Kæmpe sportsfest i Herning: Michael Mørkøv optaget i Sportens Hall of Fame

0

Der var galla, store følelser og stående applaus i Jyske Bank Boxen, da SPORT 2025 hyldede både elite og bredde. Aftenens højdepunkt blev optagelsen af Michael Mørkøv i Sportens Hall of Fame, mens Mathias Gidsel og en række frivillige ildsjæle også blev hædret.

Der var gylden løber, fuld galla og store følelser, da SPORT 2025 lørdag aften løb af stablen i Jyske Bank Boxen. Her blev både danske sportsstjerner og frivillige ildsjæle fra hele landet hyldet ved det årlige sportsshow, der blev vist live på DR.

Et af aftenens mest bevægende øjeblikke kom, da den tidligere cykelrytter Michael Mørkøv blev optaget i Sportens Hall of Fame. En tydeligt rørt Mørkøv modtog hyldesten foran et fyldt arena-gulv og stående applaus.

Samtidig kunne håndboldstjernen Mathias Gidsel lade sig kåre som Årets Sportsnavn, mens frivillighed og foreningsliv også fyldte markant i prisuddelingen. Blandt andet modtog Roxana Bayati prisen som Årets Frivillig for sit arbejde i Dalum IF, hvor hun har startet og træner otte pigefodboldhold.

Formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, glædede sig over både stemningen og bredden blandt prismodtagerne:

»Det var endnu en fantastisk og festlig aften, hvor der var plads til både den store begejstring og de rørende øjeblikke. Det siger meget om, hvad sporten og idrætten kan – uanset om det er bredde eller elite,« sagde han fra scenen i Herning.

Også Team Danmark’s formand Lars Krarup lagde vægt på sportens samlende kraft i sin tale til de fremmødte.

Aftenen bød desuden på musikalske indslag fra Medina, Mumle og Aphaca, men fokus var – som altid – på dem, der året igennem har leveret præstationer og engagement på og uden for banen.

Alle prisvindere ved SPORT 2025

  • Sportens Hall of Fame: Michael Mørkøv
  • AP Pension og DIF’s Årets Idrætsforening: IF Bytoften
  • AL Sydbank og DIF’s Årets Frivillig: Roxana Bayati, Dalum IF
  • DIF og Grundfos Fondens Idrættens Sociale Pris: Høje-Taastrup Bokseklub
  • Fremtidens Idræt for Børn og Unge – Årets Holdkammerat: Freja Matthisson Sejersen, TSG Floorball Fighters (Guldborgsund)
  • Club La Santa, DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn: Mathias Gidsel
  • Toyotas Intet er umuligt: Herrelandsholdet i ishockey
  • Bravida, DIF og Team Danmarks Årets Hold: Herrelandsholdet i håndbold
  • Go Nordic Cruiseline og Team Danmarks Årets Træner: Linus Mernsten, landstræner i Bordtennis Danmark
  • Kulturministerens Parasportspris: Lisa Schlage, Egmont Højskolen
  • Årets mål: Nadia Nadim, HB Køge

SPORT 2025 satte dermed endnu en gang punktum for et sportsår, hvor både elite og bredde blev fejret side om side – til jubel, applaus og blanke øjne i Herning.

Mathias Gidsel kåret som Årets Sportsnavn 2025

0

Efter et historisk håndboldår kan Mathias Gidsel nu kalde sig Årets Sportsnavn 2025. Prisen blev uddelt ved DR’s store sportsgalla SPORT 2025 i Herning, hvor den danske verdensstjerne endnu en gang blev hædret for sine ekstraordinære præstationer.

Mathias Gidsel tilføjede lørdag aften endnu en fornem titel til sit allerede imponerende håndbold-CV, da han blev kåret som Club La Santa, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark’s Årets Sportsnavn 2025.

Kåringen fandt sted ved DR’s sportsshow SPORT 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Gidsel modtog prisen foran tusindvis af tilskuere og endnu flere tv-seere.

Prisen gives på baggrund af et enestående 2025, hvor Mathias Gidsel satte et markant aftryk på international håndbold. Allerede som 26-årig har han opnået resultater, som kun de færreste når i løbet af en hel karriere. I 2025 blev han for andet år i træk kåret som verdens bedste håndboldspiller.

