Middelfart Kommune har siden 2017 lagt 1,1 millioner kroner ud til kyst- og klimasikring ved Vejlby Fed og Varbjerg. Nu vil forvaltningen have renter på pengene – og betaling for at opkræve bidrag fra grundejerne.
Når kommunen behandler projekter om kystbeskyttelse og højtstående grundvand, oprettes der dige- eller vandlag, som repræsenterer de berørte lodsejere og skal afholde alle udgifter. Vejlby Fed Vandlag blev stiftet i 2024, Byrådet godkendte den 1. juni et digelag ved Varbjerg Strand vest for Store Å, og der arbejdes på lag ved Varbjerg Øst og Strib Nordstrand.
I opstartsfasen har kommunen betalt for tekniske undersøgelser, rådgivere og projektledelse – i alt 1,123 millioner kroner inklusive moms i perioden 2017-2025. Forvaltningen foreslår nu som principbeslutning, at der tilskrives renter efter den tiårige statsobligationsrente, indtil beløbet faktureres til det pågældende lag.
Regnet frem til 31. august 2026 giver det renter på 73.105 kroner. Heraf falder 15.597 kroner på Vejlby Fed Vandlag, 56.069 kroner på det kommende digelag ved Varbjerg Vest og 1.439 kroner på Varbjerg Øst.
Begrundelsen er ifølge dagsordenen, at kommunens skattefinansierede midler ikke skal bruges til rentefri finansiering af projekter, som kun kommer de berørte lodsejere til gode. Samtidig foreslås det, at kommunen tager betaling for opgaven med at opkræve bidrag fra medlemmerne af lagene, svarende til de faktiske udgifter til bogføring, restancer og henvendelser.
Hvis et projekt opgives, hænger kommunen selv på udgifterne. Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget godkendte principperne den 12. august, og Byrådet træffer den endelige beslutning den 31. august.











