Bilbrand i Kolding efter brag – politiet undersøger branden

0

Sydøstjyllands Politi undersøger torsdag nat en bilbrand på Skråningen i Kolding. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Brandmeldingen indløb klokken 00.46, hvor anmelderen opdagede ild i sin bil og samtidig havde hørt et brag. En patrulje forsøgte at slukke branden, men det lykkedes ikke. Brandvæsnet fik efterfølgende kontrol over ilden.

Politiet har sikret spor på stedet og efterforsker nu sagen, herunder om branden kan være påsat. Ifølge politiet var blandt andet en rude i bilen knust.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag klokken 09.00.

Borgerhenvendelse førte til fund af stoffer i Fredericia

0

Onsdag eftermiddag rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en lejlighed på Ægirsvej i Fredericia efter en bekymringshenvendelse fra en borger.

Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet kom frem til adressen klokken 16.44, hvor der ifølge politiet var lugt af hash fra lejligheden. Ved politiets undersøgelse blev der fundet 4 gram amfetamin og 2,4 gram hash.

En 31-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing torsdag klokken 09.00.

Fyrværkeri, indbrud og narkokørsel i Fyns Politis døgnrapport

0

Sprængt postkasse i Assens, flere indbrud rundt på Fyn og en sigtelse for narkokørsel i Odense fylder i Fyns Politis døgnrapport torsdag. I Assens Kommune blev en postkasse onsdag eftermiddag sprængt itu med fyrværkeri. Hændelsen fandt sted på Kildehøjen i Assens omkring klokken 17.00. Politiet oplyser ikke yderligere om sagen.

Derudover har politiet registreret flere indbrud. I Ringe i Faaborg-Midtfyn Kommune blev der anmeldt indbrud på Åvangen onsdag omkring klokken 13.00. Her skaffede gerningspersonen sig adgang via et opbrudt vindue, og der blev stjålet smykker og kontanter.

I Nyborg blev der onsdag middag anmeldt indbrud på Gl. Vindingevej omkring klokken 12.30. Også her var der tale om adgang via et opbrudt vindue, og et værdiskab blev stjålet.

Et tredje indbrud er anmeldt i Humble på Langeland. Ifølge politiet er indbruddet sket på Hovedgaden, hvor et ukendt indstigningssted er anvendt. Her er der stjålet en lampe. Indbruddet er begået den 8. januar omkring klokken 23.00, men først anmeldt onsdag.

I Odense C blev der onsdag eftermiddag omkring klokken 13.55 stjålet en pung på Torvegade. Pungen indeholdt både diverse kort og kontanter.

Derudover blev en 40-årig mand fra Langeland Kommune onsdag formiddag sigtet for at køre bil under indflydelse af euforiserende stoffer. Sagen fandt sted på Svendborgvej i Odense S omkring klokken 10.00.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport den 15. januar.

Vejdirektoratet advarer om glatte veje flere steder i landet

0

Vejdirektoratet advarer onsdag morgen om risiko for glatte veje flere steder i landet.

Ifølge en særmelding er vejtemperaturen fortsat under frysepunktet mange steder, hvilket øger risikoen for glatføre. Trafikanter opfordres derfor til at sænke hastigheden, holde god afstand og være ekstra opmærksomme under kørslen.

Advarslen gælder særligt ved skovstrækninger, i lavtliggende områder samt på og under broer, hvor glatte forhold kan opstå hurtigt.

Vejdirektoratet opfordrer bilister til at orientere sig om de aktuelle vej- og vejrforhold, inden de kører ud, og til at følge de generelle råd for kørsel i vintervejr.

10.000 kroner skal sikre gratis lejr for børn i Lillebælt Kampsport

0

SPORT. Middelfart Sparekasse har igen i år åbnet for midler fra Fællesskabspuljen, og det kommer en række lokale foreninger og initiativer til gode. Blandt modtagerne er Lillebælt Kampsport i Fredericia, som har modtaget 10.000 kroner i støtte.

Hos Lillebælt Kampsport er det besluttet, at pengene skal bruges på en lejr for klubbens børn, og et centralt punkt er, at lejren bliver gratis for alle deltagere. På den måde sikrer klubben, at ingen børn bliver holdt ude af økonomiske årsager. »Pengene bliver brugt til at lave en lejr for alle vores børn, hvor alle kan deltage gratis. Så kan alle komme med, uanset forældrenes indkomst og hvilke forudsætninger man ellers har,« siger formand Lasse Svane Weimar.

Ifølge formanden giver støtten mulighed for at tage højde for, at økonomien i nogle familier kan være stram, og dermed sikre, at alle børn kan få en god oplevelse i klubben, også når udgifter til kontingenter, ture og aktiviteter kan blive en barriere. »Vi har jo i vores klub, ligesom i mange andre klubber, familier, hvor økonomien er lidt stram i de tider, vi har nu. Derfor betyder det meget, at vi kan give en håndsrækning og sikre, at alle børn får en god oplevelse,« siger han. Nyheden om den kommende lejr er da også allerede blevet taget godt imod blandt børnene i klubben. »De glæder sig,« fortæller han med et smil.