Ved verdensmesterskabet var Mathias Gidsel en helt central figur, da Danmark sikrede sig endnu et VM-guld. Han sluttede turneringen som suveræn topscorer med 74 mål og blev samtidig kåret som VM’s mest værdifulde spiller.

De imponerende præstationer fortsatte på klubniveau, hvor han leverede mål på samlebånd og sluttede sæsonen som Champions League-topscorer med hele 135 mål.

Team Danmarks formand Lars Krarup peger på Gidsels evne til at vinde, når det gælder.

»Når Mathias Gidsel stiller op, så har han det med at vinde. Verdens bedste håndboldspiller, verdensmester, topscorer og MVP er prædikater, der klæber til ham, og derfor er jeg glad for og stolt over, at vi nu kan give ham endnu et eftertragtet prædikat som Årets Sportsnavn 2025,« siger Lars Krarup.

Også hos Danmarks Idrætsforbund er der stor anerkendelse af Gidsels præstationer. DIF’s formand Hans Natorp fremhæver både det sportslige niveau og den rolle, Mathias Gidsel spiller uden for banen.

»Mathias Gidsel repræsenterer det ypperste inden for dansk idræt. Han formår igen og igen at løfte sit spil, når presset er allerstørst. I 2025 har han ikke bare vundet titler og sat rekorder, han har også været en rollemodel, der har inspireret rigtig mange mennesker,« siger Hans Natorp.

Prisen blev overrakt af tidligere vinder Pernille Blume, som fra scenen i Jyske Bank Boxen overrakte det synlige bevis på hæderen.

I finalen om prisen var også cykelrytterne Mads Pedersen og Jonas Vingegaard, men det var Mathias Gidsel, der løb med en af gallaaftenens største priser.

Med kåringen som Årets Sportsnavn 2025 cementerer Mathias Gidsel sin position som en af de største danske idrætsprofiler i nyere tid – og som en bærende figur i dansk håndbolds fortsatte storhedstid.

Håndboldherrerne kåret som Årets Hold 2025

0

De danske håndboldherrer kan føje endnu en hæder til en allerede historisk periode. Lørdag aften blev herrelandsholdet kåret som Årets Hold 2025 ved DR’s store sportsshow SPORT 2025 i Herning.

De danske håndboldherrer er Årets Hold 2025. Med landstræner Nikolaj Jacobsen i spidsen blev herrelandsholdet lørdag aften hædret med den nystiftede pris, som uddeles af Bravida, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

Prisen blev overrakt ved DR’s sportsshow SPORT 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor håndboldherrerne var i konkurrence med herrelandsholdet i ishockey og 4 km-holdet i banecykling.

Baggrunden for hæderen er først og fremmest den kollektive præstation, der i 2025 sikrede Danmark sit fjerde VM-guld på stribe. En bedrift, der skrev international håndboldhistorie, da ingen nation tidligere har formået at vinde verdensmesterskabet fire gange i træk.

Prisen blev overrakt af cykelrytterne Kasper Asgreen og Michael Valgren.

Team Danmarks direktør Peter Fabrin fremhæver holdets betydning – både sportsligt og som samlingspunkt for nationen.

»Stort tillykke til håndboldherrerne, der med deres fjerde VM-guld i træk satte en tyk streg under deres utroligt høje niveau. De formår om nogen at samle og begejstre os alle sammen og er en uvurderlig kilde til inspiration for hele dansk eliteidræt,« siger han.

Det er første gang, prisen Årets Hold uddeles, og ifølge Team Danmark kunne den næppe have fået en stærkere start.

»Med de tre kandidater kunne prisen næsten ikke være kommet bedre fra start. De har hver især skrevet dansk sportshistorie og vist, hvad der gør dansk eliteidræt særlig. Vi har verdensklasse, når vi løfter i fællesskab,« siger Peter Fabrin.

Skarp konkurrence

Håndboldherrerne var nomineret sammen med herrelandsholdet i ishockey, som ved VM i 2025 sensationelt besejrede Canada og spillede sig frem til semifinalen, samt 4 km-holdet i banecykling.

Banecykelholdet leverede i 2025 en række markante resultater, herunder EM-guld i Belgien og senere VM-guld i Chile – den tredje VM-titel på stribe.

