OPINION. Udlændinge der kommer til Danmark som feriegæster eller for at arbejde og bidrage til at skabe værdi og for at blive en del af vores sociale fællesskab skal bydes velkommen. Velkomsten gælder ikke problemudlændinge, der kommer med en udtalt foragt for vores levevis og med manglende vestlig respekt for kvinder som ligestillede, vores kristne religion og fejringer, spisning af svinekød og ikke mindst danskernes respekt for mindretalsgrupper. Problemudlændinge giver alvorlige konflikter, som udspiller sig i stort set alle kommuner og politikredse i landet.
Erfaringerne viser, at immigranter fra muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet – MENAPT-landene – ikke, eller kun i ringe grad vil indgå i og være en del af det danske fællesskab, med de ansvar der følger med. Kultur- og værdimæssige konflikter, social svindel og humbug, kvinder der aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet, men villigt modtager kontanthjælp, social kontrol og kriminalitet er problemer, knytter sig til MENAPT-immigranter. Dertil kommer de såkaldte og dyre familiesammenføringer der udfordrer skole-, social-, og sundhedsvæsenet.
En national ordning fra 2025 om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft fra ikke- EU-lande omfatter statsborgere fra USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova. Mennesker der inviteres fra de lande kan og vil arbejde, de har en uddannelse, og de har en ansættelsesaftale med en dansk virksomhed. Danmark skal ikke belastes, og vores værdier skal ikke udfordres af fremmede, der ikke vil os men udelukkende leve på nas. Der opholder sig ca. cirka 1.100 afviste asylansøgere ulovligt i Danmark.
Èn afvist asylansøger på et udrejsecenter koster 300.000 kroner årligt. Samlet pris er 330 millioner skattekroner, der burde bruges på at forbedre en borgernær kernevelfærd, psykiatri, ældreområdet og nedbringelse af ventetider for syge.
Borgernes Parti kræver remigration af dømte udenlandske kriminelle og afviste asylansøgere. De bør sættes under lås på udrejsecentrene og opholdet bør ikke overskride 30 dage før udvisningen effektueres.
Der er kampe, hvor forklaringerne kommer hurtigt. Og så er der kampe, hvor erkendelsen næsten falder samtidig med slutfløjtet. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det ikke bortforklaringer, der præger Nikolaj Jacobsen, men en umiddelbar accept af, at Danmark ikke ramte det, der skulle til.
»Jeg er både skuffet og… men et eller andet sted er det også fortjent. For i dag rammer vi ikke det niveau, vi skal. Vi laver mange fejl, er for dårlige til at aflevere boldene videre under pres og har svært ved at få det flow i kampen, som vi gerne vil.«
Det er ikke én fase, én kendelse eller én detalje, der forklarer nederlaget. Det er helheden. Eller manglen på den. Danmark havde et vindue i starten af anden halvleg, hvor kampen kortvarigt åbnede sig.
»Vi har lige en god periode i starten af anden halvleg, hvor vi får godt fat defensivt. Emil har et par redninger, og vi har mulighed for at gå foran med tre. Det får vi byttet alt for hurtigt.«
I håndbold er momentum noget, man låner – og lige så hurtigt kan miste igen. For Danmark forsvandt grebet om kampen næsten, før det var etableret.
»Så mister man lidt momentum i kampen, og så er det virkelig svært at få fat defensivt og få nogle redninger det sidste kvarter. Og det gør også, at det er fortjent nok, at Portugal vinder i dag.«
Skuffelsen handler ikke kun om resultatet, men om afstanden til det niveau, Danmark forventer af sig selv.
»Ja, det er jeg da selvfølgelig. Jeg havde da håbet på noget andet. Men i dag må man bare sige, at Portugal var dygtigere end vi var, og at vi ikke rammer det niveau, som vi skal for at kunne vinde sådan en kamp.«
Konsekvenserne er til at tage og føle på med det samme. Nederlaget placerer Danmark i et langt sværere udgangspunkt i mellemrunden.
»Det stiller os selvfølgelig meget svært. Det er klart, at vi starter med Frankrig på torsdag. Så nu har vi sat os så meget under pres, som vi kan, og skal ind og se, om vi kan vinde de næste fire.«
Også pausen blev brugt på at pege indad – ikke opildne.
»Offensivt får vi egentlig fat. Men vi er for dårlige i dag til at aflevere under pres. Vi får ikke sluppet boldene på det rigtige tidspunkt, og når vi gør, ligger afleveringene dårligt.«
Forsøget med syv mod seks gav kortvarigt noget, men ikke nok.
»Vi får egentlig fint udbytte af det i starten, og så løber vi lidt tør. Det sidste kvarter kan vi simpelthen ikke få stoppet noget eller få nogle redninger.«
Dommerne fyldte efter kampen i debatten, men ikke hos landstræneren.
