LOKALT. Han faldt engang for Danmark. I vinter faldt han for et uheld. Nu står general Olaf Rye igen på sin sokkel på Ryes Plads, og onsdag har han for første gang i et halvt år mærket både sommersolen og de regnbyger, der er drevet ind over Fredericia i glimt hen over dagen.

Bronzebusten kom tilbage på sin granitsokkel tidligt onsdag morgen, godt et halvt år efter at den en novemberdag pludselig lå ned på pladsen mellem Gothersgade og Prinsessegade. I dagene efter faldet var der uklarhed om, hvordan det var sket, og en tid så det ud til at blive en strid om ansvaret. Den endte i mindelighed, da et byggemarked kort før jul trådte frem og påtog sig skylden. Det var et beklageligt uheld, lød det, og virksomheden tilbød at betale for at få generalen op igen.

Tilbage på sin post. General Olaf Rye ser igen ud over Ryes Plads fra den granitsokkel, han har stået på siden 1876.

Og nu er han der altså. Tilbage på den plads, hvor han har stået siden den 20. august 1876, da busten blev afsløret. Den er skabt af billedhuggeren Andreas Paulsen, elev af den store H.W. Bissen, og forestiller Rye i et løst draperi med sværdremmen skråt over skulderen. På forsiden af soklen sidder et sværd og en laurbærkrans i bronze. Byen fik i sin tid kun råd til en buste, ikke en hel statue, men den fik til gengæld en af byens smukkeste pladser at stå på.

Svøbt i tæppe og spændt fast med rem venter Rye på ladet på at komme op, hvor han hører til.

Der er en egen ironi i, at netop Rye faldt. For manden er husket for den måde, han faldt på. Olaf Rye, født i Norge i 1791, blev en af Treårskrigens store navne, hædret ved Bov, Slesvig og Dybbøl og udnævnt til generalmajor i 1849. Han stod bag det mesterlige tilbagetog op gennem Jylland til Helgenæs, hvorfra han i det skjulte afskibede omkring fire tusinde soldater, tropper, der siden gik med i udfaldet fra Fredericia. Natten til den 6. juli 1849 rykkede han frem i spidsen for 5. Brigade og faldt et par kilometer nord for fæstningen, kort efter klokken tre om morgenen. Han var så afholdt af sine folk, at man siden sagde om faldne soldater, at de var gået til Ryes brigade.

Kranen svinger generalen op mod soklen på Ryes Plads, og efter et halvt års fravær er Olaf Rye tilbage på pladsen, få dage før Fredericia mindes det slag, der kostede ham livet.

Siden har han holdt vagt over pladsen, tro mod byen, der bærer mindet om ham. Gennem årene har Olaf Ryes Pudselaug vasket busten, blandt andet fordi regnvandet havde det med at samle sig under øjnene, så det så ud, som om generalen græd.

Timingen kunne knap være bedre. Om få dage samles Fredericia igen om Fæstningsdagene og markeringen af netop det slag, der kostede Rye livet. Når byen den 5.- og 6. juli mindes de faldne, står generalen selv igen på sin post, klar til at tage imod.

Sol og regn har han allerede fået. Resten af sommeren venter.