For Lasse Svane Weimar handler støtten ikke kun om det konkrete beløb, men om den mulighed, den giver klubben for at fastholde sine værdier. Lillebælt Kampsport ønsker at være et sted, hvor fællesskab og deltagelse vægtes højt. »Jeg synes, det er fantastisk at få den mulighed. Det hjælper på mange måder, men først og fremmest giver det os chancen for at sørge for, at alle børn kan være med og få en god oplevelse sammen,« lyder det fra formanden.

Med støtten fra Fællesskabspuljen kan klubben skabe rammer for en aktivitet, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor alle kan være med.

Energy Cluster Denmark lancerer nyt roadmap for innovation i energisektoren

0
FOTO: Energy Cluster Denmark
FOTO: Energy Cluster Denmark

ENERGI. Energy Cluster Denmark har netop offentliggjort sit Innovation Roadmap 2026-2027, der sætter retningen for energiklyngens innovations- og udviklingsindsats de kommende to år. Roadmappet kan frit hentes af alle med interesse for energisektorens udvikling og samler anbefalinger fra brancheorganisationer og videninstitutioner på tværs af det samlede energisystem.

I roadmappet peges der blandt andet på skalering af vindenergi, termisk lagring, cybersikkerhed og pyrolyse som centrale temaer. Anbefalingerne skal danne grundlag for, hvilke udfordringer og muligheder innovationsprojekterne i energiklyngen skal arbejde med frem mod 2027.

En af bidragsyderne er Danish Alliance for Renewables, der understreger vigtigheden af fortsat innovation inden for vindenergi.
»Europa har en styrkeposition indenfor vindteknologi, som er under tungt pres fra lande, der satser massivt på at udfordre den europæiske konkurrenceevne. Hvis vi ikke endnu en gang skal miste vores industriproduktion, som vi gjorde det med solceller, er det afgørende at vi prioriterer vores innovationsindsats inden for vindenergi og integration af denne i vores energisystem. Der hersker en misforståelse om, at vindenergiteknologien er færdigudviklet, men vores forskningsmiljøer og industri har vist, at der fortsat stadig er et enormt potentiale for at øge effektiviteten, optimere og automatisere produktion, sikre fysisk og cybersikkerhed, større bæredygtighed og intelligens til at levere nogle af de systemydelser, som kraftværkerne leverer i dag,« siger Kasper Roed Jensen, formand for Danish Alliance for Renewables, der bidrager gennem Green Power Denmark.

Han peger samtidig på, at helheden i energisystemet er afgørende.
»Nøglen til det mest effektive, sikre og robuste energisystem ligger i at forske og udvikle i systemintegration og samspillet mellem teknologier til at skabe fremtidens bæredygtige energisystem til gavn for alle,« siger Kasper Roed Jensen.

Bidragene til Innovation Roadmap kommer fra en bred kreds af aktører, herunder Green Power Denmark, DI Energi, Biogas Danmark, Synergi, Dansk Fjernvarme, Brintbranchen, Dansk Offshore og Dansk Center for Energilagring, DaCES. Sidstnævnte fremhæver tre områder inden for energilagring og konvertering, der bør prioriteres.

Ifølge direktør i DaCES, Anne Marie Damgaard, spiller højtemperatur, termisk lagring en central rolle for industriens elektrificering.
»Højtemperatur, termisk lagring er nøglen til at gøre industriens elektrificering både fleksibel og omkostningseffektiv. Det kræver, at vi investerer i demonstratorer, materialeforskning og udvikling af specialiserede komponenter, så teknologien kan skaleres og integreres i industrien,« siger hun.

Hun peger også på betydningen af batteriteknologi og langsigtet forskning.
»Desuden er aktive batterikomponenter, såsom batteristyresystem (BMS) og power-konverteringssystemer (PCS), afgørende for sikre BESS-anlæg i EU, og de styrker konkurrenceevnen i hele batteriværdikæden. Endelig er vores langsigtede, strategiske forskningssatsninger, herunder innomissioner som MissionGreenFuels, vigtige, da missionerne spiller en central rolle i udviklingen af teknologien til grønne brændstoffer og kemikalier til de svært omstillingsparate sektorer,« siger Anne Marie Damgaard.

Også Biogas Danmark bidrager til roadmappet og ser sektorkobling og innovation som afgørende for et sammenhængende grønt energisystem.
»Biogassens samspil med andre grønne teknologier, udviklingen af værdikæder for biogent CO₂ til kulstoflagring samt fremtidens grønne brændsler og materialer er afgørende – samtidig kan AI understøtte og accelerere myndighedsbehandlingen for udbygningen af den vedvarende energi,« siger Lars Kaspersen, direktør i Biogas Danmark.