Også hos Danmarks Idrætsforbund var der ros til både vinderne og de øvrige nominerede. DIF-direktør Morten Mølholm understreger fællesskabet som den afgørende faktor.

»Det er på hver deres felt tre stærke kandidater, og fælles for dem er en unik evne til at stå sammen som hold. Stort tillykke til håndboldherrerne, som gang på gang formår at begejstre og samle nationen bag sig,« siger han.

Han peger på, at holdets styrke netop ligger i samspillet mellem store individualister.

»Det er stærke individualister, der tilsammen udgør et fællesskab ud over det sædvanlige, og med deres smittende indsats på banen er de en inspiration for hele idræts-Danmark.«

Også ros fra erhvervslivet

Bravidas administrerende direktør Christian Alsø, som også har været en del af dommerkomiteen, fremhæver parallellen mellem sport og erhvervsliv.

»Et kæmpestort tillykke til håndboldherrerne med titlen som Årets Hold. De har leveret en fuldstændig enestående holdpræstation med fire VM-guldmedaljer på stribe, som meget velfortjent sikrer dem denne prestigefyldte titel,« siger han.

Han understreger, at succes – både i sport og erhverv – bygger på fælles mål, tillid og viljen til at lykkes sammen.

Fokus mod EM

Mens hæderen stadig er frisk, er blikket allerede rettet fremad. Det danske herrelandshold forbereder sig i disse dage til det kommende EM, hvor Danmark senere i januar spiller sine indledende kampe netop i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med kåringen som Årets Hold 2025 går håndboldherrerne ind i mesterskabet som både regerende verdensmestre og som et hold, der igen har markeret sig som et samlingspunkt for dansk idræt.

Fodboldtræner fra Dalum IF kåret som Årets Frivillig 2025

0

Roxana Bayati fra Dalum IF er blevet hædret med AL Sydbank og Danmarks Idrætsforbunds pris som Årets Frivillig 2025. Hun modtog prisen ved DR’s store sportsshow SPORT 2025 for sin indsats med at opbygge pigeafdelingen i klubben fra bunden.

En fodboldtræner fra Dalum i Odense kan nu kalde sig Årets Frivillig i dansk idræt. Roxana Bayati fra Dalum IF modtog lørdag aften prisen AL Sydbank og Danmarks Idrætsforbund’s Årets Frivillig 2025 ved DR’s SPORT 2025, der blev sendt direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning.

Roxana Bayati hædres for sin ekstraordinære frivillige indsats, hvor hun i dag er træner for ikke færre end otte pigehold – hold, som hun selv har været med til at starte. Initiativet udsprang for nogle år siden, da hendes egen datter begyndte til fodbold i Dalum IF, og der på daværende tidspunkt ikke fandtes et pigehold i klubben.

I stedet for at acceptere situationen meldte Roxana Bayati sig selv som frivillig træner. Siden er ét hold blevet til otte, og pigeafdelingen er vokset markant med fokus på både fodbold, tryghed og fællesskab. I år er hun desuden blevet børneudviklingstræner i Dalum IF.

»Kæmpestort tillykke til Roxana Bayati, som uden tvivl spiller en stor og positiv rolle for de mange, mange piger, hun er træner for. Hendes indsats er utrolig og står som et lysende eksempel på, hvor meget de frivillige kræfter i vores idrætsforeninger kan udrette,« siger Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af juryen bag prisen.

Hyldet på scenen

Den 41-årige Roxana Bayati blev hyldet fra scenen ved SPORT 2025, hvor hun blandt andet blev overrasket af mange af de piger, hun til daglig træner i Dalum IF. Samtidig modtog hun en personlig hyldest fra sit idol, den tidligere landsholdsspiller Nadia Nadim.

Med prisen følger i alt 75.000 kroner. Heraf går 50.000 kroner til Dalum IF, mens 25.000 kroner tildeles Roxana Bayati personligt.

Hos AL Sydbank, der er medafsender på prisen, lægger man vægt på, at indsatsen rækker langt ud over det sædvanlige frivillige arbejde.

»Det er så velfortjent, at Roxana Bayati bliver kåret som Årets Frivillig i hele Danmark. Hendes indsats er ikke blot en videreførelse af et veletableret grundlag – tværtimod. Med sit store engagement har hun skabt en helt ny gren i klubben, til gavn for de mange fodboldpiger i dag og for kommende generationer,« siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i AL Sydbank og medlem af juryen.

