Sport. Fredag markerede sidste dag på fodboldskolen hos FfF’erne, hvor 21 børn i løbet af ugen har været samlet om fodbold, fællesskab og feriestemning. Med sol fra en næsten skyfri himmel og humøret helt i top blev der rundet af på fem aktive dage, hvor grin, leg og læring gik hånd i hånd.

Bag arrangementet stod et hold engagerede frivillige og trænere, anført af Camilla Hjort, som i år har haft rollen som fodboldskoleleder. Rollen har hun varetaget med både nærvær og overblik – og med et klart fokus på, at børnene skulle have en god oplevelse på og uden for banen.

»Jeg hedder Camilla. Jeg er til dagligt holdleder for de små piger hernede i Madsby. Min datter ville gerne være med på fodboldskolen, og så meldte jeg mig som frivillig. Jeg har ikke selv spillet fodbold, så jeg blev fodboldskoleleder i stedet, og det er rigtig hyggeligt.«

Camilla har haft mange bolde i luften i løbet af ugen – bogstaveligt talt. Ud over at holde overblikket over det praktiske, har hun sørget for alt fra frugt og frokost til solcreme og fotos. Hun har været limen mellem børn, trænere og forældre.

»Jeg står med at sørge for, at maden bliver serveret, at der bliver taget billeder, at børnene får nok vand og solcreme, og at de mindste får hjælp. Derudover snakker jeg med trænerne og evaluerer fra dag til dag, så vi hele tiden kan justere og gøre det bedre.«

Skolens format adskiller sig fra nogle af de større fodboldskoler i området, og Camilla ser det som en styrke, at rammerne er små og trygge.

»De store er gode til at guide de mindre, og de mindre lærer af de store. Jeg synes, de profiterer rigtig godt af hinanden. Jeg har i hvert fald set flere piger rykke sig gevaldigt i løbet af ugen.«

Selvom hun ikke selv har stået for selve træningen, har hun fulgt børnenes udvikling tæt. Især det sociale aspekt har været tydeligt, fortæller hun.

»Jeg kan jo kun tale for pigerne, for det er dem, jeg normalvis ser til træning. Og de har markant rykket sig. Hos drengene forestiller jeg mig, at de også har lært at tage mere hensyn. Ikke bare spurte efter bolden og skyde så hårdt de kan, men vurdere situationen og tage hensyn til de mindre børn.«

Fodboldskolen har ikke alene handlet om teknik og træningsøvelser, men i høj grad om at styrke børnenes fællesskab og selvforståelse. Det har både trænerne og Camilla haft fokus på.

»Det er sammenholdet, nye bekendtskaber og nærvær, der er i centrum. Og så selvfølgelig glæden ved at være aktiv. Det er fedt at se glade børn møde op hver dag og bare være klar på at give den gas.«

En af dem, der også har fulgt ugen tæt, er Caroline, som er i praktik hos Sport & Event. Hun arbejder med kommunikation og sociale medier og er i gang med en uddannelse i service og oplevelsesøkonomi. Praktikforløbet har givet hende mulighed for at dokumentere og formidle aktiviteterne fra fodboldskolen – og samtidig få erfaring med at arbejde i krydsfeltet mellem sport, oplevelse og formidling.

»Mit navn er Caroline, og lige nu er jeg i praktik hos det, der hedder Sport & Event. Det er et sted, hvor vi laver oplevelser og aktiviteter for børn og unge – meget sportsligt funderet. Vi brænder for at lave nogle gode oplevelser, hvor det skal være sjovt, hvor vi kan udvikle os både sportsligt og menneskeligt, og hvor sporten giver det her unikke fællesskab.«

Sport & Event favner bredt og er organiseret i forskellige afdelinger med aktiviteter inden for blandt andet fodbold, padel, basket, håndbold og løb. Fodboldskolen hos FfF’erne er en del af den samlede palet af tilbud, som netop har til formål at skabe trygge og inspirerende rammer for børn og unge – uanset niveau og erfaring.

At dømme efter stemningen på banerne var det en uge, der gjorde indtryk. Børnene mødte hinanden på kryds og tværs, store hjalp små, og fodbolden blev et fælles sprog, hvor alle kunne være med. En uge med masser af sved på panden, smil på læben – og fællesskab i centrum.