællesskab omkring det politiske projekt. Både i Venstre, i kandidatgruppen og i forligskredsen omkring budgettet. Der var gensidig respekt og vilje til at finde løsninger.«
Det toårige budgetforlig, som blev indgået uden om det siddende borgmesterparti, kom til at spille en større rolle, end mange måske havde forudset. For Peder Tind blev det et konkret bevis på, at samarbejde kunne fungere på tværs.
»Uanset hvordan valget ville falde ud, havde jeg en tro på, at vi kunne bygge videre på det fundament. Det handlede ikke om at vinde en kamp, men om at skabe en måde at arbejde sammen på.«
Vejen til konstitueringen
Spørgsmålet om, hvornår borgmesterposten for alvor kom inden for rækkevidde, svarer han ikke på med et præcist tidspunkt. Snarere med en proces.
»Det var ikke sådan, at der var én dag, hvor det gik op for mig. Men i løbet af året oplevede jeg, at der var en udfordret stemning omkring den daværende ledelse. Ikke som personkritik, men som et spørgsmål om kommunikation og samling. Flere partier oplevede, at der manglede retning og dialog.«
Han beskriver en politisk hverdag, hvor relationer og tillid gradvist blev opbygget – også på tværs af blokke.
»Jeg oplevede egentlig, at der var en god stemning mellem mange af os. Uanset om det var Susanne Eilersen, Palle Dahl, Carsten Byrgesen eller Cecilie Roed Schultz. Der var uenigheder, ja, men også respekt. Det gav mod på mere.«
Da valgresultatet lå klart, og Venstre stod med seks mandater, pegede pilen i en ny retning. Forhandlingerne efter valget blev kortere, end mange havde forventet.
»Tillid bygges ikke på en nat. Den havde vi bygget op over længere tid. Derfor gik det relativt hurtigt. Og jeg må ærligt sige, at da vi gik ud og meldte ud til pressen, var jeg ikke forberedt. Jeg var fokuseret på at sige det rigtige – ikke på øjeblikket. Det var følelsesladet.«
En borgmester for hele kommunen
At 19 ud af 21 byrådsmedlemmer indgår i konstitueringen, ser Peder Tind som et stærkt signal. At Det Konservative Folkeparti valgte at stå udenfor, tager han til efterretning.
»Jeg havde et ønske om, at alle skulle være med. Det lykkedes ikke, og sådan er politik. Men det betyder ikke, at vi ikke kan samarbejde. Tværtimod vil jeg invitere til samarbejde i de kommende fire år.«
Han er tydelig omkring sin egen rolle.
»Som borgmester skal man kunne fagne alle. Uanset hvem de har stemt på. Jeg er borgmester for hele Fredericia Kommune, før jeg er venstremand. Det er helt afgørende for mig.«
Overgangen fra udvalgsformand til borgmester ser han som et skifte i fokus – fra eget område til helheden.
»Som udvalgsformand har man naturligt et stærkt fokus på sit område. Som borgmester handler det om at have tillid til, at udvalgsformændene løfter deres opgaver. Det handler om at skabe ledelsesrum med tillid og respekt.«
Borgerne tættere på rådhuset
Borgerinddragelse har været et gennemgående tema i valgkampen – og noget, Peder Tind vil gøre til en mærkesag.
»Jeg tror, det var tydeligt i valgkampen, at alle partier ønskede mere borgerinddragelse. Det har vi også skrevet ind i konstitueringen. Jeg drømmer om et borgerpanel. Om flere udvalgsmøder ude i lokalområderne. Der, hvor livet leves.«
Han understreger, at politikerne stadig skal træffe beslutningerne – men at processen kan blive bedre.
»Hvis man skaber et rum for dialog tidligere, tror jeg, man får bedre beslutninger. Vi har ikke været dårlige til det, men der er potentiale til forbedring. Og det vil jeg gerne invitere borgerne til at hjælpe med.«
Nytår og nye roller
Når snakken falder på nytårsaften, trækker Peder Tind på smilet.
»Det bliver med gode venner, god mad og lidt krudt i nabolaget. Og så er jeg klar til januar.«
Forude venter en ny rolle, et nyt ansvar og en ny hverdag. Men grundtonen er den samme, som den har været gennem 2025.
