Det mangeårige folketingsmedlem Poul Andersen er afgået ved døden den 8. december. Det fremgår af en dødsannonce indrykket af familien i Fyens Stiftstidende.
Poul Andersen blev født i Odense den 1. december 1952, men havde gennem hele sit voksne liv en stærk tilknytning til Middelfart, hvor han boede og var politisk aktiv. Han repræsenterede Socialdemokratiet i Folketinget i mere end 20 år – fra 1990 til 2011 – og vendte siden tilbage som stedfortræder i to perioder i 2012 og 2013-2014.
I Folketinget var han blandt andet trafikpolitisk ordfører i over et årti og senere forsvarsordfører. Han havde desuden en lang række tillidshverv og udvalgsfunktioner, blandt andet i Færdselssikkerhedskommissionen, Vejtransportrådet og følgegrupperne for både Storebælts- og Femernforbindelsen.
Før sin politiske karriere arbejdede han som klejnsmed og siden telefonmontør ved Fyns Telefon, og han var i en årrække en markant stemme i den lokale fagbevægelse som formand for LO i Middelfart, Nr. Aaby og Ejby. Hans engagement i lokalsamfundet omfattede også skoleområdet, ungdomsskolen, TV-Fredericia og flere kommunale nævn og bestyrelser.
Poul Andersen blev 73 år gammel. Han efterlader sig sin hustru Elizabeth, tre sønner samt børnebørn.
Økonomi- og Erhvervsudvalget valgte tirsdag at udskyde beslutningen om Fredericia Shoppings ansøgning om fortsat og udvidet økonomisk støtte. Udvalget efterlyser en uddybende dialog med handelsforeningen, før politikerne tager stilling til, om Fredericia Shopping skal have yderligere midler fra 2026 og frem.
Udsættelsen kommer, efter AVISEN tidligere har beskrevet foreningens økonomiske situation, hvor vigende indtægter og flere butikslukninger skaber pres på aktiviteter og driftsniveau. Fredericia Shopping har ansøgt om at hæve det kommunale bidrag, så foreningen kan fastholde nuværende aktivitetsniveau.
Hvis ansøgningen imødekommes, vil det kræve 0,5 mio. kr. årligt fra 2026 og frem – oven i de 0,5 mio. kr. som Fredericia Shopping allerede får i 2025 og 2026. Derudover har foreningen i flere år modtaget midler fra kommunens brandingpuljer til arrangementer som Sommerrock og juleinitiativer.
Formand for Fredericia Shopping, Jesper Gaarsvig, ser ikke beslutningen som udtryk for modstand, men som et naturligt skridt i processen. »Den havde jeg nok forventet. Der er nye politiske konstellationer på vej, og derfor giver det mening, at man ønsker en uddybende dialog,« siger han.
Ifølge Gaarsvig handler udsættelsen ikke om mistillid eller manglende interesse fra kommunens side. »Jeg oplever en stor villighed til, at vi vil det samme. Jeg tror i bund og grund, at man gerne vil sikre, at det er byrådet – og ikke afgående medlemmer – der træffer den endelige beslutning.«
Han understreger, at Fredericia Shopping er klar til at uddybe, hvordan de ansøgte midler skal bruges. »Jeg tror, de ønsker en forklaring på, hvad vi skal bruge pengene til, og hvordan midlerne skal skabe værdi. Det er vi klar til at redegøre for,« siger han.
Øgede omkostninger og presset indtjening
Fredericia Shopping begrunder ansøgningen med stigende omkostninger og en indtægtsside, der ikke følger med. Nedlukninger i midtbyen rammer også foreningens økonomiske grundlag.
»Alt er blevet dyrere, og vores indtægter stiger ikke tilsvarende. Vi kan ikke hente yderligere midler fra butikker, der ikke længere er her,« siger Jesper Gaarsvig. Trods butiksnedgange har Fredericia Shopping oplevet fremgang i medlemsantal.
»Vi har faktisk haft en medlemstilgang i år, selv om der er forsvundet flere butikker. Det er positivt og viser, at foreningen står stærkere organisatorisk. Men det kræver, at vi har midler nok til at fortsætte udviklingen.« Gaarsvig afviser, at Fredericia Shopping søger uforholdsmæssigt store beløb.