»Det er en højintens kamp, og der vil altid være kendelser, man kan snakke om. Men i dag er vi nødt til at kigge på os selv og blive dygtigere til de ting, vi normalt er virkelig dygtige til.«
Der er ikke meget plads til at dvæle. Allerede i samme åndedrag rettes blikket frem.
»Vi er nødt til at kigge fremad og være klar på torsdag. Der kommer et af verdens bedste hold, som har set utrolig skarpt ud, og præmissen er klar: Vi skal ind og vinde en kamp.«
Det er sagt uden patos. Uden hævet stemme. Bare som konstatering. En kamp blev tabt. Et ansvar er taget på sig. Og næste opgave står allerede og venter.
POLITIK. Koldings borgmester Jakob Ville vil tættere på den hverdag, som tusindvis af kommunens ansatte oplever hver dag. Derfor har han besluttet at tage i praktik i sin egen organisation og deltage aktivt i arbejdet på udvalgte kommunale arbejdspladser.
Som øverste chef for omkring 8.000 medarbejdere erkender borgmesteren, at det kan være vanskeligt at have et reelt indblik i alle dele af organisationen. Med praktikopholdene ønsker han at få en mere konkret forståelse af, hvordan arbejdet udføres, og hvordan kommunens borgere mødes i praksis.
Praktikken kommer til at finde sted én gang om måneden, hvor borgmesteren arbejder fire timer ad gangen på forskellige arbejdspladser i kommunen. Det kan for eksempel være på et botilbud eller et plejehjem, hvor han følger medarbejdernes opgaver tæt.
»Jeg synes, det er den bedste måde, jeg kan få detaljeret viden om, hvad der foregår i vores store kommune, hvor der er ca. 8.000 ansatte. Jeg kan ikke besøge alle, men ved at gå i praktik i fire timer f.eks. på et botilbud eller på et plejehjem får jeg et indblik i, hvad arbejdet består i, hvordan medarbejdernes hverdag er, og hvordan de møder vores borgere«, forklarer Jakob Ville.
Ifølge borgmesteren skal praktikopholdene være med til at gøre ham bedre rustet i rollen som borgmester, fordi han får større forståelse for kommunens kerneopgaver og det arbejde, der udføres i organisationens mange led.
Han peger samtidig på, at hans politiske erfaring primært ligger på det tekniske område, mens han har haft mindre berøring med velfærdsområderne.
»Jeg blev borgmester ved årsskiftet, og i den forrige byrådsperiode var jeg formand for Plan og Teknik. Jeg ved derfor meget mere om det tekniske område, end jeg gør om velfærdsforvaltningerne, altså børne- og skoleområdet, plejehjemmene og vores specialiserede socialområde. Det forventer jeg at råde bod på ved at gå i praktik«, siger han og understreger, at der er stor forskel på at deltage i arbejdet og blot at kigge forbi til en uformel snak.
Den første praktikdag er planlagt til den 20. februar fra klokken 8 til 12.
Nogle nederlag føles større end stillingen. Ikke fordi cifrene er voldsomme, men fordi fornemmelsen er det. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det netop den erkendelse, der står tilbage hos Mathias Gidsel.
»Det er selvfølgelig en skuffelse. Det var aldrig vores kamp. Vi var altid bagud.«
Det er ikke sagt i affekt, men som en konstatering. Kampen gled aldrig i dansk retning, og de korte øjeblikke, hvor det kunne have ændret sig, forsvandt lige så hurtigt igen.
»Vi fik jo aldrig det momentum. Måske havde vi tre minutter i kampen, hvor vi i et eller andet sted følte, at vi havde lidt momentum, og det fik vi aldrig lov til at beholde og udnytte.«
Når forklaringerne søges, peger Gidsel ikke udad. Tværtimod afviser han hurtigt den diskussion, der ofte følger i kølvandet på tætte nederlag.
»Det var fint. Det var ikke deres skyld. De har accepteret en hård linje, og det gjorde de hele kampen igennem. Så vi skal ikke sidde og snakke om dommere. Jeg synes hellere, vi skal snakke om os selv.«
Og det blik indad er ikke behageligt.
»Det var ikke godt nok. Det var 80 procent hele vejen rundt, og vi fik aldrig styr på Costa-brødrene, og vi lavede for mange fejl, der ikke lignede os i angrebet.«
Dermed er præmissen også klar: Danmark har sat sig selv under pres.
»Nu er vi under pres, og vi kender jo opgaven, der står foran os nu.«
Gidsel lægger heller ikke skjul på sit eget ansvar. To store chancer blev brændt, og han pakker det ikke ind i forklaringer.
»Det er jo sport. Nogle gange brænder man, nogle gange er man showman, nogle gange er man helten, nogle gange er man skurken.«
Nederlaget bliver dog også vendt til noget mere grundlæggende. En påmindelse om, at succes ikke er en selvfølge – heller ikke for et dansk landshold, der har været vant til at vinde.
»Det kan ske i sport, at man taber. Måske er det meget sundt for os også at mærke, at vi kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi også kan tabe.«
Der er ingen flugt fra situationen. Kun arbejdet tilbage.
