Efter 132 år siger Slagter Lund farvel til Middelfarts gågade

0

LOKALT. Der er slagterbutikker, og så er der dem, der vokser sammen med byen. I Middelfart har Slagter Lund i mere end et århundrede været en del af hverdagen, gågadens liv og byens selvforståelse. En forretning, som mange har kendt gennem et helt liv. Til februar er det slut. Efter 132 år lukker den familieejede slagterforretning, som siden 1894 har haft sin plads i gågaden.

Beslutningen er ikke truffet i hast – og slet ikke uden følelser. Det høres tydeligt, når Peter Lund, femte generation bag disken, sætter ord på lukningen. »Jeg er ked af det. Jeg er rigtig ked af det,« siger han ærligt.

I tre år har Peter Lund og hans hustru, Stine Lund, forsøgt at finde en køber, der kunne føre forretningen videre og skrive næste kapitel i historien. Der har været interesse og flere henvendelser, men ingen har for alvor taget springet. »Jeg har jo prøvet at sælge den her butik i godt og vel tre år, og det er ikke lykkedes mig. Og nu vil jeg ikke give det mere tid,« fortæller Peter Lund.

Fem generationer i samme butik

Slagter Lunds historie tager sin begyndelse i 1894. Siden da har forretningen været i familiens hænder gennem mere end et århundrede med skiftende generationer, samfundsforandringer og nye måder at handle og spise på. Fra hestevogne og kødkroge til kølediske og moderne fødevarekrav har butikken fulgt tiden – uden at give slip på sit håndværk. I dag er det Peter Lund, femte generation, der står som den sidste i rækken. »Vi har også været stolte af det, og vi er glade for det, vi har gjort. Vi har ikke fortrudt et eneste minut af, at vi har været der,« siger han.

Sammen med sin hustru, Stine Lund, har han drevet butikken i en årrække. De har delt både arbejdsdage, ansvar og hverdagsliv og også beslutningen om, at det nu er tid til at stoppe. Stine Lund har været mentalt forberedt længere end sin mand. For omkring tre år siden begyndte hun at se frem mod pensionen, mens Peter fortsat håbede, at en ny ejer ville melde sig og føre forretningen videre. »Hun har jo været her og støttet mig hele tiden,« fortæller han.

Når døren lukkes for sidste gang, efterlader det ikke kun et tomrum i Middelfarts gågade. Det efterlader også et tomrum i Peter Lunds eget liv. Et arbejdsliv, hvor butikken altid har været omdrejningspunktet, skal nu erstattes af noget andet, og noget endnu udefineret. »Der skal jeg jo ligesom finde mig selv. Jeg glæder mig til at få tid til noget, og jeg ved ikke, hvad noget er,« siger han og fortsætter: »Det har altid været sådan, at skulle vi noget, så var der altid lige noget andet, jeg skulle have ordnet først, så der var styr på tingene,« siger slagteren med et lille smil i stemmen, når han ser tilbage.

Ikke et spørgsmål om økonomi

Lukningen af Slagter Lund skyldes ikke et økonomisk sammenbrud. Tværtimod understreger Peter Lund, at forretningen har været bæredygtig gennem årene. »Vi har jo levet af det i alle de her år,« siger han.

Han lægger dog ikke skjul på, at driften, som for mange andre detailforretninger, har været udfordret i perioder. Alligevel ser han fortsat et potentiale i butikken, hvis de rette kræfter havde meldt sig. »Som jeg ser det, så er der stadig grobund for en fornuftig forretning, hvis der er nogen, der vil lægge det i det. Men det er selvsagt ikke noget, man kommer sovende til,« bemærker han.

Et farvel til gadebilledet

Når Slagter Lund lukker, er det ikke kun en forretning, der forsvinder. Det er også afslutningen på et stykke lokalt byliv, som gennem generationer har været tæt forbundet med Middelfarts byrum og hverdag. For Peter Lund handler lukningen derfor ikke kun om at lægge forklædet fra sig, men også om at træde ud af en rolle, han har haft i årtier, som en synlig og genkendelig del af byens liv. »Det har været meget mærkeligt at tænke på, at man skal forsvinde fra gadebilledet i byen,« fortæller han.

Slagter Lund har gennem generationer været en del af den struktur, der har givet gågaden sit præg. Ifølge Peter Lund er det netop samspillet mellem de klassiske specialbutikker, der har gjort gaden mere end blot et sted at handle. »Jeg synes jo selv, at vi har været med til at gøre byen og gaden attraktive. Ikke dermed sagt, at vi er de eneste, men i fællesskab med de andre specialbutikker har vi været med til at gøre den her gågade lidt interessant.«

Forretningen har ikke kun haft betydning lokalt. Kundekredsen har strakt sig langt ud over Middelfart, og mange har gennem årene kørt til byen netop for at handle hos slagteren. Især i sommermånederne har butikken været et fast stop for besøgende udefra. »Vi har haft rigtig mange kunder udefra. Ikke mindst turister om sommeren,« fortæller han.