Anbefalingerne i Innovation Roadmap 2026-2027 skal nu omsættes til konkrete innovationsprojekter gennem Energy Cluster Denmarks bestyrelse. Det nye roadmap kan hentes på Energy Cluster Denmarks hjemmeside.

ADP satte turbo på i 2025 og gør klar til næste gear

0

Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.

Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.

Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.

I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.

Annonce

Et selskab, der har skiftet karakter

Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«

I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.

Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«

Brookfield som milepæl og som signal

I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.

Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«

Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«

Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning

Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«

Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.

Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.

Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«

For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«

Flere havne som strategi, nu med bedre timing

Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.

Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«

I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«

Annonce

Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«

Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed

Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«

I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«

Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«

Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«

Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.

Havneloven som flaskehals

På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«

For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«

2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko

Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«

Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«

Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«

Arbejdstilsynets besøg på Frederiksodde Skole følger alvorlige arbejdsmiljøproblemer på én afdeling

0

Arbejdstilsynet har igen været på besøg på Frederiksodde Skole. De seneste tilsyn på tre af skolens afdelinger er en del af den opfølgning, der blev sat i gang efter et alvorligt arbejdsmiljøforløb i efteråret.

Arbejdstilsynets seneste besøg på Frederiksodde Skoles afdelinger A, C og D skal ses i direkte forlængelse af et alvorligt arbejdsmiljøforløb på skolens afdeling B i efteråret 2025. Her greb Arbejdstilsynet ind med et straks-påbud efter gentagne voldsepisoder mod ansatte. Dermed er gennemgangen af hele specialskolen ikke blot rutinetilsyn, men et led i en bredere opfølgning, hvor Arbejdstilsynet har ønsket at sikre, at arbejdsmiljøet er forsvarligt på tværs af alle skolens afdelinger.

I september 2025 udstedte Arbejdstilsynet et straks-påbud til Frederiksodde Skole afdeling B, som arbejder med elever med socio-emotionelle vanskeligheder og ADHD-problematikker. Baggrunden var en række registrerede voldsepisoder mod medarbejdere, herunder slag, spark, bid og trusler. I mindst ét tilfælde medførte episoderne længerevarende sygefravær for en ansat. Arbejdstilsynet vurderede, at der var en alvorlig og aktuel risiko for de ansattes sikkerhed, blandt andet fordi medarbejdere i visse situationer arbejdede alene med elever i affekt, selv om risikoen var kendt. På den baggrund blev der stillet krav om øjeblikkelig handling.

Efter påbuddet iværksatte Frederiksodde Skole og Fredericia Kommune en række tiltag. Det omfattede ændringer i arbejdets tilrettelæggelse, skærpede instrukser, systematiske risikovurderinger og tydeligere procedurer for registrering og håndtering af voldsepisoder. Tiltagene blev samtidig tænkt ind i skolens øvrige afdelinger. Den 6. november 2025 ophævede Arbejdstilsynet straks-påbuddet på afdeling B efter at have vurderet, at de nødvendige foranstaltninger var gennemført.

I forlængelse af dette forløb har Arbejdstilsynet gennemført besøg på skolens øvrige afdelinger. Kort før jul 2025 fik afdeling A, skolens autismeafdeling, et grundbesøg. Tilsynet forløb uden bemærkninger og med ros for skolens arbejdsmiljøarbejde. Den 7. januar 2026 besøgte Arbejdstilsynet afdeling C og D. Afdeling C er for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, mens afdeling D modtager elever med multiple handicap. Besøget var både et grundbesøg og en opfølgning på en tidligere arbejdsskade i afdeling C.

I forhold til arbejdsskaden vurderede Arbejdstilsynet, at skolen på tidspunktet for hændelsen ikke havde haft mulighed for at foretage en risikovurdering, men samtidig at skolen efterfølgende havde iværksat de rette forebyggende foranstaltninger. Afdeling C afventer nu Arbejdstilsynets endelige afgørelse, som kan munde ud i en påtale. En påtale gives, når der konstateres et tidligere brud på arbejdsmiljøloven, som ikke længere udgør et aktuelt problem, og medfører ifølge Arbejdstilsynet ikke krav om yderligere handling.

Magnus te Pas er chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune. Han understreger, at Arbejdstilsynets tilsyn bruges som sparring i arbejdet med et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Ved besøget på afdeling C og D havde Arbejdstilsynet også fokus på støjniveau og belastninger i hverdagen. Det er et område, som skolen allerede har arbejdet målrettet med at reducere, og som der fortsat vil blive arbejdet videre med. Chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune, Magnus te Pas, har tidligere understreget, at kommunen ser Arbejdstilsynets besøg som en mulighed for læring og forbedring frem for som en modpart.

