BOLIG. Efter flere år med faldende indbrudstal er kurven vendt, og Middelfart går ikke fri. Danmarks Statistik har netop offentliggjort indbrudstallene for 2. kvartal 2026, og de viser, at der i første halvår blev anmeldt 52 indbrud i private hjem i Middelfart Kommune mod 42 i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 24 procent.
Ser man alene på 2. kvartal, er billedet mere roligt. Her blev der anmeldt 20 indbrud i kommunen mod 22 i samme kvartal sidste år, så stigningen ligger først og fremmest i årets tre første måneder.
På den anden side af kommunegrænsen tegner der sig et broget fynsk billede. Samlet er antallet af anmeldte indbrud på Fyn og øerne steget med 27 procent i første halvår, men bag tallet gemmer sig store forskelle. Odense har med 469 anmeldelser mod 223 sidste år mere end fordoblet sit halvårstal, mens kommuner som Assens, Faaborg-Midtfyn og Svendborg omvendt har oplevet pæne fald.
Organiseret kriminalitet kan spille ind
På landsplan blev der anmeldt 3.159 indbrud i private hjem i 2. kvartal, 429 flere end i samme kvartal sidste år, svarende til en stigning på 16 procent. For hele første halvår er stigningen på 10 procent, og Region Syddanmark trækker med 22 procent mest af alle landets regioner i den forkerte retning.
Hos Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og den filantropiske forening Realdania i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, vækker tallene ærgrelse. »Der er desværre tale om en markant stigning, det kan vi ikke lægge skjul på. Vi kender ikke helt baggrunden for den kedelige udvikling, men noget kunne tyde på, at der er en form for organiseret kriminalitet på området, som vinder frem,« siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.
Tallene lander midt i den periode, hvor mange hjem står tomme, mens ejerne er på ferie, og det er ifølge Bo trygt højsæson for indbrudstyve. Britt Wendelboe peger på, at de virksomme værktøjer heldigvis er velkendte, selv om årsagerne til stigningen ikke er det. »Det gælder fx at huske at få lavet vores aftaler med naboerne og sørge for, at vores hjem ser beboet ud, når vi ikke er hjemme. Brug gerne Nabohjælps-appen, der gør det nemt at koordinere feriehjælp med naboerne. Og så skal vi helst heller ikke markedsføre alt for bredt, fx med et Facebook-opslag, at vi sidder på Costa del Sol med en tom bolig fyldt med værdier derhjemme,« siger hun.
Ingen grund til feriepanik
Trods stigningen maner programchefen til besindighed. Langt de fleste boligejere kommer hjem fra ferie til et hus, der står, som de forlod det. »Det er vigtigt at understrege, at man ikke skal frygte at tage på ferie. Det er trods alt langt de færreste boligejere, der bliver ramt af indbrud, mens de er på ferie. Men for at undgå den ubehagelige situation, det er at komme hjem til et indbrud, er det en god idé at forberede sig og tage sine forholdsregler med Nabohjælp og andre effektive virkemidler,« siger Britt Wendelboe.
Rådene fra Bo trygt er jordnære. Lav aftaler med naboerne om at holde øje med hinandens boliger, og gå eventuelt en runde, når nogen er bortrejst. Sørg for, at hæk og buskads ikke fungerer som skjul for en tyv på arbejde. Sæt hængelås på skuret, så haveredskaberne ikke ender som indbrudsværktøj. Og invester i solide låse og robuste vinduer og døre, for jo længere tid et indbrud tager, jo større er risikoen for at blive opdaget.