Lukker midt eller sidst i februar

Den endelige lukkedato er endnu ikke fastlagt, men det bliver midt eller sidst i februar. Indtil da vil butikken fortsat holde åbent, om end udvalget gradvist vil blive mindre. »Vi prøver at holde det lidt spændende at komme herind og handle ved os. Men selvfølgelig vil der være nogle ting, som stille og roligt forsvinder,« slutter Peter Lund.

Når Slagter Lund lukker i februar, er det efter 132 år i Middelfarts gågade. Dermed sættes punktum for en familieejet forretning, der siden 1894 har haft fast adresse i byen.

Fyns Politi efterforsker bombetrussel i det centrale Odense

0

KRIMI. Fyns Politi efterforsker tirsdag formiddag en bombetrussel i det centrale Odense, efter at der klokken 09.24 blev indtelefoneret en trussel til politiet.

Politiet er massivt til stede i området og har afspærret en større del af bymidten. Afspærringerne omfatter blandt andet Graven, Nørregade og Asylgade, hvor borgere bliver bedt om at respektere politiets anvisninger.

I forbindelse med efterforskningen er der fundet en mistænkelig genstand i en baggård, og Forsvarets sprængstofeksperter, EOD, er tilkaldt for at håndtere genstanden. Politiet oplyser, at arbejdet kan medføre høje lyde.

Borgere, der bor inden for afspærringerne, kan fortsat opholde sig i deres boliger, men politiet opfordrer til, at man bliver indendørs og holder sig væk fra vinduer, altaner og terrasser, indtil situationen er afklaret.

Fyns Politi er i løbende kontakt med kommunen og øvrige myndigheder og melder ud, så snart der er nyt i sagen. Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.

Uddannelsesaften skal give ordblinde elever en tryggere vej mod ungdomsuddannelse

0

UDDANNELSE. Når elever i udskolingen skal vælge, hvilken vej de vil gå efter grundskolen, kan uddannelsesvalget være svært. For ordblinde elever kan det være endnu mere udfordrende. Derfor inviterer Middelfart Kommune og Fredericia Kommune for tredje år i træk til en særlig uddannelsesaften målrettet ordblinde elever og deres forældre.

Arrangementet finder sted onsdag den 21. januar klokken 19–21 på Middelfart Rådhus og er et samarbejde mellem de to kommuner samt Fredericia Bibliotek og Middelfart Bibliotek.

Ifølge Maria Wraae Rudolph, der er sprog- og læsekonsulent og en af kræfterne bag arrangementet, opstod idéen ud fra et behov, som ikke blev dækket af de almindelige uddannelsesmesser. »Når man går i udskolingen og skal træffe beslutninger om, hvilken vej man vil gå videre i uddannelsessystemet, findes der allerede møder og messer, hvor ungdomsuddannelserne præsenterer sig. Men der er ikke mange tilbud, som specifikt tager højde for ordblinde elever. Og det kan gøre overgangen ekstra svær,« siger hun.

Netop derfor blev uddannelsesaftenen udviklet for tre år siden – med det formål at give ordblinde elever en mere tryg og støttende indgang til uddannelsesvalget. »Vi ved, at ordblinde generelt har sværere ved at komme videre i uddannelsessystemet. Derfor vil vi gerne støtte dem lidt ekstra i den her overgang og tage dem lidt mere i hånden,« forklarer Maria Wraae Rudolph.

Oplæg og personlige møder

Uddannelsesaftenen varer to timer og henvender sig både til elever og forældre. Programmet indledes med korte oplæg, hvor der blandt andet gives praktisk information om ansøgningsprocessen og vigtige ting at være opmærksom på, når man søger ungdomsuddannelse.

Derudover deltager blandt andet UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning), en repræsentant fra Ordblind Ungdom samt kommunernes læsekonsulenter. »Vi har også fokus på forældreperspektivet. Forældrene spiller en vigtig rolle, og vi fortæller, hvordan de bedst kan støtte deres barn og være en medspiller i processen videre i uddannelsessystemet,« siger hun.

Efter oplæggene får elever og forældre mulighed for at bevæge sig rundt mellem stande med forskellige ungdomsuddannelser fra både Fredericia og Middelfart. Her kan de tale med både lærere og elever, som selv er ordblinde og allerede er startet på en ungdomsuddannelse. »Der står typisk en lærer og nogle elever, som kan fortælle, hvordan det er at starte på for eksempel gymnasiet eller en erhvervsuddannelse – både fagligt og personligt. Det giver nogle helt andre og mere konkrete svar,« siger Maria Wraae Rudolph.