»Nu er der ikke andet at gøre end at sidde nede på hotellet i aften og i morgen og få snakket sammen. Og så må vi jo se frem til den opgave, der står foran os.«
Opgaven er i realiteten den samme – bare med et andet udgangspunkt.
»Vi vil jo stadig gerne vinde fire mellemrunde kampe for at blive etter. Nu er det lidt sværere, men det er den samme opgave, der står foran os. Udover at der selvfølgelig er lidt ekstra tryk på os.«
Fysisk spil og hårde dueller fyldte kampen, men heller ikke her søger Gidsel forklaringen.
»Det havde ikke noget med resultatet at gøre i dag. Det var rene skære vores eget niveau, der ikke var godt nok til at slå portugiserne.«
Midt i nederlaget nåede han en milepæl. Kamp nummer 100 på landsholdet. En detalje, der ikke ændrer på følelsen – men heller ikke forsvinder.
»Uanset jubilæum eller ej, så står jeg stadig ved, at 100 kampe er stort. Og så har jeg 100 kampe mere til at rette op på dagens kamp.«
Portugal lykkedes især med det, Danmark normalt selv lever af: tryk, tempo og konsekvens.
»De ligger bare i et enormt tryk, og når de kom på kanten, blev de ved med at gå på. Det er en enorm eksplosivitet og energi og kraft, de har, og i dag kan vi bare ikke stå imod.«
Alligevel slutter Gidsel ikke i resignation. Snarere i en form for stilfærdig påmindelse om, hvad der stadig gælder – også efter et nederlag.
»Vi er ikke ude. Jeg tænker stadig, at vi er et rigtig godt hold.«
Et nederlag ændrer ikke alt. Men det ændrer noget. Og i den erkendelse ligger både smerten – og begyndelsen på det næste skridt.
Det begynder, som det ofte gør, længe før nogen går på scenen. Med håndtryk, kram, små grin og den dér bemærkning, der lyder ens hvert år, men aldrig helt betyder det samme: »Hold da op, der er mange i år.« Onsdag den 21. januar var godt 600 mennesker samlet i Eksercerhuset til nytårskur i Fredericia. Erhvervsfolk, foreningsrepræsentanter, kommunale medarbejdere, politikere og civilsamfund – mennesker, der i det daglige bevæger sig i hver deres kredsløb, men som denne eftermiddag deler rum, tempo og opmærksomhed.
Der var ikke tale om et arrangement, der skulle imponere med format. Snarere et, der skulle samle. Musicalperformer Lars Mølsted var konferencier og bandt eftermiddagen sammen uden at tage fokus fra det, der var kommet for at blive sagt. På bordene stod mad fra Restaurant Oven Vande – lokalt og velsmagende. Noget, man kunne blive stående ved.
Nytårskuren i Fredericia har gennem årene udviklet sig til mere end en tradition. Den er blevet et sted, hvor byen taler med sig selv. Ikke altid i samme toneleje, men med et fælles udgangspunkt: At det, der sker i Fredericia, ikke sker af sig selv.
Borgmesteren lagde linjen for den nye byrådsperiode
I sin tale ved nytårskuren gjorde borgmester Peder Tind status over året, der gik, og skitserede de overordnede linjer for Fredericia Kommune i den kommende byrådsperiode. Han indledte med at pege på fællesskabet som en forudsætning for kommunens udvikling.
»Hele Fredericia Kommune lykkes bedst, når vi lykkes sammen,« sagde borgmesteren og fremhævede samarbejdet mellem virksomheder, foreninger, organisationer, medarbejdere og borgere som et centralt fundament.
Peder Tind lagde vægt på, at kommunen står foran en ny byrådsperiode, hvor dialog og inddragelse skal spille en større rolle i den politiske proces.
»Vi vil høre virksomhedernes holdninger. Vi vil have den gode idé fra borgeren. Vi vil lytte til erfaring,« sagde han og forklarede, at målet er at inddrage viden og input tidligt, inden beslutninger træffes. Borgmesteren understregede samtidig behovet for tydelig politisk ledelse og klare roller i samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv.
»Samarbejde fungerer bedst, når man ved, hvem der gør hvad, hvornår og hvorfor,« sagde han og bemærkede, at netop den tilgang vil præge kommunens arbejde i de kommende år.
Et centralt punkt i talen var Fredericia Kommunes fremgang i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet, hvor kommunen er rykket fra en placering som nummer 49 til nummer 20.
»Det er et udtryk for, hvordan det opleves at være virksomhed i Fredericia,« sagde borgmesteren og pegede på dialogen med erhvervslivet som en væsentlig forklaring på udviklingen. Han nævnte blandt andet arbejdet med sagsbehandlingstider og byggesager som områder, hvor kommunen har haft fokus på både tempo og kvalitet. Borgmesteren brugte også taletid på at fremhæve Fredericias position inden for energisektoren.