Også hæder til finalisterne

Ud over Roxana Bayati var to andre frivillige nomineret til prisen. Søren Hartvig Rasmussen, formand i Horsens Stallions, og Muamer Sultic, formand i Vallensbæk Bordtennis Klub, modtager hver 10.000 kroner for deres frivillige indsats.

Med prisen sætter Danmarks Idrætsforbund og AL Sydbank igen fokus på den betydning, frivillige kræfter har for idrætslivet i Danmark – og i år med en tydelig lokal forankring i Dalum.

Museum i Brenderup markerer Morten Korchs 150-års fødselsdag med åbent hus

0

EVENT. En af Danmarks mest læste forfattere ville i år være fyldt 150 år. Det markeres lørdag den 17. januar 2026, når Museum Morten Korch i Brenderup inviterer til fødselsdag og åbent hus i anledning af Morten Korchs runde fødselsdag.

Morten Korch er kendt af mange generationer danskere og har solgt mere end fem millioner bøger alene i Danmark. Hertil kommer et endnu større publikum, når man medregner de mange biografbilletter og tv-visninger af de film, der bygger på hans bøger. Alligevel er det langt fra alle, der ved, hvor tæt forfatteren var knyttet til Fyn og særligt Brenderup-området.

Morten Korch var fynbo og boede i store dele af sit voksne liv i Brenderup, som i dag også huser Museum Morten Korch. Museet formidler forfatterens liv og forfatterskab og ønsker med markeringen at gøre både museet og historien om Morten Korch mere kendt.

Åbent hus finder sted lørdag den 17. januar fra klokken 14 til 16 på Museum Morten Korch i Fyllested Mølle i Brenderup. I forbindelse med arrangementet er der også mulighed for en gåtur til Kærsgaard Gods.

»På museet samler vi interessant viden om Morten Korch og hans samtid, og en gruppe af frivillige formidler og viser besøgende rundt på museet. Det er dejligt at have interesserede gæster, og det vil være ekstra sjovt, hvis vi til det åbne hus møder gæster, som kender til nye og gode historier om Morten Korchs tid i Brenderup-området«, siger Ole Madsen, der er frivillig guide ved Museum Morten Korch.

Museet har til huse i Fyllested Mølle, få kilometer fra Bro Skovlund, hvor mange af Morten Korchs bøger blev til. Området rummer også den gamle vandmølle, fisketrappen og udsigten over Storåen med Kærsgaard Gods i baggrunden. Museum Morten Korch er en del af Middelfart Kommunes Kulturkanon.

Morten Korch blev født den 17. januar 1876 i Over Holluf ved Odense og døde i 1954. Han udgav i alt 123 titler, modtog Ridderkorset i 1937 og er også omtalt i bogen »Det 20. århundrede – De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark«.

Strib Vinter Festival nærmer sig udsolgt med stærkt musikprogram

0

EVENT. Der er kun en måned til, at Strib Vinter Festival 2026 løber af stablen, og de sidste forberedelser er i fuld gang. Omkring 270 frivillige gør sig klar til at løfte opgaven, når festivalen igen indtager byen i dagene fra den 5. til 8. februar.

Billetsalget vidner om stor interesse for vinterfestivalen. Især partoutbilletterne, der giver adgang til hele festivalen, er der stor efterspørgsel på, og arrangørerne melder, at der nu kun er få tilbage. Også salget af dags- og enkeltbilletter går stærkt, hjulpet godt på vej af et program med både kendte og mindre kendte navne.

Blandt årets musikalske trækplastre er Teitur, Pernille Rosendahl, Tørfisk, Sebastian, Dreamers’ Circus, Lasse & Mathilde Band og Mathilde Falch. Flere af kunstnerne har senest markeret sig ved DMA Roots, hvilket også kan mærkes på publikums interesse.

Festivalen byder ikke kun på koncerter på de to store scener. Den populære CaféScene, hvor der er gratis adgang, præsenterer en lang række musikalske indslag i løbet af weekenden. Det endelige program offentliggøres om kort tid. Et fast indslag her er den musikalske børneforestilling lørdag formiddag kl. 10.45, hvor »Børnebanditterne« optræder med temaet »Jorden Rundt«. Forestillingen er gratis at overvære.