Åbenhed og let stemning

Ifølge sprog- og læsekonsulenten er stemningen på aftenen præget af åbenhed og nysgerrighed – også selv om der er mange spørgsmål. »Folk, der kommer, er naturligt meget spørgende. De vil gerne vide, hvad det betyder for netop dem. Men stemningen er let, og der er en stor åbenhed. Ordblindhed kan hurtigt blive lidt tabubelagt, og det oplever vi, at aftenen er med til at bryde,« siger hun.

Hun oplever ofte, at både elever og forældre går derfra med et mere nuanceret billede af mulighederne. »Mange finder ud af, at der faktisk er masser af åbne døre – både på gymnasier, handelsskoler og andre uddannelser. Det er netop det, vi gerne vil vise.«

Uddannelsesaftenen er gratis, og der er ingen tilmelding. Arrangementet henvender sig primært til ordblinde elever i udskolingen og deres forældre.

Taulov Dry Port får grønt lys til næste udviklingsskridt efter fuld udlejning

0

Udviklingen fortsætter i højt tempo i Taulov. Efter fuld udlejning af samtlige eksisterende lager- og logistikbygninger har bestyrelsen i Taulov Dry Port nu givet grønt lys til næste fase i udviklingen. Det betyder både opførelsen af et nyt generisk byggeri på 32.000 kvadratmeter og etableringen af et samlet servicecenter for tung transport.

Dermed udvides et af Danmarks mest markante logistikknudepunkter yderligere, efter at der på få år er opført og udlejet omkring 300.000 kvadratmeter lager, logistik og domiciler i området.

Ifølge bestyrelsesformand Christian Herskind er beslutningen en direkte konsekvens af den efterspørgsel, der har vist sig i markedet.

»At alle eksisterende faciliteter nu er fuldt udlejet, bekræfter styrken i vores strategi og den tydelige efterspørgsel. Derfor har bestyrelsen givet grønt lys til næste skridt i udviklingen, så vi kan fastholde momentum og fortsætte innovationen,« siger han.

Nyt byggeri udnytter sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter

Siden 2019 har Taulov Dry Port opført tre generiske byggerier med de højeste bæredygtighedscertificeringer inden for erhvervsbyggeri. De tre bygninger rummer tilsammen 220.000 kvadratmeter og er designet, så de med mindre tilpasninger kan anvendes af vidt forskellige virksomheder.

Nu tages den sidste ledige jord i Prinsessens Kvarter i brug. Parallelt med Tibnor-bygningen og over for Taulov Dry Ports bygning til Mærsk opføres det nye byggeri, Generisk 4, der kommer til at bestå af otte haller på hver 4.000 kvadratmeter.

Ifølge CEO Jesper Gemmer er efterspørgslen allerede tydelig, selv om byggeriet endnu ikke er sat i gang.

»Før vi går videre med den næste store fase i Hertugens Kvarter, udnytter vi de sidste kvadratmeter i Prinsessens Kvarter. Efterspørgslen er så stor, at vi udnytter hver eneste kvadratmeter for at kunne tilbyde fleksible løsninger,« siger han.

Med Generisk 4 øges det samlede areal i Taulov Dry Port til mere end 330.000 kvadratmeter, inden næste store udvidelse går i gang.

Servicecenter samler funktioner for tung transport

Samtidig med det nye lagerbyggeri etableres et samlet servicecenter for tung transport. Centeret skal rumme både vedligeholdelse, tekniske eftersyn og ladestationer og er målrettet både kunder og chauffører, der i dag benytter området.

Ifølge Taulov Dry Port handler det både om effektivitet og om den grønne omstilling i transportsektoren.

»Vi ønsker at skabe de bedste rammer for vores kunder og deres chauffører. Med servicecenteret kan vi samle servicefunktionerne ét sted og gøre hverdagen mere effektiv,« siger Jesper Gemmer.

Første spadestik til servicecenteret forventes taget i løbet af første kvartal af 2026, og centeret ventes klar til brug ved udgangen af samme år.

Her skal Generisk 4 på 32.000 kvm. og det nye servicecenter ligge.

Et logistisk knudepunkt i fortsat vækst

Ud over de generiske lagerbyggerier har Taulov Dry Port også opført større domiciler for virksomheder som DLG, Mærsk og Otto Schachner. Med den kommende udvidelse i Prinsessens Kvarter er næste skridt allerede i sigte.

I Hertugens Kvarter er der mulighed for at opføre yderligere 220.000 kvadratmeter lager og logistik, og ifølge planerne kan den fase blive sat i gang i slutningen af 2026.

Dermed fortsætter udbygningen af Taulov Dry Port som et centralt knudepunkt for logistik og transport i Trekantområdet og resten af landet – med både kapacitet, fleksibilitet og grøn omstilling som bærende elementer.

