BUSINESS. Efter knap to årtiers arbejde med udrulning af fibernet i Trekantområdet er det nu slut for EWII som ejer af den fysiske infrastruktur. Konkurrencerådet har godkendt salget af EWIIs fibernet, og dermed kan handlen gennemføres fra 1. februar.
Det er selskabet Sinal, der overtager fibernettet, som består af de kabler, der gennem årene er gravet ned i veje og fortove i området. Fra den 2. februar bliver fibernettet en del af Sinals infrastruktur.
Salget markerer afslutningen på et af EWIIs største infrastrukturprojekter og betyder samtidig, at knap 50 medarbejdere overgår til en ny organisation.
»Det er en helt særlig milepæl i EWII. Vi har brugt knap 20 år på at udrulle fibernettet i hele vores forsyningsområde, så det er et kæmpe infrastrukturprojekt, som vi afslutter. Samtidig siger vi farvel til de knap 50 gode kolleger, som nu skal passe på fibernettet i en ny organisation. Det er kolleger, der har været med til at fuldføre vores vision om at styrke Trekantområdet med digital infrastruktur, hvilket vi alle er utroligt stolte af,« siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Godkendelsen fra Konkurrencerådet har været betinget af, at Norlys-koncernen, som ejer Sinal, ophørte samarbejdet med en række antenneforeninger. Den betingelse er nu opfyldt, og derfor kan salget gennemføres som planlagt.
For de fleste internetbrugere i Trekantområdet vil ejerskiftet ikke kunne mærkes i hverdagen. Salget ændrer ikke på, hvor kunderne har deres internetabonnement.
EWII fortsætter nemlig som udbyder af internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet og tilbyder fortsat internet via både fiber og coax på landsplan. Derudover er energikoncernen landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.
Ifølge EWII giver salget af fibernettet mulighed for at fokusere endnu mere på nye investeringer inden for energi, klima og grøn omstilling. Med den gennemførte handel lukker EWII dermed et markant kapitel i koncernens historie og retter blikket mod nye strategiske mål.
POLITIK. Et politisk flertal i Fredericia Kommune har besluttet at give Fredericia Shopping et økonomisk løft her og nu. Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt et engangstilskud på 500.000 kroner i 2026, mens spørgsmålet om en eventuel varig støtte først skal afgøres ved de kommende budgetforhandlinger.
Beslutningen blev truffet med stemmer fra Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod med henvisning til, at investeringspuljen efter deres opfattelse ikke bør bruges til formålet.
Ifølge Christian Bro, der sidder i Økonomi- og Erhvervsudvalget for Socialdemokratiet, handler beslutningen ikke blot om støtte til en forening, men om at holde liv i midtbyen. »Når man siger støtte til Fredericia Shopping, er det et udtryk for aktiviteter i midtbyen. Det er ikke bare, at vi støtter en forening. Det er, at vi giver mulighed for flere og bedre aktiviteter, som også kommer caféer og restauranter til gavn,« siger han.
Midlertidig hjælp – ikke en endelig løsning
Fredericia Shopping har i sin ansøgning peget på vigende indtægter som følge af færre medlemmer og dermed lavere kontingentindtægter. Samtidig har foreningen argumenteret for, at især juleperioden er afgørende for byens butikker, hvor flere forretninger ifølge foreningen henter omkring 30 procent af deres årlige omsætning.
Det var netop behovet for større præcision i ansøgningen, der i december fik udvalget til at udsætte sagen. »Vi syntes, at ansøgningen skød lidt bredt, og bad dem være mere specifikke. Det kan man roligt sige, at de er blevet. Og når de dokumenterer, hvor vigtig julehandlen er, giver det mening at give dem et ekstra boost nu,« siger Christian Bro.
Han erkender samtidig, at tilskuddet også er en form for brandslukning. »Det er jo også at lappe et hul, fordi de har færre medlemmer og færre kontingentindtægter. Men det er i høj grad også for at understøtte, at de gerne vil gøre noget ekstra ud af julen.«
En »brændende platform« for midtbyen
Også i Venstre bakker man op om den midlertidige støtte. Pernelle Jensen, næstformand for Økonomi- og Erhvervsudvalget, beskriver situationen som akut. »Vi synes, det er vigtigt at støtte vores butikker og sikre, at midtbyen har et godt liv. Det er en brændende platform, og derfor har vi været med til at give den halve million nu og her,« siger hun.