»Det er ikke urimelige midler, vi søger. Det handler om at følge den generelle prisudvikling og sikre, at vi kan fortsætte det aktivitetsniveau, der skaber liv i midtbyen.«
Økonomi- og Erhvervsudvalget lægger op til, at sagen først skal tilbage på bordet, når dialogen er gennemført. En eventuel finansiering for 2026 vil skulle findes i udvalgets investeringspulje, mens varige tiltag skal indgå i budgetforhandlingerne for 2027-2030.
Fredericia Shopping afventer nu den videre proces.
»Vi tager udsættelsen ganske roligt. Det vigtigste for os er, at byrådet får et fuldt billede af, hvordan vi arbejder, og hvad midlerne skal bruges til. Det er helt naturligt, at de vil have uddybning, før de beslutter sig,« siger Jesper Gaarsvig.
Indtil beslutningen falder, fortsætter foreningen arbejdet med at fastholde og udvikle aktiviteter i midtbyen – også i en tid, hvor flere butikker lukker, og konkurrencen om kunderne er blevet skarpere.
Fredericia Kommune bekræfter nu, at dagboden for de forsinkede broer ved Prangervej er opgjort til over én million kroner – men entreprenøren afviser kravet. Efter ugevis med rykkere og dialog på øverste niveau får AVISEN endelig svar: Projektet er i dyb konflikt og trækker ind i 2026.
Fredericia Kommune har opgjort en dagbod på 1.024.000 kroner i sagen om de forsinkede broer ved Prangervej og Sjællandsgade. Men entreprenøren anerkender ikke beløbet. Det fremgår af en mail sendt 10. december til Fredericia AVISEN af programleder i Vej og Park, Lasse Hasle Nørgaard.
Dermed står kommunen og entreprenøren ikke blot i en teknisk konflikt om broernes udførelse og tidsplan, men også i en økonomisk og kontraktlig uenighed, der nu risikerer at trække projektet yderligere ud.
Kommunens vurdering er klar: Entreprenøren har overskredet tidsfristerne, og dagboden er derfor udløst. Men det stopper ikke der. Lasse Hasle Nørgaard skriver: »Kommunen har opgjort et dagbodkrav og fremsat det, ud fra, hvad kommunen vurderer det udgør, men der foreligger p.t. ikke en accept heraf fra entreprenørens side.«
At entreprenøren ikke accepterer kravet betyder, at dagboden på over én million kroner reelt er et krav, der er til diskussion — ikke en afklaret kontraktmæssig realitet. Det åbner for potentielle tvister, forhandlinger og yderligere forsinkelser.
Samtidig oplyser kommunen, at man nu er i dialog om en ny afleveringsdato i 2026. Det oprindelige projekt skulle have været færdigt i midten af 2025. Forsinkelsen skyldes blandt andet, at de leverede brokonstruktioner blev afvist af kommunen i oktober, fordi de ikke levede op til kvalitetskrav og normer for stålkonstruktioner.
Dermed skal entreprenøren både levere nye godkendte konstruktioner og forhandle dagbodsspørgsmålet.
Et projekt ude af kurs
Det står nu klart, at broprojektet ved Prangervej er gledet alvorligt ud af kurs. Den nye mail fra Fredericia Kommune bekræfter ikke blot, at projektet er massivt forsinket og først forventes færdigt i 2026; den afslører også, at kommunen har opgjort en dagbod på over én million kroner, som entreprenøren ikke vil acceptere. Det betyder, at uenigheden ikke længere kun handler om konstruktionstolerancer, leverancer og deadlines, men nu også om et økonomisk krav, der risikerer at udvikle sig til en egentlig tvist.
For borgerne og området omkring Prangervej efterlader det et billede af et projekt, der er teknisk, tidsmæssigt og økonomisk fastlåst. Mens broerne fortsat udebliver, og området står ufærdigt hen, forhandler kommunen og entreprenøren stadig om en ny afleveringsdato i 2026. AVISEN har samtidig efter mailen fra Lasse Hasle været i kontakt med ham, han fortæller, at der er gjort indsigelser.
»Entreprenøren er ikke enig i måden, det er opgjort på, og når du spørger, om der er gjort indsigelser, må jeg sige, at ja, der er fremsat indsigelser,« siger Lasse Hasle onsdag middag.