Ny borgmester efter første byrådsmøde: »Der var en god stemning«

0

POLITIK. Der var smil i byrådssalen og en mærkbar ro over forsamlingen, da Middelfart Byråd mandag holdt årets første ordinære møde i den nye byrådsperiode. For første gang var det med Anders Møllegård på borgmesterstolen – og ifølge ham selv kom han fint igennem debuten.

»Jeg synes, det er gået godt. Alle er glade, og alle smiler. Vi har haft en opstart i dag med intro til det nye byråd, både nye og gamle, og stemningen har været god,« siger borgmesteren efter mødet.

For Møllegård markerer mødet et skifte fra valgkamp og konstituering til egentlig politisk hverdag. Selvom han er ny i rollen, oplevede han ikke nervøsitet op til mødet. »Jeg har egentlig ikke været nervøs. Det var næsten mere angstprovokerende i sidste uge, hvor jeg skulle holde taler for forvaltningen og stå for nytårskuren på Hindsgavl. Dem, der sidder i byrådssalen, det er jo nogen, man kender. Vi har været i valgkamp sammen, haft dialoger og der er ikke nogen, der ikke vil Middelfart det bedste,« bemærker han.

En ny hverdag – og et nyt tempo

Overgangen til borgmesterembedet har dog været markant. Hvor hverdagen tidligere var præget af udvalgsmøder og politisk arbejde ved siden af, er kalenderen nu fyldt fra morgen til aften. »Jeg har ikke haft en dag, hvor jeg ikke har mødt ind klokken otte, og så er kalenderen ellers fyldt op. Det er en helt ny verden,« siger Anders Møllegård og peger på, at han også skal vænne sig til nye arbejdsgange. »Jeg har åbnet døren til kontoret, så folk kan stikke hovedet ind, hvis de har et hurtigt spørgsmål, og jeg kan også selv gå ud og spørge, hvordan man plejer at gøre. Lige nu er der stadig meget, der er nyt for mig. Man skal vænne sig til arbejdsgangene, ikke mindst det, at man pludselig har en sekretær, der holder styr på kalenderen. Det har jeg aldrig prøvet før, så det er også en proces, jeg er ved at lære.«

Trods det høje tempo beskriver borgmesteren opstarten som positiv. »Jeg går på med krum hals, og jeg synes egentlig, jeg er kommet godt afsted. Der er ikke mange huller i kalenderen, men det betyder også, at man er i gang og det er fedt.«

Fælles retning trods uenigheder

Det første byrådsmøde bød også på de første politiske markeringer. Især beslutningen om Banestien, der blev vedtaget med ekspropriation trods Liberal Alliances modstand, viste, at uenighederne er til stede. Alligevel hæfter borgmesteren sig ved, at tonen var konstruktiv, og at der var bred opbakning til hovedlinjerne. »Det vigtigste er, at vi vil i en fælles retning. Der er ikke nogen, der har trukket tæppet væk under hinanden i dag. Vi kan bygge videre på det, der allerede ligger,« siger han.

Ifølge Anders Møllegård er der ikke tale om et opgør med tidligere politiske visioner, men snarere en videreudvikling. »Vi kan bygge videre på det. Vi har haft en god vision, og nu skal vi i gang med en ny, som jeg ser som en videreudvikling af den, vi allerede har. Vi står på et stærkt fundament, og grundlæggende vil vi alle sammen det bedste for borgerne. Det oplever jeg også, at der er opbakning til, blandt andet i forhold til skolerenoveringerne.«

Et byråd i arbejdsmodus

Stemningen i salen var ifølge borgmesteren mærkbart anderledes end op til jul, hvor konstitueringen og magtfordelingen fyldte. »Jeg håber også, man oplever, at vi alle sammen kigger fremad. Der har været en god stemning i salen i dag. Vi har haft en hel dag sammen, hvor vi mødtes fra morgenstunden, fik kaffe, jokede lidt og havde det godt sammen. Det er jo også en arbejdsplads, og der skal være plads til både seriøsitet og lidt lethed, ellers bliver det tungt. Den stemning har været der hele dagen.«

For borgmesteren handler de kommende måneder først og fremmest om at finde fodfæste og få samarbejdet til at fungere, før blikket rettes længere frem. »Fire år er lang tid. Lige nu tager jeg en dag ad gangen. På et tidspunkt kan jeg tage en uge ad gangen og så en måned. Det vigtigste for mig er at gøre det ordentligt og have et godt samspil med de andre politikere. Retningen for Middelfart er vi først lige begyndt at sætte,« slutter borgmesteren.

En kulturbærer bliver Jonas Villemoes forlænger sin aftale

0

Der findes kontraktforlængelser, der mest af alt er en formalitet. Og så findes der dem, der fortæller noget om identitet, kontinuitet og den retning, en klub har valgt. Forlængelsen mellem Jonas Villemoes og Middelfart Boldklub hører klart til i den sidste kategori.