Hun understreger, at Venstre ikke har bundet sig til yderligere støtte efter 2026. »Vi har ikke committet nogen penge ud i overslagsårene. Det tager vi et år ad gangen, og det må blive en politisk forhandling, når vi når budgettet.«
Uenighed om brug af investeringspuljen
Mindretallet i udvalget stemte imod med henvisning til, at investeringspuljen efter deres opfattelse er tiltænkt uforudsete udgifter og velfærdsområder – ikke løbende drift eller støtte til detailhandel. Den kritik deler flertallet dog ikke.
Christian Bro peger på, at en velfungerende midtby er afgørende for en by som Fredericia. »Det er vigtigt for en by af vores størrelse, at vi har en velfungerende midtby. Hvis der kommer andre ansøgninger fra pressede områder, må vi tage stilling til dem, når de ligger der.«
Med beslutningen får Fredericia Shopping dermed økonomisk luft til at gennemføre sine aktiviteter i 2026. Om støtten bliver permanent, er fortsat et åbent politisk spørgsmål – og et emne, der med stor sandsynlighed vil dukke op igen, når budgetforhandlingerne for de kommende år går i gang.
Den fredericianske erhvervsmand Bent Jensen har købt 50 procent af den grafiske virksomhed PR Offset ApS. Handlen markerer et nyt strategisk kapitel for virksomheden, som fortsætter som selvstændig enhed med samme ledelse, organisation og fokus på kvalitet.
PR Offset har i en årrække været en solid og velkonsolideret spiller i den grafiske branche med base i Fredericia. Med aftalen sælger ejer og direktør René Vestergaard halvdelen af virksomheden til Bent Jensen gennem B.J. Holding A/S.
Ifølge PR Offset er beslutningen truffet fra et stærkt udgangspunkt.
»PR Offset står i dag som en sund og veldrevet virksomhed. Netop derfor giver det mening at tænke langsigtet og styrke fundamentet for fremtiden,« lyder det fra virksomheden i forbindelse med offentliggørelsen.
Samme virksomhed – nyt ejerskab
Der er ikke tale om et opkøb med henblik på sammenlægning eller strukturændringer. PR Offset fortsætter uændret med samme ledelse, medarbejdere og kunder.
»Vi fortsætter som selvstændig virksomhed med samme organisation og samme fokus på kvalitet. Det her handler ikke om at ændre kurs, men om at stå endnu stærkere fremadrettet,« fremgår det. Bent Jensen bliver dermed strategisk medejer og sparringspartner, mens den daglige drift fortsat varetages af den eksisterende ledelse.
Parterne fremhæver, at samarbejdet bygger på tillid, fælles værdier og et ønske om at udvikle PR Offset over tid – ikke gennem hurtige greb, men via stabilitet og faglighed.
»Partnerskabet bygger på tillid, fælles værdier og en klar ambition om at udvikle PR Offset videre,« lyder det fra virksomheden.
Bent Jensen er kendt som mangeårig erhvervsmand, grundlægger og ejer af T. Hansen Gruppen, investor, formand for Fredericia Håndboldklub og formand for Business Fredericia. Med investeringen i PR Offset udvider han nu sit engagement i det lokale erhvervsliv.
Som en del af aftalen peges der også på konkrete forretningsmæssige synergier. Netop T. Hansen Gruppen A/S har et løbende behov for grafiske materialer.
»Samarbejdet åbner op for naturlige synergier, hvor behovet for grafiske materialer i Bent Jensens forretninger kan planlægges og løses i tæt samspil med PR Offset,« oplyses det.
Samtidig understreges det, at PR Offset fortsat vil betjene sine kunder bredt og uafhængigt – og ikke bliver en intern leverandør.
Fokus på kvalitet og dansk nærhed
PR Offset fremhæver, at ambitionen fortsat er at være en stærk dansk grafisk virksomhed, hvor kvalitet, faglighed og ansvarlighed er centrale pejlemærker.
»Vores ambition er klar: at stå som en stærk dansk grafisk virksomhed, hvor kvalitet, faglighed og ansvarlighed kombineres med konkurrencedygtige priser – og hvor dansk nærhed, hastighed og leveringssikkerhed fortsat er afgørende for vores kunder.«
Aftalen ses derfor ikke som et kursskifte, men som en forstærkning af den linje, virksomheden allerede har lagt.