»For mig handler det om, at Fredericia skal lykkes. Når kommunen lykkes, bliver jeg stolt. Og nogle gange betyder det også, at man skal sætte sig selv lidt til side og lade andre lykkes.«
Han rejser sig fra cafestolen, kaffen er drukket, og året er ved at slutte. Om få dage begynder et nyt kapitel – ikke bare for Peder Tind, men for Fredericia Kommune.
Decembersolen falder skarpt ind gennem ruderne på STATIONEN. Midt i caféområdet, i den gamle historiske bygning, sidder Thomas Renneberg-Larsen, direktør i Fredericia Håndboldklub, og ser tilbage på et år, der på mange måder har været alt det, elitesport er: eufori, pres, svære beslutninger og et konstant krav om at levere – også når resultaterne ikke kommer af sig selv.
»2025 har været et blandet år. Der har været store opture, men også nogle nedture, som vi har været nødt til at forholde os meget ærligt til. Det er sport på højeste niveau, og der kommer der ikke kun solskin.«
Når han skal pege på årets største øjeblik, er han ikke i tvivl.
»Champions League. At vi fik lov at stå på den scene og spille mod nogle af Europas allerbedste hold. Kampen mod Paris var en milepæl – ikke bare for klubben, men for hele Fredericia. Det var et bevis på, at man også fra en provinsby kan være med på den største scene.«
Men året kan ikke fortælles uden også at nævne den svære beslutning om at sige farvel til cheftræner Gudmundsson. En træner, der havde været med til at skabe nogle af klubbens største resultater.
»Det var en hård beslutning. Der er ingen, der synes, det er sjovt at stoppe et samarbejde med en træner, som har leveret så meget for klubben. Men vi stod i en situation med en periode med mange nederlag, og vi var nødt til at handle. Det er en del af det ansvar, der følger med mit job.«
Pres og forventninger
Fredericia Håndboldklub har de seneste år flyttet sig markant. Fra at være en solid ligaklub til at spille med om medaljer og europæiske pladser. Med succes følger forventninger – og et pres, der ikke forsvinder af sig selv.
»Der er ingen tvivl om, at der er kommet et større pres. Når man har været oppe og vinde ni ud af ti kampe over en lang periode og har spillet med om medaljer, så forventer folk, at det fortsætter. Men sport er ikke lineær. Der kommer bump på vejen.«
Han understreger, at klubben hele tiden har været bevidst om, at nedture ville komme.
»I de ti år, vi har bygget klubben op, er det stort set kun gået én vej. Men vi vidste også godt, at på et tidspunkt ville der komme udfordringer. Det er ikke noget, man kan trylle sig ud af. Man bliver nødt til at være i det og arbejde sig ud af det.«
Underpræstation – men ikke uden perspektiv
Ser han isoleret på resultaterne i ligaen, lægger Thomas Renneberg-Larsen ikke skjul på, at klubben havde håbet på mere.
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, vi har underpræsteret i perioder. Vi havde en ambition om at ligge et par pladser højere. Det var ønskescenariet. Men vi har også haft mange mellemregninger: nye spillere, skader, ændringer i forsvarsspillet. Det er ikke undskyldninger, men forklaringer.«
Samtidig peger han på, at holdet har vist evnen til at rejse sig.
»Vi var langt væk på et tidspunkt, men vi kom godt igen. Vi sluttede første halvdel af sæsonen med to sejre før julepausen, og det betyder, at vi stadig er med i det hele. Vi har mulighed for både slutspil og fortsat europæisk deltagelse.«
Europa som strategisk pejlemærke
At spille i Europa er ikke kun et sportsligt mål, men en strategisk del af klubbens identitet.
»Det betyder rigtig meget. For spillerne, for klubben og for fansene. Det er der, vi viser os frem. Det er der, vi viser, at vores strategi holder. At vi kan være med, også selvom vi ikke har de samme økonomiske muskler som de største klubber.«
Han fremhæver, at klubben også i Europa har leveret hæderlige præstationer.
»Vi gik videre med to point fra puljen, og i den næste runde er der reelt mulighed for at gå videre. Det er ikke urealistisk, og det er med til at understrege, at vi ikke bare er med for at være med.«
Økonomi med ambitioner
2025 bød også på klubbens første officielle regnskab som selskab – og et sjældent overskud i dansk håndbold.