»Fredericia har lige over 2.800 arbejdspladser inden for energiforsyning og olie og gas. Det svarer til 9,2 procent af alle arbejdspladser i kommunen. På landsplan er tallet 0,6 procent,« sagde han. Ifølge Peder Tind giver koncentrationen af energiarbejdspladser kommunen en særlig styrkeposition, men også et ansvar i forhold til den grønne omstilling. »Hvis vi vil være et sted for grøn omstilling og flere arbejdspladser, skal vi gøre det konkret. Det bliver ikke skabt af kommunen alene, men gennem partnerskaber,« sagde han og henviste blandt andet til NetZero Innovation Hub som et eksempel på den tilgang.
»Flere borgere styrker skattegrundlaget, økonomien og fællesskabet. Det styrker handelslivet, midtbyen og foreningslivet,« sagde borgmesteren og understregede, at bosætning hænger tæt sammen med hverdagskvalitet, byudvikling og identitet.
Afslutningsvis lagde Peder Tind vægt på, at han ønsker et byråd, der prioriterer handling. »Fredericia har ikke brug for et byråd, der konkurrerer om at have ret. Fredericia har brug for et byråd, der konkurrerer om at få tingene til at ske,« sagde han.
Bent Jensen efter 11 år: Det er sammenhængen, der skaber vækst
Når Bent Jensen taler, er det sjældent i overskrifter. Det er heller ikke i slagord. Hans tilgang har gennem årene været en anden: At insistere på sammenhæng, på det lange lys og på det arbejde, der ofte foregår uden for rampelyset. I 2026 har han været formand for Business Fredericia i 11 år, og det kan mærkes i både tone og indhold, når han går på talerstolen. Hans tale ved nytårskuren kredsede ikke om én stor sejr, men om mange små bevægelser, der tilsammen har flyttet Fredericia.
»2025 har ikke været et år med ét stort gennembrud. Det har været et år med mange skridt i samme retning,« sagde Bent Jensen. »Et år, hvor erhvervslivet har trukket, hvor byen har rykket sig, og hvor fundamentet for de kommende år er blevet stærkere. Ikke altid spektakulært – men konsekvent.«
Det er et perspektiv, der afspejler hans tid som formand. I stedet for at tale om hurtige løsninger har han igen og igen peget på nødvendigheden af at arbejde strategisk, også når det ikke giver umiddelbare overskrifter.
»Det, der for alvor rykker en by, er ikke de store ord. Det er evnen til at koordinere. At få flere aktører til at trække i samme retning, også selv om de har forskellige interesser,« sagde han. Bent Jensen brugte en del af sin tale på at forklare, hvordan Business Fredericia selv har ændret sig i takt med byens behov. Organisationen er vokset, ikke kun i størrelse, men i opgaveportefølje.
»Vi er blevet en større organisation. En mere samlende organisation. Turisme, bosætning, byliv og erhverv er ikke længere parallelle spor – de er tænkt sammen i én fælles indsats,« sagde han. Han lagde ikke skjul på, at den udvikling også har haft en pris.
»Når man vokser, følger der ansvar med. Nye snitflader. Nye forventninger. Mere kompleksitet. Det er ikke altid nemt. Men erfaringen fra 2025 er klar: Når vi arbejder tættere sammen og koordinerer bedre, får vi mere ud af de samme ressourcer.« Et af de mest konkrete eksempler, han fremhævede, var julen i Fredericia – et område, der tidligere har været præget af parallelle indsatser.
»Tidligere har detailhandel, oplevelsesaktører og kommune ofte arbejdet hver for sig. Med gode intentioner, men uden fælles overblik. I 2025 sad vi sammen. Samme bord. Samme mål. Det gav ikke bare pænere gader og bedre stemning – det gav en oplevelse af fælles ejerskab.« For Bent Jensen er netop ejerskab et nøgleord. Ikke ejerskab i juridisk forstand, men i følelsen af ansvar for byen som helhed.
»Byen er ikke noget, nogen leverer til borgerne. Den er noget, vi skaber sammen. Og hvis vi vil have en by, der fungerer i hverdagen, kræver det, at vi også investerer i de fælles rum – ikke kun i det, der kan måles på bundlinjen.« Her bevægede hans tale sig over i et mere alvorligt spor. For Bent Jensen lagde ikke skjul på, at bymidten og detailhandlen står under pres – ikke kun i Fredericia, men i hele landet.
»Detailhandlen er under pres. Bymidterne er under pres. Og det er ikke en mavefornemmelse. Det er dokumenteret,« sagde han og pegede på undersøgelser, der viser, at flertallet af danskerne ønsker levende bymidter, men at mange oplever, at udviklingen går den forkerte vej.
