Blind iværksætter fandt fejl i Middelfart Sparekasses hjemmeside

BUSINESS. Edis Adilovic havde prøvet det mange gange før. Man skriver til en stor virksomhed om et problem, man venter, man rykker, og så venter man igen. Derfor havde han ikke de store forventninger, da han for nogle måneder siden sendte en mail til sit pengeinstitut, Middelfart Sparekasse, om, at han som blind ikke kunne komme ind i netbanken via hjemmesiden.
»At jeg ikke hørte noget. Så ville jeg følge op på min henvendelse efter par uger, og så ville der gå endnu et par uger, inden jeg ville følge op igen …, jeg kender efterhånden rytmen,« siger han med et let skuldertræk.
Men rytmen blev brudt. I stedet for tavshed kom der hurtigt et opkald, og kort efter sad den 35-årige odenseaner til møde med sparekassen. Det møde er blevet til et samarbejde, hvor hans egen virksomhed, EA Consulting, har gennemgået Middelfart Sparekasses hjemmeside med lup og fundet fejl, som bankens egne værktøjer ikke havde opdaget.
»Jeg blev kontaktet meget hurtigt, der blev sat et møde op på Teams, og derfra har vi haft en løbende, god og konstruktiv dialog om digital tilgængelighed for blinde,« forklarer Edis Adilovic.
Selve problemet var af den slags, seende brugere aldrig lægger mærke til. Mobilbanken virkede fint, men skulle han på netbanken, måtte han tage en omvej gennem Google, fordi hjemmesiden simpelthen ikke lod ham logge ind.
»Mobilbanken fungerede godt, men når jeg skulle i netbanken, blev jeg nødt til at google Middelfart Sparekasse, log ind og netbank, for det var ikke muligt for mig at logge ind ved at gå på hjemmesiden,« fortæller han.
Mailen landede hos Kristian Gren, områdedirektør for marketing og forretningsudvikling i Middelfart Sparekasse. Han mødte en kunde med et konkret problem og opdagede undervejs, at kunden også var fagmand på netop det område.
»Første møde var for os mødet med et meget sympatisk og empatisk menneske, og det viste sig under mødet, at Edis driver sin egen virksomhed, EA Consulting, som blandt andet arbejder med tilgængelighed. Hans intention var dog ikke at fylde os med masser af salgsgas,« understreger Kristian Gren.
Sparekassen bad selv om et tilbud på en tilgængelighedstest af hjemmesiden, og det har områdedirektøren ikke fortrudt.
»Vi modtog et fint og rimeligt tilbud, hvilket førte til den ønskede gennemgang af vores hjemmeside, og vi fik virkelig valuta for pengene,« siger Kristian Gren.
Det overraskende var, hvor meget en blind bruger kunne finde, som maskinerne ikke kunne. Christina Welling, der er digital marketingansvarlig i sparekassen, fortæller, at hjemmesiden i forvejen bliver scannet løbende.
»Vi råder over flere forskellige værktøjer, der løbende gennemgår vores hjemmeside for mulige forbedringer i forhold til tilgængelighed for alle, men ikke desto mindre fandt Edis flere steder, som disse værktøjer ikke havde spottet,« siger hun.
Timingen var heller ikke dårlig. Der findes lovgivning på området, og kort efter mødet med Edis Adilovic dukkede Erhvervsstyrelsen op i sparekassen for at teste, om hjemmesiden var tilgængelig for alle befolkningsgrupper.
»Tilgængelighed handler ikke kun om blindhed – det kan være så meget andet – og vi tager med kyshånd imod, når vi får henvendelser som den, vi fik fra Edis,« siger Christina Welling.
Både hun og Kristian Gren mener, at resten af den finansielle sektor har noget at hente på området.
Edis Adilovic er vant til at finde veje, hvor andre ser forhindringer. Han blev født i Sarajevo i 1991 og mistede synet som toårig, mens borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien rasede. Lægerne frygtede kræft, og via FN flygtede familien fra krigen for at finde den rette behandling. Efter et kort ophold i Italien endte de i Danmark.
»Jeg kan ikke sige nok godt om Danmark og de muligheder, jeg og min familie er blevet budt. På Rigshospitalet fandt lægerne ud af, at det heldigvis ikke var kræft. I stedet var der tale om en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunforsvar fejlagtigt angriber det raske væv i eller omkring øjnene,« forklarer han.
Siden har han grebet de muligheder, der bød sig, med en stor ja-hat trukket ned over ørerne. Folkeskole, gymnasium og en cand.negot. fra Syddansk Universitet klarede han på præcis samme vilkår som alle andre. Da hans nye studiekammerater i de første dage på universitetet skulle cykle rundt i Odense, og tutoren var i tvivl om, hvad man skulle stille op med den blinde studerende, var det Edis Adilovic selv, der kom med løsningen. De lejede en tandem.
Samme tilgang har han taget med sig ind i sit firma. Da han startede EA Consulting, var hans eget pengeinstitut det naturlige første sted at banke på.
»Jeg fik fra første færd følelsen af at blive taget seriøst, og siden har vi arbejdet proaktivt med at finde løsninger til gavn for Middelfart Sparekasse og brugerne, der som jeg har en udfordring, som andre ikke har,« siger Edis Adilovic.
Og der er kommet endnu en titel på visitkortet. Sammen med sin kæreste har han fået en lille datter, så i dag er han både iværksætter og familiefar.