»Vi har haft indtægter fra Champions League og har arbejdet benhårdt med at sætte tæring efter næring. Men overskud er ikke et mål i sig selv. Det handler om at opbygge egenkapital og skabe robusthed, så vi kan håndtere både investeringer og bump på vejen.«
Han gør det klart, at økonomisk ansvarlighed ikke står i modsætning til ambitioner.
»Vi har stadig høje sportslige ambitioner. Og ja, der kan komme perioder, hvor vi investerer mere, fordi vi tror på, at det er nødvendigt for at nå vores mål. Det handler om balance.«
Byen som fundament
For Thomas Renneberg-Larsen er forbindelsen mellem klub og by afgørende.
»Håndbold er en del af Fredericias DNA. Det mærker man. Spillerne bor i byen, lever her, bliver en del af hverdagen. Det gør noget ved identiteten.«
Han taler varmt om Fredericia som by.
»Vi har en smuk by med voldene, de gamle bygninger og naturen tæt på. Det er et godt sted at være. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle det, men Fredericia kan virkelig mange ting.«
Vejen ind i 2026
Blikket er allerede rettet mod den kommende del af sæsonen.
»Vi tager én kamp ad gangen. Alle muligheder er åbne. Vores første mål er at komme i slutspillet. Lykkes det ikke, så handler det om at tage så mange point med over som muligt. Men vi går benhårdt efter slutspillet.«
Og når sæsonen er slut?
»Så håber jeg, at folk siger, at vi sluttede rigtig godt af, og at vi nåede de mål, vi satte os. Det er det, vi arbejder hen imod.«
Spørgsmålet om cheftrænerposten i 2026 lader han stå åbent.
»Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi nok skal melde ud, når tiden er rigtig.«
For nu er fokus et andet sted: På arbejdet, processen – og troen på, at Fredericia Håndboldklub også kommer styrket ud af et år, der har krævet mere end bare sejre.
2025 blev et år præget af udvikling, nybrud og fællesskab på Fredericia Musicalteater. Teaterdirektør Thomas Bay ser tilbage på et år med urpremierer, børnefamilier i salen og en bevidst ambition om at gøre teatret mere åbent og samlende – i en tid, hvor verden udenfor er fyldt med krig, frygt og uro.
Når Thomas Bay ser tilbage på 2025 på Fredericia Musicalteater, er det ikke én enkelt forestilling eller beslutning, der står klarest. Det er snarere en bevægelse. En fornemmelse af, at teatret har rykket sig – både kunstnerisk, organisatorisk og i forholdet til byen omkring det.
»Jeg synes egentlig, vi har haft et rigtig fint år. Et år, der har stået i udviklingens tegn. Vi har haft både en Danmarkspremiere og to urpremierer, og det er vi enormt stolte af. Men det vigtigste for mig er nok bredden. At vi har ramt flere publikumsgrupper og åbnet huset mere, end vi har gjort før.«
2025 var samtidig det første hele år, hvor Fredericia Musicalteater for alvor skulle finde sin rolle som institution på finansloven. Det var en ny virkelighed, der krævede afklaring: Hvad betyder det i praksis? Hvilket ansvar følger med? Og hvordan balancerer man krav om udvikling med det lokale afsæt?
»Det skulle vi lige finde ud af. Hvad betyder det at være på finansloven? Det har vi forvaltet rigtig fint. Vi har ikke bare fortsat det, vi plejer – vi har udviklet. Og det er faktisk noget, jeg er ret stolt af.«
Et mere åbent teater
En af de tydeligste erkendelser for Thomas Bay i 2025 handler om tilgængelighed. Ikke kun i fysisk forstand, men mentalt og kulturelt. Teatret som et sted, man kan træde ind i – også uden nødvendigvis at have billet i hånden.
»Vi prøvede noget nyt i år. Vi kaldte det blandt andet fællessangsaftener. Ideen var at åbne teatret mere op og tænke det som et samlingspunkt. Ikke kun for dem, der normalt går i teatret, men for byen. Og det er faktisk gået op for mig her i juledagene, hvor vigtigt det er. Måske vigtigere end nogensinde.«
Han tøver et øjeblik, før han sætter ord på den større sammenhæng.