Siden august 2020 har Jonas Villemoes været iført den blå trøje i Middelfart. 146 kampe er det allerede blevet til, og med den nye aftale, der løber frem til 30. juni 2028, ligger der nu udsigt til mange flere. I en tid, hvor trupper skifter ud med stor hast, og spillere ofte er på gennemrejse, er kontinuitet blevet en mangelvare. Netop derfor vækker forlængelsen opsigt – også internt i klubben.

Hos sportschef Søren Godskesen er der ingen tvivl om, at aftalen rummer mere end blot et ekstra år på kontrakten.

»Det er dejligt, at Jonas har forlænget sin aftale hos os. Han har været Middelfartspiller, siden sommeren 2020, og det hører efterhånden til sjældenhederne, at fodboldspillere bliver så længe i deres klubber. Han er en kulturbærer i klubben, og han er i sin tid hos os gået fra at kæmpe med om pladserne til at være en af profilerne,« siger Søren Godskesen.

Ordene rammer kernen i Jonas Villemoes’ rolle i Middelfart. For han er ikke blot en spiller, der har været der længe. Han er en del af den udvikling, klubben har gennemgået de seneste år. Fra at etablere sig i truppen til at blive en fast figur i omklædningsrummet og på banen. Fra projekt til profil.

Det var også derfor, at hans tilstedeværelse havde særlig vægt, da Middelfart i sommeren 2025 tog det afgørende skridt og rykkede op i 1. division.

»Han købte ind på projektet tilbage i 2020, og derfor var det også dejligt, at han var med på holdet, da vi rykkede op i 1. division sidste sommer. Han har stor betydning for os både på og udenfor banen, så jeg er rigtig glad for, at vi nu har forlænget kontrakten,« siger sportschefen.

Ser man på truppen i dag, er Jonas Villemoes blandt de mest rutinerede spillere i Middelfart. Faktisk er han den tredjelængst siddende spiller i truppen, kun overgået af Casper Radza og Lasse Thomsen. Det er ikke bare et tal på et stykke papir, men et vidnesbyrd om tilhørsforhold. Og det mærkes også hos spilleren selv.

»Jeg har været en del af klubben i rigtig mange år, så Middelfart Boldklub har fået en stor betydning for mig. Jeg er i gang med min sjette sæson på holdet, og det var fantastisk, at vi i sommeren 2025 lykkedes med at rykke op i 1. division. Derfor kan jeg ikke se en grund til, at jeg ikke skulle fortsætte her i klubben,« siger Jonas Villemoes.

Hans refleksioner rækker dog længere end oprykningen alene. For tiden i Middelfart har også været en personlig rejse, hvor roller har skiftet, og erfaring er kommet til.

»Når man har været i en klub i så lang tid, som jeg har, så har man også oplevet at have nogle forskellige roller. Jeg har udviklet mig meget i min tid i Middelfart, både som fodboldspiller og som menneske, hvilket er helt naturligt, når man ser på, hvor mange år, det er blevet til,« fortæller han.

Den kommende tid bliver dog ikke mindre krævende. Efter oprykningen er virkeligheden i 1. division en anden, og ambitionerne har fået et nyt udtryk. Hvor projektet sidste sæson handlede om at tage det afgørende skridt op, handler det i år om at blive der.

»Jeg glæder mig stadig, hver gang jeg skal ind i klubben, og mens vi i sidste sæson havde et projekt, der hed oprykning, så hedder det projekt i år overlevelse – og det er et projekt, jeg nyder at være en del af,« siger Jonas Villemoes.

For Middelfart Boldklub er forlængelsen et signal om stabilitet i en fase, hvor meget andet er i bevægelse. For Jonas Villemoes er den et bevis på, at relationen mellem spiller og klub fortsat giver mening. Ikke bare sportsligt, men også menneskeligt. Og netop dér ligger forklaringen på, hvorfor denne kontrakt rækker længere end 2028. Den rækker ind i klubbens identitet.

En god januarlørdag satte gang i ’Træn Med’ i Strib

0

EVENTS. Det begyndte ikke med et startnummer. Det begyndte med en god januarlørdag.

Lørdag den 10. januar blev årets første ’Træn Med’-arrangement afholdt i Strib som en del af optakten til Royal Run. Og allerede fra start var det tydeligt, at mange havde lyst til at være med.

Arme i vejret og smil på læben, da dagen blev sat i gang med fælles bevægelse og god energi til ’Træn Med’ i Strib. Foto: Claus Fisker

Mere end 100 borgere dukkede op, og ifølge bevægelsesmedarbejder i Middelfart Kommune, Emilie Brochstedt, forløb dagen præcis, som man havde håbet. »Det gik rigtig godt. Det var jo fantastisk smukt vejr i lørdags, og der var god stemning hele vejen rundt,« fortæller hun.

