Et godt kulturhus bør ikke stå på en svær konstruktion
LEDER. Der er for tiden en bestemt sætning i omløb i Middelfart. Tråden er dejlig. Der er liv, der er musik, der er mennesker på tværs af aldre, og der er noget at komme efter en lørdag eftermiddag i en by, der i mange år har savnet netop det. Jeg har selv været der, og sætningen er rigtig. Stedet fungerer, og de mennesker, der har bygget det op, har leveret noget, byen kan være glad for.
Men en vurdering af et steds kvalitet er ikke et svar på spørgsmålet om, hvordan det er finansieret og konstrueret. Det er to forskellige spørgsmål, og det ene bliver i denne sag igen og igen brugt til at lukke det andet. Når en konstruktion bliver undersøgt, lyder svaret, at stedet er godt. Det er sandt. Det er blot irrelevant for det, der bliver spurgt om.
Hvad akterne viser, er en konstruktion, der fra begyndelsen har været vanskelig. Middelfart Kommune har brugt 15,4 mio. kr. på at bygge tre haller om. Kommunen ejer bygningerne, udlejer to af hallerne til en forening, behandler samtidig byggesager og lokalplaner for samme ejendom, har ansat foreningens direktør i kommunen og udlånt hende til foreningen, og lader lønudgiften dele mellem den kommunale kasse og foreningens egen. Kommunaldirektøren har skrevet under på lejekontrakten på kommunens side og har efter foreningens vedtægter adgang til foreningens bestyrelsesmøder. Foreningens medlemmer kommer efter kommunens egen oplysning fra et erhvervsnetværk. Og lejen er bygget op, så den i de første år ligger over den vurderede markedsleje, mens kontrakten samtidig taler om en ny lejeperiode, der endnu ikke er aftalt.
At konstruktionen er vanskelig, er ikke en anklage. Det er noget, kommunen selv har vidst fra starten. Derfor ligger der juridisk rådgivning i sagen om, hvor langt kommunalfuldmagten rækker, blandt andet et notat fra advokatfirmaet Horten af 14. maj 2020. Man henter ikke juridisk vurdering af, om man må, hvis man er sikker på, at man må. Rådgivningen er i sig selv dokumentation for, at man befinder sig i et grænseland.
Grænselandet er ikke et juridisk problem alene. Det er et demokratisk.
I Middelfart findes restauratører, spillesteder, eventvirksomheder og bryggerier, som betaler fuld markedsleje, fuld løn til deres egne medarbejdere og fuld pris for deres egne lokaler. De har ingen kommunal kasse bag sig, ingen ejer der også er myndighed, og ingen direktør hvis løn deles med den offentlige sektor. De konkurrerer om de samme gæster, de samme fredage og de samme arrangementer. Og de har ingen mulighed for at appellere til et byråd, for de er ikke en del af konstruktionen. De kan kun betale.
Og så er der vejen ind. Den fylder mere i byen, end nogen uden for kredsen aner. En avis mærker den slags, fordi henvendelserne kommer, og de kommer fra mennesker, der driver forretning i Middelfart og sidder med en fornemmelse af, at nogle bliver begunstiget, og andre holdt uden for. Hvem bliver medlem. Hvem bliver spurgt. Hvem får opgaverne, boderne, arrangementerne, samarbejdet. Og hvem får et nej, de ikke kan få begrundet.
En almindelig privat virksomhed må gerne vælge sine samarbejdspartnere efter mavefornemmelse. En rigtig privat forening må gerne lukke døren efter sig og invitere sine venner ind. Det er en del af friheden til at drive noget selv. Men i det øjeblik skatteborgernes penge på den ene eller den anden måde står bag, ændrer spørgsmålet karakter. Så er adgangen ikke længere en privat beslutning. Så er den en fordeling af en fordel, der er finansieret af alle, og så skal den kunne begrundes, dokumenteres og efterprøves som alt andet, kommunen fordeler.
