TRAFIK. Danskerne har aldrig fløjet mere. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2025 var 18,8 millioner afrejsende passagerer fra de offentlige danske lufthavne, det højeste nogensinde og 840.000 flere end året før, svarende til en samlet stigning på 5 procent.
Men rekorden er langtfra jævnt fordelt, og set fra Vestdanmark er der mest af alt tale om en københavnsk fest. Københavns Lufthavn stod med 16,2 millioner afrejsende passagerer for en stigning på 1,3 millioner eller 8 procent, mens Billund Lufthavn gik den stik modsatte vej. Her faldt antallet af afrejsende passagerer med 440.000, fra knap 2 millioner til 1,5 millioner, et fald på 22 procent på et enkelt år.
Regningen fra Ryanairs farvel
Forklaringen på det jyske dyk skal først og fremmest findes i foråret 2025, hvor Ryanair lukkede sin base i Billund med udgangen af marts. Det skete som en direkte konsekvens af den nye danske passagerafgift, der lægger op til 50 kroner oven i billetprisen på alle flyafgange fra Danmark, kombineret med at lufthavn og selskab ikke kunne lande en ny langtidsaftale. Ryanair stod for omkring en tredjedel af Billunds samlede passagertal fordelt på omkring 25 ruter, så da irerne trak stikket, forsvandt fundamentet under en stor del af trafikken.
Det kan aflæses direkte i Danmarks Statistiks tal. Billunds internationale rutetrafik faldt med en halv million afrejsende passagerer, et minus på 31 procent og det største fald i landet. Til gengæld eksploderede den nationale rutetrafik fra et lavt udgangspunkt med 167 procent, fra 31.000 til 82.000 passagerer, blandt andet båret af SAS’ nye rute mellem Billund og København, og chartertrafikken holdt skansen med en lille fremgang.
Lufthavnsdirektør Jan Hessellund har tidligere kaldt 2025 et markant anderledes år og beskrevet, hvordan Ryanairs exit skabte turbulens langt ud over lufthavnens eget hegn, hos hoteller, turistattraktioner og erhvervsliv i hele optageområdet. Konsekvenserne kunne også mærkes på personalesiden, hvor lufthavnen undervejs måtte afskedige medarbejdere og droppe sommerens sæsonansættelser.
Helt sort ser det dog ikke ud vest for Storebælt. Norwegian har efterfølgende udvidet markant i Billund og er gået fra 5 til 15 ruter, og Jan Hessellund har meldt en forventet vækst på mellem 5 og 10 procent ud for 2026. Mere end hver tredje passager i Billund er i øvrigt erhvervsrejsende, et segment der holder stabilt.
De øvrige jyske lufthavne klarede sig igennem 2025 med små plusser. Aalborg og Aarhus øgede begge antallet af afrejsende passagerer med 3 procent, henholdsvis 25.000 og 8.000 flere end i 2024, og begge steder var mønstret det samme som i Billund i miniformat, tilbagegang på de internationale ruter og fremgang på de nationale.
På landsplan steg antallet af afrejsende passagerer på internationale fly med 4 procent, mens de nationale fly voksede med hele 15 procent.











