LOKALT. Klokken er lidt i ni en hverdagsmorgen på Skansevej 54, og et barn vil ikke hjem. Det er, ifølge Ahmet Incikli, institutionens bedste visitkort.

»Vores største problem lige nu er, at når børn kommer til rundvisning og leger, så græder de, fordi de har lyst til at blive,« siger han og trækker på smilebåndet.

Ahmet Incikli er manden bag Børneland, den private vuggestue og børnehave, der åbnede dørene 1. januar 2026 i de samme lokaler på Skansevej, hvor Eventyrlunden tidligere holdt til. Han er ikke fredericianer. Han kom til byen, fordi han så en avisartikel om en institution, der stod til at lukke, og fordi han i årevis havde haft en ambition om at etablere sig i Trekantområdet. Fredericias geografi og tyngde som naturligt knudepunkt i trekantens midte har altid tiltrukket ham. »Jeg så en avisartikel om, at der var en institution, der ville lukke, og tænkte bare, den skal jeg overtage. Det er en fremragende placering og en god bygning,« siger han.

Bag Børneland står et hold mennesker med vidt forskellige baggrunde og kompetencer. Til sammen udgør de fundamentet for den nye private institution på Skansevej i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN

Ahmet Incikli taler, som han handler, direkte og uden unødvendige omsvøb. Han har etableret fire institutioner tidligere, tre på Sjælland og én i Kolding, alle i partnerskab med et tysk selskab og alle siden solgt. Børneland i Fredericia er første gang, han gør det for sig selv, under eget navn og med sit eget koncept. »Det her er mit eget brand, og det giver mig ro i maven, for jeg ved at tingene kommer med tiden.«

Rummet som den tredje pædagog

Børneland startede med fem børn. I dag er ni indskrevet, og hver måned kommer der flere til. Men mere end tallene er det indretningen, Ahmet Incikli vil tale om, når han skal forklare, hvad der adskiller hans institution fra de andre i byen.

Rundt om ham er lokalerne opdelt i det, han kalder læringszoner. Et hjørne til konstruktion og byggeleg, et til kreativitet og kunst, et til rolleleg. Materialerne ligger fremme. Ikke stuvet væk i kasser og skabe, men synlige, tilgængelige og klar til brug fra det øjeblik, et barn træder ind ad døren.

Inspirationen er Reggio Emilia, en norditaliensk pædagogisk tradition, der betragter selve rummet som en aktiv deltager i børns læring. Ahmet Incikli kalder det “den tredje pædagog.” »Rummet skal være et pædagogisk program i sig selv. Det behøver ikke handle om æstetik og farver, eller at det ser supermoderne ud. Det hele er i børnehøjde, og tingene ligger klar, så de kan gå i gang med at lege uden at der nødvendigvis er en voksen til stede,« fortæller han.

Science-zonen er én af Børnelands læringszoner, hvor børnene møder alt fra planetsystemet til enkle matematiske begreber. Foto: Fredericia AVISEN

Han er ikke bleg for at kritisere branchen. Der bygges nye institutioner i Danmark for 30-40 millioner kroner, og når man så træder ind ad døren, har ingen tænkt over, hvad der skal stå i rummene. Det kalder han sørgeligt. »Når rummet er rigtigt indrettet, opstår der automatisk færre konflikter, mindre rod og mindre larm.«

Det er en pointe, som sundhedskonsulent Nellie Dahl genkender fra en anden vinkel. Hun er tilknyttet Børneland på konsulentbasis og har i mange år arbejdet med børn i bevægelse og trivsel. For hende handler zonerne ikke kun om leg, men om det barn, der endnu ikke ved, hvad det vil. »Et barn kan have svært ved at finde ud af, hvad det har lyst til, fordi det ikke kan huske, hvad mulighederne er. Men hvis zonerne er der, er det nemmere at falde ind i en leg. Igangsættelse er faktisk svært for mange børn. Men så kigger man sig bare rundt, og så er man allerede inspireret,« forklarer hun.

Kvinden med helikopteren

Nellie Dahl kom ind ad døren efter et Facebook-opslag. Ahmet havde skrevet, at han søgte kreative hjerner til at bruge institutionens lokaler. Hun mødte op. Han lagde mærke til energien. »Hun har noget specielt,« siger han enkelt. »På den gode måde. Jeg tænkte bare, jeg er simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan vi udnytter det her.«

Nellie Dahl er uddannet sygeplejerske, sundhedsrådgiver, mentaltræner og fysisk træner. Hun er ansat på få timer om ugen og fungerer som konsulent snarere end pædagog. Hendes egen beskrivelse af rollen er at flyve op i helikopteren og se institutionen oppefra. »Det handler om positiv forstærkning. Jeg skal fremelske den kultur, vi gerne vil have mere af. Alt fra det, vi putter i kroppen, til det, vi putter i hjernen,« siger hun.

