POLITIK. Spørger man Cecilie Roed Schultz om en tredje forbindelse over Lillebælt, begynder svaret ikke med en linjeføring. Det begynder med en regning.

»Det har nogle kæmpestore omkostninger. Både økonomisk og samfundsmæssigt, men også støjmæssigt og trængselsmæssigt for vores kommune. Det er meget dyrt at bygge en bro. Jeg ved ikke, hvad det koster, men jeg ved, det er dyrt. Vi taler i hvert fald milliarder,« siger Enhedslistens byrådsmedlem i Fredericia til AVISEN.

Og det er netop de milliarder, der for hende er sagens kerne. For hvad kunne de samme penge udrette, hvis de blev brugt anderledes? »En milliardinvestering i vores kollektive transport ville også kunne gøre en kæmpe forskel og måske en vigtigere forskel. Det er i hvert fald noget af det, man bør undersøge: Hvad koster det, og hvad ville vi ellers kunne få for de penge? Kunne man få mere transport, som var grønnere og mere retfærdig, mindre støjbelastende og mere klimavenlig for det samme beløb?« spørger hun.

Dertil kommer det, hun kalder påvirkningen af hendes egen kommune. Fredericia lægger allerede jord til to broer, og det kan mærkes, påpeger hun. »Det er en stor støjbelastning for de områder, broerne skærer igennem. Og uanset om man laver en parallelforbindelse eller en tredje forbindelse et andet sted, vil det påvirke støjbilledet i Erritsø, Snoghøj og Sanddal-området. Jeg forestiller mig ikke, at ret mange af beboerne har ønsket sig det,« påpeger Cecilie Roed Schultz.

Heller ikke argumentet om at lægge en linjeføring gennem naturområder for at skåne husejerne køber hun. For de grønne lommer er der få af i forvejen, og de bærer mere, end man umiddelbart ser. »Så er det jo en af de få naturlommer i området, man nedlægger. Der er meget få grønne kiler dér, og de er enormt vigtige for beboerne. Nedlægger man dem, fjerner man også det sted, hvor børnene leger, hvor man lufter hund, cykler og går en tur, et sted, der er forbundet med en masse livskvalitet. Og vi fjerner passagerne for dyrelivet.«

Selve anlægsarbejdet bekymrer hende også, og her trækker hun på erfaringerne fra havneudvidelsen i Fredericia, hvor marsvinenes sårbarhed over for støj, især i yngleperioden, var en del af opmærksomheden. »Det med at banke spuns og bropiller kommer til at forstyrre livet i Lillebælt enormt meget. Og det er i forvejen et sårbart økosystem,« siger Cecilie Roed Schultz og samler sin indvending i én sætning: »Der er rigtig mange ubekendte, som jeg mangler svar på fra alle dem, der er tilhængere. Jeg kan ikke forstå, at man bare blindt siger, at det ønsker man sig, når man ikke ved, hvad konsekvensen er, eller hvad man alternativt kan få for de samme penge.«

Konfronteret med tilhængernes argument om, at presset på de eksisterende broer gør en tredje forbindelse til den eneste løsning, peger hun først på en ubekendt, der allerede er undervejs, den kommende Femern-forbindelse, som kan flytte trafik væk fra ruten over Fyn. »Det er ikke sikkert, at det overhovedet er så nødvendigt. Og så kunne man arbejde på strategier for at mindske al den transport i biler og lastbiler, vi har nu. Måske kunne mere gods og flere mennesker flyttes over i busser og tog. Det ville også mindske trængslen enormt meget,« siger hun og folder tanken ud med et eksempel fra sin egen hverdag ved bæltet: »Forestil dig, hvad man kunne få af shuttlebusser mellem Middelfart og Fredericia for nogle milliarder. De kunne køre i pendulfart.«

Hendes recept er investeringer i begge ender af rejsen, busser til de korte pendlerstræk og tog til de længere, gerne med gratis kollektiv trafik i hele Trekantområdet og en togdrift, der er billigere, mere stabil og kører oftere. »Hvis man er villig til at bruge de penge, en bro koster, kunne man prøve at investere bare en del af dem i de andre ting først og så se, hvor stort behovet reelt er for den tredje forbindelse. Der er mange veje at gå, og der er ting, der skal undersøges, før man beslutter sig. Vi er nødt til at kigge på de forskellige muligheder, finde ud af, hvad de hver især koster, og hvad fordelene og ulemperne er, og så træffe en beslutning ud fra det,« siger Cecilie Roed Schultz.

Hvor hun selv venter at lande, når regnestykkerne en dag ligger på bordet, lægger hun dog ikke skjul på. »Jeg har meget svært ved at forestille mig, at den bedste og billigste løsning er en tredje forbindelse.«