Fredericia som base
PR Offset har base i Fredericia, og både virksomhed og ny medejer peger på betydningen af lokal forankring. Med investeringen føjer Bent Jensen endnu en lokal virksomhed til sin portefølje og styrker samtidig et fredericiansk erhverv, der arbejder i krydsfeltet mellem produktion, design og kommunikation. Handlen er gennemført, og partnerskabet er trådt i kraft med det samme.
BUSINESS. Der er en særlig ro, når man kommer kørende ad Egeskovvej mod Randal Beton i Fredericia. På den ene side ligger KFUM’s boldbaner. På den anden side naturen omkring Randal Bæk, sneklagt denne vinterdag. Tæt her voksede Jan Riisager op på Eriksvej, mens forældrene passede forretningen på den anden side af vejen.
På den 27.000 kvadratmeter store plads kører truckene stadig rundt og flytter speciallavede betonelementer. Støjen fra virksomheden overdøves af bilerne, der passerer på Egeskovvej. Det er en af de små ironier, Jan Riisager selv noterer sig, de gange snakken falder på støj og byudvikling.
Når Jan Riisager bevæger sig rundt mellem hallerne, er tempoet et andet. Den ro, der omgiver ham, skyldes ikke stilstand, men erkendelse. Fredag støbes der beton for sidste gang. Ikke som et symbolsk farvel, men fordi der stadig er en ordre, der skal gøres færdig. Sådan har det altid været her. Arbejdet først, orden i tingene, og afskeden bagefter.
»Det første, jeg kan huske, det er egentlig, at jeg selv er hernede som 13-årig og står i en eller anden form og smider beton op i en lille bitte form.« Jan Riisager smiler, da han fortæller det. Små ringe til vandstik, der skulle hæve dækslerne op i niveau med fortovet. Det var ikke store konstruktioner, men det var begyndelsen. Og det var her, relationen til stedet blev støbt, længe før han vidste, at det skulle blive hans livsværk.
Hans far startede på fabrikken i 1966. Dengang manglede de en truckfører, og med det grønne bevis i hånden var vejen ind i virksomheden kort. To år senere blev faderen formand og var med til at installere et nyt blandeanlæg i slutningen af 60’erne. Et anlæg, som Jan Riisager mange år senere selv lukkede ned. »Det blandeanlæg lukkede jeg ned for for 14 år siden, fordi jeg skulle levere CE-mærket beton, og det kunne jeg ikke med det blandeværk.« Teknologien, kravene og tiden løb videre. Det samme gjorde byen.
I begyndelsen var Randal Beton ikke en familievirksomhed. Men da den tidligere ejer døde i begyndelsen af 80’erne, forpagtede Jans forældre grunden i tre år, før de købte den. På det tidspunkt var der fire ansatte. Og så var der Jans mor, der gik fra jobbet som pædagog til at blive bogholder, økonomichef og som Jan tørt bemærker, IT-chef, selvom der ikke rigtig var noget IT endnu. Jan Riisager havde egentlig ikke tænkt, at han skulle overtage. Han havde stået ved maskinerne som knægt og syntes, det var »dødens pølse«. Han tog en uddannelse, var officer af reserven og drømte om noget andet. Men livet trak i en anden retning. »Min kone blev gravid, og samtidig var der en mand, der stoppede hernede, da jeg sad og spiste hos mine forældre en søndag aften. Så mandag morgen startede jeg hernede. Så var det ligesom lagt,« siger han og ler stille.
Siden da er der gået næsten 33 år, og faderen nåede at være på stedet i 39 år, inden han og Jans mor gik på pension. Det er et helt arbejdsliv, faktisk to, og imellem dem et sted, hvor hverdagen ikke blev målt i karrierehop, men i mødetider, maskiner og de samme mure, man gik ind ad igen og igen. Beton har fyldt det meste af livet.
I mange år var forretningen enkel og stabil. Belægningsten, rør og fliser blev produceret og solgt videre, ofte til kommunen, og der var en forudsigelighed i både opgaver og indtægter, som gjorde hverdagen overskuelig. Det var ikke glamourøst, men det var til at regne med. En klassisk lokal industrivirksomhed, hvor man vidste, hvad man stod op til mandag morgen. Så ændrede vilkårene sig. Ikke gradvist, men pludseligt. »Det stoppede jo nærmest hen over en weekend, fordi kommunen pludselig begyndte at købe alle mulige steder og få priser ind.«
Det var dér, Jan Riisager traf et afgørende valg. Den store belægningsmaskine blev solgt. Det var det sidste, hans far var med til, da de sammen løsnede de sidste bolte i gulvet, før maskinen blev kørt til Polen. I stedet fandt virksomheden en niche. »Så begyndte vi at lave speciel beton. Vi fandt en lille niche, hvor vi kunne være og trives.« Det blev ikke masseproduktion, men specialopgaver. Beton, der krævede omtanke, dialog og håndværk. Og sporene er der endnu. »Når jeg kommer rundt til næsten alle byer i Danmark, så kan jeg se, det der, det har vi lavet,« siger han stolt.