Ambitionen er at gøre mental og fysisk sundhed til en uadskillelig del af hverdagen i Børneland. Uden skema, uden modul og uden pegefinger. Sundhed som noget, børnene lever sig ind i, fordi det omgiver dem fra morgenstunden. »Når børn vokser op i et miljø, hvor bevægelse, bevidsthed og gode måltider er naturlige dele af fællesskabet, tager de det med sig,« forklarer hun.

Konkret arbejdes der med følelsesdisplays, pictogrammer og det, Nellie kalder mental oprydning. En daglig afslutningsritual, hvor børnene lærer at lægge fra sig det, der var svært, og sætte ord på det, der var godt.

Dertil kommer planerne om en separat spisestue, tænkt som en stille hule afskærmet fra legezoner og visuelle forstyrrelser. Et rum, hvor måltidet får lov til at være et måltid. Børnene skal dække bord, hjælpe i køkkenet og rydde op bagefter. Forskellen fra pligter ligger i, hvordan det præsenteres for dem, og i den bevidsthed, der ligger bag, forklarer Nellie videre.

Tegn, tale og tillid

Et af de mere konkrete elementer i Børnelands hverdag er brugen af tegn til tale, særligt i vuggestuedelen. Ahmet Incikli er præcis, når han forklarer hvorfor. »I almindelige daginstitutioner er der altid et barn, der slår, og alle siger, det er bare sådan, det barn er. Men ingen spørger hvorfor. Svaret er som regel, at barnet endnu ikke kan kommunikere.«

Med tegn til tale lærer de mindste børn at signalere basale behov, mere mad, træthed, ubehag, længe før sproget er på plads. Et enkelt håndtegn reducerer frustration. Og frustration, reduceret tidligt nok, bliver sjældent til konflikter. Nellie Dahl sætter ord på mekanismen bag. »Hvis børn har et følelsesprog, gives der færre frustrationer. Vi sætter ord på det, der påvirker dem i øjeblikket,« siger hun.

Det handler om at møde barnet, hvor det er, og give det et redskab, det kan bruge, inden det selv finder ordene. En følelsstavle med fire ansigtsudtryk. Et håndtegn for mere. Et billede for sulten. Små værktøjer med stor virkning, hvis de bruges konsekvent og fra første dag.

Det er den slags detaljer, Ahmet Incikli opfatter som fundamentale, men han ved også, at selv det bedste koncept er ingenting, hvis forældrene endnu ikke er overbevist. »Man skal ikke forvente, at tingene bare falder på plads fra første dag. Det er et tillidsforhold, der skal opbygges. Forældrene skal se det og mærke det. Og så kommer de andre.«

Et hus med muligheder

Ud over de fastansatte pædagoger trækker Børneland på et bredt arbejdsgrundlag. Tre fleksjobbere er tilknyttet institutionen. Dertil kommer praktikanter fra Nextwork, et kommunalt projekt i Fredericia for unge mellem 18 og 30 år uden job eller uddannelse. Fredericia har under 40 unge i den målgruppe, og Børneland tager imod nogle af dem. De lægger omkring 37 timer om ugen i huset, og Nellie Dahl, der i årevis har fungeret som mentor for netop den gruppe, ser det som en naturlig forlængelse af det, Børneland forsøger at være. »Vi bygger mennesker her. Om det er de små mennesker, der er her, pædagogerne eller de unge fra Nextwork. Det er det samme princip om at når man bliver set, hørt og forstået, så vokser man,« smiler hun.

Ahmet Incikli nikker. Nellie Dahl kalder ham humanist, og det er den beskrivelse, han selv lader stå uimodsagt. Han ansætter efter energi frem for CV, henter unge ind fra kommunens kanter og slår på Facebook op, når han mangler kreative hjerner. Det var sådan, Nellie Dahl endte her. Det er sandsynligvis også sådan, de næste vil komme til.

Samarbejdet med Fredericia Kommune er allerede indledt, og planerne rækker videre end det. En hal i tilknytning til institutionen skal omdannes til bevægelsessal. En DGI-certificering er på den lange bane. Og legepladsen, som endnu mangler at blive til det, den skal være, skal hente sin inspiration fra Fredericias egen fæstningshistorie med vagttårne, forhindringsbaner og udsigtstårne i børnehøjde.

Det er mange planer for en institution med ni børn og godt tre måneder på bagen. Men Ahmet Incikli er vant til at bygge fra grunden. Han har gjort det før, og han ved, at det tager den tid, det tager.

»Tingene kommer med tiden,« siger han stille. Det har de altid gjort.