Når Pakhusets Jubilæumsweekend løber af stablen i september, bliver der også plads til byens egne musiktalenter. Fredag den 11. september 2026 inviterer FredericiaLive til Lokalaften i Tøjhuset, hvor fire udvalgte bands fra Fredericia for første gang spiller på husets scene.
Aftenen giver publikum et indblik i den lyd, der til dagligt fylder byens øvelokaler, når bandsene spiller for venner, familie og resten af Fredericia.

Første navn på plakaten er Three Shitting Birds, der spiller kompromisløs punkrock med fræsende guitarer, buldrende bas og fandenivoldsk energi. Bandet blander klassisk punk med shed punkens rå frækhed i korte, intense sange, hvor humor og kaos går hånd i hånd.

Anderledes toner leverer LP-TV, som bevæger sig i krydsfeltet mellem folk, singer-songwriter og alternativ rock. Bandet henter inspiration hos kunstnere som Alanis Morissette, U2, Sheryl Crow, The Doors og Portishead og forener stærke melodier med personlige fortællinger og et organisk samspil mellem musikerne.

LIBER er et ungt band med fem medlemmer, der kender hinanden fra byens musikmiljø og den kreative skole og er sat sammen gennem bandcentralen. Gruppen spiller dansk pop og indie-rock med inspiration fra al den musik, medlemmerne selv lytter til.
Aftenens fjerde navn er Mr. Jakob, en trio fra Fredericia Gymnasium, der spiller organisk og upoleret guitarrock med masser af energi. Bandets lydunivers veksler mellem det følsomme og det rå, og der er altid plads til sjov undervejs.