»Derfor er midtbyen ikke kun et handelsanliggende. Den er et erhvervspolitisk anliggende. Et bosætningsanliggende. Et bystrategisk anliggende.« Bent Jensen koblede det direkte til kampen om arbejdskraft. »Hvis vi vil tiltrække og fastholde medarbejdere – også de højtuddannede – så er det ikke nok at kunne tilbyde et job. Byen skal fungere i hverdagen. Der skal være liv, kultur, mødesteder. Noget, man har lyst til at være en del af.«
Et andet gennemgående tema i hans tale var Fredericias potentiale inden for grøn digital infrastruktur. Her talte han ikke i visioner alene, men i konkurrencevilkår. »Net zero er ikke et slogan. Det er et konkurrenceparameter,« sagde han. »Virksomheder og investorer kigger på, om der er adgang til energi, infrastruktur og viden. Og her har Fredericia nogle forudsætninger, som få andre byer har samlet ét sted.«
Han pegede på, at projekter som NetZero Innovation Hub ikke opstår af sig selv, men kræver, at nogen tager ansvar for at samle trådene. »Det er dem med behovet, der også skal være med til at skabe løsningerne. Ellers bliver det for abstrakt. Vores opgave er at skabe rammerne for, at samarbejder kan opstå og udvikle sig.«
Bent Jensen talte også om en ny udfordring, som følger med fremgangen: at Fredericia i stigende grad tiltrækker højtuddannede og økonomisk stærke borgere. »Det er positivt. Men det stiller også krav. Det er ikke nok at tiltrække mennesker. Vi skal også invitere dem ind i fællesskabet. Ellers risikerer vi at få en by, der er stærk på papiret, men svag i sammenhængskraft.«
Oprykningen som eksempel på, hvad fællesskab kan
Bent Jensen brugte også taletid på at fremhæve FC Fredericias oprykning til Superligaen som et konkret eksempel på, hvad der kan ske, når en by vælger at stå samlet om sine fyrtårne.
»FC Fredericias oprykning er ikke bare en sportslig bedrift. Det er et billede på, hvad der kan lade sig gøre i Fredericia, når vi beslutter os for at bakke op – økonomisk, organisatorisk og mentalt,« sagde han.
Han pegede på, at oprykningen ikke er resultatet af én sæson, men af mange års arbejde, stabilitet og opbakning – både fra klubben selv, kommunen og det lokale erhvervsliv. »Det er historien om det lange, seje træk. Om at tro på noget, også når det ikke er nemt. Og om at blive ved, selv når det ikke giver hurtige resultater,« sagde Bent Jensen.
Ifølge formanden rækker betydningen af oprykningen langt ud over stadion.
»Sporten samler os. Den skaber stolthed, identitet og synlighed. Når Fredericia er med i Superligaen, bliver byen set på en anden måde – også af dem, vi gerne vil tiltrække som borgere, medarbejdere og investorer.« Han brugte netop FC Fredericia som eksempel på en erfaring, byen bør tage med sig ind i andre områder.
»Det, sporten viser os, er, at fællesskab og ambition ikke er hinandens modsætninger. Tværtimod. Når vi står sammen om noget, kan vi konkurrere med de største. Den erfaring er værd at tage med videre – også uden for banen.«
Efter 11 år som formand er det netop sammenhængskraften, Bent Jensen vender tilbage til igen og igen. Ikke som et blødt begreb, men som en forudsætning for økonomisk og erhvervsmæssig bæredygtighed.
»Hvis vi vil have en by, der kan stå imod pres udefra – økonomisk, strukturelt, demografisk – så kræver det, at vi står sammen. Ikke i ord, men i handling.«
Bent Jensen roste byens fyrtårne indenfor sport og kultur, og talte om, hvordan kulturen med til at få nye folk til at vælge Fredericia til. Ligesom han sendte ros af sted mod ADP A/S.
»Og så var der ADP. Havnen. Et fyrtårn i sig selv. Det var i 2025, at ADP rundede 25 år. 25 år med udvikling, mod og vilje til at tænke stort. Fra klassisk havnedrift til en moderne, international transport- og logistikvirksomhed med tydelige grønne ambitioner. ADP blev et billede på, hvad Fredericia kunne, når vi turde investere langsigtet. Når vi turde tage ansvar. Når vi turde være mere end gennemsnittet. ADP skabte ikke bare arbejdspladser. ADP skabte muligheder. Afledte effekter. Samarbejder. Fremtid. Og netop fremtiden er det, nytårskuren handler om. For selv om vi i aften uddeler en erhvervspris til en virksomhed, der har gjort sig særligt bemærket, så handler det ikke kun om at se tilbage. Det handler om at pege frem. Årets virksomhed er ikke kun et skulderklap. Det er et signal. Om værdier. Om mod. Om udvikling. Om at vise vejen for andre,« sagde Bent Jensen.
For Bent Jensen var nytårskuren ikke en fejring af, hvad der er opnået, men en påmindelse om, at Fredericias udvikling er noget, der skal forvaltes – og gentænkes – igen og igen.
Jacon modtog prisen – og talte bagefter
Efter talerne bevægede eftermiddagen sig mod det øjeblik, hvor opmærksomheden samles. Erhvervsprisen.