I Jelling står de hvide søjler og fliser ved Kongernes Jelling, optaget på UNESCOs verdensarvsliste. I Aarhus, Vejle, Kolding, Ørestad og mange andre steder findes blomsterkummer, altaner, fliser og konstruktioner fra Randal Beton. Opgaver, der ikke altid var lige til. »Nogle gange har vi virkelig skulle sætte os ned og kigge på hinanden, formanden og jeg, og spørge hvordan fanden løser vi det her.«
Men de fandt en vej, igen og igen.
At finde en vej handlede imidlertid ikke kun om beton og konstruktioner, men i lige så høj grad om mennesker. Om dem, der mødte ind hver morgen, ofte i årtier, og som gjorde fabrikken til mere end maskiner og støbeforme. For Jan Riisager er det næsten umuligt at tale om Randal Beton uden også at tale om dem, der har haft deres hverdag, deres arbejdsliv og i nogle tilfælde deres livsforandring inden for murene. »Der er mange, der har været her i rigtig lang tid.«
Formanden Morten Aksø stopper efter 31 år. En medarbejder gik på pension som 81-årig. En anden, kendt som Speedy, nåede 29 år, inden han ved årsskiftet gik videre. Det er ikke tilfældigheder, men resultatet af en tilgang, hvor stabilitet og loyalitet blev set som en styrke. Randal Beton har ikke kun været et produktionssted, men et sted, hvor relationer fik lov at vokse, og hvor mennesker blev hængende, fordi der var plads til dem.
Men der var også dem, der kom ind ad døren med mere i bagagen end de fleste. Folk, der havde haft det svært, var ramt skævt af livet, havde været sygemeldt eller stod uden fodfæste på arbejdsmarkedet. Her blev døren ikke lukket. »Der er også ret mange, der starter hernede, som ikke har en helt ren straffeattest,« fortæller han.
Jan Riisager fortæller det roligt og uden dramatik, men med tydelig stolthed, om medarbejdere der begyndte med fodlænke, om samarbejdet med kriminalforsorgen, jobcenteret og EUC Lillebælt og om løsninger, der ikke stod i nogen manual. Weekendafsoning blev erstattet af dokumenteret fremmøde, budgetter blev lagt sammen med banken, og nogle morgener blev der kørt ud for at hente folk, når det hele var lidt tungt. Det var ikke socialpolitik, men hverdagsledelse. »Efter kort tid har de fundet ud af, at det, de har bidraget med, er noget, de andre sætter pris på.«
For Jan var pointen enkel. Når mennesker oplever, at der er brug for dem, og at deres arbejde betyder noget, så sker der noget, med dem selv, med deres familier og med deres tro på, at de kan mere, end de måske selv havde regnet med. Det var også derfor, Randal Beton i 2024 modtog CSR-prisen. En anerkendelse, Jan Riisager ikke ser som en afslutning, men som en bekræftelse på en måde at drive virksomhed på, hvor ansvar ikke var et tillæg, men en del af fundamentet. »Jeg er enormt stolt af, at der er andre, der har lagt mærke til, hvad vi har forsøgt at gøre.«
Men historien har også en anden side. En side, der handler om støj, by og udvikling. Fabrikken ligger i dag inden for bygrænsen, og Grønlandskvarteret voksede frem omkring den i slutningen af 60’erne og 70’erne, dengang hvor industrien var en naturlig del af byen, og hvor støjen var noget, man levede med. »Støjniveauet på det tidspunkt var fuldstændig vanvittigt i forhold til i dag,« fortæller han.