»Vi lever i en tid, hvor nyhederne er fyldt med krig, elendighed og frygt. Og der mener jeg helt grundlæggende, at teatret har en opgave. Vi skal være en modpol. Et fyrtårn for håb, empati, kærlighed og optimisme. Ikke naivt – men menneskeligt.«
Kunstneriske valg og risici
Året bød også på kunstneriske valg, der ikke var uden risiko. Ét af dem var forestillingen What Is Love, hvor scenografien blev bygget midt i rummet i stedet for på den traditionelle scene.
»Det var en svær opgave. Et bevidst nybrud. Men vi blev simpelthen oversvømmet af reaktioner fra publikum, som oplevede det som spændende og anderledes. Det er den slags risici, jeg gerne vil tage. Ikke for risikoens skyld – men fordi det kan noget.«
Publikumsreaktionerne er noget, Thomas Bay vender tilbage til flere gange. Ikke som tal eller belægningsprocenter, men som fornemmelser.
»Man kan mærke det, når folk går ud af salen. Når de bliver hængende. Når de taler sammen. Når de går videre ud i byen bagefter. Det er der, man mærker, at teatret er en del af byens puls.«
Publikum i forandring
Fredericia Musicalteater har i flere år haft ry for at ramme bredt, men i 2025 oplevede Thomas Bay en tydelig fortsættelse af en tendens: Et mere sammensat publikum.
»Vi så det allerede sidste år med Wicked. Et klassisk teaterpublikum – og samtidig en yngre generation. Den trend fortsætter. Vi kan både være relevante for det etablerede publikum og for børnefamilier og yngre gæster. Det er noget, jeg er enormt glad for.«
Han peger på, at netop musicalgenren har en særlig evne til at bygge bro mellem generationer.
»Musical kan noget særligt. Den kan være folkelig og kunstnerisk på samme tid. Og det er måske netop derfor, den fungerer så godt i en by som Fredericia.«
Teatret som del af byens identitet
For Thomas Bay er det afgørende, at teatret ikke bliver en isoleret kulturø.
»Hver gang vi spiller, kan man mærke det i byen. Folk spiser ude før forestillingen. De går på café bagefter. Teatret skaber liv – ikke kun inde i huset, men rundt omkring.«
Han oplever en oprigtig lokal opbakning.
»Jeg synes faktisk, at folk er glade for det, vi laver. De oplever kvalitet. Og igen – i en tid præget af uro, har vi en vigtig funktion som modpol.«
Ledelse og mavefornemmelse
Som leder har 2025 også været et år med refleksion.
»Jeg har lært, at jeg skal lytte endnu mere til min mavefornemmelse. Jeg har en god intuition, og nogle gange skal jeg stole mere på den. Måske lidt tilbage til basics.«
Det hænger også sammen med måden, teatret arbejder på internt.
»Vi er ikke så mange medarbejdere. Når der virkelig er brug for, at vi rykker sammen, så gør vi det alle sammen. Chefen, kunstnerne, teknikerne. Jeg sad selv bag tangenterne som kapelmester i juledagene. Det er vigtigt for mig, at vi løfter i flok.«
Fredericia som kulturby
Når Thomas Bay ser på Fredericia som by, er han ikke i tvivl om, at noget er i bevægelse.
»Jeg synes, der er høj faglighed, professionalisme og glæde i byens kulturliv. Der sker meget – ikke kun på teatret, men også i Tøjhuset og Eksercerhuset. Det er spændende at være en del af.«
Også privat trives han i byen.
»Fredericia har det hele. Gode institutioner, skoler, kultur, restauranter, natur. Mine børn trives her. Jeg kan ikke komme i tanke om mange andre byer, der har den kombination.«
Blikket mod 2026
Når snakken falder på det kommende år, er der ingen tvivl om ambitionerne.
»2026 bliver et spændende år. Vi får Musicalens Folkemøde tilbage. Showcase-ugen vokser. Og i efteråret kommer en piratmusical om Mary Read og Anne Bonny – to stærke, historiske kvindeskikkelser. Det bliver med action, musik og tempo.«
Men uanset repertoiret vender Thomas Bay tilbage til det samme grundprincip.