Torsdag aften den 5. februar danner Strib Kirke ramme om festivalens kirkekoncert, som samtidig bliver lokal debut for Margrethe Ingemann. Underviseren fra Baaring Musikefterskole har netop udgivet sit første album »Daggry« og optræder med sit band kl. 19.30.

Den irske pub er også en fast del af festivalen og fortsætter som vanligt. Denis McLaughlin står klar med sit hold af irske musikere, der spiller fredag og lørdag aften til langt ud på natten.

På festivalens hjemmeside kan man finde det samlede musikprogram og læse mere om de mange tilbud, herunder madboderne, der byder på et bredt udvalg af kulinariske oplevelser. Som noget ekstra er »Shuttlebussen« igen i år sat ind og kører mellem Middelfart og Fredericia Station hele weekenden.

Ulv spottet i Fredericia – set af flere borgere i Fælledvejskvarteret

0

Flere borgere melder onsdag om observationer af en ulv i Fredericia. Dyret er ifølge vidner set i Fælledvejskvarteret, og der opfordres til at være opmærksom – særligt hvis man har hund.

Der er lørdag kommet flere meldinger fra borgere i Fredericia om, at en ulv er blevet set i Fælledvejskvarteret. Observationerne er blandt andet delt på sociale medier, hvor en borger advarer mod at lade hunde være alene i haven. Ifølge opslaget er ulven blevet set helt tæt på beboelse, og dyret beskrives som frygtløst over for larm.

Flere lokale beboere bekræfter, at de selv har set ulven. Billeder taget er en lokal mand bekræfter det også.

Der er på nuværende tidspunkt ingen meldinger om angreb eller konkrete hændelser, men borgere opfordres til at udvise forsigtighed, holde hunde i snor og undgå at opsøge dyret.

Det er en vurdering, som deles af naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune, der selv har modtaget flere henvendelser om ulveobservationerne.

»Jeg har selv fået henvendelserne, og det ville også undre mig, hvis vi ikke får besøg af ulve i Fredericia. Vi har omkring 24 ulve i Jylland, de bliver voksne og kan strejfe enorme afstande – nærmest en maraton på et døgn. Så det ville være mærkeligt, hvis vi ikke indimellem ser en ulv i Fredericia,« siger han.

Ifølge naturvejlederen er der dog ikke grund til at tro, at ulven vil blive i området.

»Der er ikke fødegrundlag nok i Fredericia til, at en ulv kan etablere et territorium. Derfor tænker jeg, at den er på strejf og vil videre for at finde et område, hvor den kan slå sig ned. Den er nysgerrig,« siger Bjarne Christensen.

Han peger på erfaringerne fra Vestjylland, hvor ulve har været en del af hverdagen i flere år.

»Vi har gennem de seneste år set det samme i Vestjylland, hvor man har haft daglig kontakt med ulve. Man skal ikke være bange. Man skal forholde sig roligt, gå væk fra den og give den plads. Har man husdyr, skal man ikke lade dem gå frit, men tage dem til sig og bevæge sig væk. Så sker der formentlig ikke mere.«

Der er ifølge ham heller ingen eksempler på, at ulve har angrebet mennesker.

»Jeg har ikke set eksempler fra Vestjylland på, at ulve har angrebet mennesker. De er nysgerrige, og ulven er på jagt efter mad. Hvis der er et nemt bytte, kan den tage det, men mennesker er ikke bytte for ulven. Min vurdering er, at den er på visit i Fredericia – og så forsvinder den igen.«

Hvis man møder en ulv i Danmark, er det vigtigt at bevare roen. Ulve er som udgangspunkt sky dyr, og risikoen for, at de angriber mennesker, er meget lille. Der har ikke været dokumenterede angreb på mennesker fra vilde ulve i Danmark i moderne tid.