Det svar, kommunen nu giver, kommer først efter en længere række af rykkere. AVISEN har i ugevis forsøgt at få klarhed: Hvad er dagboden opgjort til? Og har entreprenøren gjort indsigelse? Trods gentagne mails, opkald og dialog både med kommunens øverste faglige ledelse på området og med centrale aktører øverst i Fredericia Kommune, var der længe intet svar. Først nu onsdag middag ligger det sort på hvidt, at entreprenøren ikke accepterer kommunens krav — og at dagboden dermed er et åbent stridspunkt midt i et i forvejen hårdt ramt projekt.
Danske Digitale Medier A/S sætter nu kursen for de næste mange års vækst. Med Bent Frandsen som ny formand skal selskabet accelerere sin regionale tilstedeværelse, styrke samarbejdet med lokale erhvervsmiljøer og udbygge en digital strategi, der forener innovation, kulturforståelse og lokalt forankrede medier.
Danske Digitale Medier A/S (DDM) har tirsdag på en generalforsamling valgt en ny bestyrelse. Efter flere år i bestyrelsen – heraf en periode som formand – har Susanne Eilersen valgt at takke af.
»Jeg vil gerne rette en stor tak til Susanne Eilersen for hendes store arbejde, for den opbakning hun har givet, og for at have ledt bestyrelsen med en sikker og dygtig hånd. Susanne har været en væsentlig kraft i vores udvikling,« siger administrerende direktør Andreas Andreassen.
Susanne Eilersen har valgt at træde ud, da hun for nyligt er blevet valgt til flere politiske poster og dermed får et øget arbejdspres.
»Det har været en fornøjelse at følge AVISEN helt tæt, lægge strategier for udviklingen af STATIONEN og ikke mindst se, hvordan DDM gennem de sidste fem år er vokset markant i både rækkevidde og læsertal. Nu overlader jeg stafetten til Bent Frandsen, en dygtig og kompetent erhvervsmand, og samtidig får jeg selv langt mere at se til – både i Fredericia og i Region Syddanmark, hvor jeg er blevet valgt,« siger Eilersen.
Derudover sagde selskabet farvel til Lars Hesselvig og Kamilla Rasmussen, som vi takker for en flerårig og loyal indsats for virksomheden.
Ny formand: Erfaren erhvervsmand med markant regional forankring
Som ny formand er valgt Bent Frandsen – en kendt erhvervsmand i Fredericia og Middelfart, hvor han gennem årtier har opbygget et stærkt netværk både i erhvervslivet og kulturlivet.
Bent Frandsen har en særlig baggrund fra erhvervslivet, hvor han har drevet flere håndværkervirksomheder, men også fra musikbranchen, hvor han har spillet en nøglerolle i udviklingen af Rock Under Broen. Han var både med til at sætte festivalen solidt på landkortet og stod senere centralt i genrejsningen, der gjorde Rock Under Broen til en økonomisk stærk millionforretning med markante overskud.
»Medielandskabet har ændret sig massivt gennem de sidste ti år, og Danske Digitale Medier har formået både at være fremsynet og samtidig dybt forankret lokalt. Det er en kombination, jeg har stor respekt for. Jeg glæder mig til at stå i spidsen for bestyrelsen, der blandt andet skal arbejde med at styrke vores tilstedeværelse i det vestfynske – og senere i hele Trekantområdet,« siger Bent Frandsen.
Helle Broen indtræder som stærk erhvervsprofil
Det nye bestyrelseshold tæller også Helle Broen, en markant erhvervskvinde i regionen og medejer af Panorama Biograferne i Fredericia og Middelfart. Hun har gennem en årrække været en central aktør i både erhvervs- og kulturlivet og har med stor succes drevet og udviklet biograferne til moderne kulturhuse med bred folkelig appel.
Hendes erfaring med drift, forretningsudvikling, publikumskontakt og lokalt forankrede kulturinstitutioner tilføjer bestyrelsen et væsentligt kompetenceløft.
Samtidig vælges Erik Schwensen til bestyrelsen. Han er redaktionschef, tv-vært og skribent hos DDM og har en omfattende karriere som leder, forfatter og rådgiver.