EU-direktivet fra 2014 ændrede vilkårene for støjende virksomheder. Produktionen skulle omlægges, flyttes eller lukke. Og selvom Jan Riisager oplever, at støjen i dag primært består af lidt lastbil- og truckkørsel, blev rammerne gradvist for snævre. »Der skal lidt støj til, ellers kan man ikke eksistere.«
Han havde håbet, at der kunne findes en løsning, hvor virksomheden langsomt blev givet videre, en glidende overgang til nye hænder og nye kræfter. Men det lykkedes ikke. I stedet blev virksomheden solgt, og afviklingen begyndte. Alligevel er det ikke bitterhed, der fylder mest, men eftertænksomhed over den udvikling, der har formet både byen og arbejdspladsen. »Den udvikling, der har været i samfundet, den har egentlig også fulgt med her.«
Det ses i de gamle bygninger og i detaljerne. De smalle trapper, hvor man engang bar 50 kilos sække op ad gangen. Det moderne løftegrej, der siden kom til. Et arbejdsliv, der har forandret sig, men stadig har haft tyngde og betydning.
Fredag kører Jan Riisager til bageren på Vesterbrogade og henter rundstykker. De sætter sig i en rundkreds, og der støbes beton for sidste gang, ikke som en markering, men fordi der stadig er en opgave, der skal gøres færdig. Mandag begynder nedtagningen. Kraner pilles ned. Inventar flyttes. Der ryddes op. »Der skal ikke fejres det helt store.«
Men vemodet melder sig alligevel, især når kalenderen nærmer sig slutningen. »Især når vi når hen til den 28.,« bemærker Jan. Og måske, når den sidste dag for alvor rammer, kan det ikke helt udelukkes. »Det kan da godt være, der skal uddeles en enkelt tudekiks,« smiler han så til sidst. Et stille punktum for en virksomhed, der i mere end et århundrede har sat sine spor, ikke kun i beton, men i mennesker.
Danmark spillede sig onsdag sikkert videre til EM-semifinalen med en klar sejr over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup handlede aftenen mindre om cifrene på tavlen og mere om udtrykket, strukturen og de pejlemærker, holdet nu tager med sig ind i opgøret mod Island fredag.
Danmark afsluttede mellemrunden onsdag med en klar sejr på 38-24 over Norge, men for anfører Magnus Saugstrup var det ikke resultatets størrelse, der fyldte mest efter kampen. Snarere var det fornemmelsen af et hold, der igen ramte et stabilt udtryk, og som samtidig fik føjet endnu et element til paletten forud for fredagens EM-semifinale mod Island.
Ifølge Saugstrup var det netop helheden, der bar den danske præstation – både i bredden og i strukturen.
»Jeg synes, vi spillede en god kamp over hele linjen,« siger han og peger samtidig på betydningen af, at Thomas Arnoldsen blev en del af kampen og hurtigt fandt sin plads i det kollektive spil.
»Det var dejligt at få Thomas ind, og han fandt hurtigt rytmen sammen med os.«
Blikket er dog allerede rettet mod næste opgave, og her venter et islandsk hold, der ifølge den danske anfører vil stille helt andre krav end Norge gjorde. Island er et hold, der lever af tempo, fysisk spil og kompromisløshed i duellerne, og det er netop dér, Saugstrup forventer, at kampen kan blive afgjort.
»På fredag venter semifinalen mod Island, og det bliver en hård kamp. De kommer til at gå til den, som de altid gør. De har et rigtig godt hold, og der kommer til at vente mange mand-mod-mand-dueller og masser af fart i deres angrebsspil.«
For Danmark handler det derfor om at ramme de rigtige afstande og den rette balance – både i forhold til modstanderen og internt på banen. Det er ikke kun et spørgsmål om formationer, men om timing og positionering i hver enkelt fase af spillet.
»Vi skal se, om vi kan finde den rigtige højde og den rigtige distance – både til målet og mellem hinanden.«
Saugstrup fremhæver særligt forsvaret som en mulig nøgle til kampen, og her ser han 6-0-formationen som et vigtigt udgangspunkt, hvis den danske defensiv formår at sætte det nødvendige tryk.
»Nøglen mod Island kan blive, at vi får fat i vores 6-0-forsvar. Hvis det fungerer, behøver vi ikke at gå i 5-1 eller andre formationer.«
Kampen mod Norge gav nogle tydelige pejlemærker i den sammenhæng. Her lykkedes det Danmark at få skubbet modstanderen længere væk fra målet og dermed tage tempo og rytme ud af deres angrebsspil, hvilket skabte et mere kontrolleret kampbillede.
»I dag lykkedes det, fordi vi fik dem længere væk fra målet,« forklarer Saugstrup og uddyber, hvordan det påvirkede Norges muligheder.