Business Fredericias Erhvervspris 2025 gik i år til Jacon. Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer overrakte blomster og en check på 10.000 kroner til de to ejere, der modtog prisen til lange klapsalver. Først derefter gik Thomas Conradsen på scenen og holdt takketalen på vegne af virksomheden.
Hans ord var jordnære og præget af taknemmelighed. Han talte om deres DNA, om relationerne og om betydningen af at drive virksomhed i Fredericia med både ambition og lokal forankring.
Inden talen havde publikum set en film, hvor virksomhedens faste makker Finn Jacobsen fortalte om Jacon og arbejdet bag. De to ejere var tydeligt stolte, da de modtog prisen.
Da den officielle del sluttede, gled nytårskuren tilbage i sit uformelle spor. Samtalerne. Netværket. De spørgsmål, der ikke stilles fra en scene, men mellem mennesker. Nytårskuren i Fredericia blev ikke et punktum for 2025. Den blev et komma. En pause, hvor byen tog tilløb til det næste. En eftermiddag, hvor ordene ikke var tænkt som afslutninger, men som begyndelser for et nyt år.
ENERGI. Bornholm var onsdag formiddag ramt af en omfattende strømafbrydelse, som efterlod hele øen uden elektricitet. Først lidt over fire timer senere var strømmen fuldt genetableret hos alle borgere og virksomheder.
Strømmen gik klokken 10.16, og i løbet af formiddagen stod omkring 30.000 husholdninger og virksomheder uden el. Ifølge en pressemeddelelse fra TREFOR skyldtes nedbruddet en teknisk fejl hos TREFOR El-net Øst.
Fejlen medførte en overbelastning af søkablet mellem Bornholm og Sverige. Som konsekvens blev kablet automatisk udkoblet, og da Bornholm udelukkende forsynes via denne forbindelse, mistede hele øen strømmen på én gang.
Der var dog ikke tale om en skade på selve søkablet, som drives af Energinet. Ifølge oplysningerne fungerede kablet teknisk som det skulle, men blev koblet fra som led i sikkerhedssystemet.
Allerede klokken 11.10 blev søkablet genindkoblet, og herefter gik arbejdet i gang med gradvist at genetablere elforsyningen på øen. Det viste sig at være en tidskrævende proces, da teknikere fysisk måtte rundt på Bornholm for at kontrollere og genstarte anlæg og installationer.
De første bornholmere fik strømmen tilbage omkring klokken 12.30, og klokken 14.00 var elforsyningen genetableret hos samtlige forbrugere.
KULTUR. Der er lagt op til en særlig eftermiddag på CLAY Keramikmuseum, når museet torsdag inviterer til en omvisning med få pladser i udstillingen Ler til sidst. Her er det ikke en guide, men kunstneren selv, der tager publikum med ind i værkerne, processerne og materialet.
Omvisningen er allerede fuldt booket. Kun 12 deltagere har fået plads, for at skabe en nærværende ramme omkring mødet med keramiker Ole Videbæk og hans kunst.
Arrangementet indledes med et oplæg i Havestuen, hvorefter deltagerne går samlet ned i udstillingen, hvor Ole Videbæk uddyber værkerne og fortæller videre om sin tilgang til leret som materiale. Ifølge CLAYs Maria Vallø Strauss er den direkte kontakt mellem kunstner og publikum afgørende for formatet. Derfor er der også tale om et bevidst lille arrangement. »Der er kun 12 pladser, netop for at gøre det nærværende. Det handler både om interessen for udstillingen og om ønsket om at møde kunstneren selv,« fortæller hun.
Rå keramik og undersøgende processer
Ole Videbæk er en dansk keramiker med rødder i Ribe-området, og hans arbejde er kendetegnet ved en undersøgende og eksperimenterende tilgang til materialet. Ler er ikke blot et middel, men et aktivt medspil i værkerne. »Han er meget undersøgende i sin tilgang til materialet,« fortæller Maria Vallø Strauss.
I værkerne er processen synlig. Ole Videbæk bygger ofte sine egne ovne op omkring værkerne, og brændingen sker i tæt kontakt med flammer og røg. Det efterlader tydelige spor i form af sorte sudmærker, som bliver en del af værkernes udtryk.
Liv, død og forgængelighed
Udstillingen Ler til sidst adskiller sig fra meget andet på CLAY ved sin råhed og sit eksistentielle fokus. Her kredses der om liv, død og forgængelighed – og om hvordan begyndelse og afslutning hænger sammen. »Det handler rigtig meget om liv og død og om forgængelighed. Om at det første, det sidste og alt imellem er midlertidigt,« lyder det fra museet.
Som en del af sin praksis har Ole Videbæk også arbejdet med større, monumentale værker. Blandt andet har han skabt et stort bronzerelief til Den Sønderjyske Kirkegård i Braine i Frankrig, som markerer mindet om de mange dansksindede sønderjyder, der mistede livet under Første Verdenskrig.
Et møde i det gamle hus
Udstillingen er placeret i museets ældre bygning, hvor rummenes karakter spiller sammen med værkernes rå og skæve udtryk. »Det gamle hus supplerer udstillingen rigtig godt med den her råhed og skævhed,« siger Maria Vallø Strauss.