Deltagerfeltet var bredt – og det var helt bevidst. I Strib mødte både børnefamilier med klapvogne, ældre borgere og alle dem midt imellem op for at være med. »Det var alle aldre. Der kom nogen med klapvogn, og der var også en hel masse ældre, der havde taget turen,« siger Emilie Brochstedt.

Der var plads til både løb og gang, da deltagerne begav sig ud på ruterne i Strib. Foto: Claus Fisker

For at give plads til alle niveauer havde arrangørerne lagt to ruter klar. En one-mile-rute på 1,6 kilometer og en længere tur på omkring tre kilometer, der førte deltagerne forbi H.K.H. Prins Henriks statue på Strandvejen. »Mange var virkelig begejstrede for ruten. Noget af vejen gik langs vandet, og så rundede man statuen, før turen gik tilbage igen,« fortæller hun.

Undervejs blev deltagerne mødt af frivillige, der tog imod og heppede, og ved statuen var Saluteringslauget  med til at sige godt gået, inden turen gik hjemad igen.

Deltagere passerer skulpturen »Torso«, udført af H.K.H. Prins Henrik, på ruten i Strib. Foto: Claus Fisker

Også borgmester Anders Møllegård kiggede forbi og satte sit præg på dagen, da arrangementet officielt blev skudt i gang. Han holdt velkomsttalen og stod for startskuddet. »Han satte startskuddet for Saluteringslaugets kanoner, og så blev deltagerne ellers sendt af sted,« fortæller Emilie Brochstedt.

Med borgmester Anders Møllegård ved kanonen blev årets første ’Træn Med’-arrangement i Strib officielt skudt i gang. Foto: Claus Fisker

En stafet gennem kommunen

’Træn Med’-arrangementerne fortsætter i de kommende måneder rundt i hele Middelfart Kommune. Efter Strib går turen videre til Brenderup i februar, Gelsted i marts, Ejby i april og Nørre Aaby i maj – alle i samarbejde med lokale foreninger og frivillige.

Samtidig bliver der løbende samlet erfaringer op fra hvert arrangement. »Vi har ikke holdt evalueringen endnu, men vi ved allerede, at vi udvider ruterne lidt næste gang, så der også kommer en længere mulighed. Det er foreningsfrivillige, der står for arrangementerne, og der er nogle ting, jeg tager med videre til dem,« fortæller Emilie Brochstedt.

Som et gennemgående greb sendes ’Træn Med’-arrangementerne videre som en stafet mellem byerne. I Strib blev stafetten givet videre med en symbolsk overlevering. »Der var en løber fra Strib, som løb ud mod Brenderup og afleverede stafetten halvvejs ved Tvillingegården til en løber derfra. Det er en måde at sige: nu giver vi stafetten videre, og næste måned er det Brenderups tur,« siger hun.

Stafetten gives videre, da ’Træn Med’-arrangementet sendes fra Strib videre mod Brenderup som en del af Royal Run-optakten. Foto: Claus Fisker

Med et vellykket første arrangement i ryggen er Royal Run-stemningen dermed for alvor skudt i gang i Middelfart Kommune. 

Emma glæder sig til fagprøven hos Gardenia Blomster: »Det bliver bare spændende«

0

UDDANNELSE. Der er noget særligt over de dage, hvor et fag samler sig i hænderne på én person. Hvor det ikke længere handler om at øve sig, gentage og lære, men om at vise, at man kan stå på egne ben. At man kan tage ansvar for både håndværket og helheden. For Emma Jakobsen nærmer sådan en dag sig. Eller rettere sagt, sådan nogle uger.

I slutningen af januar går hun nemlig i gang med sin fagprøve som blomsterdekoratør hos Gardenia Blomster i Fredericia. Ikke i et klasselokale og ikke bag lukkede døre, men midt i butikken, blandt kunder, buketter og hverdagens rytme. Det er her, faget leves, og det er her, det skal stå sin prøve. »Det drejer sig om, at jeg snart skal til at gå i gang med den her fagprøve,« fortæller hun, da Fredericia AVISEN taler med hende. »Her i slutningen af januar skal jeg lave lidt i butikken, hvor jeg sætter fokus på at få solgt nogle flere brudebuketter og bordpynt og sådan nogle ting.«

For en blomsterdekoratør er fagprøven den sidste og afgørende prøve på en flere år lang uddannelse. Det er her, man skal vise, at man ikke bare kan binde en buket, men også forstå form, farver, materialer og helhed, og samtidig tænke i kunder, præsentation og salg. Fagprøven er med andre ord ikke kun et spørgsmål om teknik, men om professionel modenhed. For Emma betyder det, at hun i en periode ikke længere blot er elev i butikken, men ansvarlig for sit eget projekt. Et projekt, der skal planlægges, udføres og gennemføres i virkeligheden.