»Teater, kunst og kultur er det, der får hjertet til at slå. Det beriger mennesker og udvikler vores kritiske sans. Hvis man går hjem fra en forestilling og begynder at reflektere over sig selv og verden – så har kunsten gjort det, den skal.«
2025 blev ikke bare endnu et år i rækken. For Fredericia Musicalteater blev det et år, hvor teatret fandt sin rolle endnu tydeligere: som kunstnerisk kraft, samlingspunkt – og menneskelig modpol i en urolig tid.
Når Yasmin Juel Amer ser tilbage på 2025, er der ét øjeblik, der står klarere end alle andre. Oprykningen. Dagen, hvor det hele lykkedes, og hvor mange måneders arbejde, tvivl og slid pludselig blev samlet i én stor forløsning.
»Det er helt klart oprykningen. Den dag, hvor det lykkedes, og den stemning, der var. Det var vanvittigt. Det er sådan en dag, man altid vil huske,« siger Yasmin Juel Amer, der i 2025 stod midt i et historisk år for Middelfart Boldklub.
Men året handlede ikke kun om resultater og tabelplaceringer. For Yasmin Juel Amer er det næsten noget andet, der fylder mest, når hun ser tilbage. »Det, der står tydeligst for mig, er fællesskabet. Det fællesskab, der har været omkring holdet – blandt spillerne, i staben og blandt sponsorerne. Vi vidste godt, hvad vi kunne, også selvom resultaterne ikke altid var med os.«
Hun lægger ikke skjul på, at 2025 også rummede kampe, hvor holdet måtte se sig slået. Men i hendes optik fortæller tallene ikke hele historien.
»Vi har ikke vundet en masse kampe, nej. Men jeg synes faktisk, vi har spillet god fodbold. Vi har været med i langt de fleste kampe, været foran i mange og så endt uafgjort. Og der var kun et par kampe, hvor vi virkelig fik tæsk. Ellers har vi vist, at vi godt kan være med på de vilkår, vi har.«
Netop vilkårene vender hun tilbage til flere gange. For Middelfart Boldklub er ikke en stor professionel maskine med fuldtidsansatte spillere og store stabe.
»Når man ser på nogle af de hold, vi møder, så møder de ind klokken 10 og går hjem klokken 16. De får frokost, massage og har alt omkring sig. Vores spillere går på arbejde, i skole eller noget helt tredje. Og alligevel leverer de. Det synes jeg er sindssygt sejt.«
Det er også her, stoltheden over spillerne for alvor kommer frem.
»Jeg synes, de er pisse seje. At man kan holde gejsten og sammenholdet, selv når det ikke altid lykkes, som man gerne vil – det siger virkelig noget om både spillerne og kulturen i klubben.«
Kulturen er ifølge Yasmin Juel Amer ikke noget, der er opstået i 2025. Den har været der længe. »Når man taler med både nuværende og tidligere spillere, så hører man det samme: Middelfart har altid haft et stærkt fællesskab. Der er nogle figurer i omklædningsrummet, som er dygtige til at samle holdet og gribe hinanden. Det kan man ikke tage for givet.«
Hun peger også på, at fællesskabet ikke kun lever på banen. »Vi er ikke en kæmpe organisation. Vi sidder halvanden mand på nogle funktioner. Men staben løfter enormt meget, og det gør en forskel. Det kunne ikke lade sig gøre uden de mennesker, der hver dag lægger energi i klubben.«
Når snakken falder på byen og opbakningen udefra, bliver Yasmin Juel Amer tydeligt rørt.
»Opbakningen fra byen har været helt vild. Tilskuermæssigt, stemningsmæssigt – folk har virkelig bakket op. Det betyder mere, end man måske lige tror.«
Og netop rammerne omkring kampene bliver et centralt tema, når hun ser frem mod 2026. Stadionrenoveringen er i gang, og for hende er det mere end bare beton og asfalt.
»Det bliver tydeligt, når man kommer tilbage. Der er kommet asfalt, bedre adgangsforhold og forbedringer, som gør det nemmere for flere at komme til kamp – også hvis man sidder i kørestol eller har en klapvogn med. Det betyder noget, hvis man vil være en klub for hele byen.«
Hun forventer ikke mirakler fra den ene sæson til den anden, men hun er optimistisk.