At omvisningen er fuldt booket, ses da også som et tegn på interessen – både for udstillingen og for muligheden for at møde kunstneren selv i øjenhøjde, afslutter Maria Vallø Strauss.
For dem, der ikke nåede at få plads, står Ler til sidst fortsat åben som udstilling.
EVENTS. I aften er der noget særligt på spil i butikken hos NIELSENs Middelfart. Fra klokken 18.30 inviterer tøjbutikken de unge drenge, der skal konfirmeres i 2026, indenfor til en inspirationsaften, hvor jakkesæt, veste og butterfly ikke bare hænger på bøjler – men bliver levende.
Det er den årlige konfirmandaften, hvor fokus i år udelukkende er på drengene. Og ifølge Anders Jørgensen fra NIELSENs handler aftenen om langt mere end tøj. »Det er en aften, hvor vi viser, hvad der rører sig inden for konfirmandtøj, hvad der er hot lige nu, og hvordan man kan sætte det hele sammen. Samtidig hygger vi os med sodavand og snacks, så det bliver en afslappet og rar oplevelse,« fortæller han.
Fra dreng til ung mand
I løbet af aftenen får konfirmanderne mulighed for at prøve forskellige sæt – på kryds og tværs – og mærke, hvordan det føles at stå i spejlet iført noget, der minder om det, de skal bære på en af livets store dage. »Mange af dem har aldrig haft en habit på før. Når de først får skjorte, vest, jakke, buks og butterfly på, så sker der noget. De retter ryggen, smiler lidt mere og kan godt se, at de faktisk ser rigtig godt ud,« fortæller Anders Jørgensen.
Tendensen er tydelig, oplever han. Hvor konfirmationstøjet tidligere ofte var mere afslappet, er det i dag langt mere gennemført. »For fem-seks år siden kunne det være en jakke, en T-shirt og et par jeans. I dag er det hele jakkesæt, og det er meget mere stylet. Det er faktisk ret fedt at se.«
En aften med følelser
Konfirmandaftenen er ikke kun for de unge, der for første gang prøver kræfter med jakkesæt og butterfly. Forældrene er ofte med og for mange af dem bliver aftenen også en følelsesmæssig påmindelse om, at noget er ved at forandre sig. »Og ja, som vi siger, så har vi Kleenex klar, for når forældrene ser deres lille purk i et helt sæt tøj med vest og butterfly, har vi oplevet, at tårerne godt kan begynde at fylde lidt. Og så tænker de bare: den lille knægt – nu er han jo blevet en ung mand,« siger Anders Jørgensen med et smil.
De øjeblikke er med til at give aftenen sin særlige stemning. Det er ikke kun en inspirationsaften, men også et fælles øjeblik for familierne, og et lille skridt på vejen mod en stor dag. »Det plejer at være rigtig hyggeligt. Der er god snak, god stemning og en følelse af, at det her er noget, man gør sammen,« siger han.
Også for personalet i butikken er konfirmandaftenen noget, der skiller sig ud i kalenderen. »Det er sindssygt sjovt. Vi hygger os virkelig med det, og det er fedt at få de snakke med både de unge og deres familier. Man mærker, at det betyder noget for dem,« fortæller Anders Jørgensen.
Når dørene åbner i aften i Algade i Middelfart, bliver butikken rammen om en inspirationsaften, hvor mange konfirmander for første gang får en fornemmelse af, hvordan den store dag kan tage sig ud.
EVENTS. Urbania Street Food har for alvor fået comedy ind under huden. Onsdag den 4. februar er der igen lagt op til en aften, hvor grinene sidder løst, når tre markante navne fra den danske standupscene gæster Fredericia: Jakob Thrane, Simon Tang og Johnny Robertson.
Ifølge Brian Løkkegaard fra Urbania Street Food er der tale om tre komikere, som – trods deres unge alder – allerede har masser af erfaring i bagagen. »Det er unge knægte i comedymiljøet, men allerede med meget erfaring. De rammer bredt, og flere af dem har været synlige på sociale medier og også haft tv ind over. Det er nogle energiske energibomber, som kommer herned, og som rammer ret hårdt,« fortæller han.
Latter fra første replik
Comedy Night på Urbania har på kort tid udviklet sig til et fast trækplaster, og det skyldes ikke mindst stemningen i lokalet. Her er der ikke langt fra scene til publikum – hverken fysisk eller mentalt. »Stemningen er altid super intim, meget nærværende og eksklusiv god. Vi har et publikum, som går ind ad dørene med en klar parathed til at grine,« fortæller Brian Løkkegaard.
Den oplevelse bliver ikke kun bemærket af arrangørerne selv. Også komikerne, der står på scenen, vender igen og igen tilbage med den samme tilbagemelding efter deres optrædener på Urbania. For dem er det tydeligt, at publikum i Fredericia er med fra første øjeblik. »Næsten hver gang får vi at vide, at det er en ekstremt god stemning. Normalt skal man lige bygge noget varme op i et lokale, men hernede er folk klar fra første strofe. De er simpelthen super grineparate,« siger han.