Selve fagprøveforløbet begynder mandag den 19. januar. Her starter arbejdet i butikken, hvor Emma gradvist bygger op mod et mere koncentreret forløb sidst på måneden. Kulminationen kommer over tre dage. »Torsdag den 29., fredag den 30. og lørdag den 31. har jeg lidt mere sådan en slags event i butikken,« forklarer hun. »Der skal jeg have en stor varepræsentation med flere brudebuketter og lidt forskelligt.«

Det er netop kernen i fagprøven, at kunne arbejde med et klart tema – i dette tilfælde brudebinderi og bryllupsdekorationer – og omsætte det til noget, der både er æstetisk gennemført, salgbart og fagligt solidt. Her skal håndværk og forretning gå hånd i hånd. »Det er fagprøven, ja,« siger Emma, da hun bliver spurgt direkte. »Og så skal jeg op og forsvare det i juni.«

Her bliver forløbet også mere teknisk. Selve det praktiske arbejde ligger i januar, mens den formelle bedømmelse og forsvaret først finder sted nogle måneder senere. I praksis betyder det, at Emma allerede nu skal dokumentere sit arbejde og sine valg, og senere kunne forklare og forsvare dem over for en faglig bedømmelse.

Temaet for fagprøven er altså brudebinderi – eller bryllupsbinderi, som hun også kalder det. For kunder i Gardenia Blomster betyder det, at de i slutningen af januar vil kunne opleve et særligt fokus på brudebuketter, borddekorationer og inspiration til bryllupper. Noget vil dukke op løbende i butikken, mens andet især vil være synligt de tre dage, hvor fagprøven kulminerer. »Det kommer man til at kunne finde nede i butikken,« fortæller hun. »Der kommer til at være lidt løbende, og så er der jo en del på de sociale medier. Men der kommer til at være mest der torsdag den 29.«

Når alt samler sig på disken

For Emma har uddannelsen som blomsterdekoratør strakt sig siden august 2024. Næsten to år i lære, hvor hverdagen har været fyldt med gentagelser, forfinelser og gradvist større ansvar. Et forløb, hvor teknikkerne er blevet indøvet, materialerne lært at kende, og hvor butikkens rytme er blevet en naturlig del af arbejdslivet. Nu nærmer afslutningen sig. Men ikke uden de sidste justeringer. »Jeg skal lige have styr på det sidste,« siger hun ærligt om forberedelserne. »Lige de sidste detaljer,« griner hun så.

Hun er ikke helt færdig endnu. Det bliver hun først i august, hvor praktikopholdet formelt slutter. Men fagprøven markerer alligevel et tydeligt skifte. Et punkt, hvor elevrollen langsomt slipper sit tag. »I princippet er jeg færdig i juni,« forklarer hun. Hvad der så skal ske derefter, står endnu åbent. »Det må tiden vise. Efter fagprøven bliver jeg jo her i butikken indtil – og så må vi se, hvad der sker.«

For mange unge faglærte er fagprøven både et punktum og et komma. En afslutning på en uddannelse og begyndelsen på et arbejdsliv, hvor mulighederne er der, men endnu ikke lagt fast. »Det bliver bare spændende,« siger Emma, da hun bliver spurgt, om hun glæder sig.

Og én ting er sikkert. Når dørene åbner hos Gardenia Blomster i slutningen af januar, vil der ikke kun stå buketter på disken. Der vil også stå et svendestykke i blomst.

EUC Lillebælt søger ny direktør efter mere end 30 år med samme mand i spidsen

0

Efter mere end tre årtier på EUC Lillebælt – heraf næsten 20 år som direktør – går Lars Middelboe på pension. Det betyder, at en af de mest markante ledere i det lokale uddannelseslandskab træder tilbage, og at EUC Lillebælt nu officielt har slået stillingen op og søger en ny direktør til at stå i spidsen for erhvervsskolen.

Stillingsopslaget blev offentliggjort på LinkedIn og markerer et tydeligt generationsskifte på skolen, der i dag uddanner både unge og voksne til arbejdsmarkedet lokalt, regionalt og nationalt. Ifølge EUC Lillebælt søger bestyrelsen en tydelig, rolig og tillidsvækkende leder med erfaring fra uddannelsesverdenen, stærk økonomisk forståelse og lyst til at lede gennem forandringer og reformer i tæt samspil med bestyrelse, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Dermed sættes punktum for en usædvanlig lang periode med kontinuitet i skolens øverste ledelse.

Lars Middelboe blev ansat på EUC Lillebælt i 1992 som administrationschef, dengang skolen stadig var i sin tidlige fase som selvejende teknisk skole. I 2006 overtog han direktørposten og har siden haft det overordnede ansvar for skolens økonomiske, organisatoriske og strategiske udvikling.

Da Fredericia AVISEN portrætterede ham i april 2019 i avisens daværende serie Ugens Kurt, trådte et billede frem af en leder med en usædvanlig baggrund i forhold til mange andre direktører på erhvervsskoler. Middelboe kom ikke fra et faglært håndværk, men fra bank- og administrationsverdenen.