Schwensen er tidligere oberstløjtnant og ridder af 1. grad af Dannebrog og har haft markante chefposter, blandt andet som regimentschef og stabschef ved Danske Division. Han har en master i Public Administration fra CBS og er blandt de første i verden certificeret som NLP™-Consultant og transformation facilitator.
Efter dagens generalforsamling består bestyrelsen af:
Bent Frandsen (formand)
Helle Broen
Erik Schwensen
Maj-Britt Andreassen
Danske Digitale Medier A/S driver lokale nyhedsmedier i Syddanmark og har de seneste år oplevet markant vækst i både rækkevidde, læsertal og kommercielle aktiviteter.
Fredericia Musicalteater løfter sløret for hovedrollerne i FANG VINDEN, en ny original musical om de historiske pirater Anne Bonny og Mary Read. Maria Skuladottir og Ellen Fjord står i front for en storslået fortælling om køn, frihed og kampen for at definere sit eget liv.
Fredericia Musicalteater går næste efterår i land med et af de mest ambitiøse projekter i teatrets nyere historie. Når FANG VINDEN har premiere 1. oktober 2026, bliver det med to markante navne i front: Maria Skuladottir og Ellen Fjord. Sammen skal de bære en episk fortælling om frihed, køn og kampkraft, der henter sin dramatik i piraternes guldalder og sin tyngde i nogle af de mest vedholdende spørgsmål i moderne kultur: hvem får lov til at definere sig selv, og hvor går grænsen for et menneskes frihed?
Piratlivets mytologi er tyk af romantiserede billeder, men historien om Anne Bonny og Mary Read er alt andet end fiktion. I 1700-tallets Caribien blev de to kvinder blandt tidens mest frygtede pirater, netop fordi de udfordrede de regler, der begrænsede deres køn. Det er disse liv, Fredericia Musicalteater nu omsætter til en original musical skabt i samarbejde med den prisvindende amerikanske duo Elliott & Larsen. Forestillingen lover storslået musik, vilde sværdkampe og en dramatisk jagt hen over verdenshavene – men også en fortælling om mennesker, der nægter at lade sig definere af andres normer.
Maria Skuladottir skal portrættere den handlekraftige Anne Bonny, en kvinde der lever uden for reglerne og altid har nægtet at lade sig sætte i bås. Rollen markerer endnu et kapitel i en karriere, der har gjort hende til en af Danmarks mest respekterede musicalperformere. Siden hun blev uddannet i Fredericia i 2004, har hun haft centrale roller i teatrets største succeser, fra Tarzan og De Tre Musketerer til Prinsen af Egypten og en Reumert-nomineret præstation i Ole Lukøje. Hun har siden arbejdet på både Fredericia Musicalteater, Østre Gasværk og Det Kongelige Teater og er i dag også en efterspurgt sanglærer og vocal coach.
Over for hende står Ellen Fjord i rollen som Mary Read, der må skjule sin identitet og sejle forklædt som mand for at forfølge sin drøm om havet. Fjord, der blev uddannet i Fredericia i 2024, har allerede markeret sig med roller i The Wedding Singer, Charles Tante og den store opsætning af Jordens Søjler på Jysk Musikteater. Hun har desuden indledt en karriere som både koreograf og vocal coach og spiller i 2026 hovedrollen som Sandy i MCH Musicals Grease. I FANG VINDEN bliver hun en af forestillingens følelsesmæssige motorer, hvor Mary Reads rejse gennem forstillelse, mod og loyalitet trækker linjer mellem individuelle drømme og tidens strukturelle begrænsninger.
Bag forestillingen står instruktør Liv Stevns, der med FANG VINDEN får sin hidtil største opgave. Stevns er uddannet fra Musicalakademiet i Fredericia og senere San Diego State University og har både erfaring som performer, koreograf og instruktør. Hendes blik for musikalitet og scenisk dynamik kobles her med Stine Martinsen som scenograf og kostumedesigner, Thomas Møller som kapelmester og manuskript- og sangskaberparret Elliott & Larsen, der tidligere har modtaget flere internationale priser. Sammen tegner de konturerne af en forestilling, der både trækker på musicaltraditionens episke fortællekraft og en moderne lyst til at udfordre stereotyper.