»Vi fik dem tvunget ud i 7 mod 6, og de fik ikke helt lov til at flytte bolden så hurtigt.«
Det er netop den fleksibilitet, han ser som afgørende i en semifinalekamp, hvor intet sjældent forløber som planlagt, og hvor evnen til at justere undervejs kan blive forskellen.
»Når det fungerer, kan vi holde fast i det, og ellers må vi justere og gå tilbage i 6-0 igen.«
Selv blev Saugstrup sat ind relativt tidligt i kampen mod Norge, men uden at han selv lægger noget særligt i det. For ham er det et spørgsmål om rotation og belastningsstyring snarere end personlige dispositioner.
»Om det var planen fra start, at jeg skulle ind efter et kvarter, må du spørge trænerne om. Jeg ved det faktisk ikke.«
Han afviser samtidig enhver antydning af træthed.
»Men nej, jeg er ikke træt. Overhovedet ikke.«
Rotationen på stregen handler ifølge anførerens vurdering primært om at få alle i gang og skabe kontinuitet.
»De skulle bare have en start, og så er der ikke mere i det.«
Han vender igen tilbage til Arnoldsen og den dimension, han tilfører holdet, særligt i det fysiske spil, hvor hans tilstedeværelse ændrer dynamikken i angrebene.
»Thomas Arnoldsen kommer med enormt meget fysik. Han er tung i duellerne og rigtig god til at afgøre situationer, når han går ind i dem.«
Især i krydsspillet lægger han et markant pres på modstanderne, hvilket tvinger forsvaret til at reagere tidligere og dermed åbner rum for andre.
»Især når han krydser, lægger han et stort pres. Det giver også mere plads til andre, fordi modstanderne er nødt til at have ekstra fokus på ham.«
Saugstrup er dog bevidst om, at det samlede billede først kan vurderes endeligt efter en grundig gennemgang.
»Jeg vil gerne se kampen igennem, før jeg kan give et helt præcist svar,« siger han, inden han alligevel giver en foreløbig vurdering.
»Men umiddelbart ser det rigtig fornuftigt ud.«
Der har også været fokus på de logistiske rammer frem mod semifinalen, men her mener den danske anfører ikke, at det kommer til at spille en afgørende rolle, når kampen først går i gang.
»I forhold til det med rejser og logistik – det kan godt gøre en lille forskel.«
Men erfaringen siger ham, at den slags hurtigt forsvinder i baggrunden, når intensiteten stiger.
»Når Island, og for den sags skyld også andre hold, står i en semifinale, så er de klar uanset hvad. De kommer med 100 procent i en time.«
Det kan måske mærkes i detaljerne før kampstart, men sjældent mere end det.
»Man kan måske mærke det lidt i opvarmningen, som kan føles hårdere, og måske mangler man lidt power sidst i kampen.«
Når bolden først er i spil, overtager instinkterne.
»Når man først spiller, fylder det ikke ret meget.«
Fredag venter derfor ikke bare en semifinale, men en kamp, hvor Danmark skal ramme samme ro, samme struktur og samme kollektive udtryk som mod Norge – velvidende at Island vil presse hver eneste beslutning og hver eneste duel til det yderste.
For få måneder siden lå EM langt uden for rækkevidde. Onsdag stod Thomas Arnoldsen pludselig midt i det hele, da Danmark slog Norge og spillede sig i semifinalen. Vejen dertil har været præget af tålmodighed, genoptræning og en krop, der – mod forventning – var klar, da der blev ringet.
Der findes comeback-historier, der næsten kræver store ord. Og så er der dem, hvor kontrasterne i sig selv fortæller det meste. Thomas Arnoldsen befinder sig i den sidste kategori. Ikke fordi historien mangler drama, men fordi springet fra hverdagen til EM-pludselighed er så konkret, at det næsten står af sig selv.
Onsdag aften vandt Danmark 38-24 over Norge, og med sejren er Danmark klar til EM-semifinalen fredag mod Island. For Arnoldsen var kampen ikke bare endnu et skridt i turneringen, men kulminationen på et forløb, der for få måneder siden så helt anderledes ud.
Et skinnebensbrud i efteråret havde sat ham ud i omkring 12 uger, og med den tidshorisont virkede EM ikke bare usikkert, men reelt urealistisk. Derfor er det også svært for ham selv helt at forklare, hvor han står nu – midt i en slutrunde, netop indkaldt i truppen, foran et fyldt Jyske Bank Boxen.
»Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Især på grund af kontrasten. For en uge siden spillede jeg foran 50 mennesker i Hadsund Hallen, og nu står jeg foran 15.000. Det var virkelig en fed oplevelse.«
Indkaldelsen kom uden varsel og uden tid til at gøre hverdagen klar. Ikke som et langt tilløb, men som en besked, der vendte døgnrytme og planer på hovedet.
»Jeg fandt ud af det efter Tyskland-kampen. Der skrev han til mig, at jeg skulle møde ind klokken 10, så jeg nåede ikke rigtig at pakke. Jeg skulle tidligt op og afsted.«
Der havde været dialog undervejs. En fornemmelse af, at noget kunne være på vej, men også en klar erkendelse af, at det lige så godt kunne ende anderledes.
»Selvfølgelig havde vi været lidt i dialog om det og om, hvordan det hele gik. Men jeg vidste også godt, at der var en chance for, at jeg ikke skulle med herned.«
Det er en position, hvor man balancerer mellem håb og realisme.
»Det giver lidt spænding, men man forbereder sig også på, at det måske ikke bliver til noget.«
Netop derfor er lettelsen også tydelig nu.
»Derfor er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at jeg står her nu.«
Ser man bare to måneder tilbage, havde han ikke selv set det komme.
»For to måneder siden havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle stå her i dag.«
Dengang var beskeden klar.
»Jeg fik at vide, at jeg ville være ude i omkring 12 uger, og så kunne jeg godt regne ud, at det her ikke var realistisk.«
Alligevel ændrede det ikke ved arbejdsindsatsen. Tværtimod.
»Da jeg fik at vide, at jeg var med i bruttotruppen, tænkte jeg, at der var en chance for, at jeg kunne blive udtaget, men det var langt fra sikkert.«
Derfor blev der skruet op tidligere, end planen egentlig tilsagde.
»Derfor begyndte jeg også at arbejde og træne lidt tidligere, fordi det var nødvendigt, hvis benet skulle være stærkt nok til at stå her.«
Det var et valg uden garantier.
»Jeg er rigtig glad for, at det arbejde har båret frugt.«
Kroppen har reageret bedre, end han selv havde turdet håbe, og det er en afgørende del af forklaringen på, at han står her nu – ikke som et projekt, men som en spiller, der igen kan belastes uden konstant at mærke efter.
»Jeg mærker overhovedet ikke noget til skaden.«
Det betyder ikke, at pausen ikke har sat sine spor. En længere periode uden kamp viser sig også andre steder.
»Det eneste er, at min krop har taget lidt på, fordi jeg har været ude i lang tid.«
Det er ikke noget, han gør stort ud af.
»Det må jeg lige arbejde lidt med hjemme på hotellet.«
Det afgørende er, at kroppen ellers svarer igen.
»Men ellers mærker jeg ingenting.«
Spørgsmålet handler derfor mindre om skaden og mere om kampformen. Den kan ikke genskabes fuldt ud på træningsbanen, uanset hvor struktureret arbejdet har været.
»Om jeg kan spille 60 minutter? Det ved jeg ikke.«
Han er realistisk.
»Kampformen er selvfølgelig ikke helt på plads endnu.«
Onsdagens kamp blev dog en positiv erfaring. Ikke bare fordi Danmark vandt stort, men fordi han selv fik mere spilletid, end han havde regnet med, og oplevede, at kroppen kunne følge med.
»Jeg fik mange minutter i dag, og det gik bedre, end jeg selv havde forventet.«
Forskellen mellem træning og kamp forsvinder ikke, men den blev mindre.
»Der er selvfølgelig forskel på træning og kamp. Kroppen har dog reageret fint på det.«
Midt i det hele ligger kontrasten, som Arnoldsen vender tilbage til igen og igen – ikke som pointe, men som konstatering. Hverdagen, der stadig er tæt på, selv om rammerne nu er helt anderledes.
»Ja, jeg har samlet et IKEA-skab.«
Overgangen er næsten sværere at forklare end selve skadescomebacket.
»Kontrasten fra at være hjemme i lejligheden i Aalborg og samle et klædeskab til at stå her, er ret vild.«
Detaljerne hænger ved.
»Det var et stort skab med tøj og det hele, og det tog nogle timer og gav også et par frustrationer.«
Perspektivet er til gengæld klart.
