KRIMI. En cykeltur med lommelygte i hånden endte med en sigtelse, da en patrulje fra Sydøstjyllands Politi søndag aften kl. 22.42 stoppede en mand på Ydunsvej i Fredericia.
Betjentene traf manden, da han kom cyklende med en lommelygte i hånden, og de skønnede ham påvirket af euforiserende stoffer. Det oplyste Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi i mandagens døgnrapport.
Politiet fandt derfor anledning til at visitere manden, og her dukkede en lille klump hash på 0,47 gram op.
Manden, en 32-årig fra Fredericia, blev sigtet i sagen. Hvorfor han kørte med lommelygte i hånden, fremgår ikke af politiets papirer.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport mandag.