Det bliver ikke bedre af, at den daglige ledelse af foreningen varetages af en medarbejder, der er ansat i kommunen. Der ligger i akterne en sag om et medlem, der blev sat uden for døren, og hvor betalingen blev sendt tilbage. Sagen er kendt i byen. Når det sker i en forening, hvis direktør aflønnes delvist af den kommunale kasse, og hvis lokaler er bygget for 15,4 mio. kr. af samme kasse, er det ikke længere et internt foreningsanliggende. Så begynder borgeren med rimelighed at spørge, hvilke regler der gjaldt, hvem der traf beslutningen, og hvor man klager. En privat klub skal ikke svare på det. En konstruktion med offentlige penge i ryggen skal.
Det er her, modellen ikke holder på den lange bane. Ikke fordi nogen har handlet i ond tro, og ikke fordi stedet er dårligt. Men fordi en konstruktion, hvor den offentlige kasse stiller både årsværk og anlægskroner til rådighed for en aktør på et marked, hvor andre betaler selv, ikke kan forsvares over tid i et samfund, der bygger på, at det offentlige og det private konkurrerer på vilkår, som alle kan læse og efterprøve. Den slags konstruktioner lever af, at ingen ser efter. De dør, når nogen gør.
Og så er der den politiske samtale, som i disse uger kører i et spor, der slet ikke er sagens. Der kommer udmeldinger på udmeldinger om, at Tråden er et godt sted, at Tråden skal bevares, at Tråden fortjener opbakning. De udmeldinger falder hurtigt og med stor iver, som om spørgsmålet var en loyalitetsprøve, og som om en forkert formulering kunne udløse borgernes vrede. Men ingen har spurgt, om politikerne kan lide stedet. Og der er ikke en avis i landet, der ville skrive en artikel om, at et byråd synes, et kulturhus er hyggeligt.
For sagen handler ikke om for eller imod Tråden. Den handler om god eller dårlig forvaltning. Om hvorvidt bevillinger er givet på et oplyst grundlag, om aftaler er indgået på vilkår, der kan efterprøves, om regninger bliver sendt og betalt, om gebyrer bliver opkrævet, om en delt ansættelse er afregnet korrekt, og om de dokumenter, der viser det, bliver lagt frem eller streget ud. Det er governance. Og det er ikke et spørgsmål om smag, men om, hvordan skattefinansierede midler forvaltes.
Dertil kommer det, der for en avis er det alvorligste. Da Økonomiudvalget den 27. oktober satte arbejdet med en permanent løsning i gang, gjorde udvalget det på tværs af det politiske spektrum. Ni medlemmer stemte for, et undlod at stemme. Ansvaret er altså ikke et partis, men fælles. Og kommunen har efterfølgende oplyst, at der ikke er udarbejdet særskilte beregninger eller notater om økonomien i en permanentgørelse. Et byråd, der beslutter noget uden et regnestykke, beslutter på en fornemmelse. Fornemmelser kan være rigtige. De kan blot ikke efterprøves, og det er hele pointen med offentlighed i forvaltningen.
Her er det værd at være præcis om, hvad en avis egentlig gør i en sag som denne. AVISEN har ingen holdning til, om musikken er god, om maden smager, eller om stemningen er den rette. Avisen læser dokumenter. Bevillinger, lejekontrakter, fakturaer, lønopgørelser, mails, dagsordener og regnskaber. Det, der er skrevet om TRAADEN, står i de papirer, og intet af det er en fortolkning af en stemning.
Og netop derfor er kommunens Q&A et fremskridt. Med de 58 spørgsmål og svar har Middelfart Kommune selv flyttet en del af materialet ud i offentligheden, så borgerne kan læse kommunens egne tal uden først at skulle søge aktindsigt. Det er den rigtige vej. Den burde blot være gået samme vej hele tiden. Samme kommune udleverede i september 148 sider til AVISEN, hvoraf 78 var streget ud med sort. Åbenheden kom, da spørgsmålene var kommunens egne.
Det er ikke en kritik af et kulturhus. Det er en kritik af en model. Og den skelnen er værd at holde fast i, for jo bedre et sted er, jo dyrere bliver det socialt at stille spørgsmål til det. Popularitet er den mest effektive form for beskyttelse, en konstruktion kan få. Men et kulturhus, der er værd at have, er også et kulturhus, der kan tåle en aktindsigt.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