Sådan bør man forholde sig:

  • Bevar roen. Stop op og vurder situationen. Undgå panik og pludselige bevægelser.
  • Hold afstand. Gå langsomt væk fra ulven, mens du holder øje med den.
  • Gør dig synlig, ikke truende. Rejs dig op, tal roligt og bestemt. Ulve skal kunne se og genkende dig som et menneske.
  • Undgå at løbe. Løb kan udløse en instinktiv jagtreaktion.
  • Hold hunde tæt på dig. Hav hunde i snor. Små hunde bør løftes op, hvis det er muligt.
  • Forsøg at skræmme ulven væk, hvis den kommer tæt på. Klap i hænderne, råb højt eller gør dig større ved at løfte armene.
  • Giv ulven en flugtvej. Stil dig ikke i vejen for dens retræte.

Hvad man ikke skal gøre:

  • Man skal ikke fodre ulven.
  • Man skal ikke forsøge at komme tæt på for at tage billeder.
  • Man skal ikke forfølge dyret.

Hvis man oplever, at en ulv ikke udviser normal sky adfærd, eller gentagne gange opholder sig tæt på beboelse, bør observationen meldes til Naturstyrelsen eller via politiets vildtberedskab.

Kort sagt: Ulve er ikke farlige i sig selv, men de er vilde dyr. Respekt, afstand og ro er den bedste måde at håndtere et møde på.

19-årig fik bøde for urinering på åben gade i Vejle

0

KRIMI. Natten til lørdag blev en 19-årig mand sigtet i Vejle for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Klokken 01.05 observerede en patrulje, at den unge mand stod og urinerede på åben gade. Han urinerede ned i åen med fronten ud mod dæmningen.

Urinering på åben gade er ikke tilladt og udløser en bøde på 1.500 kroner. Den 19-årige mand er fra Give og blev sigtet på stedet.

»Det er en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen at urinere på åben gade, og det giver en bøde,« siger vagtchef Mathias Møller.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 3.1 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.

Spirituspåvirket bilist standset i Fredericia

0

KRIMI. En rutinemæssig standsning førte fredag aften til en anholdelse i Fredericia. Sydøstjyllands Politi standsede den 2. januar klokken 20.40 en personbil ved Søndermarksvej i krydset med Skovvejen. Her viste det sig, at føreren var påvirket af spiritus over det tilladte, og samtidig havde han ikke førerret til bilen.

Manden blev sigtet for begge forhold og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve, som skal fastslå den endelige promille. Efterfølgende blev han løsladt. Der er tale om en 60-årig mand fra Fredericia.

»Blodprøven vil vise, hvad den endelige promille har været,« oplyser vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 3.1 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.

Branche-nestor: Autogrossistmarkedet er blevet et spil for de få – og de stærke

0

Efter 50 år i autobranchen ser Jens Sørensen ind i 2026 med et klart budskab: Konsolideringen er slået igennem, kravene er eksploderet, og kun udbydere med kapital, tempo og fuld pakke overlever. Fremtiden tilhører ganske få – og måske endnu færre.

Autobranchen har forandret sig mange gange gennem de seneste årtier. Men ifølge branche-nestor Jens Sørensen er det først i de seneste år, at autogrossistmarkedet for alvor har sat sig i en ny og langt mere nådesløs struktur.

Med næsten 50 års erfaring fra branchen – blandt andet fra tiden med Nordic Forum og FTZ – ser han ind i 2026 med en klar vurdering: Der er ikke længere plads til mange spillere. Og slet ikke til dem, der kun kan noget af vejen.

»Konsolideringen har endelig sat sig. Der er nu ganske få mindre udbydere tilbage. Samtidig er en hel gruppering skrumpet voldsomt ind, og en anden vinge er gået konkurs. Der er ganske enkelt ikke længere plads til udbydere, som ikke kan levere hele pakken og fleksibilitet hele vejen rundt,« siger Jens Sørensen.

Ifølge ham peger udviklingen entydigt mod, at markedet i praksis vil blive fordelt mellem tre store aktører. Og måske endda færre på sigt.

»Det er utvivlsomt de tre store, som kommer til at fordele tingene imellem sig. Og på lidt længere sigt kan det sagtens ende med, at tre bliver til to. Det kunne jeg godt forestille mig inden for ganske få år,« siger han.

Kapital, logistik og tempo

Forandringerne handler ikke kun om ejerskaber og fusioner, men i mindst lige så høj grad om, hvad det kræver at drive en moderne autogrossist.