Handlingen udspiller sig i Jamaica i 1720. Mary Read bliver opdaget i flåden og smidt ud, men hendes længsel efter havet driver hende mod nye farer. Da hun ser piraterne Anne Bonny og Jack Rackham stjæle et skattekort og havne i problemer, træder hun til – forklædt som mand – og skaffer sig en plads på deres skib, The William. Herfra begynder en rejse, der fører trioen gennem storme, slag og fordomme. Ifølge fortællingen gemmer skatten sig et sted i Danmark, og undervejs får historien et markant dansk twist, når Hamlet, Prins af Danmark, krydser deres vej og bliver en del af rejsen. Det er en historie om identitet, mod og alliancer i et miljø, hvor mænd falder hurtigt, men kvinderne nægter at lade sig knække.
FANG VINDEN er ikke kun en ny forestilling; det er resultatet af et internationalt udviklingssamarbejde mellem Fredericia Musicalteater og Elliott & Larsen og endnu et forsøg på at placere Fredericia som Danmarks centrale kraft i udviklingen af nye musicals. Teatret, der gennem sin næsten 200 år lange historie har overlevet alt fra brande til bombninger, har etableret sig som landets eneste statsstøttede musicalscene og står bag en række markante succeser, fra Den Lille Havfrue og Klokkeren fra Notre Dame til Seebach, Shu-bi-dua, Wicked og What is Love.
De øvrige roller offentliggøres i det nye år, men allerede nu står det klart, at Fredericia endnu en gang satser stort. Med to stærke hovedroller, en internationalt anerkendt kreatørduo og et kunstnerisk hold med rødder i både Danmark og USA er ambitionsniveauet tydeligt. FANG VINDEN søger ikke blot at fortælle en historie om pirater – men om mennesker, der trodsede alle forventninger og insisterede på retten til at bestemme over deres eget liv.
Når tæppet går op i oktober 2026, bliver det ikke kun et eventyr om skibe og storme, men om de kræfter, der driver os mod horisonten, uanset hvem der forsøger at holde os tilbage.
Sydøstjyllands Politi slog natten til onsdag til på to adresser i Kolding Kommune, hvor fire rumænske statsborgere blev anholdt og sigtet for en række tyverier fra varebiler. Aktionerne fandt sted omkring klokken 04.35 som led i en målrettet indsats mod en type kriminalitet, der gennem længere tid har ramt både virksomheder og private hårdt.
Ifølge politiet er anholdelserne kulminationen på en længerevarende efterforskning.
»Vi ser med stor alvor på tyverier fra varebiler, fordi de rammer både virksomheder og enkeltpersoner hårdt. De seneste uger har vi arbejdet målrettet med efterforskningen, og nattens anholdelser er et resultat af den indsats,« siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
De fire mænd – tre på 21 år og én på 23 år – fremstilles i dag klokken 11.30 i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, hvor anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning. Af hensyn til den videre efterforskning kan politiet ikke oplyse yderligere på nuværende tidspunkt.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis opslag på X tirsdag den 10. december 2025.
To brande, et chokoladetyveri der udviklede sig til røveri, og et indbrud hvor gerningspersonen stak af med fiskestænger, elværktøj, æg og vodka – det er dagens døgnrapport fra Kolding og Fredericia.
Sydøstjyllands Politi gennemgik onsdag formiddag et døgn med alt fra to brande i Kolding til et villatyveri og et røveri i Fredericia. Ifølge Hans Hoffensetz spænder døgnets hændelser fra elfejl og stearinlys til trusler mod butikspersonale.
Tirsdag klokken 15.20 opstod der brand i en bolig i Sdr. Stenderup i Kolding Kommune, hvor TrekantBrand blev sendt til stedet. Branden begyndte i en eltavle og nåede at sprede sig til trappen, hvilket førte til omfattende sodskader. Politiet vurderer, at branden skyldtes en elfejl.
»Vi har vurderet, at der er tale om en elfejl i tavlen. Vi tænker ikke, at der er foregået noget kriminelt, hvorfor skadelidte kan gå videre i forhold til sit forsikringsselskab,« siger Hans Hoffensetz. Der var ambulance på stedet, men ingen personer befandt sig i huset.