Med de seneste besøg har Arbejdstilsynet nu været på alle fire afdelinger på Frederiksodde Skole. Forløbet tegner et billede af en specialskole, hvor alvorlige problemer på én afdeling har udløst et bredere og mere systematisk fokus på arbejdsmiljøet på tværs af hele organisationen.

Tidslinje: Arbejdstilsynet og Frederiksodde Skole

September 2025
Arbejdstilsynet gennemfører tilsyn på Frederiksodde Skole afdeling B efter gentagne voldsepisoder mod ansatte. Der udstedes et straks-påbud med krav om øjeblikkelig handling for at sikre medarbejdernes sikkerhed.

September–oktober 2025
Skolen og Fredericia Kommune iværksætter en række arbejdsmiljøtiltag, herunder ændret arbejdstilrettelæggelse, skærpede instrukser, systematiske risikovurderinger og forbedret registrering af voldsepisoder. Tiltagene tænkes ind i hele specialskolen.

November 2025
Arbejdstilsynet ophæver straks-påbuddet på afdeling B efter vurdering af, at de nødvendige foranstaltninger er gennemført.

    December 2025
    Arbejdstilsynet gennemfører grundbesøg på Frederiksodde Skole afdeling A. Besøget forløber uden bemærkninger og med ros for arbejdsmiljøarbejdet.

    Januar 2026
    Arbejdstilsynet besøger afdeling C og D. Besøget er både et grundbesøg og en opfølgning på en tidligere arbejdsskade i afdeling C. Fokus er blandt andet på risikovurdering og støjniveau.

      Januar 2026
      Afdeling C afventer Arbejdstilsynets endelige afgørelse, som kan munde ud i en påtale uden krav om yderligere handling.

      Minister på virksomhedsbesøg hos ABB i Middelfart

      0

      Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard besøgte tirsdag aften ABB’s danske hovedsæde i Middelfart Kommune. Her var omkring 80 gæster fra det lokale og nationale erhvervsliv samlet til en aften med fokus på klimaløsninger, energieffektivisering og de rammevilkår, der skal understøtte den grønne omstilling.

      Virksomhedsbesøget fandt den 13. januar fra klokken 19 til 21 og satte særligt fokus på samarbejdet mellem virksomheder, kommuner og Christiansborg. Aftenen handlede både om lokale erhvervsinteresser og om løsninger, der har national og international betydning.

      ABB spiller en central rolle i den grønne omstilling i Danmark og leverer teknologiske løsninger til en lang række af landets største energiprojekter. I virksomhedens højteknologiske domicil i Middelfart demonstreres blandt andet løsninger inden for intelligent energistyring, energieffektivisering, sol, varme, indeklima og ladestandere – teknologier, der kan give markante energibesparelser i industrien.

      Virksomheden er blandt andet leverandør til storskala energiprojekter som European Energy i Kassø, Skovgaard Energy og Power to Ammonia i Ramme samt Topsoe’s SOEC-elektrolyseenheder. Dermed er ABB involveret i mange af de teknologiske landvindinger, der i disse år former den danske energisektor.

      Fra kommunens side deltog direktør for Klima, Teknik og Energi, Christina Føns. Hun præsenterede Middelfart Kommunes arbejde med vedvarende energi og klimaambitioner.

      Aftenen gav også indblik i Middelfart Erhvervs bredere initiativer for erhvervsudvikling, blandt andet gennem eksempler fra virksomheden Isoplus, der er storleverandør til fjernvarmesektoren. Samtidig blev der sat fokus på Triangle Energy Alliance, partnerskabet omkring PtX og grønne brændstoffer i Trekantområdet, hvor både ABB og Middelfart Kommune er centrale aktører.

      Et centralt tema for aftenen var de strukturelle udfordringer, der i øjeblikket bremser tempoet i den grønne omstilling. Havvindsudbud, CCS, grønne brændstoffer til luftfart, grøn brint og dansk brintinfrastruktur er blandt de områder, hvor teknologien er klar, men hvor rammevilkårene ifølge arrangørerne ikke følger med.

      Virksomhedsbesøget var arrangeret af Middelfart Erhverv i samarbejde med Triangle Energy Alliance og henvendte sig primært til fagfolk fra grøn energiindustri og lokalt erhvervsliv.

      Dødsfald Kolding uge 1-2, 2026

      0

      Jonna Kirk Hansen
      1945 – 2025

      Per Thiim Johnsen
      1947 – 2025

      Helga Ravn Larsen
      1925 – 2026

      Inger Ægidius Møller
      1944 – 2025

      Michael Æbeløe Wolff
      1970 – 2025

      Vagn Pedersen
      1932 – 2026

      Svend Erik Sebelius
      1944 – 2026