Fredericia Kommune har netop afholdt den årlige nytårskur. Det skete på Eksercerhuset, som har været igennem en omfattende kommunal proces, hvor skatteborgerne har finansieret stedet, samtidig med at det drives ved hjælp af frivillig arbejdskraft. På under et årti er der nu opstået to spillesteder i byen, begge afhængige af kommunale driftsmidler og den frivillige indsats.
Man kan ikke benægte bygningens anvendelighed som ramme for festlige arrangementer. Stedet fremstår både indbydende og interessant. Til gengæld kan det diskuteres, om det er en kommunal opgave, eller hvorfor private aktører ikke kunne have taget samme initiativ. Og dog.
For den nye borgmester appellerede til, at nu skal vi ikke tale Fredericia ned. Det er en klassisk fortælling, at enhver form for kritik er ment som noget negativt, og dertil skal man så også anklage hele Fredericia; ikke kun dem med magten og ansvaret.
Men sådan spiller klaveret altså ikke i et demokrati. Demokratiet handler netop om, at der er flere forskellige muligheder at vælge imellem, hvorfor vi i fredsommelighed skal kunne diskutere med hinanden, hvad der er flertal for. Den ideologi, der ligger bag sådanne udmeldinger, er tro kopier af den logik, der herskede i de forhenværende kommuniststater i Europa: Kritiserer du styret, så er du mod os alle sammen.
Eller sagt på godt dansk. Al kritik er uønsket. For ellers taler du vores samfundsmodel ned. Eller vores bystyre. Eller vores borgmester.
Kan man så udvikle noget nyt, hvis man til evig tid kun kan forholde sig til, at “alt er som det er, fordi det skal være sådan”? Hvad sker der med de valgmuligheder, der naturligt bør være?
Lad os tage et konkret eksempel, der jo er en gammel traver. Vejarbejdet. Det berørte borgmesteren også i sin nytårstale. Han syntes selv, det var træls, når han nu skulle køre på Prangervej. Men det kan ikke være anderledes, forklarede han. Det er nemlig sådan, at vi skal lave det ene og det andet. Bagefter bliver det hele meget bedre, forsikrede han forsamlingen om. Ja, vi har slet ikke noget valg, skal man forstå.
Der er kun en måde at gøre det på. Vi har heller ikke brug for en trafikplan. Fordi uanset, hvad er det “nødvendigt”. Det er “nogle selskaber”, der har de behov. De ejes så af kommunen (eller kontrolleres af diverse politikere), men det fortæller man ikke. Til tider er det så tåbeligt, at kommunen og kommunens selskab diskuterer så meget, at noget står helt stille, fordi ingen vil tage ansvaret.
Alt er på denne måde uundgåeligt. Der er ingen alternativer. Og enhver kritik er uønsket; endda skadelig for Fredericia. Vi skal med andre ord klappe hælene i og acceptere tingenes rette tilstand. Det på trods af at vores læsermåling indikerer, at knap 80 procent af læserne er utilfredse med planlægningen af arbejdet (eller mangel på samme). AVISEN har tilmed i flere måneder forsøgt at få kommunens planer for trafikafvikling i forbindelse med vejarbejde. Disse planer er stadig ikke nået frem til redaktionens indbakke.
Nu er dette kun et område og et eksempel. Vi kunne ellers fortsætte med mange andre. Eksempelvis, hvorfor der er så meget lukkethed i Fredericia Kommune, specielt omkring de helt store beslutninger. Hvorfor ønsker man ikke en demokratisk debat? Offentligheden meddeles efter beslutningen om hint og dette. Ofte med forklaringen om, at det handler om hensynet til forretningsmæssige interesser. Men hvad med hensynet til offentlighedens interesser? Hvilken form for indsigelse kan borgerne komme med?
Ja, da kun til kommunalvalget. Byrådet er nemlig ikke glade for demokratisk debat. Det er en generel tendens i det lokale demokrati, at de helt store beslutninger sker bag lukkede døre.
Sagt i al stilfærdighed. Men alligevel meget interessant for en debat om lokaldemokratiet og de odds, vi har mod os i Fredericia. For hvorfor hylder mange fredericianske politikere denne kultur, de ellers højt og helligt lovede at viske bort for fire år siden? Hvad har man konkret gjort for at fremme borgernes mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne? Udvalgsmøderne er lukkede. De vigtigste punkter i byrådet er lukkede. De fleste punkter er allerede afgjorte inden byrådsmøderne, der mest tager form af planlagte taler om allerede trufne beslutninger. Jovist, det kan godt virke som om, noget skal drøftes. Men reelt, og det ser man jo hver gang, så er det meste afgjort på forhånd. Og ikke sjældent på baggrund af forvaltningens indstilling (af ofte kun en mulighed, ikke flere).
Kort sagt: Et skindemokrati.
Men lad os skille tingene ad. Fredericia er en fantastisk by. Vi er rigtig mange, der både elsker og kæmper for Fredericia. Det vidner de mange frivillige også om, der løbende løfter vitale opgaver for spillestederne, koncerterne, for de ældre, de handicappede, børnene, sportsklubberne, militæret og meget mere. Det er ægte og hjertevarmende, at der findes så mange fredericianere, der tager en tørn for andre mennesker. Dem skal man have respekt for.
Men ærlig talt, kommune og politikere. Vil I ikke lade være med at tage æren for det? Royal Run blev gennemført med 800 frivillige. Måske skulle man lade den stå der og skrue lidt ned for banjoen med kommunens store indsats. For medarbejderne på rådhuset tager sig rigeligt betalt i modsætning til de frivillige. Der var i øvrigt ikke en eneste frivillig inviteret med på Kongeskibet. Hele byrådet var naturligvis MED på skibet med partner.
Det siger sgu meget om vores by, ikke?
Så lad os nu ikke komme for godt i gang med “at tale byen ned”. Hvis det er sådan, at nogle mener, at de selv repræsenterer hele byen og al “nødvendigheden”, så kan man fint leve med det. Men for vælgerne er det nødvendigt, at der kastes et kritisk blik på den stagnation, vi oplever. Det er skamfuldt, når man angriber konstruktiv kritik som værende anti-fredericiansk, fremfor at hylde demokratiet og den frie meningsudveksling.
Der er mange ting at være glade for, også med kommunens arbejde. Eksempelvis de mange ansatte, der for en lav løn udfører vitalt arbejde for Fredericia Kommune. Dem på plejehjem, skoler, genbrugspladser og så videre. Men dem med cheflønninger 4-5 gange højere end de rigtige medarbejdere; dem freder vi altså ikke.