Han er født den 14. maj 1959 og voksede op i Tarup i Odense. Faderen var tjenestemand i postvæsenet, moderen frisør. I ungdomsårene dyrkede han badminton på eliteniveau og blev både fyns- og danmarksmester, inden interessen i slutningen af teenageårene gled over i musik, dans og andre sider af livet.

Efter realeksamen blev han ansat i Nykredit som arkivmedhjælper og fortsatte senere i mesterlære som bankassistent. Her opbyggede han hurtigt erfaring inden for regnskab, IT og administration og blev allerede i begyndelsen af 20’erne leder af Nykredits regnskabsafdeling. I mere end 20 år arbejdede han med økonomi, ledelse og centralisering i koncernen.

I 1992 skiftede han spor og blev administrationschef på den tekniske skole i Fredericia, som senere blev en del af det, der i dag er EUC Lillebælt. Dengang var skolen lille med omkring 200 årselever og cirka 40 ansatte, og økonomien var presset.

I portrættet fra 2019 beskrev Middelboe, hvordan skolen i 1990’erne gennemgik en markant udvikling, blandt andet ved at satse offensivt på kursusvirksomhed, PC-kørekort og fjernundervisning, som tiltrak tusindvis af kursister fra hele landet. Det bidrog til at stabilisere økonomien og tilbagebetale gæld til ministeriet.

Da Lars Middelboe i 2006 blev direktør, stod EUC Lillebælt over for de samme strukturelle udfordringer, som har præget erhvervsskoleområdet nationalt. Besparelser, reformer, faldende søgning og en vedvarende konkurrence med de gymnasiale uddannelser.

I 2019-portrættet lagde han ikke skjul på, at rollen som direktør også havde indebåret svære beslutninger. Han pegede blandt andet på fyringer som følge af besparelser og på et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne i perioder har været pressede af krav om at uddanne flere elever med færre ressourcer. Samtidig fremhævede han, at stram økonomistyring havde gjort det muligt at holde skolen på et solidt økonomisk fundament.

I dag er EUC Lillebælt en markant uddannelsesinstitution med omkring 160 fastansatte, knap 1.000 årselever og tusindvis af kursister årligt. Skolen har opbygget stærke positioner inden for transportområdet og samarbejder med store virksomheder som DSB og Arla, ligesom HTX-uddannelsen er blevet udvidet med egne rammer for at skabe et mere samlet gymnasiemiljø.

At EUC Lillebælt nu søger en ny direktør, er ikke kun en intern sag for skolen. Erhvervsskolen spiller en central rolle i Fredericia og Trekantområdet, hvor manglen på faglært arbejdskraft er et tilbagevendende tema i både erhvervsliv og politik.

I 2019 pegede Lars Middelboe på, at der i mange år havde været et politisk fokus på videregående uddannelser, mens erhvervsuddannelserne i perioder havde været overset. Ifølge ham havde samarbejdet med kommunen dog ændret sig markant i årene op til portrættet, og han beskrev et tættere partnerskab med byrådet og erhvervslivet.

Det er netop i dette spændingsfelt – mellem uddannelse, erhvervsliv og kommunale strategier – at den kommende direktør skal navigere.

For Lars Middelboe markerer stillingsopslaget afslutningen på et langt arbejdsliv på samme institution. Da han i 2019 blev spurgt til at fylde 60 år, beskrev han det som et mærkeligt årti, hvor mange omkring én begynder at gå helt eller delvist på pension.

Nu er tidspunktet kommet.

Med hans afgang står EUC Lillebælt over for et ledelsesskifte, der både rummer kontinuitet og mulighed for ny retning. For Fredericia og Trekantområdet betyder det, at en central aktør i uddannelseslandskabet skal finde en ny stemme i spidsen – på et tidspunkt, hvor behovet for faglærte, tekniske kompetencer og stærke erhvervsuddannelser ikke har været større.

Politiet reagerede på mistænkelig bil: Narkofund i nattens kontrol

0

Tirsdagens døgnrapport fra Sydøstjyllands Politi vidner om et forholdsvis roligt døgn i politikredsen.

Kort efter midnat, klokken 00.20, standsede politiet en bil på 6. Julivej i Fredericia. Føreren, en mand født i 1980 og bosiddende i Vejle, blev sigtet for at føre bil uden gyldig førerret.

Senere på aftenen, klokken 22.45, blev en bil standset på Ullerupdalvej. I bilen sad tre personer, og i forbindelse med kontrollen blev der fundet 2,71 gram skunk. En mand født i 2000 blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

I Kolding har politiet ifølge døgnrapporten ikke haft hændelser af betydning i det seneste døgn.

Oplysningerne stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing ved vicepolitikommissær Arno Rindal Petersen tirsdag den 13. januar.