Senere samme dag, klokken 19.05, udbrød endnu en brand – denne gang på Fredensgade i Kolding. Et stearinlys i en vindueskarm satte ild til nogle bøger og udviklede sig hurtigt til en brand i lejligheden. TrekantBrand knuste ruden udefra og fik ilden under kontrol.
Beboeren, en 26-årig, forklarede da han nåede hjem, at vedkommende havde glemt at slukke lyset før afgang. Han er blevet tildelt en bøde for overtrædelse af beredskabsloven. Heldigvis begrænsede skaderne sig til vindueskarmen og ruden.
I Fredericia var der spor efter en æggetyv. Tyven havde begået indbrud i en villa på Violvej mellem mandag klokken 21.30 og tirsdag morgen klokken 05.40. En hængelås var brudt op, og gerningspersonen eller gerningspersonerne stjal flere elværktøjer, to fiskestænger, 60 æg og en liter vodka. Nogle af æggene blev tabt på vejen fra adressen, hvilket har givet politiet spor at arbejde videre med.
Ved 11.18-tiden tirsdag udviklede et butikstyveri sig til et røveri i Netto på Vesterbrogade i Fredericia. En mand blev observeret i færd med at lægge chokolade for omkring 400 kroner ned i en medbragt pose. Da personalet stillede sig foran ham og bad ham lægge varerne tilbage, truede han med at »nikke en skalle«, hvorefter de trådte til side.
Manden forlod butikken, men videoovervågningen gjorde det muligt for politiet at genkende ham som en 33-årig lokal mand. Han blev anholdt, sigtet for røveri, afhørt og efterfølgende løsladt.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag den 10. december klokken 9.00.
To boliger i Middelfart blev tirsdag ramt af indbrud, hvor gerningspersoner skaffede sig adgang gennem knuste eller opbrudte vinduer. Politiet arbejder fortsat på at klarlægge, hvad der er stjålet fra adresserne. Indbrud, spirituskørsel, fyrværkeri-sprængt postkasse og flere færdselsuheld Fyns Politis døgnrapport spænder bredt.
Fyns Politi har onsdag registreret en række hændelser fordelt over hele politikredsen – fra indbrud i Middelfart, Faaborg og Svendborg til flere sigtelser for narkokørsel og et færdselsuheld i Odense.
I Middelfart blev der anmeldt to indbrud tirsdag eftermiddag og tidlig aften. På Bakkedalen er gerningsmanden kommet ind gennem en knust rude, og der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet. På Højskolevej er adgang sket via et opbrudt vindue, men her ser intet umiddelbart ud til at mangle.
I Brenderup kørte to biler sammen tirsdag 17.12, da en bilist på Bubbelvej ikke overholdt ubetinget vigepligt og ramte en anden bil på Rugårdsvej. Airbags blev udløst i begge biler, og de to førere blev kørt til tjek på sygehuset.
I Haarby blev der anmeldt tyveri af udendørs pynt – to lysprojektorer, en akrylfigur og en speciallavet lysende gave – fra en adresse på Faaborgvej.
I Ferritslev blev der registreret et forsøg på indbrud, hvor to ukendte personer gik direkte hen til et hus, kiggede ind ad vinduerne og derefter prøvede dørhåndtaget. Da de opdagede kameraet ved døren, forsvandt de hurtigt fra stedet.
Faaborg måtte også notere et indbrud på Nabgyden, hvor en aflistet rude gav adgang til et vinkøleskab, vin og værktøj, som blev stjålet.
I Kerteminde Kommune blev der registreret både indbrud og forsøg på indbrud i Langeskov. På Gyldenlund formodes adgang at være sket via et ulåst vindue. På Clematisvænget er en rude i døren blevet knust. I begge tilfælde mangler der stadig overblik over det stjålne.
Odense-området tegnede sig for en række sager. På Lindholmvej i Odense SV blev kontanter og ure stjålet efter indstigning via et opbrudt vindue. På Dragebakken i samme bydel er adgang formentlig sket gennem en ulåst dør. På Svendborgvej i Odense S blev der stjålet en computer efter indbrud gennem et opbrudt vindue.