»Til sidst er det altså bedre at stå inde i boksen end derhjemme og samle det næste IKEA-skab.«
Fredag venter semifinalen. For Thomas Arnoldsen ikke som kulminationen på et nøje planlagt forløb, men som resultatet af tålmodighed, hårdt arbejde – og en krop, der var klar, da det uventede opkald kom.
BUSINESS. Torsdag den 29. januar fylder Jan Milling 60 år. For hotelejeren handler runde fødselsdage dog ikke om store markeringer, men om kort at standse op og se tilbage på det, der er vokset frem over tid.
Sammen med sin hustru Dorte står han bag Milling Hotels, som i dag omfatter 11 hoteller fordelt rundt i landet. I Middelfart er Milling Hotel Park en del af porteføljen. Hotellet åbnede i 2009 og fungerer i dag også som konferencehotel. Siden åbningen er bygningen blevet udvidet ad flere omgange.
Vejen ind i hotelbranchen var ikke givet på forhånd. Jan Milling er uddannet tømrer, mens Dorte Milling er uddannet pædagog. Da parret i 1994 købte deres første hotel, Hotel Ansgar i Odense, havde de ingen erfaring fra branchen. Til gengæld havde de en klar idé om, at en sund forretning begynder med ordentlige rammer for både gæster og medarbejdere.
»Vi havde ikke en stor plan om at bygge en kæde. Vi ville drive et hotel, der fungerede i hverdagen. Resten er kommet lidt ad vejen,« siger Jan Milling.
Den tilgang har præget udviklingen af virksomheden gennem mere end tre årtier. Jan og Dorte Milling ejer fortsat alle hotellerne selv, hvilket er et bevidst valg i en branche, hvor mange hoteller i dag er fondsejede eller indgår i større kæder.
»Vi vil gerne kunne tage ansvar hele vejen rundt. Det giver frihed i beslutningerne og mulighed for at drive hotellerne med nærhed og omtanke. Gæsterne skal kunne mærke, at der er mennesker bag,« siger han.
I 2025 blev parret kåret som Årets Ejerledere. En anerkendelse, som Jan Milling først og fremmest ser som et resultat af det daglige arbejde, der bliver lagt på hotellerne rundt om i landet.
Fødselsdagen markeres med et arrangement på Hotel Plaza i Odense, hvor medarbejdere, samarbejdspartnere og gæster er inviteret. Ikke som en fejring af tallet 60, men som en anledning til at samle folk og sige tak for samarbejdet gennem årene.
BUSINESS. Når MESSE C i Fredericia åbner dørene til FurnitureFair 2026 fra den 26. til 29. april, bliver det med en ny scene som en del af messen. Her får de besøgende fagfolk mulighed for at hente inspiration og nye perspektiver med hjem, ud over det brede udvalg af udstillere.
Det er anden gang, møbelmessen afholdes, og både i størrelse og indhold er der skruet op. Ifølge senior projektleder i MESSE C, Lars Søndergaard, er scenen et bevidst valg, der skal give messen et ekstra lag.
»Vi tilfører en scene på årets messe, hvorfra det besøgende fagpublikum kan få en ekstra oplevelse og inspiration med hjem,« siger han og peger på, at oplevelsen spiller en stadig større rolle i detailhandlen.
»Det gælder om at inspirere kunden til at købe, og sikre at butikken tilbyder en oplevelse. Det kommer der forskellige ekspertbud på fra scenen.«
Blandt oplægsholderne er indretningsekspert Camilla Rudnicki fra Design Studio, som vil dele erfaringer med, hvordan indretning, tendenser og enkle greb kan skabe inspirerende oplevelsesrum. Fokus er på at styrke kundernes relation til både rum og brand og give dem lyst til at blive, dele og handle.
Et andet indlæg har overskriften Kunsten at inspirere kunder til at købe og holdes af Michael Skjødt, CEO og Creative Director hos Ambiente. Her er omdrejningspunktet bevægelsen fra klassisk point of sale til det, han betegner som point of engagement, hvor oplevelser, rum og fortællinger er med til at skabe relationer.
Udstillerlisten tæller allerede mere end 60 navne, og arrangørerne forventer flere tilmeldinger frem mod messen. FurnitureFair henvender sig til fagfolk i den danske og skandinaviske møbelbranche, som har gratis adgang mod forhåndsregistrering. Der vil samtidig være fri forplejning i hele åbningstiden.
Registreringen er åben via messens hjemmeside, hvor der også findes yderligere information om program og udstillere.