»Jeg tænker, at 2026 bliver et år, hvor vi ser flere sejre. Og hvor vi fortsætter den udvikling, vi er i gang med. Det handler om at bygge på – ikke kun sportsligt, men også organisatorisk og i forhold til oplevelsen omkring kampene.«
For Yasmin Juel Amer er det tydeligt, at 2025 var mere end bare et år med en oprykning.
»Det var et år, hvor vi fandt ud af, hvad vi egentlig står på. Hvor fællesskabet bar os – også når det var svært. Og det er det fundament, vi tager med os videre.«
Hun smiler, da snakken runder af.
»Hvis vi kan bevare det sammenhold og samtidig få endnu bedre rammer omkring os, så tror jeg virkelig på, at 2026 kan blive noget særligt.«
BUSINESS. AVISEN giver her et overblik over åbningstiderne på supermarkederne i hele Fredericia, samt i Middelfart centrum. Overblikket stammer fra supermarkedernes hjemmesider. Åbningstiderne dækker over den 31.12.2025.
Når kalenderen skifter, gør virkeligheden det ikke af sig selv. Et nyt år er ikke en nulstilling. Det er en forpligtelse. Og indgangen til dette år rummer noget sjældent: et folketingsår, nye byråd og dermed nye muligheder for at sætte retning – lokalt og nationalt.
Det forpligter alle.
For borgerne har gjort deres. De har stemt. De har peget. De har givet et mandat. Nu er det politikernes tur til at vise, hvad de vil bruge det til.
Nye byråd betyder ikke automatisk fornyelse. Nye ansigter er ikke i sig selv nye løsninger. Forandring kræver mere end konstitueringer og erklæringer. Den kræver prioriteringer, åbenhed og mod til at vælge – også når valgene er svære.
Mulighederne er der. Spørgsmålet er, om de bliver brugt.
I et folketingsår vil meget handle om tempo, dagsordener og synlighed. Det nationale fylder – og kommer til at fylde mere. Netop derfor er det afgørende, at det lokale ikke bliver overskygget. For hverdagen leves lokalt. Det er her, skolerne fungerer – eller ikke gør. Det er her, ældreplejen mærkes. Det er her, byrum skabes, virksomheder træffer beslutninger, og fællesskaber vokser eller forsvinder.
Nye byråd har en særlig mulighed i begyndelsen af en periode: at sætte standarden. For tonen. For åbenheden. For samarbejdet. For den måde, uenighed håndteres på. Det er nu, kulturen formes. Ikke i festtaler, men i praksis.
Samarbejde er en styrke, når det har retning. Enighed er værdifuld, når den er ærlig. Men konsensus uden ambition bliver hurtigt til stilstand. Et bredt flertal fritager ikke for ansvar – det fordobler det. Når mange står sammen, er der ingen undskyldninger.
Borgerne forventer mere end budskaber. De forventer substans. De forventer, at løfter bliver til handling, og at handlinger kan forklares. Gennemsigtighed er ikke et slogan; det er en arbejdsmåde. Åbenhed er ikke noget, man siger; det er noget, man gør.
Det gælder også medierne. I et år med mange valg og stærke følelser er behovet for nøgtern, vedholdende og lokal journalistik større end nogensinde. At stille spørgsmål er ikke at skabe uro. Det er at vedligeholde demokratiet. Tavshed er ikke ro. Det er fravær af svar.
Nye veje kræver mod. Mod til at prioritere. Mod til at sige nej. Mod til at stå ved beslutninger – også når de ikke er populære. Mod til at invitere kritik ind, før den banker på døren. Og mod til at erkende fejl og justere kursen.
Der er ingen garanti for succes. Men der er en klar sammenhæng: Når beslutninger forklares, stiger tilliden. Når retning meldes ud, følger engagement. Når ansvar tages, vokser fællesskabet.
Dette år kan blive året, hvor mulighederne blev brugt. Hvor nye byråd viste, at forandring ikke handler om tempo, men om kvalitet. Hvor et folketingsår ikke overdøvede det lokale, men skærpede det. Hvor nye veje blev valgt – ikke for syns skyld, men for byernes fremtid.
Et nyt år giver ikke svarene. Men det giver chancen for at finde dem. Sammen.
