MILJØ. Fredericia Kommune er nu blevet en del af to nye kystvandråd sammen med nabokommunerne Kolding, Vejle og Hedensted. De to kystvandråd, som omhandler henholdsvis Kolding Fjord og Vejle Fjord, skal løfte arbejdet med at genoprette en god økologisk tilstand i fjordområderne.

De nye råd er etableret med støtte fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som har bevilliget 6,2 millioner kroner til Kolding Fjord og 5,3 millioner kroner til Vejle Fjord.

Kystvandrådene indgår i den landsdækkende Den Grønne Trepart, og der findes nu i alt 17 råd af denne slags i Danmark. Formålet med rådene er blandt andet at fremme samarbejde mellem kommuner, landbrugsorganisationer, grønne organisationer, spildevandsselskaber og lokale borgere.

I Fredericia Kommune ser Tommy Rachlitz Nielsen (C), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, frem til at intensivere arbejdet for bedre vandmiljø i området.

»I Fredericia er vi meget opsatte på at skabe forbedringer i Lillebælt. Som led i den indsats har vi brug for et godt vandmiljø i fjordene. Det handler blandt andet om at udledede mindre kvælstof fra fjordene. Derfor bakker vi selvfølgelig op om samarbejdet,« fortæller han.

Konkret arbejder Fredericia Kommune allerede med flere indsatser i forbindelse med de nye kystvandråd. Ved Gudsø Vig er der fokus på at reducere næringsstoffer som kvælstof og fosfor, og der udføres desuden kortlægning af havbunden samt marine projekter med ålegræs, muslinger og stenrev.

I forhold til kystvandrådet for Vejle Fjord arbejder Fredericia Kommune særligt med indsatser omkring Rands Fjord og Elbodalen, hvor der også sker en kortlægning og prøvetagning for at opnå bedre viden om områdets vandmiljø.

Arbejdet i kystvandrådene strækker sig foreløbigt frem til 2027.