Det kræver mod at insistere på at bevæge sig – at nægte stilstanden. Dette mod finder man i udstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard, som netop er åbnet på Trapholt. Her er bevægelsen ikke blot en metafor, men en fysisk nødvendighed, der vibrerer i alle værkets dele. Kjærgaard er en kunstner, der maler med kroppen, hjertet og intellektet i fuld forening.
Det første møde med udstillingen er en slags manifestation: store, ekspressive flader, hvor kvinder træder frem, næsten som aktører i deres egne fortællinger. Håret flagrer ud af lærredet og ind i rummet, som om kunsten nægter at lade sig begrænse af rammen – den inviterer os ind med en næsten insisterende gestus: “Kom med her, følg linjerne.” Kjærgaard, uddannet arkitekt og billedkunstner, har en særlig evne til at overskride grænser – både fysiske og konceptuelle. Hun tager sin beskuer i hånden, men kun for at trække dem direkte ind i værkernes voldsomhed.
Kvinder, der insisterer
Kvinderne i Kjærgaards univers står sjældent stille. De spiller tennis, balancerer på cykler, ruller afsted på skateboard, fire sjæle i knap så fuld balance, og nogle gange synes de at danse gennem kaos.
Dette er ikke de klassiske skildringer af kvindelighed, som Mie Olise pointerer, der ofte er mange af i kunsten, når kvinder endelig er repræsenteret. Nej, hendes værker repræsenterer en æstetik, der fremhæver handling og beslutningskraft. Som kunstneren selv udtrykte det ved ferniseringen:
– Det er netop en af pointerne med, at jeg har lyst til at male kvinder. Kvinder i kunsthistorien, som er blevet malet af mænd, har næsten altid været objekter – smukke, tilgængelige, blide eller moderlige. Men mine kvinder er det stik modsatte. De er som oftest optaget af noget, de virkelig brænder for, siger hun og tilføjer:
– Det handler om, at de ikke nødvendigvis søger det klassiske blik – det, hvor man bliver set på som en genstand. Mange af mine kvinder er optaget af at spille musik, skate eller noget andet, hvor deres energi er i centrum – det handler om at turde. At have modet til at presse sig selv lidt ekstra, hvor man risikerer at falde, men også hvor man tør tro så meget på det, man gør, at man står fast, selv når det er svært. Det er en måde at bryde forventningerne på, hvor man ikke lader sig slå ud af at blive gjort til grin eller gjort nar af. Og det er netop kernen i mine kvinder – de lader sig ikke kue, men står fast i deres handlinger.
Og insisterer, det gør værkerne. I rummene møder vi malerier, hvor de stærke linjer og tykke lag af maling ikke kun næsten flyder ud over lærredet. Penselstrøgene er hastige, præcise og ofte rastløse, og Mie Olise Kjærgaard bemærker også, at hun “næsten må løbe med penslen”. Dette er kunst, der kræver opmærksomhed – og som belønner den.
Rum som fortællinger
Udstillingen er delt op i fire tematiske rum, der hver især er som kapitler i en større historie. I rummet Quite Allright – way inside træder man direkte ind i et kunstnerisk landskab. Her er gulvet dækket af spejle, og værkerne strækker sig ud over vægge og loft. Det er ikke blot en installation, men en totaloplevelse, hvor man som beskuer ikke længere kan betragte passivt. Spejlene tvinger én til at se sig selv som en del af kunstens rum.
Musikken spiller en vigtig rolle her. Tonerne af Alanis Morissettes Hand in My Pocket fylder rummet, i en særlig fortolkning af den danske lydkunstgruppe Philip|Schneider i samarbejde med et kvindekor, og minder om en tid, hvor kunst og musik gik hånd i hånd med politiske og sociale opbrud. Det er ikke tilfældigt, at Kjærgaard har valgt denne lydside. Det forstærker værkernes insisterende udtryk og fungerer samtidig som Mie Olises hyldest til et generationsalbum for hendes egen tid – et album, der markerede et kraftfuldt “Her er jeg.”
– Morissette trådte frem som en rå, rasende stemme, der skreg sin frustration ud, og det er et nummer, som alle i min omgangskreds har sunget med på. Jeg fandt det spændende at arbejde med noget så genkendeligt, fordi jeg ønskede, at publikum skulle kunne flyde hen i det. Musikken skaber en varighed, der lader én gennemleve forskellige stemninger, mens man bevæger sig gennem udstillingen. Når man er derinde, kan man lægge sig ned, slappe af og lade sig fortabe i overgivelsen – den samme overgivelse, som det kræver at male. Du kan ikke kontrollere alt. Kroppen har en intelligens, og det er den, jeg abonnerer på, fortæller hun.
En kropslig oplevelse
I værker som Everything But Tennis er det den kropslige energi, der dominerer. Kvinderne er fanget i øjeblikke af intensitet – men kigger de egentlig på os? Nej, deres blikke er rettet mod deres egne handlinger, helt opslugt af det, de er i færd med. Deres bevægelser – næsten eksplosive – fortæller om en indre kraft, som nægter at underkaste sig andet. Fladen udfordres konstant, og som kurator Katrine Stenum Poulsen udtrykte det:
– Jeg synes, at denne udstilling er en imponerende magtdemonstration af Mie Olise Kjærgaard.
Mødre på cyklen, i legen og livet
I rummets sidste kapitel, Extended Responsibilities, møder vi moderskabets tyngde. Her præsenteres værker, hvor kvinder navigerer mellem dagligt ansvar og ønsket om fremdrift. Vi ser mødre i forskellige situationer – på cyklen, i hængekøjen eller midt i en leg – og spørgsmålet om, hvordan det grænsesøgende subjekt møder forældrerollens ansvar, træder frem.
Mie Olise Kjærgaard har med Agile Aggressions skabt en udstilling, der ikke blot skal ses, men sanses. Det er en hyldest til kvinder, til bevægelse og til modet til at bryde med det etablerede. Det er en udstilling, der nægter at lade sig stille tilfreds. Og det er netop derfor, den er så stærk.
****** fortjente stjerner.
