Hvor er den grønne omstilling, klimapolitikken og bæredygtigheden blevet af i det danske eksporteventyr af fødevarer og særligt fiskeriprodukter
Den lille fisk Stenbideren har for sidste gang i forhåbentligt mange år lagt krop og æg til danskernes lyst til delikatesse, men også til at stille sulten på et umætteligt verdensmarked. Stenbidere er som flere andre truede fiskearter heldigvis blevet fredet. I første omgang i 2025. Set i et regnearksperspektiv er det smukt, at Danmark har overskud på handelsbalancen med en samlet eksport af varer og tjenester på 187 milliarder kroner i 2023, hvoraf fødevareklyngen tegner sig for 102,2 mia. kr. (ref. Danmarks Statistik, fiskeritidende.dk og landbrug og fødevarer).
Eksporten af fisk, skaldyr, fiskemel og fiskeolie androg 34,142 mia. kr. i 2023. Det er voldsomt og jeg tvivler stærkt på, at de enorme fangster i og omkring Danmark – ud over penge – bringer nogen fordel. Indre danske farvande og store dele af Nordsøen og Skagerrak er på vej til at blive fisket tomme.
Der er noget helt galt i den måde vi udnytter havets ressourcer på og fraværet af fisk tyder på, at vi er langt over grænsen for bæredygtighed.
På Vestkysten trawles der efter skaldyr helt inde under kysten og langt hen ad vejen er det fiskenes eget spisekammer og ynglepladser vi rydder.
Jeg elsker ”Morten Korch” fiskeriet, altså gutterne på kutterne og kystfiskerne der med skånsomt fiskeri og små fartøjer, ikke er en trussel for livet i havet (FN`s 14. klimamål). Men det er skræmmende at se Limfjordskuttere nærmest slås om at tømme en sårbar havbund for blåmuslinger og se danske og udenlandske kæmpe fiskefartøjer lande enorme mængder af fisk og skaldyr til konsum og industri (fiskemel og olie).
Der er god grund til at være skræmte over fraværet af fisk i havet. Det er vores egen skyld. Overfiskeri, forurening fra landbruget og udledning af gigantiske mængder spildevand fra toiletter og husholdning bærer ansvaret. Og nej, spildevandet er ”renset”, men det gør det ikke til rent vand.
Tilbage til indledningen og den gigantiske eksport af fiskeprodukter på 34 milliarder kroner (i 2023). Havet kan helt ikke bære det. Vores grådighed og fraværet af regulering skader havmiljøet og vores relativt begrænsede farvand er ikke skabt til at brødføde Asien og Europa.