På Rugvang i Odense NV fik en borger stjålet sin pung under en indkøbstur, mens et færdselsuheld på Næsbyvej klokken 13.45 efterlod en part lettere tilskadekommen, da to biler kolliderede i et venstresving.
Flere bilister blev desuden sigtet for kørsel under påvirkning: En 32-årig mand på Rugårdsvej, en 50-årig mand på Kertemindevej og en 39-årig mand i Svendborg, som samtidig er sigtet for at køre i frakendelsestiden. Passageren i bilen på Rugårdsvej – en 29-årig mand – blev desuden sigtet for overtrædelse af knivloven.
To sager fra Svendborg skiller sig ud. På Avernakøvej blev der stjålet smykker efter indbrud via et opbrudt vindue. På Lundbyvej blev en forurettets postkasse sprængt i luften med kanonslag eller andet fyrværkeri.
Alle oplysninger stammer fra Fyns Politis døgnrapport onsdag den 10. december 2025.
Den 9. december 2025 blev Peder Tind valgt som borgmester af et flertal i det nyvalgte byråd. Herefter måtte han i meget lang tid læse højt om knap 70 punkter med udnævnelser og poster til de nyvalgte byrådsmedlemmer.
Byrådssalen i Fredericia var fuld af mennesker, der ville overvære den historiske dag, hvor Fredericia har brudt med det socialdemokratiske styre og indsat en borgmester, fra et andet parti. Venstres Peder Tind kunne herefter kalde sig selv for borgmester, hvilket han overfor forsamlingen beskrev som et drømmejob.
Efter oplæsningen af alle posterne, holdte Tind en kortere tale, hvor han udtalte taknemmelighed overfor den opbakning, har har mødt. Han takkede samtidig fredericianerne for tilliden, samt det flertal i byrådet, der nu har gjort ham til byens borgmester resten af dette årti.
EVENT. Et af de mest elskede partnerskaber i dansk musikhistorie får nyt liv, når Sebastian og Lis Sørensen i 2027 tager på fælles turné under titlen Tiderne skifter. Her vil de, bakket op af både band og strygere, besøge landets koncerthuse – og for første gang siden 1980’erne igen stå side om side på scenen.
Historien om deres samarbejde går tilbage til 1979, hvor Sebastian allerede var en etableret stjerne med en række anmelderroste albums bag sig. Da han skulle indspille sine Bertolt Brecht-fortolkninger til albummet Tiderne skifter, inviterede han en ny stemme ind i studiet: Lis Sørensen fra det stilskabende Shit & Chanel.
Det blev begyndelsen på et af dansk musiks mest markante samarbejder. Lis Sørensen lagde ikke kun kor på Sebastians sange – hun blev en central del af Sebastian Band og fik også sine egne numre, blandt andet den ikoniske Stille før storm fra albummet Stjerne til støv.
Nu, næsten fem årtier senere, genoptager de to kunstnere samarbejdet. Sangene på turnéen bliver Sebastians, mens Lis Sørensens faste band suppleres af et strygerensemble, der skal løfte de velkendte værker ind i en ny musikalsk ramme.
»Tiden er gået, og det er vigtigt for os at binde en sløjfe. Det betyder meget for os at stå der sammen, og jeg tror også, det betyder meget for publikum« siger Lis Sørensen. Hun beskriver samtidig betydningen af at træde ind i Sebastians musikalske univers i slut-70’erne: »For mig betød det at få adgang til en type sange, jeg aldrig havde sunget før. Jeg kom fra Shit & Chanel, hvor vi lavede sange i realtid. Sebastian åbnede til et eventyrligt univers både ordmæssigt og i hans måde at komponere og arrangere på. Ingen skrev sange som ham.«
Sebastian husker også deres første år sammen med stor varme. »Hun kom med et enormt overskud. Hun kan træde ind i og aflæse sange og tilføje en majestætisk storhed. Så der opstod hurtigt en fortrolighed mellem os, og vi kom til at betyde meget for hinanden.«
Turnéens titel Tiderne skifter er både en reference til deres første fælles projekt og en markering af de årtier, der er gået siden. For fans af dansk musik tegner 2027 allerede nu til at blive et historisk år, hvor to af landets mest markante stemmer igen deler scenen – og binder sløjfe på et samarbejde, der satte dybe spor i dansk musik.