»Nutiden kræver dynamiske priser og et ekstremt moderne logistisk setup, hvor varestrømmene flyder med en hastighed, vi ikke har set før. Samtidig skal man have det helt rette mix i produktporteføljen – og den portefølje bliver både bredere og mere kompleks,« siger Jens Sørensen.

Det stiller store krav til kapitalgrundlaget. Ifølge ham er det en af hovedårsagerne til, at mindre og pressede aktører forsvinder.

»Det kræver mere kapital end nogensinde før. Derfor vil de sidste små – desværre – fade ud. Det er ikke et spørgsmål om vilje, men om struktur og økonomi,« siger han.

Samtidig peger han på, at ejerskabsmodeller spiller en større rolle, end mange måske tror.

»Danske, fritstående aktører har en klar fordel. Når beslutningerne ikke er bundet op på tunge, eksterne ejere, kan man flytte brikkerne hurtigere. Det betyder noget i en branche, hvor tempo og timing er afgørende.«

Nye krav til mennesker og organisation

Udviklingen stopper ikke ved lager og logistik. Også organisationerne bag kulisserne er under pres – og skal gentænkes.

»Omstillingen stiller helt andre krav til de mennesker, der skal varetage dagligdagens opgaver. Tidligere var der plads til mange specialister og servicehænder. I dag har de superaktive huse brug for dygtige generalister med bred forståelse og dyb indsigt på tværs af opgaverne,« siger Jens Sørensen.

Kompleksiteten i markedet og det konstante forandringspres betyder, at organisationerne skal kunne reagere hurtigt – og rigtigt.

»Der er et permanent pres for omstilling. Det kræver medarbejdere, som kan håndtere flere ting samtidigt og forstå helheden. Og det kræver samtidig en topprofessionel bestyrelse, som kan spille den operationelle ledelse bedre,« siger han.

Ifølge Jens Sørensen er koblingen mellem bestyrelse og daglig ledelse blevet en konkurrenceparameter i sig selv.

»Den samkobling vinder i dag. Det gør organisationen stærkere og mere beslutningsdygtig.«

Læringen fra storhedstiden

Når Jens Sørensen ser tilbage på årene med Nordic Forum og FTZ, er det ikke alene skalaen, han fremhæver. Det var i lige så høj grad tilgangen til kunderne.

»Vi tilpassede os hele tiden markedsbetingelserne og optrådte aldrig arrogant. Vi var på øjenhøjde med kunderne og holdt en tæt dialog om alt,« siger han.

Det skabte ifølge ham et særligt relationsmiljø, som blev afgørende for de markedsandele, selskaberne opnåede.

»Det udmøntede sig i et tæt samspil, gensidig loyalitet og plads til, at alle kunne tjene penge. Dermed kunne vi i fællesskab holde samhandelscirklen i gang. Det var et unikt relationsmiljø.«

En tilgang, han mener, stadig er relevant – også i en langt mere digital og strømlinet branche.

Fremtiden: færre spillere, større kompleksitet

Ser man tre til fem år frem, forventer Jens Sørensen, at branchen igen vil have rykket sig markant.

»Vi vil være et helt andet sted. Morgendagens vindere skal mestre en balancegang, hvor systematikker strømlines og forenkles – samtidig med at kompleksiteten stiger,« siger han.

Bilparken er under hastig forandring, og det stiller nye krav til grossisterne.

»Der vil være endnu større krav til udbyderne, fordi bilparken ændrer sig med lynets hast. Man skal kunne afdække både nyt og gammelt, som kører rundt på vejene samtidig,« siger han.

Samtidig bliver digitale værktøjer og automatisering afgørende for at holde omkostningerne nede.

»Der skal være de rette digitale backup-værktøjer på alle områder. Det handler om akkumuleret automatisering for at nedbringe tunge kapacitetsomkostninger.«

Alt i alt tegner Jens Sørensen et billede af en branche, hvor erfaring stadig tæller – men hvor det ikke længere er nok.

»Det er ikke længere et marked, hvor man kan leve på historien alene. Det er et spil for dem, der har kapitalen, organisationen, tempoet og modet til at tage de rigtige – og nogle gange smarte – skaktræk.«

Ind i 2026 står én ting klart i hans analyse: Autogrossistverdenen er blevet mindre, hurtigere og langt mere krævende. Og den udvikling er langt fra slut.