Ifølge Brian Løkkegaard er det heller ikke usædvanligt, at latteren begynder, allerede inden showet for alvor er i gang. »Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har lagt mærke til, at folk nærmest griner, allerede når den første siger velkommen. Det siger noget om den nærværende stemning, vi har hernede,« siger han.
Udsolgt – igen og igen
At Comedy Night på Urbania Street Food har ramt noget rigtigt, kan også ses direkte i billetsalget. Publikum i Fredericia har for længst fået øje på aftenerne, og mønstret gentager sig gang på gang. »Vi har kun omkring 150 pladser herinde, så alle kan se. Det er dem, der bliver sat til salg, og så løber vi udsolgt. Det ved vi,« siger Brian Løkkegaard.
Den begrænsede størrelse er samtidig en del af forklaringen på den særlige stemning, hvor publikum sidder tæt på scenen, og komikerne hurtigt mærker reaktionerne. Men det betyder også, at der ikke er plads til at vente, hvis man vil være sikker på en billet. »Vil man være sikker på en plads, så er det nu, man skal være hurtig, plejer vi at sige.«
Onsdag den 4. februar åbner dørene på Urbania Street Food klokken 16.00, mens Comedy Night går i gang klokken 20.00. Aftenen byder på street food, kolde drikke – og ifølge arrangørerne – en stemning, hvor latteren hurtigt fylder rummet.
LOKALT. Middelfart Sparekasse har igen i år åbnet for midlerne i Fællesskabspuljen, og støtten kommer en lang række lokale foreninger, aktiviteter og initiativer til gode. Blandt modtagerne er FIN – Fællesskaber i Nørre Aaby, som har modtaget 10.000 kroner til arbejdet med at skabe rammer for fællesskab – særligt for unge.
For formand Nicolas Hammer er bevillingen et vigtigt rygstød til et arbejde, der i forvejen rummer mange lag og målgrupper. »Det er da dejligt. 10.000 kroner kan gøre en stor forskel i et ungenetværk,« siger han.
Fællesskaber med plads til forskellighed
FIN – Fællesskaber i Nørre Aaby er en paraplyforening, hvor flere aktiviteter og initiativer er samlet under samme tag. Et af de centrale områder er ungenetværket, som rummer både sociale og støttende fællesskaber. »Der er blandt andet en del, som hænger sammen med vores samarbejde med Røde Kors, hvor der arbejdes med unge, som har forskellige udfordringer. Det kan være gennem møder, spil, samvær og trygge rammer,« forklarer Nicolas Hammer.
Derudover har foreningen tidligere haft en lektiecafé og planlægger løbende nye aktiviteter, som kan samle unge om fælles interesser – blandt andet spilarrangementer og sociale aftener.
Erfaringer har skabt ny retning
Siden opstarten i august har foreningen gjort sig vigtige erfaringer om, hvordan fællesskaber bedst fungerer for forskellige grupper af unge. »Vi har lært, at unge med udfordringer ikke nødvendigvis trives, hvis der er for mange mennesker omkring dem. Og omvendt kan andre unge også opleve, at det bliver noget andet, hvis rummet kun er for dem med særlige udfordringer,« siger formanden.
Derfor har FIN valgt at arbejde mere målrettet med at adskille aktiviteterne – uden at splitte fællesskabet. »Hele vores anden sal er i dag indrettet, så den egner sig rigtig godt til unge med forskellige udfordringer. Her kan de have en base, føle sig hjemme og være i trygge rammer.«
Samtidig vil andre arrangementer – som gamingaftener, LAN-parties eller musikarrangementer – blive lagt i Pakhuset og målrettet bredere grupper af unge.
Midler, der giver handlefrihed
De 10.000 kroner fra Fællesskabspuljen er endnu ikke disponeret ned i mindste detalje, men retningen er klar. Pengene skal bruges dér, hvor de skaber mest værdi for de unge. »Det kan være til spil, udstyr, computere eller til arrangementer og ture. Det giver mulighed for at gøre noget ekstra – noget, man ellers ikke havde haft råd til,« siger Nicolas Hammer.
Reaktionen blandt de unge og de frivillige har været positiv. »De er superglade. Pengene kan virkelig bruges, og det betyder meget, at nogen har set det arbejde, der bliver lagt.« For Nicolas Hammer er støtten også et tegn på, at det lokale engagement bliver bemærket. »Det her er jo et fællesskabsprojekt, og støtten viser, at den slags arbejde bliver taget alvorligt. Det betyder noget – både for de unge og for dem, der arbejder frivilligt med det.«
Med bevillingen fra Middelfart Sparekasse har Fællesskaber i Nørre Aaby fået bedre mulighed for at udvikle sine aktiviteter og skabe plads til flere former for fællesskab.
